Et nyt kapitel

Da jeg vendte hjem til Danmark fra Californien, var jeg klar til at se min nye virkelighed i øjnene. Nu skulle der søges job. Jeg greb det an med ydmyghed og systematik. Jeg skubbede den dårlige oplevelse på det seneste job i baggrunden og fokuserede på mine succesoplevelser på arbejdsmarkedet. Det rustede mig med selvtillid.

Det gik over al forventning. I løbet af et par uger søgte jeg en række jobs og oplevede god respons. Det andet sted jeg var til samtale tilbød de mig jobbet, og jeg måtte efterfølgende melde fra til 2 andre jobsamtaler.

Efter en periode som hjemmegående, er jeg nu startet i et nyt job, der indfrier en masse ønsker og endda et par drømme. Jobindholdet er en god fortsættelse af de emner jeg gerne vil beskæftige mig med. Branchen har jeg erfaring med og jeg føler mig godt tilpas på denne type arbejdsplads. Det føles som at ‘komme hjem’.

Med udgangspunkt i en opsagt stilling var jeg klar over at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg var nødt til at overveje et job med lang transporttid eller lavere løn. Sådan endte det heldigvis ikke.

Hele denne kolbøtte har resulteret i en situation, der er langt bedre end før. Mange stressfaktorer er fjernet fra min hverdag, og økonomien har ikke lidt under det. Hvor jeg i vinter måtte vælge mellem pest eller kolera, føler jeg nu at jeg har fået både i pose og sæk.

Jeg sidder med en stor taknemmelighed over den medvind og hjælp jeg har oplevet. Familie og venner har virkelig støttet mig så det kunne mærkes. Og jeg må sige, at jeg også føler en stolthed over min egen håndtering af hele forløbet.

Undervejs har både tidligere og nuværende arbejdsgiver omtalt mig som følsom, og her på bloggen har jeg skrevet en del om at være sensitiv. Når jeg opruller hele historien, ser jeg det egentlig som noget der har været mig til gavn.

Jeg oplever at mit detalje-orienterede sanseapparat har hjulpet mig til at håndtere denne krise. På ret kort tid har jeg overkommet svære følelser og tilpasset mig en ny virkelighed. Min familie og mit netværk har hjulpet og støttet mig helt enormt, bla. fordi jeg har været i stand til at sætte ord på hvad der skete og at bede om hjælp.

 

Lignende indlæg:

En overgang

Da jeg havde skrevet under på fratrædelsesaftalen, afleverede jeg mit adgangskort og hentede mine private ejendele. Nu var det pludselig helt slut med at have en arbejdsplads. Jeg kunne slippe alle bekymringer og forpligtelser, men også følelsen af at høre til.

Omgående begyndte jeg at sove godt om natten. Det fortalte mig, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. At leve med udsigt til økonomisk usikkerhed var åbenbart mindre belastende end at være i et forkert job. Tankevækkende.

Der var mange følelser jeg skulle håndtere. Af positive følelser var lettelse, håb, optimisme – nu var døren pludselig åben for at alt muligt spændende kunne ske. Af negative følelser var bekymring for økonomien, vrede over ting der var sket, sorg over at miste kolleger og sammenhold, og også skyldfølelse overfor familien, fordi jeg havde sat os i denne situation.

I denne periode var jeg ret bevidst om at gøre noget for at finde balance og styrke igen. Jeg sammensatte en hverdag med elementer der gav mig glæde, afslapning og nydelse. Jeg gik i svømmehallen, så interessante tv-programmer, sov middagslur og lyttede til musik.

Efter et par uger tog jeg på rekreation hos min bror i Californien. Jeg tilbragte en uge med at lave tæt på ingenting. Sad på terrassen og nød solen. Drak cola lavet i Mexico på rørsukker. Gik tur med hunden. Husbond passede hele hjemmefronten, og jeg kunne slippe alle pligter for en stund.

Det gjorde mig godt. Jeg følte mig som mig selv igen. Det gik op for mig at det var længe siden.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Bolig for en sensitiv

Jeg bliver meget påvirket af aktivitet og stemninger omkring mig. Jeg har tidligere boet i et rækkehusområde, hvor vi boede meget tæt på hinanden. Jeg kunne hele tiden mærke hvad der skete på den lille vej. Døre åbnede og lukkede, biler kom og kørte, mennesker talte og råbte til hinanden. Min nysgerrighed gør, at jeg kigger ud af vinduet, når det lyder som om der kommer nogen. Jeg kunne ikke lade være med stille ind på alt dette liv, selvom det ikke havde noget med mig at gøre. Antennerne var hele tiden ude.

Denne stress var en stor årsag til at vi for omkring 2 år siden besluttede os for at prøve at finde en ny bolig. Det lykkedes os at finde et hus med længere til naboerne. Nu bor vi på en lille vej med kun 4 huse. Det har gjort en enorm forskel. Jeg mærker slet ikke naboernes liv på samme måde som før. Det betyder, at jeg stort set ingen ressourcer bruger på det der sker udenfor min matrikel. Jeg er meget mere nærværende om vores familieliv, og det er i det hele taget en kæmpe lettelse.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Job for en sensitiv

Arbejdslivet har i mange år været en udfordring for min sensitivitet, og er det stadig. Alene de fysiske forhold omkring arbejdet påvirker mig meget. Når jeg fortæller andre sensitive at jeg til hverdag sidder

  • i storrumskontor med omring 50 andre mennesker
  • med min chef siddende direkte til venstre for mig og hans chef lige bagved mig
  • skråt foran døren til et meget benyttet mødelokale
  • under et LED-spot, som lyser direkte ned i hovedet på mig
  • i 10 meter ubrudt linje til kaffemaskinen

så sukker de dybt og får medlidenhed med mig. Når jeg dertil fortæller, at det kun i meget begrænset omfang er muligt at arbejde hjemmefra, og at jeg ikke har flextid men ingen øverste arbejdstid forstår de godt, at jeg meget nemt bliver overstimuleret.

Disse forhold er nærmest som skabt til at trykke på mine sensitive punkter: stillen ind på andre mennesker, fysisk tæthed med mange mennesker og mange lyde. Det gør, at mit arbejdsmiljø er meget belastende for mig. Det er næsten umuligt for mig at koncentrere mig i det miljø. Men det skal jeg jo, for jeg skal udføre mit arbejde. Det skaber en konflikt i mig, som med tiden ophober stress.

Min udfordring er derfor at finde en måde at passe mit arbejde trods de langt fra optimale omstændigheder. Jeg har forskellige metoder. Min bedste ven er min smartphone, hvor jeg har et godt udbud af apps der kan spille musik og podcasts i mine hovedtelefoner. Det bruger jeg til at lukke uroen ude, når jeg skal arbejde koncentreret ved min plads.

En gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen rejser jeg mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg går ned i kantinen og tager noget at drikke, bladrer måske lidt i en avis. Eller jeg går rundt om bygningen, trækker vejret dybt og ruller lidt med skuldrene. Det giver mig en lille pause fra det intense miljø på min pind, og hjælper til at berolige nervesystemet.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Hverdag for en sensitiv

Der er mange ting i hverdagen, som kan påvirke en sensitiv person. Nogle ting er som de er, andre kan man vende og dreje så de bedre passer til ens præferencer.

El-cykel

Jeg har for mange år siden valgt el-cykel som mit transportmiddel til arbejde. Det handlede primært om at slå flere fluer med et smæk: at bruge transporttiden til at få motion og slippe for at skulle afsted til fitness-centret når jeg kom hjem fra arbejde.

Set i en sensitiv kontekst hjælper el-cyklen mig også til at slippe for de belastninger der ligger i bilkøer og overfyldte s-tog. Jeg kan ikke fordrage at sidde som sild i tønde i bus og tog, og jeg bliver tit provokeret og vred i trafikken af folk der opfører sig dårligt. Med el-cyklen har jeg frihed til at vælge at køre den vej hvor der er mindst road rage og trafikstøj.

5:2-diæt

Efter et stressnedbrud begyndte jeg at spise efter 5:2-diætens principper. Udover vægttab, færre smerter og mindre besvær med maven har det givet mig et frirum i hverdagen, hvor jeg 2 dage om ugen har mere tid til at gøre ting for mig selv fordi jeg ikke skal lave og spise aftensmad.

Det modvirker både overstimulering og giver mig mulighed for at nære min nyhedssøgende side, fordi jeg kan bruge tid på at fordybe mig i noget eller opleve noget. Det kan både være et godt TV-program, at skrive et blogindlæg eller lave grundig research før internet-shopping.

På mit seneste kursus lærte jeg, at selvkontrol er vigtig når man er både sensitiv og nyhedssøgende. 5:2-diæten er en konstant øvelse i selvkontrol, fordi man bekæmper en så instinktiv ting som sult. Jeg har erfaret, at det slet ikke føles så slemt at udsætte et impulsivt behov.

Perfektionisme og idealisme

Generelt arbejder jeg konstant med at sænke mit ambitionsniveau for hjemmelivet. Perfektionisme er en fjende for min sensitivitet, fordi jeg kommer til at gå i selvsving over det. Dels tænker jeg alt for meget over forskellige detaljer, og dels kommer det til at tage så lang tid at der ikke er plads til at lade batterier op.

Derfor er avanceret madlavning, gennemført boligindretning, højt hygiejnisk niveau og høj miljømæssig faneføring blevet afløst af noget mere pragmatisk. Jeg finder stor glæde ved at lave en god frikadelle eller en gammeldags dessert. Jeg laver ikke længere sushi selv og har opgivet at lære at lave bearnaisesauce. Den på glas fra Irma er i øvrigt også helt udmærket. Når vi fejrer fødselsdage o.l. med mange gæster, går vi enten ud eller får mad leveret udefra.

Det er min opfattelse, at det er usundt at undertrykke følelser og behov, selvom de er ’forkerte’. Jeg forsøger at tage hensyn til, at det virkelig går mig på, når der er beskidt og rodet i huset, men erkender også at energien ikke er til det omfang at rengøring der ville være helt perfekt. Her bruger jeg meget min mand til at sparre med, for han ser ikke skidtet nær så hurtigt som jeg gør. En god løsning er tit at planlægge: ”nu støvsuger vi bare i denne weekend, og så giver vi det den store tur i næste weekend, hvor vi får gæster”.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Socialt liv for en sensitiv

Venner og familie

Mit sociale liv har ændret sig rigtig meget siden jeg var ung. Mange af ændringerne skyldes det faktum, at jeg ikke har børn, og den udvikling der er sket i forbindelse med at mine venner har fået det.

Hvor jeg tidligere havde flere nære venner, har jeg i dag meget få. Til gengæld har jeg en række andre relationer via netværk og interesser. Det er ikke det hele der har været mit eget valg, og undervejs har det været en sorg for mig at miste mine nære venner. Men i dag kan jeg se, at mit sociale liv fungerer rigtig godt for min sensitive side.

At have ganske få nære i mit liv fungerer godt for mig. Det betyder at jeg har overskud til at være nærværende overfor alle, og gå i dybden med vores samvær. Det betyder også, at kalenderen ikke byder på aftaler hver eneste weekend, og det giver en rigtig god balance. Så har jeg både mulighed for at restituere og være migselv samt nærværende overfor min familie, hvilket giver mig meget overskud.

At være en del af netværk der er drevet af interesser, giver mig også meget. Som eksempel kan jeg nævne min interesse for hunde, hvor jeg har mulighed for at dele min glæde ved hunde med ligesindede. Det giver mig en dejlig følelse af samhørighed. Jeg har også i mange år deltaget i et netværk for folk uden børn. Her er det et fællesskab om et livsvalg, der giver nogle interessante samtaler og gode grin.

Udviklingen i de sociale medier har været en revolution i mit liv. Her kan jeg dyrke emner og mennesker der interesserer mig, men jeg kan nemt sætte grænser og stoppe når det passer mig. Sociale medier stimulerer også min nyhedssøgende side, men det skal styres nøje.

På arbejde

På arbejdspladsen er jeg begyndt at sortere meget i det sociale liv. De værste migræneanfald jeg har haft, har været i forbindelse med teambuilding-arrangementer på arbejde. Det er meget belastende for mig at være tvunget til at deltage i aktiviteter, oftest fysiske præstationer, der ikke har noget at gøre med det jeg er ansat til og som jeg absolut ikke er god til. Når man ikke har mulighed for at sige fra eller trække sig lidt tilbage, bliver det så belastende for mig, at jeg mange gange har fået meget voldsomme migræneanfald som har gjort mig syg i flere dage efter.  Sidst jeg blev inviteret til sådan et arrangement meldte jeg simpelthen afbud.

Også den årlige julefrokost er noget jeg melder fra til. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år og har været til min del af julefrokoster. Jeg har danset og drukket og er blevet klappet i røven. Det siger mig ikke noget mere, og det giver mig ikke en følelse af fælleskab med mine kolleger.  For nogle år siden holdt jeg op med at komme af social pligt. Jeg kan godt have stor glæde af samtaler med mine kolleger over frokostbordet til hverdag, men når det foregår i et støjende lokale med høje stemmer og fulde mennesker, bliver den mentale omkostning er højere end udbyttet for mig.

Til gengæld vil jeg meget gerne med til arrangementer der har en mere kulturel karakter. På min nuværende arbejdsplads har vi haft ture til både Christiansborg og Københavns Rådhus, og det har jeg været meget glad for at deltage i. Vi er også nogle kolleger der på helt privat basis er taget i biografen sammen, og været ude at spise inden. Jeg har sågar inviteret kolleger hjem til mig. Så det er ikke fordi jeg ikke vil være social med mine kolleger, det er bare fordi at visse typer at samvær er ubehageligt for mig.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ferie for en sensitiv

I nogle år arbejdede jeg i rejsebranchen og rejste flere gange om året. Jeg havde også 3 rejser til USA, hvor min bror bor. Det gik op for mig, at jeg havde migræne på 1. rejsedag hver eneste gang, og jeg fandt ud af at det faktisk stresser mig temmelig meget på et ubevidst niveau at rejse.

Efter nogle år med mange rejser valgte min mand og jeg at købe sommerhus og gøre det til vores primære ferieform. Det passede rigtig godt med, at vi ønskede os at blive hundeejere på et tidspunkt. I dag har vi haft sommerhus i 6 år og vi elsker at komme op til det lille blå hus, som vi kun forbinder med afslapning og gode oplevelser. Antallet af logistiske detaljer som jeg kan stresse over er langt mindre. Det hjælper også at man i sommerhusområdet kan gøre brug af lange åbningstider – også på helligdage – og en række lækre spisesteder, der kan kompensere for at man ikke lige havde fået købt ind.

Vi rejser stadig lidt. En gang om året tager vi en mindre tur med et par overnatninger på en kro eller hotel i Danmark eller Nordtyskland. Her får jeg tilfredsstillet min nyhedssøgende side, som rigtig gerne vil opleve noget nyt.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – årsagerne

Ud fra et antropologisk perspektiv er det naturligt at forsøge at analysere på, hvad det kan skyldes, når flere og flere ikke vælger at få børn. Og det lagde DR2-programmet i weekenden også lidt op til at ville gøre.

Jeg har talt med rigtig mange mennesker der ikke ønsker sig børn. Min konklusion er, at det er ørkesløst at prøve at finde en årsag. Nogen nævner konkrete ting som frihed, karriere, mulighed for at rejse osv. Men i bund og grund handler det efter min mening om mangel på lyst til at få børn. Man har bare ikke lyst (nok)! Jeg tror ikke der er mange der tilsidesætter et ægte ønske om at få børn til fordel for job eller rejser. Hvis man ønsker sig børn, så skal der nok blive plads og tid til dem – det er jo en stærk drift, når man har den.

For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald ikke nævne nogen konkret årsag. Hverken min mand eller jeg er karrieremennesker, vi går bare på arbejde for at tjene penge til at opretholde vores liv sammen. Vi har tidligere rejst 2-3 gange om året, men det er nu gledet i baggrunden til fordel for sommerhusferie og et liv sammen med hund.

Sidstnævnte må også siges at tage livet af argumentet om trang til frihed. Vi fik hund for 3 år siden efter at have ønsket os det hele livet. Efter at vi har fået hund går vi ikke længere ud og spiser, i TIVOLI, til foredrag eller hvad vi ellers gjorde før. Vi rejser sjældent på en måde, hvor hunden ikke kan komme med. Og vi elsker det liv, fordi vi virkelig brænder for et liv sammen med en hund. Men vi har ikke den samme frihed som før.

Helt basalt tror jeg at det er en variation eller afvigelse i menneskets natur der gør, at nogen ikke har den drift. På samme måde som f.eks. homoseksualitet. Jeg tror at samfundet bare må finde ro med, at sådan er der nogen der har det og ikke hele tiden spørge hvorfor.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg: