Hushandel anno 2014

De sidste 20 år har jeg alt i alt været part i en hel del ejendomshandler. Jeg har købt 4 ejerlejligheder, solgt 3 ejerlejligheder, købt et rækkehus, har netop solgt samme og er nu i gang med at købe en villa.

Det har altid været en speget affære at indlade sig med ejendomsmarkedet. Jeg er blevet skuffet, chokeret, begejstret og meget andet af at handle lejligheder, og ejendomsmæglerne er et folkefærd helt for sig selv. Man bliver mødt med både grådighed, generøsitet, kynisme og gentlemanship. Det er spændende. Nogle gange lidt for spændende.

I opgangstider er det sælgers marked, og det har nogle særlige kendetegn. Her bliver huse og lejligheder revet væk, og man skal som køber var vaks ved havelågen for at få lov til at købe.  Et af de mere grelle eksempler var dengang jeg ville købe en lejlighed i Mølleåparken, hvor ejendomsmægleren sagde, at hun ikke ville sælge lejligheden til mig, hvis ikke jeg indgik kontrakt med hende om salget af min gamle lejlighed. Hun var slet ikke bange for at gå glip af handelen, for der var masser af købere.

I nedgangstider er det køberne der sætter dagsordenen. Jeg forestiller mig, at det har været købers marked siden boligboblen brast i 2006 i det område jeg befinder mig. Køberne har kunnet forlange store nedslag i priserne og har formentlig stillet en masse krav og betingelser.

Efter en pause på 9 år er jeg så trådt ind på scenen for hushandler igen. Vi har solgt vores rækkehus i Virum og er ved at købe nyt hus. De erfaringer jeg har gjort mig her i starten af 2014 siger mig, at vi er et sted midt i mellem købers og sælgers marked.

Da vi havde vores hus til salg oplevede vi, at købere opfører sig, som om det er dem der har magten. De kommer rask væk med store underbud, selv på huse der har været til salg i meget kort tid, og vil slet ikke forhandle. I vores handel ændrede køber ovenikøbet på vilkårene i den fremsendte købsaftale, efter at vi ellers var blevet enige og pris og overtagelse. Vi har hørt om flere handler, hvor køberne stiller mange krav og hvor det tager lang tid at få handelen på plads. Jeg får et indtryk af en uforsonlig og kompromisløs attitude.

Nu hvor vi så skal ud og selv være købere, bliver vi mødt af en næsten lige så kompromisløs attitude fra sælgerne. Vi har fået afdækket hvad der ligger bag ved de sager, hvor et hus har ligget til salg i lang tid. Det handler ikke nødvendigvis om at husets stand, beliggenhed eller indretning er helt til rotterne. Det kan også være fordi at sælger ikke er villig til at sælge til markedspris. Vist er der nogen der har fået købt for dyrt i midten af nullerne og nu vægrer sig ved at gå ud af en handel med et minus på kontoen. Men vi er stødt på sælgere, der ikke er i den situation, men bare ikke er villige til at sælge til det, der er en realistisk pris på markedet lige nu.

Hvad der har slået mig mest er nok tempoet. Selvom der er en ret hysterisk stemning, går det ikke lige så hurtigt som jeg har oplevet før i tiden. Ejendomsmæglerne tager sig god tid, både på købersiden og på sælgersiden. Ved vores salg oplevede vi som tidligere nævnt, at købermæglerens vinterferie betød at der gik en uge fra fremsendelse af købsaftale til den kom retur med en underskrift. På det hus vi har budt på i øjeblikket har det vist sig at tilstandsrapporten er udløbet, og først da vi var enige om pris og vilkår igangsatte de opdateringen. I skrivende stund har vi ventet 7 dage på at modtage en købsaftale til underskrift.

I det hele taget har jeg oplevet at der ofte er lange svartider i hele dialogen med ejendomsmæglere, og det er svært at finde tid i deres kalenderen til at lave aftaler, selv når det gælder vigtige milepæle som at underskrive købsaftaler mv. Jeg var også overrasket over, at vores ejendomsmægler rask væk aflyste vores første fremvisning fordi en af mæglerne var blevet syg – jeg havde nok forventet at en af de andre mæglere på kontoret havde taget over. Det er meget anderledes end det tempo jeg oplevede da vi købte hus i 2005 og ved tidligere handler med ejerlejligheder. Dengang gik der meget kort tid fra man var enige om en handel til papirer blev underskrevet.

Samtidig må jeg dog sige, at vores ejendomsmægler virkelig var der for os i den langtrukne forhandlingsperiode. De lavede et stort opsøgende salgsarbejde, da det gjaldt. Jeg føler i højere grad end tidligere, at ejendomsmæglerne arbejder for deres honorar og er blevet mere retskafne. Da jeg i 2005 fik solgt min lejlighed i Holte på 5 dage og betalte mægleren 90.000 kr. for det, havde jeg en dårlig smag i munden – jeg følte at ejendomsmægleren kom meget nemt til det salær. I dag har jeg ikke en dårlig smag over at betale over 100.000 kr. for mæglerens indsats for salget af vores rækkehus.

Lignende indlæg:

Reglerne for lovbrud

Når man bevæger sig i trafikken i myldretiden, oplever man hele tiden, at færdselsloven brydes. Det gælder især cyklister, men også bilisterne er godt med. Som cyklist har jeg for længst indset, at jeg er en helt ualmindelig duks, når jeg stopper for rødt FØR stopstregen og giver tegn når jeg drejer eller stopper.

Jeg synes egentlig det er smart med færdselsloven. Det med at have et fælles regelsæt kunne fungere så godt og gøre den daglige transport meget mere effektiv. Jeg tror da også, at der er nogle grundlæggende ting som stadig opererer i trafikanternes bevidsthed. Og jeg bliver også bare ved med som en anden idiot at række hånden op og stoppe ved stoplinjen, det giver ikke i sig konflikter.

Det som gør det svært, når færdselsreglerne ikke overholdes, er: hvordan skal man forholde sig til dem der bryder loven. Hvilke uofficielle regler gælder, når man ikke kan regne med færdelsloven?

Ofte oplever jeg nemlig, at andre cyklister forventer at jeg viger, når de kører over for rødt mens jeg har grønt i den anden retning, kører i den forkerte side af vejen eller kommer kørende i fodgængerfeltet hvor jeg artigt trækker min cykel. Og der kan de godt tro om igen.

Når trafikanter blæser på færdselsloven laver de i princippet deres egne regler, som vi andre ikke har en chance for at sætte os ind i. Men jeg kan jo gøre det samme, og jeg er endda så flink at offentliggøre dem på min blog.

Kære lovbrydere. Her er så MINE regler for lovbrud:

Den der bryder loven, bærer selv ansvaret.

Du må selv tage den risiko det indebærer.

Jeg forventer at du er ekstra opmærksom på hele trafiksituationen og dem der kører efter loven, og korrigerer herefter.

 

Det betyder i praksis:
  • Jeg finder mig ikke i at blive tvunget til at stoppe, fordi du skal køre over for rødt.
  • Det er dig, der må ud på vejbanen, når der ikke er plads mens du kører modsat mig på cykelstien.
  • Jeg holder ikke tilbage for dig, bare fordi du vælger at cykle på fortove og i fodgængerfelter.

OK? Så skulle det vist være klaret!  Jeg ser frem til meget mindre konfliktfyldte ture i myldretiden på min el-cykel i fremtiden.

Lignende indlæg:

Hykleri i kommunen

Jeg har brokket mig over min kommune før, og nu kommer jeg sørme til at gøre det igen. Det handler om snerydning – og så handler det om hykleri. For en ting er at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke rydder sne på cykelstierne i tilstrækkeligt omfang. En anden ting er at stå ved det.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lignende indlæg:

El-cykel stjålet

I lørdags fik jeg ny el-cykel. Igår blev den stjålet. 2 dage nåede jeg at eje den. Jeg havde parkeret den i cykelskuret ved Hellerup Station som jeg plejer at gøre med den gamle, og da jeg kom tilbage for at køre hjem var den væk.

Det er utrolig møgirriterende.

Det gav mig en masse bøvl og ærgrelser, at den gamle el-cykel pludselig ‘stillede træskoene’ efter kun 4 års tjeneste. Jeg har brugt al min flextid og en masse klippekort på at rejse 3 gange frem og tilbage til forhandleren i Albertslund med S-tog, undværet min effektive transportvej til arbejde i en uge og navigeret i en jungle af information og en meget påtrængende sælger, der gerne ville sælge en ny cykel til mig. Da jeg skulle hente den nye cykel måtte jeg endda vente 1 time på klargøring i 5 graders kulde i et Albertslund Centrum, som jeg nu efterhånden har fået set godt og grundigt igennem og ikke gider at glo på mere, for blot at konstatere at sadlen ikke var strammet og at jeg ikke havde fået instruktionsbogen med.

Stor var glæden derfor, da jeg mandag morgen kunne sætte mig på en ny el-cykel, som min mand havde strammet efter, og tage min gode morgen-cykelrute gennem Gentofte og vende tilbage til min daglige rutine. Når man som B-menneske skal tvinge sig selv ud af døren kl 6:20 så hjælper den faste rutine enormt.

Men sådan skulle det ikke være. Næ nej – en ussel cykeltyv synes at han skulle fratage mig muligheden for at have en god transportmåde til arbejde, for at kunne købe ind til helligdag/weekend uden at slæbe mig en pukkel til, og for at have friheden til at køre en tur. Jeg må bruge min sparsomme fritid på at anmelde det til politi og forsikringsselskab og går nu og venter på sagsbehandling, så jeg kan få erstatning. Og så må jeg ud på det efterhånden ret store marked for el-cykler og finde en god model.

Et lille lyspunkt i al min irritation er, at jeg nu kan overveje at købe den nye cykel hos en forhandler tættere på min bopæl. Da jeg købte min første el-cykel i 2006 var der ikke ret mange forhandlere, og derfor endte jeg med at købe den i Albertslund, som ligger 1 time væk med s-tog, med deraf følgende stor gene i forbindelse med service og reparation. Idag kan jeg købe en el-cykel i f.eks. Hellerup, Bagsværd eller Birkerød – altsammen i enten cykelafstand eller overkommelig transporttid. Det vil gøre min hverdag noget lettere.

Lignende indlæg:

Fest, vuf og dyt – udnyttet af en teenager

Ovre på den anden side af vejen bor der en kvinde med 2 døtre og deres hund. Vi kender ikke hinanden specielt godt, men vi vinker og hilser da på hinanden når vi mødes på vejen, og vi har sludret lidt en gang imellem.

I lørdags ringede telefonen pludselig fra et mobilnummer jeg ikke kendte – det var genboen. Hun var på vej i sommerhus, og var ved Kalundborg kommet i tanke om at hun havde glemt hunden! I desperation spurgte hun om hunden kunne være hos os fra lørdag til søndag. Det er en sød hund, og da både min mand og jeg holder MEGET af hunde sagde jeg lettere forvirret ja til at passe genboens hund.

Lidt senere kom den yngste datter over med hunden, og det viste sig at der var tale om at det kun var mor og kæreste der skulle i sommerhus, og at pigerne var hjemme. Den store datter skulle have fest og hun ville ikke have at hunden var der når der var fest. Vi fik hundens madskåle og kurv og hunden indtog vores hjem. Det gik fint – hun snusede lige lidt rundt og faldt derefter til ro.

Da det blev tid til at gå i seng gik det også fint – hunden lagde sig bare til at sove og vi gik i seng helt som vi plejer. Men så gik festen på den anden side af vejen for alvor igang. Fester derovre har det med at rykke udenfor – nok fordi de unge skal ryge og ikke må gøre det indendørs. Der bliver snakket, råbt og grinet højt, og så vågner vi, for vores soveværelse vender mod vejen. Det er sket før.

Men denne gang vågnede hunden også, og den begyndte at gø hver gang der blev råbt eller hujet ovre fra festen. Så ved halv to-tiden om natten var vi fuldstændig vågne og skulle både håndtere en gøende hund og støj udefra. Vi fik beroliget hunden og lukket nogle døre så hunden ikke hørte så meget udefra, og prøvede derefter at sove igen.

Jeg syntes ikke jeg var nået at falde i søvn igen, da der ved tre-tiden var opbrud ved festen; de unge skulle hjem eller videre, og det foregik i bil! Man må gå ud fra at dem der kørte bilerne var ædru, men det forhindrede dem ikke i at bruge hornet intensivt for at kalde på hinanden – som i “kom så, vi kører nu!” Så vågner man jo igen…. Jeg var rasende og synes det var fuldstændig unødvendig støjende adfærd. Selv efter de var kørt, var jeg så gal at jeg var nødt til at ligge og se lidt TV før jeg var faldet nok til ro til at kunne sove igen. Det blev ikke til mange timers søvn den nat.

En ting er at få stjålet sin nattesøvn af en teenage-fest – det er utrolig irriterende, og jeg bliver rigtig gal over at de unge opfører sig så respektløst på en lille rækkehus-vej hvor alle har soveværelse ud mod vejen. Men der er nok ikke så meget at gøre ved det – teenagere tænker KUN på sig selv og ejer ikke evnen til at tage hensyn til andre mennesker.

Men at sådan en festglad teenage-pige sender sin hund over til os, så den ender med at vække os ved at gø midt om natten oveni den øvrige larm – så føler man sig altså virkelig udnyttet. Når man ligger der og vender sig vredt i sengen midt om natten, så føler man at teenageren forsøger at vække éen gennem flere kanaler – støj fra vejen og vuf fra hunden.

Det er ikke hundens skyld, og det var nok også bedre for hunden ikke at være hjemme. Men en anden gang tror jeg altså ikke jeg siger ja til at tage mig af hunden, hvis der skal være fest derovre. Så tror jeg i stedet jeg tager min mand og min bil og kører op i sommerhuset og sover.

Lignende indlæg: