Vinterstatus

Ovenpå afklaringen vedr. min mands arbejde har jeg lyst til at sende en lille statusrapport her fra Virum.

Vi har fået styr på vinterferien. 2 uger før det tidspunkt vi oprindeligt havde planlagt Tromsø-turen til var det for dyrt at købe flybilletter, og vi havde da også snakket lidt om at tage afsted i marts i stedet. Desværre betyder min mands jobskifte at det heller ikke kan lade sig gøre. Udover at det ikke er rart at skulle bede om fri allerede før man er startet et nyt sted, så har han simpelthen ikke feriedage nok. Den sidste bid ferie han har tilbage i dette ferieår er nemlig ikke ferielovs-feriedage, men såkaldte feriefridage, og dem kan man ikke tage med sig til et nyt job. Efter et feriemøde med vores veninde blev det derfor besluttet at lægge Tromsø-turen i oktober.

Mads og jeg holder så fri i den uge vi alligevel havde taget fri i her i februar. Hvis vejret tillader det, vil vi tilbringe noget af tiden i sommerhuset. Det er dejligt at vide præcis hvad der skal ske, og først nu kan jeg glæde mig rigtigt til næste ferie.

Nu hvor der er styr på den jobmæssige situation, er vi pludselig begyndt at tænke på nogen af de små ting vi har udskudt længe. Et par irriterende blandingsbatterier af ekstremt dårlig kvalitet, som fulgte med huset da vi købte det. har vi endelig fået udskiftet. Vi har købt en udendørslampe som har sensor, så den ikke behøver at stå og være tændt hele dagen for at vi kan finde ind med cyklerne om aftenen. Og jeg har fået taget mig sammen til at købe MBT-sko, som jeg tror kan være gode for mine fødder.

Nu ser vi så frem mod foråret. Vi skal til at få sået vores chilifrø, og forhåbentlig trapper vinteren lige så stille ned, så jeg kan få en mere normal hverdagstrafik med cykeltur til Hellerup Station.

Lignende indlæg:

Der sker ikke noget

Der har været lidt stille fra min side på Twitter, Facebook og bloggen. Det er fordi der ikke rigtig er noget at fortælle. Der sker ikke rigtig noget. Og jeg har heller ikke så mange tanker, idéer og føler mig ikke så inspireret.

Det skyldes nok hovedsagelig at jeg prøver at overleve den her hårde vinter med sparsomt dagslys og hård kulde. Det tager mere energi at klare min hverdag end på andre tider af året. Bare det at klæde sig på til at cykle i det her vejr tager tid og kræfter, jeg er jo så pakket ind at jeg dårligt kan dreje hovedet, og det er tungt, tungt at løfte benene med skibukser udenpå jeans’ene og store tunge støvler. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg ofte nødt til at sidde og sunde mig og få varmen under et tæppe, før jeg er klar til indkøb, aftensmad osv.

En anden afgørende faktor for stilstanden er, at vi er i en venteposition i vores lille familie. I september blev der varslet fyringer på min mands arbejdsplads, og de ville ske i det nye år. Så nu hvor året er skiftet går vi og venter på at han bliver fyret. Eller at han går fri. Det som ellers kunne give håb og forventningens glæde må vi sætte på standby. Vi venter f.eks. med at bestille rejsen til Tromsø som var planlagt til februar, til vi har en afklaring.

Jeg kunne selvfølgelig godt skrive lidt mere om hvad det gør ved mig at sætte livet på standby, mens et firma beslutter sig for hvem der skal fyres. Jeg prøver faktisk på ikke at tænke så meget på det. For det kan jo ligeså godt være at der ikke sker noget, og så er alt jo som det plejer.

Lignende indlæg:

En mega-pendlers beretning fra første snevejrsdag

Så kom vinterens første sne, og det i store mængder – sammen med temeraturer omkring -5 grader. Som erfaren pendler ved man jo, at det giver visse udfordringer i forbindelse med at komme på arbejde. Og på arbejde, det skulle jeg – havde ellers overvejet at arbejde hjemmefra pga vejret, men der kom lige et møde i sidste sekund inden jeg gik hjem igår.

Ved hjælp af

  • gennemtænkt påklædning: vandtætte varme støvler, skibukser samt isolerende og vindtæt beklædning på overkroppen og tildækning af hovedet
  • god forberedelse hjemmefra: hør P4 Københavns trafik- og vejrmeldinger, check tekst-tv, kig ud af vinduet og check udendørstemperaturen
  • information undervejs: høre radio på mobilen og bookmarks til både bussers, togs og metros mobilhjemmesider
  • kampgejst og indstillet på at det kommer til at tage tid

lykkedes det mig at komme på arbejde varm, tør og i nogenlunde godt humør. Det hjalp måske også lidt at twitt’e undervejs, så jeg fik lukket lidt frustration ud mens det stod på.

Nedenstående er historien fortalt om rejsen på Twitter, trin for trin. Den planlagte rute var Virum (bus) -> Lyngby (stog) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde, men det endte med at blive til Virum (bus) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde.

06:20
Kl er 6:20, det er snestorm og jeg skal på arbejde med 4 slags offentlig transport. Hvor mange timer mon det tager idag?
06:42
Så kom bussen med 12 minutters forsinkelse, men den kører da. Tror jeg bliver i bussen ind til Nørreport, S-tog kører vist endnu mere skørt
07:02
Bus 184 kører roligt og stabilt ud ad Lyngbyvejen, selvom der er en del sne på kørebanen, iøvrigt også ude på selve motorvejen.
07:08
Så nærmer vi os Hans Knudsens Plads, og kørebanen nede på motorvejen er helt sort. Skal jeg mon satse på metro eller regionaltog videre?
07:12
Ikke ret meget sne på vejene på Østerbro. Tror jeg satser på metro ud til Lufthavnen.
07:18
Så er det Nørreport, håber jeg kan komme videre herfra.
07:24
Det ser ud til at metroen kører nogenlunde normalt mod Lufthavnen, men propfyldte med mennesker
07:32
Og dog, 10 minutter imellem metrotog til Lufthavnen? Når vist ikke bussen derude…
07:39
Så kom der endelig et metrotog mod Lufthavnen. Propfyldt med mennesker, men jeg fik en siddeplads!
07:42
Så mangler bare sidste led i transporten: bus fra Lufthavnen til Dragør. Hvor er det godt at der kører ‘hele’ 2 busser i timen efter kl 8 🙁
07:49
Stort, jeg har fået tidsstemplet klippekortet til kl 7, så kan jeg alligevel klare hele turen indenfor de 1,5 time klippet gælder
07:58
Sur småbarnsmor siger ikke engang tak når høflige passagerer rejser sig for hende og samler ting op som barnet smider, suk!
08:05
Ankommet til Lufthavnen, så langt så godt. Ventetid til næste bus: 20 minutter
08:17
Går ud til busstoppestedet nu. Det er 2 timer siden jeg gik ud ad min hoveddør.
08:27
Pyha, den kom sørme, bussen… Nogle minutter forsinket. Kunne ikke overskue yderligere 30 min. ventetid eller taxa.
08:33
Hehe, hjulspin på automatgears-bus, brun sæbe på Kystvejen. Herefter kun en halv km gåtur og så er jeg på arbejde.
08:45
I made it! Rejsetid: 2 timer og 20 minutter. Det er kun 50 minutter mere end normalt, vel egentlig ikke så galt på første snedag?
08:49
Der røg så mit sparsomme flex-overskud. Kommer til at tage mig hele første kvartal af 2010 at betale af på at holde fri jule- og nytårsaften
08:51
TrineLouise: glæder sig til at få morgenmad og slutter transmissionen herfra

Lignende indlæg:

Vintervejr

Det har egentlig været ret mildt i vejret indtil videre i denne vinter. Temperaturen har næsten alle dage været over 5 grader, hvilket gør det rimelig komfortabelt at cykle.

Da det i efteråret begyndte det at blive trist i vejret, ændrede jeg min rute til arbejde, så jeg nu cykler på el-cyklen ca. 10 km. til Hellerup station, hvor jeg så tager regionaltoget ud i lufthavnen og en bus hen til mit arbejde. Det tager lige så lang tid som den anden rute, men jeg slipper for at køre på Kystvejen, der går langs Øresund rundt om lufthavnen, det er for barsk. En lille bonus er at jeg kan klare den offentlige transport på et 3-zoners klip, så jeg sparer lidt penge.

Men det har faktisk været så mildt, at jeg visse dage har taget cykelturen rundt om lufthavnen også – bare for at få lidt ekstra motion. Nu varsler DMI dagsfrost i næste uge – brrr…. Jeg frygter det bliver lidt af et chok ovenpå de mange uger med milde temperaturer. Så må jeg bare pakke mig rigtig godt ind og køre forsigtigt – jeg håber at Gentofte Kommune er gode til at salte på cykelstierne før kl 7 om morgenen. Cykling på Kystvejen er udelukket – jeg tror det er nærheden til Øresund der gør at vejret føles så slemt derude, jeg har flere gange oplevet at der lynhurtigt bliver spejlglat på vejen.

Lignende indlæg:

Sen chilihøst

Idag har jeg været i drivhuset (som vel at mærke er et koldhus, dvs. ingen anden opvarmning end solen) og hente de sidste chilier. Da der ikke har været noget rigtig frost indtil nu, har vi valgt bare at gå ud og hente chilier i takt med at vi skulle bruge dem, og har udskudt at få høstet helt. Resultatet var OK, men det ER sent at høste, og jeg måtte da også lade en del frugter blive fordi de enten var blevet ramt råd eller spist af snegle.

Især Jalapeñoerne var desværre meget ramt af snegle, så selvom der var mange frugter og de var store og flotte, så var høsten ikke så stor som vi havde håbet. Vi havde sat 2 Jalapeño-planter i en plantesæk i kapillærkasse, og de udviklede sig egentlig flot. Men pga. vores sløseri med høsten altså ikke det perfekte resultat.

På den positive side kan siges at det lykkedes os at få en enkelt Chocolate Scotch Bonnet. Forventningerne var ellers ikke for store, for den fik ikke så god en start. Vi fik foræret en lille pose frø af et familiemedlem, som havde været på nettet og købe dem til os. Desværre var det nok nogle lidt gamle frø, for de ville ikke rigtig spire, og først i anden omgang lykkedes det at få en enkelt kimplante. Væksten henover sommeren har ikke været imponerende, men pludselig var der altså her idag en frugt som var fin og brugbar – om ikke andet så til at tage nogle friske frø fra.

Lignende indlæg:

Lykkelig formiddag

Ja så blev ferien overstået og jeg er tilbage til hverdagen. Det er nu ikke så galt….

Lige nu sidder jeg ved mit spisebord og arbejder hjemmefra. Jeg lytter til P4, hvor Ole Jacobsen sidder alene i den sidste time af morgenprogrammet og spiller sin yndlingsmusik – alene det giver fysisk velvære.

musvitkassen-faar-besag

Jeg kan se ud i min lille have, hvor der er sne på græsplænen, drivhuset, rhododendronen og lidt på hækken. Fuglene tripper rundt derude og spiser lidt af det vi har lagt ud til dem, og musvitkassen bagerst har interesserede besøgende. Solen er lige ved at kigge frem…

Sådan en formiddag føler jeg mig helt lykkelig!

Lignende indlæg:

Ferie på Sunprime

I år har Mads og jeg prioriteret ferie sådan, at vi tager sydpå midt på vinteren. Her er stedet hvor vi skal holde vinterferie: Atlantic View Suites & Spa i Playa del Ingles, Gran Canaria – et hotel efter i Spies’ Sunprime-koncept, som handler om hoteller for voksne. Det vil sige at der ikke bor børn på hotellet, hvilket gerne skulle give en rolig atmosfære.

Vi skal bo i en et-værelses lejlighed med en god udsigt, badekåber, slippers og rengøring der som en atypisk ting omfatter opvask. Der er motions- og spa-faciliteter på hotellet, som er nyistandsat. Jeg tror at vi kommer til at tilbringe meget tid på selve hotellet med en blanding af motion og afslapning. Alt i alt lidt af en luksus-ferie.

Både Mads og jeg ser frem til 14 dages genopladning af de mentale batterier. Der er 70 dage til…

Lignende indlæg:

Den mørke tid

Nu synes jeg igen det er tid til en lille status. Efter min mors surpriseparty, som har optaget meget tid og energi den sidste tid, står jeg nu overfor en efterårs-vintersæson og vil gerne danne mig et billede af hvad der sker i den næste tid.

I november begynder juleforberedelserne så småt. I lørdags var jeg ude og shoppe 24 små gaver til min elskede. Jeg kan nemlig godt lide at forkæle ham med en pakkekalender i december måned, det har jeg gjort i alle de år vi har boet sammen. En anden tidlig juleforberedelse jeg altid nyder, er at designe årets adventsdekoration. I år tror jeg temaet skal være rød/roser/kærlighed, fordi det er vores først jul som ægtepar.

Mads har mange aktiviteter i november, der er både indtil flere cykelløb og firma-julefrokost, så jeg får en del alene-tid i november. Det er ikke et problem, jeg elsker at være alene. Jeg håber dog ikke jeg skal være alene på min fødselsdag, som kommer i slutningen af november.

I december buldrer det normalt afsted med køb af julegaver og julefrokoster. Jeg springer nu over på firma-julefrokosten i år, jeg synes ikke julefrokoster er så sjove og plejer altid at fortryde når jeg bukker under for det sociale pres og tager med alligevel.

I år kommer julegaverne nok ikke til at fylde så meget for mig, for min familie holder jul i Californien, og jeg tager ikke med. Hvis mine forældre, min bror og jeg overhovedet giver hinanden julegaver i år bliver det nok ikke det helt store gaveorgie.

Mine forældres rejse til USA betyder at Mads og jeg ændrer på vores hidtidige praksis mht. jul. Indtil nu har vi være sammen hjemme julemorgen, og har så holdt juleaften med hver vores familie om aftenen. I år tilbringer jeg juleaften sammen med Mads, og det foregår hos hans søster sammen med hele hans familie. Det er lidt af en milesten at bryde mange års tradition og holde jul med Mads, og det passer måske meget godt at lave den ændring nu hvor vi er blevet gift. 

Januar plejer jo at være meget lang, meget fattig og meget mørk og trist. I år vil vi prøve at bryde tristheden ved at tage til Gran Canaria i 2 uger i slutningen af januar. Jeg har allerede fået fri, og lige så snart Mads har fået godkendt sin ferie booker vi en personalerejse igennem mit firma.

Lignende indlæg: