Vi overvejede forskellige rejsemuligheder – en personale-charterrejse sydpå, en tur i sommerhus eller noget helt tredje? Beslutningen faldt på et kroophold i Danmark, på samme måde som vi gjorde med vores bryllupsrejse for 3 år siden. Jeg Google’de ordene ‘hyggelig’ og ‘kro’ og fandt  Lindelse Kro, som ligger på Langeland. Da de har fået en gastronomi-pris, tøvede jeg ikke med at booke 2 overnatninger her.

Noget af det bedste jeg ved, er at vågne op på en hverdag og vide at alle andre skal på arbejde, men idag har JEG fri. Og sådan var det så i mandags. Vi skulle først checke ind på kroen efter kl. 15, så vi havde god tid til morgenmad, at komme i tøjet og pakke. Turen til Langeland gik nemt, og da vi kørte fra motorvejen i Nyborg var turen særdeles smuk.

Vel ankommet til Lindelse Kro fik vi udleveret nøglerne til værelse nr. 10, som viste sig at være et af værelserne ovenpå selve krobygningen. Et KÆMPE værelse på ca. 35 kvm. Her var selvfølgelig dobbeltseng, TV og badeværelse, men der var også spisebord til 6 personer, 3-personers lædersofa, sofabord og en dragkiste.

En del af opholdet var 3-retters menu i restauranten begge aftener, og vi var selvfølgelig spændte på hvad de ville servere. Vi gik ned i den helt fyldte krostue kl. 19 og fik serveret løgsuppe, mørbrad og chokoladekage med is. Maden var meget veltillavet, desværre var kokkens smag for salt noget over min smag – suppen og kartoflerne var simpelthen så salte at jeg ikke kunne spise dem. Senere på aftenen og næste morgen var jeg så uendelig tørstig, at jeg er overbevist om at det var oversaltet.

Tirsdag var så vores bryllupsdag og den eneste hele dag på vi havde på Langeland. Vi havde besluttet os for at køre lidt rundt på øen og se et par af seværdighederne. Vi startede med at køre til Tranekær Slot, som er et flot syn udefra. Undervejs morede vi os over øens bynavne. Dels de mange ‘bøller’ som øen er kendt for, vi så skilte med 12 ud af de ialt 15 bøller der er på Langeland. Nogle af de sjoveste er Skattebølle, Klavsebølle og Næstebølle. Der er også andre sjove bynavne – hvad mener du om at bo i Fæbæk, Snøde eller Kædeby?

Efter turen til nordøen tog vi ind til Rudkøbing. Her gik vi en tur op og ned ad gågaden, hvor vi nød de smukke byhuse. (I det hele taget har vi været meget imponerede over hvor mange smukke og velholdte huse der ligger på Langeland, også udenfor byen).Vi fandt en fantastisk charmerende cafe der hed Thummelumsen, hvor vi fik stjerneskud og fiskefrikadeller til frokost – begge dele af fisk fanget af fiskere fra Bagenkop, havnebyen i syd. Maden var god, og stedet var virkelig hyggeligt, pænt indrettet og med et godt menukort. Og værten John var utrolig behagelig og venlig – vi var helt ærgerlige over at vi ikke kunne komme igen lige foreløbig.

Efter den skønne frokost kørte vi til den sydlige del af øen, hvor vi dels så Bagenkop havn, hvor rigtige fiskere hældte rigtige fisk i baljer fra kuttere, og dels kørte vi forbi Langelandsfortet. Vi havde overvejet at besøge Koldkrigsmuseet, men på det tidspunkt var vi trætte og nøjedes med at se fortet udefra.

Herefter tog vi hjem på kroen, hvor Mads trængte til en eftermiddagslur, efter at jeg uden min nye magiske hovedpude havde snorket flere timer af hans nattesøvn væk. Jeg gik ned i krostuen og  spurgte om jeg kunne købe et krus  te til at tage med op på værelset, hvorefter jeg fik bragt en hel te-bakke med tepotte, kop, mælk, sukker, tebreve, citron og en småkage. Jeg må indrømme at det gav mig en WOW-oplevelse. Jeg har nemlig lavet rigtig, rigtig mange te-bakker i mine unge dage, hvor jeg som teenager gik til hånde hos en fin ældre dame i Dronninggårds-kvarteret i Holte nogle dage om ugen. Jeg tror faktisk aldrig at jeg selv har fået en te-bakke bare til mig. Sammen med en wales-bolle og en avis fra bageren i Rudkøbing blev det en hyggelig eftermiddag i suiten, mens husbond fik indhentet den manglende søvn.

Aftenens menu i kroens restaurant lød på dampet torsk, oksefilet og nøddekage – en rigtig lækker middag, og denne gang tilpas krydret. En dejlig måde at fejre sin bryllupsdag på. Via trådløst netværk og min mini-PC fik vi faktisk mange hilsner på dagen over Facebook og e-mail – rigtig hyggeligt.

Onsdag checkede vi ud fra Lindelse Kro efter endnu en gang morgenmadsbuffet og begav os mod grænsen for at handle dåsesodavand og lidt slik. Vi har før været i Fleggaard i Harrislee, men denne gang kørte vi forbi noget der hed Scandinavian Park i Handewitt, og det viste sig at være mere spændende. Dels var der flere typer sodavand, f.eks. Cherry Coke og Ginger Ale, og dels var der en masse andre varer lige fra ting til hjemmet over elektronik til madvarer.

Vi var hjemme ved 18-tiden med bilen fuld af dåsesodavand og en stor trang til grøntsager. Al den lækre restaurant-mad 3 dage i træk indeholdt nemlig næsten ingen grøntsager, så lige da vi var kommet hjem gik jeg ned i den lokale Irma og købte grøntsager til aftensmaden – det blev en blanding af lasagne og moussaka, men uden kød.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Du gav os glatte veje og sendte mig en tur i asfalten på parkeringspladsen ved mit arbejde. Jeg har stadig hold i lænden og ondt i halebenet. Du erstattede cykelmotion med sneskovlnings-motion.

Du blev hos os hele december og gjorde det nemt at komme i julestemning allerede fra starten af julemåneden. Du gav os en hvid jul for andet år i træk. Du var smuk som altid. Du lyste op i den allermørkeste tid og pyntede de nøgne træer så eventyrligt.

Du gav os en følelse af undtagelsestilstand. Vi kom for sent på arbejde og du gav medierne mulighed for at bruge ord som ‘bæltekøretøj’. Du pakkede Bornholm så effektivt ind, at dyr manglede foder og mennesker måtte brænde gulvbrædder for at holde varmen.

Nu slås du med regnvejr og plusgrader. Dine før så voluminøse former er sunket sammen, og jeg har været ude og gøre risten på vejen fri for is, så smeltevand kan rende frit. Snart kan vi se veje og cykelstier igen. Måske kan jeg snart cykle uden at være bange for at møde kantstenen med mit kindben.

Jeg vil savne din skønhed og dit lys. Men jeg længes også mod at få en normal hverdag igen – en hverdag hvor jeg kan stole på de transportmidler jeg er så afhængig af, og hvor jeg ikke behøver at være nervøs for om mine forældre kommer galt afsted.

Måske ses vi igen i år. Men for nu – farvel så længe!

Det er på sin vis ret flot med sneen; det er smukt som det ligger på de nøgne grene på træer og buske. Men sidste vinter sidder stadig i kroppen. En lang vinter, hvor der var sne i månedsvis. En vinter hvor jeg igen og igen måtte bruge 2-2½ time på at komme på arbejde og det samme hjem igen. Og en vinter hvor jeg pakkede mig ind i skibukser og 5 lag tøj på overkroppen og kæmpede mig på el-cykel fra Virum til Hellerup Station på cykelstier som var glatte og ujævne af sne og is. Det var en hård vinter, og jeg tager mig i at blive modløs af at se sneen vælte ned igen.

I år har jeg ellers gjort endnu mere for at klare vinter-hverdagen. Idag har min mand sat pigdæk på el-cyklen, og på min prøvetur på vejene i området gik det væsentligt bedre end sidst jeg var ude og køre i sneen. Jeg har også opgraderet på tøj-fronten. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig er afhængig af at cykelstierne er ryddet, at togene kører og at busserne kører. Det er en frustrerende følelse at have den her pligt til at møde på arbejde uanset hvordan vejret er. Man SKAL bare finde ud af at komme på arbejde, lige meget om himmel og jord står i et og alle transportmidler svigter. Jeg skal også nok komme derud, men de dage hvor transporten har stjålet 4-5 timer af ens døgn synes man ikke at man får meget ud af dagen. Det er ret deprimerende. Ganske vist kan jeg arbejde hjemmefra af og til, men det er jo kun når der ikke er møder og andre ting på kontoret.

Det hjælper jo heller ikke på situationen, at det med snerydning af vejene er blevet en mere sjælden ting. Vores vej er en privat vej, som vi selv skal rydde for sne. Vi har så indgået en aftale med kommunen om at de alligevel kommer og rydder vejen for sne mod betaling. Det gør de bare ikke. I hvert fald ikke i et omfang, så vejen er synlig. Heller ikke vejene omkring os er ryddet, og da jeg var ude tidligere idag var INGEN cykelstier ryddet. Måske er det fordi det sner næsten konstant, men standarden er helt klart blevet forringet over de sidste par år. Det er nok krisetiderne og kommunernes dårlige økonomi der er årsagen, men spørgsmålet er hvad det koster samfundet at vejene ser sådan ud. Jeg tænker ikke så meget på bilerne, men cykler og fodgængere har en væsentlig højere risiko for at falde og slå sig – det må man kunne mærke på landets skadestuer. Jeg er også selv bange for at falde og brække en arm eller et ben.

I den uge der lige er gået har jeg været syg, så når jeg imorgen tidlig skal afsted på arbejde er det første gang siden den første snevejrsdag, hvor jeg sejlede rundt i 7. gear. Jeg kan mærke at jeg er nødt til at se det som en udfordring – jeg skal simpelthen i kamp med vinteren. Det gør mig næsten træt på forhånd at tænke på hver eneste dag som en kamp alene i forhold til transport til og fra arbejde. Men det er den eneste måde jeg kan tænke konstruktivt på det. Nu er jeg godt rustet med pigdæk og god beklædning – og i skrivende stund er min mand lige kommet op fra kælderen med en hjemmelavet støvleknægt der skal hjælpe mig med mine ellers meget genstridige støvler når jeg kommer hjem fra kamp. Det skal nok gå alt sammen. Det er det jo nødt til.

13. november var jeg til blogtræf, som tog os til Green Sushi i Grønnegade. Jeg har spist sushi i mere end 10 år og gør det flere gange om måneden, så det var ikke som sådan ny mad for mig, men jeg bliver ALDRIG træt af sushi. Lige den restaurant havde jeg ikke prøvet før, og det var interessant at se et menukort med vegansk sushi, og hvor man endda kunne få brune ris i sin sushi. Jeg sprang dog begge dele over – har hørt blandede anmeldelser af de brune ris, og for mig handler sushi rigtig meget om fisken og skaldyrene, så dem ville jeg ikke undvære.

Lørdagen efter var det min fødselsdag, og den fejrede jeg også gastronomisk. Jeg inviterede min mand og min veninde på TIVOLI’s Det Japanske Tårn hvor man både kan få sushi og wokretter. Min mand er vild med wokmad, og min veninde er min faste ledsager når der skal spise sushi. Det endte med at vi alle 3 fik sushi. Menukortet var ikke helt så omfattende som på andre sushi-restauranter, men de variationer der var, var meget velvalgte, og kvaliteten var meget høj. Det var en dejlig oplevelse.

Igår gik turen så igen til en restaurant – denne gang i selskab med et andet online netværk jeg deltager i. Vi startede aftenen på L’Education Nationale, en lille fransk restaurant/bistro i Larsbjørnsstræde. Al maden på menuen er klassisk fransk, og man kunne vælge mellem 4-5 forretter, hovedretter, oste og desserter. Jeg valgte dagens ret, som var skaldyr. Bare skaldyr. Sådan får man det åbenbart i Frankrig – ingen grøntsager, ingen ris, ingen sovs – bare mayonnaise, brød og smør. Og så en kæmpe tallerken med alskens skaldyr.

Jeg er en stor skaldyr-elsker, men her var ting som jeg aldrig har smagt, og det var faktisk ikke det hele der faldt i min smag. Øverst var 4 rå østers. Jeg har aldrig smagt rå østers, og synes ikke de lyder særlig tiltalende, men jeg tænkte at jeg måske havde potentiale til at kunne lide dem siden jeg elsker skaldyr så meget. Jeg spiste 3 østers, og ventede på at vænne mig til smagen, men det kom ikke. I stedet kastede jeg mig over nogle snegle, som jeg efter et par stykker meget godt kunne lide, især hvis de blev dyppet lidt i mayonnaisen. Jeg prøvede også nogle små muslinger som også var rå – dem kunne jeg heller ikke rigtig lide. Men de 2 jomfruhummere, krabbe-armen og rejerne kunne også sagtens gøre mig mæt. Mens de andre ved bordet stadig var småsultne efter deres hovedret, var jeg godt mæt da min fantastiske Crème Brûlée blev serveret.

Nu kommer så december med al dens julemad. Så er vi hjemme i den danske madkultur igen, og det er også meget hyggeligt. Jeg holder meget af sild og meget af det andet kolde mad der hører til på julefrokostbordet, men de varme ting er ikke så spændende for mig. Jeg kan godt lide lidt flæskesteg en enkelt gang imellem, men så er det også nok. Jeg kan godt finde på at lave ris a’la mande til mig selv et par gange i løbet af december, så spiser jeg det som aftensmad med masser af kirsebærsovs uden bær. Selve juleaften er det lidt utraditionelt i min familie – menuen lyder på skinke med smørristede kartofler, ærter og champignonflødesauce. Men vi får dog ris a’la mande som de fleste andre familier.

Efter julen har min sushi-spisende veninde og jeg tit fået nok af den danske julemad, og har flere år brugt en eftermiddag mellem jul og nytår på at lave en ordentlig omgang sushi hjemme i mit køkken. Det har vi også talt om at gøre i år. Og december sluttes af med en nytårsaften hvor alt kan ske rent gastronomisk – jeg ved ikke i skrivende stund hvad jeg skal lave og hvad menuen bliver, men det skal nok blive godt.

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der synes at  det har været en meget lang vinter. Allerede i november var temperaturerne meget lave, og de 27 regnvejrsdage gjorde at man allerede fra november begyndte at holde sig inde så meget som muligt. Vi fik sne allerede i december, og min bror, der var på juleferie i Danmark fik billeder af hvid jul med hjem til Californien – vist for første gang i de 9 år han har boet derovre. Siden har Danmark været dækket af frostsne hele vejen gennem januar og det meste af februar – jeg tør slet ikke tænke på de stakkels mennesker i Nordjylland og på Lolland-Falster, de har fået langt mere sne end her i Virum.

Det har været den vildeste sne-vinter i mange, mange år. Jeg kan ikke huske i mit voksne liv at der har været så massivt med sne, mere sne, ny sne og ny-glatte veje over så lang en periode. På en måde er det charmerende, det lyser jo op, og sne er i det hele taget et fascinerende ‘materiale’. Men kors, hvor det også er upraktisk når man skal transportere sig på arbejde.

Længslen efter forår bliver helt klart forstærket af så hård en vinter. Det var dejligt da vi kunne plante chilifrø i sidste uge, og jeg har også bestilt frø til krydderurter – sammen med forårsblomsterne er det dejlige forårsbebudere. Idag har jeg rullet gardinerne helt op og lukket lyset ind, fundet de forårs-grønne fyrfadslys frem. Jeg har nydt at gå en tur i området – helt frivilligt, ikke fordi jeg skulle på indkøb eller arbejde, og endda uden at fryse. Det var dejligt at trække vejret dybt ind, uden at få ondt i luftvejene eller begynde at hoste. Nu er det her endelig – foråret.

En anden ting er vand-installationerne. Vi havde pumpet al vandet ud af systemet da vi forlod huset sidst. Alligevel var der lidt start-vanskeligheder. Vi havde åbenbart ikke fået tømt cisternen på WC’et helt, så der var tilsyneladende éen stor is-terning nede i – vi kunne i hvert fald ikke trække/trykke ud det første døgn. Bruser-armaturet havde vi med hjemmefra, efter at det forrige var gået i stykker af at opholde sig i sommerhuset i frost, så der var ingen problemer, men de to andre vandhaner skulle have varme klude om sig for at virke. Måske man skulle anskaffe sig en form for ‘frakke’ til vandhanerne? Nå, det kom hurtigt på plads, og man kan jo godt skylle i et WC med en spand vand i stedet.

Det blev en fantastisk ferie. Ikke mindst fordi vi fik mulighed for at tilbringe nogle af dagene sammen med min fætters fantastiske hund. Dejlige gåture og kæle-hygge foran brændeovnen – det er god rekreation for sådan nogen hundeelskere som os.

Vi sov rigtig godt i sommerhuset. Det er som om, at når der er HELT mørkt og stille så sover vi bedre. Så det blev til nogle lange, dybe nattesøvne, og vi er tilbage godt udhvilede og med opladede mentale batterier.

Ligesom i efterårsferien tog vi også lidt rundt i området. Vi var igen i Helsinge, hvor vi spiste frokost på et fantastisk cafeteria. Det er i forbindelse med den store Kvickly der er i Helsinge, og grunden til at vi opsøger det igen er at det giver dejlige minder fra barndommen: brun nålefilt på gulvet, træ-gitter i loftet og en skranke hvor man kunne bestille sin friture-ret. En rigtig retro-oplevelse. Ellers er der ikke så meget liv i Helsinge på sådan en hverdag, men boghandelen havde udsalg, så vi kom hjem med lidt læsestof til sommerhuset, både skønlitteratur og nogle skønne bøger om Nordsjælland.

Lidt besøg blev det også til. Dels kom min fætter med familie forbi for at hente sin hund, og så kunne de jo også lige se huset. Og dagen efter kom min ene svigerinde med sine børn til frokost og en gåtur i kraftigt snevejr.

I fredags tog vi forskud på vores bryllupsdag (som er på mandag) og gik igen ud at spise – denne gang fik vi frokost på Brasseriet Gilleleje Havn. Det var en skøn og stemningsfuld oplevelse at sidde med god musik og spise en rejemad med udsigt over havnen. 

Nu skal jeg så have sorteret i de lidt for mange billeder og video’er jeg har fået taget – det kommer nok til at tage resten af søndagen.

Vi har fået styr på vinterferien. 2 uger før det tidspunkt vi oprindeligt havde planlagt Tromsø-turen til var det for dyrt at købe flybilletter, og vi havde da også snakket lidt om at tage afsted i marts i stedet. Desværre betyder min mands jobskifte at det heller ikke kan lade sig gøre. Udover at det ikke er rart at skulle bede om fri allerede før man er startet et nyt sted, så har han simpelthen ikke feriedage nok. Den sidste bid ferie han har tilbage i dette ferieår er nemlig ikke ferielovs-feriedage, men såkaldte feriefridage, og dem kan man ikke tage med sig til et nyt job. Efter et feriemøde med vores veninde blev det derfor besluttet at lægge Tromsø-turen i oktober.

Mads og jeg holder så fri i den uge vi alligevel havde taget fri i her i februar. Hvis vejret tillader det, vil vi tilbringe noget af tiden i sommerhuset. Det er dejligt at vide præcis hvad der skal ske, og først nu kan jeg glæde mig rigtigt til næste ferie.

Nu hvor der er styr på den jobmæssige situation, er vi pludselig begyndt at tænke på nogen af de små ting vi har udskudt længe. Et par irriterende blandingsbatterier af ekstremt dårlig kvalitet, som fulgte med huset da vi købte det. har vi endelig fået udskiftet. Vi har købt en udendørslampe som har sensor, så den ikke behøver at stå og være tændt hele dagen for at vi kan finde ind med cyklerne om aftenen. Og jeg har fået taget mig sammen til at købe MBT-sko, som jeg tror kan være gode for mine fødder.

Nu ser vi så frem mod foråret. Vi skal til at få sået vores chilifrø, og forhåbentlig trapper vinteren lige så stille ned, så jeg kan få en mere normal hverdagstrafik med cykeltur til Hellerup Station.

Det skyldes nok hovedsagelig at jeg prøver at overleve den her hårde vinter med sparsomt dagslys og hård kulde. Det tager mere energi at klare min hverdag end på andre tider af året. Bare det at klæde sig på til at cykle i det her vejr tager tid og kræfter, jeg er jo så pakket ind at jeg dårligt kan dreje hovedet, og det er tungt, tungt at løfte benene med skibukser udenpå jeans’ene og store tunge støvler. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg ofte nødt til at sidde og sunde mig og få varmen under et tæppe, før jeg er klar til indkøb, aftensmad osv.

En anden afgørende faktor for stilstanden er, at vi er i en venteposition i vores lille familie. I september blev der varslet fyringer på min mands arbejdsplads, og de ville ske i det nye år. Så nu hvor året er skiftet går vi og venter på at han bliver fyret. Eller at han går fri. Det som ellers kunne give håb og forventningens glæde må vi sætte på standby. Vi venter f.eks. med at bestille rejsen til Tromsø som var planlagt til februar, til vi har en afklaring.

Jeg kunne selvfølgelig godt skrive lidt mere om hvad det gør ved mig at sætte livet på standby, mens et firma beslutter sig for hvem der skal fyres. Jeg prøver faktisk på ikke at tænke så meget på det. For det kan jo ligeså godt være at der ikke sker noget, og så er alt jo som det plejer.

Ved hjælp af

• gennemtænkt påklædning: vandtætte varme støvler, skibukser samt isolerende og vindtæt beklædning på overkroppen og tildækning af hovedet
• god forberedelse hjemmefra: hør P4 Københavns trafik- og vejrmeldinger, check tekst-tv, kig ud af vinduet og check udendørstemperaturen
• information undervejs: høre radio på mobilen og bookmarks til både bussers, togs og metros mobilhjemmesider
• kampgejst og indstillet på at det kommer til at tage tid

lykkedes det mig at komme på arbejde varm, tør og i nogenlunde godt humør. Det hjalp måske også lidt at twitt’e undervejs, så jeg fik lukket lidt frustration ud mens det stod på.

Nedenstående er historien fortalt om rejsen på Twitter, trin for trin. Den planlagte rute var Virum (bus) -> Lyngby (stog) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde, men det endte med at blive til Virum (bus) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde.

07:42
Så mangler bare sidste led i transporten: bus fra Lufthavnen til Dragør. Hvor er det godt at der kører ‘hele’ 2 busser i timen efter kl 8