Socialt liv for en sensitiv

Venner og familie

Mit sociale liv har ændret sig rigtig meget siden jeg var ung. Mange af ændringerne skyldes det faktum, at jeg ikke har børn, og den udvikling der er sket i forbindelse med at mine venner har fået det.

Hvor jeg tidligere havde flere nære venner, har jeg i dag meget få. Til gengæld har jeg en række andre relationer via netværk og interesser. Det er ikke det hele der har været mit eget valg, og undervejs har det været en sorg for mig at miste mine nære venner. Men i dag kan jeg se, at mit sociale liv fungerer rigtig godt for min sensitive side.

At have ganske få nære i mit liv fungerer godt for mig. Det betyder at jeg har overskud til at være nærværende overfor alle, og gå i dybden med vores samvær. Det betyder også, at kalenderen ikke byder på aftaler hver eneste weekend, og det giver en rigtig god balance. Så har jeg både mulighed for at restituere og være migselv samt nærværende overfor min familie, hvilket giver mig meget overskud.

At være en del af netværk der er drevet af interesser, giver mig også meget. Som eksempel kan jeg nævne min interesse for hunde, hvor jeg har mulighed for at dele min glæde ved hunde med ligesindede. Det giver mig en dejlig følelse af samhørighed. Jeg har også i mange år deltaget i et netværk for folk uden børn. Her er det et fællesskab om et livsvalg, der giver nogle interessante samtaler og gode grin.

Udviklingen i de sociale medier har været en revolution i mit liv. Her kan jeg dyrke emner og mennesker der interesserer mig, men jeg kan nemt sætte grænser og stoppe når det passer mig. Sociale medier stimulerer også min nyhedssøgende side, men det skal styres nøje.

På arbejde

På arbejdspladsen er jeg begyndt at sortere meget i det sociale liv. De værste migræneanfald jeg har haft, har været i forbindelse med teambuilding-arrangementer på arbejde. Det er meget belastende for mig at være tvunget til at deltage i aktiviteter, oftest fysiske præstationer, der ikke har noget at gøre med det jeg er ansat til og som jeg absolut ikke er god til. Når man ikke har mulighed for at sige fra eller trække sig lidt tilbage, bliver det så belastende for mig, at jeg mange gange har fået meget voldsomme migræneanfald som har gjort mig syg i flere dage efter.  Sidst jeg blev inviteret til sådan et arrangement meldte jeg simpelthen afbud.

Også den årlige julefrokost er noget jeg melder fra til. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år og har været til min del af julefrokoster. Jeg har danset og drukket og er blevet klappet i røven. Det siger mig ikke noget mere, og det giver mig ikke en følelse af fælleskab med mine kolleger.  For nogle år siden holdt jeg op med at komme af social pligt. Jeg kan godt have stor glæde af samtaler med mine kolleger over frokostbordet til hverdag, men når det foregår i et støjende lokale med høje stemmer og fulde mennesker, bliver den mentale omkostning er højere end udbyttet for mig.

Til gengæld vil jeg meget gerne med til arrangementer der har en mere kulturel karakter. På min nuværende arbejdsplads har vi haft ture til både Christiansborg og Københavns Rådhus, og det har jeg været meget glad for at deltage i. Vi er også nogle kolleger der på helt privat basis er taget i biografen sammen, og været ude at spise inden. Jeg har sågar inviteret kolleger hjem til mig. Så det er ikke fordi jeg ikke vil være social med mine kolleger, det er bare fordi at visse typer at samvær er ubehageligt for mig.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Endnu en fødselsdag

Så blev det igen den tid på året, hvor jeg har fødselsdag. Det er jo umuligt at få godt vejr på sin fødselsdag når man har fødselsdag her midt i den mørkeste og tristeste årstid, men min fødselsdag bliver alligevel for mig et lille lyspunkt, hvor der er plads til nydelse og nærvær.

På selve dagen i onsdags inviterede jeg mine forældre over til lidt aftensmad. Som aperitif fik vi tynde skiver af den iberiske skinke jeg fik tilsendt fra Spanien for nylig, hertil lidt oliven, saltmandler og grissini-bidder. Til hovedret lavede Mads og jeg en thai-ret som vi er blevet ret glade for, en wokret med svinekød som er dejlig syrlig med både fiskesauce og citronsaft, og samtidig sød og rund pga. kokosmælk, cashewnødder og muscovado-sukker. Dagen før havde jeg lavet en lagkage, som vi fik til kaffen.

I går lørdag havde jeg inviteret min veninde og Mads ud og spise. Vi gik på Royal Garden i Dronningens Tværgade og fik de skønneste Dim Sum. Det var en dejlig oplevelse, virkelig velsmagende og helt frisklavede små dampede og friturestegte pakker med svinekød, rejer, blæksprutte, oksekød og meget mere. Vi bestilte på en slags smørrebrødsseddel, og vi var endda nødt til at bestille lidt mere da vi havde spist den første omgang.

Efter det skønne måltid havde vi lyst til lidt dessert, gerne is, men deres dessertkort så til gengæld ikke så inspirerende ud. Jeg tog telefonen frem og google’de mig frem til hvad der viste sig at være endnu et helt fantastisk sted; Candeur. Et sted der har specialiseret sig i desserter og cocktails. Lige det man har brug for, når man har nydt et fremragende måltid. Det lå i en behagelig gå-afstand fra restauranten, og på vejen nåede vi forbi Kgs. Nytorv, hvor D’angleterre havde lavet en helt fantastisk juleudsmykning af sin facade, som vi stod og beundrede længe.

Da vi kom ind på Candeur blev vi straks begejstrede. Musikken var høj og min absolutte yndlingsmusik: bankende Motown soulmusik fra 1960’erne. Der var en varm og hyggelig stemning, og vi blev mødt af en virkelig sød og imødekommende mandlig tjener. Der blev straks et bord ledigt, og vi gik om bord i det spændende menukort. Vi bestilte en dessert hver, jeg fik æble med karamel-is, og Mette og Mads fik begge Tarte Tartin med vaniljeis. Dertil de skønneste lemonader. Fantastiske smagsindtryk og suppleret med den skønne atmosfære, dejlig musik og sublim service fra tjenerens side var dette en helt fantastisk overbygning på en tur ud at spise.

Jeg er ikke så god til det med gaver. Jeg har svært ved at finde ting jeg ønsker mig og glemmer lidt at mine nære gerne vil give mig en gave. Alligevel fik jeg en masse dejlige gaver. Både min bror og min dejlige mand gave mig store flotte blomsterbuketter, som jeg nyder særligt meget her i weekenden, hvor der er dagslys. I mangel på ideer havde jeg i år blot ønsket mig ‘noget fra Kähler’, og det var sjovt at se hvad min mor og min veninde fandt på. Jeg fik 4 forskellige skønne keramik-ting. Jeg fik også et armbåndsur og årets juleklokke fra Georg Jensen.

Alt i alt blev det en dejlig fejring af mine 42 års fødselsdag. Og igen i år slår det mig nu hvor kort tid der er til jul. Jeg er heldigvis begyndt at tænke lidt på julegaver, men jeg er ikke kommet særlig langt. Og i år er der det specielle, at jeg selv skal holde juleaften. Mere om dette senere.

Lignende indlæg:

Jeg fejrer mig selv

Allerede i starten af året fik jeg en fornemmelse af, at det her ville blive ‘mit år’. Jeg lagde en flaske mousserende vin på køl og tog optimismen på. Jeg besluttede mig for at fejre min kommende runde fødselsdag, og lagde hovedet i blød for at finde en god måde at gøre det på. Og sørme om det ikke også blev året hvor det lykkedes mig at finde et nyt job.

Nu er jeg færdig med at tænke over hvordan jeg vil fejre min 40 års fødselsdag. Det bliver en kombination.

En af de ting jeg allerbedst kan lide i hele verden, er at gå ud og spise noget dejlig og spændende mad med folk jeg holder af. Så jeg har valgt at invitere mine helt nære til en lækker middag på Restaurant Umami lørdag aften, dagen før fødselsdagen. Vi mødes i baren, hvor jeg tror jeg skal smage den famøse cocktail Ginger Passion, som lyder helt fantastisk. Og derefter skal vi have noget lækkert at spise. Måske Omakase-menu, hvor kokken egenrådigt bestemmer hvad man skal spise. Temaet er japansk, og sushi er en del af repertoiret.

På selve fødseldagen, som er en søndag, har jeg inviteret den nærmeste familie hjem til mig. Her bruger jeg ordet ‘nærmeste’ i geografisk forstand, idét jeg har inviteret den del af min familie, som bor i en afstand, hvor jeg tør håbe på at de gider at køre til Virum for en eftermiddag. Det er min morbrors familie i Næstved som er inviteret til sandwich, boller og lagkage hjemme i Virum.

Jeg bager selv bollerne, og så bestiller jeg sandwich og nogle fine lagkager hos nogen professionelle, måske Grannys House i Søborg. Egentlig elsker jeg selv at lave lagkager, men jeg må også erkende, at jeg kan få stresset mig selv ret meget, når jeg skal have huset fuldt af gæster. Og så gælder det om at uddelegere det man kan.

Jeg er overbevist om at at fejring på denne måde er den bedste måde for både mig og for festen og gæsterne. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til en gourmet-oplevelse og noget familiehygge med nogle af de mennesker der gør mig allermest lykkelig.

Lignende indlæg:

Overvejelser om en fødselsdag

Om ca. et halvt år fylder jeg 40 år. Jeg har lyst til at markere det på en eller anden måde, og mine tanker flyver i alle mulige retninger.

I første omgang tænker jeg over hvem jeg gerne vil fejre det sammen med. Der er mine nærmeste: min mand, mine forældre, min veninde. Og så er der bekendte og familien iøvrigt. Min totale familie er spredt over både flere dele af Danmark, forskellige lande og sågar kontinenter, og det gør det lidt kompliceret at invitere dem alle. Når folk kommer langvejs fra, har jeg mest lyst til at byde på mere end et enkelt måltid. Dertil kommer spørgsmålet om rejsen og indkvartering.

Så er der tankerne om hvordan det skal fejres. Skal jeg holde noget hjemme, eller skal jeg finde et sted at holde det? Jeg har både overvejet selskabslokaler, restauranter, hoteller – jeg har sågar overvejet rejser til New York, Miami eller et sted i Europa. Det kommer selvfølgelig også an på hvem der skal med.

Jeg er ikke nået til nogen konklusion endnu. Det er selvfølgelig vigtigt for mig, at fejringen bliver på en måde som jeg godt selv kan lide. Men samtidig vil jeg også gerne tage hensyn til dem jeg skal fejre dagen sammen med. Da jeg blev 30 år inviterede jeg hele min familie til frokost, og dagen efter alle mine venner til brunch. Nu 10 år efter er der sket en masse. Jeg har færre venner, familien er blevet større og jeg bor i en mindre bolig. Og jeg er selv blevet 10 år ældre.

Jeg skal lige tænke lidt mere før jeg er klar til at beslutte noget.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2010

Året 2010 rinder ud, og det er igen tid til at gøre status. Da jeg begyndte mine overvejelser om indholdet i dette blogindlæg, var min første tanke at der ikke var sket noget særligt i 2010. Det var nok fordi jeg sammenlignede med sidste år, hvor vi som en helt stor begivenhed anskaffede os sommerhus. Men når jeg tænker nærmere over det, og ser årets billeder igennem, er der alligevel sket en hel del.

Krise og utryghed

Jeg sluttede sidste år af med lidt dystre tanker om krise og arbejdsløshed, fordi Mads havde fået varsel om fyringer på sit arbejde. Denne bekymring slap vi heldigvis af kort inde i det nye år, da Mads fandt et nyt arbejde. Truslen var dog reel; fyringsrunden er blevet gennemført i slutningen af året, og når vi hører hvem som er blevet fyret, så lyder det som om Mads også kunne have været blandt de fyrede.

På mit eget arbejde har der også været krise, idét askeskyen i april måned gjorde at vi ikke kunne gøre vores arbejde i mange dage. Jeg var på et tidspunkt alvorligt bekymret for mit job, men koncernen offentliggjorde endnu et milliard-overskud ved regnskabsårets afslutning i efteråret, så helt galt gik det ikke.

Nye oplevelser

Året 2010 har for mit vedkommende stået i oplevelsernes tegn. Jeg har i år gjort en ekstra indsats for at komme ud og se og opleve noget – og gerne noget nyt. Jeg er blevet storkunde hos FOF og har været til foredrag om Blekingegadebanden, Brdr. Price og særligt sensitive mennesker. Det er også blevet til et par kurser i mindfulness, hvor jeg bla. har lært lidt om at meditere. Jeg har også været på Arken, set Skt. Hans-bål på Marienborg og til cykelløb i nærområdet, og i november gik jeg med til mit første blogtræf og mødte en masse nye mennesker.

Rejser

Der blev derimod ikke er så mange rejser at rapportere fra i år. I starten af året havde vi planer om at tage til Tromsø med min veninde, men det blev i første omgang udskudt pga fyringstruslen på Mads’ arbejde. Efter den utrolig lange vinter havde vi pludselig ikke så meget lyst til at tage en tur nord for polarcirklen, og vi besluttede i stedet at tage en uge til Mallorca. Vi havde en fantastisk tur i september, hvor vi bare nød solen og vandet – jeg tør godt sige at batterierne virkelig blev ladet op igen for os alle 3.

Sommerhus

En væsentlig grund til at vi ikke har rejst så meget i år, er selvfølgelig at vi har anskaffet os vores sommerhus. En del af de penge, vi ellers ville bruge på at rejse, skal nu gå til driften af dette lille hus. Det føles nu ikke så hårdt rent økonomisk at have sommerhuset – vi føler faktisk ikke at vi har mærkbart færre penge i hverdagen.

Til gengæld er glæden ved at have sommerhuset kæmpe stor! I 2010 har vi holdt både vinterferie, sommerferie og adskillige weekender i sommerhuset, og vi elsker det hver gang vi åbner døren og træder ind i stuen deroppe. I juni holdt vi en yderst vellykket familiefrokost med mine forældre, min morbror og hans kone. Alt var bare perfekt og vejret var super skønt, så vi havde en rigtig dejlig dag. Senere på året har vi også fejret min mors fødselsdag deroppe.

Det har dog ikke kun været fest; der bliver også ordnet nogle pligter deroppe. Huset og især haven var jo meget misligholdt da vi overtog det, og der har også i 2010 været en del ting som skulle ordnes. I foråret begyndte ukrudtet igen at spire, og vi indså at trods en masse timers arbejde med ukrudtsbekæmpelse måtte vi ned under fliserne på terrassen for at komme det helt til livs. Vi tog simpelthen alle fliserne op, fjernede rodnet, lagde ukrudtsdug og lagde alle fliserne igen – et kæmpe arbejde! Ved samme lejlighed lagde Mads en helt ny trappe fra terrassen ned i haven. I september malede vi huset og garagen med hjælp fra mine forældre. Nu står huset da også i en relativt god stand med kun få udestående reparationsarbejder tilbage.

Det nye år

Alt i alt har det været et dejligt år med en masse dejlige oplevelser. Jeg har forsøgt at tænke nyt og prøve at komme lidt ud af  mine sædvanlige cirkler ved at opsøge nye fora og nye oplevelser. Og jeg har dyrket mine nære relationer ved at have oplevelser sammen med mine yndlingsmennesker. Hvad det nye år byder på aner jeg ikke, men jeg går det i møde med optimisme og gå-på-mod.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Gastronomisk november

Nu er november snart slut, og det ser ud til at vi går ind i december med et Danmark dækket af sne. Det har været en god november. Hver lørdag har jeg haft spændende planer, og det har bla. resulteret i nogle dejlige gastronomiske oplevelser.

13. november var jeg til blogtræf, som tog os til Green Sushi i Grønnegade. Jeg har spist sushi i mere end 10 år og gør det flere gange om måneden, så det var ikke som sådan ny mad for mig, men jeg bliver ALDRIG træt af sushi. Lige den restaurant havde jeg ikke prøvet før, og det var interessant at se et menukort med vegansk sushi, og hvor man endda kunne få brune ris i sin sushi. Jeg sprang dog begge dele over – har hørt blandede anmeldelser af de brune ris, og for mig handler sushi rigtig meget om fisken og skaldyrene, så dem ville jeg ikke undvære.

Lørdagen efter var det min fødselsdag, og den fejrede jeg også gastronomisk. Jeg inviterede min mand og min veninde på TIVOLI’s Det Japanske Tårn hvor man både kan få sushi og wokretter. Min mand er vild med wokmad, og min veninde er min faste ledsager når der skal spise sushi. Det endte med at vi alle 3 fik sushi. Menukortet var ikke helt så omfattende som på andre sushi-restauranter, men de variationer der var, var meget velvalgte, og kvaliteten var meget høj. Det var en dejlig oplevelse.

Igår gik turen så igen til en restaurant – denne gang i selskab med et andet online netværk jeg deltager i. Vi startede aftenen på L’Education Nationale, en lille fransk restaurant/bistro i Larsbjørnsstræde. Al maden på menuen er klassisk fransk, og man kunne vælge mellem 4-5 forretter, hovedretter, oste og desserter. Jeg valgte dagens ret, som var skaldyr. Bare skaldyr. Sådan får man det åbenbart i Frankrig – ingen grøntsager, ingen ris, ingen sovs – bare mayonnaise, brød og smør. Og så en kæmpe tallerken med alskens skaldyr.

Jeg er en stor skaldyr-elsker, men her var ting som jeg aldrig har smagt, og det var faktisk ikke det hele der faldt i min smag. Øverst var 4 rå østers. Jeg har aldrig smagt rå østers, og synes ikke de lyder særlig tiltalende, men jeg tænkte at jeg måske havde potentiale til at kunne lide dem siden jeg elsker skaldyr så meget. Jeg spiste 3 østers, og ventede på at vænne mig til smagen, men det kom ikke. I stedet kastede jeg mig over nogle snegle, som jeg efter et par stykker meget godt kunne lide, især hvis de blev dyppet lidt i mayonnaisen. Jeg prøvede også nogle små muslinger som også var rå – dem kunne jeg heller ikke rigtig lide. Men de 2 jomfruhummere, krabbe-armen og rejerne kunne også sagtens gøre mig mæt. Mens de andre ved bordet stadig var småsultne efter deres hovedret, var jeg godt mæt da min fantastiske Crème Brûlée blev serveret.

Nu kommer så december med al dens julemad. Så er vi hjemme i den danske madkultur igen, og det er også meget hyggeligt. Jeg holder meget af sild og meget af det andet kolde mad der hører til på julefrokostbordet, men de varme ting er ikke så spændende for mig. Jeg kan godt lide lidt flæskesteg en enkelt gang imellem, men så er det også nok. Jeg kan godt finde på at lave ris a’la mande til mig selv et par gange i løbet af december, så spiser jeg det som aftensmad med masser af kirsebærsovs uden bær. Selve juleaften er det lidt utraditionelt i min familie – menuen lyder på skinke med smørristede kartofler, ærter og champignonflødesauce. Men vi får dog ris a’la mande som de fleste andre familier.

Efter julen har min sushi-spisende veninde og jeg tit fået nok af den danske julemad, og har flere år brugt en eftermiddag mellem jul og nytår på at lave en ordentlig omgang sushi hjemme i mit køkken. Det har vi også talt om at gøre i år. Og december sluttes af med en nytårsaften hvor alt kan ske rent gastronomisk – jeg ved ikke i skrivende stund hvad jeg skal lave og hvad menuen bliver, men det skal nok blive godt.

Lignende indlæg:

En skøn fødselsdag

Igår fyldte jeg 39 år, og det skulle fejres. Da dagen faldt på en lørdag var der alle muligheder for at lave noget sjovt og hyggeligt, så det gjorde vi.

Dagen startede med at jeg fik besked på at sove ekstra længe, mens Mads hoppede ud i bilen efter morgenmad. Han kom tilbage, ikke bare med dejligt bagerbrød, men også med en flot buket fuld af roser i mange farver. Fantastisk – jeg ELSKER at få blomster.

Efter en hyggelig og afslappet formiddag tog vi ind til byen, hvor vi fik en let frokost og kiggede lidt på butikker. Ud på eftermiddagen gik vi hen til Grand Teatret og hentede billetter til filmen Tommy og i ventetiden fik vi en kop te og brownie i den hyggelige lounge. Filmen var god og rørende.

Til aften gik vi i TIVOLI, hvor der var virkelig smukt pyntet med lys og glaskugler. Kl. 19 mødtes vi med Mette og indtog vores bestilte bord på Det Japanske Tårn – nok restaurantens bedste bord med fantastisk udsigt over TIVOLI-søen og alle lysene. Vi hyggede med suppe, sushi og Crème Brûleè i timevis og havde en rigtig dejlig aften.

Her søndag har vi så haft mine forældre på besøg til lidt lagkage og mere hygge. I aften skal jeg bage lidt mere kage, som jeg vil tage med på arbejde imorgen, og sørme om vi ikke tager en lille hyggestund mere i denne anledning.


Lignende indlæg:

Rolleunderskud

Jeg tror det er vigtigt for de fleste mennesker at udfylde en plads i livet. At gøre nytte, at varetage en opgave eller at have en funktion. Alt i alt at have en eller anden form for rolle i relation til andre mennesker – det er tæt knyttet til ens identitet. Man ser tydeligt hvor vigtige roller er når det er tid til at skifte dem, f.eks. afslutte en uddannelse, skifte job, eller ændringer i familie-situation. Det er meget ressourcekrævende og kan være stressende for den enkelte.

Når jeg tænker på mit liv på den måde, så giver det mening at jeg nogen gange føler mig lidt i et vadested. For jeg har sluppet en del af mine roller, og der er ikke kommet nær så mange nye til.

Ven

I løbet af de sidste mange år har min rolle overfor en lang række mennesker ændret sig meget. Over årene er ret mange mennesker gået fra at have mig som ven til at have mig som bekendt. Der er ikke så mange der er gået den anden vej. Rollen som ven har jeg idag kun overfor ganske få mennesker.

Søster

For 10 år siden flyttede min bror til USA. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig at det er en permanent situation, og min rolle som søster eksisterer derfor næsten ikke idag. Jeg er jo stadig hans søster sådan rent biologisk/familiært, men vi er ikke en del af hinandens liv til hverdag og kun sjældent til fest og andre særlige begivenheder. Så i praksis er min søster-rolle blevet meget lille.

Studerende

I mange år har jeg uddannet mig ved siden af mit fuldtidsjob. Da jeg blev færdig som Datanom var jeg egentlig glad for at lægge rollen, som en person der uddanner sig, på hylden. Det var svært at rumme sammen med alle de andre roller.

Medarbejder

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år. Min faglige rolle har udviklet sig. Jeg startede som piccoline og idag er jeg intern konsulent. Som mit nuværende job er skruet sammen, er det ikke helt klart hvad min rolle er. De forudsætninger, som var sat op for stillingen da jeg startede, er ret udviskede pga. organisationsændringer. Idag varetager jeg så vidt forskellige opgaver, at jeg nogengange har svært ved at finde ind i en rolle omkring mit job.

Datter

En rolle som jeg har haft hele mit liv og forhåbentlig har et godt stykke tid endnu, er rollen som datter. Jeg har et godt forhold til mine forældre, bor ret tæt på dem og vi er en stor del af hinandens liv. Rollen har naturligvis ændret fra at være et barn i en familien til at være en voksen person der har sit eget selvstændige liv og sin egen lille familie. Men det er en ny rolle som jeg befinder mig godt med.

Partner

I 2004 mødte jeg min mand, og efter 10 års singletilværelse fik jeg langsomt en ny rolle i mit liv; rollen som partner/kæreste/ægtefælle. Det er idag en rolle som fylder meget for mig. Det beriger mit liv uendelig meget. Og det stiller nogle krav til mig, som jeg gør mig meget umage for at leve op til.

Når jeg gør det op sådan her, så tror jeg at jeg er i noget man kunne kalde rolleunderskud. På trods af de nye roller som partner og voksen datter, så tror jeg at jeg har mistet mere ved ikke længere at være søster for min bror og en del af en vennekreds. Når jeg samtidig har svært ved identificere min rolle på arbejde, så er der meget at forholde sig til.

Det er ikke fordi det er et problem hele tiden, men jeg kan godt mærke at det er en frustration ind imellem. Jeg kan godt få en følelse af at det hele er ligegyldigt, af ikke at høre til og jeg kan savne at betyde noget for de mennesker som har valgt mig fra.

Kan man gøre noget ved det? Jeg må acceptere de forandringer som skyldes andre menneskers valg. Men man kan være opsøgende omkring nye roller. Jeg kan mærke at jeg søger henimod nye roller i forskellige sammenhænge, f.eks. blogger, FOF-kursist, sommerhusejer. Jeg tror egentlig at der i fremtiden skal komme masser af nye roller. Jeg har lyst til at få nye roller. Mulighederne er jo uendelige, det er bare om at få øjnene op for dem.

Lignende indlæg:

Mallorca 2010

Jeg er lige kommet hjem fra en uge på Mallorca. Det er 3. gang jeg var på Mallorca, og denne gang tog jeg afsted med både min veninde og min mand. Vi havde en 3-værelses lejlighed på et lejlighedshotel der lå lige ned til Alcudia-bugten.

Som noget nyt havde vi valgt at rejse fredag eftermiddag. De charterrejser, jeg har været på før, har haft afgang lørdag morgen ved 6-7-tiden. Det betyder at man skal op kl 3 om natten for at nå i lufthavnen i tide. En halveret nattesøvn kombineret med almindeligt rejsestress gør, at selvom man er relativt tidligt på destinationen, så er dagen lidt ødelagt. På denne rejse kunne vi sove længe og bruge formiddagen på at pakke kufferten stille og roligt. Vi var på hotellet kl 21:30, og det var egentlig helt fint. Hotellets restaurant stillede endda lidt mad frem til os. Vi var så også hjemme igen fredag aften, så vi havde både lørdag og søndag til at omstille os fra ferie-mode til hverdag, hvilket vi alle 3 så som en fordel. Det ‘koster’ så en feriedag mere at rejse på den måde, men jeg synes personligt at fordelene opvejer det.

Det var også nyt at være 3 afsted. Jeg har rejst med både min mand og min veninde adskillige gange før, men vi har aldrig været afsted alle 3 sammen. Det giver en større fleksibilitet i forhold til temperament og lyster. I starten af ferien var jeg temmelig forkølet og havde lidt feber om morgenen, så jeg havde ikke lyst til at hoppe i Middelhavet fra morgenstunden. Men så kunne min mand og min veninde gøre det sammen i stedet for måske at skulle gøre det alene hvis vi kun havde været 2. Og sådan var der mange situationer hvor vi kunne imødekomme de enkeltes ønsker mere fleksibelt – det var rigtig godt. Jeg er meget taknemmelig over at mine 2 yndlingspersoner i hele verden havde lyst til at rejse på denne måde.

Nå, men hvad lavede vi så på ferien? Tja, vi lavede egentlig ikke andet end at bade, spise, slappe af og køre et par ture på øen.

Lignende indlæg: