Motionsmangel

Det begynder at knibe med motionen.

Jeg har baseret min motion på, at jeg kan cykle 20 km på el-cyklen på alle hverdage, og det kan jeg ikke i øjeblikket. I november og godt ind i december kunne jeg godt, takket være pigdæk og stor koncentration. Og mange steder er cykelstierne stadig fine og rene, men ikke i min kommune. Her rydder de sne så sjældent, at sneen nu er blevet til hårde isskorper, som det ikke er til at køre på.

Et par dage før jul opgav jeg at cykle, og håbede på at verden så anderledes ud efter ferien. Det gjorde den desværre ikke, og jeg har også måttet tage offentlig transport på arbejde her efter ferien. Jeg kan godt leve med at undvære motion et par dage og henover en ferie. Men nu er det hverdag igen, og nu er det pludselig 2 uger siden jeg har rørt mig ordentligt.

Igår tog jeg bus 184 fra Nørreport til Virum, og hele vejen inde fra byen og ud til Lyngby kunne jeg se flotte rene cykelstier. Jeg blev helt misundelig. Hvor er det dog frustrerende at blive forhindret i at motionere, bare fordi denne ene kommune ikke prioriterer renholdelse af cykelstier. Det koster mig i kr. og ører det dobbelte at tage på arbejde uden cykelturen, og nu er jeg også nødt til at overveje at have udgift til motionscenter for at få min motion.

Jeg håber at weekendens varslede plusgrader kan gøre det af med noget af isen, så jeg igen kan komme på cyklen i næste uge. Gu’ ved hvordan Lyngby-Taarbæks borgmester egentlig selv kommer på arbejde, nu hvor han har skiftet borgmesterbilen ud med cykel?

Lignende indlæg:

Samler kampgejst

Jeg sidder og spiser frokost ved spisebordet sammen med min mand. Vi kigger ud i haven, hvor solsorterne, mejser, musvitter og rødkælken flakser rundt og spiser løs af den mad vi har lagt og hængt ud til dem. Det sner, og man kan ikke længere se de 20-30 cm dybe fodspor fra da jeg var ude med fugle-maden forleden.

Det er på sin vis ret flot med sneen; det er smukt som det ligger på de nøgne grene på træer og buske. Men sidste vinter sidder stadig i kroppen. En lang vinter, hvor der var sne i månedsvis. En vinter hvor jeg igen og igen måtte bruge 2-2½ time på at komme på arbejde og det samme hjem igen. Og en vinter hvor jeg pakkede mig ind i skibukser og 5 lag tøj på overkroppen og kæmpede mig på el-cykel fra Virum til Hellerup Station på cykelstier som var glatte og ujævne af sne og is. Det var en hård vinter, og jeg tager mig i at blive modløs af at se sneen vælte ned igen.

I år har jeg ellers gjort endnu mere for at klare vinter-hverdagen. Idag har min mand sat pigdæk på el-cyklen, og på min prøvetur på vejene i området gik det væsentligt bedre end sidst jeg var ude og køre i sneen. Jeg har også opgraderet på tøj-fronten. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig er afhængig af at cykelstierne er ryddet, at togene kører og at busserne kører. Det er en frustrerende følelse at have den her pligt til at møde på arbejde uanset hvordan vejret er. Man SKAL bare finde ud af at komme på arbejde, lige meget om himmel og jord står i et og alle transportmidler svigter. Jeg skal også nok komme derud, men de dage hvor transporten har stjålet 4-5 timer af ens døgn synes man ikke at man får meget ud af dagen. Det er ret deprimerende. Ganske vist kan jeg arbejde hjemmefra af og til, men det er jo kun når der ikke er møder og andre ting på kontoret.

Det hjælper jo heller ikke på situationen, at det med snerydning af vejene er blevet en mere sjælden ting. Vores vej er en privat vej, som vi selv skal rydde for sne. Vi har så indgået en aftale med kommunen om at de alligevel kommer og rydder vejen for sne mod betaling. Det gør de bare ikke. I hvert fald ikke i et omfang, så vejen er synlig. Heller ikke vejene omkring os er ryddet, og da jeg var ude tidligere idag var INGEN cykelstier ryddet. Måske er det fordi det sner næsten konstant, men standarden er helt klart blevet forringet over de sidste par år. Det er nok krisetiderne og kommunernes dårlige økonomi der er årsagen, men spørgsmålet er hvad det koster samfundet at vejene ser sådan ud. Jeg tænker ikke så meget på bilerne, men cykler og fodgængere har en væsentlig højere risiko for at falde og slå sig – det må man kunne mærke på landets skadestuer. Jeg er også selv bange for at falde og brække en arm eller et ben.

I den uge der lige er gået har jeg været syg, så når jeg imorgen tidlig skal afsted på arbejde er det første gang siden den første snevejrsdag, hvor jeg sejlede rundt i 7. gear. Jeg kan mærke at jeg er nødt til at se det som en udfordring – jeg skal simpelthen i kamp med vinteren. Det gør mig næsten træt på forhånd at tænke på hver eneste dag som en kamp alene i forhold til transport til og fra arbejde. Men det er den eneste måde jeg kan tænke konstruktivt på det. Nu er jeg godt rustet med pigdæk og god beklædning – og i skrivende stund er min mand lige kommet op fra kælderen med en hjemmelavet støvleknægt der skal hjælpe mig med mine ellers meget genstridige støvler når jeg kommer hjem fra kamp. Det skal nok gå alt sammen. Det er det jo nødt til.

Lignende indlæg:

Efteråret er vist kommet

Det blev ikke til ret meget indian summer i år. Da det begyndte at regne i august, var vi jo nok nogen der tænkte at det rent teoretisk godt kunne lade sig gøre at få godt vejr i september (hvis man kan leve med at det er koldt om natten og morgenen). Set i vejrets bakspejl er jeg utrolig taknemmelig for de 2 weekender med tørvejr, som gjorde det muligt at få malet vores sommerhus – det skulle ikke have været planlagt på nogen måde anderledes, før det slet ikke kunne have ladet sig gøre.

Det blandede og kolde vejr sætter sit mærke på folk omkring mig. De er simpelthen begyndt at blive syge. Rigtig mange på jobbet har lagt sig, og andre går rundt med hæse stemmer og snøftende næser.

Jeg selv holder stand. De sidste par uger har der flere gange været optræk til en forkølelse – ondt i halsen og mat fornemmelse. Jeg har så skyndt mig at drikke en masse kamillete, og dagen efter er det gået bedre. Jeg håber at jeg fortsat kan holde smitstofferne fra kroppen midt i al den hosten og nysen der er omkring mig.

Morgen- og eftermiddagscykelturene tager på energien, og jeg føler mig forkommen når jeg kommer hjem efter dagens 20 km i det vejr. Det gyser i mig ved tanken om at det kun er starten – jeg husker kun alt for godt sidste vinter, hvor jeg i månedvis cyklede med skibukser udenpå bukserne og 5 lag tøj på kroppen i endeløs frost og sne. En lille tur til Mallorca om ikke så længe kan forhåbentlig lade batterierne godt op.

Lignende indlæg:

Frokostpause – så skal vi ud!

På både på min nuværende og tidligere arbejdspladser har der været mulighed for at spise sin frokost udendørs i sommerhalvåret. Alle steder har arbejdsgiveren investeret i anlæg af en fin terrasse og købt borde og stole.

Desværre er der ikke nogen af de omtalte arbejsgivere der har investeret i parasoller, så frokosten skal indtages lige under middagssolen. Det afspejler nok også hvad de fleste af mine kolleger kan lide. Der er kun ganske få der sidder indendøre i kantinen på sådan en sommerdag, og de få skyggepladser udenfor er ikke besat.

Som jeg skrev om tidligere på ugen, trives jeg ikke så godt med meget høje temperaturer. Det handler dels om at jeg ikke har det godt kropsligt med at være varm, men også solen i sig selv er et problem. Mit mørke hår gør at jeg bliver brandvarm oveni hovedet, og det giver mig hovedpine og gør mig ør. Dertil kommer at min hud bliver nemt skoldet og jeg får nemt soleksem.

“Så kunne du jo tage solcreme på” vil nogen indvende. Ja, og solhat, solbriller og lange ærmer. Men det vil ikke ændre på at jeg ville blive mere varm end rart er for mig. I bund og grund hader jeg at have solcreme på, jeg har endnu ikke fundet et mærke som man ikke bliver lidt fedtet/klistret af. Og så må jeg sige at jeg synes både varm og kold mad meget hurtigt bliver uappetitlig når den står midt i solen.

Alt i alt har jeg mange grunde til ikke at spise frokost i solen. Jeg har for flere år siden taget en beslutning om ikke at sætte mig udenfor i frokosten. Jeg får frisk luft og lys hver dag på mine cykelture morgen og eftermiddag, hvor UV-indexet er lavere. Når det ikke er for varmt går jeg ofte en lille tur rundt om bygningen efter frokost. Og hjemme kan jeg sidde udenfor i skygge.

Det er en model der passer mig meget bedre. Jeg bliver endda lidt brun på armene af det. Men det betyder også, at jeg spiser frokost alene en del dage, når det er en solrig sommer som i øjeblikket. For jeg vil selvfølgelig ikke bede mine kolleger spise inde, når nu de hellere vil sidde udenfor.

Lignende indlæg:

Jeg smelter

Det er varmt i Danmark – meget varmt. Dagen igår var den varmeste dag i 9 år, og natten til igår var den varmeste nat i 4 år. Tænk engang – efter en så lang og kold og snefyldt vinter, at der er kommet en så massiv sommer. Et 10 minutters tordenvej igår aftes kunne ikke ændre drastisk på temperaturerne.

Selvom jeg var træt af at fryse i maj, så trives jeg nu heller ikke så godt i varmegrader over 25 grader. Jeg er flov over at brokke mig over det fine vejr, jeg vil ikke være utaknemmelig, men disse temperaturer er over min grænse for hvad der er behageligt. Jeg bliver sløv og tung i hovedet, det er ikke rart.

Lykkeligvis er der kælder i mit lille rækkehus, og dernede er der behagelige 22 grader – næsten som et rum med aircondition. Huset vender med forsiden mod øst og bagsiden mod vest og vi har siddeplads på begge sider, så bortset fra midt på dagen er der altid en siddeplads i skyggen.

Og ellers har jeg allieret mig med ventilatorer. Den ene står fast ved TV/sofagruppen. Den anden er med stativ/stander så luften kommer ud i hovedhøjde, og den flytter jeg med mig rundt til køkken og andre steder efter behov – om natten sender den frisk luft henover sengen.

Når jeg så skal bevæge mig udenfor mit hjem – på arbejde og andre gøremål – må jeg bide det i mig. Offentlig transport er en udfordring, især bussen er slem. Toget går OK når aircondition virker og der ikke er for mange med toget, men det er desværre ikke altid tilfældet i disse tider med sporarbejde mv. Men mine 2 x 10 km på el-cykel er skønne, de 25 km/t giver en dejlig brise.

I mellemtiden kan jeg glæde mig over at både husbond og planterne i drivhuset trives rigtig godt med varmen. I lørdags spiste vi den første selv-dyrkede aubergine fra drivhuset, og den smagte fantastisk. Der var langt mere smag end man ellers er vant til fra dem man køber i supermarkedet.

Lignende indlæg:

Mens vi venter på temperaturerne

Det er en kold maj måned i år. Det er 2½ uge siden at vi hentede tomat- og agurkeplanter, og de står stadig indenfor i stuen og venter på at komme ud i drivhuset. Jeg havde håbet på at kunne bruge Kr. Himmelfarts-ferien på at plante ud i drivhuset, men jeg er ikke sikker på at det kan lade sig gøre.

Det er simpelthen for koldt til at de kan trives. Nattefrost er ingen drivhusplanter glade for, og agurkeplanter skal have 18 grader varm jord og over 10 grader luft også om natten – der er langt igen.

Tomatplanterne kunne måske godt klare sig derude, men jeg tør ikke. Jeg har prøvet at en plante gik i vækst-standsning pga kulde, og den kom aldrig igang igen – vi måtte fjerne den og prøve at finde en ny plante, og det er svært når man er kommet så langt hen på sæsonen.

Chiliplanterne har vi lavet selv som vi plejer, men pga det dårlige vejr (og anden travlhed) har vi ikke kunne hærde planterne særlig meget ved at bære dem udenfor på solrige dage. Så dem er jeg også nervøs for at plante ud for tidligt – de skulle nødig få kuldechok.

I mellemtiden vokser og vokser planterne indenfor. Tomatplanterne har allerede sat flere blomsterklaser og idag blomstrer 2 agurker. Det er sjovt at se på, men de er snart så høje at det er svært at holde dem oprejst vha pinde.

Lignende indlæg:

Der sker ikke noget

Der har været lidt stille fra min side på Twitter, Facebook og bloggen. Det er fordi der ikke rigtig er noget at fortælle. Der sker ikke rigtig noget. Og jeg har heller ikke så mange tanker, idéer og føler mig ikke så inspireret.

Det skyldes nok hovedsagelig at jeg prøver at overleve den her hårde vinter med sparsomt dagslys og hård kulde. Det tager mere energi at klare min hverdag end på andre tider af året. Bare det at klæde sig på til at cykle i det her vejr tager tid og kræfter, jeg er jo så pakket ind at jeg dårligt kan dreje hovedet, og det er tungt, tungt at løfte benene med skibukser udenpå jeans’ene og store tunge støvler. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg ofte nødt til at sidde og sunde mig og få varmen under et tæppe, før jeg er klar til indkøb, aftensmad osv.

En anden afgørende faktor for stilstanden er, at vi er i en venteposition i vores lille familie. I september blev der varslet fyringer på min mands arbejdsplads, og de ville ske i det nye år. Så nu hvor året er skiftet går vi og venter på at han bliver fyret. Eller at han går fri. Det som ellers kunne give håb og forventningens glæde må vi sætte på standby. Vi venter f.eks. med at bestille rejsen til Tromsø som var planlagt til februar, til vi har en afklaring.

Jeg kunne selvfølgelig godt skrive lidt mere om hvad det gør ved mig at sætte livet på standby, mens et firma beslutter sig for hvem der skal fyres. Jeg prøver faktisk på ikke at tænke så meget på det. For det kan jo ligeså godt være at der ikke sker noget, og så er alt jo som det plejer.

Lignende indlæg:

En mega-pendlers beretning fra første snevejrsdag

Så kom vinterens første sne, og det i store mængder – sammen med temeraturer omkring -5 grader. Som erfaren pendler ved man jo, at det giver visse udfordringer i forbindelse med at komme på arbejde. Og på arbejde, det skulle jeg – havde ellers overvejet at arbejde hjemmefra pga vejret, men der kom lige et møde i sidste sekund inden jeg gik hjem igår.

Ved hjælp af

  • gennemtænkt påklædning: vandtætte varme støvler, skibukser samt isolerende og vindtæt beklædning på overkroppen og tildækning af hovedet
  • god forberedelse hjemmefra: hør P4 Københavns trafik- og vejrmeldinger, check tekst-tv, kig ud af vinduet og check udendørstemperaturen
  • information undervejs: høre radio på mobilen og bookmarks til både bussers, togs og metros mobilhjemmesider
  • kampgejst og indstillet på at det kommer til at tage tid

lykkedes det mig at komme på arbejde varm, tør og i nogenlunde godt humør. Det hjalp måske også lidt at twitt’e undervejs, så jeg fik lukket lidt frustration ud mens det stod på.

Nedenstående er historien fortalt om rejsen på Twitter, trin for trin. Den planlagte rute var Virum (bus) -> Lyngby (stog) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde, men det endte med at blive til Virum (bus) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde.

06:20
Kl er 6:20, det er snestorm og jeg skal på arbejde med 4 slags offentlig transport. Hvor mange timer mon det tager idag?
06:42
Så kom bussen med 12 minutters forsinkelse, men den kører da. Tror jeg bliver i bussen ind til Nørreport, S-tog kører vist endnu mere skørt
07:02
Bus 184 kører roligt og stabilt ud ad Lyngbyvejen, selvom der er en del sne på kørebanen, iøvrigt også ude på selve motorvejen.
07:08
Så nærmer vi os Hans Knudsens Plads, og kørebanen nede på motorvejen er helt sort. Skal jeg mon satse på metro eller regionaltog videre?
07:12
Ikke ret meget sne på vejene på Østerbro. Tror jeg satser på metro ud til Lufthavnen.
07:18
Så er det Nørreport, håber jeg kan komme videre herfra.
07:24
Det ser ud til at metroen kører nogenlunde normalt mod Lufthavnen, men propfyldte med mennesker
07:32
Og dog, 10 minutter imellem metrotog til Lufthavnen? Når vist ikke bussen derude…
07:39
Så kom der endelig et metrotog mod Lufthavnen. Propfyldt med mennesker, men jeg fik en siddeplads!
07:42
Så mangler bare sidste led i transporten: bus fra Lufthavnen til Dragør. Hvor er det godt at der kører ‘hele’ 2 busser i timen efter kl 8 🙁
07:49
Stort, jeg har fået tidsstemplet klippekortet til kl 7, så kan jeg alligevel klare hele turen indenfor de 1,5 time klippet gælder
07:58
Sur småbarnsmor siger ikke engang tak når høflige passagerer rejser sig for hende og samler ting op som barnet smider, suk!
08:05
Ankommet til Lufthavnen, så langt så godt. Ventetid til næste bus: 20 minutter
08:17
Går ud til busstoppestedet nu. Det er 2 timer siden jeg gik ud ad min hoveddør.
08:27
Pyha, den kom sørme, bussen… Nogle minutter forsinket. Kunne ikke overskue yderligere 30 min. ventetid eller taxa.
08:33
Hehe, hjulspin på automatgears-bus, brun sæbe på Kystvejen. Herefter kun en halv km gåtur og så er jeg på arbejde.
08:45
I made it! Rejsetid: 2 timer og 20 minutter. Det er kun 50 minutter mere end normalt, vel egentlig ikke så galt på første snedag?
08:49
Der røg så mit sparsomme flex-overskud. Kommer til at tage mig hele første kvartal af 2010 at betale af på at holde fri jule- og nytårsaften
08:51
TrineLouise: glæder sig til at få morgenmad og slutter transmissionen herfra

Lignende indlæg:

Vintervejr

Det har egentlig været ret mildt i vejret indtil videre i denne vinter. Temperaturen har næsten alle dage været over 5 grader, hvilket gør det rimelig komfortabelt at cykle.

Da det i efteråret begyndte det at blive trist i vejret, ændrede jeg min rute til arbejde, så jeg nu cykler på el-cyklen ca. 10 km. til Hellerup station, hvor jeg så tager regionaltoget ud i lufthavnen og en bus hen til mit arbejde. Det tager lige så lang tid som den anden rute, men jeg slipper for at køre på Kystvejen, der går langs Øresund rundt om lufthavnen, det er for barsk. En lille bonus er at jeg kan klare den offentlige transport på et 3-zoners klip, så jeg sparer lidt penge.

Men det har faktisk været så mildt, at jeg visse dage har taget cykelturen rundt om lufthavnen også – bare for at få lidt ekstra motion. Nu varsler DMI dagsfrost i næste uge – brrr…. Jeg frygter det bliver lidt af et chok ovenpå de mange uger med milde temperaturer. Så må jeg bare pakke mig rigtig godt ind og køre forsigtigt – jeg håber at Gentofte Kommune er gode til at salte på cykelstierne før kl 7 om morgenen. Cykling på Kystvejen er udelukket – jeg tror det er nærheden til Øresund der gør at vejret føles så slemt derude, jeg har flere gange oplevet at der lynhurtigt bliver spejlglat på vejen.

Lignende indlæg:

38 er nu et pænere tal

Igår havde jeg fødselsdag, jeg blev 38 år gammel. Det var sørme dejligt, nu har jeg gået et helt år og hadet tallet som var min alder: 37. Jeg har et eller andet med tal, hvordan de passer sammen, noget med tværsum og hele og ulige tal – og også fordi de har farver i mit hovede. Og her er 38 altså et  pænere tal end 37 for mig.

Det var ellers en fantastisk dejlig fødselsdag.

Indtil igår har vejret i november været ganske forfærdeligt med ganske få solskinstimer og eller bare gråvejr, regn og blæst. Det er jo meget normalt for november, og jeg kan med ingen realisme forvente decideret godt vejr på min fødselsdag når dagen nu engang ligger i slutningen af november. Men igår lykkedes det faktisk så godt som det nok er muligt! Det var solskin fra solen stod op til solen gik ned – i hvert fald der hvor jeg var (Dragør, på arbejde). Det var lunt – omkring 13 grader, ikke for meget vind og ingen regn. Det føltes som en stor gave at have så fint vejr på sin fødselsdag, som om det var MIT solskinsvejr 🙂

Efter at have nydt en smuk solopgang på vejen til arbejde, blev jeg mødt af flag på bordet, blomster – og endda en fødselsdagssang til fredagsmorgenmaden på arbejde. I løbet af dagen indløb der en masse hilsner på SMS og Facebook, og da jeg kom hjem stod der på trappestenen dels en buket blomster fra min bror  i Californien og dels sad den sødeste bamse af mos og vinkede til mig – det var min søde svigermor som havde lavet den til mig! Indendøre ventede min mand med tændte stearinlys i den flag-pyntede stue og en dejlig gave: weekend-taske til når vi skal i sommerhus.

Om aftenen havde jeg inviteret min mand og min gode veninde til middag på Haiku Sushi. Vi bestilte Omakase/Chefs Choise og fik 2 store fade med blandet sushi, alle meget avancerede ruller med toppings og specielle saucer osv. Vi spiste og snakkede i et par timer, og vendte derefter næserne hjemad igen. Jeg elsker bare Københavns indre by, synes simpelthen det er så skønt med de gamle bygninger og stemningen. Jeg bliver igen og igen positivt overrasket over hvor nemt det er for os at smutte derind i bilen, og hurtigt hjemme igen – vi kunne lige nå at se hvem der vandt Vild med Dans og derefter nyde Casper Christensens live-shows på TV.

En fredag aften er for en på 38 år, som står op kl 5:40 og bruger 50 timer om ugen på job & transporttid, ikke en aften der varer til midnat – ved 23-tiden var jeg for længst faldet i søvn på sofaen, og kort efter lå jeg i min seng på vej til drømmeland – glad og lykkelig ovenpå en fantastisk dag.

Lignende indlæg: