Kassetænkning om veje og stier

Det er blevet vintervejr, og vi skal have hverdagen til at fungere med de forhindringer det giver, at der ligger sne allevegne. En særlig problematik bliver nu igen aktuel: kassetænkning vedr. snerydning på veje og stier.

Det er kommunernes ansvar at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på de offentlige veje, altså dem som bilerne kører på. Cykelstierne tager de sig også af, men først når de har klaret vejene. Derefter har de fyraften.

Enhver blind villavej og også gennemgående veje, hvor der ikke ligger en offentlig institution, kan være privat vej. Det har forskellige konsekvenser for dem der bor der. Grundejeren har ansvar for vedligeholdelse af vejen – herunder snerydning. Til gengæld kan grundejeren ikke råde over vej-stykket som var det hans. Han må f.eks. ikke bestemme hvem der må parkere der.

Også alle fortove er et privat anliggende når det kommer til snerydning. Grundejere skal rydde sne på fortovet på den vej man bor på, og hvis man har en hjørnegrund, skal man også passe fortovet på den anden vej, som ens grund støder op til.

Hvis grundejeren ikke lever op til dette ansvar kan han straffes, og han kan sagsøges hvis nogen kommer til skade pga. manglende snerydning.

Nogle grundejere rydder slet ikke sne. Nogen rydder lidt og enkelte fjerne samvittighedsfuldt al sne. Og det kan ikke rigtig være anderledes. Private husholdninger, virksomheder og boligforeninger har helt forskellige forudsætninger for at klare den opgave. Man har ikke pligt til at tage hjem fra arbejde for at rydde sne, og man skal ikke begynde før det er holdt op med at sne. Man har heller ikke pligt til at rydde sne før kl. 7 om morgenen. Alt i alt betyder det, at trafikanter kommer til at opleve et meget blandet føre på private veje og fortove. Man kan gå eller køre 20 meter hvor der er fint ryddet, hvorefter der kommer høj sne, lidt senere måske et lag is osv.

Selvom cykelstierne ryddes dårligere end vejene, er jeg glad for at jeg har min el-cykel med pigdæk på i sådan et vejr. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes til fods i dette vejr, og priser mig lykkeligt for at jeg ikke er et ældre menneske der skal klare sig hen til busstoppestedet med en rollator, eller en mor med barnevogn der skal ned i supermarkedet og handle. Det må virkelig være begrænsende for dem at skulle gå på fortove og private veje i dette vejr.

Her er det så, at jeg synes det er helt indlysende at tænke: hvorfor kunne kommunen ikke rydde sne på private veje og på fortovene? De har udstyret til det, de har viden og planlægnings-apparatet igang, og de ved hvordan man ansætter de rigtige mennesker. Men nej, det kan de ikke. Første argument vil nok handle om penge; det er der ikke budgetteret med fordi reglerne er som de er – grundejerne skal klare den del af snerydningen.

Opgaven skal jo løses alligevel, og et eller andet sted har borgerne udgift til det alligevel, om det så handler om at hyre nogen privat til at gøre det, eller om det er i form af dyrebar tid på job eller med familien der i stedet bliver brugt på at rydde sne. Det MÅ da være mere effektivt at udnytte stordriftsfordelen og lade kommunen (eller hvem de nu vælger at udlicitere til) løse opgaven.

Det er kassetænkning, når det er værst. Man skubber udgifter og ulempe over på borgerne for at slanke budgetter og mindske den offentlige sektor. Altimens borgerne bliver mere og mere belastede af irrelevante pligter, som kunne klares meget bedre af fællesskabet. Det er en urimelig byrde at lægge på grundejere. Og resultatet; de uensartede og ufremkommelige private veje og fortove, er helt uacceptabelt fordi det er farligt og frihedsbegrænsende.

En af de helt basale grunde til at organisere samfundet i stat og kommuner er vel, at der er visse opgaver som det er effektivt at være fælles om. En af disse opgaver mener jeg er snerydning, uanset om det er privat eller offentlig vej, og uanset om det er fortov, cykelsti eller bilernes kørebane.

Lignende indlæg:

Julen 2014

Det er jul igen, og jeg sidder i min lænestol og hygger mig foran brændeovnen, mens jeg lytter til Tykmesterens Julekalender. Senere skal vi til julefrokost hos Mads’ forældre, men lige nu har jeg en stund for mig selv.

Jeg har glædet mig til julen i vores nye hus. Det gamle hus nærmest kalder på julepynt, og også glasgangen over til tilbygningen har jeg glædet mig til at indrette med lys.

Før det blev december hang jeg fine gaveposer på gelænderet til trappen – det var årets pakkekalender til Mads. Det kom til at se rigtig godt ud. Det har været hyggeligt at se Mads gå op og ned ad trappen for at lede efter dagens pakke, for efterfølgende at sidde på 3. trappetrin og pakke ud.

I starten af december satte vi lys op. Dels kugler og juletræer med LED indendørs i vinduerne, og dels lyskæder på 2 stedsegrønne træer foran huset. Det var sjovt at finde gode nye placeringer til vores julepynt i dagene op til jul. I fødselsdagsgave havde min mor givet mig 24 hvide snefnug, som hun selv havde hæklet og stivet. De kom op i ruderne i fløjdørene mellem de 2 stuer samt i de små ruder i de store vinduespartier. Et juletræ og et par julestjerne-planter fik vi også indenfor, og jeg nød det.

Gaveræset var en blandet fornøjelse. Jeg har ikke så mange at give gave til, og det kom ret nemt til mig med ideer og indkøb. Jeg klarede faktisk det hele ved online-handel. Værre var det for Mads, som havde svært ved at opnå mentalt overskud til at komme igang. Han har en større familie og mange aldersgrupper at købe gaver til. Vi slog en slutspurt ind og klarede det i de sidste dage inden jul, hvilket også betød at indpakning af gaver og andre juleforberedelser blev i sidste øjeblik. Det blev lidt for hektisk til min smag, men jeg overlevede.

Juleaften holdt vi hver for sig i år; Mads hos sin familie og jeg hos mine forældre. Forinden havde vi holdt vores egen lille jul om morgenen, hvor vi gav hinanden gaver. Jeg gav Mads en motorsav med tilbehør og noget tøj, og jeg fik støvler, en PC-skærm og regnsikring til sko.

I juledagene er der altid julefrokoster i vores 2 familier. 1. juledag er det i min familie, hvor min mor og hendes bror skiftes til at holde julefrokosten. I år skulle det være hos mine forældre, men vi besluttede at invitere gæsterne til Birkerød. Min onkel og tante har fulgt interesserede med i vores hussalg og -køb henover året, og de ville gerne se vores nye hjem. Det blev et fin arrangement, hvor min mor stod for al maden og Mads og jeg tog os af de praktiske rammer. Det var rigtig dejligt at holde julefrokost i vores nye store hus. Naturen tilsmilede os endda med sne og solskin, hvilket gav et ekstra pift til julestemningen. Jeg nød at vise huset frem, og jeg tror at alle havde en god dag.

I dag går turen så til Mørkhøj, hvor vi skal holde julefrokost med Mads’ familie. I år skal jeg møde Mads’ faster, som er kommet hele vejen fra Nordjylland for første gang i mange år. Hvis det ellers bliver som det plejer, så skal vi spise en masse mad, og derefter spille banko om nogle fjollede gaver. Det er altid hyggeligt og uformelt.

I år falder julen jo sådan, at der kommer en almindelig weekend efter juledagene. Selvom al aktiviteten omkring jul er dejlig, er det også skønt og ret nødvendigt at have et par dage, hvor der ikke er planer ovenpå en periode med tæt pakket kalender.

Lignende indlæg:

Om at cykle til arbejde hele året

Nøj, hvor er der mange cyklister på cykelstierne i disse dage. Mange flere end normalt. Som jeg bakser mig frem blandt alle de andre cyklister kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad forskellen er på os der cykler hver dag hele året, og så dem der kun finder cyklen frem når det er 25 grader og tørvejr.

Det er ikke så længe siden at jeg var til en familiefest, hvor jeg kom til at snakke med en mand som også cyklede til arbejde. Vi udvekslede erfaringer og begejstring over hvor meget man opnår ved at cykle på arbejde. På et tidspunkt fortæller jeg at jeg har pigdæk på cyklen om vinteren. Så kigger han forskrækket på mig og bedyrer, at han skam ikke cykler om vinteren.

Men hvorfor ikke? Jeg synes virkelig ikke det er noget særlig stort problem, det kræver bare noget udstyr, primært i form af påklædning, og når det er på plads så er det skønt at cykle hele året. Man skal ikke sidde i bilkø, man skal ikke sidde i et proppet s-tog, man har sin fulde frihed og kan parkere alle vegne. Og når man som jeg har valgt at det er den primære kilde til motion, så duer det jo ikke at man ikke gør det hele året. Her er hvad jeg gør, for at være i stand til at cykle på arbejde hele året.

Sommer

Som vejret er i øjeblikket kræver det jo ikke noget særligt at cykle på arbejde. Man skal sådan set bare tage cykelhjelmen på og så afsted. Mit standardudstyr hele året inkluderer også en kædelås til hvis man skal parkere cyklen et udsat sted, en lille pumpe til hvis man skulle punktere men godt kan ‘humpe’ hjem med lidt ekstra luft, og så er det dejligt at cykle med solbriller – især som Storkøbenhavn ser ud i øjeblikket med støvende vejarbejde alle vegne. Jeg prøver også at huske at smøre solcreme på armene og i ansigtet.

Efterår

Når temperaturerne begynder at dale, skal der noget overtøj til. Jeg har et sæt regntøj fra Helly Hansen, som jeg bruger næsten hele året. Materialet er vindtæt, vandtæt og åndbart, hvilket betyder at det er behagelig at have på også selvom det ikke regner. Jakken er derfor min primære jakke til at cykle i. Så behøver jeg ikke at skifte hvis der kommer regn. Regnbukserne tager jeg på hvis det regner, hvis temperaturen kommer under ca. 10 grader eller hvis det blæser meget. De tjener også som beskyttelse af mine bukser. Når jeg ikke har dem på, ligger de i min rygsæk så jeg lige kan hoppe i dem hvis det begynder at regne mens jeg cykler.

Dette sæt tøj bruger jeg en stor del af året. Når temperaturerne bliver encifrede kan jeg supplere med en fleecejakke indenunder regnjakken, så kan jeg klare mig helt ned til frysepunktet. Under hjelmen har jeg et pandebånd som er vindtæt, jeg får nemlig ondt i ørerne allerede ved temperaturer under 15 grader.

Handsker bliver også nødvendigt når vi når ned omkring de 10 grader. Jeg har 2 par jeg bruger på denne årstid: et par ‘uden fingre’ som bare lige giver en smule varme og et godt greb om styret i tilfælde af regnvejr, og så et par som er varmere med windstopper. De kan bruges ned til ca. minus 5.

På fødderne har jeg sportssko med goretex, som er vandtætte – så kan jeg klare de værste regnvejr og alligevel komme på arbejde med kun ansigtet og et par hårtotter våde.

Vinter

Når de rigtige kuldegrader sætter ind, stiller det ekstra krav til beklædningen på cykelturen. Udover omtalte fleecejakke under den vindtætte jakke kan jeg finde på at supplere med skiunderbukser under jeans og regnbukser. Det kan klare rigtig meget, men er også mange lag. Hvis der er varmt på ens arbejdsplads kan det være for varmt at have skiunderbukser på i løbet af dagen.

På de allerkoldeste dage tyer jeg til ski-verdenens metoder. Jeg har skibukser og en skijakke, som holder mig varm ned til minus 15 grader. Dertil skihandsker med dunfyld. Lidt fedtcreme på kinderne gør underværker – den bidende følelse af frost kan næsten ikke mærkes. På fødderne har jeg enten mine goretex-støvletter eller mine store Sorel-vinterstøvler. Sidstnævnte er dog ikke så fleksible at cykle i, så der kommer jeg til at føle mig lidt som en månemand.

Selve cyklen skal også klædes på til at klare vinteren. Jeg har nu i 2 sæsoner brugt pigdæk, og det har jeg været rigtig glad for. Udover at piggene er rigtig gode til at undgå at man kommer i uføre på isglatte veje, så er dækkenes profil med til at transportere sne og sjask væk, så man står godt fast, ligesom med bilernes vinterdæk. Derudover skal man sørge for at smøre cyklen godt og gerne vaske sjap incl. salt af den en gang imellem – men pas på at der ikke efterlades vand i gearkablerne i frostvejr!

Forår

Det er så skønt når det begynder at blive forår, og man kan begynde at lægge noget af overtøjet. For indrømmet, det er da lidt besværligt at skulle have alt det tøj på. Det tager tid at få af og på, og man bevæger sig ikke helt så frit. Men man skal stadig passe på ikke at smide overtøjet alt for hurtigt. Her er jeg igen glad for mit Helly Hansen-regntøj. Det er så fleksibelt til mange vejrtyper, at jeg ikke behøver ret meget andet overtøj til cykling.

Når temperaturerne er for varme til regntøjet men for kolde til at køre uden overtøj, kører jeg i en tynd, tynd vindtæt jakke. Den er ikke vandtæt, men den tager rigtig meget vindafkøling uden at fylde noget.

Alt det jeg har nævnt her er resultatet af mange års el-cykling i alle årstider. Det har taget tid at finde den optimale kombination, og det er klart at hvis man skal cykle på almindelig cykel vil der være andre aspekter at tage med som f.eks. vindmodstand, den varme man generer selv ved at få højere puls osv. Men nu hvor jeg har min model på plads føler jeg mig godt rustet til alt slags vejr. Det man oftest hører som argument imod at cykle er, at det er surt når det regner. Men hør nu – det er altså bare lidt vand. Som Andy Schleck siger når det har regnet på en etape i et cykelløb: jeg er ikke lavet af sukker! Det er jo ikke fordi man går i stykker af lidt vand i ansigtet, det kan bare tørres af igen når man kommer indendørs.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

En våd aften

Det er ikke særlig tit at jeg gå ud lørdag aften, og det er især sjældent at min mand og jeg går ud og spiser sådan en lørdag aften. I lørdags havde vi dog bestilt bord på Restaurant Cave for at benytte en af de værdikuponer jeg jævnligt køber på Downtown og Sweetdeal o.l. Det blev ikke helt som vi havde forventet.

Det var første dag i Tour de France og en regnvejrsdag, og vi havde aftalt at vi ville have os det, som de i komedie-serien Klovn kaldte en pjække-hyggedag. Ikke at vi pjækkede fra arbejde, men vi lod hus- og havearbejde ligge og pligter være pligter. Vi havde simpelthen planlagt at dagen skulle tilbringes i sofaen foran flimmeren i behageligt tøj og med snacks og gadgets indenfor rækkevidde. Og om aftenen skulle vi så ud og spise, så ikke engang aftensmad og opvask skulle belaste os – en dag helt fri for pligter.

Om aftenen tog vi så ind til byen. Vi parkerede i Borgergade og gik hen til restauranten i St. Kongensgade lidt før kl. 19. Det begyndte at regne lige som vi trådte ind ad døren, hvilket ikke kom bag på os. Vi fik vores bord og bestilte drikkevarer: mangojuice og kildevand. Menuen var forudbestemt ved købet af tilbuddet fra Downtown, og mens vi ventede på forretten tordnede det voldsomt udenfor – det lød næsten som pistolskud i gaden.

Der kom lidt flere gæster efter os, og på et tidspunkt sagde nogen ”vi lukker lige døren” da de kom ind. Der var begyndt at komme vand ned ad trappen til restauranten, som ligger i kælderen. Der blev grinet lidt og vi tænkte at det var godt vi ikke sad tæt på døren, da vi fik vores forret.

Ud af vinduerne kunne vi se at der begyndte at være meget vand oppe på vejen, det var især tydeligt når der kørte en bil forbi: vandet stod et godt stykke op ad hjulene. Nu begyndte det at gå op for os at det var en lidt mere alvorlig situation.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=exZkCn8nHCA[/youtube]

Her er en video som Mads optog inde fra restauranten ud mod St. Kongensgade, den viser lidt om hvor meget vand der var i gaden.

Vandet begyndte at løbe kraftigere ind ad den lukkede dør, og i løbet af kort tid fossede det ind som fra et vandfald. Udenfor døren i trappeskakten stod vandet ca. 1 meter op ad døren. Både gæster og personale begyndte at tage billeder og videoer af vandet, og det dækkede hurtigt hele klinkegulvet. Vi satte tasker og sko op på borde og i vindueskarme og satte fødderne op i nabostolen.

Billedet her er desværre ikke så skarpt, men jeg håber man kan se hvordan vandet står som en stråle ind ad den lukkede dør. Måske kan man også se at vandet stod højt i trappeskakten udenfor.

Da strømmen gik, indså vi at vi ikke ville få den 5 retters menu som vi kom for. Restaurantens personale begyndte at skænke ekstra vin og serverede lidt brød for de senest ankomne, men nu vidste vi godt at vi skulle have fødderne ned i det kolde vand på gulvet og ud af bygningen på et eller andet tidspunkt. Tankerne begyndte at handle om hvordan vi skulle komme ud og hvordan der mon så ud ude i gaderne. Personalet sagde at hvis man ville gå så kunne man komme ud af bagdøren, og lidt senere sagde de at nu måtte vi nok hellere se at komme ud mens vi kunne. På det tidspunkt stod der ca. 10-15 cm. vand over hele restaurantens gulv.

Første beslutning: skal jeg gå i bare tæer eller i mine dyre MBT-sandaler med ruskindsindtræk? Det blev bare tæer. Meget mærkelig fornemmelse at gå på bare tæer i en baggård man slet ikke kender, ud på St. Kongensgade som man ikke kunne genkende, og så stå der og skulle man finde ud af at komme hjem derfra.

Det regnede og tordnede stadig kraftigt, og vi var i vores bare tæer, korte bukser, t-shirts, havde sko og taske i en sort sæk som restauranten havde udleveret og så en paraply. Vandet stod ca. 10-15 cm. højt i gaden og der var biler der var gået i stå midt på vejen. Nu skulle vi så finde ud af hvor vi skulle gå hen. Vores bil holdt i nabogaden, og der var ca. 15 km. hjem.

I første omgang løb vi over gaden til en port som stod åben. Her var ikke oversvømmelse til at starte med. Spørgsmålet var om vi ville kunne køre hjem i vores bil, eller om vi skulle traske i vandet hen til en station, og kunne togene i det hele taget køre. Selvom jeg havde en smartphone i lommen var vi ikke i stand til at danne os et overblik over trafiksituationen, så jeg ringede hjem til mine forældre for at høre om de kunne se på TV2 News el.l. om der var nogen beredskabsmeddelelser eller information om hvorvidt man kunne køre på vejene.

Mine forældre var lidt overraskede over at høre sådan en melding fra os, for i Virum, hvor både de og vi bor, havde det slet ikke regnet. På dette tidspunkt var der gået 1 time fra vi trådte ind ad døren på restauranten til dette regn-kaos. Min far undersøgte forskellige kilder og ringede derefter tilbage til os: der var ingen meldinger om oversvømmelser eller veje man ikke kunne køre på. På det tidspunkt begyndte det at hagle, så jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde i telefonen. Den næste beslutning blev at vente til regnen tog lidt af, og så gå hen til bilen. Der ville vi trods alt kunne holde os tørre og varme, også selvom vi ikke ville kunne køre.

Mens vi ventede på at regnen skulle tage af, kom der flere mennesker ind i porten. Folk som havde haft de samme oplevelser som os på kælder-restauranter. Nogen havde hørt i radioen at man advarede mod brønddæksler der kunne skyde op pga. vandmasserne. Der løb nogle mennesker frem og tilbage med hvad der lignede sække med ris – vist for at bruge dem som sandsække op imod døre hvor der fossede vand ind. Det virkede omsonst, lidt senere kom de sejlende ned ad vejen.

Vi stod i porten i ca. en halv time før regnen blev lidt mindre kraftig og vi besluttede os for at finde hen til vores bil. Vi kunne gå igennem baggården dermed skyde genvej hen til Borgergade. Da vi kom ud i Borgergade var der næsten lige så meget vand, og der holdt en brandbil. Lidt længere op mod Gothersgade, hvor bilen stod, var der dog ikke nær så højt vand og da vi var kommet ind i bilen besluttede vi ret hurtigt at vi ville prøve at køre stille og roligt.

Gadebilledet var præget af brandbiler med udrykning og slukkede trafiklys. Der lå vand mange steder på kørebanerne, men ikke i samme højde som i St. Kongensgade. Lige så stille kørte vi hjemad over Østerbro, Hellerup og Skodsborg, hvor vi troede vi var sikre, for derefter går det kun opad. I radioen kunne vi høre at politiet frarådede at man kørte ud, men vi havde ikke så meget valg i vores situation. Da vi nåede til Nærum var vi meget tæt på hjem, men desværre stødte vi der på en kæmpe vandpyt vi ikke kunne køre igennem, så vi var lige nødt til at køre en omvej over Gl. Holte.

Det tog os omkring 45 minutter at komme hjem, ca. det dobbelte af normalt. Men hjem kom vi, og så ventede det næste spørgsmål: var vores kælder mon oversvømmet? Det var med betydelig lettelse at vi kunne konstatere at det var den ikke. Kl. 22 havde vi vasket det blandede regn- og kloakvand af os og var kommet i noget tørt tøj. Roen faldt på, og adrenalinen forlod kroppen. Nu kunne vi mærke trætheden og sulten – vi havde jo ikke fået anden aftensmad end den lille forret på restauranten. Det blev til lidt koldskål, brød med pålæg og nogle chips. Og så på hovedet i seng med nogle hoveder fulde af undtagelsestilstand og nødberedskab.

Med en frisk bemærkning kan man sige, at så kan vi lære at blive hjemme i vores forstadsidyl som vi plejer lørdag aften, og ikke at gå ud at spise og sådan noget pjat. Der skete jo ikke noget med os – vi fik os en lidt speciel oplevelse og beskidte tæer, det overlever vi nok. Men jeg tænker på den restaurant-ejer vi forlod, som står med et forretningslokale der var helt oversvømmet. Hvornår mon hun igen kan åbne butikken, og hvad mon det koster hende i hårdt arbejde og finansielt at det her er sket? Og sådan er der jo nok masser af små butikker der står i en dum situation. Jeg tænker også meget på de mennesker som rent privat står vandfyldte kældre med store ødelæggelser til følge. Det er jo alvorligt nok, især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

Lignende indlæg:

Velkommen tilbage

Denne blog ligger på et webhotel, som drives af Surftown. Surftown har deres hardware i en kælder i en bygning, der ligger ud til Nordhavn. Under skybruddet i lørdags var de blandt de mange der fik vand i kælderen, og det betød at mange af deres kunders systemer gik ned. De har arbejdet i døgndrift siden lørdag aften. I mandags begyndte min mail at virke igen, og her onsdag morgen kan jeg se at det er lykkedes dem at få min blog op at køre igen. Herligt!

Så jeg siger velkommen tilbage på bloggen efter næsten 4 dages nedetid. Hvis du ser noget der ikke virker som det plejer, så sig meget gerne til via en kommentar eller en e-mail.

Jeg havde selv en ret heftig oplevelse med regnen i lørdags, og jeg har forberedt et blogindlæg om det. Pga. Surftowns nedbrud har jeg ikke kunnet publicere det, men nu hvor bloggen er oppe igen vil jeg lægge det på så snart som muligt.

Lignende indlæg:

Maleri på en regnvejrsdag

Jeg er ikke en af den slags kvinder, der går med en kunstnerdrøm i maven. Jeg har ingen skabertrang eller noget på hjerte jeg gerne vil udtrykke ad denne vej – jeg udtrykker mig hovedsagelig med ord her på bloggen og andre steder.

Alligevel har jeg i flere år haft 3 små lærreder, en pakke pensler og en pakke akrylfarver liggende nede i kælderen. Det er fordi jeg elsker farver og godt kunne tænke mig at lege med farverne på en måde, hvor jeg helt selv kan bestemme.

I denne weekend er jeg alene hjemme. Da det er en regnvejrsdag kan jeg ikke komme ud og ordne den ellers ret trængende have, og vi er rimelig godt med mht. indendørs pligter, synes jeg pludselig at der var tid og overskud til at fordybe mig i at male lidt. Så mens min mand fordybede sig i Rude Skov, satte jeg mig ned ved mit arbejdsbord i kælderen, dækkede til med aviser og fandt remedierne frem.

På mit skrivebord har der i årevis ligget en af de her stykker ståltråd betrukket med plastik, som holder sammen på ledningerne når man får ny elektronik. Denne her er fra da jeg fik min Xbox og den er ekstra lækker i plastikken og i Xbox’ens mørkegrønne farve. Jeg har på et tidspunkt fået foldet den til et omrids af en person, og jeg vidste at jeg ville forsøge at male denne lille mand på en eller anden måde.

Jeg havde sat 3 timer af og læst lidt om, hvordan man rent teknisk gør med akrylmaling. Allerede efter lidt over en time havde jeg lavet 3 forskellige baggrunde til manden, og da det var tørret kunne jeg male manden ovenpå. Resultatet ser sådan her ud:

Det var sjovt at gøre et første forsøg på at male 3 mini-malerier. Det var jo helt nyt for mig at male på denne måde, og jeg må sige at jeg ikke helt kunne bestemme over farverne – man skal lige vænne sig til hvordan farverne blander sig. Jeg tror jeg er godt tilfreds med hvordan billederne endte med at blive, og kunne nok godt finde på at gøre det igen på et tidspunkt.

Lignende indlæg:

Forår 2011

Det er tid til en lille status på mit forår 2011. Påsken er faldet sent i år, og det er måske derfor jeg føler mig lidt bagud i forhold til hvor langt naturen er. I haven har jeg først igår fået has på skvalderkåls-invasionen, men så er vi også ved at være igennem de mange opgaver foråret byder på: oprydning af visne vækster og blade, rengøring af havemøbler, oliering af træterrasse, lugning i staudebede og grusfortovet, beskæring, den første græsslåning, pudsning af vinduer og udbedring af vinterens skader.

I år hængte jeg mine porcelænsæg op, da de første forårsblomster tittede frem. Jeg har efterhånden rigtig mange af de smukke æg, og det er alt for kort tid kun at nyde dem i påsken, især når man er i sommerhus det meste af tiden. Så de har hængt i glasdøren til stuen siden slutningen af februar, i vinduer og stået på reolen – en stor nydelse i hverdagen at kunne se på noget smukt.

Jeg er nødt til at nævne det fantastiske vejr. Det er da virkelig pragtfuldt at vågne til solskin hver eneste morgen i ugevis – super godt for humøret! Når man tænker på hvor tit vejret at kold og blæsende og hvor meget nedbør vi kan få her i Danmark, så er det virkelig værd at sætte pris på det skønne vejr. Og hvor heldigt er det lige at alle danskerne kunne holde fri i sådan et skønt vejr hele påsken?

Drivhuset er ikke klar endnu. Vi har haft store overvejelser om hvad vi skal have i drivhuset i år. Begejstringen for chili er ved at lægge sig lidt – vi føler ikke længere et behov for at have 15-18 sorter, og vi har ikke lavet planter selv. Vi har haft tomater og agurker i alle de år vi har haft drivhus, men de kræver rigtig meget vedligeholdelse – både meget vand og knibning. Så når turen går til Gartneri Toftegaard i næste weekend, bliver bilen fyldt med nogle lidt andre planter. Der kommer nok et par chiliplanter, men ellers bliver det nok noget der i lidt højere grad kan passe sig selv. Sidste år var vi meget glade for at dyrke auberginer, og så tror jeg at vi prøver at plante busk-squash. Det er lidt vemodigt at sige farvel til tomaterne og agurkerne, men også en ret stor lettelse at tænke på at kunne dyrke nogle dejlige ting, uden at det er en kæmpe arbejdsbyrde. Og så bliver det dejligt at kunne gå ind i drivhuset oprejst uden at skulle sno sig udenom tomatklaser alle vegne.

Der sker altid så mange ting i foråret, og som det nok også fremgår af dette blogindlæg kommer jeg nemt til at føle at jeg har travlt. Der er så meget man gerne vil! Udover alle de praktiske ting med hus, have, drivhus og sommerhus vil man også gerne bruge tid på at nyde disse, og der er også mange sociale aktiviteter og cykelløb, som Mads skal deltage i. Men glæden ved det skønne vejr, skønheden ved de blomstrende træerog energien der ligger i at alting starter igen gør, at jeg får overskud til det hele.

Lignende indlæg:

Hykleri i kommunen

Jeg har brokket mig over min kommune før, og nu kommer jeg sørme til at gøre det igen. Det handler om snerydning – og så handler det om hykleri. For en ting er at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke rydder sne på cykelstierne i tilstrækkeligt omfang. En anden ting er at stå ved det.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lignende indlæg:

Farvel sne

Du kom i november, lige efter min fødselsdag. Selvom min mor siger jeg er født i snestorm, så er det sjældent jeg ser dig så tidligt på vinteren.

Du gav os glatte veje og sendte mig en tur i asfalten på parkeringspladsen ved mit arbejde. Jeg har stadig hold i lænden og ondt i halebenet. Du erstattede cykelmotion med sneskovlnings-motion.

Du blev hos os hele december og gjorde det nemt at komme i julestemning allerede fra starten af julemåneden. Du gav os en hvid jul for andet år i træk. Du var smuk som altid. Du lyste op i den allermørkeste tid og pyntede de nøgne træer så eventyrligt.

Du gav os en følelse af undtagelsestilstand. Vi kom for sent på arbejde og du gav medierne mulighed for at bruge ord som ‘bæltekøretøj’. Du pakkede Bornholm så effektivt ind, at dyr manglede foder og mennesker måtte brænde gulvbrædder for at holde varmen.

Nu slås du med regnvejr og plusgrader. Dine før så voluminøse former er sunket sammen, og jeg har været ude og gøre risten på vejen fri for is, så smeltevand kan rende frit. Snart kan vi se veje og cykelstier igen. Måske kan jeg snart cykle uden at være bange for at møde kantstenen med mit kindben.

Jeg vil savne din skønhed og dit lys. Men jeg længes også mod at få en normal hverdag igen – en hverdag hvor jeg kan stole på de transportmidler jeg er så afhængig af, og hvor jeg ikke behøver at være nervøs for om mine forældre kommer galt afsted.

Måske ses vi igen i år. Men for nu – farvel så længe!


Lignende indlæg: