Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen - det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Det var første dag i Tour de France og en regnvejrsdag, og vi havde aftalt at vi ville have os det, som de i komedie-serien Klovn kaldte en pjække-hyggedag. Ikke at vi pjækkede fra arbejde, men vi lod hus- og havearbejde ligge og pligter være pligter. Vi havde simpelthen planlagt at dagen skulle tilbringes i sofaen foran flimmeren i behageligt tøj og med snacks og gadgets indenfor rækkevidde. Og om aftenen skulle vi så ud og spise, så ikke engang aftensmad og opvask skulle belaste os – en dag helt fri for pligter.

Om aftenen tog vi så ind til byen. Vi parkerede i Borgergade og gik hen til restauranten i St. Kongensgade lidt før kl. 19. Det begyndte at regne lige som vi trådte ind ad døren, hvilket ikke kom bag på os. Vi fik vores bord og bestilte drikkevarer: mangojuice og kildevand. Menuen var forudbestemt ved købet af tilbuddet fra Downtown, og mens vi ventede på forretten tordnede det voldsomt udenfor – det lød næsten som pistolskud i gaden.

Der kom lidt flere gæster efter os, og på et tidspunkt sagde nogen ”vi lukker lige døren” da de kom ind. Der var begyndt at komme vand ned ad trappen til restauranten, som ligger i kælderen. Der blev grinet lidt og vi tænkte at det var godt vi ikke sad tæt på døren, da vi fik vores forret.

Ud af vinduerne kunne vi se at der begyndte at være meget vand oppe på vejen, det var især tydeligt når der kørte en bil forbi: vandet stod et godt stykke op ad hjulene. Nu begyndte det at gå op for os at det var en lidt mere alvorlig situation.

Klik her for at se den indsatte video.

Her er en video som Mads optog inde fra restauranten ud mod St. Kongensgade, den viser lidt om hvor meget vand der var i gaden.

Vandet begyndte at løbe kraftigere ind ad den lukkede dør, og i løbet af kort tid fossede det ind som fra et vandfald. Udenfor døren i trappeskakten stod vandet ca. 1 meter op ad døren. Både gæster og personale begyndte at tage billeder og videoer af vandet, og det dækkede hurtigt hele klinkegulvet. Vi satte tasker og sko op på borde og i vindueskarme og satte fødderne op i nabostolen.

Billedet her er desværre ikke så skarpt, men jeg håber man kan se hvordan vandet står som en stråle ind ad den lukkede dør. Måske kan man også se at vandet stod højt i trappeskakten udenfor.

Da strømmen gik, indså vi at vi ikke ville få den 5 retters menu som vi kom for. Restaurantens personale begyndte at skænke ekstra vin og serverede lidt brød for de senest ankomne, men nu vidste vi godt at vi skulle have fødderne ned i det kolde vand på gulvet og ud af bygningen på et eller andet tidspunkt. Tankerne begyndte at handle om hvordan vi skulle komme ud og hvordan der mon så ud ude i gaderne. Personalet sagde at hvis man ville gå så kunne man komme ud af bagdøren, og lidt senere sagde de at nu måtte vi nok hellere se at komme ud mens vi kunne. På det tidspunkt stod der ca. 10-15 cm. vand over hele restaurantens gulv.

Første beslutning: skal jeg gå i bare tæer eller i mine dyre MBT-sandaler med ruskindsindtræk? Det blev bare tæer. Meget mærkelig fornemmelse at gå på bare tæer i en baggård man slet ikke kender, ud på St. Kongensgade som man ikke kunne genkende, og så stå der og skulle man finde ud af at komme hjem derfra.

Det regnede og tordnede stadig kraftigt, og vi var i vores bare tæer, korte bukser, t-shirts, havde sko og taske i en sort sæk som restauranten havde udleveret og så en paraply. Vandet stod ca. 10-15 cm. højt i gaden og der var biler der var gået i stå midt på vejen. Nu skulle vi så finde ud af hvor vi skulle gå hen. Vores bil holdt i nabogaden, og der var ca. 15 km. hjem.

I første omgang løb vi over gaden til en port som stod åben. Her var ikke oversvømmelse til at starte med. Spørgsmålet var om vi ville kunne køre hjem i vores bil, eller om vi skulle traske i vandet hen til en station, og kunne togene i det hele taget køre. Selvom jeg havde en smartphone i lommen var vi ikke i stand til at danne os et overblik over trafiksituationen, så jeg ringede hjem til mine forældre for at høre om de kunne se på TV2 News el.l. om der var nogen beredskabsmeddelelser eller information om hvorvidt man kunne køre på vejene.

Mine forældre var lidt overraskede over at høre sådan en melding fra os, for i Virum, hvor både de og vi bor, havde det slet ikke regnet. På dette tidspunkt var der gået 1 time fra vi trådte ind ad døren på restauranten til dette regn-kaos. Min far undersøgte forskellige kilder og ringede derefter tilbage til os: der var ingen meldinger om oversvømmelser eller veje man ikke kunne køre på. På det tidspunkt begyndte det at hagle, så jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde i telefonen. Den næste beslutning blev at vente til regnen tog lidt af, og så gå hen til bilen. Der ville vi trods alt kunne holde os tørre og varme, også selvom vi ikke ville kunne køre.

Mens vi ventede på at regnen skulle tage af, kom der flere mennesker ind i porten. Folk som havde haft de samme oplevelser som os på kælder-restauranter. Nogen havde hørt i radioen at man advarede mod brønddæksler der kunne skyde op pga. vandmasserne. Der løb nogle mennesker frem og tilbage med hvad der lignede sække med ris – vist for at bruge dem som sandsække op imod døre hvor der fossede vand ind. Det virkede omsonst, lidt senere kom de sejlende ned ad vejen.

Vi stod i porten i ca. en halv time før regnen blev lidt mindre kraftig og vi besluttede os for at finde hen til vores bil. Vi kunne gå igennem baggården dermed skyde genvej hen til Borgergade. Da vi kom ud i Borgergade var der næsten lige så meget vand, og der holdt en brandbil. Lidt længere op mod Gothersgade, hvor bilen stod, var der dog ikke nær så højt vand og da vi var kommet ind i bilen besluttede vi ret hurtigt at vi ville prøve at køre stille og roligt.

Gadebilledet var præget af brandbiler med udrykning og slukkede trafiklys. Der lå vand mange steder på kørebanerne, men ikke i samme højde som i St. Kongensgade. Lige så stille kørte vi hjemad over Østerbro, Hellerup og Skodsborg, hvor vi troede vi var sikre, for derefter går det kun opad. I radioen kunne vi høre at politiet frarådede at man kørte ud, men vi havde ikke så meget valg i vores situation. Da vi nåede til Nærum var vi meget tæt på hjem, men desværre stødte vi der på en kæmpe vandpyt vi ikke kunne køre igennem, så vi var lige nødt til at køre en omvej over Gl. Holte.

Det tog os omkring 45 minutter at komme hjem, ca. det dobbelte af normalt. Men hjem kom vi, og så ventede det næste spørgsmål: var vores kælder mon oversvømmet? Det var med betydelig lettelse at vi kunne konstatere at det var den ikke. Kl. 22 havde vi vasket det blandede regn- og kloakvand af os og var kommet i noget tørt tøj. Roen faldt på, og adrenalinen forlod kroppen. Nu kunne vi mærke trætheden og sulten – vi havde jo ikke fået anden aftensmad end den lille forret på restauranten. Det blev til lidt koldskål, brød med pålæg og nogle chips. Og så på hovedet i seng med nogle hoveder fulde af undtagelsestilstand og nødberedskab.

Med en frisk bemærkning kan man sige, at så kan vi lære at blive hjemme i vores forstadsidyl som vi plejer lørdag aften, og ikke at gå ud at spise og sådan noget pjat. Der skete jo ikke noget med os – vi fik os en lidt speciel oplevelse og beskidte tæer, det overlever vi nok. Men jeg tænker på den restaurant-ejer vi forlod, som står med et forretningslokale der var helt oversvømmet. Hvornår mon hun igen kan åbne butikken, og hvad mon det koster hende i hårdt arbejde og finansielt at det her er sket? Og sådan er der jo nok masser af små butikker der står i en dum situation. Jeg tænker også meget på de mennesker som rent privat står vandfyldte kældre med store ødelæggelser til følge. Det er jo alvorligt nok, især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

Så jeg siger velkommen tilbage på bloggen efter næsten 4 dages nedetid. Hvis du ser noget der ikke virker som det plejer, så sig meget gerne til via en kommentar eller en e-mail.

Jeg havde selv en ret heftig oplevelse med regnen i lørdags, og jeg har forberedt et blogindlæg om det. Pga. Surftowns nedbrud har jeg ikke kunnet publicere det, men nu hvor bloggen er oppe igen vil jeg lægge det på så snart som muligt.

Alligevel har jeg i flere år haft 3 små lærreder, en pakke pensler og en pakke akrylfarver liggende nede i kælderen. Det er fordi jeg elsker farver og godt kunne tænke mig at lege med farverne på en måde, hvor jeg helt selv kan bestemme.

I denne weekend er jeg alene hjemme. Da det er en regnvejrsdag kan jeg ikke komme ud og ordne den ellers ret trængende have, og vi er rimelig godt med mht. indendørs pligter, synes jeg pludselig at der var tid og overskud til at fordybe mig i at male lidt. Så mens min mand fordybede sig i Rude Skov, satte jeg mig ned ved mit arbejdsbord i kælderen, dækkede til med aviser og fandt remedierne frem.

På mit skrivebord har der i årevis ligget en af de her stykker ståltråd betrukket med plastik, som holder sammen på ledningerne når man får ny elektronik. Denne her er fra da jeg fik min Xbox og den er ekstra lækker i plastikken og i Xbox’ens mørkegrønne farve. Jeg har på et tidspunkt fået foldet den til et omrids af en person, og jeg vidste at jeg ville forsøge at male denne lille mand på en eller anden måde.

Jeg havde sat 3 timer af og læst lidt om, hvordan man rent teknisk gør med akrylmaling. Allerede efter lidt over en time havde jeg lavet 3 forskellige baggrunde til manden, og da det var tørret kunne jeg male manden ovenpå. Resultatet ser sådan her ud:

Det var sjovt at gøre et første forsøg på at male 3 mini-malerier. Det var jo helt nyt for mig at male på denne måde, og jeg må sige at jeg ikke helt kunne bestemme over farverne – man skal lige vænne sig til hvordan farverne blander sig. Jeg tror jeg er godt tilfreds med hvordan billederne endte med at blive, og kunne nok godt finde på at gøre det igen på et tidspunkt.

I år hængte jeg mine porcelænsæg op, da de første forårsblomster tittede frem. Jeg har efterhånden rigtig mange af de smukke æg, og det er alt for kort tid kun at nyde dem i påsken, især når man er i sommerhus det meste af tiden. Så de har hængt i glasdøren til stuen siden slutningen af februar, i vinduer og stået på reolen – en stor nydelse i hverdagen at kunne se på noget smukt.

Jeg er nødt til at nævne det fantastiske vejr. Det er da virkelig pragtfuldt at vågne til solskin hver eneste morgen i ugevis – super godt for humøret! Når man tænker på hvor tit vejret at kold og blæsende og hvor meget nedbør vi kan få her i Danmark, så er det virkelig værd at sætte pris på det skønne vejr. Og hvor heldigt er det lige at alle danskerne kunne holde fri i sådan et skønt vejr hele påsken?

Drivhuset er ikke klar endnu. Vi har haft store overvejelser om hvad vi skal have i drivhuset i år. Begejstringen for chili er ved at lægge sig lidt – vi føler ikke længere et behov for at have 15-18 sorter, og vi har ikke lavet planter selv. Vi har haft tomater og agurker i alle de år vi har haft drivhus, men de kræver rigtig meget vedligeholdelse – både meget vand og knibning. Så når turen går til Gartneri Toftegaard i næste weekend, bliver bilen fyldt med nogle lidt andre planter. Der kommer nok et par chiliplanter, men ellers bliver det nok noget der i lidt højere grad kan passe sig selv. Sidste år var vi meget glade for at dyrke auberginer, og så tror jeg at vi prøver at plante busk-squash. Det er lidt vemodigt at sige farvel til tomaterne og agurkerne, men også en ret stor lettelse at tænke på at kunne dyrke nogle dejlige ting, uden at det er en kæmpe arbejdsbyrde. Og så bliver det dejligt at kunne gå ind i drivhuset oprejst uden at skulle sno sig udenom tomatklaser alle vegne.

Der sker altid så mange ting i foråret, og som det nok også fremgår af dette blogindlæg kommer jeg nemt til at føle at jeg har travlt. Der er så meget man gerne vil! Udover alle de praktiske ting med hus, have, drivhus og sommerhus vil man også gerne bruge tid på at nyde disse, og der er også mange sociale aktiviteter og cykelløb, som Mads skal deltage i. Men glæden ved det skønne vejr, skønheden ved de blomstrende træerog energien der ligger i at alting starter igen gør, at jeg får overskud til det hele.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Du gav os glatte veje og sendte mig en tur i asfalten på parkeringspladsen ved mit arbejde. Jeg har stadig hold i lænden og ondt i halebenet. Du erstattede cykelmotion med sneskovlnings-motion.

Du blev hos os hele december og gjorde det nemt at komme i julestemning allerede fra starten af julemåneden. Du gav os en hvid jul for andet år i træk. Du var smuk som altid. Du lyste op i den allermørkeste tid og pyntede de nøgne træer så eventyrligt.

Du gav os en følelse af undtagelsestilstand. Vi kom for sent på arbejde og du gav medierne mulighed for at bruge ord som ‘bæltekøretøj’. Du pakkede Bornholm så effektivt ind, at dyr manglede foder og mennesker måtte brænde gulvbrædder for at holde varmen.

Nu slås du med regnvejr og plusgrader. Dine før så voluminøse former er sunket sammen, og jeg har været ude og gøre risten på vejen fri for is, så smeltevand kan rende frit. Snart kan vi se veje og cykelstier igen. Måske kan jeg snart cykle uden at være bange for at møde kantstenen med mit kindben.

Jeg vil savne din skønhed og dit lys. Men jeg længes også mod at få en normal hverdag igen – en hverdag hvor jeg kan stole på de transportmidler jeg er så afhængig af, og hvor jeg ikke behøver at være nervøs for om mine forældre kommer galt afsted.

Måske ses vi igen i år. Men for nu – farvel så længe!

Jeg har baseret min motion på, at jeg kan cykle 20 km på el-cyklen på alle hverdage, og det kan jeg ikke i øjeblikket. I november og godt ind i december kunne jeg godt, takket være pigdæk og stor koncentration. Og mange steder er cykelstierne stadig fine og rene, men ikke i min kommune. Her rydder de sne så sjældent, at sneen nu er blevet til hårde isskorper, som det ikke er til at køre på.

Et par dage før jul opgav jeg at cykle, og håbede på at verden så anderledes ud efter ferien. Det gjorde den desværre ikke, og jeg har også måttet tage offentlig transport på arbejde her efter ferien. Jeg kan godt leve med at undvære motion et par dage og henover en ferie. Men nu er det hverdag igen, og nu er det pludselig 2 uger siden jeg har rørt mig ordentligt.

Igår tog jeg bus 184 fra Nørreport til Virum, og hele vejen inde fra byen og ud til Lyngby kunne jeg se flotte rene cykelstier. Jeg blev helt misundelig. Hvor er det dog frustrerende at blive forhindret i at motionere, bare fordi denne ene kommune ikke prioriterer renholdelse af cykelstier. Det koster mig i kr. og ører det dobbelte at tage på arbejde uden cykelturen, og nu er jeg også nødt til at overveje at have udgift til motionscenter for at få min motion.

Jeg håber at weekendens varslede plusgrader kan gøre det af med noget af isen, så jeg igen kan komme på cyklen i næste uge. Gu’ ved hvordan Lyngby-Taarbæks borgmester egentlig selv kommer på arbejde, nu hvor han har skiftet borgmesterbilen ud med cykel?

Det er på sin vis ret flot med sneen; det er smukt som det ligger på de nøgne grene på træer og buske. Men sidste vinter sidder stadig i kroppen. En lang vinter, hvor der var sne i månedsvis. En vinter hvor jeg igen og igen måtte bruge 2-2½ time på at komme på arbejde og det samme hjem igen. Og en vinter hvor jeg pakkede mig ind i skibukser og 5 lag tøj på overkroppen og kæmpede mig på el-cykel fra Virum til Hellerup Station på cykelstier som var glatte og ujævne af sne og is. Det var en hård vinter, og jeg tager mig i at blive modløs af at se sneen vælte ned igen.

I år har jeg ellers gjort endnu mere for at klare vinter-hverdagen. Idag har min mand sat pigdæk på el-cyklen, og på min prøvetur på vejene i området gik det væsentligt bedre end sidst jeg var ude og køre i sneen. Jeg har også opgraderet på tøj-fronten. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig er afhængig af at cykelstierne er ryddet, at togene kører og at busserne kører. Det er en frustrerende følelse at have den her pligt til at møde på arbejde uanset hvordan vejret er. Man SKAL bare finde ud af at komme på arbejde, lige meget om himmel og jord står i et og alle transportmidler svigter. Jeg skal også nok komme derud, men de dage hvor transporten har stjålet 4-5 timer af ens døgn synes man ikke at man får meget ud af dagen. Det er ret deprimerende. Ganske vist kan jeg arbejde hjemmefra af og til, men det er jo kun når der ikke er møder og andre ting på kontoret.

Det hjælper jo heller ikke på situationen, at det med snerydning af vejene er blevet en mere sjælden ting. Vores vej er en privat vej, som vi selv skal rydde for sne. Vi har så indgået en aftale med kommunen om at de alligevel kommer og rydder vejen for sne mod betaling. Det gør de bare ikke. I hvert fald ikke i et omfang, så vejen er synlig. Heller ikke vejene omkring os er ryddet, og da jeg var ude tidligere idag var INGEN cykelstier ryddet. Måske er det fordi det sner næsten konstant, men standarden er helt klart blevet forringet over de sidste par år. Det er nok krisetiderne og kommunernes dårlige økonomi der er årsagen, men spørgsmålet er hvad det koster samfundet at vejene ser sådan ud. Jeg tænker ikke så meget på bilerne, men cykler og fodgængere har en væsentlig højere risiko for at falde og slå sig – det må man kunne mærke på landets skadestuer. Jeg er også selv bange for at falde og brække en arm eller et ben.

I den uge der lige er gået har jeg været syg, så når jeg imorgen tidlig skal afsted på arbejde er det første gang siden den første snevejrsdag, hvor jeg sejlede rundt i 7. gear. Jeg kan mærke at jeg er nødt til at se det som en udfordring – jeg skal simpelthen i kamp med vinteren. Det gør mig næsten træt på forhånd at tænke på hver eneste dag som en kamp alene i forhold til transport til og fra arbejde. Men det er den eneste måde jeg kan tænke konstruktivt på det. Nu er jeg godt rustet med pigdæk og god beklædning – og i skrivende stund er min mand lige kommet op fra kælderen med en hjemmelavet støvleknægt der skal hjælpe mig med mine ellers meget genstridige støvler når jeg kommer hjem fra kamp. Det skal nok gå alt sammen. Det er det jo nødt til.

Det blandede og kolde vejr sætter sit mærke på folk omkring mig. De er simpelthen begyndt at blive syge. Rigtig mange på jobbet har lagt sig, og andre går rundt med hæse stemmer og snøftende næser.

Jeg selv holder stand. De sidste par uger har der flere gange været optræk til en forkølelse – ondt i halsen og mat fornemmelse. Jeg har så skyndt mig at drikke en masse kamillete, og dagen efter er det gået bedre. Jeg håber at jeg fortsat kan holde smitstofferne fra kroppen midt i al den hosten og nysen der er omkring mig.

Morgen- og eftermiddagscykelturene tager på energien, og jeg føler mig forkommen når jeg kommer hjem efter dagens 20 km i det vejr. Det gyser i mig ved tanken om at det kun er starten – jeg husker kun alt for godt sidste vinter, hvor jeg i månedvis cyklede med skibukser udenpå bukserne og 5 lag tøj på kroppen i endeløs frost og sne. En lille tur til Mallorca om ikke så længe kan forhåbentlig lade batterierne godt op.