Testkørsel

I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Ferien har primært handlet om at slappe af, men jeg har også brugt lidt tid på at gøre klar til at arbejde et nyt sted fra på onsdag.

Jeg skal ikke længere arbejde i København, og kommer fremover til at cykle en helt anden rute til arbejde. Noget af vejen kører husbond idag, når han skal på arbejde, så jeg var rigtig glad for at han gerne ville cykle turen til min nye arbejdsplads sammen med mig, så jeg kunne lære vejen at kende.

Testturen gik godt og jeg fik værdifuld information. Jeg var 40 minutter om turen, og den var 14 km. lang. I forhold til den vej jeg har kørt de sidste 4½ år, udgør den nye rute næsten det halve i både km. og minutter. Turen var meget anderledes på en række punkter.

Ruten foregår i et mindre bypræget miljø end jeg er vant til. Antallet af lyskryds kan tælles på 1 hånd. Det må alt andet lige påvirke gennemsnitshastigheden. Det betyder også, at der ikke er så mange pauser. Der er store, fine cykelstier, godt adskilt fra bilerne, uden huller og ingen vejarbejde. Noget af ruten er supercykelsti, hvor der er gjort ekstra meget ud af det. Umiddelbart føltes det som en stor luksus, i forhold til hvad jeg plejer at køre i.

En stor andel af de 14 km. foregår langs skov og mark, hvor der ikke er gadebelysning. Det bliver en ny oplevelse i vinterhalvåret, og kommer til at kræve mere af reflekser, lys på cyklen mv. Der er dog lys lagt ned i selve cykelstien, så helt mørkt bliver det ikke.

Da jeg kørte testturen var der vind fra vest, som i teorien burde have givet mig side-modvind den ene vej, og side-medvind den anden. I stedet oplevede jeg det som direkte modvind både ud og hjem på de åbne stykker, og da der kom regn kunne jeg mærke, at det ville komme til at føles mere barsk end kørsel i villakvarterer. Men det kommer også til at blive en stor naturoplevelse på en sommerdag at cykle den vej.

At cykle sådan en rute på en hverdag midt på dagen er måske ikke helt sigende. Til daglig komme jeg til at køre i mylretiden. På grund af de få lyskryds og den gode adskillelse fra bilerne gætter jeg dog på, at den nye vej til arbejde kommer til at indeholde færre konflikter med andre trafikanter. Det ville være dejligt at skrue ned for den stressfaktor.

Den rute vi prøvede af i tirsdags var den, der på papiret er kortest. Der er dog andre ture, som kun er en anelse længere. Hvis det bliver et problem med vejrpåvirkningen på de åbne stykker eller at køre på stykkerne uden gadebelysning, så kan jeg køre den anden vej.

Det er 2½ år siden at jeg købte min el-cykel, og batteriet begynder at have en mærkbart kortere rækkevidde. Siden jeg flyttede til Birkerød har jeg ikke kunnet komme hele vejen både til og fra arbejde på samme opladning, og har derfor været nødt til at lade batteriet op på arbejde. Henover denne vinter har det på dage med frost været svært at klare bare den ene tur på 24 km. På testturen til det nye arbejde kørte jeg ud og hjem på samme opladning, men var nødt til at køre på nedsat motorkraft på næsten hele hjemturen for ikke at ‘løbe tør for benzin’. Jeg håber at jeg kan få lov til at oplade mit batteri på mit nye arbejde. Hvis ikke skal jeg overveje alternativer som at købe nyt batteri eller helt ny cykel.

I fødselsdagsgave havde jeg ønsket mig en ny jakke til at cykle på arbejde i, som havde en mere iøjnefaldende farve og gerne med reflekser på. Det var desværre svært at finde den rigtige kombination, men husbond forærede mig en jakke meget lig den jeg har, bare i en skrap lyserød farve. På nettet fandt jeg nogle gode reflekser i kreativt design, som man selv kunne stryge på. Det fik jeg også gjort i denne ferie. Når man cykler på arbejde hver dag året rundt kommer det til at fylde meget i hverdagen, så det var skønt at føle sig helt klædt på til den nye hverdag.

Lignende indlæg:

Skoven larmer

For nogle år siden arbejdede jeg i et flyselskab, og i den forbindelse havde jeg mulighed for at købe charterrejser med personalerabat. Jeg var på Mallorca en del gange i de år, og et par gange boede jeg på hoteller, der lå lige ud til Middelhavet.

Midt i denne luksuriøse beliggenhed slog det mig, hvor meget lyd der kommer fra vandet. Jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp, og hvis det blæste lidt op var lydniveauet så højt, at man skulle være ganske tæt på hinanden i lejligheden for at kunne tale sammen, når vinduer og døre var åbne.

Denne oplevelse tænker jeg på i disse dage, hvor det blæser meget. Jeg bor nu meget tæt på en skov, og det kan høres. I går aftes lød det simpelthen som om der kørte et tog forbi helt tæt på huset, og her til formiddag kan man også høre skoven bruse selv med lukkede vinduer.

Hvis der virkelig var et tog, der kørte helt tæt forbi huset, ville man nok irritere sig over lyden. Men når det simpelthen er naturens lyde er det noget andet. Det er dejligt at være tæt på naturen, og til en vis grad er det også beroligende at lytte til naturen.

Når det virkelig blæser til, kan jeg dog godt få vis uro. Det handler nok mest om at jeg bliver bekymret for at taget blæser af, eller at der sker andre voldsomme ting som følge af blæsten. Det er sket flere gange, at jeg har haft svært ved at falde i søvn når det blæser meget.

Jeg prøver i stedet at tænke på det som lyden af stor luksus – ligesom beliggenhed ved havet.

 

Lignende indlæg:

Vintertur i sommerdæk

I sidste uge var Mads og jeg en lille tur til Stralsund efter samme model som sidste år. Det var en herlig tur, denne gang helt uden migræne. Vi nød byen og hotellet i fulde drag. Vi fik shoppet, besøgt hyggelige caféer, spist lækker mad og slappet af i hotellets lækre wellness-område.

Adina kom på ferie hos Mads’ søster og hendes familie, og de hyggede sig gevaldigt. De gik masser af ture, legede og kælede, og Adina var aldrig alene. Hun kom hjem og var godt fyldt med indtryk og temmelig træt, og familien havde haft en hyggelig oplevelse.

Da tiden så kom til hjemturen blev det pludselig vinter. Da vi kørte i land i Gedser var det tørvejr og 6 grader, men efterhånden som vi kørte nordpå begyndte en snestorm lige så stille. Vi havde ikke fået skiftet til vinterdæk endnu, og var derfor meget forsigtige. Vi stuvede vores bagage sammen i bilen så vi kunne hente Adina på vejen, og kom hjem i god behold.

Næste morgen vågnede vi til 30-40 cm. sne og brugte de 2 første timer af dagen på at skovle sne på vores lille vej sammen med naboen, så man kunne komme ud med en bil. De sagde at det kun var 2. gang på de over 20 år de havde boet der, at det havde været så hårdt arbejde at gøre den lille grusvej klar til at man kunne køre ud.

I løbet af søndagen og dagene efter udrullede der sig et sandt raseri på Facebook og nyhedssider over folk der kørte i de vinterlige tilstande uden vinterdæk. Der var åbenbart mange, der følte sig stærkt generet af bilister i sommerdæk, og der var en meget aggressiv og fjendtlig retorik fra flere Vrede Mænd. Det var ikke særlig sjovt at læse, når man selv var en af dem der måtte tage turen op gennem Sjælland på sommerdæk.

Bagefter har jeg egentlig undret mig en del over den voldsomme vrede. Når man oplever trafikken i sådan en ekstrem situation som det snefald der kom i weekenden, synes jeg der er mange ting der kan være farlige. På motorvejen var der f.eks. en del der overhalede os i høj fart, hvilket resulterede i store mængder vand og ’slush’ på vores forrude. Det sendte vores vinduesviskere til tælling. Sådan en adfærd har jo ikke noget med sommerdæk at gøre, men måske nærmere den aggression og egoisme, som De Vrede Mænd står for.

Vores tur til Tyskland er et eksempel på, at selv for fornuftige mennesker, der har vinterdækkene stående i carporten og kan sætte dem på med 45 minutters varsel, kan det ske at man havner i en snestorm på sommerdæk. De Vrede Mænd ville måske hævde, at vi burde have skiftet dæk inden vi tog afsted, fordi der var blevet varslet sne tidligere på ugen. Men der er jo en grund til at man ikke kører på vinterdæk hele året, og den grund handler om at sommerdæk har bedre egenskaber så længe temperaturerne er over et vist niveau.

Jeg synes den debat var helt ensidig og tabloid-agtig. Jeg er skuffet over at flere af mine Facebook-venner nedlod sig til at deltage i den. Det duer simpelthen ikke at sprede så meget vrede og had over så ensidigt et emne.

Jeg synes vi er nødt til at give hinanden lidt mere råderum til at leve. Det er helt urealistisk i dagens Danmark at forvente, at alle er perfekte og rettidige. Der er SÅ mange ting, som man i dagens Danmark skal huske og have styr på. Det kan godt være at De Vrede Mænd både har fået vinterdæk på og skruer i deres nummerplader, men har de husket at bruge tandtråd og sætte sig ind i detaljerne om den kommende afstemning om retsforbeholdet? Man skal ikke kaste med sten når man bor i glashus, og faktisk tror jeg de fleste af os bor i glashus – der er altid et eller andet vi kan gøre bedre.

Det er heller ikke godt for De Vrede Mænd selv at dyrke den vrede. Jeg kender det fra mig selv: når jeg bliver vred i trafikken eller en anden sammenhæng, har jeg en dårligere dag. De Vrede Mænd skulle prøve at finde en indre ro, så de kan have større tolerance overfor andre mennesker. Så kan de også tilgive sig selv, hvis de en dag skulle komme til at aflevere en biblioteksbog for sent.

Lignende indlæg:

Adina på flugt

I fredags stak Adina af på en tur med sin hundelufter. Der havde været torden om morgenen, men det var klaret op og blevet solskin. Midt i Søllerød Kirkeskov, midt i en dejlig badetur med alle de andre hunde, kom der alligevel et tordenskrald, og så løb Adina sin vej.

Hundelufteren ringede straks til mig, og vi aftalte at hun forsøgte at lede på de forskellige parkeringspladser omkring skoven. Efter en time var Adina endnu ikke fundet, og jeg havde efterhånden en knugende, væmmelig fornemmelse i maven. Måske var det sidste gang jeg havde set min hund, da jeg sagde farvel til hende i morges? Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at arbejde, og besluttede at tage hjem for at deltage i eftersøgningen. Det var min chef heldigvis med på. Mads tog også fra arbejde, og mine forældre tog bilen og var med.

Jeg tog min cykel med toget til Virum Station og gik i gang med at gennem-trawle Geels Skov, som ligger lige ved siden af Søllerød Kirkeskov. Det gjorde godt at handle. Jeg kaldte og fløjtede mens jeg cyklede langsomt igennem både den vestlige og østlige del. Når jeg mødte andre hundeluftere spurgte jeg om de havde set hende, men det var der ingen der havde. Alle var søde til at love, at de ville ringe til telefonnummeret i hendes halsbånd, hvis de skulle se hende.

Samtidig kørte Mads til Søllerød Kirkeskov og gjorde det samme. Hundelufteren og min far gik også der hvor hun var blevet væk, mens min mor holdt vagt hjemme i vores hus, så der var nogen hvis hun skulle dukke op der. Mads ringede også til sine forældre og aftalte at de skulle se efter hende i skoven ved siden af hvor vi bor; Bistrup Hegn. Alt i alt var vi 7 mennesker der ledte, og vi fik hjælp af hundeflokken Adina havde været ude med, og de mennesker vi mødte rundt omkring.

2½ time efter at Adina var løbet sin vej ringede min telefon. Det var en ældre dame, der fortalte at hun stod med en sød og tillidsfuld hund, der rigtig gerne ville indenfor. Damen boede i Nærum, få kilometer fra området vi gik og ledte i. Det viste sig, at hun boede tæt på hundelufterens tidligere bolig, hvor Adina har været passet adskillige gange og boet i en periode inden hun flyttede ind hos os.

Den søde dame var selv hundeejer, og stod lige netop og skulle til Geels Skov med sin hund. Vi aftalte at mødes på parkeringspladsen. Jeg skyndte mig at sprede budskabet om at Adina var fundet, og lettet cyklede jeg hen til mødestedet. Få minutter senere så jeg en lille bil med en stor hvid hund siddende på forsædet rulle ind på parkeringspladsen. Kort efter kom Mads og min far, og lidt senere også hundelufteren. Alle var lettede, og mavefornemmelsen noget bedre. Andre hundeluftere på vej hen til deres biler råbte begejstret, at schæferen var fundet.

Vi lærte mere om Adinas adfærd af denne episode. Adina er generelt utryg ved torden og fyrværkeri, og det er meget tydeligt at hun søger fysisk tryghed; hun lægger sig under borde og ind i brusekabiner. Det virker som om, at hun tror at hele verden er ved at falde ned over hende. Det var også det hun havde gjort denne gang, ved at søge hen til det nærmeste hus hun kendte. Vi var på sporet ved at lede på parkeringspladser og ved vores tidligere og nuværende hus. Men det var jo mere oplagt for hende at søge hen til det hus, hvorfra hun adskillige gange har gået tur hen til den skov hun befandt sig i.

Det er selvsagt frygteligt for alle parter, at denne situation opstår. Det er synd at hun er så bange, og det er farligt for hende at løbe skrækslagen rundt, helt irrationel. Hendes mennesker og pårørende er frygtelig bekymrede. Hvis det værste skulle ske, at hun bliver kørt over, vil det også være belastende for et vildt fremmed menneske.

Vi glæder os over, at der ikke er sket hende noget fysisk. Det er sket et par gange før, at hun har været stukket af, og alle gangene har hun krydset større, trafikerede veje uden at komme noget til. I mit stille sind håber jeg på, at hun har en fornuftig færden, men det er jo ikke til at vide.

Hele weekenden har Adina været temmelig påvirket af episoden. Når det har regnet eller der har været lyde fra fly har hun været meget stresset, rendt i hælene af mig og Mads, og været modvillig når vi skulle ud og gå tur. Og når hun har kunnet slappe af, har hun været enormt træt. Vi forsøgte at gøre weekenden så rolig som muligt ved at være så meget hjemme som muligt og forholde os roligt. Forhåbentlig er det snart slut med tordenvejr – så skal vi i gang med lydtræning for at forsøge af af-sensibilisere hende.

 

Lignende indlæg:

Før sommerferien 2015

Det har været en kold maj og en kold juni måned. Planter og blomster er slet ikke på samme stadie som sidste år, og majsmarkerne har slet ikke den højde de normalt ville have på denne tid af året. DMI udsendte i slutningen af juni en månedsprognose, der ikke var alt for optimistisk. Men knap var juli startet, så kom der en flok sommerdage. Vi må nyde det så længe det varer.

I vores familie har vi ferie sent på sommeren. I år stod Mads bagerst i køen, da der skulle fordeles ferie på hans arbejdsplads, og faktisk kommer vi til at have 2 af ferieugerne udenfor skolernes sommerferie. Det kunne min arbejdsplads heldigvis godt acceptere, og der er flere fordele ved at have sen ferie. Vejret er relativt tit godt i august, og der er lidt mindre pres på faciliteterne; kortere kø til ishuset og nemmere at få bord på caféer. Jeg nyder at have noget at se frem til. Desuden kommer efteråret, der ellers tit føles som et langt stræk hen til fridagene i julen, til at føles lidt kortere.

Indtil vi skal have ferie, klarer vi hverdagen i et ferieramt miljø. Vi nyder at gaderne er mindre trafikkerede. På mit arbejde går aktivitetsniveauet væsentligt ned, mange ting er udskudt til efter ferien. Jeg håber det samme sker på Mads’ arbejde, hvor deres verden til hverdag er ved at gå under af travlhed. Efter en aktiv juni er der nu ingen sociale arrangementer, og vi kan vende os indad og nyde sommer-fyraften ved at lege med hunden, slå græs, spise is og sidde ude når det er vejr til det.

Når vi er hjemme mens alle andre har fri, er det også tid til en anden tilbagevendende syssel: pasning af andres hjemmefront. I denne sommerferie skal vi passe en undulat, en guldhamster, se til svigerforældrenes hus og have et halvt øje på teenage-nevø, som er nødt til at blive hjemme alene, mens familien tager på sommerferie i Italien – der er nemlig skoleperiode i hans lærlingeuddannelse.

Når kalenderen viser august, er det så vores tur til ferie. Igen i år går turen op til vores sommerhus i Gilleleje. Så er det tid til at høste frugten af det hårde slid i påsken, hvor vi byggede en ny træterrasse. Det bliver en helt anden oplevelse at leve udendørslivet, når vi har sådan en fin terrasse at være på, og vi har glædet os lige siden april. Det har været et særdeles hårdt år med både flytning og for Mads ekstra stort arbejdspres. Vi trænger virkelig meget til at slappe af og lade op i trygge og smukke omgivelser.

I øjeblikket siger jeg ”god ferie” til alle dem der drager afsted. Når de kommer tilbage, kan de se misundeligt på at jeg siger farvel og går på ferie. Eneste ulempe er, at når jeg selv kommer tilbage på arbejde efter ferie, har arbejdspladsen været oppe i omdrejninger i flere uger. Det er nok ikke muligt for mig at starte ferie-hjernen langsomt op, som man ellers anbefaler. Jeg har dog lagt en aftale ind i min arbejdskalender mandag formiddag, så der er tid til at få læst mails og indhente diverse efter ferien.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om veje og stier

Det er blevet vintervejr, og vi skal have hverdagen til at fungere med de forhindringer det giver, at der ligger sne allevegne. En særlig problematik bliver nu igen aktuel: kassetænkning vedr. snerydning på veje og stier.

Det er kommunernes ansvar at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på de offentlige veje, altså dem som bilerne kører på. Cykelstierne tager de sig også af, men først når de har klaret vejene. Derefter har de fyraften.

Enhver blind villavej og også gennemgående veje, hvor der ikke ligger en offentlig institution, kan være privat vej. Det har forskellige konsekvenser for dem der bor der. Grundejeren har ansvar for vedligeholdelse af vejen – herunder snerydning. Til gengæld kan grundejeren ikke råde over vej-stykket som var det hans. Han må f.eks. ikke bestemme hvem der må parkere der.

Også alle fortove er et privat anliggende når det kommer til snerydning. Grundejere skal rydde sne på fortovet på den vej man bor på, og hvis man har en hjørnegrund, skal man også passe fortovet på den anden vej, som ens grund støder op til.

Hvis grundejeren ikke lever op til dette ansvar kan han straffes, og han kan sagsøges hvis nogen kommer til skade pga. manglende snerydning.

Nogle grundejere rydder slet ikke sne. Nogen rydder lidt og enkelte fjerne samvittighedsfuldt al sne. Og det kan ikke rigtig være anderledes. Private husholdninger, virksomheder og boligforeninger har helt forskellige forudsætninger for at klare den opgave. Man har ikke pligt til at tage hjem fra arbejde for at rydde sne, og man skal ikke begynde før det er holdt op med at sne. Man har heller ikke pligt til at rydde sne før kl. 7 om morgenen. Alt i alt betyder det, at trafikanter kommer til at opleve et meget blandet føre på private veje og fortove. Man kan gå eller køre 20 meter hvor der er fint ryddet, hvorefter der kommer høj sne, lidt senere måske et lag is osv.

Selvom cykelstierne ryddes dårligere end vejene, er jeg glad for at jeg har min el-cykel med pigdæk på i sådan et vejr. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes til fods i dette vejr, og priser mig lykkeligt for at jeg ikke er et ældre menneske der skal klare sig hen til busstoppestedet med en rollator, eller en mor med barnevogn der skal ned i supermarkedet og handle. Det må virkelig være begrænsende for dem at skulle gå på fortove og private veje i dette vejr.

Her er det så, at jeg synes det er helt indlysende at tænke: hvorfor kunne kommunen ikke rydde sne på private veje og på fortovene? De har udstyret til det, de har viden og planlægnings-apparatet igang, og de ved hvordan man ansætter de rigtige mennesker. Men nej, det kan de ikke. Første argument vil nok handle om penge; det er der ikke budgetteret med fordi reglerne er som de er – grundejerne skal klare den del af snerydningen.

Opgaven skal jo løses alligevel, og et eller andet sted har borgerne udgift til det alligevel, om det så handler om at hyre nogen privat til at gøre det, eller om det er i form af dyrebar tid på job eller med familien der i stedet bliver brugt på at rydde sne. Det MÅ da være mere effektivt at udnytte stordriftsfordelen og lade kommunen (eller hvem de nu vælger at udlicitere til) løse opgaven.

Det er kassetænkning, når det er værst. Man skubber udgifter og ulempe over på borgerne for at slanke budgetter og mindske den offentlige sektor. Altimens borgerne bliver mere og mere belastede af irrelevante pligter, som kunne klares meget bedre af fællesskabet. Det er en urimelig byrde at lægge på grundejere. Og resultatet; de uensartede og ufremkommelige private veje og fortove, er helt uacceptabelt fordi det er farligt og frihedsbegrænsende.

En af de helt basale grunde til at organisere samfundet i stat og kommuner er vel, at der er visse opgaver som det er effektivt at være fælles om. En af disse opgaver mener jeg er snerydning, uanset om det er privat eller offentlig vej, og uanset om det er fortov, cykelsti eller bilernes kørebane.

Lignende indlæg:

Julen 2014

Det er jul igen, og jeg sidder i min lænestol og hygger mig foran brændeovnen, mens jeg lytter til Tykmesterens Julekalender. Senere skal vi til julefrokost hos Mads’ forældre, men lige nu har jeg en stund for mig selv.

Jeg har glædet mig til julen i vores nye hus. Det gamle hus nærmest kalder på julepynt, og også glasgangen over til tilbygningen har jeg glædet mig til at indrette med lys.

Før det blev december hang jeg fine gaveposer på gelænderet til trappen – det var årets pakkekalender til Mads. Det kom til at se rigtig godt ud. Det har været hyggeligt at se Mads gå op og ned ad trappen for at lede efter dagens pakke, for efterfølgende at sidde på 3. trappetrin og pakke ud.

I starten af december satte vi lys op. Dels kugler og juletræer med LED indendørs i vinduerne, og dels lyskæder på 2 stedsegrønne træer foran huset. Det var sjovt at finde gode nye placeringer til vores julepynt i dagene op til jul. I fødselsdagsgave havde min mor givet mig 24 hvide snefnug, som hun selv havde hæklet og stivet. De kom op i ruderne i fløjdørene mellem de 2 stuer samt i de små ruder i de store vinduespartier. Et juletræ og et par julestjerne-planter fik vi også indenfor, og jeg nød det.

Gaveræset var en blandet fornøjelse. Jeg har ikke så mange at give gave til, og det kom ret nemt til mig med ideer og indkøb. Jeg klarede faktisk det hele ved online-handel. Værre var det for Mads, som havde svært ved at opnå mentalt overskud til at komme igang. Han har en større familie og mange aldersgrupper at købe gaver til. Vi slog en slutspurt ind og klarede det i de sidste dage inden jul, hvilket også betød at indpakning af gaver og andre juleforberedelser blev i sidste øjeblik. Det blev lidt for hektisk til min smag, men jeg overlevede.

Juleaften holdt vi hver for sig i år; Mads hos sin familie og jeg hos mine forældre. Forinden havde vi holdt vores egen lille jul om morgenen, hvor vi gav hinanden gaver. Jeg gav Mads en motorsav med tilbehør og noget tøj, og jeg fik støvler, en PC-skærm og regnsikring til sko.

I juledagene er der altid julefrokoster i vores 2 familier. 1. juledag er det i min familie, hvor min mor og hendes bror skiftes til at holde julefrokosten. I år skulle det være hos mine forældre, men vi besluttede at invitere gæsterne til Birkerød. Min onkel og tante har fulgt interesserede med i vores hussalg og -køb henover året, og de ville gerne se vores nye hjem. Det blev et fin arrangement, hvor min mor stod for al maden og Mads og jeg tog os af de praktiske rammer. Det var rigtig dejligt at holde julefrokost i vores nye store hus. Naturen tilsmilede os endda med sne og solskin, hvilket gav et ekstra pift til julestemningen. Jeg nød at vise huset frem, og jeg tror at alle havde en god dag.

I dag går turen så til Mørkhøj, hvor vi skal holde julefrokost med Mads’ familie. I år skal jeg møde Mads’ faster, som er kommet hele vejen fra Nordjylland for første gang i mange år. Hvis det ellers bliver som det plejer, så skal vi spise en masse mad, og derefter spille banko om nogle fjollede gaver. Det er altid hyggeligt og uformelt.

I år falder julen jo sådan, at der kommer en almindelig weekend efter juledagene. Selvom al aktiviteten omkring jul er dejlig, er det også skønt og ret nødvendigt at have et par dage, hvor der ikke er planer ovenpå en periode med tæt pakket kalender.

Lignende indlæg:

Om at cykle til arbejde hele året

Nøj, hvor er der mange cyklister på cykelstierne i disse dage. Mange flere end normalt. Som jeg bakser mig frem blandt alle de andre cyklister kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad forskellen er på os der cykler hver dag hele året, og så dem der kun finder cyklen frem når det er 25 grader og tørvejr.

Det er ikke så længe siden at jeg var til en familiefest, hvor jeg kom til at snakke med en mand som også cyklede til arbejde. Vi udvekslede erfaringer og begejstring over hvor meget man opnår ved at cykle på arbejde. På et tidspunkt fortæller jeg at jeg har pigdæk på cyklen om vinteren. Så kigger han forskrækket på mig og bedyrer, at han skam ikke cykler om vinteren.

Men hvorfor ikke? Jeg synes virkelig ikke det er noget særlig stort problem, det kræver bare noget udstyr, primært i form af påklædning, og når det er på plads så er det skønt at cykle hele året. Man skal ikke sidde i bilkø, man skal ikke sidde i et proppet s-tog, man har sin fulde frihed og kan parkere alle vegne. Og når man som jeg har valgt at det er den primære kilde til motion, så duer det jo ikke at man ikke gør det hele året. Her er hvad jeg gør, for at være i stand til at cykle på arbejde hele året.

Sommer

Som vejret er i øjeblikket kræver det jo ikke noget særligt at cykle på arbejde. Man skal sådan set bare tage cykelhjelmen på og så afsted. Mit standardudstyr hele året inkluderer også en kædelås til hvis man skal parkere cyklen et udsat sted, en lille pumpe til hvis man skulle punktere men godt kan ‘humpe’ hjem med lidt ekstra luft, og så er det dejligt at cykle med solbriller – især som Storkøbenhavn ser ud i øjeblikket med støvende vejarbejde alle vegne. Jeg prøver også at huske at smøre solcreme på armene og i ansigtet.

Efterår

Når temperaturerne begynder at dale, skal der noget overtøj til. Jeg har et sæt regntøj fra Helly Hansen, som jeg bruger næsten hele året. Materialet er vindtæt, vandtæt og åndbart, hvilket betyder at det er behagelig at have på også selvom det ikke regner. Jakken er derfor min primære jakke til at cykle i. Så behøver jeg ikke at skifte hvis der kommer regn. Regnbukserne tager jeg på hvis det regner, hvis temperaturen kommer under ca. 10 grader eller hvis det blæser meget. De tjener også som beskyttelse af mine bukser. Når jeg ikke har dem på, ligger de i min rygsæk så jeg lige kan hoppe i dem hvis det begynder at regne mens jeg cykler.

Dette sæt tøj bruger jeg en stor del af året. Når temperaturerne bliver encifrede kan jeg supplere med en fleecejakke indenunder regnjakken, så kan jeg klare mig helt ned til frysepunktet. Under hjelmen har jeg et pandebånd som er vindtæt, jeg får nemlig ondt i ørerne allerede ved temperaturer under 15 grader.

Handsker bliver også nødvendigt når vi når ned omkring de 10 grader. Jeg har 2 par jeg bruger på denne årstid: et par ‘uden fingre’ som bare lige giver en smule varme og et godt greb om styret i tilfælde af regnvejr, og så et par som er varmere med windstopper. De kan bruges ned til ca. minus 5.

På fødderne har jeg sportssko med goretex, som er vandtætte – så kan jeg klare de værste regnvejr og alligevel komme på arbejde med kun ansigtet og et par hårtotter våde.

Vinter

Når de rigtige kuldegrader sætter ind, stiller det ekstra krav til beklædningen på cykelturen. Udover omtalte fleecejakke under den vindtætte jakke kan jeg finde på at supplere med skiunderbukser under jeans og regnbukser. Det kan klare rigtig meget, men er også mange lag. Hvis der er varmt på ens arbejdsplads kan det være for varmt at have skiunderbukser på i løbet af dagen.

På de allerkoldeste dage tyer jeg til ski-verdenens metoder. Jeg har skibukser og en skijakke, som holder mig varm ned til minus 15 grader. Dertil skihandsker med dunfyld. Lidt fedtcreme på kinderne gør underværker – den bidende følelse af frost kan næsten ikke mærkes. På fødderne har jeg enten mine goretex-støvletter eller mine store Sorel-vinterstøvler. Sidstnævnte er dog ikke så fleksible at cykle i, så der kommer jeg til at føle mig lidt som en månemand.

Selve cyklen skal også klædes på til at klare vinteren. Jeg har nu i 2 sæsoner brugt pigdæk, og det har jeg været rigtig glad for. Udover at piggene er rigtig gode til at undgå at man kommer i uføre på isglatte veje, så er dækkenes profil med til at transportere sne og sjask væk, så man står godt fast, ligesom med bilernes vinterdæk. Derudover skal man sørge for at smøre cyklen godt og gerne vaske sjap incl. salt af den en gang imellem – men pas på at der ikke efterlades vand i gearkablerne i frostvejr!

Forår

Det er så skønt når det begynder at blive forår, og man kan begynde at lægge noget af overtøjet. For indrømmet, det er da lidt besværligt at skulle have alt det tøj på. Det tager tid at få af og på, og man bevæger sig ikke helt så frit. Men man skal stadig passe på ikke at smide overtøjet alt for hurtigt. Her er jeg igen glad for mit Helly Hansen-regntøj. Det er så fleksibelt til mange vejrtyper, at jeg ikke behøver ret meget andet overtøj til cykling.

Når temperaturerne er for varme til regntøjet men for kolde til at køre uden overtøj, kører jeg i en tynd, tynd vindtæt jakke. Den er ikke vandtæt, men den tager rigtig meget vindafkøling uden at fylde noget.

Alt det jeg har nævnt her er resultatet af mange års el-cykling i alle årstider. Det har taget tid at finde den optimale kombination, og det er klart at hvis man skal cykle på almindelig cykel vil der være andre aspekter at tage med som f.eks. vindmodstand, den varme man generer selv ved at få højere puls osv. Men nu hvor jeg har min model på plads føler jeg mig godt rustet til alt slags vejr. Det man oftest hører som argument imod at cykle er, at det er surt når det regner. Men hør nu – det er altså bare lidt vand. Som Andy Schleck siger når det har regnet på en etape i et cykelløb: jeg er ikke lavet af sukker! Det er jo ikke fordi man går i stykker af lidt vand i ansigtet, det kan bare tørres af igen når man kommer indendørs.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

En våd aften

Det er ikke særlig tit at jeg gå ud lørdag aften, og det er især sjældent at min mand og jeg går ud og spiser sådan en lørdag aften. I lørdags havde vi dog bestilt bord på Restaurant Cave for at benytte en af de værdikuponer jeg jævnligt køber på Downtown og Sweetdeal o.l. Det blev ikke helt som vi havde forventet.

Det var første dag i Tour de France og en regnvejrsdag, og vi havde aftalt at vi ville have os det, som de i komedie-serien Klovn kaldte en pjække-hyggedag. Ikke at vi pjækkede fra arbejde, men vi lod hus- og havearbejde ligge og pligter være pligter. Vi havde simpelthen planlagt at dagen skulle tilbringes i sofaen foran flimmeren i behageligt tøj og med snacks og gadgets indenfor rækkevidde. Og om aftenen skulle vi så ud og spise, så ikke engang aftensmad og opvask skulle belaste os – en dag helt fri for pligter.

Om aftenen tog vi så ind til byen. Vi parkerede i Borgergade og gik hen til restauranten i St. Kongensgade lidt før kl. 19. Det begyndte at regne lige som vi trådte ind ad døren, hvilket ikke kom bag på os. Vi fik vores bord og bestilte drikkevarer: mangojuice og kildevand. Menuen var forudbestemt ved købet af tilbuddet fra Downtown, og mens vi ventede på forretten tordnede det voldsomt udenfor – det lød næsten som pistolskud i gaden.

Der kom lidt flere gæster efter os, og på et tidspunkt sagde nogen ”vi lukker lige døren” da de kom ind. Der var begyndt at komme vand ned ad trappen til restauranten, som ligger i kælderen. Der blev grinet lidt og vi tænkte at det var godt vi ikke sad tæt på døren, da vi fik vores forret.

Ud af vinduerne kunne vi se at der begyndte at være meget vand oppe på vejen, det var især tydeligt når der kørte en bil forbi: vandet stod et godt stykke op ad hjulene. Nu begyndte det at gå op for os at det var en lidt mere alvorlig situation.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=exZkCn8nHCA[/youtube]

Her er en video som Mads optog inde fra restauranten ud mod St. Kongensgade, den viser lidt om hvor meget vand der var i gaden.

Vandet begyndte at løbe kraftigere ind ad den lukkede dør, og i løbet af kort tid fossede det ind som fra et vandfald. Udenfor døren i trappeskakten stod vandet ca. 1 meter op ad døren. Både gæster og personale begyndte at tage billeder og videoer af vandet, og det dækkede hurtigt hele klinkegulvet. Vi satte tasker og sko op på borde og i vindueskarme og satte fødderne op i nabostolen.

Billedet her er desværre ikke så skarpt, men jeg håber man kan se hvordan vandet står som en stråle ind ad den lukkede dør. Måske kan man også se at vandet stod højt i trappeskakten udenfor.

Da strømmen gik, indså vi at vi ikke ville få den 5 retters menu som vi kom for. Restaurantens personale begyndte at skænke ekstra vin og serverede lidt brød for de senest ankomne, men nu vidste vi godt at vi skulle have fødderne ned i det kolde vand på gulvet og ud af bygningen på et eller andet tidspunkt. Tankerne begyndte at handle om hvordan vi skulle komme ud og hvordan der mon så ud ude i gaderne. Personalet sagde at hvis man ville gå så kunne man komme ud af bagdøren, og lidt senere sagde de at nu måtte vi nok hellere se at komme ud mens vi kunne. På det tidspunkt stod der ca. 10-15 cm. vand over hele restaurantens gulv.

Første beslutning: skal jeg gå i bare tæer eller i mine dyre MBT-sandaler med ruskindsindtræk? Det blev bare tæer. Meget mærkelig fornemmelse at gå på bare tæer i en baggård man slet ikke kender, ud på St. Kongensgade som man ikke kunne genkende, og så stå der og skulle man finde ud af at komme hjem derfra.

Det regnede og tordnede stadig kraftigt, og vi var i vores bare tæer, korte bukser, t-shirts, havde sko og taske i en sort sæk som restauranten havde udleveret og så en paraply. Vandet stod ca. 10-15 cm. højt i gaden og der var biler der var gået i stå midt på vejen. Nu skulle vi så finde ud af hvor vi skulle gå hen. Vores bil holdt i nabogaden, og der var ca. 15 km. hjem.

I første omgang løb vi over gaden til en port som stod åben. Her var ikke oversvømmelse til at starte med. Spørgsmålet var om vi ville kunne køre hjem i vores bil, eller om vi skulle traske i vandet hen til en station, og kunne togene i det hele taget køre. Selvom jeg havde en smartphone i lommen var vi ikke i stand til at danne os et overblik over trafiksituationen, så jeg ringede hjem til mine forældre for at høre om de kunne se på TV2 News el.l. om der var nogen beredskabsmeddelelser eller information om hvorvidt man kunne køre på vejene.

Mine forældre var lidt overraskede over at høre sådan en melding fra os, for i Virum, hvor både de og vi bor, havde det slet ikke regnet. På dette tidspunkt var der gået 1 time fra vi trådte ind ad døren på restauranten til dette regn-kaos. Min far undersøgte forskellige kilder og ringede derefter tilbage til os: der var ingen meldinger om oversvømmelser eller veje man ikke kunne køre på. På det tidspunkt begyndte det at hagle, så jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde i telefonen. Den næste beslutning blev at vente til regnen tog lidt af, og så gå hen til bilen. Der ville vi trods alt kunne holde os tørre og varme, også selvom vi ikke ville kunne køre.

Mens vi ventede på at regnen skulle tage af, kom der flere mennesker ind i porten. Folk som havde haft de samme oplevelser som os på kælder-restauranter. Nogen havde hørt i radioen at man advarede mod brønddæksler der kunne skyde op pga. vandmasserne. Der løb nogle mennesker frem og tilbage med hvad der lignede sække med ris – vist for at bruge dem som sandsække op imod døre hvor der fossede vand ind. Det virkede omsonst, lidt senere kom de sejlende ned ad vejen.

Vi stod i porten i ca. en halv time før regnen blev lidt mindre kraftig og vi besluttede os for at finde hen til vores bil. Vi kunne gå igennem baggården dermed skyde genvej hen til Borgergade. Da vi kom ud i Borgergade var der næsten lige så meget vand, og der holdt en brandbil. Lidt længere op mod Gothersgade, hvor bilen stod, var der dog ikke nær så højt vand og da vi var kommet ind i bilen besluttede vi ret hurtigt at vi ville prøve at køre stille og roligt.

Gadebilledet var præget af brandbiler med udrykning og slukkede trafiklys. Der lå vand mange steder på kørebanerne, men ikke i samme højde som i St. Kongensgade. Lige så stille kørte vi hjemad over Østerbro, Hellerup og Skodsborg, hvor vi troede vi var sikre, for derefter går det kun opad. I radioen kunne vi høre at politiet frarådede at man kørte ud, men vi havde ikke så meget valg i vores situation. Da vi nåede til Nærum var vi meget tæt på hjem, men desværre stødte vi der på en kæmpe vandpyt vi ikke kunne køre igennem, så vi var lige nødt til at køre en omvej over Gl. Holte.

Det tog os omkring 45 minutter at komme hjem, ca. det dobbelte af normalt. Men hjem kom vi, og så ventede det næste spørgsmål: var vores kælder mon oversvømmet? Det var med betydelig lettelse at vi kunne konstatere at det var den ikke. Kl. 22 havde vi vasket det blandede regn- og kloakvand af os og var kommet i noget tørt tøj. Roen faldt på, og adrenalinen forlod kroppen. Nu kunne vi mærke trætheden og sulten – vi havde jo ikke fået anden aftensmad end den lille forret på restauranten. Det blev til lidt koldskål, brød med pålæg og nogle chips. Og så på hovedet i seng med nogle hoveder fulde af undtagelsestilstand og nødberedskab.

Med en frisk bemærkning kan man sige, at så kan vi lære at blive hjemme i vores forstadsidyl som vi plejer lørdag aften, og ikke at gå ud at spise og sådan noget pjat. Der skete jo ikke noget med os – vi fik os en lidt speciel oplevelse og beskidte tæer, det overlever vi nok. Men jeg tænker på den restaurant-ejer vi forlod, som står med et forretningslokale der var helt oversvømmet. Hvornår mon hun igen kan åbne butikken, og hvad mon det koster hende i hårdt arbejde og finansielt at det her er sket? Og sådan er der jo nok masser af små butikker der står i en dum situation. Jeg tænker også meget på de mennesker som rent privat står vandfyldte kældre med store ødelæggelser til følge. Det er jo alvorligt nok, især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

Lignende indlæg: