Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på nogen – men gør det alligevel

Efter at jeg har skrevet min indlægs-serie om hvorfor jeg ikke kan stemme på de forskellige partier der stiller op til folketingsvalget 2011, står det klart for mig, at jeg ikke finder et parti som jeg kan gå 100% ind for. Den flittige læser af bloggen vil vide at jeg har skrevet om alle de partier, der stiller op. Men det kan ikke komme på tale IKKE at stemme. Jeg kan se at jeg i mine indlæg har svinget imellem at sige min mening om overordnet menneskesyn og detaljer i de enkelte emner, men jeg tror kriteriet må være mere generelt, hvis jeg skal kunne beslutte mig for et parti at stemme på.

Det er vigtigt for mig at stemme på nogen, som vil det godt for ALLE mennesker i Danmark. Vi skal alle have lov til at være her. Også indvandrere, dem der betaler topskat, dem der har en virksomhed, dem der går på arbejde, dem der tror på Gud og dem der ryger. Jeg bryder mig ikke om dæmonisering af grupper af befolkningen. Det skal være et parti som kan rumme mange forskellige slags borgere og forstå at der er mange aspekter på de forskellige emner.

Hele venstrefløjen taler simpelthen ikke til mig. De inddeler befolkningen i ‘venner’ og ‘fjender’. Jeg føler ikke at jeg hører til i kategorien ‘venner’ fordi jeg ejer min bolig, fordi jeg betaler topskat eller fordi jeg ikke har børn. Og det er ikke fordi jeg ikke vil bidrage til samfundet, jeg betaler skam al den skat jeg skal – også den som man selv frivilligt skal komme med. Jeg tilgiver aldrig Poul Nyrup for at ramme mig med Pinsepakken dengang min månedsløn var 14.400 kr. og jeg havde 1.600 kr. til mig selv hver måned – mit mest konkrete eksempel på at inddeling af borgerne i ‘venner’ og ‘fjender’ ikke holder.

Højrefløjen virker mere rummelig på mig, og jeg er også mere tryg ved økonomien i deres hænder. Men blandt de yderste partier, DF, Venstre og Liberal Alliance, tvivler jeg på hjertevarmen, og den betyder meget. Det efterlader mig med Radikale, Kristendemokraterne og Konservative.

De konservative føler jeg mig hjemme hos, men jeg synes ikke de taler så meget om de emner jeg synes er vigtige. Måske er det en falsk tryghed jeg føler ved det parti. Radikale virker noget mere moderne, og jeg føler også at de bedre forstår min livssituation. Hele debatten om multimedieskatten er et eksempel på, at jeg synes flere partier slet ikke forstår den hverdag på arbejdsmarkedet som jeg og andre vidensarbejdere har. På den anden side kan de Radikale også godt virke lidt bedrevidende på mig, og det kan jeg ikke lide. Kristendemokraterne har nogle gode værdier, men kan de stå distancen når det kommer hele spektret af folketingets emner? Og kan de overhovedet blive valgt?

Jeg har simpelthen ikke besluttet mig endnu. Men det må jeg jo hellere tage at gøre, for det er imorgen jeg skal sætte mig kryds. Måske jeg skulle kigge lidt mere på partiernes holdninger på Folketingets valg-sider.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Konservative

Sidste parti i min række af indlæg om de politiske partier, som stiller op til folketingsvalget 15. september 2011, er Konservative. Jeg har før stemt på Konservative. Mere end 1 gang. Indtil nu har Konservative i mit hovede repræsenteret nogle værdier som er vigtige for mig:

  • respekt for andre mennesker og andre synspunkter
  • at holde hvad man lover
  • omsorg for dem der ikke kan klare sig selv
  • en fast hånd når det gælder økonomi

I forbindelse med disse skriverier har jeg været inde på alle partiernes hjemmesider for at checke om mit eget indtryk af de enkelte partiers politik holder stik. Heldigvis kan jeg konstatere at jeg følger rimelig godt med, jeg fik bekræftet de fleste af mine antagelser. Men når det kommer til Konservative, er det ikke ovenstående der står øverst.

I en artikel på hjemmesiden, som har været bragt i Jyllands-Posten, beskriver Carina Christensen Det Konservative Menneske, og her er jeg kun delvist med. Erkendelsen af at være en gruppe af meget forskellige mennesker kan jeg fuldt ud identificere mig med, og omsorgen for de svage i samfundet føler jeg også stærkt for.

Men når det kommer til mantraet om Gud, Konge og Fædreland står jeg af.

Gud:

Jeg er ikke religiøs og føler ikke at nogen som helst gud skal spille en rolle i dansk politik. Jeg går ind for et ureligiøst samfund, hvor man ikke kan retfærdiggøre sin adfærd med henvisning til religion.

Konge:

Jeg kan godt lide det danske kongehus og mener at det betyder meget for Danmark og borgerne at have disse mennesker at samle sig om. Men nogen særlig politisk betydning har de jo ikke.

Fædreland:

Jeg synes det er vigtigt at vi føler at vi hører sammen i det danske samfund, og jeg synes også det er vigtigt at blive ved med at bruge det danske sprog. Men i disse globaliserede tider, hvor man er nødt til at kunne sit arbejde både på dansk og på engelsk, og hvor vi bevæger os på tværs af grænser både fysisk, elektronisk og kulturelt hele tiden, virker det lidt utidssvarende at bruge et ord som fædreland. Og jeg er ærlig talt helt ligeglad med om der ligger kroner eller euro i min pung.

Når man læser videre i Carina Christensens kronik fremgår det også at det ikke er det gammeldags udynamiske samfund de vil have – men de bruger stadig ordene. Og dette med at give samfundet videre til næste generation føler jeg ikke rigtig noget for. Når jeg ser på klimaforandringer og arbejdsmarkedet tænker jeg tit at verden ender på et tidspunkt, vi har sejret os ihjel.

Ligesådan føler jeg mig lidt fremmedgjort når Konservative snakker om tryghed og skattelettelser. Det var ganske vist mest under Lene Espersen at disse udmeldinger kom, men allerede dengang mente jeg bestemt ikke at det var tid til skattelettelser. Så længe kommunerne er så pressede at de ikke har råd til de mest basale ting, så synes jeg ikke det giver mening at begynde at give skattelettelser. Hvis staten har penge til overs kan de give dem til kommunerne. Og hvad angår tryghed, så synes jeg at der er rimelig trygt i Danmark – det behøver ikke at være en politisk mærkesag.

Som det måske fremgår af mine tidligere indlæg, så gør det mig vred når socialistiske partier forsøger at tage patent på medmenneskelighed og solidaritet. Jeg synes Lars Barfod havde helt ret, da han i en TV-debat for nylig gjorde opmærksom på, at det er solidarisk at fjerne efterlønnen, så der er råd til at hjælpe dem der virkelig er svage, i stedet for at betale folk der godt kan klare sig selv for at holde fri. Det er et mere nuanceret argument, og jeg synes det er den retning vi er nødt til at gå i.

Det gør mig ondt for de Konservative at det går dem så dårligt, for jeg synes ikke de fortjener sådan en medfart. Men det skal jo ikke være grund i sig selv til at jeg stemmer på dem. Jeg ved sørme ikke hvad jeg gør 15. september.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Radikale

I bund og grund kan jeg godt lide Radikale. De har nogen rigtig gode meninger og virker til at tænke sig godt om, samtidig med at de har  hjertet på rette sted.

Jeg er meget enig med dem når det gælder ryge-lovgivning, efterløn, kirke og religion og psykisk nedslidning. Det virker som om de tager udgangspunkt i viden og medmenneskelighed – det kan jeg godt lide. En god balance imellem økonomisk ansvarlighed og social bevidsthed.

Men en gang imellem synes jeg at filmen knækker for dem. Især når de begynder at snakke om at flytte skattetrykket fra indkomster til fast ejendom. Det virker så himmelråbende uretfærdigt, når man tænker over det.

For det første er der situationen med pensionister, der ikke længere har en høj lønindtægt, men fordi de har betalt huset ud kan blive boende i huset trods lavere indkomst. Disse mennesker er jo magtesløse overfor at skulle betale højere skat af at eje nogle mursten – det får de jo ikke flere penge af.

Det samme gælder jo i og for sig yngre familier, som pga. boligboblens brist nu er teknisk insolvente og ikke kan flytte uden at realisere store tab. Hvis de skal betale mere skat af at eje en bolig, kan de måske være nødt til at sælge boligen alligevel. De ville så skulle finde en mindre og billigere bolig med en stor gæld i bagagen.

Og så er det efter min mening helt ufatteligt uretfærdigt, at borgere som bor til leje går fuldstændig fri. Hvis mine forældre havde været så forudseende at skrive mig op til en lejebolig 15 år før jeg ville flytte hjemmefra, så kunne jeg måske idag sidde godt i en almennyttig lejlighed med en husleje, som kun kunne stige indenfor nogle af lovgivningen fastsatte rammer, og jeg kunne ikke rammes på min pengepung af diverse pinsepakker og andre skattestigninger. Hold da op hvor ville jeg have mange penge, og ingen risiko for at blive tvunget til at bidrage mere til samfundet.

Så igen, som med så mange andre partier – jeg kan godt se en masse gode hensigter, men så kommer der lige nogen ting som er fuldstændig uspiselige for mig. Suk, hvad skal jeg dog gøre?

 

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Kristendemokraterne

Jeg er ikke kristen. Jeg er ikke – og har aldrig været – medlem af folkekirken, jeg er ikke døbt, konfirmeret eller gift i kirke. Det vil derfor være grundlæggende spøjst at stemme på et parti som tager udgangspunkt i kristendom.

Partiet har dog nogle meget sympatiske synspunkter og en medmenneskelighed, som de andre partier godt kunne lære noget af. Når partiets kandidater debatter og partilederrunder fremdrager tallet for hvor mange mennesker der er ramt af stress jubler jeg – min mærkesag er jo netop stress. Til gengæld er partiet imod abort, hvilket jeg ikke kan sympatisere med.

Der er dog ikke så stor opbakning til det lille parti, og som jeg tolker meningsmålingerne nu, er der stor risiko for at de slet ikke bliver valgt ind. De jo også kun i Folketinget idag fordi en frafalden konservativ meldte sig ind i Kristendemokraterne. En lidt spøjs baggrund for at få en plads blandt de andre partiledere i TV- og radiodebatterne.

Min udmelding om stress burde faktisk betyde at jeg stemte på Kristendemokraterne, da de er det eneste parti som virker til at være opmærksomme på stress som et problem. Men den stemme risikerer at blive spildt, da det er usandsynligt at partiet bliver valgt ind. Så vil jeg hellere bruge min stemme et andet sted.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Venstre

Nu vi er ved de ekstreme partier tager vi også lige Venstre. Jeg må indrømme at mit syn på de forskellige partier har base i det jeg lærte i gymnasiet på matematisk samfundfaglig linje for over 20 år siden. Her gennemgik vi nemlig alle partiers programmer detaljeret, og jeg ved at Venstre helt basalt bygger på liberalisme. At de så idag har en hyggelig og menneskelig frontperson og har modereret deres politik temmelig meget hen imod Socialdemokraterne er en anden ting. Men helt grundlæggende er det et liberalistisk parti, som tror på at alt i et samfund kan klares af de frie markedskræfter. USA er vist det store forbillede.

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke kan stemme på Kristian Jensen pga. en oplevelse jeg har haft på Twitter, hvor han fremstod arrogant og flabet. Han er ikke nødvendigvis repræsentativ for Venstres folketingspolitikere, jeg har læst at han ikke er så velanset i folketingsgruppen. Men jeg synes han har en kold udstråling, som jeg også mærker hos andre der sympatiserer med Venstres synspunkter. Og det går bare slet ikke for mig. Man er nødt til at have en indlevelsesevne for at kunne lave politik der vedrører mennesker.

Jeg kan godt lide principperne om personlig frihed og retten til at bestemme over sit eget liv. Jeg synes det lægger op til at man selv tager ansvar, og det synes jeg er godt. Desværre er det ikke alle danskere der kan leve op til dette ansvar.

Når jeg forsøger at lede efter mærkesager på Venstres hjemmeside bliver jeg mødt af deres smædekampagne mod venstrefløjen. Det kan jeg ikke bruge til noget, for jeg kan ikke gennemskue hvem der har ret i alt det. Alle partier burde holde sig for gode til at smide med mudder på den måde. Måske ser man også her påvirkningen fra USA.

Jeg er ikke enig i at markedsmekanismer kan regulere alt i et samfund. Jeg tror vi må erkende at vi er nået til et så kompliceret samfund, at vi er nødt til at regulere nogle ting for at der ikke opstår uretfærdighed.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Enhedslisten

Jeg er ikke meget for ekstremer når det kommer til politik. Ligesom Dansk Folkeparti ser jeg også Enhedslisten som et ekstremt parti. Den retorik som jeg ikke bryder mig om ved Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, der deler befolkningen op i grupper af ‘dem vi godt kan lide’ og ‘dem vi ikke kan lide’, bliver ganget med 10 hos Enhedslisten. Og den fremmedgørelse jeg føler ved de 2 andre ‘røde’ partier føler jeg også 10-dobbelt med Enhedslisten.

Jeg må indrømme at jeg bare ryster opgivende på hovedet når jeg ser på nogle af Enhedslistens mærkesager. Se bare http://multinasserne.dk/, som der linkes til fra Enhedslistens hjemmeside. Det handler om en af Enhedslistens mærkesager: internationale virksomheder som efter Enhedslistens mening ikke betaler nok i skat til den danske stat. Eller deres krav om skattestigninger til dem der tjener mere end 500.000 kr. om året. Som jeg har skrevet om før, så mener jeg slet ikke man kan vurdere borgernes evne til at betale mere eller mindre i skat alene ud fra deres bruttoindkomst pga. de kæmpe store regionale forskelle i leveomkostninger.

Den stædige insisteren på at bevare efterlønnen virker på mig helt forældet. De mennesker som kommer ind i efterløns- og pensionsalderen de kommende år har nogle helt andre forudsætninger for at forsørge sig selv, end man havde tidligere. Arbejdsmarkedspensioner har gjort en kæmpe forskel (hvilket de da også har fået øje på når de skal finde finansiering til deres planer). Enhedslisten taler om at borgere skal ‘have ret til’ efterløn, og når regeringen vil afskaffe efterløn så hedder det ‘hvorfor må hun ikke gå på efterløn’. Det synes jeg er helt forkert.

Jeg ‘må’ da gerne gå på pension når jeg bliver 60 år – det er der ikke nogen der bestemmer! Jeg sparer selv op til det og kommer dermed ikke til at ligge samfundet til last. Og det er der mange, mange andre der også kan. Faktisk bliver resultatet af denne tankegang, at man belønner dem som ikke selv sparer op til alderdommen, uanset om de havde mulighed for det.  Det føles meget uretfærdigt for os som forsøger at klare os selv og ikke ligge samfundet til last.

Enhedslisten har altid være i opposition og er ikke belastet af ansvar for ret meget lovgivning og ændringer i samfundet. På den måde er det jo meget let at strø om sig med beskyldninger og løfter. Men jeg er slet ikke enig med deres menneskesyn og den søde unge kvinde der står i front for Enhedslisten kommer slet ikke i nærheden af at få mig til at stemme på dem.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Dansk Folkeparti

Den er nem nok. Det kan man bare ikke. Man kan bare ikke stemme på Dansk Folkeparti – det er uacceptabelt.

Alene det at partiet er populistisk, og altså har en enkelt sag de har slået sig op på, gør at jeg ikke kan tage partiet med i betragtning som et parti der kan favne alle de aspekter i dansk politik. Når sagen så handler om udlændinge og tydeligvis er funderet i irrationelle, negative følelser fremfor fakta og forståelse, så er det helt umuligt for mig overhovedet at overveje at stemme på dette parti.

Det er ikke fordi jeg synes, at man slet ikke må tale om udlændinge og indvandrere som politisk emne. Der er da aspekter der er problematiske. Jeg bliver f.eks. forarget, når jeg taler med folk med indvandrerbaggrund og får en fornemmelse af at de kun er her i Danmark for at få sociale ydelser og ellers helst bare gerne ville være i deres hjemland. Jeg synes heller ikke at en dagplejemor skal have tildækket ansigt. Man kan jo også se at mange andre partier har taget emnet til sig, og vi er da kommet videre fra et samfund, hvor det var totalt tabu at være opmærksom på udnyttelse af et velmenende velfærdssystem.

Der er jo bare det ved det, at det naturligvis ikke er alle med indvandrerbaggrund som har dårlig moral. Ligesom der også er etniske danskere der gør sig store anstrengelser for at snyde samfundet for egen vindings skyld – men ikke alle. Jeg vil i hvert fald nødig beskyldes for sort arbejde eller skattesnyd.

Det er svært at undgå at skære alle over én kam når det kommer til politik. Men jeg synes det er så ødelæggende for retfærdighedssans og tillid, når man får sat folk i forkerte kategorier. Det er helt åbenlyst for mig, at det ikke skyldes etnicitet om man er en person som vil snyde samfundet, og derfor er Dansk Folkepartis fokus i mine øjne helt forkvaklet.

Jeg så engang Naser Khader blive spurgt hvad det bedste ved Dansk Folkeparti var, og han svarede “at de har en kæledyrs-ordfører”. Fint svar.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på SF

Så blev valget til Folketinget udskrevet, og vi har nu en knap 3 ugers valgkamp foran os med alt hvad det indbærer. Igen skal man forsøge at holde rede på fakta og værdier og hvem der mener hvad.

I juni skrev jeg en række indlæg om hvorfor jeg ikke kan stemme på 3 forskellige partier, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg kan godt afsløre at der kommer et blogindlæg om alle partier der stiller op til folketingsvalg i år.

Socialistisk Folkeparti står for skud denne gang. Et fuldblods socialistisk parti, som på deres hjemmeside lover at de ikke vil kaste med mudder i denne valgkamp, men føre en positiv kampagne. En god hensigt! Jeg fornemmer et åndeligt overskud hos nogen der regner med at vinde.

I det hele taget er det svært at sige noget negativt om SF’s program, for de vil en hel masse godt. Faktisk ville de vist helst give penge til alle de gode sager der findes i Danmark, og hvem vil ikke det? Under hver mærkesag nævner de hvordan det skal finansieres, og her finder SF åbenbart hver gang en hidtil ukendt indtægtskilde som ikke generer ret mange. Jeg kan ikke gennemskue om det holder, men umiddelbart virker det utroværdigt på mig.

SF går til valg sammen med Socialdemokraterne, og de to partier har lavet flere planer og udspil sammen. Retorikken minder også om hinanden, og jeg føler ligesom med Socialdemokraterne heller ikke at SF er på min side. De bruger også udtryk som ‘de allerrigeste’, ‘de velstillede’ og ‘de dårligst stillede’ og jeg føler at det dæmoniserer dele af befolkningen.

Jeg ser for mig at politikerne kategoriserer befolkningen på denne måde ved at se på statistik over indtægtsgrupper i befolkningen og tænke, at dem der ligger nederst er det synd for, og dem der ligger øverst må jo udnytte andre, siden de har får mange penge. Sådan nærmest pr. definition, uden at se på deres samlede økonomi, herunder leveomkostninger. Jeg har flere gange debatteret og udfordret denne tankegang, da jeg mener det er helt forkert at aflæse folks evne til at bidrage til samfundet ud fra deres indtægt – der er så store regionale forskelle i Danmark at indtægten alene slet ikke kan give et klart billede af folks formåen. Og selve tanken om lighed – at der ikke må være forskel på hvad vi hver især tjener – er jeg helt uenig i.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikkekan skyde SF’s planer ned med fakta, for jeg kan ikke overskue hvad der er sandt eller falsk, muligt eller ikke muligt. Men jeg har en grundholdning om at ‘Den Fede Fidus’ ikke findes – hverken på casino, i erhvervslivet eller i politik. Man kan ikke få det hele, og ingenting kommer gratis. Og jeg får en fornemmelse af at SF er for optimistiske mht. hvad der kan lade sig gøre.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Socialdemokraterne

I min tur rundt blandt de partier der stiller op til Folketingsvalget 2011, er jeg nu kommet til Socialdemokraterne. Folketingets næststørste parti med kun et enkelt mandat mindre end regeringspartiet Venstre, hvilket ser ud til at ændre sig en del til næste valg. Og et parti med en historie, der rækker 130 år tilbage.

hjemmesiden siger de, at deres mål (stadig) er “frihed, lighed og solidaritet – for alle!” Men jeg er ikke sikker på at Socialdemokraterne virkelig mener alle. Jeg føler i hvert fald ikke at de tænker på mig, når de formulerer deres politik. Der er noget i deres retorik som gør, at jeg ikke føler at de taler om og til mig.

Hver gang der tales om skat, bolig eller efterløn bruger socialdemokraterne at nævne konkrete grupper, som får fordele eller ulemper af det der tales om. De nævner meget ofte SOSU-assistenter, forskellige håndværkertyper og folk der arbejder i industrien, når de skal illustrere deres pointer. Deres skattepolitik sætter på visse områder af på overenskomster, og så er der jo den meget brede kategori ‘børnefamilierne’. Disse grupper nævnes altid som ‘helt almindelige’ borgere, nogen det går ud over eller nogen som Socialdemokraterne ønsker at beskytte.

Jeg hører ikke til i nogen af de gruppe. Jeg er funktionær og tjener mit brød på at bruge mit hovede, ikke mine hænder (i hvert fald ikke til andet end at taste på et tastatur). Jeg har ikke børn og er ikke omfattet af en overenskomst.

En anden kategorisering som bruges af Socialdemokraterne er ‘de rige’ eller ‘de allerrigeste’ – nogen gange kombineret med ‘boligejere’. Det har en klang af, at dem skal der ikke tages hensyn til, de kan godt bidrage lidt mere, de er ikke ligesom os – vi kan måske endda ikke rigtig lide dem. Når Socialdemokraterne bruger ordet ‘rige’ forestiller jeg mig mennesker der bor i kæmpe boliger, kører i dyre biler og går klædt i dyrt tøj – og ferien tilbringes enten på krydstogter eller i ferieboligen i Sydfrankrig. Med det billede i hovedet kan jeg godt se at de måske nok ikke lider nogen nød hvis de skal betale mere i skat.

Jeg føler heller ikke at jeg hører til i denne kategori. Jeg bor i et 75 km. rækkehus som jeg ejer, har en stille og rolig bil og bruger ikke særlig mange penge på tøj. Jeg har et lille sommerhus i Danmark, og det kan måske lyde som noget en ‘rig’ person ville have, men det koster det halve af at have børn, hvilket jeg ikke har. Jeg rejser hvis der er råd til det. Og det er der heldigvis regelmæssigt, men jeg tror ikke jeg rejser mere og dyrere end så mange andre.

Jeg føler mig altså udenfor de grupper som Socialdemokraterne omtaler. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad de synes der skal ske med sådan en som mig. Da Nyrup var ved magten i 1990’erne sad jeg med en 2-værelseslejlighed, og en HK-indkomst der gav mig 1600 kr. til mad og 1600 kr. til forbrug hver måned. Fordi jeg ejede min lejlighed blev jeg ramt af Pinsepakken, hvilket jeg oplevede som utrolig uretfærdigt. Jeg følte at det var et eksempel på kategori-tænkning som ramte helt ved siden af i mit tilfælde.

Idag er min primære mærkesag bekæmpelse af stress, men jeg ved ikke hvad  Socialdemokraterne vil gøre for de af os der arbejder med viden og som ikke er omfattet af en overenskomst. I min tvivl om hvordan Socialdemokraterne mon tænker på sådan en som mig, har jeg brugt søgefeltet på deres hjemmeside. Når jeg søger på ’stress’ får jeg 9 hits. Når jeg søger på ‘rige’ får jeg 61 hits, ‘funktionær’ får ingen hits overhovedet. Jeg ved ikke rigtig om jeg kan bruge det til noget.

Jeg er efterladt med en fornemmelse af at jeg ikke hører til Socialdemokraternes målgruppe. Jeg synes slet ikke at de taler til mig. Og hvorfor så stemme på dem? Der er så mange andre der gerne vil have min stemme. Jeg synes det er ærgerligt for dem, at de med deres retorik afskærer bestemte grupper i befolkningen – et socialdemokratisk parti kunne vel i vore dage rumme alle som går ind for en kombination af social bevidsthed og økonomisk ansvarlighed. Det ville klæde dem at tænke udenfor kategorierne og åbne sig op for de nye forhold som f.eks. globalisering og nye familieformer byder samfundet.

Lignende indlæg: