Gennemse Tag

Værdier

Om at se fjernsyn

Kender du dem der siger “Jeg ser ikke så meget fjernsyn” når du har nævnt et eller andet du har set på TV? Måske har du også stødt på den slags mennesker som slet ikke ejer et fjernsyn? Så kender du muligvis også følelsen af fordømmelse, den usagte norm om at det er lidt underlødigt at se fjernsyn og at man bør skamme sig over det.

Jeg ser meget fjernsyn og nyder det. Det er hyggeligt. Det underholder. Det giver stof til eftertanke. Det giver viden. Det holder mig opdateret. Mit fjernsynskiggeri afspejler sig i antallet af apparater; vi har 5 fjernsyn i vores lille rækkehus.

Her til eftermiddag har jeg set et par afsnit af programserien 4-stjerners middag. Jeg elsker den slags programmer, det er guf for éen som mig der er menneske-nysgerrig. Jeg synes de udsendelser er rigtig gode til at formidle glæden ved at invitere gæster, sørge for at de har det godt og får noget god mad, og det interessante ved den gode samtale der kan komme ud af den situation. Det er fortryllende når mennesker viser noget af sig selv ved at lukke gæster ind i deres hjem.

Det er mest dokumentar eller disse reality-programmer der interesserer mig. Et program om placebo-effekten eller et portræt af Don Ø – det er lige mig. Jeg vil også helst se en nyhedsudsendelse hver dag, hvis jeg kan komme til det. Jeg er nok lidt af en nyheds-junkie. Det er også spændende i Kniven for Struben at se hvordan en restaurant fungerer i kulissen, eller at komme indenfor hos mennesker i hele landet i Luksusfælden og se hvor mange måder man kan indrette sig på økonomisk – inspirerende når man selv går med både livrem og seler. Og så kan man jo drømme sig væk til det gode liv i Liebhaverne.

Jeg ser altså relativt meget fjernsyn, og jeg synes virkelig det beriger mit liv. Selvom der også findes dårligt fjernsyn, så synes jeg det er skønt at der er så mange dygtige mennesker som arbejder på at lave en masse rigtig gode fjernsynsprogrammer til os alle sammen. Og genudsendelser er velkomne for mit vedkommende, for jeg kan slet ikke nå at se alt det gode der sendes. Der er sikkert nogen som ikke har brug for det input som fjernsynet byder på, måske fravælger de fjernsyn fordi det er stressende i en hverdag der i forvejen har mange stimuli. Men det er det ikke for mig. Jeg er en interesseret og bevidst fjernsynsseer, som udvælger det jeg vil se og reflekterer over det jeg ser. Og det er ikke bestemt ikke underlødigt eller hjernedødt.

Lignende indlæg:

Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

Drevet af drømme

Drømme er vigtige. Drømme betyder at man har håb. Drømme kan være udtryk for at have ambitioner, at tænke ‘ud af boksen’ eller at ville gøre sit liv til noget ganske specielt. Og det er en værdi vi sætter højt i denne tid.

Men skal man lade drømme styre sit liv? Og hvad nu hvis man ikke har nogen særlig store drømme?

Fra barndommen har mine drømme handlet om at få sin egen lejlighed, at blive sekretær og at få en hund. Førstnævnte har været den største drivkraft hos mig – det at få selvstændighed og lov til at bestemme over mit eget liv har virkelig været noget jeg har stræbt efter. En lille ordveksling mellem mig og min mormor omtales stadig indimellem i familien og siger noget om hvor vigtigt det har været for mig: Min mormor bemærkede at jeg lagde meget vægt på at spare de penge op, som jeg tjente ved fritidsarbejde mens jeg gik i skole. Hun spurgte om noget i retning af hvad jeg dog skulle bruge alle de penge til, og jeg svarede meget insisterende: “Det er til mit LIV, mormor!”

Det med at blive sekretær nåede jeg også, men det viste sig ikke at være så attraktivt i virkeligheden, og jeg ændrede kurs. Da jeg mødte min mand opstod der nye drømme. De omfattede i første omgang at slå pjalterne sammen og komme til at leve sammen, og senere drømte vi om at få sommerhus – begge er det drømme vi har fået indfriet.

Min drøm om at få hund deler min mand, og denne drøm venter stadig på at blive til virkelighed. Men det er også den eneste drøm som jeg har tænkt mig at forfølge seriøst. For der er jo det med drømme, at de som regel har en pris. Man skal formentlig ofre noget tryghed, nogle relationer eller noget økonomi for at indfri drømme, og den pris er jeg ikke villig til at betale. Min mand og jeg kan godt på en mørk vinterdag drømme om at bo i Sydeuropa eller at blive selvstændige erhvervsdrivende. Men det er bare tankeeksperimenter – en flugt fra hverdagen. Jeg er simpelthen ikke villig til at ofre min gode økonomi på at blive forretningsdrivende, eller at sige farvel til familie og venner for at bo i et andet land. Så vigtigt er det bare ikke for mig.

Jeg tror faktisk ikke at drømme er den største drivkraft i mit liv mere. Jeg har fået indfriet en del af mine barndomsdrømme og de nye der opstod da jeg forelskede mig, og nu er det vigtigere at have en god hverdag. At leve i nuet og nyde livet med min mand – og så forhåbentlig en hund en dag.

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Det er gratis

Her i februar har DSB en kampagne på deres kaffeautomater i Kystbanetoget, hvor kaffe og varm cacao er gratis. En dag i forrige uge sad jeg lige i nærheden af automaten, og der var en livlig trafik. Folk tumlede rundt i toget med de varme væsker for at få sig en tår kaffe, inden de skulle af igen. Selv folk, som sad på klapsæder i et rum med barnevogne og cykler og ikke havde et lille bord at stille koppen på, skulle have kaffe.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Lignende indlæg:

Brunch for folk uden børn

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke har børn, og at det er af egen fri vilje. I nogle år har jeg været en del af et netværk for folk som er frivilligt barnløse. Vi har et forum på internettet, hvor vi deler links til artikler, har diskussioner af forskellige emner og organiserer arrangementer.

Nogle gange om året mødes vi så ude i virkeligheden til spisning, snak, film og andre oplevelser. Igår var jeg til brunch med 4 andre fra netværket. Som sædvanlig var det virkelig hyggeligt, og jeg kom hjem med højt humør og masser af energi.

Når man er et menneske – måske især når man er kvinde – som ikke ønsker sig børn, oplever man mange reaktioner. Man møder anklager om at være egoistisk, ikke at vide hvad kærlighed er og en hovedrysten over at man går glip af noget. Det kan godt føles ubehageligt, uretfærdigt og ensomt, og for mange opstår et behov for at snakke med andre i samme situation. Samtidig oplever mange af os, at det sociale liv med venner og familie forandrer sig fuldstændig efterhånden som omgivelserne får børn, og dermed opstår et behov for at have nogen at gå i biografen med, ud at spise med og have meningsfyldte samtaler med.

Både det sociale og det bearbejdende kan netværket hjælpe med.  Både når vi diskuterer online og når vi mødes IRL snakker vi ofte om emner omkring børn, men også om meget andet. Det er en gruppe af velbegavede og ressourcestærke mennesker, som har meget at byde på – det bliver altid nogle rigtig gode snakke.

For mig har netværket betydet, at jeg har fundet mig bedre tilpas i min rolle som ‘afviger’ på dette punkt, og jeg er blevet bedre rustet til diskutere og forsvare mig, når jeg møder spørgsmål om børn.

Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg:

Udseendet betyder noget

Her på det seneste har jeg oplevet flere situationer, hvor jeg har måttet stille spørgsmålstegn ved den gamle lærdom om at udseendet ikke betyder noget.

Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men jeg tror at det er noget der har ligget i tiden der i 1970’erne og 1980’erne, hvor jeg voksede op. Det handlede vel især om at menneskers udseende ikke betyder noget i forhold til om de er søde og rare – og at man ikke må dømme folk på deres udseende. Og det er jeg helt enig i.

Alligevel føler jeg at det har smittet af på andre facetter af mit liv. I mange sammenhænge er udseendet ikke er min første prioritet, jeg vægter praktiske hensyn først. Når jeg vælger bolig. Når jeg indretter min bolig. Når jeg vælger tøj. Men jeg har opdaget at det at ting eller omgivelser er smukke gør en kolossal forskel for mig.

I oktober opholdt jeg mig en hel arbejdsdag på Schæffergården i Gentofte. Min chef havde booket et arbejdsrum, for at en arbejdsgruppe som jeg indgik i kunne arbejde koncentreret med noget strategiarbejde. Schæffergården er et smukt sted. Bygningen er smuk, og omgivelserne er smukke. Indenfor er der også smukt. Og så var det ovenikøbet en smuk solskinsdag. Jeg opdagede, at jeg havde glædet mig til dagen, fordi jeg vidste der var smukt. Og jeg nød faktisk dagen, selvom det var en fortravlet dag uden pauser og med hårdt tænke-arbejde. Jeg havde en følelse af tilfredshed da jeg kom hjem.

Samme følelse fik jeg i den forgangne weekend, da jeg var i TIVOLI. Der var så smukt udsmykket med både lys, gran og glaskugler – i farver som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kunne slet ikke få nok af det og gik rundt og rundt, og kiggede og kiggede på det hele. Udsigten fra restauranten hvor vi spiste nød jeg også – jeg nærmest inhalerede det hele.

Glæden ved at befinde sig i smukke omgivelser eller at omgive sig med smukke genstande er stor. Større end jeg egentlig troede. Jeg kan mærke at jeg har undervurderet betydningen af smukhed. Det må jeg huske. Det kan blive et vigtigt nyt aspekt af at nyde livet!

Lignende indlæg:

Noget om bæredygtighed

Jeg tænker meget på bæredygtighed og vil gerne gøre noget for miljø og dyrevelfærd. Jeg har over tiden fundet masser af områder, hvor jeg har kunnet se på mit forbrug og min miljøbelastning og vurderet at jeg kan gøre det lidt mere hensynsfuldt. Der er efterhånden mange ting jeg gør i min hverdag som handler om den slags hensyn. Jeg vil ikke være hellig og fordømmende, men jeg synes bare at fråds og tankeløshed er unødvendigt.

Samtidig er jeg bevidst om, at mit lille bidrag nok er en dråbe i havet. Af samme grund er der en grænse for hvilken komfort jeg vil gå på kompromis med. Jeg vil ikke sælge min vaskemaskine, og har f.eks. mit primære fjernsyn og stereoanlæg på standby, fordi jeg synes det er for besværligt at jeg ikke hurtigt kan tænde og slukke. Men jeg har trukket stikket på wii’en ud af dåsen, da vi har målt at den bruger helt vildt meget strøm i standby. At skulle sætte stikket i når vi skal bruge den er en besværlighed som vi kan leve med, den bliver ikke brugt lige så ofte som fjernsynet.

Nu har jeg lavet en side på min blog, hvor jeg oplister de ting vi i min husstand gør for at tage hensyn til miljø, dyrevelfærd og ressourcer. Jeg bringer listen i et håb om at kunne inspirere andre. Og for at holde mig selv op på det. Og fordi jeg er lidt stolt af nogle af tingene. Forhåbentlig kommer der flere ting på listen.

Lignende indlæg:

Når jeg bliver millionær…

Jeg har lige checket vores Lotto-kupon på www.danskespil.dk. Ingen gevinst. Som sædvanlig. Vi har en kupon som betales over Betalingsservice, og det betyder at vi er med hver lørdag med 10 rækker. 1 af rækkerne indeholder tallene fra vores mærkedage,  en anden éen er udfyldt af vores meget heldige nevø, som meget ofte vinder i konkurrencer han deltager i. Resten er automatisk genererede tal. Vi har ca. 4 gange om året 4 rigtige, som giver en gevinst på 38-42 kr. Så det kan ikke betale sig. Men håbet lever!

Ind imellem kommer jeg til at tænke på hvad jeg og vi egentlig ville gøre, hvis vi vandt en stor gevinst. Sådan, flere millioner – noget der kan ændre ens liv?

Jeg tror ikke det er godt at lave alting om i sit liv. Jeg frygter at man vil miste sit ståsted. Men visse ting ville jeg helt sikkert lave om på.

Jeg er ret sikker på at jeg ville sige mit arbejde op. Hvis jeg havde den luksus, ville jeg elske at arbejde tættere på hvor jeg bor og i færre timer. Måske noget frivilligt arbejde, måske noget mere nært og vedkommende. I hvert fald kunne det være fantastisk at bruge færre kræfter på at arbejde og mere tid på at leve.

En af de ting jeg godt kunne tænke mig at bruge mere tid på er hjem og familie. Jeg kunne tænke mig at lave en anden stor forandring i mit familieliv: jeg ville anskaffe mig en hund. At få hund er en drøm jeg har haft siden jeg var barn og den drøm SKAL bare gå i opfyldelse hvis jeg kommer i en mere priviligeret situation.

Umidddelbart tror jeg at vi ville beholde vores rækkehus og  sommerhus. Det fungerer meget godt og dækker vores behov, også hvis vi får hund. Hvis man køber noget større vil man straks få større udgifter, og hvis planen er at arbejde mindre så vil det nok være smart at holde de løbende udgifter nede.

Tanken om at forlade Danmark dukker indimellem op herhjemme. Især når vejret skuffer. Jeg tror ikke jeg ville have lyst til at bo permanent i udlandet, i hvert fald ikke så længe jeg har mine forældre. Men et landsted i Italien eller Spanien kunne jeg godt være fristet af, bare noget af tiden. Til om vinteren – ja, eller hvilken som helst årstid.

Suk, ja nu drømmer jeg. Virkeligheden er at jeg bruger ca. 55 timer om ugen på at arbejde incl. transport, hvilket efterlader mig med 4-5 timers fritid på hverdage og tit alt for lidt nattesøvn. I min fritid har jeg dog et dejligt familieliv sammen med min mand, hvor der både er plads til at rejse ind imellem og at have et sommerhus. Det er slet ikke så slemt. Men drømme kan man jo altid, og det vil mennesker nok altid gøre.

Hvad ville du gøre hvis du vandt mange millioner lige pludselig?

Lignende indlæg: