Om at bo i sommerhus hele året

Når man ejer et sommerhus, må man ikke bo i det hele året, med mindre man er pensionist og har ejet sommerhuset i mere end 8 år. Grunden til at det er ulovligt er, at staten gerne vil bevare sommerhusområderne som rekreative områder og iøvrigt beskytte de landlige egne som de ligger i.

Ikke desto mindre er der mange der bor hele året i deres sommerhus. Alene på den vej, hvor vores sommerhus ligger, er der nok mindst 5 huse som bebos hele året. Også vores nabo ser ud til at bo i sit sommerhus permanent. Og der er ikke tale om pensionister – det er erhvervsaktive mennesker som står op hver dag og kører på arbejde.

Der kan være mange grunde til at bo permanent i et sommerhus. Unge som ikke kan finde en almindelig bolig når de vil flytte hjemmefra. Voksne som kommer ud for skilsmisse, arbejdsløshed eller konkurs. Og så er der begærlighed – ønsket om at have en større ejendom end pengepungen rækker til, uvillighed til at nøjes med det man har råd til. Sommerhuse er billigere end helårshuse, men man må leve med at veje, belysning, snerydning, renovation, el, kloakering, energi- og vandforsyning ikke er dimensioneret til helårsbeboelse.

Uanset årsager og motiver må jeg indrømme, at det ødelægger lidt for mig at have hverdagsliv lige ved siden af når jeg er i sommerhus. Når min mand og jeg tager i sommerhus, forlader vi en lille vej med små rækkehuse, hvor vi er meget tæt på vores naboer, og der er masser af biler der kører frem og tilbage: på arbejde, hjem fra arbejde, hente børn, ud og købe ind osv. Det er fantastisk at køre ind i indkørslen til sommerhuset, stå ud af bilen og høre stilheden. De andre sommerhusbeboere vi møder smiler venligt og vinker i indforstået glæde – vi er i samme båd, vi har ferie!  Men naboen, han er ikke på ferie. Han hilser måske med et nik, men han smiler ikke. Hans hverdagsrytme kan vi ikke undgå at mærke, og det er altså en smule ærgerligt at blive mindet om hverdagens trummerum når det ellers kunne have været rent ferieland.

Helårsbeboelse i sommerhuse er et socialt problem, et miljøproblem og et infrastruktur-problem. Staten prøver at gøre noget ved det ved at indskærpe overfor kommunerne at de skal håndhæve loven. Men i den kommune, hvor vi har sommerhus, ønsker kommunen simpelthen ikke at følge loven. De har vist nok fulgt op på de åbenlyse sager – dem der har folkeregisteradresse i sommerhuset. Men så stopper det også der. Faktisk er Gribskov Kommune decideret imod at der er forbud imod helårsbeboelse og ønsker at gøre visse sommerhusområder til områder med helårsbeboelse. De kræver idag at der bliver ryddet sne på de små veje i sommerhusområderne, og der opkræves fuld pris for renovering.

Måske er det for at få flere skatteydere til kommunen? Mere handel til byerne? Eller for at slippe for at skulle sørge for almennyttige boliger til de unge, de fraskilte og de konkursramte? Som ‘ægte’ sommerhusbruger kan man få lov at betale ejendomsskat, men man har jo ikke stemmeret til kommunalvalget da man har helårsbolig i en anden kommune. Så man kan ikke gennem demokratiet påvirke politikken.

Jeg kunne personligt ikke have lyst til at bo i et sommerhus hele året. Komforten er for lav for mig, og jeg ville ikke bryde mig om at belaste et miljø og en infrastruktur der ikke er beregnet til det. Og alt det med proforma-adresse og det ulovlige aspekt ville gøre mig paranoid, jeg ville hele tiden være bange for at nogen skulle melde mig. Ikke desto mindre er det en stigende tendens, så på et eller andet tidspunkt er kommunerne vel nødt til at gøre noget ved det.

Lignende indlæg:

Målet helliger ikke midlet

Igår var jeg til foredrag. Ja, jeg indrømmer; jeg bruger de fleste fredag aftener på at se X-factor og andet TV og falde tidligt i søvn på sofaen. Men igår gjorde jeg noget andet. Jeg tog sammen med min mand i Lyngby Kulturhus og oplevede et foredrag. Det var arrangeret af FOF og handlede om Blekingegadebanden. Foredragsholderne var Jørn Moos, som var den politimand som opklarede en række forbrydelser begået af Blekingegadebanden, og Bo Weymann, som var medlem af Blekingegadebanden fra 1982 til 1988 og som fik en dom på 7 års fængsel for sine aktiviteter i banden.

Jørn Moos har holdt mange foredrag om Blekingegadebanden, men det er første gang at Bo Weymann er med. Det lød som om de måske vil gøre det igen. De startede med at Bo Weymann holdt en halv times indlæg om hans tilknytning til gruppen, derefter talte Jørn Moos en halv time om opklaringsarbejdets faser. Så gik de 2 i dialog, hvor de stillede hinanden spørgsmål om sagen. Til sidst svarede de på spørgsmål fra salen.

Jørn Moos har jo været meget tilgængelig for offentligheden, men det er noget nyt at se Bo Weymann stå frem overfor almindelige mennesker. Som man også får indtryk af i dokumentarfilmen Blekingegadebanden, er han en fantastisk god formidler. Han er virkelig god til at forklare hvorfor man kan komme ud i at lave den slags kriminalitet med udgangspunkt i en politisk overbevisning. Man får også indtryk af et menneske som er sympatisk, vil andre det bedste og meget velbegavet.

Når man har set både dokumentarfilmen og TV-serien, og ens mand har læst Peter Øvig Knudsens bøger om sagen, så var der ikke så meget faktuelt nyt der kom frem på foredraget igår. Det var en pudsig detalje for mig at høre, at banden faktisk var mere nervøse for at blive opdaget af den israelske efterretningstjeneste end af den danske. Og så fik jeg et endnu bedre indblik i hvordan det daglige arbejde i gruppen var – hvordan de talte i telefon sammen, hvordan de skiftede fra taxa til taxa på vej hen i lejligheden i Blekingegade så adressen ikke blev opdaget på trods af at de i perioder blev overvåget, og hvordan de havde et arbejdsfællesskab som mindede om det der er på en arbejdsplads. De arbejdede seriøst med de forskellige røverier på nøjagtig samme måde som man gør med opgaver på jobbet, og de opfattede ikke sig selv som kriminelle. De de fik skabt en slags normalitets-boble rundt om det de lavede som gjorde, at det var helt naturligt for dem at snakke om våben, sidde på kasser med panserværnsraketter og diskutere voldsanvendelse. Bo Weymann mente at gruppen endte med at have en slags drift mod ‘døden’ – de kunne kun være blevet stoppet af en voldsom begivenhed som drabet ved røveriet i Købmagergade blev.

Det med ikke at føle sig som en kriminel fik et nyt perspektiv, da Bo Weymann fortalte lidt om livet i fængsel. Her oplevede han, at alle de andre indsatte konstant snakkede om kriminalitet og stoffer, og jeg fik det indtryk at han følte sig helt fremmed overfor dette miljø. På spørgsmål fra salen svarede han ja til, at han følte at det gav en uønsket status i fængslet at have tilhørt en gruppe, som havde slået en politibetjent ihjel – og det gav ham kvalme. I det hele taget var hans væmmelse overfor den kriminelle verden stor. Dog havde han fundet det meningsfyldt at hjælpe sine medfanger med at læse og skrive, så de kunne forstå og forholde sig til skrivelser fra myndighederne. Ellers havde han brugt meget af sin tid i fængsel på at male og skrive.

Bo Weymann har ikke kontakt med nogen af de gamle kammerater fra banden – kun sin bror. Der blev kort omtalt en artikel som 3 andre bandemedlemmer udgav i marts 2009, hvor de gør rede for de politiske overvejelser der lå til grund for bandens aktiviteter. Man får indtryk af at de 3 forfattere stadig ser verden som de gjorde dengang. Bo Weymann forklarede at han var et andet sted idag end de er, og at han ikke ville have kunnet skrive sit navn på den artikel. Han karakteriserede sig selv som pacifist, som kun kan gå ind for konfrontation via FN.

Jeg er et menneske som er drevet af en stor nysgerrighed overfor andre mennesker. Jeg har altid lyst til at lære mere om hvad der motiverer folk, hvorfor gør de som de gør og hvordan er de blevet som de er. Derfor er især Bo Weymanns beretning om først sin baggrund og hvad der gjorde at han blev involveret i Blekingegadebanden, og senere forklaring om sin personlige udvikling under og efter fængselsopholdet utrolig spændende for mig. Jeg er dybt taknemmelig over at han vil dele det med os andre og har stor respekt for at han som menneske har kunnet flytte sig så meget.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Maskeringsforbud

Nu er der igen tale om burka- eller niqabforbud. Det ser ud til at regeringen og Dansk Folkeparti forsøger at begrænse brugen af disse muslimske klædedragter, selvom det er fundet grundlovsstridigt at forbyde den bestemte type beklædning.

Hvorfor kan man ikke bare gå efter de uhensigtsmæssige ting der ligger i at dække sig til? Vi har jo i forvejen maskeringsforbud i forbindelse med demonstrationer. Så kunne man da bare udvide dette forbud til at gælde de andre sammenhænge hvor vi i Danmark ikke synes det er hensigtsmæssigt at dække sit ansigt?

Jeg synes f.eks. det er helt OK at forlange at en dagplejemor viser sit ansigt til de børn hun passer. Og ved alle situationer hvor det er vigtigt at identificere sig (vidne i retten, gå til eksamen, møde op til fængselsstraf, sikkerhedskontrol i lufthavnen) må man da kunne forlange at borgerne ikke skjuler deres ansigt. Her synes jeg det er helt iorden, at en borger ikke med henvisning til religiøs overbevisning kan kan nægte at vise sit ansigt – hvis der da skulle være nogen der kunne finde på det.

I bund og grund udspringer min holdning af at jeg ikke synes at religion må veje tungere end stat og lovgivning. Man kan måske hævde, at hvis det f.eks. ikke er lovligt at rejse med fly i en burka, så fratager man burka-bærere det privilegium at kunne rejse med fly. Men der mener jeg nu altså at vedkommende så har taget et personligt valgt der begrænser hende.

Jeg ved godt at der også er andre politiske agendaer end disse rationelle begrundelser for at burka/niqab er uønsket. Diskussionen om hvorvidt kvinder der bærer disse dragter er undertrykte og/eller tvungne forstår jeg godt – det er aldrig godt når en borger lever i tvang. Men det samme gælder jo andre former for undertrykkelse, herunder hustruvold, psykisk vold, frihedsberøvelse og hvad der ellers sker i de danske hjem – her skal man jo bare have Politiet på banen.

Jeg synes godt man kan indrette lovgivningen sådan at uhensigtsmæssig adfærd forbydes, uden at der er adresse til bestemte grupper i befolkningen som skal kriminaliseres eller føle sig uvelkomne. Man kan vel bare formulere det sådan at det er enhver tildækning af ansigtet der er ulovlig i visse situationer – så vil det også gælde f.eks. elefanthue. Men kræver jo så at alle accepterer at lovgivning står over religion.

Lignende indlæg:

Klima-kontrast

København er på den anden ende pga. klimatopmødet. Alting summer af klimatanker. Jeg har lige set dagens TV-Avisen, hvor der var rapporter fra den helt store demonstation i København. Anslået 100.000 demonstranter fra ind- og udland har været igang hele dagen. I næste uge kommer en masse statsleder, her iblandt den amerikanske præsident Barack Obama, for at lave en aftale om tiltag der kan bremse klimaforandringerne.

Samtidig sidder jeg og chatter med min bror, som bor i Californien. Han sidder i sin Hummer og venter på at komme igang med Tustin Hummer Toys for tots event, hvor 70 Hummer’e skal køre igennem 2 byer med legetøj til hjemløse og fattige familier som ikke har råd til julegaver.

Kontrasten er stor. Hvor vi i Danmark vasker tøj ved temperaturer der ikke er høje nok til at slå smitstoffer ihjel og har tænd/sluk-ure på vores 9 watts LED-julebelysning så det kun lyser i få timer i døgnet, ser man det i Californien som helt naturligt at et velgørenheds-arrangement kan gennemføres ved at 70 af de mest forurenende biler i verden bringer legetøj frem til børn.

Lignende indlæg:

Religion i Folketinget

Folketinget åbner idag,  og som sædvanlig starter dagen med en gudstjeneste for medlemmerne af Folketinget. Det er ikke obligatorisk for folketingsmedlemmerne at deltage, men det er en del af det officielle program for åbningen af Folketinget.

Jeg er ked af at kirke og stat er så tæt knyttet sammen her i Danmark. Ovenpå de seneste års internationale begivenheder, hvor vi kritiserer muslimske samfund for at blande stat og religion sammen, synes jeg ikke at vi kan tillade os at gøre det samme.

Jeg ved godt at der er medlemsskab af den danske folkekirke, som ikke er obligatorisk. Men det er jo alligevel sådan at staten betaler præsternes lønninger. Og det står i Grundloven at vores dronning skal tilhøre den kristne tro.

Måske er jeg præget af aldrig selv at have været medlem af folkekirken. Mine forældre meldte sig ud af folkekirken før jeg kom til verden, og jeg har derfor aldrig været medlem, og er altså heller ikke døbt, konfirmeret eller gift i kirke. Jeg har selvfølgelig været i kirke når jeg er blevet inviteret af andre, men jeg ser ikke den danske folkekirke som en tradition eller et fundament for mig. Jeg tilhører heller ikke nogen anden religion – jeg er vel ateist.

Jeg synes det er på tide at adskille religion og politik. Jeg synes den danske folkekirke skal have samme status som andre religioner i Danmark, således at staten er religions-neutral. Det er den eneste måde vi kan tillade os at afvise uacceptabel opførsel/adfærd/handlinger, der ellers begrundes i religiøse hensyn.

Vidste du iøvrigt at Danmarks kristne parti, Kristendemokraterne, også går ind for adskillelse af kirke og stat?

Lignende indlæg:

Om at blive forælder som single

En af de ting vi debatterer her i sommeren er det stigende antal enlige kvinder som vælger at få barn ved insemination. For et par år siden blev det, takket været bla. Jens Rohde, lovligt for læger at behandle enlig og lesbiske kvinder med kunstig befrugtning, og siden er der sket en udvikling som nu tages op til debat.

Emnet diskuteres også i blog-verdenen. På bloggen Ordet Rundt har der i denne uge både været et indlæg der fokuserer på kvindens situation, og et indlæg der adresserer den økonomiske side.

Jeg synes der er et aspekt af denne diskussion som burde stoppe alle andre spekulationer; hensynet til det barn, der kommer ud af det. Jeg synes det er indlysende at det er psykologisk usundt for et barn kun at have 1 forælder, og det underbygges da også af forskning. Hvordan kan vi dog tillade, at man på et ufødt barns vegne, fravælger en far?

Jeg er klar over at det sker hele tiden at børn mister en forælder på en eller anden vis – men ligefrem med vilje, på forhånd, at bestemme at det her menneske skal være uden en far hele sit liv, det synes jeg er grusomt og afspejler at ønsket om at få et barn i denne situation mest handler om moderens egne behov og dermed er ufattelig egoistisk.

Lignende indlæg: