Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Det er gratis

Her i februar har DSB en kampagne på deres kaffeautomater i Kystbanetoget, hvor kaffe og varm cacao er gratis. En dag i forrige uge sad jeg lige i nærheden af automaten, og der var en livlig trafik. Folk tumlede rundt i toget med de varme væsker for at få sig en tår kaffe, inden de skulle af igen. Selv folk, som sad på klapsæder i et rum med barnevogne og cykler og ikke havde et lille bord at stille koppen på, skulle have kaffe.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Lignende indlæg:

Brunch for folk uden børn

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke har børn, og at det er af egen fri vilje. I nogle år har jeg været en del af et netværk for folk som er frivilligt barnløse. Vi har et forum på internettet, hvor vi deler links til artikler, har diskussioner af forskellige emner og organiserer arrangementer.

Nogle gange om året mødes vi så ude i virkeligheden til spisning, snak, film og andre oplevelser. Igår var jeg til brunch med 4 andre fra netværket. Som sædvanlig var det virkelig hyggeligt, og jeg kom hjem med højt humør og masser af energi.

Når man er et menneske – måske især når man er kvinde – som ikke ønsker sig børn, oplever man mange reaktioner. Man møder anklager om at være egoistisk, ikke at vide hvad kærlighed er og en hovedrysten over at man går glip af noget. Det kan godt føles ubehageligt, uretfærdigt og ensomt, og for mange opstår et behov for at snakke med andre i samme situation. Samtidig oplever mange af os, at det sociale liv med venner og familie forandrer sig fuldstændig efterhånden som omgivelserne får børn, og dermed opstår et behov for at have nogen at gå i biografen med, ud at spise med og have meningsfyldte samtaler med.

Både det sociale og det bearbejdende kan netværket hjælpe med.  Både når vi diskuterer online og når vi mødes IRL snakker vi ofte om emner omkring børn, men også om meget andet. Det er en gruppe af velbegavede og ressourcestærke mennesker, som har meget at byde på – det bliver altid nogle rigtig gode snakke.

For mig har netværket betydet, at jeg har fundet mig bedre tilpas i min rolle som ‘afviger’ på dette punkt, og jeg er blevet bedre rustet til diskutere og forsvare mig, når jeg møder spørgsmål om børn.

Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg:

Udseendet betyder noget

Her på det seneste har jeg oplevet flere situationer, hvor jeg har måttet stille spørgsmålstegn ved den gamle lærdom om at udseendet ikke betyder noget.

Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men jeg tror at det er noget der har ligget i tiden der i 1970’erne og 1980’erne, hvor jeg voksede op. Det handlede vel især om at menneskers udseende ikke betyder noget i forhold til om de er søde og rare – og at man ikke må dømme folk på deres udseende. Og det er jeg helt enig i.

Alligevel føler jeg at det har smittet af på andre facetter af mit liv. I mange sammenhænge er udseendet ikke er min første prioritet, jeg vægter praktiske hensyn først. Når jeg vælger bolig. Når jeg indretter min bolig. Når jeg vælger tøj. Men jeg har opdaget at det at ting eller omgivelser er smukke gør en kolossal forskel for mig.

I oktober opholdt jeg mig en hel arbejdsdag på Schæffergården i Gentofte. Min chef havde booket et arbejdsrum, for at en arbejdsgruppe som jeg indgik i kunne arbejde koncentreret med noget strategiarbejde. Schæffergården er et smukt sted. Bygningen er smuk, og omgivelserne er smukke. Indenfor er der også smukt. Og så var det ovenikøbet en smuk solskinsdag. Jeg opdagede, at jeg havde glædet mig til dagen, fordi jeg vidste der var smukt. Og jeg nød faktisk dagen, selvom det var en fortravlet dag uden pauser og med hårdt tænke-arbejde. Jeg havde en følelse af tilfredshed da jeg kom hjem.

Samme følelse fik jeg i den forgangne weekend, da jeg var i TIVOLI. Der var så smukt udsmykket med både lys, gran og glaskugler – i farver som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kunne slet ikke få nok af det og gik rundt og rundt, og kiggede og kiggede på det hele. Udsigten fra restauranten hvor vi spiste nød jeg også – jeg nærmest inhalerede det hele.

Glæden ved at befinde sig i smukke omgivelser eller at omgive sig med smukke genstande er stor. Større end jeg egentlig troede. Jeg kan mærke at jeg har undervurderet betydningen af smukhed. Det må jeg huske. Det kan blive et vigtigt nyt aspekt af at nyde livet!

Lignende indlæg:

Noget om bæredygtighed

Jeg tænker meget på bæredygtighed og vil gerne gøre noget for miljø og dyrevelfærd. Jeg har over tiden fundet masser af områder, hvor jeg har kunnet se på mit forbrug og min miljøbelastning og vurderet at jeg kan gøre det lidt mere hensynsfuldt. Der er efterhånden mange ting jeg gør i min hverdag som handler om den slags hensyn. Jeg vil ikke være hellig og fordømmende, men jeg synes bare at fråds og tankeløshed er unødvendigt.

Samtidig er jeg bevidst om, at mit lille bidrag nok er en dråbe i havet. Af samme grund er der en grænse for hvilken komfort jeg vil gå på kompromis med. Jeg vil ikke sælge min vaskemaskine, og har f.eks. mit primære fjernsyn og stereoanlæg på standby, fordi jeg synes det er for besværligt at jeg ikke hurtigt kan tænde og slukke. Men jeg har trukket stikket på wii’en ud af dåsen, da vi har målt at den bruger helt vildt meget strøm i standby. At skulle sætte stikket i når vi skal bruge den er en besværlighed som vi kan leve med, den bliver ikke brugt lige så ofte som fjernsynet.

Nu har jeg lavet en side på min blog, hvor jeg oplister de ting vi i min husstand gør for at tage hensyn til miljø, dyrevelfærd og ressourcer. Jeg bringer listen i et håb om at kunne inspirere andre. Og for at holde mig selv op på det. Og fordi jeg er lidt stolt af nogle af tingene. Forhåbentlig kommer der flere ting på listen.

Lignende indlæg:

Når jeg bliver millionær…

Jeg har lige checket vores Lotto-kupon på www.danskespil.dk. Ingen gevinst. Som sædvanlig. Vi har en kupon som betales over Betalingsservice, og det betyder at vi er med hver lørdag med 10 rækker. 1 af rækkerne indeholder tallene fra vores mærkedage,  en anden éen er udfyldt af vores meget heldige nevø, som meget ofte vinder i konkurrencer han deltager i. Resten er automatisk genererede tal. Vi har ca. 4 gange om året 4 rigtige, som giver en gevinst på 38-42 kr. Så det kan ikke betale sig. Men håbet lever!

Ind imellem kommer jeg til at tænke på hvad jeg og vi egentlig ville gøre, hvis vi vandt en stor gevinst. Sådan, flere millioner – noget der kan ændre ens liv?

Jeg tror ikke det er godt at lave alting om i sit liv. Jeg frygter at man vil miste sit ståsted. Men visse ting ville jeg helt sikkert lave om på.

Jeg er ret sikker på at jeg ville sige mit arbejde op. Hvis jeg havde den luksus, ville jeg elske at arbejde tættere på hvor jeg bor og i færre timer. Måske noget frivilligt arbejde, måske noget mere nært og vedkommende. I hvert fald kunne det være fantastisk at bruge færre kræfter på at arbejde og mere tid på at leve.

En af de ting jeg godt kunne tænke mig at bruge mere tid på er hjem og familie. Jeg kunne tænke mig at lave en anden stor forandring i mit familieliv: jeg ville anskaffe mig en hund. At få hund er en drøm jeg har haft siden jeg var barn og den drøm SKAL bare gå i opfyldelse hvis jeg kommer i en mere priviligeret situation.

Umidddelbart tror jeg at vi ville beholde vores rækkehus og  sommerhus. Det fungerer meget godt og dækker vores behov, også hvis vi får hund. Hvis man køber noget større vil man straks få større udgifter, og hvis planen er at arbejde mindre så vil det nok være smart at holde de løbende udgifter nede.

Tanken om at forlade Danmark dukker indimellem op herhjemme. Især når vejret skuffer. Jeg tror ikke jeg ville have lyst til at bo permanent i udlandet, i hvert fald ikke så længe jeg har mine forældre. Men et landsted i Italien eller Spanien kunne jeg godt være fristet af, bare noget af tiden. Til om vinteren – ja, eller hvilken som helst årstid.

Suk, ja nu drømmer jeg. Virkeligheden er at jeg bruger ca. 55 timer om ugen på at arbejde incl. transport, hvilket efterlader mig med 4-5 timers fritid på hverdage og tit alt for lidt nattesøvn. I min fritid har jeg dog et dejligt familieliv sammen med min mand, hvor der både er plads til at rejse ind imellem og at have et sommerhus. Det er slet ikke så slemt. Men drømme kan man jo altid, og det vil mennesker nok altid gøre.

Hvad ville du gøre hvis du vandt mange millioner lige pludselig?

Lignende indlæg:

Om at bo i sommerhus hele året

Når man ejer et sommerhus, må man ikke bo i det hele året, med mindre man er pensionist og har ejet sommerhuset i mere end 8 år. Grunden til at det er ulovligt er, at staten gerne vil bevare sommerhusområderne som rekreative områder og iøvrigt beskytte de landlige egne som de ligger i.

Ikke desto mindre er der mange der bor hele året i deres sommerhus. Alene på den vej, hvor vores sommerhus ligger, er der nok mindst 5 huse som bebos hele året. Også vores nabo ser ud til at bo i sit sommerhus permanent. Og der er ikke tale om pensionister – det er erhvervsaktive mennesker som står op hver dag og kører på arbejde.

Der kan være mange grunde til at bo permanent i et sommerhus. Unge som ikke kan finde en almindelig bolig når de vil flytte hjemmefra. Voksne som kommer ud for skilsmisse, arbejdsløshed eller konkurs. Og så er der begærlighed – ønsket om at have en større ejendom end pengepungen rækker til, uvillighed til at nøjes med det man har råd til. Sommerhuse er billigere end helårshuse, men man må leve med at veje, belysning, snerydning, renovation, el, kloakering, energi- og vandforsyning ikke er dimensioneret til helårsbeboelse.

Uanset årsager og motiver må jeg indrømme, at det ødelægger lidt for mig at have hverdagsliv lige ved siden af når jeg er i sommerhus. Når min mand og jeg tager i sommerhus, forlader vi en lille vej med små rækkehuse, hvor vi er meget tæt på vores naboer, og der er masser af biler der kører frem og tilbage: på arbejde, hjem fra arbejde, hente børn, ud og købe ind osv. Det er fantastisk at køre ind i indkørslen til sommerhuset, stå ud af bilen og høre stilheden. De andre sommerhusbeboere vi møder smiler venligt og vinker i indforstået glæde – vi er i samme båd, vi har ferie!  Men naboen, han er ikke på ferie. Han hilser måske med et nik, men han smiler ikke. Hans hverdagsrytme kan vi ikke undgå at mærke, og det er altså en smule ærgerligt at blive mindet om hverdagens trummerum når det ellers kunne have været rent ferieland.

Helårsbeboelse i sommerhuse er et socialt problem, et miljøproblem og et infrastruktur-problem. Staten prøver at gøre noget ved det ved at indskærpe overfor kommunerne at de skal håndhæve loven. Men i den kommune, hvor vi har sommerhus, ønsker kommunen simpelthen ikke at følge loven. De har vist nok fulgt op på de åbenlyse sager – dem der har folkeregisteradresse i sommerhuset. Men så stopper det også der. Faktisk er Gribskov Kommune decideret imod at der er forbud imod helårsbeboelse og ønsker at gøre visse sommerhusområder til områder med helårsbeboelse. De kræver idag at der bliver ryddet sne på de små veje i sommerhusområderne, og der opkræves fuld pris for renovering.

Måske er det for at få flere skatteydere til kommunen? Mere handel til byerne? Eller for at slippe for at skulle sørge for almennyttige boliger til de unge, de fraskilte og de konkursramte? Som ‘ægte’ sommerhusbruger kan man få lov at betale ejendomsskat, men man har jo ikke stemmeret til kommunalvalget da man har helårsbolig i en anden kommune. Så man kan ikke gennem demokratiet påvirke politikken.

Jeg kunne personligt ikke have lyst til at bo i et sommerhus hele året. Komforten er for lav for mig, og jeg ville ikke bryde mig om at belaste et miljø og en infrastruktur der ikke er beregnet til det. Og alt det med proforma-adresse og det ulovlige aspekt ville gøre mig paranoid, jeg ville hele tiden være bange for at nogen skulle melde mig. Ikke desto mindre er det en stigende tendens, så på et eller andet tidspunkt er kommunerne vel nødt til at gøre noget ved det.

Lignende indlæg:

Målet helliger ikke midlet

Igår var jeg til foredrag. Ja, jeg indrømmer; jeg bruger de fleste fredag aftener på at se X-factor og andet TV og falde tidligt i søvn på sofaen. Men igår gjorde jeg noget andet. Jeg tog sammen med min mand i Lyngby Kulturhus og oplevede et foredrag. Det var arrangeret af FOF og handlede om Blekingegadebanden. Foredragsholderne var Jørn Moos, som var den politimand som opklarede en række forbrydelser begået af Blekingegadebanden, og Bo Weymann, som var medlem af Blekingegadebanden fra 1982 til 1988 og som fik en dom på 7 års fængsel for sine aktiviteter i banden.

Jørn Moos har holdt mange foredrag om Blekingegadebanden, men det er første gang at Bo Weymann er med. Det lød som om de måske vil gøre det igen. De startede med at Bo Weymann holdt en halv times indlæg om hans tilknytning til gruppen, derefter talte Jørn Moos en halv time om opklaringsarbejdets faser. Så gik de 2 i dialog, hvor de stillede hinanden spørgsmål om sagen. Til sidst svarede de på spørgsmål fra salen.

Jørn Moos har jo været meget tilgængelig for offentligheden, men det er noget nyt at se Bo Weymann stå frem overfor almindelige mennesker. Som man også får indtryk af i dokumentarfilmen Blekingegadebanden, er han en fantastisk god formidler. Han er virkelig god til at forklare hvorfor man kan komme ud i at lave den slags kriminalitet med udgangspunkt i en politisk overbevisning. Man får også indtryk af et menneske som er sympatisk, vil andre det bedste og meget velbegavet.

Når man har set både dokumentarfilmen og TV-serien, og ens mand har læst Peter Øvig Knudsens bøger om sagen, så var der ikke så meget faktuelt nyt der kom frem på foredraget igår. Det var en pudsig detalje for mig at høre, at banden faktisk var mere nervøse for at blive opdaget af den israelske efterretningstjeneste end af den danske. Og så fik jeg et endnu bedre indblik i hvordan det daglige arbejde i gruppen var – hvordan de talte i telefon sammen, hvordan de skiftede fra taxa til taxa på vej hen i lejligheden i Blekingegade så adressen ikke blev opdaget på trods af at de i perioder blev overvåget, og hvordan de havde et arbejdsfællesskab som mindede om det der er på en arbejdsplads. De arbejdede seriøst med de forskellige røverier på nøjagtig samme måde som man gør med opgaver på jobbet, og de opfattede ikke sig selv som kriminelle. De de fik skabt en slags normalitets-boble rundt om det de lavede som gjorde, at det var helt naturligt for dem at snakke om våben, sidde på kasser med panserværnsraketter og diskutere voldsanvendelse. Bo Weymann mente at gruppen endte med at have en slags drift mod ‘døden’ – de kunne kun være blevet stoppet af en voldsom begivenhed som drabet ved røveriet i Købmagergade blev.

Det med ikke at føle sig som en kriminel fik et nyt perspektiv, da Bo Weymann fortalte lidt om livet i fængsel. Her oplevede han, at alle de andre indsatte konstant snakkede om kriminalitet og stoffer, og jeg fik det indtryk at han følte sig helt fremmed overfor dette miljø. På spørgsmål fra salen svarede han ja til, at han følte at det gav en uønsket status i fængslet at have tilhørt en gruppe, som havde slået en politibetjent ihjel – og det gav ham kvalme. I det hele taget var hans væmmelse overfor den kriminelle verden stor. Dog havde han fundet det meningsfyldt at hjælpe sine medfanger med at læse og skrive, så de kunne forstå og forholde sig til skrivelser fra myndighederne. Ellers havde han brugt meget af sin tid i fængsel på at male og skrive.

Bo Weymann har ikke kontakt med nogen af de gamle kammerater fra banden – kun sin bror. Der blev kort omtalt en artikel som 3 andre bandemedlemmer udgav i marts 2009, hvor de gør rede for de politiske overvejelser der lå til grund for bandens aktiviteter. Man får indtryk af at de 3 forfattere stadig ser verden som de gjorde dengang. Bo Weymann forklarede at han var et andet sted idag end de er, og at han ikke ville have kunnet skrive sit navn på den artikel. Han karakteriserede sig selv som pacifist, som kun kan gå ind for konfrontation via FN.

Jeg er et menneske som er drevet af en stor nysgerrighed overfor andre mennesker. Jeg har altid lyst til at lære mere om hvad der motiverer folk, hvorfor gør de som de gør og hvordan er de blevet som de er. Derfor er især Bo Weymanns beretning om først sin baggrund og hvad der gjorde at han blev involveret i Blekingegadebanden, og senere forklaring om sin personlige udvikling under og efter fængselsopholdet utrolig spændende for mig. Jeg er dybt taknemmelig over at han vil dele det med os andre og har stor respekt for at han som menneske har kunnet flytte sig så meget.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Maskeringsforbud

Nu er der igen tale om burka- eller niqabforbud. Det ser ud til at regeringen og Dansk Folkeparti forsøger at begrænse brugen af disse muslimske klædedragter, selvom det er fundet grundlovsstridigt at forbyde den bestemte type beklædning.

Hvorfor kan man ikke bare gå efter de uhensigtsmæssige ting der ligger i at dække sig til? Vi har jo i forvejen maskeringsforbud i forbindelse med demonstrationer. Så kunne man da bare udvide dette forbud til at gælde de andre sammenhænge hvor vi i Danmark ikke synes det er hensigtsmæssigt at dække sit ansigt?

Jeg synes f.eks. det er helt OK at forlange at en dagplejemor viser sit ansigt til de børn hun passer. Og ved alle situationer hvor det er vigtigt at identificere sig (vidne i retten, gå til eksamen, møde op til fængselsstraf, sikkerhedskontrol i lufthavnen) må man da kunne forlange at borgerne ikke skjuler deres ansigt. Her synes jeg det er helt iorden, at en borger ikke med henvisning til religiøs overbevisning kan kan nægte at vise sit ansigt – hvis der da skulle være nogen der kunne finde på det.

I bund og grund udspringer min holdning af at jeg ikke synes at religion må veje tungere end stat og lovgivning. Man kan måske hævde, at hvis det f.eks. ikke er lovligt at rejse med fly i en burka, så fratager man burka-bærere det privilegium at kunne rejse med fly. Men der mener jeg nu altså at vedkommende så har taget et personligt valgt der begrænser hende.

Jeg ved godt at der også er andre politiske agendaer end disse rationelle begrundelser for at burka/niqab er uønsket. Diskussionen om hvorvidt kvinder der bærer disse dragter er undertrykte og/eller tvungne forstår jeg godt – det er aldrig godt når en borger lever i tvang. Men det samme gælder jo andre former for undertrykkelse, herunder hustruvold, psykisk vold, frihedsberøvelse og hvad der ellers sker i de danske hjem – her skal man jo bare have Politiet på banen.

Jeg synes godt man kan indrette lovgivningen sådan at uhensigtsmæssig adfærd forbydes, uden at der er adresse til bestemte grupper i befolkningen som skal kriminaliseres eller føle sig uvelkomne. Man kan vel bare formulere det sådan at det er enhver tildækning af ansigtet der er ulovlig i visse situationer – så vil det også gælde f.eks. elefanthue. Men kræver jo så at alle accepterer at lovgivning står over religion.

Lignende indlæg: