Gennemse Tag

Værdier

Ekspert i hund

Lige for tiden er vi ved at undersøge, om vi skal prøve at skifte foder til Adina. Hun viser mindre og mindre interesse for sin mad, og nogle dage spiser hun kun en brøkdel af den mængde hun iflg. doseringsvejledning har brug for på en dag.

I søgningen efter alternativer har jeg opsøgt viden på nettet og hos folk med hundeerfaring. Ligesom da vi anskaffede os hund, møder jeg nu igen utrolig mange holdninger, værdier og også ekspertminer. Det kan godt være lidt svært at navigere i.

Jeg kan godt lide at høre enkeltpersoners egne erfaringer – det er fakta, selvom det er krydret med personens subjektive opfattelse. Men man får i hvert fald et bud på effekten af løsningen/foderet, eller hvad det nu er man undersøger.

Men så er der alle eksperterne. Dem som generaliserer og kommer med udtalelser som ‘sådan er det tit’. Dem har jeg det lidt svært med. For jeg har ingen mulighed for at gennemskue, hvad deres grundlag er for at komme med disse generelle udtalelser, og når man har hørt tilpas mange modsatrettede ekspertudtalelser ved man slet ikke hvad man skal tro.

Vi mødte f.eks. en kvinde som havde en butik der forhandlede forskellige hundefodermærker. Hun sagde at mange hunde blev trætte af det foder vi har brugt indtil nu fordi der var ‘ingenting i’ (vi bruger et dyrt mærke som er udviklet af dyrlæger), og at mange hunde af Adinas race har problemer med maven. Dette blev sagt med en alvorlig ekspertmine, der signalerede at hun synes hun vidste hvad hun talte om. Vi kunne se at der på samme grund som butikken lå på var en lille agilitybane. Måske er kvinden også hundetræner og får derigennem nogle erfaringer der sætter hende i stand til at sige som hun gør. På den anden side har hun nok en interesse i at sælge os en sæk hundefoder.

Eksperter som jeg er mere tilbøjelig til at tro på, er folk som arbejder i dyreklinikker. Hvis man igennem en årrække har haft en jævn strøm af alle mulige hunde i konsultation, har man nok et meget godt grundlag for at udtale sig om generelle tendenser mv. Der er bare det ved det, at det koster 600 kr. at høre dyrlægens mening, og når nu vi har internettet er jeg tilbøjelig til at kigge der først. Dertil kommer at mange dyrlæger ser ud til at høre til den gamle skole.

Når det kommer til hundens kost, har jeg opdaget at der er flere skoler. Der er dem der går ind for traditionelt tørfoder, som indeholder alt det hunden har brug for. Dette kan krydres med pressehistorierne, hvor det hedder at det billige tørfoder er ligeså godt som det dyre. Og så er der dem der går ind for at hunden skal fodres som om den stadig var en ulv i naturen. Dette princip hedder BARF. Som jeg forstår det så er det noget med at give hunden råt kød, indvolde, ben og fedt. Der er vist også noget med bær og urter og surmælksprodukter. Hunden får noget forskelligt hver dag, og en gang om ugen får den ikke mad – ligesom i naturen. Visse forhandlere af disse produkter kalder det ‘Rigtig Hundemad‘ og signalerer dermed at alt andet er forkert.

Det er blot nogle af yderpunkterne man møder når man undersøger hvad der er godt og skidt indenfor hundefoder. Det samme gør sig gældende når det handler om opdragelse. Nogle mener at man kan vænne hunden af med at hoppe op ved at træde den over tæerne, andre ved at vende kroppen væk. Igen 2 forskellige råd der stammer fra 2 helt forskellige værdisæt, hvor brug af fysisk kraft er henholdsvis OK og slet ikke OK.

Fordi det er nyt for mig at have hund, er der mange ting som jeg mangler erfaring med. Jeg forsøger at finde løsninger gennem en række forskellige kilder, og forhåbentlig opbygger jeg derigennem min egen erfaringsbase. Samtidig skal jeg lære at navigere imellem de forskellige skoler og eksperter. Meget af det handler om værdier, og der skal jeg og Mads finde vores eget ståsted.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg bliver i komfort-zonen

Det er blevet moderne at argumentere for at bevæge sig udenfor sin komfort-zone. Første gang jeg hørte om det var fra Chris McDonald, hvor det handlede om at når man træner sin krop får man bedre resultater, hvis man ikke stopper når det begynder at gøre ondt. Siden mødte jeg en af dem Chris har arbejdet med i TV; Leif Carlsen, som er blevet en stor fortaler for og har holdt foredrag om det med komfortzonen i relation til hans store arbejde med at ændre sin egen livsstil og tabe en masse kilo. Leif er en rigtig flink mand og jeg har stor beundring for hvad han har gjort med sit liv og sin krop. Jeg er bare ikke sikker på at det er den samme løsning der skal til for alle.

Budskabet har spredt sig til ikke kun at handle om træning, motion, vægttab og madvaner. Det er hele livet der skal leves udenfor komfort-zonen.

Og nu har jeg fået nok. Som sædvanlig føler jeg mig forkert når jeg ikke følger anbefalinger fra folk, jeg ellers godt kan lide og respekterer. Men jeg er nødt til at gøre det på min måde. Og jeg føler trang til at fortælle om en anden side af sagen.

Det er muligt at de mennesker, som er bannerførere for at man skal bryde sine grænser, lever et liv til daglig hvor de er 100% trygge i alt hvad de gør. Det virker som om de føler de er nødt til at gøre noget de egentlig er bange for, for at udvikle sig og udvide deres horisont. Fint for dem, hvis det gør dem glade i deres liv.

Sådan er hverdagen ikke for mig. Jeg er bange hver dag. Når jeg cykler til arbejde er jeg bange for at blive kørt ned mindst 1 gang på hver tur. Når jeg er på arbejde bliver jeg konstant udfordret på min flexibilitet, overblik og præstationsevne. Og jeg er bange for at blive bedømt negativt og blive fyret. På privatfronten er jeg bange for at få økonomiske problemer, bekymret for at huset ramler ned om ørerne på mig og at kælderen skal blive oversvømmet. Og så er jeg konstant bange for at der sker noget med mine kære.

I denne uge har jeg netop afsluttet et forløb hos en neurolog. Jeg har gået hos hende i 4 år pga. migræne. Jeg har fået MR-scannet mit hoved, skiftet p-piller og taget beta-blokkere. Jeg har selv arbejdet med at reducere belastninger i mit liv ved at skifte flyrejser ud med sommerhusferie og ved at skifte job, og jeg har haft fokus på at motion skal være en konstant del af mit liv. Vi er nu nået frem til en behandling (læs: en kombination af piller og livsstil), hvor mine migræneanfald ikke er så kraftige, og ikke kommer nær så ofte. Jeg har næsten aldrig sygedage pga. migræne mere.

Men det er ikke lykkedes at fjerne hovedpinerne fuldstændig. Jeg har stadig et par gange om måneden migræneanfald, som kan slås ned med anfaldsmedicin. Dertil kommer en del ‘almindelige’ hovedpiner som kan klares med håndkøbsmedicin. I mit forløb hos neurologen blev det tydeligt, at der er en sammenhæng med hormonelle forhold. Da neurologen opsummerede min situation vurderede hun dog, at psykologi er en stærk faktor hos mig, og det kan medicin ikke gøre noget ved. Hun forklarede at det handler om den måde man lever sit liv på, takler andres og egne forventninger og håndterer belastning. Og det tror jeg er en  helt korrekt observation. Min hovedpinekalender taler sit tydelige sprog når det kommer til sammenhæng mellem migræne og stressede situationer.

Neurologen ville ikke henvise mig til psykolog, for det var ikke sikkert det lige var det der var løsningen for mig, men hun opfordrede mig til at finde en måde at lette presset lidt. Om det så handler om motion, mindfulness, meditation, tid alene eller coaching – hvad der nu kunne fungere godt for mig. Hun pointerede at det har en pris at leve videre uden at gøre noget ved disse psykologiske mekanismer, både fordi jeg er nødt til at tage medicin og fordi det påvirker mit liv. Og det har hun ret i.

Udover at købe sommerhus og skifte arbejde har jeg også gjort mig mange tanker om min egen psyke. Jeg har udforsket fænomenet HSP ved forskellige foredrag og tror, at meget kan forklares gennem disse personlighedstræk. Jeg har også været til foredrag om mindfuldness og meditation, men jeg er ikke kommet igang med at praktisere noget af det. Jeg har i det hele taget ikke fundet noget konkret der ændrer på tingene. Det føles utrolig svært at gøre noget ved de mønstre man har lært sig igennem hele livet.

Set i det lys føler jeg ikke, at løsningen for mig ligger i at overskride min komfort-zone markant. Faktisk fortalte Lise August på et foredrag om HSP, at folk med dette personlighedstræk kan risikere depression af konstant pres for at bryde grænser. For mig handler det om at finde en form for balance imellem psykisk belastning og livsglæde. Jeg ved at der er 3 konstanter i mit liv:

  1. jeg skal forsørge mig selv (dvs. gå på arbejde)
  2. jeg indgår i en familie
  3. der er kun 24 timer i døgnet

Herudover kan jeg ændre på alle faktorer, hvis jeg ved hvordan. Jeg tror at ‘balance’ er kodeordet for mig, ikke forskydning af balance, som teorierne om overskridelse af komfortzoner vel egentlig handler om. Jeg føler, at et stærk fundament af tryghed er det bedste udgangspunkt, når jeg skal takle mit liv. Og så vil mine interesser og min store trang til at opleve nyt automatisk skubbe mig ud på dybt vand i en række situationer. Men jeg vil ikke opsøge utrygge situationer, udelukkende fordi de er utrygge.

Måske vil man synes at jeg er et særtilfælde, og at anbefalingerne omkring at komme ud af komfort-zonen ikke er møntet på folk med den slags udfordringer som jeg skitserer her. Men tænk engang hvor mange mennesker der bliver syge af stress. Det er 15-20% af befolkningen der har HSP-træk, og OECD mener at Danmark er det land der er hårdest ramt af psykisk nedslidning. Ved HSP-foredrag er det flere gange blevet beskrevet, hvordan folk med HSP-træk kommer til at få en funktion som kanariefuglen i minen; den første der reagerer på farlige/belastende forhold, men i virkeligheden dækker det over noget der kan være farligt for mange andre. Jeg tror ikke jeg er alene.

Lignende indlæg:

Om at fjerne helligdage

Der har nu i nogle uger været debat i medierne omkring fjernelse af helligdage. I forbindelse med såkaldte trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, ønsker regeringen at introducere fjernelse af 1 eller 2 helligdage som en parameter. Begrundelsen er, at det er nødvendigt for økonomien at vi skal arbejde mere.

Umiddelbart er det er ikke noget som man som almindelige lønmodtager er vild med at høre. Vi befinder os midt i det dejlige forår, hvor der er mange helligdage, der gør det muligt nyde de blomstrende frugttræer og lyse nætter, tage i sommerhus, gå til familiefester og at nå den øgede mængde havearbejdet foråret også byder på. Der er en særlig stemning når næsten alle i landet har fri, og det gør det nemmere at lave aftaler om at ses.

Man tror næsten ikke sine egne ører. De helligedage man har kendt hele sit liv har man jo vænnet sig til er – ja, hellige – dem kan man da ikke røre ved? Skal man tro Ritzau i dag er det da heller ikke sket siden 1770 at man har afskaffet helligdage. Dengang røg bla. 3. juledag og 3. pinsedag.

Men hvis regeringen kan få flertal for det, så kan det åbenbart godt lade sig gøre at fjerne helligdage og dermed lade arbejdsstyrken arbejde mere. De lønmodtagere, som er repræsenteret ved forhandlingerne kan fremføre deres behov og forsøge at forhandle noget andet igennem til deres overenskomster. Men vi som ikke er omfattet af en overenskomst ender i et demokratisk vacuum. Det bliver – som med så mange andre ting – i givet fald et rent diktat, som vi ingen indflydelse har på. En ren udgift, som vi ikke får ’noget for’, idet jeg ikke går ud fra at der gives kompensation for den øgede arbejdstid.

Den borgerlige opposition benytter sig selvfølgelig af muligheden for at argumentere mod regeringen og med folkestemningen. Venstre mener at det er ærgerligt at fjerne dage hvor folk har mulighed for at være sammen i familierne, men synes hellere man skal fjerne feriedage. Og Konservative argumenterer ud fra tradition og danskhed, man fornemmer ’gud, konge og fædreland’-mantraet.

Det er nu ikke så meget derfor at jeg synes det er en dårlig idé at fjerne helligdage. Jeg er ateist og bruger ikke disse helligdage til at dyrke en tro. Og jeg bruger såmænd lige så gerne helligdagene til ro og restitution, som til at se familie.

Jeg synes simpelthen bare at det er en velerhvervet rettighed, som mere end nogensinde er nødvendig i en stresset tilværelse. Jeg protesterer af princip imod at få forringet mine vilkår uden kompensation og uden min accept. Med en socialistisk regering og krisetider er det nok vilkårene, og jeg er desværre ikke overrasket over denne indfaldsvinkel. Og hvis man tænker på hvilke reformer borgerne i Sydeuropa må gå igennem skal man nok nødig pive. Men jeg kunne godt tænke mig en forklaring på hvordan det med at arbejde mere skal hjælpe samfundet, når vi har så stor ledighed. Når man dertil lægger de massive problemer der er med stress blandt dem der er i arbejde, hvor det er min påstand at vi er ved at underminere vores indtægtsgrundlag, så kan jeg slet ikke se mening med disse tanker om at fjerne helligdage.

Hvis arbejdsmarkedets parter synes det er en god idé at lave aftaler, som øger arbejdstiden, så vi jeg foreslå at de ser på de vilkår som er bestemt i overenskomsterne. Der er ofte aftalt fridage udover de statsbestemte helligedage, f.eks. 1. maj, man kunne forhandle om. Der er da også temmelig mange mennesker som har betalt frokost – det var måske også et område man kunne tage frem på forhandlingsbordet. Hvis de goder der er forbeholdt folk med overenskomst blev ændret, kunne man måske endda opnå en større ligestilling på arbejdsmarkedet.

Da min bror flyttede til USA snakkede vi i familien om hvordan hans arbejdsliv blev. F.eks. har man i USA som udgangspunkt kun 2 ugers ferie. Men når det kom til helligdage stod det ikke så slemt til som vi troede. Vi kiggede en amerikansk kalender igennem og kunne tælle ligeså mange som der var i Danmark, nemlig 10-12. I USA har man ikke religiøse helligdage der gælder hele befolkningen. I stedet har man ’helligdage’ som relaterer sig til nationens opståen og historie. Det synes jeg er en god idé. Danmark er også ved at være et multietnisk og multireligiøst land med mange forskellige religioner repræsenteret.  Det vil give god mening for mig at finde ca. 10 mærkedage og gøre dem til ’helligdage’ – vi kunne jo kalde dem officielle fridage eller noget i den stil. Det skal nok kunne lade sig gøre – jeg kan umiddelbart komme i tanke om både Grundlovsdag, Valdemarsdag, Europadag osv – vi skal nok kunne finde 10-12 dage der relaterer sig til vores lands opståen og historie. Så kan man bruge af sine feriedage, hvis man har behov for at holde fri i forbindelse med dyrkning af sin religion.

Det er nu nok utopi at få så gennemgribende ændringer igennem. Jeg kunne godt ønske mig et sekulært danske samfund, der er 100% religionsneutralt. Men så længe det ikke er sådan, går jeg ind for at man beholder de eksisterende helligdage. Arbejdsmarkedets parter må forhandle som de vil, og vi som ikke har nogen forhandlingsmulighed må håbe at vores arbejdsgivere behandler os ordentligt. Jeg synes kun at Folketinget skal blande sig når det handler om ligestilling og beskyttelse af lønmodtagere.
?????

Lignende indlæg:

Betydningen af familie

Henover årene har jeg indset, at familie betyder meget for mig. Det har det nok gjort hele tiden, men det er først nu at jeg er helt bevidst om det.

Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg meget travlt med at blive selvstændig og klare mig selv. Jeg så mine forældre tit, men nogle gange var det noget jeg gjorde for deres skyld. Jeg havde en stor sult efter at skabe mine egne rammer, og synes ikke jeg havde så meget brug for mine forældre som tidligere.

Som helt ung tog jeg nok familien for givet. Det var et kæmpe chok, da jeg mistede min farmor og min mormor indenfor nogle få år. Jeg var 24 år da min sidste bedsteforælder døde, og dermed forsvandt det naturlige samlingspunkt for onkler, tanter, fætre og kusiner. Nogle år senere flyttede til min bror til USA. I starten tænkte jeg at han nok kom tilbage til Danmark efter nogle år, men det gjorde han ikke. Den familie, som jeg kunne dele hverdag og fest med, skrumpede betydeligt ind.

I dag har jeg min egen lille familie. Mads og jeg har boet sammen i 7 år og været gift i 4, og for nogle uger siden blev Adina det 3. medlem af vores familie. Jeg elsker at tænke på os som en familie. Det var en stor glæde for mig at få navneskilt med fælles efternavn da vi blev gift. Da vi for et år siden fik postkasse ved vejen, nød jeg at bestille vores efternavn i folieskrift og montere det på postkassen, synligt for alle der kommer forbi. Og det kom på Facebook, den dag vi fik papirer på at vi er de officielle ejere af Adina. Alt sammen symboler på at vi hører sammen. Vel i virkeligheden et udslag af det samme som gjorde sig gældende da jeg var helt ung og flyttede hjemmefra: redebyggeri og trang til at være en stærk enhed.

Efterhånden som jeg er blevet mere etableret, er jeg begyndt at føle mig mere knyttet til mine forældre. Vi har oftere kontakt og er mere involveret i hinandens liv end i min single-tid. Mine forældre er blevet ældre mennesker og lidt mere skrøbelige. De kan godt bruge en hjælpende hånd af og til, og jeg nyder at kunne gøre noget for dem.

Denne uge er en helt almindelig arbejdsuge for mig, men ikke for resten af min familie. Min mand har ferie og går hjemme og hygger sig sammen med vores hund. Mine forældre fik nøglerne til deres nye lejlighed i søndags og er i fuld gang med at koordinere håndværkere og planlægge flytning. Da jeg skulle på arbejde i morges kunne jeg mærke, at jeg har mere lyst til at blive på sofaen derhjemme end at gå på arbejde. Jeg ville også hellere kunne være med i alt det praktiske hos mine forældre. Men fra på fredag kan jeg være med – der har jeg også ferie. Vi har lagt vores ferie, så jeg kan være med til både at pakke og rydde mine forældres hus og til selve flytningen.

Jeg er nok nået dertil, at familien inderst inde er vigtigere og mere interessant for mig end at gå på arbejde. At have et arbejde er for os, som ikke har glæden af arv eller lotto-gevinst, en økonomisk nødvendighed, og jeg nyder da også når jeg føler mine intellektuelle evner er til nytte for løsning af en opgave. Men efter 20 år på arbejdsmarkedet er jeg ikke længere så ambitiøs, og i takt med at arbejdsmarkedet er blevet et mere kynisk sted at være, er min lyst til at leve andre dele af livet steget. Jeg har brug for tryghed, loyalitet, mennesker man kan stole på. Og det får jeg i familiens skød.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

Om at fortryde

I øjeblikket går jeg i overvejelser om at anskaffe mig hund – en drøm jeg har haft siden jeg var helt lille. Der er forskellige bekymringer og omkostninger omkring det at have hund, som jeg skal tænke over. Man er f.eks. mere bundet til at være hjemme, og man skal overveje om hunden kan trives med at man er nødt til at forlade den for at gå på arbejde. Der er mange der har gode råd, og det er vigtigt at tænke det hele godt igennem, for tænk nu hvis man skulle fortryde. Så står man med ansvaret for et levende væsen i en ikke optimal situation, hvor man ikke bare kan gøre det gjorte u-gjort.

Men selve det med at fortryde….. Er der ikke altid en risiko for at fortryde? Man kan fortryde at man gjorde det – eller man kan fortryde at man IKKE gjorde det. Hvad er værst?

Jeg har tit hørt argumentet om at være bange for at fortryde at man IKKE gjorde det, i forbindelse med store livsvalg. Det kan være i forbindelse med rejse- eller jobmuligheder, hvor der er noget på spil, og hvor man i givet fald opgiver noget for at opnå noget andet, der ikke helt er garanteret. Disse mennesker kan finde på at bruge det som argument for at tage imod muligheden, at man er bange for at fortryde at man ikke sprang ud i det. Det bliver tit sagt som det ultimative argument, der ikke kan eller må modsiges. Det er som om det er en universel værdi at tage en chance.

Men det omvendte gælder vel også; at man kan fortryde at man GJORDE det? Hvem siger at det ikke kan ske, at man fortryder at man tog chancen? Hvis det f.eks. handler om at forfølge en jobmulighed i udlandet, kan det have konsekvenser både økonomisk og socialt, og det kan være svært at rulle sit valg tilbage uden omkostninger eller brændte broer.

Som frivilligt barnløs oplever jeg også tit argumentet, når man debatterer at vælge at få børn contra ikke at vælge børn. “Tænk hvis du fortryder at du ikke fik børn, når du er blevet ældre og ikke længere KAN få børn!”. Det er som om det er et fuldstændigt tabu at tænke den tanke, at man kunne komme til at fortryde at børn. Jeg ved godt at biokemi og meget andet gør, at selv en uønsket graviditet som oftest resulterer i stor forældrekærlighed, men alligevel – det er vel teoretisk muligt og dermed noget der bør tages med i betragtning?

Det er nok unødvendigt at skrive, at jeg ikke har tænkt mig at få børn alene for at sikre mig mod den eventuelle situation, at jeg skulle fortryde at jeg ikke fik dem. Men i det hele taget synes jeg at det er et skrøbeligt argumentet at hænge en beslutning op på, da det omvendte også gælder. For mig er det umuligt at afgøre, hvad der vejer tungest; fortrydelse ved at gør et eller andet, eller ved ikke at gøre det. At tage chancer rangerer ikke højere i værdi for mig end at undgå andre slemme konsekvenser.

Jeg er nu ret afklaret med at jeg gerne vil have hund. Jeg føler stærkt, at gevinsterne er større end omkostningerne. Og hvis vi skal være helt ærlige, så tror jeg at det er den følelse som ligger til grund for mange beslutninger. Det er og bliver en følelsesmæssig afvejning. Og jeg tror også at det er det bedste udgangspunkt, når man skal stå på mål for evt. konsekvenser. Rationelle argumenter omkring frygt for at fortryde sit valg eller ikke-valg kan man bruge til at retfærdiggøre sin beslutning. Men da argumentet kan bruges begge veje, tror jeg aldrig at det kan blive afgørende for en stor livsbeslutning. Og derfor er det også svært at bruge til noget for dem der lytter.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2011

Året 2011 blev et dramatisk år i blogland. Blandt de blogs jeg følger, er der en der har fået diagnosen sclerose, en har langt om længe fået tildelt førtidspension, en har fået sit første barn og der er også en der har fået en ordentlig omgang hjertesorg efterfulgt af en kæmpe omgang stress. Bølgerne er gået højt, og for flere af de omtalte var 2011 et år de glædede sig til at sige farvel til.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

  • Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
  • Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
  • I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
  • Jeg har fået 2 nye katte-venner.
  • Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
  • Jeg har været på Langeland.
  • Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
  • Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
  • Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
  • Jeg gik over til smartphone.
  • Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.
Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011’s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

4 dages 40-årsfest

Det er egentlig ikke nogen særlig præstation at fylde 40 år, man skal bare holde sig i live. I den ende af livet er det heldigvis ikke så svært. Alligevel synes jeg at det var på sin plads at fejre, at jeg i søndags havde levet i 40 år; det er jo en god undskyldning for at invitere nogle mennesker man holder af og spise noget lækkert. Og det gjorde jeg så.

Dag 1: Umami

Fødselsdagsfejringen startede allerede dagen inden min fødselsdag. Sammen med min mand, min far og min veninde fik jeg lørdag aften alle tiders oplevelse på Restaurant Umami. Vi parkerede lige udenfor døren og startede med cocktails i loungen. Her fik jeg gaver af min veninde, en smuk vase og en hund. Ja altså, ikke en levende hund, men en skøn hund syet i lækkert læder.

Derefter blev vi fulgt op til vores bord. Jeg har aldrig været på sådan en rigtig dyr restaurant før, og jeg skal love for at man godt kunne mærke at vi var oppe i en helt anden klasse. Vi valgte alle deluxe omakase-menu; en tasting-menu hvor køkkenet bestemmer hvad man skal have at spise. Det virkede oplagt at lade sig overraske i dette spændende ukendte miljø. Vi fik dyreryg, havbars, hummer, and, sushi og valnøddeis med sandkage/kandiserede nødder/havtorncoulis.

Alt var utrolig lækkert, smagen var enorm og servicen var helt perfekt. Måske er det fordi jeg ikke er vant til cocktails før maden, men hele oplevelsen var næsten drømmeagtig, og jeg gav mig hen til en helt fantastisk oplevelse sammen med mine kære.

Dag 2: Boller og lagkage

Så oprandt selve dagen: min fødselsdag. Tyve-elleve tyve-elleve var datoen, og jeg blev 40 år gammel. Min mand bød på en kæmpe buket røde og hvide roser, et glas juice og gaver fra morgenstunden. Han havde købt en lækker smartphone til mig, og så havde han arrangeret et gourmet-wellnessophold for ham og mig på et lækkert hotel i Jylland på vores bryllupsdag.

Den søde nabodame kom ind med en flot kurv med godter og sagde tillykke. Hun havde skrevet et lille kort, og jeg blev lidt vemodig da jeg så at hendes håndskrift lignede min mormors.

Midt på dagen kom mine forældre og min onkels familie til sandwich, boller og lagkage. Jeg fik blomster og gaver i massevis: vase, nøgleskab, chokoladefondue og gavekort. Nu kunne vi nyde godt af vores nye spisebord, som med 3 plader i kan trækkes ud til at rumme 12 personer.

Vi havde bestilt sandwich og kager hos Grannys House i Søborg, og det fortrød jeg ikke. Othello-lagkagen var klassisk og med den mest velsmagende creme jeg nogensinde har smagt. Passions-kagen var syrlig og aromatisk samtidig med at chokolademoussen gjorde den blød. Og sandwich’ene med laks og kylling/bacon fik hurtigt ben at gå på, lækre og indbydende som de var.

Undervejs fik jeg et opkald fra min bror i Californien, som tidligere på ugen havde sendt mig gavekort til sushi og blomster.

Det var en skøn eftermiddag med familien. Af geografiske årsager er det denne del af familien jeg ser mest regelmæssigt. Det er altid dejligt at se mine søde fætre og deres familier. Jeg nyder også at se min onkel og tante. Af en eller anden grund giver det mig noget særligt at være sammen med mennesker som har kendt mig hele mit liv.

Dag 3: Dagen derpå

Jeg vidste at jeg ville være træt ovenpå en weekend med så mange oplevelser, så jeg havde taget fri i går, dagen efter min fødselsdag. Og hvor kan jeg bare ikke sige det nok: man burde tage fri på en mandag noget oftere. Som jeg dog nød at stå op i ro og mad, sætte mig i min sofa og vågne stille og roligt, mens alle andre knoklede afsted på arbejde. Jeg så rundt på de i alt 4 buketter i min stue, så lidt morgen-fjernsyn og ‘legede’ med min nye smartphone.

Da jeg var vågnet helt tog jeg søndagsavisen, som jeg ikke havde haft tid til at læse dagen før, og spiste et par af de hjemmelavede fødselsdagsboller til morgenmad.

Ved middagstid cyklede jeg til Lyngby for at se på butikker. Jeg fik brugt de 2 gavekort jeg havde fået dagen før: årsklokke, køkkenvægt, æggebægre og kogebogsholder. Jeg spiste frokost på en café. Det nåede at blive mørkt før jeg kom hjem igen og mødtes med min mand, som havde været på arbejde den dag.

Dag 4: Tilbage på arbejde

I dag var det så tilbage til hverdagen. Men fejringen var ikke helt slut.

Da jeg kom på arbejde var der flag over det hele på min plads og alle sagde tillykke. Min chef inviterede afdelingen til morgenmad, hvor jeg fik gaver fra både kollegerne, personaleforeningen og firmaet: æggebægre, bog om Dirch Passer og gavekort til en frokost for 2. Der var endda en håndskrevet hilsen fra direktøren og formanden for personaleforeningen.

I mit nye firma fejrer man runde fødselsdage ved at kantinen laver en lagkage som serveres i forbindelse med frokosten, så jeg kunne nyde den lækreste chokolade-lagkage med friske bær sammen med mine kolleger efter maden.

Det var faktisk en ret fin dag på arbejde. Jeg var rørt over at så mange ønskede mig tillykke selvom de ikke kender mig så godt endnu. En medarbejder fra HR kom ned og sagde personligt tillykke, selvom hun også at havde sendt en tillykke-mail, og kollega fra en anden afdeling sendte mig flot mail med tillykke-grafik selvom jeg kun har talt med hende 1 gang.

Og som om det ikke var nok! Da jeg kom hjem fra arbejde lå der en pakke mere til mig. Jeg var et stort spørgsmålstegn da jeg åbnede den, for jeg synes jeg havde hørt fra alle. Men det havde jeg åbenbart ikke. Min bankmand sendte mig en kæmpe æske chokolade med de bedste hilsner.

Alt i alt har det været 4 fantastiske dage med overvældende oplevelser og opmærksomhed. Jeg har ikke gjort så meget ud af min fødselsdag siden jeg blev 30 år. Jeg er glad for at jeg gjorde det på denne måde. Det gav mig en fantastisk følelse af samhørighed, og så bliver jeg mindet om at der trods alt er mange der holder af mig.

 

Lignende indlæg:

Ny bil

Nå, er det ikke ved at være tid til at jeg skriver om noget andet end politik? Det synes jeg i hvert fald selv.

Min mand og jeg har fået ny bil. Den gamle bil købte vi fabriksny for 5 år siden, og i år synes vi at der var begyndt at være lidt mange reparationer. Faktisk har vi haft 2 driftstop i år – begge gange lige inden vi skulle afsted på ferie. Det har været en rigtig god bil og vi har været meget glade for den, men der er jo sket meget med biler de seneste år, og vi var også begyndt at tænke på de mere miljøvenlige biler der findes på markedet.

Nu har vi købt en ny bil. Vi har holdt os i Seat-familien, for de har sådan nogle lækre miljøvenlige biler som hedder Ecomotive. Egentlig gik vi ind for at se på en Seat Ibiza Stationcar, som kører 29,4 km/l. Men da vi “ved et tilfælde” kom til at sætte os ind i en Seat Altea var vi solgt. Der var simpelthen så god plads og den var så godt indrettet, at den lige passede til os. Udover miljøhensynet er det nemlig også blevet en parameter for os at der kan sidde voksne mennesker på bagsædet, så vi kan have f.eks. vores forældre med. Prismæssigt lå de 2 biler endda ikke så langt fra hinanden pga. forskel i udstyr (med den mindre bil ville vi skulle tilkøbe en del ekstraudstyr for at kunne få den indretning vi vil have). Og det er stadig en Ecomotive, der kører 22 km/l. og er A-mærket.

Vi købte altså en Seat Altea Ecomotive og fik den leveret for et par uger siden. Modellen der stod i udstillingen var spritny og matchede vores ønsker fuldstændig, både hvad angår farve og udstyr. Så den fik vi lov til at købe, selvom det betød at forhandleren så ikke havde en Altea at vise frem længere. Der er lang leveringstid på biler i øjeblikket, og vi kunne se frem til en ventetid på ca. 3 måneder hvis vi ville have en anden fabriksny bil, så på den måde var det også heldigt.

Nedenfor billeder af hhv. den gamle og den nye bil. Den gamle kaldte vi konsekvent for Yb pga. nummerpladen. Vi har endnu ikke fundet et godt navn til den nye – er der nogen der har nogle idéer? Nummerpladen starter med EW.


Lignende indlæg:

Sov godt

Søvn er vigtigt for mig. Hvis jeg ikke får nok søvn, bliver jeg stresset og føler det svært at klare hverdagen. Hvis jeg sover godt og nok, kan jeg klare hele verden (næsten). Når jeg har fri og ferie, prioriterer jeg at få sovet så jeg kan blive frisk. Og jeg prøver også at prioritere det i hverdagen.

Indtil nu jeg jeg sovet i 140 cm bred boxmadras med fjedre. Den slags seng har jeg sovet på i forskellige varianter siden jeg flyttede hjemmefra. Det er sin sag at sove 2 mennesker på fælles madres af den kvalitet, især når sengen har nogle år på bagen. Sengen bliver blød på midten, så man får en følelse af at trille ind mod midten, jeg føler at jeg bruger kræfter på at modvirke det. Fjedrene gør at man hopper op og ned når naboen vender sig, og den begynder også at knirke efter nogle år.

I en proces med at udskifte vores ældre møbler har min mand og jeg nu prioriteret at få en god seng – en investering i god nattesøvn. Vi tog til Drømmeland i Hillerød og blev præsenteret for 3 teknologier i sengene: fjedre, latex og skum. Vi valgte det sidste i form af NASA-teknologien Tempur, fordi det var så fuldstændig ‘dødt’ mht. svingninger i sengen. Mads og jeg var trætte af at vække hinanden når vi vendte os. Vi har købt en lidt større seng: 160 cm bredde i form af 2 separate senge på 80 cm. med en fælles topmadras ovenpå. Sengen blev leveret i fredags, og nu skal vi til at vænne os til en helt ny type seng.

Det føles meget anderledes at sove på det her skum. Et par minutter efter man har lagt sig former det sig efter kroppen i takt med at det varmes op, så lige når man lægger sig føles underlaget ret hårdt. Fordi materialet er så svingnings-‘dødt’ er det ret hårdt at vende sig i sengen, man skal simpelthen bruge flere kræfter. Fjedrene i den gamle seng hjalp åbenbart ret meget til, har jeg fundet ud af.

Den første nat i den nye seng gik egentlig meget godt, men med en konstant bevidsthed om at det var nyt. Sengen er meget højere – vi ligger nok ca. 20 cm. højere end før, det føles lidt som at sove på et plateau. Efter 2. nat vågnede jeg og var ret øm i lænd og skuldre og blev helt i tvivl om det her var det rigtige valg. Producenten nævner på hjememsiden at man skal forvente op til 2 ugers tilvænningsperiode, og de skriver ligefrem at det er almindeligt med rygproblemer i den tid. Den tredje nat er det heldigvis gået noget bedre. Jeg håber jeg kan vænne mig til det, så jeg har en god mulighed for at kunne sove godt.

Lignende indlæg: