Gennemse Tag

Værdier

Alene hjemme

I denne weekend har jeg været alene hjemme. Det er jeg regelmæssigt, fordi min mand mindst en gang om året tager på større eller mindre rejser med sine kammerater for at dyrke deres fælles interesse for cykling. I denne weekend har de været i Belgien, for at køre en del af ruten fra cykelløbet Flandern Rundt, og dagen efter at se noget af det officielle løb.

Jeg kan godt lide at være alene hjemme. Umiddelbart er det skønt kun at skulle tage hensyn til sig selv. Både når det handler om hvad der skal på middagsbordet, hvad tossekassen skal vise og når det kommer til sengetid nyder jeg for en kort bemærkning at have det samme selvstyre som jeg havde de 10 år jeg boede alene før jeg mødte min mand.

Der er også andre fordele. Når jeg er alene, er det nemmere for mig at fordybe mig. Jeg har mere ud af at læse søndags-Berlingeren og at lytte til radioprogrammet Jazz & Co. på P8. Når jeg har god tid alene får jeg ideer. Og så er det skønt at kunne sætte sig og skrive 4 blogindlæg, som jeg har gjort her til formiddag. Fordybelse giver mig livskvalitet.

Det er også som om der er mere tid til rådighed, når man er alene. Da jeg flyttede sammen med min mand syntes jeg at tiden blev mindre, og når jeg ind i mellem har disse perioder hvor jeg er alene hjemme synes jeg tilsvarende at jeg har meget mere tid. Til hverdag er tid en mangelvare, så det er ren luksus at føle at man har masser af tid.

Når man er alene er man også kun 1 om alle pligterne. Især gåturene med hunden kan jeg godt mærke, at vi deles om til daglig. Jeg er så heldig at være gift med en mand der er morgenfrisk, så det er kun når han ikke er hjemme at jeg må ud og gå med hunden som det første der sker om morgenen. Ikke lige det jeg har mest lyst til lige når jeg er stået op, men når først man er ude så er det dejligt nok. Rengøringen ordner heller ikke sig selv, selvom den ene af os ikke er hjemme.

Men jeg nyder at være alene hjemme. Det er dejligt at kunne give sin partner den frihed, at han kan rejse med sine kammerater, for det giver ham jo en masse oplevelser og rekreation. Og han kommer jo hjem igen før jeg når at blive træt af at være alene. Så alt i alt er det til gensidig glæde, at min mand tager på sine ture med gutterne.

Lignende indlæg:

Farligt vejr

I øjeblikket hærger voldsomt vejr Storbritannien. Da min kusine i Irland fik strøm via en generator i går, havde hun og hendes hunde og heste været uden strøm i 3 døgn. Resten af Europa har også været hærget af ekstremt vejr, og her i lille Danmark har vi i denne vinter haft 2 storme som lammede store dele af samfundet.

Der er ingen tvivl om at der er en øget tendens til farligt vejr. Skybrud og vindstyrker slår rekorder igen og igen. Væltede træer og oversvømmelser lammer trafik og ødelægger boliger. Vi hører om adskillige dræbte i udlandet, og også i Danmark har vi mistet borgere til farligt vejr det seneste år. Det er selvsagt en kæmpe udfordring for vores samfund at håndtere følgevirkninger og skader efter disse vejrfænomener.

Et af aspekterne af denne problematik er det, at den halvdel af befolkningen der går på arbejde hver dag faktisk er tvunget ud i vejret uanset hvor slemt det er.

Det kan være svært at komme på arbejde i farligt vejr hvad enten man til fods, på cykel eller i bil. Sidste udvej er ofte den offentlig transport, men både sne, storm og vand kan umuliggøre alle transportformer. Ved stormen Bodil stoppede DSB faktisk togdriften allerede før stormen tog til.

Sådan som arbejdsmarkedet er reguleret i dag, er det arbejdsgiveren uvedkommende hvordan medarbejderen kommer hen til arbejdspladsen, også hvis det besværligt pga. orkan, snestorm, oversvømmelse eller andet farligt vejr.

I radioen kan man i situationer med farligt vejr høre advarsler fra politiet. Der er forskellige grader af advarslerne. Man kan høre formuleringerne ‘fraråder unødig udkørsel’ og ‘fraråder al udkørsel’. Det er kun i sidstnævnte tilfælde at man uden risiko for fyring kan blive hjemme. I så tilfælde skal man aftale en fridag for egen regning, dvs. at man bruger en feriedag, noget afspadsering eller bliver trukket i løn. For dem der har mulighed for at arbejde hjemme, kan det også være en løsning, men det er dog ikke alle der har den mulighed.

Det virker som om at dette regelsæt slet ikke tager hensyn til det ekstreme vejr vi er begyndt at få. Jeg tror man er nødt til at se lidt længere frem. Hvad hvis infrastrukturen bryder så meget ned som i Irland, hvor elektriciteten afbrydes? Måske mobilnettet og telefonnettet påvirkes, så man ikke kan ringe til sin arbejdsgiver og lave aftaler – og ej heller arbejde hjemmefra, da en PC som bekendt behøver strøm. Kan det være meningen at medarbejdere skal risikere at blive fyret for ulovligt fravær under sådanne omstændigheder?

Dsse regler skal have et eftersyn. Jeg frygter at flere danskere kommer til skade eller dør i farligt vejr, fordi de kæmper sig på arbejde af frygt for fyring eller at blive trukket i løn. Vi ser jo igen og igen hvordan det er svært for den enkelte at vurdere hvor farligt vejret er, bare se hvor mange der kører på sommerdæk i snevejr. Pengepungen får altså nogle gange lov til at sejre over fornuft og fysisk sikkerhed hos danskerne. Hvis der er et område hvor det er relevant med statslig indgriben, så er det da når det drejer sig om helt basal sikkerhed for borgerne.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2013

Så blev det nytår, og det er tid til at gøre året op her på bloggen. 2013 blev et år præget af stress, eftertanke og personlig udvikling for mig.

Stress

Jeg forlod 2012 som sygemeldt med stress, og startede 2013 med at vende tilbage til jobbet, kun for at konstatere at jeg slet ikke var klar til at arbejde endnu. Efter i 3 uger at have forsøgt at vende tilbage til jobbet med en 5-ugers optrapningsplan, måtte jeg tilbage til sofaen og tage ansvar for min egen situation. Hverken lægens, psykologens eller arbejdsgiverens anvisninger passede til min situation, og jeg var nødt til at skære igennem og sige til dem hvordan jeg oplevede det.

Jeg endte med at være deltidssygemeldt helt frem til juli. Måske jeg kunne have haft et kortere sygdomsforløb, hvis jeg havde kunnet sige fra med det samme, men det kunne jeg ikke i den situation – det var både en del af den person jeg var før, og en del af selve det at være stresset.

Der er ingen tvivl om at det er absolut uønsket at være sygemeldt, det tror jeg også at jeg kunne aflæse på min lønseddel efter den årlige lønregulering. Men jeg endte faktisk med at få det bedre til sidst, og jeg har lært en masse af det. Jeg tror jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og så har jeg lidt uventet oplevet en opbakning, som har knyttet mig tættere til mange af mine kolleger.

Man tror godt man kan, men det kan man måske ikke alligevel; slappe af. Jeg har lært at slappe af – mentalt og fysisk. Det var faktisk min kommune, der hjalp mig med det ved at tilbyde mig et forløb på Skodsborg Spa. Det lange forløb med deltidssygemelding gav mig flere timer hjemme, hvilket satte mit liv i perspektiv. For en stund var der andet end arbejde i hverdagen. Jeg var ikke i stand til at gøre meget andet end at gå tur med hunden, men bare det at befinde sig hjemme gjorde mig godt.

Undervejs har jeg arbejdet med mig selv. Jeg er blevet bedre til at være i nu’et. Jeg tænker ikke så langt frem og på mulige fremtidige konsekvenser. Det er sket flere gange, at jeg at kommet afsted uden mobiltelefon eller på tur med hunden uden hundeposer – og det gik alligevel. Jeg har en bedre fornemmelse af mine egne behov og er lidt mere ligeglad med hvad andre synes. Nu kan jeg f.x. have gæster til middag uden at blive stresset. Og jeg siger nej tak til arrangementer, som jeg vurderer vil være for belastende for mit hoved.

Diæt

Stressforløbet betød at jeg måtte være åben overfor nye måder at leve på, så jeg kunne få en hverdag hvor der er plads til at hvile og lade op. 5:2-diæten blev et vigtigt led. 2 dage om ugen spiser jeg kun frokost, hvilket giver mig 2 hverdags-aftener, hvor jeg kun skal slappe af og hygge mig.

Det viste sig hurtigt at jeg også tabte mig af denne diæt, og i skrivende stund vejer jeg mindre end jeg har gjort i 10 år. En absolut dejlig og velkommen bivirkning.

Oplevelser

2013 bød heldigvis også på en række udadvendte oplevelser. Jeg havde en pragtfuld fødselsdag i november, hvor min mand, veninde og jeg havde en stor smagsmæssig oplevelse på en dim sum-restaurant. Det var også en dejlig tur til Herning, hvor vi både fik en stor koncertoplevelse og noget hyggelig shopping ud af turen. Året sluttede af med at holde juleaften for mine forældre i mit eget hjem for første gang nogen sinde. Det blev også en dejlig aften, hvor jeg efter i mange år at have samlet på juletræs-lysholdere og tallerkener med julemotiv kunne servere en julemiddag for mine nære – helt efter mit eget hoved.

Triste begivenheder

Jeg er nu 42 år, og i min alder er man ved at have overstået bryllupperne og barnedåbene. I denne alder er det mere skilsmisser det handler om. Dem har der dog heldigvis ikke været så mange af indtil nu. Til gengæld har der været nogle endnu mere sørgelige begivenheder i det forgangne år; en del dødsfald blandt jævnaldrende i den udvidede bekendtskabskreds. Selvmord, kræft og akut sygdom har huseret og bragt sorg blandt mine venner og bekendte. Jeg bliver chokeret hver gang, og det er som om jeg ikke rigtig kan forstå eller tro på at det kan ske. Det giver også stof til eftertanke. Den sidste uskyld fra ungdommen er ved at ryge, og jeg må acceptere at døden også er en del af livet, og det er ikke kun gamle mennesker der dør. Det er det ultimative bevis på at livet også er urimeligt og totalt uretfærdigt.

Nyt hus

Jeg kan ikke sige om det har baggrund i mit sygdomsforløb eller de mange dødsfald. Men Mads og jeg er nået til et punkt, hvor vi ønsker at handle i stedet for bare at leve med noget der er knap så optimalt. Vi har besluttet os for at prøve at finde et lidt større hus. Hvis andre kan, så kan vi vel også? Og man skal også huske at leve mens man gør det. Lige inden jul skrev vi formidlingsaftale med Danbolig, og i næste uge kommer vores hus til salg på nettet. Det er en spændende tanke at gå igennem jul og nytår og ikke vide hvor vi bor til næste jul.

Alt i alt blev 2013 et barsk men lærerigt år. Selvom det har været hårdt, har det også givet nyt håb, ny energi og optimisme. Det kommer også til at blive en hård tid i det nye år med at have hus til salg og efterfølgende (forhåbentlig) at skulle finde et nyt hjem til min familie. Det er jo en af de ting der stresser mennesker allermest at skulle flytte. Men jeg føler mig langt bedre rustet til disse udfordringer end før. Så 2014 kan bare komme an!

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Videre med tanker om huse

Siden vi fik de indledende tanker om at finde en anden bolig har vi været langt omkring i vores hoveder. Den første mission har været at undersøge, om vi overhovedet ville kunne finde et hus der indfrier nogle af vores drømme. Vi har været ude at se på forskellige huse i Nordsjælland, og vi har brugt processen til at prøve vores ideer af og danne os en idé om hvad man kan få for pengene. For hvert eksempel har vi undersøgt nøje, hvordan hverdagen ville kunne foregå mht. transport til arbejde, de daglige gåture med Adina og indkøb.

En ting som har overrasket os er, at der tilsyneladende ikke er fuldstændig stilstand på boligmarkedet. Lige når man starter med at søge på huse støder man på de huse der nu engang er til salg, herunder huse som har været til salg i meget lang tid. Men når vi er kommet ud til åbent hus eller har ringet for fremvisning har det vist sig, at de næsten alle sammen har været ved at blive solgt enten betinget af købers eget salg eller ubetinget.

Det giver selvfølgelig også anledning til optimisme med hensyn til den del af sagen der handler om at sælge vores nuværende hus. Når man har holdt lidt øje med markedet i vores lokalområde har det været meget blandet – nogle huse har været til salg længe, og andre er blevet solgt meget hurtigt – nogle endda uden annoncering. Det er svært at vide præcis hvad der ligger til grund for det, men det er rart at vide at markedet ikke står helt stille uanset hvilket hus der er tale om.

Vi er nu nået til det punkt hvor vi må konstatere, at vi tror at vi godt kan finde et hus der kan indfri nogle af vores drømme, og næste skridt er at få en vurdering af vores hus med henblik på at se hvilken økonomi der er i det. Ligesom liggetiderne har også priserne på vores nabohuse svinget en del, og det gør det meget svært at gætte på hvad vores hus er værd. Vi synes jo selv at vores hus har nogle store plusser i forhold til bla. stand, indretning og beliggenhed, men det er ikke sikkert at det er de samme ting som markedet værdsætter. I morgen kommer der en ejendomsmægler og ser på huset, og så får vi en bedre ide.

Økonomien omkring salget af vores hus er selvfølgelig meget afgørende for hvad vi kan foretage os. Vi købte hus et år før markedet toppede. Efter at have oplevet store prisstigninger det første år vi boede her, måtte vi se priserne gå nedad i mange år. På visse tidspunkter har det nærmet sig en situation, hvor vi var teknisk insolvente. Vi har derfor tænkt meget forsigtigt om økonomien, når vi har tænkt forskellige scenarier omkring køb og salg igennem. Det bliver ganske spændende at få en vurdering af vores hus.

 

Lignende indlæg:

Juleaften på Bøgevang

Som jeg nævnte i mit sidste blogindlæg, skal jeg i år selv holde jul. Det er første gang i hele mit liv at jeg skal være vært for den legendariske juleaften. Hvert andet år er Mads og jeg sammen juleaften, og den rytme betyder, at vi skal være sammen i år. Jeg har tænkt på det i noget tid, og i år besluttede vi os for at det skulle være i år at vi skulle prøve at holde jul hjemme. Mine forældre vil heldigvis gerne komme hjem til os og være med.

Som det er tradition i min familie, definerer jeg selv hvordan julemiddagen skal være. Da min mor begyndte at holde sin egen juleaften besluttede hun at menuen ikke skulle være flæskesteg eller and, men en juleskinke. Til dessert fik vi i starten is, men siden blev det ris a’lamande.

Mads og jeg har også valgt at nytænke julemenuen efter vores egen smag. Vi vil gerne lave noget med kalkun, og jeg har derfor et par gange lavet en prøvemenu. Vi har nu fundet frem til at det bliver farseret kalkunbryst med baconnet, ovnkartofler og rødkålssalat efter Claus Meyers opskrift. Vi har også nytænkt desserten. Det bliver stadig noget med kirsebær og mandler, men jeg laver en islagkage med kanelis og en is på de kirsebær vi høstede i sommerhuset i sommers. Den har jeg også lavet en prøve på, og den blev meget, meget lækker.

Udover at vi gerne vil finde en menu som passer vores egen smag og egen måde at lave mad på, så er det også vigtigt for mig at finde en sammensætning som ikke giver stress. Det er vigtigt for mig at tænke i baner at ting der kan gøre sig selv færdige i ovnen eller som kan laves i god tid i forvejen. Og det kan den menu vi har valgt.

Lignende indlæg:

Belønningssystemer

Når jeg har været til det halvårlige eftersyn hos tandlægen, går jeg altid til bageren bagefter. Det er en regel jeg har; når man har været hos tandlægen må man godt gå til bageren. Som regel får jeg tid hos tandlægen tidlig morgen, så det bliver som regel en god bolle med smør og/eller en kage af en slags.

Jeg er ikke typen der er meget nervøs når jeg skal til tandlæge, men det er heller ikke noget jeg ligefrem glæder mig til. Tanken om at kunne hygge sig med bagerbrød bagefter bliver noget godt at se frem til  og giver mig motivation til at få det gjort.

Jeg kan også finde på at sige til mig selv, at jeg må drikke en cola efter jeg har gjort rent. Så kan jeg gå og glæde mig til den kolde og læskende cola, mens jeg knokler med gummihandsker og støvsuger.

I det hele taget fungerer det godt for mig at stille en belønning op for mig selv. Der er bare nogle ting i hverdagen som er mindre sjove end andre, og de skal også gøres. Noget af det kan man udskyde og skubbe foran sig, men man kommer ikke udenom. Og så kan man lige så godt tage tyren ved hornene og få det gjort. Det er sjældent så slemt når man først kommer i gang. Man kan måske sige, at det at få det overstået i sig selv er belønningen. Jeg tror det der fungerer godt for mig ved belønningen er, at det lidt er som at fejre sin handling – et klap på skulderen til sig selv. For mig har den en god psykologisk virkning at fejre og glæde sig.

I forbindelse med 5:2-diæten fejrer jeg også. Ikke hver dag jeg har overstået en fastedag, for så slemt er det ikke – og så ville jeg nok ikke tabe mig ret meget. Men jeg har valgt at købe et par lækre, og lidt dyre, ting til mig selv for at fejre at jeg gør en god indsats. Om aftenen på fastedage kan jeg godt blive lidt kold, og jeg har derfor købt mig en serape/sjal i en rigtig lækker kvalitet, som jeg kan putte mig i når jeg faster. Jeg har også forkælet mig selv med nogle hjemme-bukser i en ekstra lækker bomuldskvalitet.

Det skal selvfølgelig ikke tage overhånd, så det bliver usundt for krop eller pengepung, men i afmålte doser anbefaler jeg at stille belønninger op for sig selv for at motivere og fejre sine sejre.

Lignende indlæg:

Hvordan jeg vil undgå stress

Jeg har tidligere beskrevet hvad der førte til, at jeg blev syg med stress i vinteren 2012/2013. Som jeg skriver i blogindlægget, handler det ikke om at udpege skurke eller pege fingre, heller ikke ad mig selv. Men jeg tror det er vigtigt at forstå årsagerne, for at kunne undgå at blive syg igen. En del af den professionelle hjælp jeg har modtaget har handlet om at finde frem til en måde at leve på, så jeg ikke havner i samme situation igen.

For det første har jeg fået sat i perspektiv hvor vigtigt det er, at jeg skal lære at tage mine egne behov og ønsker mere alvorligt. Stresseksperterne fra Lehmann & Partners mener faktisk, at man skal sætte sig selv på førstepladsen på samme måde, som når man i flyet instrueres i først selv at tage iltmasken på, før man hjælper barnet. Rationalet er, at hvis man ikke passer på sig selv, så kan man jo alligevel ikke passe på sine kære. Når jeg kigger tilbage på de situationer der stresser mig, så bunder mange af dem i, at jeg påtager mig andres agendaer og værdier og ikke mærker mine egne behov i situationen. Det er en stor udfordring for mig, og jeg tror det bliver noget jeg skal arbejde med i lang tid. Men lige nu ser jeg hvorfor det er vigtigt, og derfor er jeg motiveret til at få gjort noget ved det.

Et andet aspekt af dette er at blive i nu’et. I mange situationer nytter det ikke ret meget at spekulere på ting der ER sket, eller bekymre sig om ting der muligvis VIL ske. Jeg kan mærke at det betyder meget mindre for mig allerede nu. F.eks. glemte jeg for første gang i den tid vi har haft sommerhuset helt at flytte avisen derop, da vi var afsted i forrige weekend. Jeg tror ikke på det fuldstændige her-og-nu-liv, hvor man ikke sparer op til pension og drikker 2 flasker rødvin til aftensmaden hver aften. Men der er mange situationer hvor det giver mening at sige stop til mig selv, når jeg tænker for langt frem eller tilbage.

Det andet fokusområde er at sørge for at bevare det overskud, jeg nu har fået efter en lang sygdomsperiode med god behandling og indsigt. Personligt overskud giver en højere tolerance, så man bedre kan tåle hvad livet byder en. Det er klart at jeg kan gøre meget ved ikke at sætte for mange projekter i værk. Men alene pasning af fuldtidsjob og familiens hverdag kræver så meget, at det er vigtigt at tænke på at få tilført energi. Mange vil nok genkende tendensen til at tilsidesætte de sjove ting i livet, når man synes der er meget at passe. Men det er det samme som at skære benzinslangerne på en bil over.

For mig handler det om at sætte tid af til at lave de ting der giver mig energi. Ikke kun det at være hjemme og sammen med familien, men gøre noget aktivt som er godt for mig. Det handler bla. om plads til at være indadvendt og fordybet. Jeg har købt en meditationspude af samme slags som vi brugte på stressforløbet på Skodsborg, og hertil CD’er med meditation og mindfulness. Også mine tanker omkring 5:2 fastediæten spiller sammen med dette behov – at springe aftensmaden over 2 aftener om ugen giver et velkomment vindue til at dyrke mine egne behov.

I det foregående blogindlæg listede jeg mine stress-symptomer op. De skal tjene som nødbremse. Hvis jeg skulle begynde at se nogle af disse symptomer igen, må jeg reagere og prøve at sikre mig, at jeg ikke bliver syg af stress igen. Det jeg har oplevet denne vinter har været slemt nok, men det kan desværre gå endnu værre. Man kan få blodpropper, varige hjerneskader og miste både job og familie. Så det skal jeg ikke have noget af.

Lignende indlæg:

Facebook som betalt tjeneste

Da Facebook blev lanceret tilbage i starten af årtusindet, kunne det ikke ret meget. Man kunne finde gamle klassekammerater, noget som var prøvet før af bla. Jubii. Til at starte med handlede det meget om at have en side der præsenterede een selv, og vi som havde egen hjemmeside kunne vist ikke se så meget fidus ved det. Men over årene har tjenesten som bekendt udviklet sig temmelig meget.

Idag er Facebook en avanceret netværkstjeneste, hvor vi kan forbinde os til hinanden og dele tanker og oplevelser med hinanden. Facebooks succes er indiskutabel, og fungerer vist nærmest som det primære opslagsværk når man skal finde nogen. Oveni i de mellemmenneskelige relationer bruges Facebook også som kontaktforum for organisationer, firmaer, offentlige instanser og meget andet.

Alt dette får vi gratis. Vi skal bare holde ud at se på nogle reklamer, og det gør vi gerne. Ind i mellem spreder der sig rygter om, at man på et tidspunkt skal til at betale for Facebook, og det afstedkommer altid store protester blandt brugerne. Selvom mange af os har svært ved at forestille os ikke at skulle bruge Facebook, vil vi ikke betale for det.

I takt med at vi lægger mere og mere personlige oplysninger ind på Facebook, diskuteres det mere og mere hvordan rettigheder og sikkerhed håndteres. Har Facebook ret til at bruge dine feriebilleder til markedsføring? Ejer Facebook indholdet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de oplysninger man indtaster om sig selv bliver brugt til at målrette de reklamer man præsenteres for.

Senest er der meldt om en ny app til Android-telefoner, som vil infiltrere hele telefonen. Noget af det har f.eks. Sony i forvejen har arbejdet med i mange år – f.eks. at man kan se informationer fra Facebook når man kigger på sine kontaktpersoner på telefonen. Jeg er lidt bekymret for, hvor omfattende denne app bliver, og jeg har faktisk været inde og framelde automatisk opdatering af denne app i Google Play, så jeg lige kan se det lidt an før jeg selv opdaterer.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at Facebooks primære formål i bund og grund IKKE er at forbinde mennesker med hinanden, men en tjeneste der er designet til at give virksomheder en avanceret markedsføringskanal. Det er simpelthen et avanceret katalog over potentielle købere af alt mellem himmel og jord, som er meget værd for virksomheder. Pludselig virker ideen med at betale for denne service ikke så skræmmende. Jeg ville egentlig gerne betale for at have dette forum, hvor jeg nemt kan se hvordan min brors Hummer-tur til Utah gik, hvor jeg kan vise et sjovt billede af min hund til dem der er interesserede i det, og hvor jeg kan give en sidste hilsen til en afdød eks-kollega fra Barcelona. Især hvis det betyder, at jeg selv ejer mine billeder og at mine oplysninger ikke bliver solgt til firmaer som vil sælge ting til mig. Lidt på samme måde, som jeg i højere grad er blevet villig til at betale rimelige småbeløb for apps, som tilbyder mig en god service.

Virkeligheden er nok, at det kommer ikke til at ske. For det er en fuldstændig anden businesscase end den Facebook er opbygget på. Desuden er det store flertal af brugerne nok ikke interesserede i at betale for tjenesten.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2012

Igen er vi nået til et årsskifte, det 42. for mit vedkommende. Det er tradition her på bloggen at jeg gør året op, og det vil jeg også gøre i år selvom jeg har faktisk har opsummeret meget af det i et blogindlæg for kun 3 måneder siden.

De sidste 3 måneder har jeg ikke skrevet ret meget her på bloggen, og det skyldes at jeg er kommet ind i en lidt forvirret periode i mit liv. Det startede med nogle fysiske ting som svimmelhed, feberfornemmelse, hjertebanken og hyletone i hovedet. Jeg troede først det skyldtes skift af forebyggende medicin for den migræne, som jeg ellers har ret godt under kontrol. Så begyndte jeg at føle mig energiforladt og tungsindig, og da jeg begyndte at få problemer med koncentration, overblik og hukommelse på arbejde talte jeg med lægen, som mente at jeg havde stress.

Jeg blev sygemeldt og startede behandlingsforløb hos psykolog. Psykologen mente at jeg havde en reaktion på langvarig stress i form af en midlertidig hjerneskade, hvilket var årsagen til mine symptomer. Det at blive sygemeldt er et administrativt helvede, men efter 4 ugers sygemelding er jeg begyndt at have det bedre. De fysiske symptomer er stort set væk, og efter nytår begynder jeg på arbejde med en gradvis optrapning af arbejdstiden.

Det har ikke været en af den slags stressbelastninger, hvor man er helt nedbrudt, græder og ikke kan stå ud af sengen. Derfor kom det også bag på mig at få at vide at jeg havde stress. Jeg har prøvet det for 6 år siden pga. organisationsændringer på min daværende arbejdsplads, og dengang var det ret indlysende for mig hvorfor jeg blev syg. Det var det ikke helt denne gang. Nu hvor jeg er ved at få det bedre ser jeg sådan på det, at den mentale rygsæk simpelthen var fyldt op.

Som jeg beskriver i “Sikke et år” har der været nok at se til, og der er ingen tvivl om at nyt job og ny hund har været  store følelsesmæssige påvirkninger i mit liv. Selvom begge dele har været positive forandringer, har det været store forandringer. Langsomt har jobskiftet vist sig at være et større kulturchok end jeg i første omgang vurderede. Og det at få hund indebærer også en stor portion bekymring, pligtfølelse og angst for at der skal ske den elskede hund noget. De samme to ting har øget den loyalitetskonflikt, der altid vil være mellem arbejde og privatliv.

Overskriften for mit 2012 blev helt klart indfrielsen af drømmen om at få hund og den lykkelige historie om hvordan Mads og jeg blev Adinas nye familie. Det har præget hele året at Adina er kommet ind i vores liv. Vores hverdag er anderledes, vores prioriteringer er anderledes og vores følelsesliv er forandret.

Samtidig blev det en understregning af behovet for at have styr på sine prioriteringer. Det arbejder jeg, ligesom for et år siden, stadig med, og det har psykolog-behandlingen også givet mig et nyt perspektiv på. I disse krisetider er det nemt at komme til at fokusere på ting man er bange for og kun ville konsolidere og bevare – mentalt som materialistisk. Men for at leve livet må man også turde tænke på muligheder og de ting der gør éen glad. Det vil jeg prøve i 2013.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Dovne Robert

I øjeblikket kører debatten på fuld knald vedr. en kontanthjælpsmodtager, som i de seneste 11 år kun har haft ganske få jobs af få måneders varighed. Manden hedder Robert Nielsen. På Twitter kalder han sig Dovne Robert. Han siger at han hellere vil modtage kontanthjælp end tage et job, hvor han bliver behandlet respektløst og uværdigt.

Debatten demonstrerer, ligesom den om Fattig-Carina i vinter, at det ikke er alle på overførselsindkomst der er nogle fattige stakler. For os som går på arbejde hver dag virker det provokerende, at Robert kan slippe for det daglige slid og stadig opretholde en bolig og få mad på bordet, særligt når man kan se at han virker normalt fungerende og ikke syg.

Min holdning er, ligesom med børnepenge og andre ydelser, at man selvfølgelig ikke bør kunne få støtte fra samfundet, hvis man er i stand til at klare sig selv. Hele holdningen med at se velfærdssystemet som et supermarked man kan shoppe rundt i, og at kontanthjælp er en valgmulighed blandt mange andre, er helt forskruet i mine ører. At vi debatterer det synes jeg er sundt nok, så længe vi træder varsomt.

Men jeg synes at Robert sætter fingeren på et ømt punkt hos mig. Efter min mening er det springende punkt i denne sag, hvad man skal finde sig i på arbejdsmarkedet. Robert har forladt jobs, fordi der er blevet talt hårdt til ham, og han har alligevel kunnet få kontanthjælp. Måske er han for følsom, og der er helt sikkert mange mennesker der må leve med konfrontationer og hårde ord på deres arbejdsplads til hverdag. Men hvor går grænsen? Hvor følsom har man lov til at være?

Jeg har selv haft tanken om hvor meget man skal finde sig i. Hvad synes samfundet egentlig er rimeligt at bede lønmodtagere om? Ikke fordi jeg selv overvejer at sige mit job op og bede om kontanthjælp. Men jeg ser kravene til lønmodtagere blive skrappere og skrappere, og ser jævnligt situationer, som jeg i mit stille sind bruger de samme ord som Robert til at beskrive: uværdigt og respektløst.

Hvis man arbejder et sted som ikke har overenskomst, kan man komme ud for lidt af hvert. Man må tage de vilkår som arbejdspladsen byder en, eller også må man finde sig et andet sted at arbejde. Det eneste der beskytter en er EU-lovgivning, som sikrer at en arbejdsgiver ‘kun’ kan kræve et gennemsnit på 48 timer om ugen beregnet over en 3 måneders periode. Og så selvfølgelig arbejdsmiljøloven.

Det giver arbejdsgiveren en magtposition med uanede perspektiver. Især i krisetider er det fristende for arbejdsgivere at udnytte denne magtposition, for da er medarbejderne bange for at blive fyret og tilbageholdende med at sige op, fordi det ikke er så nemt at finde et andet job. Arbejdsgiverne kan altså kræve eksempelvis mere og mere fleksibilitet og overskridelse af personlige grænser uden at det koster noget, og helt uden konsekvenser.

Måske passer Robert bare godt på sig selv. Tallene for de utrolig mange stressramte danskere dækker over både depressioner, angstanfald og hjerneskader. Burde disse mennesker have sagt fra før de blev så syge? Det er svært at bebrejde folk at de forsøger at leve op til de forventninger der er til dem. Men tilbage står vi med et problem af dimensioner, både samfundsmæssigt og menneskeligt: stress!

Dødsfald 1.400
Tilfælde af førtidspension 2.800
Hospitalsindlæggelser ca. 30.000
Kontakter til egen læge ½ mio.
Ekstra fraværsdage 1½ mio.
Øget årlige omkostning for sundhedsvæsenets 686 mio. kr.

Kilde: http://www.forebygstress.dk/stress_i_tal_statistikker.htm

Det jeg prøver at sige er, at Robert vover at gøre en ting som er tabu på arbejdsmarkedet: at sige fra overfor psykisk pres. Og det er jeg taknemmelig for. For jeg tør ikke selv gøre det.

Lignende indlæg: