Gennemse Tag

Værdier

Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg:

Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Hvis jeg ikke skulle på arbejde

Efter 24 år på arbejdsmarkedet kan man godt komme til at drømme om noget andet. Tænk hvis man ikke skulle afsted på arbejde hver dag. Der er så meget andet i livet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville andre sider af min personlighed komme frem. Jeg ville være mindre træt og mere nærværende. Jeg ville være fuld af idéer og have lyst til at sætte ting i gang. Jeg ville være mere tolerant, og jeg ville kunne lukke flere mennesker ind i mit liv.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tilbringe mere tid sammen med min hund. Min allerbedste ven med pels er her jo ikke for evigt, og jeg føler tit at vi spilder den begrænsede tid vi har med hende, ved at hun skal ligge hjemme og vente på at vi kommer hjem fra arbejde. Vi kunne gå flere ture, kæle noget mere, lege mere i haven. Og jeg kunne snuse noget mere til hendes bløde, fine pels og give mig hen til hendes naturlige ro og leven i nuet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg gøre mere ved min have. Haven er gammel, og der vokser lidt for mange ting rundt omkring. Den trænger til at blive trimmet, og der er også masser af muligheder for at plante nye spændende, duftende planter. Jeg kunne bruge mere tid på den daglige vedligeholdelse, og jeg kunne være hjemme til at tage imod en professionel, der kunne beskære det kæmpe træ, der giver skygge i haven.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg være mere sammen med mine forældre. Lave små hyggelige ting sammen. Tage på små ture. Lave mad til dem og hjælpe med det praktiske. Diskutere politik og snakke om vind og vejr.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tænke mig at blive ven med en af de flygtninge, som for tiden flytter ind på det tidligere kloster i Bistrup. Hjælpe med at forstå det danske samfund. Lære noget om det land som han/hun flygtede fra. Skabe lidt tryghed og nærvær for et menneske i krise.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg blive besøgsven for en ældre medborger. Gå tur, tale sammen, læse op fra avisen, spille kort. Jeg kunne høre om gamle dage og livserfaringer, og fortælle om yngre menneskers liv nu om dage.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg ikke have råd til at leve det liv jeg gør i dag med et dejligt hus, en stor have og en fantastisk hund. Og det liv er jeg utrolig glad for. De sidste par uger har vi faktisk haft ikke bare 4 men hele 5 rigtige på vores faste Lotto-kupon, og det er endda sket hele 2 gange. Men det giver kun udbetalinger på omkring 110-115 kr. Der skal en noget større Lotto-gevinst til for at realisere denne drøm. Men nogle gange er det nu dejligt at drømme, selvom det er urealistisk.

Lignende indlæg:

Folketingsvalg 2015

Det er valgdag i dag. En af demokratiets festdage. Jeg har altid oplevet det som stemningsfuldt med en blanding af højtidelighed og almindelighed at gå ned til den lokale folkeskole og sætte et kryds. Dannebrog vejrer, og ofte skinner solen – desværre dog ikke denne gang.

Sidst der var valg til Folketinget gennemgik jeg alle partierne her på bloggen, og konkluderede at jeg ikke kunne stemme på nogen af dem. Jeg stemte dog alligevel – på en kandidat som ikke blev valgt ind.

Selvom der denne gang er et par nye partier, har jeg har ikke haft samme behov for at gennemgå partiprogrammer. Jeg har opgivet at sætte mig ind i alle de specifikke emner som tages op, og derfor er de kandidat-test der findes på nyhedsmediernes hjemmesider heller ikke brugbare for mig. Hvor skulle jeg dog vide fra, om der kommer for få eller for mange flygtninge til Danmark- det skal jo ikke være baseret på hvor mange brune øjne man møder på gaden? Jeg kender ikke nok til ældreplejen til at vide, om de har brug for flere penge, og jeg aner ikke om heltidsskolen er en god eller dårlig idé.

Denne gang har jeg forsøgt at træde et skridt tilbage og se lidt mere på de overordnede linjer. I bund og grund vil jeg gerne vælge nogen ind, som har hjertet på rette sted. Egentlig oplever jeg mange af folketingskandidaterne som oprigtige, velmenende og engagerede. Værdierne er bare meget forskellige.

Det vigtigste for mig er respekt for alle i samfundet, og jeg mener virkelig ALLE. Også virksomheder, folk der ikke er på overførselsindkomst, dyr og natur. Og så synes jeg det er vigtigt at bekæmpe stress, både på arbejdspladser, i uddannelsessystemet og hos modtagere af velfærdsydelser. Stress truer ikke bare med at nedbryde mennesker, men hele samfundet.

Jeg har været selektiv med hvor meget valgstof jeg har fulgt. På den ene side synes jeg man har en demokratisk pligt til at sætte sig ind i hvad der er op og ned. På den anden side bliver det hurtigt en meget frustrerende oplevelse.

Tonen har været særdeles hård denne gang, og tit er jeg efterladt med en følelse af at vi alle er fjender. Rød/blå, klient/skatteyder – det er som om vi ligger i hver vores skyttegrav. I en Facebook-tråd udtrykte jeg bekymring for, at vi som betaler til samfundets svage selv skulle blive de svage og komme på førtidspension pga. stress. Det gjorde en førtidspensionist vred, og hendes ”held og lykke med arbejde til du bliver 70 år” runger stadig i hovedet på mig som et udtryk for, at det ikke kun er de ressourcestærke, der fokuserer på sin egen situation. Jeg frygter at alt for få tænker på samfundets sammenhængskraft, og det gør mig mismodig.

Her til aften tager jeg min mand i hånden og går ned til Toftevangsskolen. Det er endnu en af de første gange her i Birkerød. Jeg håber at det bliver lige så hyggeligt og stemningsfuldt, som vores tur til Kongevejens Skole i Virum var. Mit kryds i dag bliver sat ved det parti jeg føler mere end andre partier står for respekt og hensyn til hele samfundet og alle i det.

Lignende indlæg:

Køn eller personlighed

Jeg er ikke en af dem der synes, at kvinder diskrimineres i Danmark. Som kvinde synes jeg, at jeg har samme muligheder som mænd i det danske samfund. På den del af arbejdsmarkedet jeg befinder mig, besættes stillingerne af en person med bestemte kvalifikationer uanset køn.

Det er ikke det samme som at alle stillinger er besat med lige mange mænd og kvinder. Især på ledelses- og bestyrelsesposter er der en overvægt af mænd. På de lag bevæger jeg mig ikke selv. Jeg er dog ret overbevist om, at en stor del af årsagen ligger i, at kvinder ikke selv ønsker disse stillinger.

Når det kommer til løn ved jeg ikke om vi har ligestilling. Statistikkerne siger at det stadig er skævt, men det må være svært at få helt sammenlignelige tal. I min hverdag er løn ikke noget man taler om. Tidligere har det stået i min ansættelseskontrakt, at jeg ikke måtte diskutere min løn med mine kolleger. Det blev forbudt ved lov for et par år siden, netop af hensyn til ligeløn. Alligevel er der ikke nogen der ved hvad hinanden tjener, så jeg ved ikke om mine mandlige kolleger tjener mere end mig.

I den forgangne uge har der været beretninger på Twitter under hashtag #jegharoplevet, hvor kvinder fortalte om kønsdiskriminerende oplevelser med mænd. Det fik mig til at tænke på en række forskellige episoder da jeg var ung, hvor mænd har opført sig upassende overfor mig. Jeg har dog aldrig været ude for at et nej ikke blev respekteret.

Alle disse oplevelser fik mig til at tænke på, om det egentlig handler om køn, eller om det mere er fordi der findes mange vrede, afstumpede og grænseoverskridende mennesker. Den tanke fik næring af en kommentar på Facebook, hvor komikeren Brian Mørk opremsede en række ubehagelige oplevelser han havde haft med både mænd og kvinder, hvorefter han sluttede af med ordene:

Kvinder på Twitter. I bliver ikke udsat for ubehagelige idioter fordi I er kvinder. I bliver udsat for ubehagelige idioter fordi I er mennesker.

Når vi kommer ned på gaden og mødes menneske til menneske, uden at kende hinandens navne, spekulerer jeg nu alligevel på, om det er en snigende diskrimination af kvinder jeg møder. Dømmer vi kvinder hårdere end mænd i det offentlige rum?

På min cykeltur til arbejde oplever jeg relativt ofte at blive skældt ud og råbt ad. I modsætning til mange, mange cyklister kører jeg faktisk ret hensynsfuldt og forsvarligt – og efter færdselsloven. Men alligevel sker det, at mine med-trafikanter er utilfredse med min opførsel. Det kan handle om at mine bremser hviner, en overhaling som nogen synes der ikke var plads til, eller bare det at køre over for grønt, hvor det viser sig at nogen synes de skulle på tværs for rødt.

Når jeg kommer hjem og fortæller om disse oplevelser til min mand, så siger han at han næsten aldrig oplever sådan noget. Han cykler ellers også hyppigt, langt og hurtigt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det handler om køn? De ting jeg bliver skældt ud for, er alle sammen ting som jeg ser mandlige cyklister gøre hele tiden uden tilråb.

Det føles som om der er et andet niveau af tolerance overfor en kvinde end overfor en mand i trafikken. Det er ikke kun mænd men også kvinder, der synes det er helt i orden at kalde mig en sindssyg kælling i situationer, hvor jeg kører helt i overensstemmelse med færdselsloven.

På arbejde strejfer tanken mig også en gang imellem, om jeg mon behandles anderledes end mine mandlige kolleger pga. mit køn eller min personlighed. Nede i de små hverdagssituationer synes jeg nemlig at jeg oplever nogle forskelle. Det virker som om der gælder lidt andre spilleregler for mine mandlige kolleger. Det er som om de slipper afsted med nogle ting, som jeg bliver bremset i.

Alternativet til at dette skulle bunde i kønsdiskrimination er, at det handler om personligheder – hos mig eller hos mine kolleger og med-trafikanter. Det er helt sikkert, at der er store forskelle i hvor autoritetstro, lovoverholdende, hensynsfulde, respektfulde og rummelige vi er uanset køn, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Måske mangler jeg indblik i det feedback mænd oplever på deres opførsel. Måske opfatter mænd samme feedback på en anden måde end jeg. Og jeg er også med på, at jeg har tendens til at tage tungt på uretfærdig behandling. Min oplevelse er bare, at når jeg opfører mig som jeg ser mine mandlige kolleger eller medtrafikenter gøre, så får jeg en anden reaktion.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2014

Endnu et år er gået, og jeg vil som altid gerne gøre det forgangne år op. Efter et eftertænksomt og reflekterende 2013 blev 2014 et år med handling og store forandringer.

Ny bolig

Vi gik ud af 2013 med en beslutning om at prøve at finde en ny bolig. Vi havde sat rækkehuset i Virum til salg, og stod nu i den helt åbne situation, at vi ikke anede i hvilke rammer vi ville befinde os ved juletid næste år. Køberen til vores rækkehus meldte sig med et købstilbud 9 dage efter, at huset var kommet på nettet. Handelen kunne dog først lukkes 5 uger senere pga. et langtrukkent forhandlingsforløb.

Det var bankens krav, at vi solgte vores hus før vi kunne købe noget nyt. Det fik selvfølgelig betydning for hvilket hus vi endte med at købe, fordi vi ikke bare kunne slå til når det rigtige hus var der. Vi brugte de første 3 måneder af 2014 på at se på huse, og endte med at købe nr. 4 på ønskelisten; en murermestervilla i Birkerød.

Det er vi såmænd godt tilfredse med. De første huse vi forfulgte var væsentligt mindre og i væsentligt dårligere stand end det hus vi bor i idag. Vi prioriterede sådan, for at sikre at alle muligheder for at blive i samme afstand til mit arbejde var undersøgt, før vi overvejede at bevægede os længere væk fra København. Hvis jeg skulle droppe min el-cykel og begynde at køre med S-tog til arbejde, skulle det være fordi andre muligheder var udtømte.

Heldigvis endte vi med at få både i pose og sæk. Det viste sig nemlig, at selvom jeg fik 6 km længere på arbejde, så kan jeg fortsat el-cykle på arbejde. Samtidig fik vi et stort hus med både nyt tag, nyere vinduer og hvor hverken køkken eller badeværelser er udskiftningsmodne. Det lykkedes os endda at indfrie drømmen om at bo tæt på en hundeskov.

Flytningen blev overstået på en uge, for det var den tid vi havde til rådighed. Det betød naturligvis en skarp prioritering af, hvilke ting vi kunne ordne. I skrivende stund har vi stadig ikke fået hængt så mange billeder op, der er flere rum som roder en del og vi mangler gardiner i den ene stue. Men vi har en god base for vores hverdag, og det er også lykkedes os at få en carport med cykelskur bygget inden vinteren, så vi ikke skal tage cyklerne ind i huset om aftenen.

Nu hvor jeg ser tilbage på hele forløbet er jeg rigtig glad for resultatet. Vi har fået et pragtfuldt hus, som passer rigtig godt til os. Vi har fået den forandring vi ønskede mht. mere ro og nærhed til natur. Og det hele er foregået på en både psykologisk og økonomisk sund måde.

Diæt

Jeg fortsatte med 5:2-diæten i 2014, og den giver mig stadig en række gavnlige effekter i form af stressforebyggelse og færre smerter. Jeg har dog ikke tabt mig yderligere i det forgangne år. Det skyldes nok flere ting, men det er klart at pauser ifm. både flytteperioden, sommerferien og 2 sygdomsperioder samt at jeg måtte undvære min el-cykelmotion i 2 måneder i efteråret, spiller kraftigt ind. I det nye år får vi nok mere stabilitet, så kan det være at der rasler lidt flere kilo af. Denne måde at spise på er i hvert fald fortsat en del af min og min families ugerytme.

Arbejde

På jobsiden har jeg også oplevet en del. I slutningen af 2013 fik jeg en ny chef, som havde en helt anden ledelsesstil, en anden faglig profil og nogle andre visioner. Jeg fik også en kollega, og jeg indgik nu i et lille team i stedet for bare at være mig selv. Det var meget inspirerende, og jeg blev meget gladere for at komme på arbejde. Desværre stoppede den nye chef efter kun 1 år. Jeg står nu i endnu en ny situation på jobbet, som jeg endnu ikke helt ved hvad indebærer.

Min organisation har i det forgangne år gennemgået store forandringer, og vi er i dag næsten 100 medarbejdere mere, end da jeg startede for lidt over 3 år siden. Vi sidder meget tæt, det kniber med pladsen i kantinen og mange kolleger er stressede. Altsammen er det udfordringer for mig i forhold til at bevare fokus, koncentrationsevne og stabilitet.

Det har også påvirket vores privatliv, at Mads har haft ekstraordinært travlt. Også i hans organisation sker der store forandringer og udvidelser, og det har betydet et større arbejdsområde for ham. Det er en stressmæssig udfordring, når vi samtidig har haft de store opgaver ifm. flytningen. Vi er meget bevidste om stresssymptomer og at passe godt på ham.

Oplevelser

Hele processen omkring hussalg, huskøb, flytning og at komme på plads i den nye bolig og den nye by har fyldt rigtig meget og udgjort den største oplevelse i 2014. Vi delte oplevelsen med vores familie, som var aktivt med til at male og bygge carport. Vores forældre har også støttet os ifm. travlhed på arbejde, hvor de har kunnet tage imod håndværkere og tage sig af Adina ifm. ekstra lange arbejdsdage.

Mads og jeg drikker ikke kaffe. Vi har ikke desto mindre en Senseo kaffemaskine, fordi det er en nem måde at brygge en god kop kaffe til gæster. Normalt har vi kaffemaskinen pakket væk i et skab, men efter vi er flyttet har den stået fremme i lange perioder. Det nye hus har givet anledning til at byde mange gæster på kaffe. Aldrig har vi haft så meget besøg, som efter vi flyttede til Birkerød. Også ifm. julen har vi haft lejlighed til at vise huset frem til familie.

Der blev da også tid til at holde en decideret sommerferie, hvor vi som sædvanlig tog op til vores sommerhus i Gilleleje. Det blev til 12 sommerdage med badning og gæster – ikke helt så stille som vi nok havde brug for efter flytningen, men ikke desto mindre dejligt.

Stilheden fik vi til gengæld, da vi tog en lille miniferie til Nordtyskland. Det blev en rigtig du-og-jeg-ferie, hvor vi fik et tiltrængt afbræk fra et travlt arbejdsliv og konstante tanker om ting vi gerne vil gøre i det nye hus. Vi sluttede også året af med en rigtig daseferie i sommerhuset omkring nytår.

 –

Som det fremgår har det været et heftigt, men også meget engagerende år. Hele projektet omkring at få et nyt hus var godt for handletrangen og følelsen af, at også vi fortjener at leve godt. Jeg kan også mærke, at det nye hus har en god effekt på min hverdag. Det er simpelthen muligt for mig at være helt mig selv, når jeg er hjemme. Det var det ikke der hvor vi boede før, fordi vi boede så tæt på vores naboer.

Mine ønsker for det nye år går på konsolidering. Der er stadig en del projekter vi gerne vil gennemføre med det nye hus, men det skal også handle om at komme helt på plads og få hverdagen til at køre endnu mere effektivt, så vi ikke bruger for mange mentale ressourcer på banaliteter. På jobsiden håber jeg også på konsolidering for vores begges vedkommende. Man kan ikke blive ved med at arbejde i en form for undtagelsestilstand.

2015 bliver også et år med mange runde fødselsdage. Både min mand og min veninde fylder 40, og der er også en 70 års fødselsdag i familien, så der bliver rigelig anledning til at socialisere. Mon ikke også vores Senseo kaffemaskine kommer frem i 2015, jeg har i hvert fald købt en frisk omgang kaffe-puder.

Hvis jeg skal kigge lidt udover min egen næsetip ser jeg frem til et valg i 2015 med fortvivlelse. Som det ser ud lige nu, er der stor tyngde på begge de yderste fløje af det politiske spektrum, og desværre ikke ret meget opbakning til midterpartierne. Det lyder lidt for spændende.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Hælercentral i sommerhus

I den forgangne weekend var min mand og jeg oppe i vores sommerhus i Gilleleje for at lukke ned for vinteren. Vi lukker for vandet og pumper vand ud af vandrørene, kører et specielt program på opvaskemaskinen og afmonterer termostat-blandingsbatterier fra bruseren. Så kan huset klare sig i frostvejr uden at der er noget der sprænger.

Vores koncentration om denne vigtige proces blev dog lidt forplumret af et nyt fund i vores have. I foråret fandt vi en gammel knallert parkeret under et træ langt nede i haven, og ved dette besøg stod der nu et cykelstel og en påhængsmotor under nøddebuskene.
Et opkald til Nordsjællands Politi afslørede, at cykelstellet var meldt stjålet i maj måned, og at der ikke var udbetalt forsikring for det. Der var altså tale om hælervarer, som er stillet i vores have. Måske fordi tyven eller hæleren ikke ville have det stående i sin egen bolig eller andre steder der kan forbindes til ham selv.

Tankevækkende var det at have kontakt med Politiet omkring dette. Da vi i foråret ringede til dem omkring den fundne knallert kunne vi ikke fastslå om det var en stjålet knallert, da vi ikke kunne finde noget stelnummer. Det kunne lige så godt være nogen der havde haft en lidt for festlig aften og måske næste morgen ikke kunne huske hvor de havde stillet knallerten. Politiet sørgede for at bestille afhentning af knallerten, og vi stillede den ud ved indkørslen.

Denne gang var det helt klart, at i hvert fald cykelstellet var stjålet, og det er oplagt at tænke at påhængsmotoren var det samme. Ikke desto mindre gik Nordsjællands Politi ikke ret meget ind i arbejdet med at lade hittegods finde ejermand. Mht. cykelstellet blev vi oplyst om navn, adresse og telefonnumre på den person som havde meldt cyklen stjålet, og Politiet bad os derefter selv forsøge at tage kontakt med henblik på at overdrage cykelstellet. Cyklen var stjålet fra et andet sommerhus i nærheden, og telefonnumrene til ejermanden virkede ikke. Politiet sagde, at hvis vi ikke fik fat på anmelderen, så måtte cykelstellet bare kasseres, da de vurderede det værdiløst når der ikke var styr, hjul og sadel på.

Påhængsmotoren havde ikke noget stelnummer, så den kunne ikke slås op på samme måde. Jeg synes det var oplagt at undersøge, om ham der havde anmeldt cykelstellet som stjålet, tilfældigvis også havde indgivet anmeldelse om en stjålet påhængsmotor. Det kunne Politiet ikke se i systemerne. Påhængsmotoren blev derfor bare tilmeldt afhentning, så nu står der 2 genstande i vores indkørsel og venter på at Politiets samarbejdspartner skal komme og hente. Man kan jo bare spekulere på hvor længe de kan få lov til at stå der.

Vi valgte at køre cykelstellet hen til den adresse, det var stjålet fra. Jeg har efterfølgende forsøgt at opspore ejeren af sommerhuset, for at forklare hvorfor hans cykelstel pludselig står i hans have igen, og for at spørge om han evt. også mangler en påhængsmotor. Det ser ud som om han er fra Norge, og jeg har kun kunnet finde en på LinkedIn med det navn, som endnu ikke har svaret på min henvendelse.

Det er tydeligt, at dette område ikke er prioriteret af Politiet. Jeg er temmelig overrasket over at jeg som menig borger selv skal sørge for, at stjålne emner kommer hen til deres retmæssige ejer. Og når man kommer fra IT-branchen er det også overraskende, at det ikke kan lade sig gøre at slå op i noget system, hvorvidt en navngiven person har anmeldt andre ting stjålet. Et hurtigt kig på Politiets hjemmeside afslører da også en usammenhængende side med mange gode hensigter, der ikke er ført ud i livet. F.eks. lister over fremlyste og efterlyste genstande, som er helt tomme. Dette er nok et udslag af den politiske hverdag, som præger hele den offentlige sektor – det er svært at gennemføre nye tiltag og så lade dem være blivende foranstaltninger.

For en der ejer et sommerhus er det ikke specielt behageligt at opdage, at tyveknægte og/eller hælere render rundt i ens have med ting, der er stjålet fra andre sommerhuse. Vi har ikke været i vores sommerhus så ofte som tidligere år fordi vi har flyttet helårsadresse. Men man er jo i det hele taget ikke i sit sommerhus hele tiden, så man kan forhindre den slags i at ske. Vi har haft sommerhuset i 5 år, men det er først det sidst år der har været den slags aktiviteter. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det er noget der vil fortsætte.

Lignende indlæg:

Ordenlig politik

Sidst der var folketingsvalg var jeg meget i tvivl om, hvem jeg skulle stemme på. Her på bloggen skrev jeg et blogindlæg for hvert parti, indeholdende mine overvejelser for og imod.

Efter grundige overvejelser endte jeg med at stemme på Konservative, nærmere bestemt Naser Khader, som ikke blev valgt ind og nu er ude af dansk politik.

Det går ikke så godt for Konservative. I Folketinget er det blevet et meget lille parti, og det ærgrer mig. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor det er blevet sådan, det er der sikkert mange og komplicerede årsager til. Men det ærgrer mig.

Nu har de Konservative lige fået ny leder, og forsøger at lancere sig selv igen. Det er ikke alle mærkesagerne jeg synes er lige vigtige, og jeg tror det kunne gavne partiet at prøve at slå nogle værdier fast på et højere niveau. Uden at det bliver ‘gud, konge og fædreland’.

Jeg drømmer om et parti som hylder ordenlighed.

Ordenlighed i økonomi; der skal simpelthen være styr på pengene så vi ikke ender i gæld til halsen. Pengene er fundamentet for det vi kan sætte i gang i samfundet, og sætter også visse begrænsninger.

Men samtidig ordenlighed overfor det som vores folkestyre er sat til at forvalte: samfundet. Det gælder både borgerne i samfundet, men også virksomhederne og naturen. Alt for mange partier sælger ud på et af områderne, og lader borgere, natur eller virksomhederne bøde for tiltag overfor et af de andre områder.

Jeg har altid opfattet Konservative som et parti der bygger på en fundamental værdi omkring ordentlighed. I mange aspekter af vores velfærdssamfund har vi givet køb på ordentlighed. Vi kender nok alle en sag med en person som ikke kan få førtidspension trods alvorlig sygdom, sociale udgifter der er helt ude af proportioner eller virksomheder som bukker under på grund af administrative byrder. Jeg ved godt at man ikke kan få det hele, og det er sikkert svært at strikke lovforslag sammen uden ofre. Men jeg synes godt man kunne sende signaler om, at man ønsker det var mere omsorgsfuldt.

Hele pointen med at lave disse strukturer i form af stat og kommune til at forvalte vores fællesskab, er jo skabt for det fælles bedste. Det synes jeg er gledet lidt i baggrunden. Jeg ville ønske at både politikere og borgere havde en større bevidsthed om fælleskab, omsorg og ordenlighed. Jeg håber at Konservative kan være spydspids for denne indfaldsvinkel.

Lignende indlæg:

Sikkerhed og risiko

I forbindelse med vores huskøb skal vi tage stilling til en hel masse administrative ting. Vi skal bla. vælge hvilken type lån vi ønsker, og vi skal beslutte os for en ejerskifteforsikring. I sidste uge havde vi besøg af en assurandør fra vores forsikringsselskab. Det giver altid anledning til tanker i helikopter-perspektiv, når man skal tage stilling til den slags; hvad kan man vente af fremtiden, og hvor risikovillig er man egentlig?

I sommers lagde vi lån om i vores rækkehus, og allerede der begyndte vi at bevæge os lidt væk fra den slagne vej, den hvor man går med både livrem og seler. Vi havde i 8 år haft et fastforrentet lån til en forholdsvis lav rente, men siden vi tog det lån er der sket meget, og vi ville gerne have glæde af den lave rente, som er markedsvilkårene i dag. Vi tog et lån med flexibel rente med ‘loft’. Vi fik ca. 2.500 kr. mere til rådighed om måneden, og kunne polstre budgetkontoen godt til dårlige tider.

Det har givet blod på tanden. Vi har nu valgt at det nye hus bliver finansieret med et rent rentetilpasningslån F1. Vi har styr på vores økonomi, vi har opsparing og vi kan godt tåle at udgiften til boliglån, som kun udgør godt en tredjedel af vores faste månedlige udgifter, svinger op og ned. Med et F1-lån får man en utrolig lav rente på sit lån, hvilket betyder at man afdrager meget på sit lån. Vi er godt klar over, at det er muligt at renten på et tidspunkt stiger, og at vi så skal overveje andre lånemuligheder. Men så længe renten er så lav som den er, vil vi gerne være blandt dem der for glæde af det.

Med et fastforrentet obligationslån sikrer man sig mod stigende renter. Så ved man hvad udgiften til boliglånet er de næste 30 år. Men det koster. I vores tilfælde ville vi skulle aflevere ca. 3.600 kr. mere af vores månedsløn til realkreditinstituttet – penge vi aldrig får igen. Med et F1-lån har vi mulighed for at sætte differencen ind på en konto og dermed have rådighed over dem, hvad enten det så er til stigende renter, en nødvendig udgift til huset eller en rejse.

Man skal jo også huske at tænke på, at indtægtssiden også er påvirket af de meget lave renter. Lønningerne stiger næsten ikke for tiden. Pensionsopsparing forrentes nu med ‘markedsrente’, så vi kan ikke se frem til som vores forældre at have mange millioner når tiden kommer til at gå på pension.

Der ligger også noget livsfilosofi bag sådan et valg. Det er noget med at erkende, at man alligevel ikke kan sikre sig mod alverdens ulykker – at se i øjnene at man ikke kan kontrollere alt omkring sig og finde ro med det. Leve i nuet. Der er en lang række ting som vi ikke selv er herre over, vi kan f.eks. miste vore jobs, og der kan opstå alverdens ulykker. Der er noget befriende ved at leve i nuet, leve efter de vilkår som livet stiller her og nu. Det nytter ikke noget at gå og frygte alle de grufulde ting der kan ske, det giver ikke noget godt til ens hverdag.

Vores nej til at gå med livrem og seler er også et nej til bekymring. Det er et udtryk for en holdning til at undgå stress. Det udspringer selvfølgelig også af en erfaring om at det nok skal gå alt sammen. Det er over 20 år siden jeg optog realkreditlån første gang, og jeg har klaret mig igennem op- og nedgangstider med skindet på næsen.

Det er lidt af de samme tanker der dukker op, når vi begynder at tænke på ejerskifteforsikring. Denne forsikring, som tilbydes en køber af et hus som erstatning for retten til at retsforfølge sælgeren i 10 år for fejl og mangler, der var ved huset før man overtog det. Når sælgeren tilbyder køberen at betale halvdelen af den billigst mulige ejerskifteforsikring, er han fri af sit 10-årige ansvar.

Da vi begyndte at undersøge mulighederne nærmere, fandt vi ud af at det var en speget affære. Forsikringerne er fyldt med forbehold og undtagelser. Et par punkter i tilstandsrapporten, og det faktum at huset er bygget i 1907 gør, at man bliver helt i tvivl om man nogensinde ville kunne vride en krone ud af den forsikring. Når man ser på aktørerne på markedet, er det som at vælge mellem pest eller kolera. Vi kan vælge vores eget forsikringsselskab, det er godt og meget, meget dyrt. Eller vi kan vælge billigere forsikringer i nogle tvivlsomme selskaber, som enten har begrænsede klagemuligheder, eller virkelig mange sager i Ankenævnet for Forsikring.

Pludselig tager man sig selv i at tænke på, om det overhovedet kan betale sig at købe disse forsikringer. Var det i virkeligheden bedre at springe denne forsikring over, og bare gemme pengene på en bankkonto og håbe på det bedste? Hvis man alligevel ikke kan få dækket skader der hidrører taget, kælderen eller murværket så er man måske bedre tjent med at have en opsparing?

Og så kommer tankerne igen om, at man alligevel ikke kan sikre sig fuldstændig mod uventede negative begivenheder. Nogle gange er man nødt til at vove sig ud på usikker grund og tage nogle risici, hvis man vil prøve nogle ting. Vi har valgt et hus der er over 100 år gammelt, og vi er meget begejstrede for den charmerende arkitektur og den gamle, kvalitetsprægede byggestil. Vi er faktisk lettede over, at vi ikke endte med at måtte købe et standard parcelhus, som der kommer 12 af på et dusin. Det valg koster åbenbart, når det kommer til forsikring. Og det må vi stå inde for. Vi har stadig en uge til at tegne en ejerskifteforsikring, men jeg ved i skrivende stund ikke, om vi ender med at gøre det.

 

 

Lignende indlæg:

Bjørnedrab i Homnabo

Jeg har en veludviklet retfærdighedssans, og det kan fylde ret meget hos mig, hvis jeg oplever noget jeg synes er uretfærdigt. Det gælder både ting der sker for mig selv, men så sandelig også ting der sker for andre. I den forgangne weekend har jeg være meget oprevet over en historie i pressen.

Historien foregår i Homnabo, Sverige. En ældre mand tager ud at fiske. Her opdager han en hun-bjørn med en unge, som står og spiser af et elg-kadaver. Han er straks klar over at det er en farlig situation, og fjerner sig fra stedet. Bjørnemor sætter efter ham, og han slipper derfra med skrammer på skulder og øre. Han er selv i stand til komme på sygehuset.

Det der oprører mig så meget er, at det svenske politi efterfølgende beslutter, at den pågældende bjørn skal skydes. Og da hun har 3 unger, som ikke vil kunne klare sig alene, skyder svenske jægere i alt 4 bjørne på grund af denne episode. Begrundelsen var, at bjørnen nu havde bevist at den var farlig for mennesker.

Jeg må sige, at jeg er dybt rystet over at bjørnene måtte lade livet. Manden slap levende fra episoden, hvilket han nok skal prise sig lykkeligt for. Den akutte krise var afværget. Hvorfor så dræbe bjørnemor og 3 unger? Det kan vel næppe komme bag på svenskere, der bor i et land hvor bjørne lever naturligt, at bjørne er farlige for mennesker. Med ovenstående argument kunne man jo udrydde alle bjørne i landet – alle ved at det er helt naturlig og normal bjørneadfærd, det der er sket.

Da jeg læste historien kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Jeg begyndte at lede efter artikler i svenske medier for at få flere detaljer. De skrev kun om hvordan den 80-årige mand havde det. Der var ingen der stillede spørgsmålstegn ved beslutningen om at dræbe hele bjørnefamilien.

Det virker som om at svenskerne lægger størst vægt på, at det er sikkert for mennesker at færdes i den svenske natur. Jeg er helt uenig. I et land hvor der lever store rovdyr vil det altid være forbundet med en vis risiko at færdes i naturen. Det er en falsk tryghed man forsøger at skabe når man skyder dyr der har været i kontakt med mennesker. Det kan ikke være rigtigt at mennesker skal have førsteret til samtlige kvadratmeter af Sverige. Der må også være plads til dyrene på deres betingelser – det er trods alt et ret stort land.

Lignende indlæg: