Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Juleaften på Bøgevej

For huset var det 108. gang det var jul. Vores nye, gamle hus i Birkerød har holdt jul under både 1. og 2. verdenskrig, under 60’er-oprøret og oliekrisen i 1970’erne. Det er som om huset bare vifter med hånden og siger “pfff…. det er da ikke noget – det har jeg prøvet masser af gange!”.

For os var det første gang vi skulle holde jul i det hus, og det havde vi glædet os meget til. Vi synes at det klassiske murstenshus med højt til loftet, stuk, store flotte vinduespartier og fine parketgulve var nogle rigtig fine rammer for vores version af denne traditionelle aften.

Jeg har altid ønsket mig at have tallerkener med juletema, og har også haft et par tilløb med stel som meget hurtigt gik ud af produktion igen. I år besluttede jeg at gå “all in”. Til min fødselsdag i november ønskede jeg mig tallerkener fra Royal Copenhagens serie Stjerne Riflet, og det lykkedes mig at samle både 6 tallerkener, sovseskål og et par fade – et komplet sæt til juleaften. Det fine stel har motiver inspireret af den gamle Peters Jul, som jeg synes passede perfekt til det gamle hus.

Jeg har prøvet at holde jul selv en enkelt gang før, nemlig for 2 år siden i vores rækkehus i Virum. Dengang fandt vi frem til en menu som vi virkelig godt kunne lide. Den rummer både tradition og fornyelse, så den holdt vi fast i. 

I år blev julen fuldendt set fra min families synspunkt, for min bror kom fra Sydcalifornien for at holde jul med vores forældre, mig, min mand og ikke mindst vores hund Adina. Både Mads og jeg havde fået fri de 3 hverdage op til juleaften, og der var dømt jul en hel uge. De første dage gik med indkøb af julegaver, juletræ og madvarer. Familien samledes til hjemmelavede æbleskiver hos os, og der blev også tid til et besøg hos et vennepar i Allerød. De sidste dage inden jul fik vi gjort rent og pyntet det gamle hus fint op med nisser, hæklede snefnug, juleklokker og på juletræet masser af glaskugler.

Selve juleaften forløb rigtig godt. Vi startede aftenen kl. 16 med at se Disney Juleshow. Maden var sat i ovnen til langtidsstegning, men stegetermometret afslørede at kalkunen blev noget hurtigere færdig end forventet. Vi spiste derfor ikke så lang tid efter at juleshowet var færdigt.

Måltidet er designet til at være både nemt og lækkert, og det blev det heldigvis også. Vi spiste

  • kalkunbryst farseret med kyllingekød, andelever og spæk og med flettet, soltørret skinke udenom
  • små runde, halverede kartofler i ovn med godt med krydderier og smør
  • rødkålssalat med appelsinfileter, tørrede tranebær og ristede mandler
  • flødesovs

Til dessert fik vi islagkage med 2 slags is: dajm-is med kanel og flødeis med pureret kirsebærsovs.

Til min store glæde kunne alle lide maden, og der blev spist godt. Faktisk var alle så mætte bagefter, at der slet ikke var plads til de lækkerier i form af marcipan og chokoladetrøfler vi havde taget med hjem fra Tyskland en måned forinden.

Da vi havde besluttet at droppe julegaverne i år, havde jeg forberedt lidt forskellig underholdning. Mellem hovedretten og desserten lavede vi en lille pakkeleg. Aftenen inden sad jeg sent oppe og hyggede mig med at beklæde små æsker med gavepapir og fylde dem med forskelligt slik. På den måde var det ikke en rigtig gave, og jeg tænkte at især min bror ville sætte pris på noget dansk slik. Vi raflede, og dem der fik en 6’er måtte vælge en pakke, først fra puljen og derefter fra de andre deltagere om bordet.

Jeg havde også forberedt et par quiz’er med spørgsmål dels om jul, og dels om os selv. Jeg havde egentlig tænkt at det kunne være underholdning inden maden, men da maden blev så hurtigt færdig, tog vi dem senere.

Efter maden gik vi ind i pejsestuen, tændte de levende lys på juletræet og satte os i magelige stole med en kop kaffe. Vi satte noget klassisk julemusik på anlægget og nød synet af juletræet. Det blev en både stemningsfuld og afslappet stund. Det var slet ikke mærkeligt at der ikke skulle pakkes julegaver op.

Til sidst satte vi os ind i fjernsynsstuen med vores smartphones og gættede på hvad der kan gøre min bror mest rasende, hvilken uddannelse Mads i grunden har, og mine shoppevaner. Det gav et par gode grin, og måske fik vi også opfrisket lidt af vores viden om hinanden.

Ved halv elleve-tiden blev mine forældre og min bror kørt hjem – mætte, trætte og i godt humør. Juleaften plejer ikke at vare helt så længe i min familie, og alle gav da også udtryk for at det havde været en god aften. Jeg synes også selv at det hele gik op i en højere enhed. Det var en hyggelig, nærværende, smuk og velsmagende jul i mit eget hus.

Lignende indlæg:

Udnyttet

Da jeg var en lille pige kunne jeg godt lide at tegne. Jeg ønskede mig farveblyanter, tusser og godt tegnepapir til fødselsdag og jul. På et tidspunkt forærede min far mig en stor stak papir at tegne på. Det var A5-format, og trykt som notatpapir i forbindelse med en kongres. Da kongressen var overstået var der en masse til overs, og min far fik lov til at tage noget med hjem fra sin arbejdsplads som tegnepapir til mig.

Det var noget fint papir, tykt og lækkert. Jeg var meget glad for det. Jeg brugte af det, men sparede også på det, fordi der var det fine tryk på, og fordi jeg havde fået det af min far.

En dag fik en af naboerne besøg af en dreng, der var lidt ældre end jeg. Vi kom til at lege sammen. Han inviterede mig indenfor til en sodastream-sodavand. Sådan en maskine havde vi ikke, jeg var meget imponeret. Han fortalte om at han lavede en form for blad eller avis, og på en eller anden måde kom vi til at tale om mit tegnepapir fra kongressen. Det var han vældig interesseret i. Han ville gerne have noget af det.

Gavmild som jeg er af natur, gav jeg ham lidt af min dyrebare skat. Jeg behøvede måske ikke alle de stykker papir, og når nu han havde et konkret behov. Det gjorde mig glad at give ham noget af mit papir. Han spurgte om han ikke kunne få lidt mere. Så spurgte han om lidt mere. Da han havde fået det meste af stakken sagde jeg stop. Jeg ville også gerne have noget selv. Så satte han trumf på. Hvis han nu gav mig 25 øre, kunne han så ikke få resten?

Jeg lod mig overtale, men bagefter fortrød jeg og blev utrolig ked af det. For jeg var jo faktisk ret glad for det papir, og nu havde jeg slet ikke noget tilbage. Jeg græd ud hos min mor, og på en eller anden måde fik hun forhandlet sig til at jeg kunne få den sidste del af papiret tilbage – mod at drengen fik sine 25 øre tilbage. Den store stak, jeg havde givet ham ’gratis’ beholdt han, for det var jeg jo gået af med frivilligt.

Denne oplevelse har sat sig hos mig som min første oplevelse af at blive udnyttet. Jeg følte at drengen havde manipuleret mig og udnyttet min godhed. Det føltes meget, meget væmmeligt. Hvor hjerteskærende det end er, er disse erfaringer noget man skal igennem som barn, for at danne sin personlighed og for at blive rustet til voksenlivet.

Oplevelsen har ikke betydet at jeg er holdt op med at være gavmild. Jeg vil stadig gerne give meget for at andre bliver glade og får dækket et behov de ikke selv kan dække. Også folk jeg ikke rigtig kender. Men jeg har udviklet en kraftig retfærdighedssans, som betyder at jeg bliver meget vred og frustreret, når nogen forsøger at udnytte mine og andre menneskers gode hensigter.

Det er nok også den der væmmelige følelse der kommer op i mig, når jeg hører om mennesker der udnytter vores velfærdssystem og andre måder at få penge fra fællesskabet. Som samfundsborger giver man så meget man kan, i den hensigt at det skal komme folk til gode, som har brug for det. Når det så viser sig, at dem der har brug for hjælp fra samfundet ikke får tilstrækkelig hjælp, samtidig med at mennesker der egentlig godt kunne klare sig uden hjælp finder smutveje og tricks til at berige sig selv, føles det så utrolig uretfærdigt.

Det er også derfor at jeg altid holder på at man må se begge sider af en sag. Min retfærdigheds-radar reagerer også i den grad, når jeg selv eller andre uretmæssigt anklages for at snyde. Det må bare ikke betyde at man lukker øjnene for, at der ER mennesker, der vil udnytte andres godhed.

Så når 1 flygtning/migrant i september udtaler til TV2, at han vil søge asyl i Sverige i stedet for Danmark, fordi ydelserne i Sverige er højere, så er det ikke det samme som at alle der flygter fra Syrien gør det for pengenes skyld. Men det er vidnesbyrd om, at det er en motivation for nogen.

Man må ikke lukke øjnene, fordi der er nogen der betaler en pris for snyderi og kontanthjælps-shopping. Både dem der afleverede pengene til fællesskabet i første omgang, og dem der i virkeligheden skulle have haft dem.

Dertil kommer de afledte effekter af uretfærdighed: ligegladhed, mere snyd, og i sidste ende manglende engagement i samfundet – og det går ud over vores sammenhængskraft. Det kan blive et meget omfattende samfundsproblem efter min mening.

Lignende indlæg:

Ikke som i Matador

Jeg var lidt forundret, da Helle Thorning-Schmidt som statsminister i sin nytårstale talte om at stille krav til flygtninge, om at lade dem rense strande osv. Hvor kom nu det fra? Da hun efterfølgende lancerede en større reklamekampagne om emnet tænkte jeg, at hun forberedte sig til det kommende folketingsvalg og forsøgte at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti.

Efter folketingsvalget begyndte Inger Støjberg at tale om at lave annoncer i udenlandske aviser, for at gøre opmærksom på at Danmark netop har nedsat ydelserne til flygtninge. Modstanderne sagde, at det ikke ville begrænse antallet af asylansøgere til Danmark, fordi at folk ikke flygter af økonomiske årsager. Man mente i stedet det ville skabe mere fattigdom. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg regnede med at de fleste flygtede for at komme i sikkerhed, og så er det vel mindre vigtigt hvor stor kontanthjælpen er.

Jeg og mine landsmænd får i disse dage syn for sagen. Flygtninge og migranter ankommer til Danmark i store antal, men de søger ikke asyl. De vil til Sverige. Direkte adspurgt af TV2 Nyhederne, kunne vi i går aftes høre forklaringen fra en af dem der nægter at lade sig registrere i Danmark. Det handlede om 2 ting: at ’lønnen’ (manden brugte ordet ’salary’) var faldet fra ca. 10.000 DKK til 5.000 DKK, og man vil hurtigere kunne få familiesammenføring i Sverige.

Vi kan altså konstatere at der var noget om snakken. Det er ikke længere en fordom, det er fakta. Pengene spiller også ind. Flygtninge anno 2015 stiller krav, sultestrejker og accepterer ikke EU’s fælles asylregler om registrering i det land man ankommer til. De siger nej tak til at lade deres børn sove i en rigtig seng i Danmark, fordi de synes det er vigtigere at komme videre til Sverige. De asyl-shopper.

Samtidig ser vi danskere trodse politi og lovgivning, og køre eller sejle flygtninge og migranter videre til Sverige. De føler at de gør en god gerning og fortæller om det på Facebook. Flere steder ser jeg dem og deres støtter drage paralleller til 2. verdenskrig og hjælpen til de danske jøder. Måske tænker de på sig selv som Maude Varnæs i Matador, der træder i karakter og hjælper den ydmyge Hr. Stein i sikkerhed. En rigtig feel-good scene, som var rigtig godt TV. I virkelighedens verden transporterer man mennesker, som reelt ikke i livsfare når de befinder sig i Danmark – en transport der bliver en del af organiseret menneskesmugling, som kan straffes med fængsel.

Jeg er rystet over denne udvikling, og ærlig talt meget bekymret for hvad dette kan føre til. På den ene front har vi disse mennesker, der ikke accepterer vores asylsystem og tyer til civil ulydighed i jagten på at gøre en god gerning. På den anden front står de, der er inderligt imod enhver form for indvandring. Vi har allerede set vold mod flygtninge og hærværk mod de steder de opholder sig. Jeg frygter at der kommer mere af det. Det kan føre til ustabilitet i vores land. En ustabilitet, som absolut ikke styrker vores evne til at hjælpe folk i nød, tværtimod.

Efter min mening må vi prøve at blive lidt realistiske omkring denne problematik. Verden ser meget anderledes ud end under og efter 2. verdenskrig, og vi kan ikke bruge erfaringerne fra den tid længere. Uskylden er røget, det er vi nødt til at se i øjnene. Samtidig er der et tydeligt behov for nødhjælp. Jeg er helt enig i udtrykket

”Hold hjertet varmt, og hovedet koldt”

Lignende indlæg:

Tykke drenge og frustrerede kvinder

Så fik vi igen en omgang debat om overvægt. Det er lykkedes Annette Heick at skabe debat på baggrund af en klumme i B.T. hvor hun fortæller om oplevelse der har rystet hende; hun har set en dreng spise pommes frites og drikke cola til. Annette Heicks vinkel er ikke en generel debat om overvægtige børn. Hendes ærinde er at udtrykke en frustration over, at hun ikke føler at hun kan gå hen og gøre forældrene til den pågældende dreng opmærksom på, at det er usundt. Hun mener at den danske kultur gør det umuligt for hende.

Det er ikke noget nyt, at Annette Heick er frustreret over overvægtige medborgere. Tilbage i 2011 skrev jeg et blogindlæg om samfundssind på baggrund af en udtalelse fra hende i Mads og Monopolet. I 2011 handlede det ikke om overvægtige børn, men bare overvægtige generelt. Dengang udtrykte hun også frustration over, at det var svært for et slankt menneske at tale om andre menneskers overvægt.

Her i 2015 bruger hun omsorg for et barn som alibi for sine udtalelser. Historien fra 2011, og hendes retorik i klummen fra i år, afslører noget andet. Når hun beskriver at drengen spiser, vælger hun ordene “hugger i sig”, og han drikker ikke cola til, men “skyller” maden ned med en hel “flaske cola”. Konsekvenserne beskrives lige så malende med at forældrene ”lader ham sidde og smøre endnu mere fedt på en krop…”. Ikke ligefrem et neutralt ordvalg.

For mig er det tydeligt, at Annette Heick har en generel aversion mod overvægtige. Der er bare nogle slanke mennesker som har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan blive overvægtig uden selv at ville det. Det har jeg oplevet igen og igen. Det er en fiks idé, der er svært at rokke ved. Den bunder i mangel på indsigt, unuanceret generalisering og en udtalt mangel på empati.

Det fremgår ikke af klummen eller debatten hvad Annette Heick forestiller sig at kunne opnå, ved at få mulighed for at konfrontere overvægtige børn, deres forældre eller overvægtige voksne med det faktum. Og hvad med alle de mange, mange andre former for fysisk og psykisk selvskade i vores samfund, f.x. træningsafhængige, 12-talspiger, ludomaner. Er det også for galt, at man ikke kan konfrontere disse mennesker med deres adfærd?

I de seneste par år har jeg lært en masse om stress. Et af de 3 behandlingstilbud jeg benyttede da jeg selv blev syg, kom med nogle virkelig gode råd til at komme videre og undgå stress, som jeg har tænkt meget over siden. Det ene af dem handler om at finde i balance i hvad man blander sig i. Folk der er stressede har en tendens til at have mange meninger om alt muligt udenom dem selv, som i virkeligheden ikke har noget med dem at gøre, og konsekvensen for dem selv er marginal. Det kan være svært at se hvad der er årsag og hvad der er virkning, men det er et helt typisk træk som jeg ser hele tiden hos mine nære når de er stressede. Ens personlige tolerance overfor modgang falder drastisk, når man er psykisk overbelastet, og så vender man tit tilbage til sine kæpheste og føler stor frustration over dem. Jeg kender det fra mig selv; jeg er også mere vred på trafikken eller mit arbejde, når jeg er overbelastet. Når man så får det bedre, kan man leve med de selv samme ting helt uden at blive vred og frustreret.

Jeg får afløb her på bloggen, Annette Heick bruger B.T. Jeg tror i virkeligheden at denne debat handler om, at kvinden er stresset. Hun har lige været igennem en svær periode, hvor hendes mand kom alvorligt til skade på en ferie i Thailand. Manden brækkede nakken og har været indlagt i 5 måneder, og der var frygt for om han var skadet for livet. Sådan noget vender op og ned på en familie, og det er helt naturligt at det belaster den anden forsørger i familien voldsomt.

Måske undervurderer Annette Heick den belastning hun har været udsat for. Jeg bliver bekymret, når jeg på hendes Facebook-profil læser et opslag fra juni, hvor hun fortæller om familiefaderens hjemkomst fra hospitalet. Der er stadig problemer med hans førlighed, men ikke noget de ikke kan klare skriver hun – og så bruger hun hashtagget #rålivsstil. Det er en voldsom begivenhed der er sket i familien, samtidig med at hun drøner derudad med sin karriere med 180 km/t; hun optræder, skriver, debatterer og præsterer. Hele tiden er hun udadvendt og giver af sig selv. Jeg tror at Annette Heick har brug for at stoppe op og komme sig lidt ovenpå den oplevelse.

Lignende indlæg:

To sider af samme sag

Debat om fordelingspolitik bliver meget nemt en skyttegravskrig. Om det så handler om udlændinge, førtidspensionister eller hvilken som helst anden gruppe der modtager økonomisk støtte via vores velfærdssystem, ser danskerne vidt forskelligt på emnet. Stik modsatte argumenter bliver draget frem på hver sin side, selvom det er de samme mennesker man taler om.

Et aktuelt eksempel er flygtningedebatten. Den nye Venstre-regering skyndte sig at ændre på de ydelser, som flygtninge modtager når de kommer til Danmark. Udlændingeministeren begrunder indgrebet med, at det er nødvendigt at begrænse antallet af flygtninge der kommer til Danmark. Dermed siger hun også, at flygtninge har økonomiske incitamenter til at søge asyl i Danmark.

En anden Venstre-politiker Jens Rohde bringer i en Facebook-opdatering et billede to syriske mænd med børn i armene, der er på vej ud af en brændende ruin med kommentaren: ”Her er et par syriske mænd igang med at planlægge, hvor de kan få den bedste kontanthjælp i Europa…..” Sarkasmen indikerer, at han ikke kan forestille sig, at asylansøgere i Danmark har økonomiske motiver.

Det er jo to helt vidt forskellige og modsatrettede syn på flygtninge. Det samme kan man møde, når man taler om alle mulige andre modtagere af velfærdsydelser: førtidspensionister, pensionister, SU-modtagere, folk på barselsorlov mv. Beskyldninger om grådighed, udnyttelse og kold økonomisk beregning kolliderer med stålsat insisteren på at tro på det gode i mennesker, koste hvad det vil.

I mine øjne er begge fronter alt for unuancerede. Man kan ikke have kun det ene synspunkt, for det er langt fra repræsentativt for alle.

Helt basalt synes det mest oplagt for mig at vælge medmenneskelighed frem for penge. Mit hjerte bløder for de stakkels mennesker, der må flygte fra både deres nære og alt hvad de ejer for at redde deres liv, og selvfølgelig skal vi hjælpe.

Men så hørte jeg et interview i radioen med en dansk kvinde, fastboende på ferieøen Lesbos, hvortil der i øjeblikket kommer ca. 1000 flygtninge om dagen. Hendes observationer var meget blandede. Hun så stor nød og ulykke. Og så så hun unge mænd der virkede stærke, med nyere og bedre tøj og smartphones, end grækerne selv har. Hun undrede sig over om de også havde brug for hjælp. Men man kan jo godt være i livsfare uden at være fattig.

Jeg lagde også mærke til indsparket fra bloggeren Jaleh Tavakoli, der med et sjældent indblik fortæller om en stor bevidsthed om Danmarks velfærdssystem i et af de lande Danmark modtager flygtninge fra. Hun beskyldte sit tidligere parti Enhedslisten for at være naive, når det gælder udlændingedebat.

Og der er da heller ikke nogen værre følelse, end at blive udnyttet for sin godhed. Det er en grim, grim oplevelse at se sine menneskelige og økonomiske ressourcer blive misbrugt af mennesker som har samvittighed til det.

Det skulle da lige være følelsen af at blive beskyldt for noget man ikke har gjort. Som når man bliver anklaget for at snyde og nasse, når man er kommet ud for noget i sit liv, hvor man ikke kan klare sig selv.

Sandheden er jo, at der findes begge dele.

Der findes både de gode og de dårlige eksempler. Der findes opportunister, lykkeriddere og dovne mennesker. Og der findes værdigt trængende. Når der skal formuleres og udmøntes fordelingspolitik, må man prøve at tage højde for at velviljen kan udnyttes. Men samtidig må man altså prøve at indrette forvaltningen, så de der reelt har behov for hjælpen ikke mødes med en regn af mistillid og måske slet ikke hjælpes.

Det er selvklart en svær balance. Sådan som debat og politisk diskussion foregår i de danske medier, er der en tendens til man kun hælder til det ene synspunkt, og benægter modstanderens argumenter. Jeg synes ikke vi må være bange for at erkende sagens realiteter, selvom det gør det hele meget sværere.

Lignende indlæg:

Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – årsagerne

Ud fra et antropologisk perspektiv er det naturligt at forsøge at analysere på, hvad det kan skyldes, når flere og flere ikke vælger at få børn. Og det lagde DR2-programmet i weekenden også lidt op til at ville gøre.

Jeg har talt med rigtig mange mennesker der ikke ønsker sig børn. Min konklusion er, at det er ørkesløst at prøve at finde en årsag. Nogen nævner konkrete ting som frihed, karriere, mulighed for at rejse osv. Men i bund og grund handler det efter min mening om mangel på lyst til at få børn. Man har bare ikke lyst (nok)! Jeg tror ikke der er mange der tilsidesætter et ægte ønske om at få børn til fordel for job eller rejser. Hvis man ønsker sig børn, så skal der nok blive plads og tid til dem – det er jo en stærk drift, når man har den.

For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald ikke nævne nogen konkret årsag. Hverken min mand eller jeg er karrieremennesker, vi går bare på arbejde for at tjene penge til at opretholde vores liv sammen. Vi har tidligere rejst 2-3 gange om året, men det er nu gledet i baggrunden til fordel for sommerhusferie og et liv sammen med hund.

Sidstnævnte må også siges at tage livet af argumentet om trang til frihed. Vi fik hund for 3 år siden efter at have ønsket os det hele livet. Efter at vi har fået hund går vi ikke længere ud og spiser, i TIVOLI, til foredrag eller hvad vi ellers gjorde før. Vi rejser sjældent på en måde, hvor hunden ikke kan komme med. Og vi elsker det liv, fordi vi virkelig brænder for et liv sammen med en hund. Men vi har ikke den samme frihed som før.

Helt basalt tror jeg at det er en variation eller afvigelse i menneskets natur der gør, at nogen ikke har den drift. På samme måde som f.eks. homoseksualitet. Jeg tror at samfundet bare må finde ro med, at sådan er der nogen der har det og ikke hele tiden spørge hvorfor.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg: