Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemme rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Ulven kommer

Igennem de seneste år er der begyndt at dukke ulve op i den danske natur. Efter at der i flere hundrede år slet ikke har været set ulve i Danmark, kom der for nogle år siden pludselig beretninger om ulve. Nogen mente at de havde set det sky dyr, og nogen mente at det var en ulv der havde spist et får. Lige så stille er der kommet flere ulve, og der er også tegn på at de yngler.

Danmarks natur og klima er ligesom vores nabolande et naturligt levested for ulve. I 16-1800-tallet kunne det danske samfund ikke håndtere dette rovdyr og valgte målrettet at udrydde ulven fra Danmark.

At ulven igen er i Danmark er naturhistorisk interessant. Indvandringen skyldes store bestande i Tyskland. Det er spændende fordi der ikke lever særlig mange større rovdyr i Danmark. Ræven har været næsten udryddet af sygdom i de sidste 20 år, og vi er slet ikke vant til at begå os blandt store rovdyr som vores nabolande er.

Måske er det derfor at ulvens indvandring også giver anledning til negative følelser hos nogle danskere. En ting er en irrationel angst for selve mødet med ulven, som vel mest er et udtryk for uvidenhed og mangel på perspektiv.

En anden ting er, at ulven udover at spise vilde dyr, også af og til tager et får eller et andet husdyr. Efter 200 år uden ulve er mange danske husdyr tilsyneladende ikke indhegnet på en måde der beskytter dem mod ulve.

Husdyrenes ejere ønsker at løse problemet ved at skyde ulvene. En løsning der nok er billigere end at investere i ulve-sikre hegn, men som hverken er etisk eller lovlig. Ulven er nemlig fredet i hele EU.

Jeg finder det fuldstændig forrykt at ville skyde et dyr, som naturligt hører til i den danske natur. Det vil være bæredygtigt at have en vis mængde ulve i Danmark. Der har været en kraftig stigning i bestanden af råvildt og kronvildt, og vi har endda en invasiv art, der ikke hører til i den danske natur, nemlig Sika-hjorten, der er importeret fra Asien. En hjælpende hånd fra ulvene til at holde disse bestande nede er helt uproblematisk. Måske kunne vi endda slippe for nogle af de mange flåtbid og heraf følgende borrelia-infektioner.

Almindelig naturpleje og regulering ved jagt er en god ting, men at skyde ulve udelukkende fordi man ikke vil bruge ressourcer på at sikre sine husdyr er efter min mening en primitiv og forhistorisk reaktion.

En af menneskets helt store styrker er jo netop evnen til at tilpasse sig udviklingen. Her må vi simpelhen lære at lave nogle bedre hegn – på samme måde som vi f.x. har kunnet sikre vores høns mod ræve indtil nu. Hvis det medfører en uforholdsmæssig stor udgift for de enkelte husdyrhold, kan man jo lave en erstatningsordning fra samfundets side.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2016

Det er nytårsaftensdag og tid til at se tilbage på et år der er gået, og frem mod et nyt år der står klar lige om lidt. I år deler jeg blogindlægget ind efter kategorier jeg har set i en artikel i dagens B.T. om at forberede sig til 2017, og slutter af med lidt om årets øvrige begivenheder og oplevelser.

FYsisk tilstand

Helt grundlæggende har jeg det godt rent fysisk. I 2016 måtte jeg opgive at spise efter 5:2-diæten, og jeg har heller ikke kunnet spise alle de vitaminer og kosttilskud jeg gerne ville – kan simpelthen ikke sluge de store piller mere. Alligevel har jeg ikke fået mine mangeårige ledsmerter igen, og det er også lykkedes mig at holde vægten stabil trods ændringer i kost og motion. Min migræne har været mere stabil i år. Ifm. jobskift har jeg fået en kortere cykel-distance til arbejde, jeg cykler 28 km. på el-cykel hver dag. Det  føles rigtig godt i kroppen.

Psykisk tilstand

På det mentale område kæmper jeg imidlertid en del lige i øjeblikket. I skrivende stund har jeg for mange stress-symptomer og har det ærlig talt ret skidt. Problemerne skyldes heldigvis udelukkende forhold på mit nye job, men det betyder at der en dårlig balance mellem bekymring og glæde i mit liv. Der er ikke plads til idéer og perspektiv lige i øjeblikket, og det er jeg ked af.

Arbejde

Jeg fik nyt job i starten af 2016, og det har fyldt næsten alting i året der nu næsten er gået.

Rammerne om det nye job gav mig en del forbedringer i hverdagen. Den kortere transporttid og den øgede fleksibilitet gav først og fremmest en hverdag med meget mindre pres. Det er ikke længe siden at jeg på en af årets korteste dage kunne komme hjem til min hund og lege i haven inden mørket faldt på – det har jeg ikke kunnet før.

I løbet af foråret og sommeren viste det sig desværre, at jobindholdet var en del anderledes end forventet, hvilket har givet mig rigtig mange bekymringer. For første gang i mit liv har jeg oplevet søvnløshed. Det er et meget kompliceret forretningsområde jeg arbejder med nu, så jeg har også brugt meget energi på at kravle op ad en stejl indlæringskurve.

Efter sommerferien har jeg oplevet noget jeg aldrig i mine 25 år på arbejdsmarkedet har prøvet før. Til min store forbløffelse begyndte en kollega at udtrykke utilfredshed med kvaliteten og hastigheden af mit arbejde. Det skete i en meget hård tone. Sammen med min chef og hans chef har vi forsøgt at finde en løsning på problemet, men det er stadig ikke godt og det påvirker mig meget.

At få sådan en konflikt oveni en i forvejen meget krævende indkøring i nyt job har taget pippet fra mig, og jeg er ærlig talt fortvivlet over min jobsituation. Arbejdspladsen er egentlig god, kvaliteten af lederne er enestående og der er mange gode kolleger. Det må være fantastisk at arbejde der, hvis man er tryg og glad for sine opgaver. Sådan er det bare ikke for mig lige nu.

Familieliv

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har lige præcis det familieliv jeg ønsker mig. Jeg er gift med en helt fantastisk mand, og vores familie består også af en helt fantastisk hund. Vi er en harmonisk lille trio, som kompletterer og støtter hinanden på fineste vis. Jeg synes vi har fundet en måde at være sammen på, så vi alle 3 får dækket rigtig mange af vores både individuelle og fælles behov og ønsker.

I år har vi mistet husbonds faster, og min nærmeste onkel har været alvorligt syg. Onkel er heldigvis frisk igen, og vi har også i 2016 nydt at have et godt og nært forhold til vores familier. I 2016 har jeg endda oplevet at få nye venner, både mennesker og hunde, ind i mit liv.

Økonomi

Her er også et område som går rigtig godt i mit liv. Selvom jeg gik ned i løn og vilkår ved mit jobskifte, er vores økonomi god. Vores udgifter er faldende, og vi har mulighed for at spare op hver måned. Takket være lave renter høvler vi godt af på restgælden i huset. For et par uger siden fik vi brev fra banken med besked om renten på vores 1-årige rentetilpasningslån: 0,00%. Selvom renten stiger, er jeg tryg ved vores økonomi: der er luft i budgettet og gode nødplaner hvis vi skulle blive ramt af svigtende indtægter.

Bolig

Jeg er stadig lykkelig for mit hus, som på så mange måder støtter op om det liv jeg ønsker. Det er et godt hus at have hund i. Det er et godt hus at have gæster i. Og det er et godt hus at være alene hjemme i.

I 2016 har vi fortsat renovering og opdatering af huset. Den overdækkede terrasse fik nyt gulv, nye vinduer og en frisk omgang maling – lidt af et ansigtsløft. Vi etablerede også en helt ny terrasse der hvor solen skinner når vi kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, og i beruselse over den lange, varme sensommer købte vi ikke mindre end en udendørs hjørnesofa til den nye hyggeplads. Luksuriøst og ret skønt – nu er vi bare nødt til at gøre noget ved det alt for store træ, der laver skygge i store dele af haven. Specialister regner med en 5-cifret pris for at få træet fældet.

Oplevelser

I 2016 har der været knap så mange oplevelser og begivenheder som året før. Husbond har rejst en del i år, men kun 1 af turene var en fælles tur. Vi er kommet til at holde af at tage til Stralsund i Tyskland i slutningen af november for at starte julen op med julemarkeder og shopping. I år var vi afsted for 3. gang på det samme charmerende hotel.

Sommerferien var ret stille og rolig, men vi havde en festlig sommer-uge i slutningen af august, da Atlas boede hos os.

Årets weekender og fritid blev præget af Mads’ faster, som hele familien i forsommeren var engageret i at flytte fra hus i Nordjylland til ældrebolig i Søborg. Efter flytningen var hun desværre meget syg og endte med at afgå ved døden i efteråret. På aftenen hvor hun døde havde vi den glæde, at vores hus kom til at danne ramme om hyggelig fælles spisning for familien, en rar følelse af samhørighed på en sørgelig baggrund.

En sjov lille oplevelse i år var sagen om “Prøv og hør!“. I det nævnte blogindlæg brokker jeg mig over en tendens som irriterer mig meget når jeg hører radio og ser underholdningsudsendelser i fjernsynet: der er alt for mange der starter alle deres sætninger med “Prøv og hør!”. I indlægget nævner jeg et aktuelt program, hvor Peter Frödin deltager. Og tænk engang, ugen efter i det næste direkte program sagde han det ikke en eneste gang! Jeg tror ikke at han læser denne blog, men måske et pressebureau har opfanget mit indlæg via Google og gjort ham opmærksom på det? Det var i hvert fald påfaldende!

Med denne anekdote vil jeg afslutte min årsberetning. 2016 blev et år med både godt og ondt. Jeg mistede min ungdoms musik da David Bowie, Prince og George Michael døde, men vi gjorde det til at fest ved at høre deres musik igen.

Nu er året gjort op. I aften skyder husbond og jeg det nye år ind med en George Michael-battle, hvor vi fejrer hans kunst ved at kæmpe om at udvælge de bedste hits og skiftes til at sende videoerne over på Chromecast’en. Og så ser vi os ellers ikke tilbage.

Lignende indlæg:

Noget om selvværd

Hvor er det dog tit at jeg oplever problematiske situationer og konflikter, og tænker at det i bund og grund skyldes lavt selvværd hos de mennesker, der er involverede. På en måde tror jeg, at det er en del af den danske folkesjæl at føle, at man er mindre værd end andre i samfundet. Måske er det et dybtliggende udtryk for janteloven?

Den vrede

Der er mange vrede mennesker i det offentlige rum. Det kan både være i trafikken, i kassekøen eller i kommentarfeltet på Facebook; folk der harmdirrende skælder og smælder til højre og venstre. Jeg kan også selv blive ramt af vrede når jeg møder disse vrede mennesker – det smitter nemlig.

Jeg plejer at argumentere for at denne type vrede skyldes stress. Stress sætter det på spidsen, gør det værre og hyppigere. Men nedenunder tror jeg vreden sætter af på lavt selvværd. Al den skælden ud ser jeg som et forsøg på at overbevise omverden om, at man har lov til at være her og have sine meninger, fordi man ikke føler sig accepteret.

Skulle man være i tvivl kan man jo se på modsætningen. Går man i den modsatte grøft og ser på et mennesker, der virkelig hviler i sig selv, og er overbeviste om at de har ret til at være til stede i den givne situation, ser man sjældent samme behov for at bruge en masse ord og vrede.

Eksperten

Kender du typen, som ved alting bedre end andre? En, som ikke bare har en stor viden, men som bruger enormt megen energi på at fortælle hvad han/hun ved om hvilket som helst emne. Jeg har mødt et par stykker af slagsen her på det sidste.

Det kommer tit ud af proportioner, hvor situationsfornemmelse, pli og dannelse tilsidesættes til fordel for en umådeholden udbasuneren af egen viden, evner og erfaringer, som om det var en konkurrence eller eksamen. Det giver pinlige situationer, og omgivelserne er hensat til at ryste på hovedet bag deres ryg.

Disse mennesker kan godt fremstå som nogle meget selvsikre personer, fordi de i bund og grund fortæller hele verden, at de selv synes de er bedre end alle andre. Men i virkeligheden skriger det til himlen, hvor usikre og ensomme de stakkels mennesker er. Det er svært at komme dem i møde, fordi de har dannet sig en skal af noget der ligner storhedsvanvid, som det er svært at trænge igennem.

Den hjælpsomme

En personlighedstype, som ikke er så usympatisk, er den hjælpsomme type. Det er normalt at hjælpe hinanden, men for nogen tager det overhånd på en sådan måde, at de ender med at sætte sig selv i loyalitetskonflikter og kompromittere deres økonomi.

Hjælpsomhed kan have mange ansigter: håndværkeren der bruger al sin fritid på familie og venners hus og have, frivilligt arbejde der kommer til at fylde for meget eller mennesker der bliver udnyttet økonomisk.

Når hjælpsomhed får et omfang, der overskrider rimelige grænser, ser jeg det som et problem der ikke kun handler om et ønske om at hjælpe. Så handler det om at finde en accept og identitet, og det kommer til at få et lidt desperat skær.

Jeg kan også få ondt af de hjælpsomme. Det er som med de andre eksempler svært at gøre noget for dem. Man ville komme til at pille ved en identitet som én der gør gode ting for andre – en slags skjold som personen har bygget op.

Her nævner jeg 3 eksempler på, hvordan lavt selvværd kan komme til udtryk. Der er flere varianter at disse eksempler, og mange, mange andre eksempler. Tænk bare på kvinder der hele tiden skifter hårfarve, mennesker med selvdestruktiv adfærd og folk der dyrker overdreven motion.

Hvad kan man bruge det til?

Man kan måske bruge det til at forstå motiver og bevæggrunde, når vi møder andre mennesker. På en måde støder man mennesker fra sig med denne adfærd, selvom man i virkeligheden har brug for bekræftelse og accept. Det er lidt af et paradoks.

Måske kan man også bruge det til at se på sig selv og sin egen adfærd.

Lignende indlæg:

Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg: