At købe et køkken

Et år efter at husbond og jeg startede vores opsparing til nyt køkken, gik vi ind i Invitas butik i Hørsholm. Vi ville starte de konkrete tanker om nyt køkken og havde brug for en snak om hvordan det kunne foregå. Der kom til at gå 3 måneder, før vi vidste hvordan og hvor meget.

På forhånd havde vi en idé om, at køkkenet skulle være i landlig stil med grå-malede profilerede låger og en komposit-stenbordplade, og det vidste vi at de havde hos Invita. Vi havde en holdning om, at vi gerne ville samarbejde med nogen, der kunne tage sig af hele entreprisen, så vi ikke selv skulle koordinere en hel masse forskellige typer af håndværkere.

Derudover var vi helt på bar bund; ingen af os indtil nu har prøvet at få nyt køkken på denne måde. Vi regnede med at en køkkenkonsulent/sælger ville kunne præsentere os for en masse spændende muligheder og vejlede os i forhold til hvad der passer bedst til os.

I butikken fortalte vi sælgeren om vores ønsker, og at der er tale om et projekt hvor der skal  laves både gulv, vægge, lofter, samt leveres nye køkkenelementer og nye hårde hvidevarer. Vi havde printet en grundplan. Vi fortalte at vores budget var 180.000 kr. og at vi var interesseret i at Invita tog sig af den fulde entreprise, men at vi dog selv var i stand til at lave vægge og lofter. Sælgeren tog beredvilligt imod vores input. Han sagde, at det skulle nok kunne lade sig gøre, men antydede dermed samtidig, at der ville være behov for kompromis for at holde prisen indenfor denne prisramme. Til sidst lavede vi en aftale med sælgeren om at han skulle komme hjem til os for at se på sagen.

Ved det første besøg i vores hjem var der fokus på selve køkkenet. Sælgeren hørte på vores detaljerede ønsker og behov (kaffehjørne, krydderurter, affaldssortering) og målte rummet op med en lasermåler.

Et par uger efter at sælgeren havde været på besøg i vores hus, mødtes vi i butikken i Hørsholm og blev præsenteret for 2 forslag til design på et nyt køkken til os. Det ene forslag lignede det gamle køkken noget, det andet forslag var mere nytænkende.

Det var det sidste vi faldt for og besluttede at arbejde videre med. I forslaget var der en køkkenø med kogeplade og et cafehjørne med vitrineskabe. Det så hyggeligt og funktionelt ud.

Vi fik tegninger og simulerede billeder med hjem, så vi kunne tænke over det. Vi mødtes med sælgeren en gang mere for at rette designet til med nogle af vores ønsker, og vi endte med en opstilling som vi synes var rigtig god.

Nu begyndte vi så småt at tale om pris.

Lige fra starten blev pris nævnt som en begrænsende faktor i alle køkkenets elementer. Den lågetype vi ønskede var ikke den billigste (dog heller ikke den dyreste), alene farven på lågerne kunne gøre det dyrere og alle de smarte indretningsløsninger Invita har i sit sortiment blev slet ikke præsenteret for os, da det ville gøre løsningen for dyr. Samtidig beroligede sælgeren os dog og sagde, at han nok skulle finde nogle gode rabatter til os.

Som konsekvens heraf valgte vi standardfarven lysegrå i stedet for grå, og fravalgte smarte løsninger så køkkenet kun bestod af almindelige skuffer og skabe.

Valg af bordplade er en af de store poster i et køkkenbudget, og den type bordplade vi i første omgang synes bedst om (komposit-sten) ville koste omkring 80.000 kr. i vores opstilling. Sælgeren viste os en række andre materialer til bordplade. Det var svært at overskue fordele og ulemper ved de forskellige materialer. Selvom det passer virkelig godt til et landkøkken, var vi overbeviste om at vi ikke ville have en bordplade af træ – sådan en skal nemlig efterbehandles 4-6 gange om året og det ved vi er urealistisk for os at få gjort. Vi endte med at vælge en bordplade i kompaktlaminat, som var virkelig lækker at røre ved. Kompromiset var, at der ikke var så mange farver at vælge imellem. Jeg ville gerne have haft en varm farve sammen med den grå farve på lågerne, men det blev til en mørkegrå bordplade. Som kompensation valgte vi greb i en gylden farve.

Nu begyndte hovedet virkelig at snurre på mig, for nu var der så mange detaljer at tage stilling til at det var svært at rumme. Sælgeren havde fra starten sagt, at han ville indsnævre valgene for os så vi ikke blev helt forvirrede, og det gjorde han også. Det havde bare den konsekvens, at jeg ikke følte mig sikker på at jeg havde taget de forskellige beslutninger på et fuldt informere grundlag. Ja, den brune sten-bordplade var sindssygt dyr, men var der en billigere mulighed indenfor dette materiale? Er massiv granit virkelig billigere end en bordplade af komposit som består af granit-grus? Og hvorfor?

I det hele taget forskød vores almindelige syn på priser og penge sig fuldstændig. Vi synes at et beløb på 180.000 kr. var et utrolig stort beløb, men det så ikke ud til at slå til i denne sammenhæng. Et eksempel kunne være en reol, som blev en del af køkkenet – en helt almindelig smal høj bogreol med justerbare hylder. Den kostede over 4000 kr. Hvis man havde købt en Billy-reol i IKEA kunne man få den for 250 kr. Det er helt ude af proportioner, selvom man så får den i samme nuance som resten af køkkenet. Jeg har meget svært ved at forstå at der kan være så store forskelle.

Da køkkendesignet lå fast, skulle de håndværksmæssige opgaver estimeres. I første omgang kom Invitas montageleder på besøg, og da han så gulvet, konstaterede han, at der var behov for at få en specialist til at se på det. I anden omgang kom montagelederen sammen med en tømrer og elektriker. Alle håndværkere var meget sympatiske og virkede kompetente. Montagelederen fortalte os lidt mere om hvordan forløbet i sådan et projekt er. Det var interessant at finde ud af, at man f.eks. laver gulv før man maler vægge.

Nogle uger efter blev vi præsenteret for et samlet tilbud på køkken med bordplade, montering, renovering af gulv og nyt loft men eksklusiv hårde hvidevarer, vandhane og indretning. Det første beløb sælgeren nævnte for os startede med et 3-tal. Jeg havde migræne og kvalme da vi sad i det alt for varme butikslokale, og jeg var næsten ved at besvime da jeg hørt prisen.

Så kom elementet rabat, som jeg har læst meget om på forskellige websider. Det er tilsyneladende almindeligt, at der gives en form for rabat når man køber køkken. Nogen gik meget op i procenten, og så alt fra 3% til 40%, så det var svært på forhånd at skyde sig ind på hvilken størrelsesorden man kunne forvente. Jeg konkluderede bare, at man ikke skulle tage listepriserne for gode varer. Et udgangspunkt på over 300.000 havde jeg ikke forventet, men det vigtigste er det beløb der står på nederste linje.

Efter at rabatten var trukket fra, lød tilbudet på ca. 275.000 kr. Det er næsten 100.000 mere end det beløb vi havde angivet som vores budget. Oveni tilbudets beløb kommer udgifter til hårde hvidevarer, belysning, maling m.m. Næsten halvdelen af beløbet var håndværkerudgifter på 130.000 kr. til loft, gulv og elektrikerarbejde.

Det var lidt af en kamel at sluge, og i første omgang var jeg noget slået ud og i tvivl om køkkenprojektet kunne blive virkelighed. Jeg har aldrig haft håndværkere til at lave større arbejder, så jeg var rystet over hvor dyrt denne del var. Undervejs i tilbudsforløbet havde vi jo godt fornemmet, at det ville være svært at klare det indenfor vores budget, især da vi fik set på gulvarbejdet med håndværkere. Men at vi skulle op på så højt et beløb havde jeg ikke forestillet mig.

Det første vi gjorde var at besluttede at lave loftarbejdet selv. Det alene kunne skære 30.000 kr. af tilbudet. Vi vurderede at vores eget indkøb af materialer ville beløbe sig til en brøkdel af dette beløb, og husbond har god erfaring med at sætte loft op.

Dernæst gik jeg igang med en detaljeret analyse at tilbudet. Invita er i modsætning til andre køkkenfirmaer så fair, at de har lagt en fuld prisliste ud på deres hjemmeside, og jeg så hurtigt, at de enkelte køkkenelementer stod med en noget højere pris i tilbudet end i prislisten. Det viste sig at sælgeren havde misforstået hvad der var standard-farver og hvad der var farver der udløser tillæg til prisen.

Som tidligere nævnt var vi gået på kompromis med farven for at holde prisen nede, så det var jo ærgerligt at vi alligevel skulle betale tillæg for farven. Sælgeren imødekom os og regulerede prisen. Da tilbudet var justeret for dette, var det stadig langt over vores budget. Vi granskede vores økonomi, og mine forældre var så flinke at tilbyde at give et bidrag til projektet. Vi fandt ud af at vi godt kunne gå højere op i pris end vores oprindelige budget, men beløbene var nu så store, at det mindede om bil- eller hushandel. Hvad skulle vi gøre – ville vi virkelig bruge så mange penge på et køkken?

Tidligt i forløbet besluttede vi, at vi ikke ville indhente tilbud fra flere forskellige køkkenfirmaer. Sådan en beslutning kan nok få det til at krympe sig i enhver kræmmersjæl. Det var ikke desto mindre vores valg, og det var baseret på en erkendelse af, at et køkken er en meget kompliceret ting at få tilbud på. Vi var ret sikre på, at selvom vi havde flere tilbud foran os at vælge imellem, så er der så mange parametre, at det ville det være nærmest umuligt at sammenligne, og dermed at vurdere hvad der var den rigtige pris. Jeg er ret sikker på at det bare ville gøre os endnu mere forvirrede.

Vi kunne også at have indhentet alternative tilbud på håndværker-delen af tilbudet. Jeg kan da godt blive i tvivl om det kan passe, at det skal koste 70.000 kr. at rette et gulv op. Omvendt havde vi holdning om, at vi gerne ville have 1 leverandør der stod for det hele. Jeg synes ikke det er fair at ulejlige en anden håndværker når han ikke har en chance for at få opgaven, udelukkende for at presse prisen hos Invita.

På dette tidspunkt havde vi altså ikke noget at sammenligne med, udover en generel antagelse om at et køkken fra IKEA ville være billigere. Vores tanker om et grå-malet køkken i landstil kom faktisk oprindeligt fra et besøg i IKEA, og i dette forløb var vi da også en tur til Gentofte for at genbesøge deres model. Lågerne virkede lækre nok, men efter 9 år med IKEA-køkken i vores tidligere hus, var vi ikke trygge ved den samlede kvalitet af IKEA-moduler og deres hvidevarer.

Vi besluttede at gribe det an som køb af fast ejendom, og prøve at forhandle prisen så langt ned som muligt. Det var den eneste måde vi synes der kunne give os tryghed for, at vi ikke kom til at betale for meget. I bedste huskøber-stil kom vi med et modbud, hvor vi bad om at få fjernet den del, der handlede om loftet og det elektriske arbejde forbindelse med loftet. Til gengæld ville vi gerne have at tilbudet indeholdt en vandhane, noget indretning til skuffer og skabe, samt de 3 stk hårde hvidevarer vi gerne ville udskifte, således at tilbudet omfattede et fuldt køkken. Vi meddelte at vi kunne betale 230.000 kr. for den kombination.

Invita vendte tilbage med et tilpasset tilbud på dette beløb, men der var kun inkluderet 1 stk hårde hvidevarer. Begrundelsen var at sælgeren havde givet mere rabat end han egentlig måtte.

Sælgeren kunne dog tilbyde os nogle såkaldte ‘kampagnepriser’ på hårde hvidevarer. Hårde hvidevarer er et helt kapitel for sig, hvor det er umuligt at sammenligne priser. Hvis man leder efter en ovn med stegetermometer hos Skousen eller Wupti finder man visse modeller. Hvis man spørger Invita, kommer de med en helt anden model, som man ikke kan finde hos nogen af de almindelige forhandlere. Sjovt nok er den op imod dobbelt så dyr uden at man kan se hvorfor.

Invita havde dog skruet det sådan sammen, at tilbudet uden hårde hvidevarer indeholdt tilslutning af Invita-leverede hårde hvidevarer, så hvis vi købte hos dem, ville tilslutningen følge med ifm. montering af køkkenet. Det ville understøtte vores ønske om en totalleverance fra Invita, hvor vi ikke selv skal jonglere med en masse forskellige leverandører, og risikere at ingen ville tage ansvar hvis der var problemer. Vi besluttede at det var værd at tage med. Vi regnede med at de dyre hårde hvidevarer var lækrere, og det var en god tanke at tage et nyt køkken i brug med nye lækre hårde hvidevarer. Selvom vi selv har monteret mange opvaskemaskiner i tidens løb, regner vi med at der nok at tage sig til for os, når vi når til montering af køkkenet.

Den første tirsdag i vores sommerferie skrev vi under på en samlet pris på ca. 245.000 kr. for et fuldt køkken med 4 stk. hvidevarer og nyt linoleumsgulv. Vi beholder vores store A+++ køleskab. Derudover får vi udgifter til materialer til vægge og lofter: plader, tapet, maling og fliser. Vi kommer også til selv at købe og montere lys og lyd, så det passer de platforme vi anvender (Philips Hue og Sonos). Og måske køber vi en ny emhætte.

Alt i alt har det været temmelig krævende at få tilbud på nyt køkken. Jeg var overrasket over at det tog så lang tid, men det skyldes til dels os selv, da det er svært for os gå så tidligt fra vores jobs, at vi kunne komme til møde i Hørsholm kl. 16 eller tage imod håndværkere i løbet af deres arbejdsdag. Jeg synes det var stressende at balancere ønsker og behov med de helt afsindige priser. Når man er i den kreative proces med at vælge farver og udseende, er det irriterende med alle de begrænsninger der sættes pga. store prisforskelle på farver og materialer. Jeg stadig i tvivl om køkkenet kommer til at leve op til mine forventninger mht. udseende, med de kompromiser vi har indgået. Jeg er også i tvivl om den pris vi ender med at betale er rimelig.

I det mindste ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Jeg har forsøgt at være konsekvent overfor vores værdier og fair overfor dem vi satte til at arbejde på et tilbud. Man bliver nok aldrig helt sikker på alting i så stor en entreprise. Derfor har jeg besluttet mig for at glæde mig til det nye køkken, og bruger nu en masse tid på at lede efter de perfekte lamper, tapet og fliser, så det nye køkken bliver så fint og hyggeligt som muligt.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – efterår 2017

Siden sommerferien synes både husbond og jeg at forværringen i Adinas sygdom er taget til, og hverdagen er blevet meget besværlig for Adina. Her i oktober har vi været til dyrlæge med Adina for at følge op på udviklingen i hendes sygdom. Vi ville gerne sikre os at Adina ikke har fået skader ifm. sin stadig dårligere førlighed, og sikre os at vi ikke havde ladet sygdommens forløb gå for langt.

Vi er også nået så langt, at vi har behov for at snakke med dyrlægen om hvilke kriterier man kan lægge til grund for beslutningen om at sige farvel med lige netop denne sygdom. Og vi havde også brug for at tale om hvordan selve dette farvel kunne foregå.

Dyrlægen var positiv. Hun så ingen skader hos Adina, og fandt at hendes muskelmasse i bagbenene var bevaret. På det gummiagtige gulv i klinikken bevægede Adina sig så fint – det mange måneder vi har set det hjemme. Måske var hun også mere ‘på’ i den uvante situation hos dyrlægen. Dyrlægen så ikke de problemer vi ser til hverdag.

Dyrlægen mente at det var tid til at give Adina sko på, for at forhindre at neglene på de slæbende bagben bliver slidt så langt ned at de begynder at bløde. Hun foreslog desuden fysioterapi for at opøve det hun kaldte autonomi, så hunden kan lære at bruge benene som en refleks. Adina skal fremover ikke gå lange ture.

Vi tog hjem med en mærkelig følelse i kroppen. Vi så situationen som mere alvorlig end dyrlægen gjorde, og havde nok forventet at få at vide at Adina ikke havde så langt igen. Det var nemlig vores egen vurdering. Med dyrlægens udtalelser blev vi endnu mere i tvivl om hvordan vi skulle se på Adinas problemer.

Adinas realitet i hverdagen er, at hun har det svært med alle former for bevægelse. Udendørs bliver hendes slæbende poter fanget i hårde overflader, så hun snubler over sine egne poter. Vi prøver at sørge for, at hun primært går på græs og blød skovbund. Vi hjælper hende op og ned fra bilen.

Indendørs glider hun nu på alle typer af gulve, også gulvtæppe. Det er ikke kun et spørgsmål om at stå fast, hendes motorik er simpelthen meget dårlig. At rejse sig og at lægge sig er en hård og svær opgave, og for et par uger siden mistede hun evnen til at gå baglæns. Hun kan ikke altid få bagbenet til at klø sig, og det er også svært at strække sig på den måde hun plejer. Hun er meget forsigtig og dygtig når hun går på de trapper der forbinder 3 forskellige dele af huset, men det er hårdt for hende, og hun tøver ofte.

Humøret er dog stadig intakt, og lysten til at slikke skeen med flødeskum og få en bid af kødet har hun ikke mistet. I perioder kan hun blive meget legesyg og komme med legetøj og spørge om vi vil lege med hende ude i haven – fuldstændig som det altid har været. Hun bliver også stadig rigtig glad for at se sine hunde-legekammerater, men det bliver ikke til så meget leg som før, for hun kan ikke følge med.

Efter en tænkepause ovenpå dyrlægebesøget, besluttede vi os for at give skoene en chance. Vi har en vis erfaring med sko til hunde, fordi Adina har haft et par potesår der skulle beskyttes ifm. gåtur. Efter lidt søgen på nettet fandt vi nogle sko der viste sig at passe rigtig godt og blive siddende på.

Desværre har det ikke været en succes. Adina har ikke noget imod at få skoene på, og går bare derudaf som hun plejer. Men hun er tilsyneladende ikke i stand til at tilpasse sine bevægelser til at skoene er der. Hun snubler over skosnuderne og enhver kvist og rod hun strejfer. Hendes usikre og slingrende gang betyder, at hun kommer til at spænde ben for sig selv med bagbenene. Efter en uges forsøg er vi nu tilbøjelige til at lægge skoene på hylden. Vi kan simpelthen ikke bære at se hende gå så dårligt og falde så meget.

Vi må indse, at vi er kommet ind i en periode af sygdommen, hvor de små praktiske løsninger ikke længere rækker. Lige nu er der mange etiske overvejelser. Jeg prøver at adskille hvad der er godt for Adina og hvad der er godt for mig. Det faktum at det er svært for mig at se på at hun falder er MIN oplevelse, og ikke nødvendigvis det samme som at det er et problem for Adina. Samtidig er det jo kun mig og husbond der kan tage ansvar for Adinas livskvalitet. Indtil nu går det, men hvor længe?

Hos dyrlægen snakkede vi om, at vi ikke kan bruge humør, energi, appetit og livsglæde som indikator for, om det er tid til at sige farvel. Det strider med alt jeg har forestillet mig om denne situation, men giver mening ud fra sygdommens karakter: en sygdom der går ud på følelsesløshed/lammelse og ikke giver smerter, vil ikke påvirke en hund psykisk, fordi hunde lever i nuet og hurtigt er videre efter hvert lille snuble-episode. Dyrlægen sagde til os at det vil være faktorer som at de daglige gåture skal foregå fornuftigt, hun skal kunne besørge anstændigt og kunne lege med sine hundevenner, der er bestemmende for om hun har et godt liv. Der skal være flere gode dage end dårlige dage.

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg: