10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – efterår 2017

Siden sommerferien synes både husbond og jeg at forværringen i Adinas sygdom er taget til, og hverdagen er blevet meget besværlig for Adina. Her i oktober har vi været til dyrlæge med Adina for at følge op på udviklingen i hendes sygdom. Vi ville gerne sikre os at Adina ikke har fået skader ifm. sin stadig dårligere førlighed, og sikre os at vi ikke havde ladet sygdommens forløb gå for langt.

Vi er også nået så langt, at vi har behov for at snakke med dyrlægen om hvilke kriterier man kan lægge til grund for beslutningen om at sige farvel med lige netop denne sygdom. Og vi havde også brug for at tale om hvordan selve dette farvel kunne foregå.

Dyrlægen var positiv. Hun så ingen skader hos Adina, og fandt at hendes muskelmasse i bagbenene var bevaret. På det gummiagtige gulv i klinikken bevægede Adina sig så fint – det mange måneder vi har set det hjemme. Måske var hun også mere ‘på’ i den uvante situation hos dyrlægen. Dyrlægen så ikke de problemer vi ser til hverdag.

Dyrlægen mente at det var tid til at give Adina sko på, for at forhindre at neglene på de slæbende bagben bliver slidt så langt ned at de begynder at bløde. Hun foreslog desuden fysioterapi for at opøve det hun kaldte autonomi, så hunden kan lære at bruge benene som en refleks. Adina skal fremover ikke gå lange ture.

Vi tog hjem med en mærkelig følelse i kroppen. Vi så situationen som mere alvorlig end dyrlægen gjorde, og havde nok forventet at få at vide at Adina ikke havde så langt igen. Det var nemlig vores egen vurdering. Med dyrlægens udtalelser blev vi endnu mere i tvivl om hvordan vi skulle se på Adinas problemer.

Adinas realitet i hverdagen er, at hun har det svært med alle former for bevægelse. Udendørs bliver hendes slæbende poter fanget i hårde overflader, så hun snubler over sine egne poter. Vi prøver at sørge for, at hun primært går på græs og blød skovbund. Vi hjælper hende op og ned fra bilen.

Indendørs glider hun nu på alle typer af gulve, også gulvtæppe. Det er ikke kun et spørgsmål om at stå fast, hendes motorik er simpelthen meget dårlig. At rejse sig og at lægge sig er en hård og svær opgave, og for et par uger siden mistede hun evnen til at gå baglæns. Hun kan ikke altid få bagbenet til at klø sig, og det er også svært at strække sig på den måde hun plejer. Hun er meget forsigtig og dygtig når hun går på de trapper der forbinder 3 forskellige dele af huset, men det er hårdt for hende, og hun tøver ofte.

Humøret er dog stadig intakt, og lysten til at slikke skeen med flødeskum og få en bid af kødet har hun ikke mistet. I perioder kan hun blive meget legesyg og komme med legetøj og spørge om vi vil lege med hende ude i haven – fuldstændig som det altid har været. Hun bliver også stadig rigtig glad for at se sine hunde-legekammerater, men det bliver ikke til så meget leg som før, for hun kan ikke følge med.

Efter en tænkepause ovenpå dyrlægebesøget, besluttede vi os for at give skoene en chance. Vi har en vis erfaring med sko til hunde, fordi Adina har haft et par potesår der skulle beskyttes ifm. gåtur. Efter lidt søgen på nettet fandt vi nogle sko der viste sig at passe rigtig godt og blive siddende på.

Desværre har det ikke været en succes. Adina har ikke noget imod at få skoene på, og går bare derudaf som hun plejer. Men hun er tilsyneladende ikke i stand til at tilpasse sine bevægelser til at skoene er der. Hun snubler over skosnuderne og enhver kvist og rod hun strejfer. Hendes usikre og slingrende gang betyder, at hun kommer til at spænde ben for sig selv med bagbenene. Efter en uges forsøg er vi nu tilbøjelige til at lægge skoene på hylden. Vi kan simpelthen ikke bære at se hende gå så dårligt og falde så meget.

Vi må indse, at vi er kommet ind i en periode af sygdommen, hvor de små praktiske løsninger ikke længere rækker. Lige nu er der mange etiske overvejelser. Jeg prøver at adskille hvad der er godt for Adina og hvad der er godt for mig. Det faktum at det er svært for mig at se på at hun falder er MIN oplevelse, og ikke nødvendigvis det samme som at det er et problem for Adina. Samtidig er det jo kun mig og husbond der kan tage ansvar for Adinas livskvalitet. Indtil nu går det, men hvor længe?

Hos dyrlægen snakkede vi om, at vi ikke kan bruge humør, energi, appetit og livsglæde som indikator for, om det er tid til at sige farvel. Det strider med alt jeg har forestillet mig om denne situation, men giver mening ud fra sygdommens karakter: en sygdom der går ud på følelsesløshed/lammelse og ikke giver smerter, vil ikke påvirke en hund psykisk, fordi hunde lever i nuet og hurtigt er videre efter hvert lille snuble-episode. Dyrlægen sagde til os at det vil være faktorer som at de daglige gåture skal foregå fornuftigt, hun skal kunne besørge anstændigt og kunne lege med sine hundevenner, der er bestemmende for om hun har et godt liv. Der skal være flere gode dage end dårlige dage.

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg: