Det er gratis

Her i februar har DSB en kampagne på deres kaffeautomater i Kystbanetoget, hvor kaffe og varm cacao er gratis. En dag i forrige uge sad jeg lige i nærheden af automaten, og der var en livlig trafik. Folk tumlede rundt i toget med de varme væsker for at få sig en tår kaffe, inden de skulle af igen. Selv folk, som sad på klapsæder i et rum med barnevogne og cykler og ikke havde et lille bord at stille koppen på, skulle have kaffe.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Lignende indlæg:

Hykleri i kommunen

Jeg har brokket mig over min kommune før, og nu kommer jeg sørme til at gøre det igen. Det handler om snerydning – og så handler det om hykleri. For en ting er at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke rydder sne på cykelstierne i tilstrækkeligt omfang. En anden ting er at stå ved det.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om efterløn

Statsministeren fik med sin nytårstale skudt en debat i gang om efterlønnen. Ikke at det ikke har være debatteret før, men nu kaster regeringen sig på banen og vil afskaffe den helt. 16 milliarder kr. koster efterlønsordningen om året, og de penge brænder i lommen på økonomer, politikere og mange andre.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

  1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
  2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
  3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Lignende indlæg:

Dagens ord: Kindhest

Jeg kom sådan til at grine, da min morbror til julefrokosten idag snakkede med min mor om Kindhestegade i Næstved, hvor han er født. Jeg forbinder ordet ‘kindhest’ med en voldelig handling der indebærer et slag mod ansigtet, og synes det var sjovt at opkalde en gade efter en lussing. Men min mor fortalte at en kindhest også er et ord for smedens blæsebælg. Det giver jo mere mening.

Lignende indlæg:

Udseendet betyder noget

Her på det seneste har jeg oplevet flere situationer, hvor jeg har måttet stille spørgsmålstegn ved den gamle lærdom om at udseendet ikke betyder noget.

Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men jeg tror at det er noget der har ligget i tiden der i 1970’erne og 1980’erne, hvor jeg voksede op. Det handlede vel især om at menneskers udseende ikke betyder noget i forhold til om de er søde og rare – og at man ikke må dømme folk på deres udseende. Og det er jeg helt enig i.

Alligevel føler jeg at det har smittet af på andre facetter af mit liv. I mange sammenhænge er udseendet ikke er min første prioritet, jeg vægter praktiske hensyn først. Når jeg vælger bolig. Når jeg indretter min bolig. Når jeg vælger tøj. Men jeg har opdaget at det at ting eller omgivelser er smukke gør en kolossal forskel for mig.

I oktober opholdt jeg mig en hel arbejdsdag på Schæffergården i Gentofte. Min chef havde booket et arbejdsrum, for at en arbejdsgruppe som jeg indgik i kunne arbejde koncentreret med noget strategiarbejde. Schæffergården er et smukt sted. Bygningen er smuk, og omgivelserne er smukke. Indenfor er der også smukt. Og så var det ovenikøbet en smuk solskinsdag. Jeg opdagede, at jeg havde glædet mig til dagen, fordi jeg vidste der var smukt. Og jeg nød faktisk dagen, selvom det var en fortravlet dag uden pauser og med hårdt tænke-arbejde. Jeg havde en følelse af tilfredshed da jeg kom hjem.

Samme følelse fik jeg i den forgangne weekend, da jeg var i TIVOLI. Der var så smukt udsmykket med både lys, gran og glaskugler – i farver som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kunne slet ikke få nok af det og gik rundt og rundt, og kiggede og kiggede på det hele. Udsigten fra restauranten hvor vi spiste nød jeg også – jeg nærmest inhalerede det hele.

Glæden ved at befinde sig i smukke omgivelser eller at omgive sig med smukke genstande er stor. Større end jeg egentlig troede. Jeg kan mærke at jeg har undervurderet betydningen af smukhed. Det må jeg huske. Det kan blive et vigtigt nyt aspekt af at nyde livet!

Lignende indlæg:

Sandheden om el-cykler

Jeg har nu indsamlet så mange erfaringer, at jeg er i stand til at skrive et generelt indlæg om fordelene og ulemperne ved el-cykler. Jeg står nemlig ved afslutningen af en livscyklus på en el-cykel.

I maj 2006 købte jeg en Promovec ‘Sprint’ el-cykel for 11.000 kr. Formålet var at gøre mig i stand til at cykle til og fra arbejde, som på det tidspunkt lå 12,5 km. fra mit hjem. Min cost-benefit analyse dengang gik på, at jeg ville kunne slippe for at bruge ca. 700 kr. om måneden på abonnementskort til offentlig transport, og med el-cyklen skulle bruge et antal ører på strøm pr. opladning, og om ca. 3 år ville skulle anskaffe mig et nyt batteri til kr. 3.000, da det til den tid ville være udtjent.

Det gik fint, jeg cyklede derudaf og sparede de 700 kr. hver måned. Jeg sparede også abonnementet til motions-centret, og når jeg kom hjem fra arbejde havde jeg overstået dagens motion og kunne bruge min aften som jeg ville. Tidsmæssigt var jeg endda 5 minutter hurtigere på arbejde end med bussen.

Da vinteren kom blev der lidt problemer, men efter et par besøg hos min forhandler i Albertslund blev elektronikken bedre forseglet og jeg cyklede videre.  Som forventet var batteriet slidt op efter 3 år – så kunne det næsten ikke trække cyklen mere og kun køre få km før det opgav helt. I mellemtiden var der kommet ny teknologi indenfor batterier, det var meget lettere, men da jeg også måtte have en ny oplader kostede det  4.000 kr. i stedet for de forventede 3.000 kr.

Det er nu et år siden at jeg fik nyt batteri, og det burde kunne holde mindst 2 år endnu. Idag står jeg desværre bare med en el-cykel der kræver reparation, da motoren begyndte at lave nogle grimme lyde – noget der lyder som om søm og skruer rumsterer rundt inde i motoren. Forhandleren siger at tandhjulene (planet-gear) er ødelagte. Reparation koster 2.800 kr. for nye tandhjul eller 4.000 for en helt ny motor, og så kan han ikke garantere at der ikke kommer flere reparationer snart, da hans erfaring med denne model ikke er så god. Vi er altså ude i noget hvor det næsten ikke kan betale sig at reparere el-cyklen. Når forhandleren så samtidig giver mig et godt tilbud på anskaffelse af en ny cykel, kan jeg godt se at det er ved at være slut med min lille ‘bil’.

Det kommer ærlig talt bag på mig at cyklen er slidt op efter 4 år. Den er lige til at smide til storskrald -forhandleren ville ikke engang samle motoren igen uden at jeg udtrykkeligt bad om det. Som nævnt ovenfor var det ikke en del af min beregning, at cyklen havde så begrænset levetid. En cost-benefit-analyse skal altså indeholde en afskrivning af selve cyklen over ca. 4 år. Den investering jeg har gjort på ialt 15.000 kr. gør at det gennemsnitligt har kostet mig over 300 kr. om måneden at bruge en el-cykel som transportmiddel – udover elforbrug og løbende vedligeholdelse.

Jeg har nok begået den dumhed at sammenligne en el-cykel med en almindelig cykel. Det kommer man nemt til når man køber den hos en cykelhandler. Min almindelige cykel har jeg stadig – den købte jeg i 1992 og med udskiftning af kæde, dæk, lås og styrbånd over årene har den det fint idag, og jeg regner med at kunne køre mange år endnu på den. Der er da heller ikke nogen forhandlere, producenter eller anmeldere der nævner, at man må forvente væsentligt kortere levetid på en el-cykel end på en almindelig cykel.

Når man læser artikler om og tests af el-cykler, handler det altid om specs og hvordan den nye cykel virker, og nogen skriver sågar at den type el-motorer man bruger i el-cykler ikke bliver slidt. Det er næsten altid positive anmeldelser man får ud af det, for når man sætter sig op på en el-cykel for første gang så er det en rigtig sjov oplevelse. Samtlige som har prøvet min el-cykel er spontant begyndt at grine. Men før man går ud og bruger en masse penge på en el-cykel skal man vide at den ikke bliver ved med kun at være sjov og spas – det passer simpelthen ikke, at motorerne ikke bliver slidt.

Måske skal man se en el-cykel som et stykke forbrugerelektronik på linie med PC’er og husholdningsmaskiner, nærmere end som en almindelig cykel med den forventning man kan have om levetid, når man passer godt på den. Men der findes da også forbrugerelektronik i prislejet +10.000 kr. som ikke skal smides ud efter 4 år?

Priserne på el-cykler har desværre ikke haft den samme nedadgående udvikling som man ser på forbruger-elektronik. En tilsvarende el-cykel koster idag nogle tusinde mere end det jeg gav for 4 år siden. Og de penge må jeg bare se at finde, for jeg er nødt til at have en ny el-cykel.

Jeg er blevet afhængig af den frihed jeg har med sådan en. Jeg får god skånsom motion, og det tiltaler mig stadig at opnå den effektivitet der ligger i at bruge sin transporttid til at få motion. Selvom jeg har skiftet job siden 2006 og nu kun cykler noget af vejen til arbejde, har jeg en fantastisk frihed; her er jeg helt uafhængig af både bilkøer, forsinkede tog og strejkende buschauffører. Med et par kurve på er el-cyklen også genial til indkøb. Jeg mener stadig, at el-cykler kan eliminere behovet for bil nr. 2 for mange familier.

Jeg synes altså stadig at el-cykel-konceptet er godt. Og nu ved jeg lidt mere om, hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal købe en ny:

  • batteri: rækkevidde, levetid og pris for udskiftning
  • motor: kraft, levetid, garantiperiode, pris for udskiftning og reparation
  • kan den holde til dansk vintervejr med salt på vejene og frostgrader
  • forhandlerens erfaring med produkterne og reparation af disse
  • forventet levetid på hele cyklen

Flere el-cykel-erfaringer: se siden med mine blogindlæg om el-cykel samlet her



Lignende indlæg:

Noget om dørsælgere

Her til aften ringede det på døren midt i aftensmaden. Udenfor stod en mand fra Din Fisk. Han sagde at nu var fiskebilen her, om vi spiste fisk og skaldyr. Umiddelbart var jeg ikke klar til at købe fisk lige der midt i roastbeef med broccolisalat, men på en eller anden måde fik han lokket med hen til bilen for at se på kammuslinger og gambas – indrømmet, nogle meget flotte eksemplarer. Faktisk kom han så langt som til at få mig til at sige at jeg måske gerne ville prøve nogle af disse gambas, men så siger manden at de kun sælger dem i kasser af 2 kg til 800 kr. Så står jeg af – jeg er ikke parat til at impuls-købe varer for 800 kr. ved gadedøren.

Nu bagefter føler jeg mig dårlig tilpas over oplevelsen. Jeg føler at sådan en dørsælger tager mig med paraderne nede, når han kommer og ringer på min dør; jeg er ikke parat til at tage stilling til et eller andet køb lige midt i mit hjemmeliv. Det er vel også derfor at det er ulovligt at lave dørsalg. Det er ubehageligt at skulle tage stilling til aggressivt salg i sit hjem, og det er ubehageligt at skulle afvise nogen. Samtidig føler jeg mig invaderet. Og så føler jeg mig dum over ikke at have afvist ham med det samme.

Det kunne jeg trods alt finde ud af da en beskidt engelsk-mumlende håndværker ringede på for nogle uger siden og ville sælge terrasser og indkørsler – her kunne jeg huske historier fra sidste sommer hvor det kom til en masse uoverensstemmelser mellem håndværker og kunde, når håndværkerne f.eks. bare havde hevet hele indkørslen op næste dag og var begyndt på det arbejde, som kunden ikke mente de havde aftalt. Så han nåede kun at sige 4 ord (“do you speak English”?) og så havde jeg lukket døren.

Jeg kan også sagtens sige fra når abonnements-sælgere fra diverse aviser ringer og vil sælge noget. Men når der står et menneske lige foran mig, så tænker jeg normalt ikke på at afvise, så tænker jeg på at finde ud af hvad det er vedkommende vil. Det falder mig simpelthen ikke ind at stoppe folk før de har talt færdig. Det er også derfor at den israelske kunstsælger kom så langt – hun startede med at lade som om hun bare gik rundt og viste folk kunst.

Det undrer mig iøvrigt at se så mange dørsælgere, det kommer bag på mig hver gang. Måske er det fordi jeg nu bor i rækkehus i modsætning til alle årene i lejlighed, men jeg har virkelig ikke tidligere oplevet så massivt besøg af dørsælgere. Der skal måske også lidt finanskrise og dårlige tider til at få handelsfolk til at bryde dørsalgsloven og gå ud og ringe på for at få solgt deres ting.

Jeg ved i hvert fald at jeg ikke bryder mig om det. Nu har jeg aftalt med min mand at han bare skal skære igennem og sende dem væk. Han HAR nemlig impulsen til at afvise dørsælgere, og eneste grund til at han ikke gør der er, at han tror at jeg er interesseret, fordi jeg ikke afviser straks.

handelbetleri

http://www.flickr.com/photos/jakecaptive/ / CC BY 2.0

Måske skulle man få sig et af de her gode gamle skilte?

Lignende indlæg:

iFeber

Hvad er det der sker med folk, når de går ind i Apple-verdenen og køber en iMac eller iPhone? Bliver de hjernevaskede? Det er som om de bliver medlem af en loge for mennesker som er helt specielle og bedre mennesker. Der er næsten noget religiøst over det. Jeg er ked af at sige det til disse mennesker, men det er altså kun villigheden til at betale ca. dobbelt så mange penge for jeres udstyr, der gør jer værdige til dette loge-medlemskab – der er ikke nogen der har givet jer en blåstempling af jeres personlighed.

Man må jo tage hatten af for Apple’s markedsføring. Alle disse rygter og opbygning af spænding op til lancering af nye produkter, som nu igår hvor den her iPad bliver præsenteret. Det er sgu’ meget godt klaret at de kan få Twitter til at flyde fuldstændig over med privat markedsføring. En anden éen kan gøre sig sine tanker om deres evner, når man end ikke kan gå ind på deres hjemmeside og se giraffen – siden kunne stort set ikke vises og var uendelig tid om at reagere.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kender produkterne særlig godt. For det første er jeg ikke villig til at give så mange penge for noget man har kunnet få i årevis fra andre producenter. Og for det andet bliver jeg altså lidt stædig når mine ‘frelste’ venner viser mig deres hvide blanke æsker som var det en fornem antikvitet de selv havde gravet op i en ægyptisk pyramide. Behold den bare for dig selv, når nu du er så glad for den, jeg har mit eget udstyr som dækker mit behov.

Men jeg kan altså ikke lade være med at grine lidt i skægget når jeg hører udtalelser om at iPhone er så dejlig fordi man kan gå på nettet på den. Ja, det har man kunnet på f.eks. Sony Ericsson-telefoner i mange år, ligesom man har kunnet sende MMS og tage billeder. Gud ved om begejstringen for iPad er lige så latterlig – det ser ud til bare at være en kæmpe-iPhone? 

Ligesom jeg er glad for at jeg ikke i gymnasiet blev indfanget af vanen med at tage på skiferie hver vinter (for det ville have drænet mit feriebudget fuldstændig) så er jeg glad for at jeg ikke er med på den Apple-vogn. De Apple-fans jeg kender får straks reaktionen “Må have!” når der kommer nye produkter, men hvad skal man med alle de dimser…. Udover at man kan købe sig fattig, så ender man jo med en kæmpe maskinpark, hvor funktionaliteten i høj grad overlapper hinanden. Så vil jeg altså hellere bruge pengene på en ny lænestol, hvor jeg kan sidde med min Dell laptop blogge eller min Sony Ericsson-mobil og SMS’e.

Stressless Wing

Lignende indlæg:

Klima-kontrast

København er på den anden ende pga. klimatopmødet. Alting summer af klimatanker. Jeg har lige set dagens TV-Avisen, hvor der var rapporter fra den helt store demonstation i København. Anslået 100.000 demonstranter fra ind- og udland har været igang hele dagen. I næste uge kommer en masse statsleder, her iblandt den amerikanske præsident Barack Obama, for at lave en aftale om tiltag der kan bremse klimaforandringerne.

Samtidig sidder jeg og chatter med min bror, som bor i Californien. Han sidder i sin Hummer og venter på at komme igang med Tustin Hummer Toys for tots event, hvor 70 Hummer’e skal køre igennem 2 byer med legetøj til hjemløse og fattige familier som ikke har råd til julegaver.

Kontrasten er stor. Hvor vi i Danmark vasker tøj ved temperaturer der ikke er høje nok til at slå smitstoffer ihjel og har tænd/sluk-ure på vores 9 watts LED-julebelysning så det kun lyser i få timer i døgnet, ser man det i Californien som helt naturligt at et velgørenheds-arrangement kan gennemføres ved at 70 af de mest forurenende biler i verden bringer legetøj frem til børn.

Lignende indlæg:

Bagatelgrænser

Nogengange bliver jeg forundret over hvad man betragter som over og under bagatelgrænser i medier og blandt politikere. Har lige hørt en nyhed i radioavisen om at det koster ½-1 kr. mere i minuttet at ringe til Politiet på tlf. 114 hvis man bruger Telia. Helt ærligt – hvor tit ringer man dog til Politiet så det kan blive et økonomisk problem for forbrugerne?

På den anden side kan uretfærdigheder på tusindvis af kroner bliver fejet af bordet som småting eller slet ikke blive behandlet. F.eks. det dybt uretfærdige i at man ved huskøb nu skal betale tingslysningsafgift af vurderingsprisen og ikke den faktiske handelspris, fordi vurderingen er højest. Dette ville betyde en forskel på 4.800 kr. for en køber hvis jeg skulle finde på at sælge mit hus. Det er da mange penge for de fleste. Og alligevel udtaler Skatteministeren at ejendomsvurderingerne ikke har nogen praktisk betydning.

Sådan kan man finde massevis af eksempler på store og små ting der får uforholdsmæssigt stor eller lille opmærksomhed i medierne og/eller af politikerne. Det handler nok for begges vedkommende om at udvælge historier/sager som de kan få optimale seer/lyttertal på, og her vejer det nok tungere at det er hurtigt og nemt at forstå og formidle, end hvor stor en uretfærdighed der er tale om.

Lignende indlæg: