I juni skrev jeg en række indlæg om hvorfor jeg ikke kan stemme på 3 forskellige partier, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg kan godt afsløre at der kommer et blogindlæg om alle partier der stiller op til folketingsvalg i år.

Socialistisk Folkeparti står for skud denne gang. Et fuldblods socialistisk parti, som på deres hjemmeside lover at de ikke vil kaste med mudder i denne valgkamp, men føre en positiv kampagne. En god hensigt! Jeg fornemmer et åndeligt overskud hos nogen der regner med at vinde.

I det hele taget er det svært at sige noget negativt om SF’s program, for de vil en hel masse godt. Faktisk ville de vist helst give penge til alle de gode sager der findes i Danmark, og hvem vil ikke det? Under hver mærkesag nævner de hvordan det skal finansieres, og her finder SF åbenbart hver gang en hidtil ukendt indtægtskilde som ikke generer ret mange. Jeg kan ikke gennemskue om det holder, men umiddelbart virker det utroværdigt på mig.

SF går til valg sammen med Socialdemokraterne, og de to partier har lavet flere planer og udspil sammen. Retorikken minder også om hinanden, og jeg føler ligesom med Socialdemokraterne heller ikke at SF er på min side. De bruger også udtryk som ‘de allerrigeste’, ‘de velstillede’ og ‘de dårligst stillede’ og jeg føler at det dæmoniserer dele af befolkningen.

Jeg ser for mig at politikerne kategoriserer befolkningen på denne måde ved at se på statistik over indtægtsgrupper i befolkningen og tænke, at dem der ligger nederst er det synd for, og dem der ligger øverst må jo udnytte andre, siden de har får mange penge. Sådan nærmest pr. definition, uden at se på deres samlede økonomi, herunder leveomkostninger. Jeg har flere gange debatteret og udfordret denne tankegang, da jeg mener det er helt forkert at aflæse folks evne til at bidrage til samfundet ud fra deres indtægt – der er så store regionale forskelle i Danmark at indtægten alene slet ikke kan give et klart billede af folks formåen. Og selve tanken om lighed – at der ikke må være forskel på hvad vi hver især tjener – er jeg helt uenig i.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikkekan skyde SF’s planer ned med fakta, for jeg kan ikke overskue hvad der er sandt eller falsk, muligt eller ikke muligt. Men jeg har en grundholdning om at ‘Den Fede Fidus’ ikke findes – hverken på casino, i erhvervslivet eller i politik. Man kan ikke få det hele, og ingenting kommer gratis. Og jeg får en fornemmelse af at SF er for optimistiske mht. hvad der kan lade sig gøre.

Det provokerede mig. Kristian Jensen indførte som skatteminister en skat på at arbejde hjemme; den meget omdiskuterede multimedieskat. Den betyder f.eks. at min mand skal betale ca. 140 kr. om måneden mere i skat, fordi at hans arbejdsredskab på job er en bærbar computer. Hans arbejdsopgaver tillader ikke at han arbejder hjemmefra og han gør det derfor aldrig (bortset fra et par fredag aftener hvor han har været nødt til at lave noget ekstra-arbejde udenfor almindelig åbningstid – ikke ligefrem et frynsegode). Min mand har som så mange andre sin egen private PC som han bruger privat. Men den teoretiske mulighed for at bruge arbejds-PC’en privat skal koste ham 140 kr. om måneden.

Jeg kunne derfor ikke lade være med svare tilbage på Twitter. Når man øser sine meninger ud på Twitter, må man være forberedt på, at dem der læser det svarer. Og det gjorde jeg. Jeg skrev:

Senere fik jeg en direkte besked på Twitter. En direkte besked er ligesom en e-mail: en besked fra afsender til modtager som ingen andre kan se. Kristian Jensen gik altså væk fra offentlig diskussion og skrev direkte til mig med nedenstående indhold:

Hermed siger Kristian Jensen vel at værdien af den skattelettelse, der blev indført samtidig med multimedieskatten i 2010, er større end det som multimedieskatten koster. Samtidig synes jeg at han signalerer, at det er helt lige meget hvad der beskattes, men at det er det totale resultat det handler om. Han afviser med andre ord fuldstændig at snakke om det rimelige i at beskatte folk, der sidder på kontor, for hvilket arbejdsredskab de har. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for argumentet holder ikke hvis man går det efter i sømmene – det har jeg redegjort for i et tidligere indlæg.

Denne retorik ser man jo ofte når politikere på 2 sekunder i TV-Avisen skal forsvare sig, men jeg var egentlig overrasket over at Kristian Jensen på et sted som Twitter, hvor man har fin mulighed for at overveje sit svar, ikke kunne overkomme at diskutere dilemmaet imellem at opfordre til at arbejde mere hjemme og så at beskatte selvsamme mulighed.

Jeg synes Kristian Jensen fremtræder arrogant når han affærdiger mig på den måde. Hvis han alligevel vil glide af på diskussion og bruge overfladiske one-liners så synes jeg ikke at Twitter er det rette medie. Han kunne da i det mindste undlade at svare. I stedet vælger han en aggressiv attitude, som jeg slet ikke kan bruge til noget. Og selvom jeg ikke var tæt på at overveje at sætte min stemme på Kristian Jensen til næste valg, så er han da i hvert fald helt sikker på at jeg ikke gør det efter denne episode.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: ”Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men jeg tror at det er noget der har ligget i tiden der i 1970′erne og 1980′erne, hvor jeg voksede op. Det handlede vel især om at menneskers udseende ikke betyder noget i forhold til om de er søde og rare – og at man ikke må dømme folk på deres udseende. Og det er jeg helt enig i.

Alligevel føler jeg at det har smittet af på andre facetter af mit liv. I mange sammenhænge er udseendet ikke er min første prioritet, jeg vægter praktiske hensyn først. Når jeg vælger bolig. Når jeg indretter min bolig. Når jeg vælger tøj. Men jeg har opdaget at det at ting eller omgivelser er smukke gør en kolossal forskel for mig.

I oktober opholdt jeg mig en hel arbejdsdag på Schæffergården i Gentofte. Min chef havde booket et arbejdsrum, for at en arbejdsgruppe som jeg indgik i kunne arbejde koncentreret med noget strategiarbejde. Schæffergården er et smukt sted. Bygningen er smuk, og omgivelserne er smukke. Indenfor er der også smukt. Og så var det ovenikøbet en smuk solskinsdag. Jeg opdagede, at jeg havde glædet mig til dagen, fordi jeg vidste der var smukt. Og jeg nød faktisk dagen, selvom det var en fortravlet dag uden pauser og med hårdt tænke-arbejde. Jeg havde en følelse af tilfredshed da jeg kom hjem.

Samme følelse fik jeg i den forgangne weekend, da jeg var i TIVOLI. Der var så smukt udsmykket med både lys, gran og glaskugler – i farver som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kunne slet ikke få nok af det og gik rundt og rundt, og kiggede og kiggede på det hele. Udsigten fra restauranten hvor vi spiste nød jeg også – jeg nærmest inhalerede det hele.

Glæden ved at befinde sig i smukke omgivelser eller at omgive sig med smukke genstande er stor. Større end jeg egentlig troede. Jeg kan mærke at jeg har undervurderet betydningen af smukhed. Det må jeg huske. Det kan blive et vigtigt nyt aspekt af at nyde livet!

I maj 2006 købte jeg en Promovec ‘Sprint’ el-cykel for 11.000 kr. Formålet var at gøre mig i stand til at cykle til og fra arbejde, som på det tidspunkt lå 12,5 km. fra mit hjem. Min cost-benefit analyse dengang gik på, at jeg ville kunne slippe for at bruge ca. 700 kr. om måneden på abonnementskort til offentlig transport, og med el-cyklen skulle bruge et antal ører på strøm pr. opladning, og om ca. 3 år ville skulle anskaffe mig et nyt batteri til kr. 3.000, da det til den tid ville være udtjent.

Det gik fint, jeg cyklede derudaf og sparede de 700 kr. hver måned. Jeg sparede også abonnementet til motions-centret, og når jeg kom hjem fra arbejde havde jeg overstået dagens motion og kunne bruge min aften som jeg ville. Tidsmæssigt var jeg endda 5 minutter hurtigere på arbejde end med bussen.

Da vinteren kom blev der lidt problemer, men efter et par besøg hos min forhandler i Albertslund blev elektronikken bedre forseglet og jeg cyklede videre.  Som forventet var batteriet slidt op efter 3 år – så kunne det næsten ikke trække cyklen mere og kun køre få km før det opgav helt. I mellemtiden var der kommet ny teknologi indenfor batterier, det var meget lettere, men da jeg også måtte have en ny oplader kostede det  4.000 kr. i stedet for de forventede 3.000 kr.

Det er nu et år siden at jeg fik nyt batteri, og det burde kunne holde mindst 2 år endnu. Idag står jeg desværre bare med en el-cykel der kræver reparation, da motoren begyndte at lave nogle grimme lyde – noget der lyder som om søm og skruer rumsterer rundt inde i motoren. Forhandleren siger at tandhjulene (planet-gear) er ødelagte. Reparation koster 2.800 kr. for nye tandhjul eller 4.000 for en helt ny motor, og så kan han ikke garantere at der ikke kommer flere reparationer snart, da hans erfaring med denne model ikke er så god. Vi er altså ude i noget hvor det næsten ikke kan betale sig at reparere el-cyklen. Når forhandleren så samtidig giver mig et godt tilbud på anskaffelse af en ny cykel, kan jeg godt se at det er ved at være slut med min lille ‘bil’.

Det kommer ærlig talt bag på mig at cyklen er slidt op efter 4 år. Den er lige til at smide til storskrald -forhandleren ville ikke engang samle motoren igen uden at jeg udtrykkeligt bad om det. Som nævnt ovenfor var det ikke en del af min beregning, at cyklen havde så begrænset levetid. En cost-benefit-analyse skal altså indeholde en afskrivning af selve cyklen over ca. 4 år. Den investering jeg har gjort på ialt 15.000 kr. gør at det gennemsnitligt har kostet mig over 300 kr. om måneden at bruge en el-cykel som transportmiddel – udover elforbrug og løbende vedligeholdelse.

Jeg har nok begået den dumhed at sammenligne en el-cykel med en almindelig cykel. Det kommer man nemt til når man køber den hos en cykelhandler. Min almindelige cykel har jeg stadig – den købte jeg i 1992 og med udskiftning af kæde, dæk, lås og styrbånd over årene har den det fint idag, og jeg regner med at kunne køre mange år endnu på den. Der er da heller ikke nogen forhandlere, producenter eller anmeldere der nævner, at man må forvente væsentligt kortere levetid på en el-cykel end på en almindelig cykel.

Når man læser artikler om og tests af el-cykler, handler det altid om specs og hvordan den nye cykel virker, og nogen skriver sågar at den type el-motorer man bruger i el-cykler ikke bliver slidt. Det er næsten altid positive anmeldelser man får ud af det, for når man sætter sig op på en el-cykel for første gang så er det en rigtig sjov oplevelse. Samtlige som har prøvet min el-cykel er spontant begyndt at grine. Men før man går ud og bruger en masse penge på en el-cykel skal man vide at den ikke bliver ved med kun at være sjov og spas – det passer simpelthen ikke, at motorerne ikke bliver slidt.

Måske skal man se en el-cykel som et stykke forbrugerelektronik på linie med PC’er og husholdningsmaskiner, nærmere end som en almindelig cykel med den forventning man kan have om levetid, når man passer godt på den. Men der findes da også forbrugerelektronik i prislejet +10.000 kr. som ikke skal smides ud efter 4 år?

Priserne på el-cykler har desværre ikke haft den samme nedadgående udvikling som man ser på forbruger-elektronik. En tilsvarende el-cykel koster idag nogle tusinde mere end det jeg gav for 4 år siden. Og de penge må jeg bare se at finde, for jeg er nødt til at have en ny el-cykel.

Jeg er blevet afhængig af den frihed jeg har med sådan en. Jeg får god skånsom motion, og det tiltaler mig stadig at opnå den effektivitet der ligger i at bruge sin transporttid til at få motion. Selvom jeg har skiftet job siden 2006 og nu kun cykler noget af vejen til arbejde, har jeg en fantastisk frihed; her er jeg helt uafhængig af både bilkøer, forsinkede tog og strejkende buschauffører. Med et par kurve på er el-cyklen også genial til indkøb. Jeg mener stadig, at el-cykler kan eliminere behovet for bil nr. 2 for mange familier.

Jeg synes altså stadig at el-cykel-konceptet er godt. Og nu ved jeg lidt mere om, hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal købe en ny:

• batteri: rækkevidde, levetid og pris for udskiftning
• motor: kraft, levetid, garantiperiode, pris for udskiftning og reparation
• kan den holde til dansk vintervejr med salt på vejene og frostgrader
• forhandlerens erfaring med produkterne og reparation af disse
• forventet levetid på hele cyklen

Flere el-cykel-erfaringer: se siden med mine blogindlæg om el-cykel samlet her

Nu bagefter føler jeg mig dårlig tilpas over oplevelsen. Jeg føler at sådan en dørsælger tager mig med paraderne nede, når han kommer og ringer på min dør; jeg er ikke parat til at tage stilling til et eller andet køb lige midt i mit hjemmeliv. Det er vel også derfor at det er ulovligt at lave dørsalg. Det er ubehageligt at skulle tage stilling til aggressivt salg i sit hjem, og det er ubehageligt at skulle afvise nogen. Samtidig føler jeg mig invaderet. Og så føler jeg mig dum over ikke at have afvist ham med det samme.

Det kunne jeg trods alt finde ud af da en beskidt engelsk-mumlende håndværker ringede på for nogle uger siden og ville sælge terrasser og indkørsler – her kunne jeg huske historier fra sidste sommer hvor det kom til en masse uoverensstemmelser mellem håndværker og kunde, når håndværkerne f.eks. bare havde hevet hele indkørslen op næste dag og var begyndt på det arbejde, som kunden ikke mente de havde aftalt. Så han nåede kun at sige 4 ord (“do you speak English”?) og så havde jeg lukket døren.

Jeg kan også sagtens sige fra når abonnements-sælgere fra diverse aviser ringer og vil sælge noget. Men når der står et menneske lige foran mig, så tænker jeg normalt ikke på at afvise, så tænker jeg på at finde ud af hvad det er vedkommende vil. Det falder mig simpelthen ikke ind at stoppe folk før de har talt færdig. Det er også derfor at den israelske kunstsælger kom så langt – hun startede med at lade som om hun bare gik rundt og viste folk kunst.

Det undrer mig iøvrigt at se så mange dørsælgere, det kommer bag på mig hver gang. Måske er det fordi jeg nu bor i rækkehus i modsætning til alle årene i lejlighed, men jeg har virkelig ikke tidligere oplevet så massivt besøg af dørsælgere. Der skal måske også lidt finanskrise og dårlige tider til at få handelsfolk til at bryde dørsalgsloven og gå ud og ringe på for at få solgt deres ting.

Jeg ved i hvert fald at jeg ikke bryder mig om det. Nu har jeg aftalt med min mand at han bare skal skære igennem og sende dem væk. Han HAR nemlig impulsen til at afvise dørsælgere, og eneste grund til at han ikke gør der er, at han tror at jeg er interesseret, fordi jeg ikke afviser straks.

http://www.flickr.com/photos/jakecaptive/ / CC BY 2.0

Måske skulle man få sig et af de her gode gamle skilte?