Hundefarver

Det ligger til danskerne at komme med en kvik bemærkning, som analyserer og kommenterer situationen på en humoristisk måde. Disse reaktioner kan være meget forudsigelige. Mange kommer nærmest som en betinget refleks.

Folk der møder mange mennesker i deres dagligdag kan fortælle masser af historier om spørgsmål og reaktioner, som går igen. Som i supermarkedet, hvor kasseassistenterne stensikkert får en bemærkning om, at de da ikke skal sidde der og kede sig, hvis der er en pause mellem ekspeditionerne. Afsenderen synes i øjeblikket at han/hun er meget original. Men modtageren har hørt den SÅ mange gange før, og ved nærmere eftertanke er det en lidt dum bemærkning. Det er et sjovt fænomen.

Når jeg går tur med min hund møder jeg mange mennesker, både hundejere og andre fodgængere. En af de analyser jeg smiler lidt af er, når folk kommenterer min hunds farve. Adina er hvid, og der er rigtig mange som siger et eller andet om at det er en besværlig farve i forhold til at blive beskidt.

Ved nærmere eftertanke giver det ikke så meget mening. Jeg tror at folk sammenligner med en hvid frakke eller når man har en hvid sofa, og tænker på hvor svært det kan være at holde sådan en ren, fordi man ikke altid kan få tekstiler helt hvide igen efter vask.

Sådan er det ikke med hvid hundepels. Når Adina bliver beskidt er det typisk fordi hun går ned i vandhuller eller ruller sig i skovbunden i leg med andre hunde. Det, der gør hende sort, er hovedsagelig jord og visne plantedele. Vi kan som regel få det meste af med et håndklæde når vi kommer hjem. Hvis hun har været nede i et rigtigt mudderhul kan der godt sidde noget tilbage inde i pelsen, men når det tørrer, så drysser det lige så stille af. Nogle timer efter er Adina lige så fin og hvid som hun hele tiden har været.

Det stiller så nogle krav til støvsugning i hjemmet og rystning af hundesengen. Men det gælder jo for alle hunde-hjem. For nej, en hvid hund bliver altså ikke mere beskidt end brune og sorte hunde. De bliver nøjagtig lige så beskidte af en tur i et mudderhul, det kan bare ses mere på en hvid hund lige når det sker.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om veje og stier

Det er blevet vintervejr, og vi skal have hverdagen til at fungere med de forhindringer det giver, at der ligger sne allevegne. En særlig problematik bliver nu igen aktuel: kassetænkning vedr. snerydning på veje og stier.

Det er kommunernes ansvar at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på de offentlige veje, altså dem som bilerne kører på. Cykelstierne tager de sig også af, men først når de har klaret vejene. Derefter har de fyraften.

Enhver blind villavej og også gennemgående veje, hvor der ikke ligger en offentlig institution, kan være privat vej. Det har forskellige konsekvenser for dem der bor der. Grundejeren har ansvar for vedligeholdelse af vejen – herunder snerydning. Til gengæld kan grundejeren ikke råde over vej-stykket som var det hans. Han må f.eks. ikke bestemme hvem der må parkere der.

Også alle fortove er et privat anliggende når det kommer til snerydning. Grundejere skal rydde sne på fortovet på den vej man bor på, og hvis man har en hjørnegrund, skal man også passe fortovet på den anden vej, som ens grund støder op til.

Hvis grundejeren ikke lever op til dette ansvar kan han straffes, og han kan sagsøges hvis nogen kommer til skade pga. manglende snerydning.

Nogle grundejere rydder slet ikke sne. Nogen rydder lidt og enkelte fjerne samvittighedsfuldt al sne. Og det kan ikke rigtig være anderledes. Private husholdninger, virksomheder og boligforeninger har helt forskellige forudsætninger for at klare den opgave. Man har ikke pligt til at tage hjem fra arbejde for at rydde sne, og man skal ikke begynde før det er holdt op med at sne. Man har heller ikke pligt til at rydde sne før kl. 7 om morgenen. Alt i alt betyder det, at trafikanter kommer til at opleve et meget blandet føre på private veje og fortove. Man kan gå eller køre 20 meter hvor der er fint ryddet, hvorefter der kommer høj sne, lidt senere måske et lag is osv.

Selvom cykelstierne ryddes dårligere end vejene, er jeg glad for at jeg har min el-cykel med pigdæk på i sådan et vejr. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes til fods i dette vejr, og priser mig lykkeligt for at jeg ikke er et ældre menneske der skal klare sig hen til busstoppestedet med en rollator, eller en mor med barnevogn der skal ned i supermarkedet og handle. Det må virkelig være begrænsende for dem at skulle gå på fortove og private veje i dette vejr.

Her er det så, at jeg synes det er helt indlysende at tænke: hvorfor kunne kommunen ikke rydde sne på private veje og på fortovene? De har udstyret til det, de har viden og planlægnings-apparatet igang, og de ved hvordan man ansætter de rigtige mennesker. Men nej, det kan de ikke. Første argument vil nok handle om penge; det er der ikke budgetteret med fordi reglerne er som de er – grundejerne skal klare den del af snerydningen.

Opgaven skal jo løses alligevel, og et eller andet sted har borgerne udgift til det alligevel, om det så handler om at hyre nogen privat til at gøre det, eller om det er i form af dyrebar tid på job eller med familien der i stedet bliver brugt på at rydde sne. Det MÅ da være mere effektivt at udnytte stordriftsfordelen og lade kommunen (eller hvem de nu vælger at udlicitere til) løse opgaven.

Det er kassetænkning, når det er værst. Man skubber udgifter og ulempe over på borgerne for at slanke budgetter og mindske den offentlige sektor. Altimens borgerne bliver mere og mere belastede af irrelevante pligter, som kunne klares meget bedre af fællesskabet. Det er en urimelig byrde at lægge på grundejere. Og resultatet; de uensartede og ufremkommelige private veje og fortove, er helt uacceptabelt fordi det er farligt og frihedsbegrænsende.

En af de helt basale grunde til at organisere samfundet i stat og kommuner er vel, at der er visse opgaver som det er effektivt at være fælles om. En af disse opgaver mener jeg er snerydning, uanset om det er privat eller offentlig vej, og uanset om det er fortov, cykelsti eller bilernes kørebane.

Lignende indlæg:

Hælercentral i sommerhus

I den forgangne weekend var min mand og jeg oppe i vores sommerhus i Gilleleje for at lukke ned for vinteren. Vi lukker for vandet og pumper vand ud af vandrørene, kører et specielt program på opvaskemaskinen og afmonterer termostat-blandingsbatterier fra bruseren. Så kan huset klare sig i frostvejr uden at der er noget der sprænger.

Vores koncentration om denne vigtige proces blev dog lidt forplumret af et nyt fund i vores have. I foråret fandt vi en gammel knallert parkeret under et træ langt nede i haven, og ved dette besøg stod der nu et cykelstel og en påhængsmotor under nøddebuskene.
Et opkald til Nordsjællands Politi afslørede, at cykelstellet var meldt stjålet i maj måned, og at der ikke var udbetalt forsikring for det. Der var altså tale om hælervarer, som er stillet i vores have. Måske fordi tyven eller hæleren ikke ville have det stående i sin egen bolig eller andre steder der kan forbindes til ham selv.

Tankevækkende var det at have kontakt med Politiet omkring dette. Da vi i foråret ringede til dem omkring den fundne knallert kunne vi ikke fastslå om det var en stjålet knallert, da vi ikke kunne finde noget stelnummer. Det kunne lige så godt være nogen der havde haft en lidt for festlig aften og måske næste morgen ikke kunne huske hvor de havde stillet knallerten. Politiet sørgede for at bestille afhentning af knallerten, og vi stillede den ud ved indkørslen.

Denne gang var det helt klart, at i hvert fald cykelstellet var stjålet, og det er oplagt at tænke at påhængsmotoren var det samme. Ikke desto mindre gik Nordsjællands Politi ikke ret meget ind i arbejdet med at lade hittegods finde ejermand. Mht. cykelstellet blev vi oplyst om navn, adresse og telefonnumre på den person som havde meldt cyklen stjålet, og Politiet bad os derefter selv forsøge at tage kontakt med henblik på at overdrage cykelstellet. Cyklen var stjålet fra et andet sommerhus i nærheden, og telefonnumrene til ejermanden virkede ikke. Politiet sagde, at hvis vi ikke fik fat på anmelderen, så måtte cykelstellet bare kasseres, da de vurderede det værdiløst når der ikke var styr, hjul og sadel på.

Påhængsmotoren havde ikke noget stelnummer, så den kunne ikke slås op på samme måde. Jeg synes det var oplagt at undersøge, om ham der havde anmeldt cykelstellet som stjålet, tilfældigvis også havde indgivet anmeldelse om en stjålet påhængsmotor. Det kunne Politiet ikke se i systemerne. Påhængsmotoren blev derfor bare tilmeldt afhentning, så nu står der 2 genstande i vores indkørsel og venter på at Politiets samarbejdspartner skal komme og hente. Man kan jo bare spekulere på hvor længe de kan få lov til at stå der.

Vi valgte at køre cykelstellet hen til den adresse, det var stjålet fra. Jeg har efterfølgende forsøgt at opspore ejeren af sommerhuset, for at forklare hvorfor hans cykelstel pludselig står i hans have igen, og for at spørge om han evt. også mangler en påhængsmotor. Det ser ud som om han er fra Norge, og jeg har kun kunnet finde en på LinkedIn med det navn, som endnu ikke har svaret på min henvendelse.

Det er tydeligt, at dette område ikke er prioriteret af Politiet. Jeg er temmelig overrasket over at jeg som menig borger selv skal sørge for, at stjålne emner kommer hen til deres retmæssige ejer. Og når man kommer fra IT-branchen er det også overraskende, at det ikke kan lade sig gøre at slå op i noget system, hvorvidt en navngiven person har anmeldt andre ting stjålet. Et hurtigt kig på Politiets hjemmeside afslører da også en usammenhængende side med mange gode hensigter, der ikke er ført ud i livet. F.eks. lister over fremlyste og efterlyste genstande, som er helt tomme. Dette er nok et udslag af den politiske hverdag, som præger hele den offentlige sektor – det er svært at gennemføre nye tiltag og så lade dem være blivende foranstaltninger.

For en der ejer et sommerhus er det ikke specielt behageligt at opdage, at tyveknægte og/eller hælere render rundt i ens have med ting, der er stjålet fra andre sommerhuse. Vi har ikke været i vores sommerhus så ofte som tidligere år fordi vi har flyttet helårsadresse. Men man er jo i det hele taget ikke i sit sommerhus hele tiden, så man kan forhindre den slags i at ske. Vi har haft sommerhuset i 5 år, men det er først det sidst år der har været den slags aktiviteter. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det er noget der vil fortsætte.

Lignende indlæg:

Firedobbelt TDC-fejl

Det er ikke i sig selv nogen nyhed at TDC laver fejl, når man skal ændre eller oprette produkter. De gange jeg er flyttet, har skiftet job o.l. har det nærmere været reglen end undtagelsen at der skete fejl – sådan har de fleste danskere det nok. Til deres ros må man sige, at det fungerer OK med at få det regnskabsmæssige til at stemme – man får som regel sine penge tilbage når der er opkrævet for meget.

I forbindelse med min seneste flytning blev jeg dog alligevel overrasket over, at det lykkedes TDC at lave hele 4 fejl på en og samme løsning, en helt standard-løsning administreret af TDC Erhverv.

Jeg flyttede hen til et sted, hvor jeg ikke kunne tage min internetforbindelse via Kabel-TV med mig. Så jeg bad min arbejdsgiver om at oprette en standard-forbindelse til min nye adresse. Der er tale om et standardprodukt (Home Duo) med bredbånd og bredbåndstelefoni, og jeg bad om at få overført mit fastnetnummer til denne løsning.

Fejl nr. 1

Min kollega, som har kontakten med TDC, sendte bestilling og overdragelsesblanket til TDC. Det er helt normal procedure, en bestilling som jeg tror sker flere gange om måneden fra min arbejdsplads. TDC sendte en ordrebekræftelse på oprettelsen – på den forkerte adresse. De havde ikke brugt min nye adresse som oplyst, men oprettet produktet til den gamle adresse i Virum.

Konsekvens: min kollega måtte have fat i TDC igen og bede dem rette fejlen.

Fejl nr. 2

Min kollega fik besked tilbage fra TDC om at fejlen ville blive rettet. Da vi flyttede ind i det nye hus var der imidlertid ikke internetforbindelse.

Det viste sig at de alligevel havde oprettet internetforbindelsen på vores gamle adresse i Virum. De havde altså ikke rettet fejlen, selvom vi havde gjort opmærksom på det i god tid inden, og de havde kvitteret for at det ville blive rettet.

Konsekvens: TDC lavede en standardflytning på løsningen, og vi havde først internet 12 dage senere.

Fejl nr. 3

Da internetforbindelsen havde fungeret i en periode, og vi havde arbejdet os igennem en masse flyttekasser, nåede vi frem til at pakke telefonen ud og sætte den til. Men der var ikke nogen forbindelse.

Jeg bemærkede, at telefonrørs-ikonet ikke var aktivt på Home-boksen og kontaktede igen min kollega for at sikre mig at bredbåndstelefonien var aktiveret.

Det var det ikke. De havde bare flyttet mit gamle fastnetabonnement til den nye adresse.

Konsekvens: TDC skulle oprette bredbåndstelefoni. Denne gang kunne de levere 2 dage senere, men vi skulle slukke for udstyret og dermed internetforbindelse i 8 timer på udførelsesdagen.

Fejl nr. 4

Da jeg så skulle tilslutte telefonen til bredbåndtelefoni fulgte vi selvfølgelig den medsendte vejledning, som havde virket ifm. opsætning af bredbåndsforbindelsen. Men det virkede bare ikke med telefonen. Instruktionen i vejledningen var meget enkel, så jeg var ret sikker på at jeg havde gjort det rigtigt. Vores telefonmodel stod på listen over telefoner der skulle virke med Home Duo, så det var meget mærkeligt.

Konsekvens: Jeg måtte ringe til TDC’s kundeservice og bede om hjælp. Personen jeg talte med var ikke klar over, hvad der stod i min vejledning, men belærte mig i en udskældende tone om, at tilbageløb jo ikke virkede når det var et gammeldags trebenet stik. Det gav ikke så meget mening for mig. Han gav mig besked om, at telefonen skulle tilsluttes Home-box’en og ikke stikket i væggen.

Jeg fandt nemt den ledning der skulle til, og så virkede det. Fejlen her var, at der simpelthen stod noget forkert i vejledningen, TDC havde sendt mig.

I alt 4 fejl på 1 løsning – det er da meget godt klaret. Og det er på et fuldstændig standardiseret produkt, vel at mærke. Det kan ikke være nyt for TDC at oprette deres løsninger, ej heller at det foregår på en anden adresse end den man bor på lige i kontaktøjeblikket eller at man vil bruge et eksisterende telefonnummer ifm. bredbåndstelefoni. Og når viden om hvordan telefonen skal forbindes eksisterer i organisationen, virker det direkte dumt, at de vejledninger man får trykt og udsender til kunderne er forkerte.

Nu om dage er der åbenbart så meget kaos i organisationerne, at helt dagligdags rutineopgaver ikke løses uproblematisk. Det var det samme billede, da vi skulle melde flytning til el-selskabet. Både på den nye og på den gamle adresse sendte ejendomsmægleren måleraflæsninger med alle relevante data til DONG dagen efter overdragelse, og i begge tilfælde gik informationen simpelthen tabt, så vi fik en masse ekstra administration ud af det.

Lignende indlæg:

Kampen for at købe et hus

Efter at vi fik solgt vores hus glædede jeg mig over at have overstået noget, som jeg opfattede som svært. Jeg vidste på forhånd at det var et svært marked ovenpå krisen og var meget forsigtig i min forventning til hvordan det skulle gå. Det er vel også derfor at bankerne i 9 ud af 10 tilfælde kræver at boligejere sælger deres bolig, før de køber en ny.

Jeg følte virkelig vi var kommet over en hurdle, og skriver til sidst i mit blogindlæg om salget, at nu var det bare at gå ud og købe et nyt hus lidt ligesom at shoppe i Magasin. Men så let blev det ikke.

Hus 1

Da vi stod med en endelig handel og kunne gå videre med emnerne på vores liste af huse, startede vi selvfølgelig med nr. 1 – et mindre hus i Søllerød. Det viste det sig, at det lige netop var blevet solgt. Ærgerligt. Meget ærgerligt. For det hus havde næsten alt vi med rimelighed kunne ønske os. Specielt satte vi pris på at det både lå godt i forhold til hundeskov, vores hundelufter, vores daglige transport til arbejde og vore familier.

Tidsforbrug: 5 minutter

Hus 2

Dernæst blev vi opmærksomme på et andet hus på samme vej, som vi ellers havde skubbet til side. Det var lidt mindre og med en ringere beliggenhed. Men vi prøvede det af. Huset havde ligget til salg i de sidste 4 år til nogenlunde samme pris. Vi bød det vi synes var rimeligt, set ud fra udbudsprisen på Hus 1 og de nævnte forskelle. Men vi kunne ikke blive enige, sælger ville have væsentlig mere for huset.

Det turde vi ikke. Vi er bange for at købe for dyrt, dvs. over markedsprisen. Vi arbejder begge på arbejdspladser, hvor der løbende bliver afskediget medarbejdere, og vi er nødt til at tænke på en situation hvor en af os mister jobbet og vi er nødt til at sælge huset. Så er det ikke godt at have købt for dyrt, for så vil man jo risikere at gå derfra med underskud hvis huset skal sælges hurtigt.

Tidsforbrug: 7 dage

Hus 3

Der var stadig håb for at kunne blive i ’vores’ område. Vi rykkede videre til det andet hus banken havde godkendt os til, et hus i Nærum. Huset var halvvejs et dødsbo og stod til omfattende istandsættelse. Sælger accepterede med det samme vores bud, så her kunne vi godt blive enige. Desværre viste det sig også at gå i vasken.

Vi kunne ikke skrive under på en købsaftale, før der forelå en opdateret tilstandsrapport. Den tilstandsrapport der var lavet da huset kom til salg var udløbet, og det tog sælger 2 uger at få arrangeret nyt besøg af byggesagkyndig så det kunne komme på plads. I mellemtiden dukkede der hele 2 andre interesserede købere op. Vi hævede vores bud temmelig meget (synes vi selv), men der var en af de andre købere der bød endnu højere.

Det var en meget ubehagelig situation at skulle konkurrere med andre købere. For ikke at opildne til oppustning af prisen, må ejendomsmægleren ikke indikere hvem der byder hvor meget. Det betyder at man ikke aner hvad der skal til for at få lov til at købe huset. Vores udgangspunkt var den pris vi egentlig var blevet enige med sælger om, hvilket var under udbudsprisen. De andre køberes udgangspunkt var nok udbudsprisen, især når de vidste at der var andre der havde budt. Så vi var næsten dømt til at tabe.

Undervejs var jeg bange for at vinde ‘konkurrencen’ og så opdage, at vi havde budt rigtig meget over de andre. Jeg opfatter den ‘rigtige pris’ på et hus som det beløb som – på en og samme tid – en sælger er villig til at sælge til OG det som en køber er villig til at betale. Ud fra den definition ville den forhøjede pris være over markedspris, da sælger jo oprindeligt gerne ville sælge til den pris vi havde budt. Derfor var faktisk en stor lettelse for mig, at vi ikke endte med at købe det hus.

Tidsforbrug: 19 dage

Det mest ærgerlige var at vi havde spildt så meget tid på det ene hus. Hele forløbet tog næsten 3 uger, tid som vi kunne have brugt på at lede efter et andet hus. Datoen hvor vi skulle være ude af vores hus var nu pludselig meget nærmere. Vi begyndte at tænke på hvordan vi kunne bo midlertidigt, hvis der skulle komme en overgangsperiode mellem overtagelse på det gamle og nye ukendte hus. Mine svigerforældre var så generøse at tilbyde, at vi kunne bo i deres hus – et tilbud som vi var meget glade for, for at bo i sommerhuset ville give en meget lang transporttid og dermed efterlade vores hund meget lang tid alene hjemme.

Hus nr. 4

Mulighederne for at blive i nærheden af det område vi bor i i dag var nu udtømte. Næste hus på listen var i Birkerød. Her får man noget mere for pengene. Dette hus var både større og i bedre stand end de andre huse vi havde set på. Og så lå det lige op ad en hundeskov. Ulempen var, at den adresse ville gøre min daglige transport til arbejde 2 x 6 km. længere, og dermed bringe mit koncept med at el-cykle hele vejen frem og tilbage bragt i fare.

Men når nu der ikke var flere muligheder for at blive i samme radius af min arbejdsplads, så var det befriende at se på et hus, som indfrier selv drømme man ikke turde drømme. Vi besluttede at byde på huset, og endelig mødte vi en samarbejdsvilje som vi ikke havde set før. Sælger accepterede vores bud, svarede hurtigt og fik ordnet opdatering af tilstandsrapporten på ganske få dage. Også mægleren gjorde hvad de kunne for at få handelen til at blive til noget, og det blev den så i dag.

Tidsforbrug: 11 dage

Vi havde forberedt os så godt vi kunne. Vi havde tænkt grundigt over ønsker til et nyt hus. Vi gjorde vores hus klar til salg ved at gøre i stand, og solgte det på relativt kort tid. Jeg synes også vi viste stor velvillighed til at forhandle om prisen. Vi havde undersøgt markedet nøje, og vi havde bankens godkendelse til de første huse på listen. Vi var 100% klar til at slå til, da det gamle hus var solgt. Alligevel tog det alt i alt 1½ måned at komme til at gennemføre et køb af et nyt hus, og det var først da vi nåede nr. 4. på listen at det lykkedes. At få solgt huset på 6 uger synes vi var hurtigt. Men at det skulle tage den samme tid at købe et nyt hus overraskede.

Lignende indlæg:

Cykelhandleres faglige stolthed

På listen over dårlig troværdighed hos forbrugerne står altid ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere. Jeg må sige, at for mit vedkommende er cykelhandlere også ret højt oppe på den liste. Interessant nok er der en direkte sammenhæng med hvor stor en investering der er tale om, og hvor nemt man kan føle sig dårligt behandlet.

Jeg har lige haft endnu en af disse store milepæls-agtige dage man husker tilbage på; dagen hvor man tager en ny anskaffelse i brug. Ligesom når man får nøglerne til sit nye hus eller bil, er det en stor dag når jeg får ny cykel. Efter mange overvejelser, hvor jeg har vejet for og imod, nøje overvejet specifikationer og regnet på hvad jeg kan og vil give for en ny cykel, vil jeg bare gerne nyde produktet.

Man skal dog ikke tro, at man kan gå ned til en cykelforhandler, begejstret køre dankortet igennem på et beløb på godt over 17.000 kr.  og så få en god oplevelse ud af det. Jeg tøjlede min begejstring, for jeg regnede ikke med at cykelhandleren kunne matche, hvor stort det er for mig. Og det var skam ikke helt problemfrit – heller ikke denne gang.

I butikken blev jeg betjent af 2 forskellige medarbejdere, hvilket gav forvirring i forhold til hvad jeg havde fået med. Jeg kunne ikke få en rigtig kvittering på købet, da forretningen var løbet tør for den slags blanketter, og de indstillede ikke cyklen til mig. Den højde sadlen havde da jeg prøvekørte den måtte være god nok, og styret så vi slet ikke på. Til gengæld havde de sat 2 beslag på, som jeg kom til at betale ekstra for, selvom det var aftalen at de ikke skulle på, da jeg havde det i forvejen hjemme. Da jeg tog den i brug kunne jeg mærke, at styret sad i en helt forkert vinkel og håndtagene sad skævt i forhold til hinanden. Og da jeg kom hjem viste det sig, at det var et alt for lille (og meget billigere) batteri der sad på cyklen, og der manglede en ledning til strømforsyningen.

Da jeg kom ud fra cykelhandleren med den nye cykel, mødtes jeg med Mads, som tog en omvej på sin cykeltur hjem fra arbejde. Han vil nemlig ikke have, at jeg kører på en cykel der kommer direkte fra forhandleren, før han har checket at hjulene sidder fast (!) og at han har spændt den efter. Det siger noget om, hvor mange dårlige erfaringer vi begge har med kvaliteten af service hos en cykelhandler. Jeg har selv tidligere cyklet hjem fra cykelhandler med en sadel der sad helt løst, og når man taler med andre om det, er der mange der har tilsvarende oplevelser. Det er både tekniske fejl og administrativt sløseri, og det gælder også i salgssitautionen og når man senere kommer for at få service på cyklen. De enkelte mekanikere er som regel meget flinke og søde, men de rammer som ledelsen laver om hele oplevelsen i butikken gør, at man føler sig som en irriterende klient mere end en værdsat kunde.

Man kan spekulere længe over, hvad det er der gør, at man har sådan en dårlig opleve hos den lokale cykelhandler. I en tid hvor man kan købe billige cykler i Kvickly/Bilka/T. Hansen, og dyrere cykler langt billigere i Tyskland, skulle man tro at det netop var service der kunne retfærdiggøre de lokale cykelhandleres eksistens. Dette at kunne gå ned til en håndværker, som kan sit fag, og få løst en opgave burde være det der gjorde forskellen fra om man køber cyklen online eller i en butik. Men der er tilsyneladende ikke den store faglige stolthed i det fag.

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde bestilt min nye el-cykel i Tyskland, så havde forsendelsen indeholdt et korrekt batteri og ikke manglet ledninger. Tyskerne har styr på den slags ting, og de kontrollerer forsendelsen, det har vi oplevet igen og igen hjemme hos os. Nu var denne cykel sat så meget ned, at den var billigere end de priser jeg kunne finde i tyske netbutikker, men i mange tilfælde vil man kunne få en mere fejlfri leverance til en lavere pris. Når man alligevel selv skal justere styr og sadel, er det svært at se grunden til at vælge en butik i Danmark.

Men ikke desto mindre er der stadig mange cykelhandlere blandt alle de tomme butikslokaler i gadebilledet. Forretningerne ser ud til at trives, og der sælges stadig mange cykler i Danmark. Der stjæles også mange cykler, måske det hænger sammen? Måske har det også noget at gøre med den stigende travlhed og tab af færdigheder som samfundsudviklingen byder på – man ser og hører ofte at folk går til cykelhandleren for så simple ting som lapning af cyklen. Det er dog svært at tro at der er så mange penge i den slags arbejde, men mon ikke der er ret store avancer på salg af cykler i det hele taget? Der er jo også mange danske online cykel-butikker. Man må i hvert fald konstatere, at det tilsyneladende kan lade sig gøre at drive en cykelhandler-forretning i et marked med stor konkurrence uden at anstrenge sig særligt.

Nå, men jeg tog da bare lige til Vanløse en gang til for at få det jeg har betalt for, og der var heller ikke nogen problemer med at få det rigtige batteri. Jeg er også nødt til at komme til det første service efter 3 måneder, så jeg kan få en rigtig kvittering for cyklen. Men derefter tror jeg ikke de ser ret meget til mig, med mindre der kommer defekter som er dækket af garantien. Jeg er nemlig så heldig at bo sammen med een, der kan klare de fleste justeringer og reparationer på en cykel. Og ham stoler jeg ærlig talt en hel del mere på.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på SF

Så blev valget til Folketinget udskrevet, og vi har nu en knap 3 ugers valgkamp foran os med alt hvad det indbærer. Igen skal man forsøge at holde rede på fakta og værdier og hvem der mener hvad.

I juni skrev jeg en række indlæg om hvorfor jeg ikke kan stemme på 3 forskellige partier, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg kan godt afsløre at der kommer et blogindlæg om alle partier der stiller op til folketingsvalg i år.

Socialistisk Folkeparti står for skud denne gang. Et fuldblods socialistisk parti, som på deres hjemmeside lover at de ikke vil kaste med mudder i denne valgkamp, men føre en positiv kampagne. En god hensigt! Jeg fornemmer et åndeligt overskud hos nogen der regner med at vinde.

I det hele taget er det svært at sige noget negativt om SF’s program, for de vil en hel masse godt. Faktisk ville de vist helst give penge til alle de gode sager der findes i Danmark, og hvem vil ikke det? Under hver mærkesag nævner de hvordan det skal finansieres, og her finder SF åbenbart hver gang en hidtil ukendt indtægtskilde som ikke generer ret mange. Jeg kan ikke gennemskue om det holder, men umiddelbart virker det utroværdigt på mig.

SF går til valg sammen med Socialdemokraterne, og de to partier har lavet flere planer og udspil sammen. Retorikken minder også om hinanden, og jeg føler ligesom med Socialdemokraterne heller ikke at SF er på min side. De bruger også udtryk som ‘de allerrigeste’, ‘de velstillede’ og ‘de dårligst stillede’ og jeg føler at det dæmoniserer dele af befolkningen.

Jeg ser for mig at politikerne kategoriserer befolkningen på denne måde ved at se på statistik over indtægtsgrupper i befolkningen og tænke, at dem der ligger nederst er det synd for, og dem der ligger øverst må jo udnytte andre, siden de har får mange penge. Sådan nærmest pr. definition, uden at se på deres samlede økonomi, herunder leveomkostninger. Jeg har flere gange debatteret og udfordret denne tankegang, da jeg mener det er helt forkert at aflæse folks evne til at bidrage til samfundet ud fra deres indtægt – der er så store regionale forskelle i Danmark at indtægten alene slet ikke kan give et klart billede af folks formåen. Og selve tanken om lighed – at der ikke må være forskel på hvad vi hver især tjener – er jeg helt uenig i.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikkekan skyde SF’s planer ned med fakta, for jeg kan ikke overskue hvad der er sandt eller falsk, muligt eller ikke muligt. Men jeg har en grundholdning om at ‘Den Fede Fidus’ ikke findes – hverken på casino, i erhvervslivet eller i politik. Man kan ikke få det hele, og ingenting kommer gratis. Og jeg får en fornemmelse af at SF er for optimistiske mht. hvad der kan lade sig gøre.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Kristian Jensen fra Venstre

På Twitter kunne man 2. maj i år se flg. tweet fra Venstres politiske ordfører og tidligere skatteminister Kristian Jensen:

Det provokerede mig. Kristian Jensen indførte som skatteminister en skat på at arbejde hjemme; den meget omdiskuterede multimedieskat. Den betyder f.eks. at min mand skal betale ca. 140 kr. om måneden mere i skat, fordi at hans arbejdsredskab på job er en bærbar computer. Hans arbejdsopgaver tillader ikke at han arbejder hjemmefra og han gør det derfor aldrig (bortset fra et par fredag aftener hvor han har været nødt til at lave noget ekstra-arbejde udenfor almindelig åbningstid – ikke ligefrem et frynsegode). Min mand har som så mange andre sin egen private PC som han bruger privat. Men den teoretiske mulighed for at bruge arbejds-PC’en privat skal koste ham 140 kr. om måneden.

Jeg kunne derfor ikke lade være med svare tilbage på Twitter. Når man øser sine meninger ud på Twitter, må man være forberedt på, at dem der læser det svarer. Og det gjorde jeg. Jeg skrev:

Senere fik jeg en direkte besked på Twitter. En direkte besked er ligesom en e-mail: en besked fra afsender til modtager som ingen andre kan se. Kristian Jensen gik altså væk fra offentlig diskussion og skrev direkte til mig med nedenstående indhold:

Hermed siger Kristian Jensen vel at værdien af den skattelettelse, der blev indført samtidig med multimedieskatten i 2010, er større end det som multimedieskatten koster. Samtidig synes jeg at han signalerer, at det er helt lige meget hvad der beskattes, men at det er det totale resultat det handler om. Han afviser med andre ord fuldstændig at snakke om det rimelige i at beskatte folk, der sidder på kontor, for hvilket arbejdsredskab de har. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for argumentet holder ikke hvis man går det efter i sømmene – det har jeg redegjort for i et tidligere indlæg.

Denne retorik ser man jo ofte når politikere på 2 sekunder i TV-Avisen skal forsvare sig, men jeg var egentlig overrasket over at Kristian Jensen på et sted som Twitter, hvor man har fin mulighed for at overveje sit svar, ikke kunne overkomme at diskutere dilemmaet imellem at opfordre til at arbejde mere hjemme og så at beskatte selvsamme mulighed.

Jeg synes Kristian Jensen fremtræder arrogant når han affærdiger mig på den måde. Hvis han alligevel vil glide af på diskussion og bruge overfladiske one-liners så synes jeg ikke at Twitter er det rette medie. Han kunne da i det mindste undlade at svare. I stedet vælger han en aggressiv attitude, som jeg slet ikke kan bruge til noget. Og selvom jeg ikke var tæt på at overveje at sætte min stemme på Kristian Jensen til næste valg, så er han da i hvert fald helt sikker på at jeg ikke gør det efter denne episode.

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ’selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Det er gratis

Her i februar har DSB en kampagne på deres kaffeautomater i Kystbanetoget, hvor kaffe og varm cacao er gratis. En dag i forrige uge sad jeg lige i nærheden af automaten, og der var en livlig trafik. Folk tumlede rundt i toget med de varme væsker for at få sig en tår kaffe, inden de skulle af igen. Selv folk, som sad på klapsæder i et rum med barnevogne og cykler og ikke havde et lille bord at stille koppen på, skulle have kaffe.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Lignende indlæg: