Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ’selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Overvejelser om farver

Så skete det igen. Yndlings-møbelforretningen har pludselig 25% rabat på alle deres ikke-nedsatte varer mandag aften. Denne gang er vi bedre forberedt, opsparingen har en saldo hvor vi faktisk godt kan gå ud og købe næste møbel på ønskelisten. Især med den rabat.

Vi ønsker os en lænestol, og mit hoved er ved at eksplodere af de mange valgmuligheder. Hvilken farve skal vi vælge? Jeg har siddet længe og leget med producentens online-værktøj, hvor man kan vælge imellem en mængde forskellige farver på stel og stof. Det er simpelthen så svært at vælge. Her er nogle af de mere ekstreme kombinationsmuligheder:

Vi har en sort-brun sofa og sæbebehandlede bøgetræsreoler, sort TV og et palisander spillebord som nærmeste naboer til lænestolen. Jeg vakler imellem at forsøge at matche nogen af farverne på de andre møbler, og så at vælge en kontrast. Vi har knaldrøde højttalere, og jeg overvejer faktisk seriøst den røde variant som vises herover…..

Uha, men det er en stor beslutning – det er mange penge og en kvalitetsstol som gerne skulle kunne holde i mange år, så man skal jo helst ikke blive træt af at se på den.

Lignende indlæg:

Min chef har sagt op

Havde lige en hjemmearbejdsdag – skulle til lægen kl 10 og så kunne det ikke betale sig at rejse frem og tilbage til Dragør for at komme på arbejde. Så kommer der en indkaldelse i indboksen til ekstraordinært afdelingsmøde. Hm – hvad mon det er? Vi har et planlagt afdelingsmøde imorgen – hvad kan det være som ikke kan vente til imorgen? Og det er dagen efter den dag man siger op… Gangske rigtigt, chefen har sagt op.

Denne chef er en fyr som jeg har arbejdet sammen med for en del år siden i en tidligere ansættelse, og som for et år siden har hentet mig til min nuværende stilling. Det er så vidt jeg ved hans idé at oprette min stilling, og jeg tror han har satset en del på det.

Når han nu siger op sætter det mig i en speciel situation. Vil en ny chef fortsat synes det er en god idé med sådan en stilling? Vil den ny chef også synes at jeg er den rigtige til stillingen? Og hvad vil den nye chefs visioner for stillingen være? Ændrer grundlaget for min stilling sig?

På den anden side er det jo altid spændende når der sker sådan nogle forandringer. Ny energi, nye ideer, ny ledelsesstil – om ikke andet så er det i hvert fald forfriskende.

Puha, jeg har fået noget at tænke på. Og så her hjemme helt alene! Har ikke engang set og hørt mine kollegers reaktion.

Det er som om det bliver mere og mere tiltrængt med en uge til Mallorca – godt vi skal afsted på lørdag.

Lignende indlæg: