Igår havde jeg fødselsdag, jeg blev 38 år gammel. Det var sørme dejligt, nu har jeg gået et helt år og hadet tallet som var min alder: 37. Jeg har et eller andet med tal, hvordan de passer sammen, noget med tværsum og hele og ulige tal – og også fordi de har farver i mit hovede. Og her er 38 altså et  pænere tal end 37 for mig.

Det var ellers en fantastisk dejlig fødselsdag.

Indtil igår har vejret i november været ganske forfærdeligt med ganske få solskinstimer og eller bare gråvejr, regn og blæst. Det er jo meget normalt for november, og jeg kan med ingen realisme forvente decideret godt vejr på min fødselsdag når dagen nu engang ligger i slutningen af november. Men igår lykkedes det faktisk så godt som det nok er muligt! Det var solskin fra solen stod op til solen gik ned – i hvert fald der hvor jeg var (Dragør, på arbejde). Det var lunt – omkring 13 grader, ikke for meget vind og ingen regn. Det føltes som en stor gave at have så fint vejr på sin fødselsdag, som om det var MIT solskinsvejr

Efter at have nydt en smuk solopgang på vejen til arbejde, blev jeg mødt af flag på bordet, blomster - og endda en fødselsdagssang til fredagsmorgenmaden på arbejde. I løbet af dagen indløb der en masse hilsner på SMS og Facebook, og da jeg kom hjem stod der på trappestenen dels en buket blomster fra min bror  i Californien og dels sad den sødeste bamse af mos og vinkede til mig – det var min søde svigermor som havde lavet den til mig! Indendøre ventede min mand med tændte stearinlys i den flag-pyntede stue og en dejlig gave: weekend-taske til når vi skal i sommerhus.

Om aftenen havde jeg inviteret min mand og min gode veninde til middag på Haiku Sushi. Vi bestilte Omakase/Chefs Choise og fik 2 store fade med blandet sushi, alle meget avancerede ruller med toppings og specielle saucer osv. Vi spiste og snakkede i et par timer, og vendte derefter næserne hjemad igen. Jeg elsker bare Københavns indre by, synes simpelthen det er så skønt med de gamle bygninger og stemningen. Jeg bliver igen og igen positivt overrasket over hvor nemt det er for os at smutte derind i bilen, og hurtigt hjemme igen – vi kunne lige nå at se hvem der vandt Vild med Dans og derefter nyde Casper Christensens live-shows på TV.

En fredag aften er for en på 38 år, som står op kl 5:40 og bruger 50 timer om ugen på job & transporttid, ikke en aften der varer til midnat – ved 23-tiden var jeg for længst faldet i søvn på sofaen, og kort efter lå jeg i min seng på vej til drømmeland – glad og lykkelig ovenpå en fantastisk dag.

Tags : Alder, Efterår, Livsglæde, Migselv, Sushi, TV, Vejr, Venner

I denne uge er hele 2 programserier startet på TV om mennesker der skal tabe sig. Chris McDonald prøver sammen med en diætist og en psykolog på DR1 at få hele Ebeltoft til at blive slankere, og på TV3 er 5 familier taget under behandling af kost- og motionseksperter. Begge programmer havde premiere tirsdag aften, og jeg så det meste af begge programmer – og det gav stof til eftertanke for mig.

I begge tilfælde har man udvalgt nogle ret grelle tilfælde; mennesker der både er overvægtige, har ret dårlige kostvaner og ikke dyrker motion. Det er klart at det i disse tilfælde er oplagt at man får flotte resultater og store forbedringer, som gør sig godt på TV. Og selvfølgelig er rigtig godt for de pågældende. Men for mig er det lidt svært at relatere til.

Jeg har været overvægtig siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg tog en del på da jeg kom væk fra min mors faste madskema og flyttede sammen med en som spiste på mærkelige tidspunkter af døgnet – pludelig kunne/måtte man spise ostemad kl 22! Jeg smed kiloene igen nogle år efter, men i nogle perioder er de kravlet på igen, og idag har jeg et BMI over 30, dvs. at jeg idag kategoriseres ikke bare som overvægtig, men som fed.

Indrømmet, jeg kan godt lide søde sager, og har bestemt spist min del af slik, kager og is i tidens løb. Men her stopper det også med at kunne identificere sig med deltagerne i slankeprogrammerne. Jeg lever nemlig ikke af de usunde ting – det er noget der kommer til som et lille ekstra. Faktisk bruger jeg en del energi på at sørge for at det jeg spiser er godt for mig. Og jeg er heller ikke fuldstændig fysisk passiv – i mange år har jeg gået i motionscenter, og idag cykler jeg 11 km / 50 minutter om dagen, hvilket giver en form jeg er tilfreds med.

Jeg er et sted i mit liv hvor det ikke længere er så ligetil at vælge standard-løsningen ’spise sundt’ og ‘begynde at motionere’ og så kommer resultaterne bare. Jeg gør allerede disse ting. Man kan selvfølgelig altid gøre mere, men det nuværende niveau af både motion og sund kost passer til min hverdag og mit familieliv. Der er med årene også opstået visse begrænsninger for mig: jeg kan ikke tåle kunstige sødestoffer, jeg har migræne 1 gang om ugen og jeg er født med led som gør ondt hvis jeg belaster dem for hårdt.

I mange år har jeg faktisk levet fint med være overvægtig. Det generer mig ikke så meget rent kosmetisk at se ud som jeg gør, og jeg er ikke særlig besværet af vægten. Det er svært at finde tøj, men det kan godt lade sig gøre. Jeg har som nævnt da jeg var i starten af 20′erne prøvet at tabe mig og tage det hele (og mere til) på igen, og den oplevelse har betydet at jeg ikke synes det var kampen værd. Statistikken støtter mig jo heller ikke i den tanke; langt over 90% af alle dem der taber sig, tager på igen. Og så har jeg hørt at det er dårligt for hjertet at have såkaldt yo-yo-vægt – min konklusion har været at det må være sundest at have en stabil (men dog for høj) vægt og være fysisk aktiv.

Problemet er bare at de seneste år har min vægt ikke været helt stabil. Lige så stille har jeg taget på, og det kan jo ikke fortsætte. Med alderen falder forbrændingen og jeg tror at jeg skal til at stoppe op og tænke over situationen nu hvor jeg er i slutningen af 30′erne. Jeg leder efter inspiration. Jeg kommer nok til at se nogle flere episoder af ovenstående programmer, men jeg er ikke sikker på at det er tilstrækkeligt for mig – der skal nok lidt flere nuancer på.

Tags : Helbred, Motion, TV

Har lige set det sidste afsnit af “Spise med Price“. Jeg er helt vild med det program! Har desværre ikke fået set alle afsnittene, kom lidt sent ind i udsendelsesrækken, så jeg håber det bliver genudsendt. Og så håber jeg at de laver nogle flere programmer. Det er bare SÅ GODT!

Programmet handler om brødrene James og Adam Price, der  laver mad i noget der ligner et sommerhus. Uhøjtideligt og helt usnobbet deler de ud af deres store viden om mad. Det er en rigtig god dynamik imellem de to - storebroderen (James) som er velorganiseret, tålmodig, ambitiøs og går op i udstyr, og lillebroderen der er lidt mere anarkistisk og fri, men som ved ligeså meget om mad (så vidt jeg kan vurdere). De er bare så søde, de 2 gutter, og man får lov at mærke hvor nært et forhold de har til hinanden. Det er interessante temaer, der er humor og charme og små historier – i det hele taget er programmet meget, meget inspirerende.

Tags : Begejstring, TV

Ja så fik jeg set mig selv i TV-avisen i går aftes. Jeg var både på i Deadline 1700 samt TV-avisen kl 18:30 og der var også nogle billeder herhjemmefra i TV-avisen kl 2100.

Desværre kom det slet ikke frem at effekten af de stigende ejendomspriser bliver meget større for os, fordi Lyngby-Taarbæk Kommune har hævet den procent som der ganges med – grundskyldspromillen – med 14%.

Så jeg kom til at fremstå som en der er utilfreds med at stige 50 kr. om måneden, det var ikke helt det der var mit budskab. Vi skal betale 200 kr. mere om måneden allerede før de store stigninger kommer til foråret.

Tags : Penge, TV

Der var en lille TV i vores ferielejlighed på Gran Canaria. Der var parabolantenne og der kunne man se spansk TV, både hvad er så ud til at være landsdækkende og lokalt TV. Så var der Eurosport, tysk tv-shop og i dagtimerne amerikansk erhvervstv – og så var der 2 arabiske kanaler. Det endte faktisk med at vi udelukkende så Dubai One!

Dubai One er en engelsksproget kanal som henvender sig til beboere i Forenede Arabiske Emirater. De sender en nyhedsudsendelse, Emirates News, som udelukkende er på engelsk. Det handler hovedsagelig om hvad kongefamilien foretager sig. Reklamer og trailere er hovedsagelig på engelsk. De sender så vidt vi kunne se udelukkende amerikanske serier, reality og film. Der var Frasier, The Tyra Banks Show, Desperate Housewifes og et reality-show hvor frisører kæmper mod hinanden i et udskilningsløb – her så vi i øvrigt danske Rene Friis deltage som ekspert. Vi så især TV om aftenen. Hver aften kl. 20 var der en amerikansk film. Tidsmæssigt svarede det vist nok til kl. 23 i emiraterne, så det var spændingsfilm/thrillere. Vi fik bla. set Misery og The Believers.

Vi blev ret vilde med den kanal, selvom der var lidt censur. Udover gode film havde kanalen et rigtig lækkert design. Deres logo – et orange komma eller apostrof – flyver i luften og bliver indholdet i puderne som pigerne laver pudekamp eller en ring som en mand kan danse rundt om i forskellige ”skillere” mellem programmerne. Meget elegant! Og ind imellem kommer der et lille indslag om en fisker eller en møntsamler, så man forstår lidt af den arabiske levevis. Så på en sjov måde blev vores ferie i Gran Canaria også til et kulturelt kig ind i en moderne arabisk verden. Se evt. det flotte design på http://www.dubaione.ae/

Det der gjorde at vi stort set kun så denne kanal var at vi kunne forstå sproget. Det var undertekster på arabisk, men da vi ikke kan læse arabiske bogstaver var det ikke distraherende. Det fik mig til at tænke lidt over den tradition som både tysk, fransk og spansk TV har for eftersynkronisering. Jeg synes det er tankevækkende at disse 3 store udviklede lande stadig eftersynkroniserer. Hvorfor? Jeg synes der er så meget at vinde ved at vise film og andet på originalsprog og så undertekste. For det første synes jeg at man i disse lande burde kunne læse godt nok til at kunne klare undertekster. Om ikke andet så kan man måske næsten træne læsningen ved at læse undertekster. For det andet tror jeg at man lærer meget af andre sprog ved at høre det. Måske er det derfor at disse lande har så forholdsvis svært ved engelsk? Derudover synes jeg virkelig det er kunstnerisk vandalisme at eftersynkronisere, det tager så stor en del af den oprindelige film væk, så jeg kan slet ikke holde ud at se/høre på det.

Tags : Gran Canaria, TV