En inspirerende leder

I forsommeren 2013 begyndte DR1 at sende serien Store forretninger / (Mr. Selfridge) på lørdag aftener. Normalt ville jeg ikke få set den slags, for min husbond er ikke så vild med serier, og vi er sjældent så disciplinerede med spisetider og den slags, at vi kan se serier på samme tid en fast ugedag.

Men det faldt tilfældigvis sammen med at husbond var ude at rejse med sin cykel og sine venner, og det betød at jeg fik øjnene op for denne flotte, underholdende og interessante serie. Jeg blev helt vild med den, og da DR1 begyndte at sende 2. sæson her til sommer var jeg straks fyr og flamme. Jeg er vild med den serie og prøver så vidt muligt at komme til at se det ugentlige afsnit.

Serien har mange aspekter jeg sætter pris på. I første omgang er der et spændende plot omkring en amerikansk forretningsmands kamp for at drive et stormagasin i London. Dernæst er bliver man grebet af de gode karakterer spillet af fremragende skuespillere. Dertil kommer at serien er et interessant tidsbillede med flot scenografi og flotte kostumer. Den handler både om politik og kønspolitik, men jeg tror at det der fascinerer mig allermest, er portrættet af en inspirerende leder.

Mr. Selfridge beskrives som en leder, der skaber en arbejdsplads, som han ser som en familie. Arbejdspladsen støtter medarbejderne, også når de har udfordringer i privatlivet. Der stilles selvfølgelig også krav til gengæld, og der ses ikke igennem fingre med f.eks. tyveri. Men den stemning af tryghed og accept som beskrives i serien er meget fascinerende – jeg får helt lyst til at arbejde der.

Da 1. verdenskrig kommer, støtter man de unge mænd der melder sig til militærtjeneste med besked om, at deres jobs vil vente på dem når de kommer tilbage. Og ikke nok med det – lederen tager også hånd om de medarbejdere som føler skyldfølelse fordi de ikke kan tage med i krig. Hele den bevidsthed om at forsøge at imødekomme nogle basale følelsesmæssige behov for bla. tryghed hos medarbejderne ligger så langt væk fra danske arbejdspladser nu om dage.

Jeg startede på arbejdsmarkedet i 1990’erne. Der var økonomisk fremgang i samfundet, arbejdsløsheden var lav og arbejdspladserne havde svært ved at finde de rigtige kompetencer til de ledige stillinger. Personalepleje var noget man fokuserede på, men det handlede mest om fester, softicemaskiner og bordfodbold på kontoret. Det var overfladiske, materialistiske goder som det var sjovt at fortælle om i en tid med overskud. Trygheden kom jo af sig selv pga. de gode tider.

Da krisen væltede indover Danmark efter årtusindskiftet blev der mindre af den slags. Tilbage stod man med de samme eller højere krav om at performe, men ikke så meget vilje til at imødekomme medarbejderne. Man afskaffede julegaven til medarbejderne og benyttede lejligheden til at få fyret de besværlige og måske dyre medarbejdere.

Nogen vil måske nævne udviklingen indenfor sundhedsforsikringer som en måde, hvor arbejdsgiverne tager sig af medarbejderne når de er syge vha. privathospitaler. Men den udvikling ser jeg i mindst lige så høj grad handle om at få virksomhedens ressourcer hurtigt tilbage på arbejdspladsen – altså noget virksomhederne gør for sin egen skyld.

Det er min oplevelse, at krisen har fået virksomhederne til at drosle ned på kvaliteten af lederskabet. Man er gået lidt væk fra at se lederskab som et fag i sig selv, men besætter i højere grad chefstillingerne med fagligt dygtige mænd. I dagens Danmark uddelegerer chefer i høj grad opgaver til deres medarbejdere, også opgaver vedr. styring og opgavehåndtering, som reelt (efter min mening) er ledelsesopgaver.

Det tager rigtig meget væk fra lederrollen, at lederen faktisk ikke leder én som medarbejder, men blot udstikker krav og mål. Det er i virkeligheden ikke særlig inspirerende set med mine øjne.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ville være meget motiveret at af arbejde for en leder som Mr. Selfrigde, fordi jeg ville føle at min indsats var værdsat – jeg ville simpelthen have lyst til at gøre mit bedste for at stille ham tilfreds, fordi han har en klar holdning til hvordan virksomheden skal ledes, kan se når en medarbejder gør det godt og giver utvetydigt udtryk for det når han er tilfreds.

På nutidens arbejdsmarked har vi en opfølgning på præstationer, hvor man via en løn- eller PU-samtale bliver evalueret. Her er det i teorien muligt at få den samme form for feedback, men det er bare sjældent det der sker. Det er som om at der absolut skal findes både pro og contra – måske som alibi for en lønudvikling der i praksis er en udhuling af reallønnen. Jeg har i hvert fald de sidste mere end 10 år oplevet at få en tilbagemelding i stil med ‘det er da meget godt, men du er ikke så god til det og det’. Det bliver mere en generel tilbagemelding på ens personlighed og karaktertræk, end på de konkrete opgaver man har løst i årets løb. Og så kommer der nogle gange en lønstigning der præsenteres som en belønning, men som mere føles som en hån. Det er selvfølgelig meget godt at lønnen rykker sig en lille bitte smule i forhold til slet ikke. Men når jeg ser min TV-serie får jeg en følelse af, at jeg ville være gladere for et håndtryk og et smil af en karismatisk leder som Mr. Selfridge.

Lignende indlæg:

DR1-serien Lykke

Ikke siden ‘Nikolaj og Julie’ har jeg fulgt med i en søndag aften-serie. Der er ikke rigtig nogen af de serier der har været de senere år, der har sagt mig noget.

Men den der sendes på DR1 i øjeblikket, den følger jeg med i. For den er meget tættere på noget jeg kan relatere mig til.

Serien handler nemlig om en kvinde, der arbejder i en medicinalvirksomhed. Serien er i høj grad et portræt af det arbejdsmarked, som jeg også befinder mig i: store virksomheder, der er en del af en koncern og børsnoteret. Man ser stressede medarbejdere i jakkesæt, og chefer med følelseskolde stenansigter. Meget genkendeligt.

Hovedpersonen Lykke oplever da også mange ting som jeg har set i denne corporate-verden:

  • mænd der tager æren for kvinders ideer
  • mænd der stikker kvinder i ryggen (billedligt talt)
  • mænd der ikke tager kvinders vurdering for gode varer
  • chefer der manipulerer for at fremme sig selv
  • chefer der lader som om de er interesserede i medarbejdernes karriere, men i virkeligheden gør ingenting

At chefen med stenansigtet kommer ud for en ulykke, som betyder at han begynder at vægte andre værdier i livet højere er mindre realistisk – det er nok de kreative mennesker bag serien som drømmer lidt. Virkeligheden ville nok også være lidt for kedelig til en TV-serie.

Men alt i alt synes jeg at serien er god. Selvom det er en verden, der ligger milevidt fra den kreative og kunstneriske verden skuespillere og forfattere befinder sig i, synes jeg at de gør det godt. Det er skægt at se noget af sin hverdag beskrevet, og jeg synes skuespilpræstationerne er gode. Og så er jeg rigtig vild med intro’en, hvor farvede molekyler danser til Fallulah…

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=q1zXJtkwXXQ[/youtube]

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

38 er nu et pænere tal

Igår havde jeg fødselsdag, jeg blev 38 år gammel. Det var sørme dejligt, nu har jeg gået et helt år og hadet tallet som var min alder: 37. Jeg har et eller andet med tal, hvordan de passer sammen, noget med tværsum og hele og ulige tal – og også fordi de har farver i mit hovede. Og her er 38 altså et  pænere tal end 37 for mig.

Det var ellers en fantastisk dejlig fødselsdag.

Indtil igår har vejret i november været ganske forfærdeligt med ganske få solskinstimer og eller bare gråvejr, regn og blæst. Det er jo meget normalt for november, og jeg kan med ingen realisme forvente decideret godt vejr på min fødselsdag når dagen nu engang ligger i slutningen af november. Men igår lykkedes det faktisk så godt som det nok er muligt! Det var solskin fra solen stod op til solen gik ned – i hvert fald der hvor jeg var (Dragør, på arbejde). Det var lunt – omkring 13 grader, ikke for meget vind og ingen regn. Det føltes som en stor gave at have så fint vejr på sin fødselsdag, som om det var MIT solskinsvejr 🙂

Efter at have nydt en smuk solopgang på vejen til arbejde, blev jeg mødt af flag på bordet, blomster – og endda en fødselsdagssang til fredagsmorgenmaden på arbejde. I løbet af dagen indløb der en masse hilsner på SMS og Facebook, og da jeg kom hjem stod der på trappestenen dels en buket blomster fra min bror  i Californien og dels sad den sødeste bamse af mos og vinkede til mig – det var min søde svigermor som havde lavet den til mig! Indendøre ventede min mand med tændte stearinlys i den flag-pyntede stue og en dejlig gave: weekend-taske til når vi skal i sommerhus.

Om aftenen havde jeg inviteret min mand og min gode veninde til middag på Haiku Sushi. Vi bestilte Omakase/Chefs Choise og fik 2 store fade med blandet sushi, alle meget avancerede ruller med toppings og specielle saucer osv. Vi spiste og snakkede i et par timer, og vendte derefter næserne hjemad igen. Jeg elsker bare Københavns indre by, synes simpelthen det er så skønt med de gamle bygninger og stemningen. Jeg bliver igen og igen positivt overrasket over hvor nemt det er for os at smutte derind i bilen, og hurtigt hjemme igen – vi kunne lige nå at se hvem der vandt Vild med Dans og derefter nyde Casper Christensens live-shows på TV.

En fredag aften er for en på 38 år, som står op kl 5:40 og bruger 50 timer om ugen på job & transporttid, ikke en aften der varer til midnat – ved 23-tiden var jeg for længst faldet i søvn på sofaen, og kort efter lå jeg i min seng på vej til drømmeland – glad og lykkelig ovenpå en fantastisk dag.

Lignende indlæg:

Slank med TV?

I denne uge er hele 2 programserier startet på TV om mennesker der skal tabe sig. Chris McDonald prøver sammen med en diætist og en psykolog på DR1 at få hele Ebeltoft til at blive slankere, og på TV3 er 5 familier taget under behandling af kost- og motionseksperter. Begge programmer havde premiere tirsdag aften, og jeg så det meste af begge programmer – og det gav stof til eftertanke for mig.

I begge tilfælde har man udvalgt nogle ret grelle tilfælde; mennesker der både er overvægtige, har ret dårlige kostvaner og ikke dyrker motion. Det er klart at det i disse tilfælde er oplagt at man får flotte resultater og store forbedringer, som gør sig godt på TV. Og selvfølgelig er rigtig godt for de pågældende. Men for mig er det lidt svært at relatere til.

Jeg har været overvægtig siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg tog en del på da jeg kom væk fra min mors faste madskema og flyttede sammen med en som spiste på mærkelige tidspunkter af døgnet – pludelig kunne/måtte man spise ostemad kl 22! Jeg smed kiloene igen nogle år efter, men i nogle perioder er de kravlet på igen, og idag har jeg et BMI over 30, dvs. at jeg idag kategoriseres ikke bare som overvægtig, men som fed.

Indrømmet, jeg kan godt lide søde sager, og har bestemt spist min del af slik, kager og is i tidens løb. Men her stopper det også med at kunne identificere sig med deltagerne i slankeprogrammerne. Jeg lever nemlig ikke af de usunde ting – det er noget der kommer til som et lille ekstra. Faktisk bruger jeg en del energi på at sørge for at det jeg spiser er godt for mig. Og jeg er heller ikke fuldstændig fysisk passiv – i mange år har jeg gået i motionscenter, og idag cykler jeg 11 km / 50 minutter om dagen, hvilket giver en form jeg er tilfreds med.

Jeg er et sted i mit liv hvor det ikke længere er så ligetil at vælge standard-løsningen ‘spise sundt’ og ‘begynde at motionere’ og så kommer resultaterne bare. Jeg gør allerede disse ting. Man kan selvfølgelig altid gøre mere, men det nuværende niveau af både motion og sund kost passer til min hverdag og mit familieliv. Der er med årene også opstået visse begrænsninger for mig: jeg kan ikke tåle kunstige sødestoffer, jeg har migræne 1 gang om ugen og jeg er født med led som gør ondt hvis jeg belaster dem for hårdt.

I mange år har jeg faktisk levet fint med være overvægtig. Det generer mig ikke så meget rent kosmetisk at se ud som jeg gør, og jeg er ikke særlig besværet af vægten. Det er svært at finde tøj, men det kan godt lade sig gøre. Jeg har som nævnt da jeg var i starten af 20’erne prøvet at tabe mig og tage det hele (og mere til) på igen, og den oplevelse har betydet at jeg ikke synes det var kampen værd. Statistikken støtter mig jo heller ikke i den tanke; langt over 90% af alle dem der taber sig, tager på igen. Og så har jeg hørt at det er dårligt for hjertet at have såkaldt yo-yo-vægt – min konklusion har været at det må være sundest at have en stabil (men dog for høj) vægt og være fysisk aktiv.

Problemet er bare at de seneste år har min vægt ikke været helt stabil. Lige så stille har jeg taget på, og det kan jo ikke fortsætte. Med alderen falder forbrændingen og jeg tror at jeg skal til at stoppe op og tænke over situationen nu hvor jeg er i slutningen af 30’erne. Jeg leder efter inspiration. Jeg kommer nok til at se nogle flere episoder af ovenstående programmer, men jeg er ikke sikker på at det er tilstrækkeligt for mig – der skal nok lidt flere nuancer på.

Lignende indlæg:

Hvornår bliver det genudsendt?

Har lige set det sidste afsnit af “Spise med Price“. Jeg er helt vild med det program! Har desværre ikke fået set alle afsnittene, kom lidt sent ind i udsendelsesrækken, så jeg håber det bliver genudsendt. Og så håber jeg at de laver nogle flere programmer. Det er bare SÅ GODT!

Programmet handler om brødrene James og Adam Price, der  laver mad i noget der ligner et sommerhus. Uhøjtideligt og helt usnobbet deler de ud af deres store viden om mad. Det er en rigtig god dynamik imellem de to – storebroderen (James) som er velorganiseret, tålmodig, ambitiøs og går op i udstyr, og lillebroderen der er lidt mere anarkistisk og fri, men som ved ligeså meget om mad (så vidt jeg kan vurdere). De er bare så søde, de 2 gutter, og man får lov at mærke hvor nært et forhold de har til hinanden. Det er interessante temaer, der er humor og charme og små historier – i det hele taget er programmet meget, meget inspirerende.

Lignende indlæg:

Så var jeg i TV-avisen

Ja så fik jeg set mig selv i TV-avisen i går aftes. Jeg var både på i Deadline 1700 samt TV-avisen kl 18:30 og der var også nogle billeder herhjemmefra i TV-avisen kl 2100.

Desværre kom det slet ikke frem at effekten af de stigende ejendomspriser bliver meget større for os, fordi Lyngby-Taarbæk Kommune har hævet den procent som der ganges med – grundskyldspromillen – med 14%.

Så jeg kom til at fremstå som en der er utilfreds med at stige 50 kr. om måneden, det var ikke helt det der var mit budskab. Vi skal betale 200 kr. mere om måneden allerede før de store stigninger kommer til foråret.

Lignende indlæg:

Eftersynkronisering

Der var en lille TV i vores ferielejlighed på Gran Canaria. Der var parabolantenne og der kunne man se spansk TV, både hvad er så ud til at være landsdækkende og lokalt TV. Så var der Eurosport, tysk tv-shop og i dagtimerne amerikansk erhvervstv – og så var der 2 arabiske kanaler. Det endte faktisk med at vi udelukkende så Dubai One!

Dubai One er en engelsksproget kanal som henvender sig til beboere i Forenede Arabiske Emirater. De sender en nyhedsudsendelse, Emirates News, som udelukkende er på engelsk. Det handler hovedsagelig om hvad kongefamilien foretager sig. Reklamer og trailere er hovedsagelig på engelsk. De sender så vidt vi kunne se udelukkende amerikanske serier, reality og film. Der var Frasier, The Tyra Banks Show, Desperate Housewifes og et reality-show hvor frisører kæmper mod hinanden i et udskilningsløb – her så vi i øvrigt danske Rene Friis deltage som ekspert. Vi så især TV om aftenen. Hver aften kl. 20 var der en amerikansk film. Tidsmæssigt svarede det vist nok til kl. 23 i emiraterne, så det var spændingsfilm/thrillere. Vi fik bla. set Misery og The Believers.

Vi blev ret vilde med den kanal, selvom der var lidt censur. Udover gode film havde kanalen et rigtig lækkert design. Deres logo – et orange komma eller apostrof – flyver i luften og bliver indholdet i puderne som pigerne laver pudekamp eller en ring som en mand kan danse rundt om i forskellige ”skillere” mellem programmerne. Meget elegant! Og ind imellem kommer der et lille indslag om en fisker eller en møntsamler, så man forstår lidt af den arabiske levevis. Så på en sjov måde blev vores ferie i Gran Canaria også til et kulturelt kig ind i en moderne arabisk verden. Se evt. det flotte design på http://www.dubaione.ae/

Det der gjorde at vi stort set kun så denne kanal var at vi kunne forstå sproget. Det var undertekster på arabisk, men da vi ikke kan læse arabiske bogstaver var det ikke distraherende. Det fik mig til at tænke lidt over den tradition som både tysk, fransk og spansk TV har for eftersynkronisering. Jeg synes det er tankevækkende at disse 3 store udviklede lande stadig eftersynkroniserer. Hvorfor? Jeg synes der er så meget at vinde ved at vise film og andet på originalsprog og så undertekste. For det første synes jeg at man i disse lande burde kunne læse godt nok til at kunne klare undertekster. Om ikke andet så kan man måske næsten træne læsningen ved at læse undertekster. For det andet tror jeg at man lærer meget af andre sprog ved at høre det. Måske er det derfor at disse lande har så forholdsvis svært ved engelsk? Derudover synes jeg virkelig det er kunstnerisk vandalisme at eftersynkronisere, det tager så stor en del af den oprindelige film væk, så jeg kan slet ikke holde ud at se/høre på det.

Lignende indlæg: