Gennemse Tag

Transporttid

Nyt job – nyt liv

Idag har jeg sagt mit job op. Jeg har nemlig fået et nyt. Det kommer til at få stor betydning for mit liv.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Lignende indlæg:

En hård uge

Jeg har lige afsluttet en uge på arbejde, som var noget mere krævende end normalt.

Mandag blev jeg hentet af min chef kl 6. Herefter kørte vi til Amager og hentede 3 andre kolleger, og så gik turen mod Jylland. Vi skulle på referencebesøg hos Silkeborg Kommune, som er de første i Danmark som har indført et IT-system, som vi også skal have. Vi var altså 5 voksne mennesker i bilen, og det betød at jeg skulle sidde sammen med 2 andre på bagsædet af chefens bil – skulder ved skulder. Det kan man godt gøre når man lige hopper i en taxa ifm. en tur i byen el.l., men at sidde sådan i over 7 timer, det er virkelig hårdt fysisk. Jeg var hjemme kl 17 – det er samme tid som normalt, men jeg var noget mere træt end normalt.

Onsdag gik det så løs igen – denne gang skulle jeg til Stockholm for at deltage i et kursus i samme nye system. Op kl. 4:30, afsted i taxa til lufthavnen kl 5:15 og så afsted med fly til Stockholm og 7 timer med undervisning på svensk. Bagefter direkte ud i en taxa og afsted til lufthavnen igen, hvor der heldigvis blev tid til at få et stykke rejemad, inden det gik hjemad igen. Min søde mand kørte den lange vej til lufthavnen for at hente mig, så jeg var hjemme lidt før 21 den dag.

Det har været nogle lange dage – jeg tror jeg rundede min ugentlige arbejdstid på 35 timer allerede torsdag. Jeg må sige at det var ekstra velsignet at få weekend i fredags.

Indtil nu har jeg været i Stockholm 1-2 gange om året i dette job. I denne januar har jeg allerede været i Stockholm 2 gange. Og det bliver ikke sidste gang i år, jeg kommer nok til at tage derop nogle gange mere i foråret i forbindelse med det nye projekt. Det tager på kræfterne at rejse med arbejdet. Ikke bare fordi man får nogle lange dage og det rusker op i familiens rutiner, men også fordi det går ud over den tid jeg skulle have brugt til at restituere. Samtidig kan jeg ikke få min motion og det er svært at komme til at spise fornuftigt. Alt i alt lidt af en stressfaktor.

Heldigvis har jeg lov til at afspadsere de ekstra timer, så jeg kommer nok til at kunne holde en solid påskeferie på den konto – det er dejligt med sådan en ‘gulerod’ i en travl tid.

Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg:

Samler kampgejst

Jeg sidder og spiser frokost ved spisebordet sammen med min mand. Vi kigger ud i haven, hvor solsorterne, mejser, musvitter og rødkælken flakser rundt og spiser løs af den mad vi har lagt og hængt ud til dem. Det sner, og man kan ikke længere se de 20-30 cm dybe fodspor fra da jeg var ude med fugle-maden forleden.

Det er på sin vis ret flot med sneen; det er smukt som det ligger på de nøgne grene på træer og buske. Men sidste vinter sidder stadig i kroppen. En lang vinter, hvor der var sne i månedsvis. En vinter hvor jeg igen og igen måtte bruge 2-2½ time på at komme på arbejde og det samme hjem igen. Og en vinter hvor jeg pakkede mig ind i skibukser og 5 lag tøj på overkroppen og kæmpede mig på el-cykel fra Virum til Hellerup Station på cykelstier som var glatte og ujævne af sne og is. Det var en hård vinter, og jeg tager mig i at blive modløs af at se sneen vælte ned igen.

I år har jeg ellers gjort endnu mere for at klare vinter-hverdagen. Idag har min mand sat pigdæk på el-cyklen, og på min prøvetur på vejene i området gik det væsentligt bedre end sidst jeg var ude og køre i sneen. Jeg har også opgraderet på tøj-fronten. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig er afhængig af at cykelstierne er ryddet, at togene kører og at busserne kører. Det er en frustrerende følelse at have den her pligt til at møde på arbejde uanset hvordan vejret er. Man SKAL bare finde ud af at komme på arbejde, lige meget om himmel og jord står i et og alle transportmidler svigter. Jeg skal også nok komme derud, men de dage hvor transporten har stjålet 4-5 timer af ens døgn synes man ikke at man får meget ud af dagen. Det er ret deprimerende. Ganske vist kan jeg arbejde hjemmefra af og til, men det er jo kun når der ikke er møder og andre ting på kontoret.

Det hjælper jo heller ikke på situationen, at det med snerydning af vejene er blevet en mere sjælden ting. Vores vej er en privat vej, som vi selv skal rydde for sne. Vi har så indgået en aftale med kommunen om at de alligevel kommer og rydder vejen for sne mod betaling. Det gør de bare ikke. I hvert fald ikke i et omfang, så vejen er synlig. Heller ikke vejene omkring os er ryddet, og da jeg var ude tidligere idag var INGEN cykelstier ryddet. Måske er det fordi det sner næsten konstant, men standarden er helt klart blevet forringet over de sidste par år. Det er nok krisetiderne og kommunernes dårlige økonomi der er årsagen, men spørgsmålet er hvad det koster samfundet at vejene ser sådan ud. Jeg tænker ikke så meget på bilerne, men cykler og fodgængere har en væsentlig højere risiko for at falde og slå sig – det må man kunne mærke på landets skadestuer. Jeg er også selv bange for at falde og brække en arm eller et ben.

I den uge der lige er gået har jeg været syg, så når jeg imorgen tidlig skal afsted på arbejde er det første gang siden den første snevejrsdag, hvor jeg sejlede rundt i 7. gear. Jeg kan mærke at jeg er nødt til at se det som en udfordring – jeg skal simpelthen i kamp med vinteren. Det gør mig næsten træt på forhånd at tænke på hver eneste dag som en kamp alene i forhold til transport til og fra arbejde. Men det er den eneste måde jeg kan tænke konstruktivt på det. Nu er jeg godt rustet med pigdæk og god beklædning – og i skrivende stund er min mand lige kommet op fra kælderen med en hjemmelavet støvleknægt der skal hjælpe mig med mine ellers meget genstridige støvler når jeg kommer hjem fra kamp. Det skal nok gå alt sammen. Det er det jo nødt til.

Lignende indlæg:

En forretningsrejse

Igår var jeg i London for at deltage i et møde. For mange i min omgangskreds var første reaktion noget i retning af ‘Nej hvor dejligt med en tur til London’ når de hørte jeg skulle afsted. Men der er ikke ret meget rekreativ oplevelse ved sådan en tur, og jeg vil derfor gerne fortælle hvordan dagen forløb for mig.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

  • at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
  • afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
  • møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
  • stress over at nå hjem igen samme aften
  • ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.

Lignende indlæg:

NY ny el-cykel

Jeg har her på bloggen udbredt mig om mine udfordringer i forbindelse med at eje en el-cykel. Først noget skuffelse over at de ikke holder så længe som almindelige cykler, og dernæst frustrationen ved at få stjålet en helt ny cykel. I næsten en måned har jeg været uden el-cykel af disse årsager. Nu ser det ud til at være slut med min kvaler.

Mit forsikringsselskab Topdanmark har været rigtig gode i forbindelse med tyveriet. I løbet af ganske få dage have de behandlet sagen, og jeg fik den erstatning jeg havde søgt om, med fradrag af selvrisikoen. Og så taler de pænt og høfligt til éen, når man ringer til dem! De sendte mig en opgørelse pr. e-mail sammen med et link til en indkøbsportal, hvor man får nogle gode rabatter hvis man genanskaffer den stjålne ting gennem deres samarbejdspartnere. Man kan også få udbetalt hele erstatningen kontant, og det er også muligt at købe for nogle af pengene på portalen (og det behøver sådan set ikke at være den samme vare som man har fået stjålet) og få resten udbetalt.

En af leverandørerne på Scalepoint-portalen er Fri Cykler-kæden, som har en butik i Birkerød, og det er meget tættere på min bopæl end min tidligere forhandler i Albertslund. Med både en god rabat og en lettere adgang ifm. service og reparation besluttede jeg at starte på en frisk og købe erstatnings-cyklen på denne måde hos en ny forhandler.

I torsdags kunne jeg så hente en NY ny el-cykel. En 2010-model af MBK’s ‘Easy Shop’ i hvid. Modellen er så ny at den ikke kan ses i katalog eller på nettet – den røde de viste mig i butikken havde trinløst gashåndtag, og de sagde at den hvide var helt den samme. Den cykel der kom hjem til forhandleren havde imidlertid display med indstilling af 6 niveauer af motor-assistance, hvilket på mange måder er lækrere at bruge. Ledningerne er også bedre beskyttet end på den tidligere model, og den havde fine blomster på stellet og skærmene.

De fordelagtige rabatter gennem Topdanmarks portal gjorde, at jeg kunne få erstattet både cykel og udstyr uden at have penge op af lommen, selvom der var selvrisiko på forsikringen. På den stjålne cykel havde jeg kurve både for og bag, og det vil jeg også gerne have på den nye. Disse ting har jeg bestilt hos den – som jeg ser det – førende el-cykel specialist i Danmark: www.fantombike.dk. Foruden online butik har de også en butik i Jylland, og de har et meget stort udvalg af el-cykler og udstyr. Jeg har ikke lyst til at købe selve cyklen i Jylland, for den skal jo til service og reparation engang imellem, men pga deres store erfaring er det smart at købe udstyr hos dem. Dels har de nogle gode lave priser, og dels har de testet – og fotograferet – alle deres kurve og andet udstyr i forbindelse med el-cykler, så man kan føle sig sikker på at det også fungerer til en el-cykel. Man kan nemlig ikke bare regne med at man f.eks. kan fastmontere en cykelkurv på bagagebæreren på en el-cykel, da batteriet til el-cyklen ofte ligger lige nedenunder, hvilket gør det svært at få et beslag ind under.

Jeg håber at jeg kan beholde cyklen lidt længere end de 2 dage, som med den der blev stjålet. Det er svært helt at ryste oplevelsen af tyveriet af sig, og jeg frygter selvfølgelig at miste den NYE nye cykel også. Jeg har anskaffet mig en kraftig wirelås, så jeg kan lænke cyklen til cykelstativet når jeg parkerer cyklen ved stationen, og jeg har også tænkt mig at lænke cyklen fast når den står derhjemme. Med disse forholdsregler burde det gå. Hvis ikke det kan forhindre tyveri, så er der nok ikke noget der kan – så skal jeg ud i helt andre planer.

Lignende indlæg:

El-cykel stjålet

I lørdags fik jeg ny el-cykel. Igår blev den stjålet. 2 dage nåede jeg at eje den. Jeg havde parkeret den i cykelskuret ved Hellerup Station som jeg plejer at gøre med den gamle, og da jeg kom tilbage for at køre hjem var den væk.

Det er utrolig møgirriterende.

Det gav mig en masse bøvl og ærgrelser, at den gamle el-cykel pludselig ‘stillede træskoene’ efter kun 4 års tjeneste. Jeg har brugt al min flextid og en masse klippekort på at rejse 3 gange frem og tilbage til forhandleren i Albertslund med S-tog, undværet min effektive transportvej til arbejde i en uge og navigeret i en jungle af information og en meget påtrængende sælger, der gerne ville sælge en ny cykel til mig. Da jeg skulle hente den nye cykel måtte jeg endda vente 1 time på klargøring i 5 graders kulde i et Albertslund Centrum, som jeg nu efterhånden har fået set godt og grundigt igennem og ikke gider at glo på mere, for blot at konstatere at sadlen ikke var strammet og at jeg ikke havde fået instruktionsbogen med.

Stor var glæden derfor, da jeg mandag morgen kunne sætte mig på en ny el-cykel, som min mand havde strammet efter, og tage min gode morgen-cykelrute gennem Gentofte og vende tilbage til min daglige rutine. Når man som B-menneske skal tvinge sig selv ud af døren kl 6:20 så hjælper den faste rutine enormt.

Men sådan skulle det ikke være. Næ nej – en ussel cykeltyv synes at han skulle fratage mig muligheden for at have en god transportmåde til arbejde, for at kunne købe ind til helligdag/weekend uden at slæbe mig en pukkel til, og for at have friheden til at køre en tur. Jeg må bruge min sparsomme fritid på at anmelde det til politi og forsikringsselskab og går nu og venter på sagsbehandling, så jeg kan få erstatning. Og så må jeg ud på det efterhånden ret store marked for el-cykler og finde en god model.

Et lille lyspunkt i al min irritation er, at jeg nu kan overveje at købe den nye cykel hos en forhandler tættere på min bopæl. Da jeg købte min første el-cykel i 2006 var der ikke ret mange forhandlere, og derfor endte jeg med at købe den i Albertslund, som ligger 1 time væk med s-tog, med deraf følgende stor gene i forbindelse med service og reparation. Idag kan jeg købe en el-cykel i f.eks. Hellerup, Bagsværd eller Birkerød – altsammen i enten cykelafstand eller overkommelig transporttid. Det vil gøre min hverdag noget lettere.

Lignende indlæg:

Jeg har fået ny el-cykel

Som beskrevet i forrige indlæg har min gamle el-cykel lagt sig med lungebetændelse, og blev i lørdags aflivet hos forhandleren. I bytte formedelst 10.300 kr. fik jeg en ny el-cykel. Den ser sådan her ud:

ny elcykel

Hvis man taler om tekniske specifikationer, så ligner den underligt nok den gamle meget. Der er tale om en 250W-motor og et 9AH – 36V batteri, nøjagtig som den gamle, som er fra 2006. Jeg har taget første almindelige transporttur på den idag, og de kommende dage vil vise om den har nogenlunde samme kapacitet/rækkevidde som den gamle, eller om den nye generation af design gør at den kører længere på ‘literen’ – altså pr. batteriopladning.

Heldigvis er cyklen noget mere moderne på andre punkter. Pga. placeringen af batteriet under bagagebæreren ligner cyklen en almindelig cykel meget mere, og vægten er også meget tættere på. Da den har 9 gear kan man cykle nogenlunde normalt uden batteri, hvilket også er en fordel – jeg HAR prøvet at løbe tør for strøm på en el-cykel. Den har en pæn hvid farve og er i det hele taget en del pænere at se på.

Så nu har jeg transportmiddel til de næste 4-5 år igen. I øjeblikket indgår el-cyklen i min 30 km transportvej til arbejde ved at jeg cykler fra mit hjem i Virum til en station 10 km væk, hvorfra jeg fortsætter med offentlige transportmidler. Det giver mig en daglig motionsmængde på 1 time, hvilket passer mig rigtig godt. Desuden er det p.t. den mest stabile rute jeg kan tage, er meget sjældent forsinket i øjeblikket og det er meget værd når normalturen tager 1½ time hver vej.

Lignende indlæg:

Sandheden om el-cykler

Jeg har nu indsamlet så mange erfaringer, at jeg er i stand til at skrive et generelt indlæg om fordelene og ulemperne ved el-cykler. Jeg står nemlig ved afslutningen af en livscyklus på en el-cykel.

I maj 2006 købte jeg en Promovec ‘Sprint’ el-cykel for 11.000 kr. Formålet var at gøre mig i stand til at cykle til og fra arbejde, som på det tidspunkt lå 12,5 km. fra mit hjem. Min cost-benefit analyse dengang gik på, at jeg ville kunne slippe for at bruge ca. 700 kr. om måneden på abonnementskort til offentlig transport, og med el-cyklen skulle bruge et antal ører på strøm pr. opladning, og om ca. 3 år ville skulle anskaffe mig et nyt batteri til kr. 3.000, da det til den tid ville være udtjent.

Det gik fint, jeg cyklede derudaf og sparede de 700 kr. hver måned. Jeg sparede også abonnementet til motions-centret, og når jeg kom hjem fra arbejde havde jeg overstået dagens motion og kunne bruge min aften som jeg ville. Tidsmæssigt var jeg endda 5 minutter hurtigere på arbejde end med bussen.

Da vinteren kom blev der lidt problemer, men efter et par besøg hos min forhandler i Albertslund blev elektronikken bedre forseglet og jeg cyklede videre.  Som forventet var batteriet slidt op efter 3 år – så kunne det næsten ikke trække cyklen mere og kun køre få km før det opgav helt. I mellemtiden var der kommet ny teknologi indenfor batterier, det var meget lettere, men da jeg også måtte have en ny oplader kostede det  4.000 kr. i stedet for de forventede 3.000 kr.

Det er nu et år siden at jeg fik nyt batteri, og det burde kunne holde mindst 2 år endnu. Idag står jeg desværre bare med en el-cykel der kræver reparation, da motoren begyndte at lave nogle grimme lyde – noget der lyder som om søm og skruer rumsterer rundt inde i motoren. Forhandleren siger at tandhjulene (planet-gear) er ødelagte. Reparation koster 2.800 kr. for nye tandhjul eller 4.000 for en helt ny motor, og så kan han ikke garantere at der ikke kommer flere reparationer snart, da hans erfaring med denne model ikke er så god. Vi er altså ude i noget hvor det næsten ikke kan betale sig at reparere el-cyklen. Når forhandleren så samtidig giver mig et godt tilbud på anskaffelse af en ny cykel, kan jeg godt se at det er ved at være slut med min lille ‘bil’.

Det kommer ærlig talt bag på mig at cyklen er slidt op efter 4 år. Den er lige til at smide til storskrald -forhandleren ville ikke engang samle motoren igen uden at jeg udtrykkeligt bad om det. Som nævnt ovenfor var det ikke en del af min beregning, at cyklen havde så begrænset levetid. En cost-benefit-analyse skal altså indeholde en afskrivning af selve cyklen over ca. 4 år. Den investering jeg har gjort på ialt 15.000 kr. gør at det gennemsnitligt har kostet mig over 300 kr. om måneden at bruge en el-cykel som transportmiddel – udover elforbrug og løbende vedligeholdelse.

Jeg har nok begået den dumhed at sammenligne en el-cykel med en almindelig cykel. Det kommer man nemt til når man køber den hos en cykelhandler. Min almindelige cykel har jeg stadig – den købte jeg i 1992 og med udskiftning af kæde, dæk, lås og styrbånd over årene har den det fint idag, og jeg regner med at kunne køre mange år endnu på den. Der er da heller ikke nogen forhandlere, producenter eller anmeldere der nævner, at man må forvente væsentligt kortere levetid på en el-cykel end på en almindelig cykel.

Når man læser artikler om og tests af el-cykler, handler det altid om specs og hvordan den nye cykel virker, og nogen skriver sågar at den type el-motorer man bruger i el-cykler ikke bliver slidt. Det er næsten altid positive anmeldelser man får ud af det, for når man sætter sig op på en el-cykel for første gang så er det en rigtig sjov oplevelse. Samtlige som har prøvet min el-cykel er spontant begyndt at grine. Men før man går ud og bruger en masse penge på en el-cykel skal man vide at den ikke bliver ved med kun at være sjov og spas – det passer simpelthen ikke, at motorerne ikke bliver slidt.

Måske skal man se en el-cykel som et stykke forbrugerelektronik på linie med PC’er og husholdningsmaskiner, nærmere end som en almindelig cykel med den forventning man kan have om levetid, når man passer godt på den. Men der findes da også forbrugerelektronik i prislejet +10.000 kr. som ikke skal smides ud efter 4 år?

Priserne på el-cykler har desværre ikke haft den samme nedadgående udvikling som man ser på forbruger-elektronik. En tilsvarende el-cykel koster idag nogle tusinde mere end det jeg gav for 4 år siden. Og de penge må jeg bare se at finde, for jeg er nødt til at have en ny el-cykel.

Jeg er blevet afhængig af den frihed jeg har med sådan en. Jeg får god skånsom motion, og det tiltaler mig stadig at opnå den effektivitet der ligger i at bruge sin transporttid til at få motion. Selvom jeg har skiftet job siden 2006 og nu kun cykler noget af vejen til arbejde, har jeg en fantastisk frihed; her er jeg helt uafhængig af både bilkøer, forsinkede tog og strejkende buschauffører. Med et par kurve på er el-cyklen også genial til indkøb. Jeg mener stadig, at el-cykler kan eliminere behovet for bil nr. 2 for mange familier.

Jeg synes altså stadig at el-cykel-konceptet er godt. Og nu ved jeg lidt mere om, hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal købe en ny:

  • batteri: rækkevidde, levetid og pris for udskiftning
  • motor: kraft, levetid, garantiperiode, pris for udskiftning og reparation
  • kan den holde til dansk vintervejr med salt på vejene og frostgrader
  • forhandlerens erfaring med produkterne og reparation af disse
  • forventet levetid på hele cyklen

Flere el-cykel-erfaringer: se siden med mine blogindlæg om el-cykel samlet her



Lignende indlæg:

Så fik jeg da set lidt mere af Amager

Den københavnske Metro holdt op med at køre i morges. Jeg var på vej på arbejde, og vi holdt ved Amager Strand station, da de sagde i højttalerne at alle tog holdt stille, da de skulle undersøge en teknisk fejl. Det sker ind imellem at de undersøger det de kalder en ‘alarm’ og det plejer kun at tage et øjeblik, så jeg var rimelig rolig. Men efter 10 minutter kom der noget Metro-personale, som sagde at det godt kunne tage noget tid, og at vi nok måtte finde alternativer.

 Jeg gik ud af toget og ned ad trappen til stationens informationstavle. Jeg kender ikke Amager ret godt, og har aldrig i mit liv været i det område. Efter at have fulgt menneskemængden ud til en ubrugelig bus ved Amager Strandvej, fandt jeg ud af at hvis jeg gik op til Amager Hospital kunne jeg fange en bus 2A, som så længere fremme krydsede bus 5A’s rute – en linje der går til lufthavnen. Jeg begav mig ud på en rejse i ukendt territorium og twittede undervejs, det fik mig til at føle mig i kontakt med noget velkendt.

TrineLouise Alle metrotog holder stille….
April 29, 2010 7:30 from mobile web

TrineLouise er strandet på Amager
April 29, 2010 8:20 from mobile web

TrineLouise rakker rundt på Amager og prøver at finde bus 2A og 5A så jeg kan fange min almindelige bus 35 fra lufthavnen
April 29, 2010 8:26 from mobile web

TrineLouise er bare SÅ glad for at arbejde i Dragør
April 29, 2010 8:27 from mobile web

TrineLouise håber meget at der stadig noget morgenmad tilbage i kantinen når jeg når frem engang, er ret sulten og tørstig….
April 29, 2010 8:28 from mobile web

TrineLouise Ah, lufthavnen – så kan jeg kende det igen. Og kun 7 minutter til næste bus, så når jeg nok kantinen inden lukketid.
April 29, 2010 8:37 from mobile web

TrineLouise kan ikke forstå at metroselskabet ikke sætter busser ind – selv i en situation som denne hvor den har stået stille i over en time
April 29, 2010 8:45 from mobile web

TrineLouise sidder på min pind med Cultura Ananas/Passion, appelsinjuice og cacaomælk. Kollegerne siger de ville have hentet mig hvis jeg havde ringet
April 29, 2010 9:05 from mobile web

Faktisk synes jeg at både Metro-personalet og buschaufførerne på A-busserne var rigtig hjælpsomme og endnu vigtigere: i stand til at hjælpe, de havde simpelthen viden om hvor jeg kunne gå hen. Også en mand ved busstoppestedet hjalp mig. Det gjorde at jeg kunne navigere på Amager på trods af at jeg slet ikke er stedkendt. Jeg skiftede f.eks. bus ved Skottegårdsskolen, uden nogensinde at have hørt om den eller at vide hvordan den så ud.

Som jeg også har twitte’t, kan jeg dog ikke forstå at man ikke indsætter Metro-busser. Ved alle Metro-stationer er der et særligt busstoppested med et fint hvidt skilt hvor der står ‘Metro-bus’. Men de bruger dem bare aldrig. Da jeg landede på arbejde 1½ time efter at togene var stoppet, var der endnu ikke indsat busser – de satsede på at kunne køre udenom problemområdet med Metro-togene. I mellemtiden står der udenlandske turister ude på Amager Strandvej og kan ikke finde til lufthavnen. Det synes jeg ikke er så godt.

 I vinters fik jeg på en dag, der var præget af både store mængder sne og Præsident Obamas besøg, en lang, lang bustur på Vestamager. Jeg har også været ude for at regionaltoget ‘glemte’ at stoppe i Hellerup og smed mig til Nivå, hvilket gav mig en times tur igennem bla. mit barndomskvarter i Kokkedal. I dag har jeg så set noget af det nordøstlige Amager. Der var egentlig meget pænt. Om ikke andet, så får jeg da nogle sightseeing-ture ud af den ekstreme transporttid og -rute jeg slæber rundt på.

Lignende indlæg: