Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

Første måned i Birkerød

Nu er det allerede en måned siden vi flyttede ind i vores nye hus i Birkerød. Det kommer lidt bag på mig at der er gået så lang tid, for det føles stadig ret nyt. Vi har stadig en del vej før vi er helt på plads. Vi mangler f.eks. gardiner i stuerne og en lampe over spisebordet, og der står stadig 30-40 flyttekasser rundt omkring, der ikke er pakket ud.

På den anden side kan jeg godt mærke at det begynder at blive mere velkendt at komme hjem til adressen i Birkerød. Vi er taget på arbejde derfra i 3 uger, og jeg har efterhånden fået styr på morgenrutinen så det ikke kræver helt så mange ressourcer at huske det hele. Stuens kerne med sofa/reolsystem/ fjernsyn har allerede fra en af de første dage dannet rammen om afslapning af ømme kroppe og trætte hoveder. Og vi sover stadig fantastisk i det store soveværelse på 1. sal.

Min tur til arbejde er blevet 6 km. længere. I vores udvælgelsesproces var det et af de eneste minusser ved huset, at jeg fik længere på arbejde. Jeg har i perioder følt at jeg bevægede mig på kanten af, hvad jeg kunne klare på el-cyklen med de 16-17 km. jeg havde på arbejde fra Virum. Jeg er dog blevet glædeligt overrasket over at det er gået fint med at cykle 2 x 22 km. hver dag. Det tager mig lidt længere tid, men ikke længere end det ville gøre med offentlig transport. Og med hensyn til træthed er jeg slet ikke så udmattet som jeg havde frygtet. Så længe det kun er tunge lårmuskler og ingen ledsmerter, er jeg fortrøsningsfuld overfor at jeg kan komme i form til den nye distance.

Vi har brugt alle weekender på at komme mere på plads, men det går langsomt. Vi bruger stadig meget tid på at gå i IKEA for at etablere opbevaringsplads til alle vores mange ting, så vi får ikke tømt så mange flyttekasser. Samtidig er der jo den daglige husholdning med indkøb, madlavning, rengøring og havearbejde, og vi vil også gerne nyde sommervejret, så det går i det hele taget ikke så stærkt.

Havearbejde er der blevet mere af i og med at vi har 3-doblet havearealet, men det er endnu en ting der har overrasket positivt. Juni er jo hækkeklipningstid, og det kan godt være lidt af en hurdle at komme over, men det var en væsentligt lettere opgave end i Virum. Hækken er et lettere materiale og noget lavere, så Mads brugte væsentligt kortere tid på den end før. Bare det at han ikke skal op og stå på en stige sparede ham mange kræfter og en del tid. Græsslåningen har han klaret nemt med nye elektriske hjælpemidler. Min andel har mest bestået af at plukke solvarme hindbær og spise dem direkte fra buskene efter cykelturen hjem fra arbejde – det er jo en ren fornøjelse.

Nu er der 2 uger til vi har sommerferie. Så bliver der lidt bedre tid til at komme på plads. Men vi kommer nok også til at prioritere at få noget ferietid i sommerhuset. Det skal blive dejligt at se det lille hus igen efter hele denne periode med alt det nye. Og det bliver rart og trygt at gøre ting som man kender; cykle ned og bade, tage udendørsbad under den solopvarmede havebruser, spise frokost og/eller is i Gilleleje Havn, shoppe i Havhøkeren osv.

Lignende indlæg:

Første indtryk fra det nye hus

Jeg har nu boet i det nye hus i en uge, og de første indtryk begynder at melde sig. Det er jo spændende, om huset lever op til de ønsker vi havde.

Først og fremmest er ophold i huset præget af, at huset er meget større end det vi har været vant til. I vores rækkehus på 75 kvm. med en fordelingsentre havde jeg hele tiden en følelse af, hvor de andre familiemedlemmer er henne, simpelthen fordi man kan høre det og mærke det på husets vibrationer. Sådan er det ikke i det nye hus. Jeg kan ikke høre hvor Mads er henne, og hvis jeg spørger ud i luften ‘hvor er du henne?’ så er det sjældent at han svarer, for han hører heller ikke mig. Og huset gungrer heller ikke, når han går fra den ene ende til den anden. Vi har også mere end 1 gang måttet lede efter Adina.

Haven er stor og dejlig. Der er træer, staudebede, frugtbuske og urtehave og så græsplæne ind i mellem. Jeg har ikke nået at bruge den så meget endnu, men den er skøn at se ud på, og Adina nyder den helt åbenlyst. Det er fuldkommen fantastisk at se hende lege fangeleg med Mads og bare SPÆNE rundt i fuldt firspring – det var der ikke plads til i haven i Virum.

En af de ting vi gerne ville ændre på med vores flytning var støj. Selvom vi boede på en lille blind vej var vi generet af trafik på den lille vej og af naboens smækken med dørene. Her i det nye hus bor vi også på en blind vej med kun 3 andre hus, men på hjørnet til en af Birkerøds mest befærdede veje. Og man kan sørme godt høre vejen, især på hverdage i myldretiden. En overvejelse om at bygge et støjhegn på den side af huset står stadig ved magt. Men det føles alligevel meget mere stille.

Trafikstøjen er maskinel, og det var primært menneske-støj der generede os. Følelsen af at der er mennesker lige udenfor soveværelsesvinduet og i forhaven og i baghaven og alle vegne er vi fuldstændig sluppet af med. Her er der meget længere hen til naboen, og alene det giver en meget større følelse af privathed. Vi har flere aftener talt om, at vi føler vi er ‘alene hjemme’ fordi vi ikke mærker naboerne på samme måde. I går havde den ene nabo tilsyneladende gæster til noget pinse-frokost/hygge, og de legede højlydt i haven. Men det generede slet ikke på samme måde, fordi der var meget større afstand. Og fordi vi bare kunne gå hen et andet sted i haven eller en anden ende af huset.

Nattero har vi tilsyneladende endelig fået. I Virum var der også om natten biltrafik, bildøre der smækkede, mennesker der snakkede og ting der blev flyttet. Det er der ikke noget af her. Godt nok har vi været godt brugte når vi er gået i seng, men det har i Virum ikke været nogen forhindring for at blive vækket af naboerne; her i Birkerød har vi samtlige nætter sovet helt uden at blive vækket – skønt!

Et af de helt store plusser, da vi valgte dette hus var nærheden til skoven. Det føles som en helt utrolig luksus at man kan gå ganske få skridt med Adina og så stå i en hundeskov, hvor hun kan løbe frit. Aha-oplevelsen kom allerede de første dage i huset, hvor vi gik og malede. At tage en pause fra malingen og gå en eftermiddagstur med Adina var så fredfyldt en oplevelse, at jeg tror det kan give en stor stress-formindskelse i hverdagen.

Her i starten har det selvfølgelig været en speciel situation – en undtagelsestilstand. Vi har jo haft ferie fra arbejde, og med det fine vejr har vi haft en følelse af at være på ferie. Da jeg tog bad første gang føltes det som at være på hotel – alting var stort og pænt og rent og hvidt. Nu banker hverdagen på, og vi skal til at leve et almindeligt liv i disse skønne rammer. Jeg kan virkelig godt se hvordan det kan fungere, for vi huset passer rigtig godt til vores livsstil. Nu skal vi til at bevæge os ud i verden med dette hus som base, og jeg er sikker på at det bliver godt. Og så er der kun 4 uger til vi har sommerferie.

Det eneste jeg er spændt på er, hvordan det skal gå med min transport til arbejde. Jeg får 6 km. på arbejde, og jeg har tænkt mig at el-cykle hele vejen som jeg plejer. Jeg er spændt på hvad benene siger til det, og hvor lang tid jeg kommer til at bruge på det.

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg mister

Der er enkelte ting ved flytningen til det nye hus i Birkerød, som giver forringelser i vores hverdag. Udover at det er vemodigt at sige farvel til vores første, fælles hjem, som vi har brugt mange kræfter og megen energi på at opbygge og tilpasse til vores behov, så mister vi:

  • Vores kære, søde nabodame, som jeg føler mig så meget ‘i familie’ med
  • En komfortabel afstand til min arbejdsplads: 6 km mere gør en forskel, når rejsen foregår på el-cykel
  • En god storskralds-ordning, hvor man hver anden torsdag kan stille næsten alt fra aviser til møbler og hårde hvidevarer ud på fortovet, og så kommer der nogen fra kommunen og henter det
  • Fællesskabsfølelse med kvarterets hundeejere
  • Drivhus
  • Økonomi: det vil ikke være helt udgiftsneutralt at udskifte rækkehus med villa

Min generelle tro på menneskeheden gør, at jeg regner med at finde rare naboer på den nye adresse, og jeg er også sikker på at jeg finder en løsning på transporten til arbejde. Et drivhus kan jo vælge at bygge det nye sted, og økonomien er ikke værre end at vi stadig vil have et OK rådighedsbeløb. Men jeg kommer dælme til at savne naboen og storskraldsordningen.

Lignende indlæg:

Reglerne for lovbrud

Når man bevæger sig i trafikken i myldretiden, oplever man hele tiden, at færdselsloven brydes. Det gælder især cyklister, men også bilisterne er godt med. Som cyklist har jeg for længst indset, at jeg er en helt ualmindelig duks, når jeg stopper for rødt FØR stopstregen og giver tegn når jeg drejer eller stopper.

Jeg synes egentlig det er smart med færdselsloven. Det med at have et fælles regelsæt kunne fungere så godt og gøre den daglige transport meget mere effektiv. Jeg tror da også, at der er nogle grundlæggende ting som stadig opererer i trafikanternes bevidsthed. Og jeg bliver også bare ved med som en anden idiot at række hånden op og stoppe ved stoplinjen, det giver ikke i sig konflikter.

Det som gør det svært, når færdselsreglerne ikke overholdes, er: hvordan skal man forholde sig til dem der bryder loven. Hvilke uofficielle regler gælder, når man ikke kan regne med færdelsloven?

Ofte oplever jeg nemlig, at andre cyklister forventer at jeg viger, når de kører over for rødt mens jeg har grønt i den anden retning, kører i den forkerte side af vejen eller kommer kørende i fodgængerfeltet hvor jeg artigt trækker min cykel. Og der kan de godt tro om igen.

Når trafikanter blæser på færdselsloven laver de i princippet deres egne regler, som vi andre ikke har en chance for at sætte os ind i. Men jeg kan jo gøre det samme, og jeg er endda så flink at offentliggøre dem på min blog.

Kære lovbrydere. Her er så MINE regler for lovbrud:

Den der bryder loven, bærer selv ansvaret.

Du må selv tage den risiko det indebærer.

Jeg forventer at du er ekstra opmærksom på hele trafiksituationen og dem der kører efter loven, og korrigerer herefter.

 

Det betyder i praksis:
  • Jeg finder mig ikke i at blive tvunget til at stoppe, fordi du skal køre over for rødt.
  • Det er dig, der må ud på vejbanen, når der ikke er plads mens du kører modsat mig på cykelstien.
  • Jeg holder ikke tilbage for dig, bare fordi du vælger at cykle på fortove og i fodgængerfelter.

OK? Så skulle det vist være klaret!  Jeg ser frem til meget mindre konfliktfyldte ture i myldretiden på min el-cykel i fremtiden.

Lignende indlæg:

Efter 3 måneder på nyt job

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i lidt over 3 måneder, og det går stadig godt. Jeg synes jeg er faldet godt til, og er  ikke længere så træt som jeg var i starten.

Det er stadig en stor nydelse for mig bare at hoppe på el-cyklen og køre på arbejde, i stedet for at være afhængig af flere led af offentlig transport. Det hjælper selvfølgelig også meget at vi har fået en så – indtil nu – mild vinter, men jeg bliver vitterlig fyldt med glæde, lettelse og taknemmelighed hvergang jeg hører i radioen om problemer med Kystbanen, metroen eller 20-minuttersdrift på s-togene. Pga. vejarbejde tager det mig næsten en time hver vej, men det er god motion og jeg har faktisk smidt et par kilo efter jeg skiftede arbejde.

Jeg har dog også prøvet at tage på arbejde med det offentlige – den dag der var julefrokost, og så i torsdags hvor der var varslet vindstød af stormstyrke, hvilket kan være på grænsen til det livsfarlige for en el-cyklist. Det fungerer også fint. Ved at kombinere 2 busser kan jeg blive transporteret næsten fra dør til dør, og ellers er det nemt med s-tog og en gåtur i hver ende.

Efter nytår har jeg fået en ny plads i storkontoret, så jeg nu sidder med ryggen op mod nogle reoler og ikke har så meget trafik bag om ryggen. Det føles godt, jeg synes det er nemmere at koncentrere mig. Jeg sidder stadig ved vinduet og kan nu se ud på Trekroner Fort i stedet for på vindmøller – en dejlig udsigt.

Det er også lykkedes mig at finde ud af hvad systemet er med de salutter jeg hører om morgenen og om aftenen på vej til og fra arbejde. Jeg har fundet ud af, at det er Batteriet Sixtus der markerer at Rigets Flag går op og ned ved solopgang/nedgang. En procedure omkring Danmarks suverænitetsflag som går tilbage til 1700-tallet.

På det faglige område går det også stadig godt med at komme ind i stoffet. Jeg føler stadig at jeg har gode erfaringer og viden med mig fra mit tidligere job som jeg kan trække på, og jeg er også flere gange stødt på folk fra jeg kender fra tidligere. I fredags spiste jeg frokost med en pige som jeg mødte på et kursus lige før jeg startede i mit nye job – hun arbejder nemlig i samme bygning som mig, men for et andet firma. Det var skønt at få snakket job og networke på det den måde.

Alt i alt er mit jobskifte en succes-historie som har givet mig mere energi og mere livskvalitet. Og som det fremgår af mit forrige blogindlæg, giver det mig endda en mulighed for at begynde at arbejde realistisk med at udleve min drøm om at få hund.

 

Lignende indlæg:

En hel måned

Jeg har nu været på mit nye arbejde i en måned, og det går stadig godt. Jeg er begyndt at finde en rytme i hverdagen. Man vænner sig jo nemt til ting der er bedre, og derfor er det gået fint med den største forandring: at tage hjemmefra 1 time senere end før. Jeg har nu lidt familietid hjemme inden jeg tager på arbejde; jeg når at veksle et par ord med min mand og jeg spiser lidt morgenmad. Pludselig er der et liv FØR arbejde!

På jobbet er jeg også ved at finde fodfæste. Jeg er begyndt at komme ind i opgaverne og kan nu begynde at udrette noget. Den styrke jeg følte lige da jeg havde overstået jobsøgningsforløbet, føler jeg endnu mere nu. Jeg oplever at jeg har både kompetence, erfaring og netværk til at klare lige præcis denne stilling. Hvor jeg i min tidligere stilling ofte måtte ‘opfinde den dybe tallerken’ i forbindelse med opgaver jeg ikke havde prøvet før, kan jeg nu mærke ballasten jeg har med mig.

På den sociale side går det lige så fint. I min lille afdeling har jeg det rigtig godt med mine nye kolleger, som er rigtige klassiske IT-folk på den gode måde. Når man har omgåedes sådan nogen både privat og på arbejde i over 13 år falder man hurtigt til. De øvrige kolleger er flinke og imødekommende, simpelthen normale moderne velbegavede mennesker, som det er nemt at tale med.

Jeg er stadig meget træt om aftenen. Det irriterer mig lidt. Selvom det går rigtig godt på det nye arbejde, bruger jeg nok stadig mange mentale ressourcer. Og så er der jo den kropslige træthed. Jeg cykler 15 km. til arbejde og det samme hjem igen hver dag, og det er ikke mere end hvad jeg gjorde før. Men der var en 25 minutters togtur mellem hhv. 10 og 5 km. cykeltur – måske er det lidt hårdere når man tager alle 15 km på en gang. Dertil kommer at jeg cykler i en mere trafikkeret periode og på en rute med mere vejarbejde, og det kræver meget koncentration.

Jeg håber det snart er slut med kun at have lyst til at falde om på sofaen og pive over ømme lår, når jeg kommer hjem fra arbejde. For nu skal jeg snart til for alvor at planlægge min 40 års fødselsdagsfejring. Der er lagkager der skal bestilles og stole der skal skaffes.

Lignende indlæg:

Nyt job 2011: hvad jeg slipper for

Som tidligere nævnt kommer det til at få stor betydning for min hverdag at jeg har fået nyt arbejde. Jeg slipper af med en transporttid på aldrig under 3 timer hver dag, men det er ikke alt. Med et lille glimt i øjet kommer her nogle af de ting jeg slipper for ved at forlade mit gamle arbejde:

  • Febrilsk at zappe rundt blandt tekst-tv, websider, P4 og SMS’er for at have styr på driftsstatus for regionaltog, s-tog, metro og busser
  • Koldstart på el-cykel præcis kl. 6:20 hver morgen for at transportkabalen går op
  • At måtte nøjes med 6 timers søvn, bare fordi man kom til at sidde og snakke til kl. 23
  • Bevare høflig facade overfor turister, der forsinker myldretidstrafikken ved at blokere metrodørene med deres kufferter
  • Huske at købe klippekort
  • Kuldegysninger når jeg er nødt til at gå under maven på en flyvemaskine for at komme i kantinen
  • Sorte oliemærker på bukserne, fordi el-cyklen skal vristes ud af overfyldt cykelskur på stationen
  • At sende onde øjne til folk som snakker i stillekupéen
  • At få ransaget min cykel og rygsæk når jeg skal igennem porten til arbejde
  • At være nødt til at tage 3-timers kursus for at få lov til at cykle fra porten hen til cykelskuret på arbejde
  • En tung og tyk pung, fordi det kræver en beholdning af mønter at købe mad i kantinen

Samtidig siger jeg også farvel til søde kolleger, et sjovt forretningsområde og billige personalerejser. Og min mands store misundelse over at jeg kan komme tæt på flyvemaskiner. Men man kan jo ikke få det hele. Og mon ikke også der er søde mennesker det nye sted?

Lignende indlæg:

Nyt job 2011: hvad jeg opnår

Min beslutning om at takke ja til nyt arbejde skyldes selvfølgelig resultatet af min personlige cost-benefit-analyse. Jeg får simpelthen mere ud af at tage det nye job, end af at blive i det gamle. Uden ligefrem at afsløre indholdet af kontraktforhandlingerne, vil jeg gerne løfte sløret for nogle af de fordele jeg opnår ved at skifte job:

  • Nye opgaver og en frisk start
  • Mulighed for at bruge mig selv og egne evner mere optimalt
  • Enkel transport: kan cykle fra mit hjem til min arbejdsplads
  • Kan sove ca. 1 time længere om morgenen
  • Kortere transporttid
  • Fri hele juleaftensdag, nytårsaftensdag og alle dage mellem jul og nytår
  • Fri på dagen efter Kr. Himmelfart
  • Fri hele Grundlovsdag
  • Inspirerende omgivelser
  • Økologisk kantine og mad-med-hjem-ordning

Der viser sig sikkert flere fordele når jeg starter, men det er hvad jeg ved om det indtil nu.

Til gengæld får jeg også ‘Ingen højeste arbejdstid’ og jeg mister dermed muligheden for at flexe og afspadsere. Men de siger, at de for det meste har helt almindelige arbejdsdage, og der er også mulighed for fleksibilitet hvis man har brug for det, så det skal nok gå.

Den forkætrede lange transporttid stresser mig enormt, og det er også stressende for mig ikke at bruge mit intellekt optimalt. Derfor håber  jeg på at mit jobskifte giver mig en mindre stresset hverdag.

Lignende indlæg:

Nyt job – nyt liv

Idag har jeg sagt mit job op. Jeg har nemlig fået et nyt. Det kommer til at få stor betydning for mit liv.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Lignende indlæg: