Nyt job 2017

Efter lidt af en kolbøtte har jeg fået nyt job igen. Jeg vil ikke som tidligere minutiøst kortlægge hvad jeg vinder og hvad jeg mister, da det virker mindre vigtigt nu. Men jeg vil gerne ridse op hvad dette skifte betyder for mig.

Mine 2 seneste jobs har været modsætninger hvad angår fordele og ulemper. Det job jeg lige har haft var et dårligt match når det gjaldt jobindhold, men jeg var glad for kultur, ledere og flexibilitet. Jobbet inden da var modsat – jobindholdet passede super godt til mig, men kulturen gjorde ikke.

Mit nye job ser ud til at kombinere de gode sider ved de 2 seneste jobs. Derudover har jeg fået en hidtil uset kort transporttid. Det er ganske fortryllende.

Transporttid har fyldt meget for mig i mit jobliv. Jeg har haft 40 km. til et job i Dragør, 23 km. til et job på Østerbro. Da jeg fik 14 km. til job for et år siden var jeg begejstret, nu kunne jeg klare turen på el-cykel på lidt over en halv time. Det var perfekt rent motionsmæssigt.

Mit nye job ligger kun 4 km. væk. På el-cyklen tager det mig kun 10 minutter at komme på arbejde. Dette tidsforbrug er forsvindende lille, nærmest ubetydeligt. Det er en kæmpe kontrast til alt hvad jeg har prøvet før. Det giver mig en masse mere fritid, og det er næsten ikke til at fatte.

Det betyder dog også, at motionen jeg får ud af turen på el-cykel er ubetydelig. Jeg har derfor købt en almindelig cykel og håber således at få en fornuftig mængde motion alligevel. Ellers skal jeg til at tænke i nye baner for at få rørt mig nok.

Fleksibilitet har været et kerneområde for mig i tidligere jobs. Det har været vigtigt, fordi en lang transporttid gør det svært at passe hus og hund. Dette tema kommer mere i baggrunden, nu hvor jeg har så kort transporttid, men jeg har alligevel den fleksibilitet jeg ønsker. Jeg kan komme lidt senere eller gå lidt tidligere hvis jeg har behov for det, og jeg kan også arbejde hjemme.

Alt i alt ser det ud til at mit nye job er en ren jackpot af fordele. Der vil nok dukke ting op som jeg kommer til at ærgre mig over. Men når stressfaktorer som transporttid, dårligt matchende jobindhold, ringe flexibilitet og kejtet kultur er væk håber jeg at have meget mere overskud til at klare fremtidig modstand.

Lignende indlæg:

Testkørsel

I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Ferien har primært handlet om at slappe af, men jeg har også brugt lidt tid på at gøre klar til at arbejde et nyt sted fra på onsdag.

Jeg skal ikke længere arbejde i København, og kommer fremover til at cykle en helt anden rute til arbejde. Noget af vejen kører husbond idag, når han skal på arbejde, så jeg var rigtig glad for at han gerne ville cykle turen til min nye arbejdsplads sammen med mig, så jeg kunne lære vejen at kende.

Testturen gik godt og jeg fik værdifuld information. Jeg var 40 minutter om turen, og den var 14 km. lang. I forhold til den vej jeg har kørt de sidste 4½ år, udgør den nye rute næsten det halve i både km. og minutter. Turen var meget anderledes på en række punkter.

Ruten foregår i et mindre bypræget miljø end jeg er vant til. Antallet af lyskryds kan tælles på 1 hånd. Det må alt andet lige påvirke gennemsnitshastigheden. Det betyder også, at der ikke er så mange pauser. Der er store, fine cykelstier, godt adskilt fra bilerne, uden huller og ingen vejarbejde. Noget af ruten er supercykelsti, hvor der er gjort ekstra meget ud af det. Umiddelbart føltes det som en stor luksus, i forhold til hvad jeg plejer at køre i.

En stor andel af de 14 km. foregår langs skov og mark, hvor der ikke er gadebelysning. Det bliver en ny oplevelse i vinterhalvåret, og kommer til at kræve mere af reflekser, lys på cyklen mv. Der er dog lys lagt ned i selve cykelstien, så helt mørkt bliver det ikke.

Da jeg kørte testturen var der vind fra vest, som i teorien burde have givet mig side-modvind den ene vej, og side-medvind den anden. I stedet oplevede jeg det som direkte modvind både ud og hjem på de åbne stykker, og da der kom regn kunne jeg mærke, at det ville komme til at føles mere barsk end kørsel i villakvarterer. Men det kommer også til at blive en stor naturoplevelse på en sommerdag at cykle den vej.

At cykle sådan en rute på en hverdag midt på dagen er måske ikke helt sigende. Til daglig komme jeg til at køre i mylretiden. På grund af de få lyskryds og den gode adskillelse fra bilerne gætter jeg dog på, at den nye vej til arbejde kommer til at indeholde færre konflikter med andre trafikanter. Det ville være dejligt at skrue ned for den stressfaktor.

Den rute vi prøvede af i tirsdags var den, der på papiret er kortest. Der er dog andre ture, som kun er en anelse længere. Hvis det bliver et problem med vejrpåvirkningen på de åbne stykker eller at køre på stykkerne uden gadebelysning, så kan jeg køre den anden vej.

Det er 2½ år siden at jeg købte min el-cykel, og batteriet begynder at have en mærkbart kortere rækkevidde. Siden jeg flyttede til Birkerød har jeg ikke kunnet komme hele vejen både til og fra arbejde på samme opladning, og har derfor været nødt til at lade batteriet op på arbejde. Henover denne vinter har det på dage med frost været svært at klare bare den ene tur på 24 km. På testturen til det nye arbejde kørte jeg ud og hjem på samme opladning, men var nødt til at køre på nedsat motorkraft på næsten hele hjemturen for ikke at ‘løbe tør for benzin’. Jeg håber at jeg kan få lov til at oplade mit batteri på mit nye arbejde. Hvis ikke skal jeg overveje alternativer som at købe nyt batteri eller helt ny cykel.

I fødselsdagsgave havde jeg ønsket mig en ny jakke til at cykle på arbejde i, som havde en mere iøjnefaldende farve og gerne med reflekser på. Det var desværre svært at finde den rigtige kombination, men husbond forærede mig en jakke meget lig den jeg har, bare i en skrap lyserød farve. På nettet fandt jeg nogle gode reflekser i kreativt design, som man selv kunne stryge på. Det fik jeg også gjort i denne ferie. Når man cykler på arbejde hver dag året rundt kommer det til at fylde meget i hverdagen, så det var skønt at føle sig helt klædt på til den nye hverdag.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg mister

Man kan ikke få det hele. Det er et udsagn jeg tror på helt fundamentalt. Der findes ikke ‘den fede fidus’ hvor man får en masse gevinster uden ulemper. Så selvom mit jobskifte her i 2016 giver mig noget der er rigtig tæt på ‘hele pakken‘, er der alligevel også en række ting jeg må sige farvel til, når jeg forlader Pensionsministeriet:

  • Udsigt til vand, uanset hvor i kontorbygningen man befinder sig
  • Udsigt til kongeskib, lystyachter, krigsskibe, krydstogtskibe og Trekronerfortet
  • Arbejde tæt på Københavns centrum
  • Aflåst cykelparkering og omklædningsfaciliter i kælderen
  • Fri mellem jul og nytår, dagen efter Kr. Himmelfartsdag og hele Grundlovsdag
  • Let niveau af administration, tidsregistrering mv.

Jeg skal ikke længere sidde på el-cyklen i mere end 1 time hver vej til arbejde. Det vil min bagdel nok takke mig for, men det giver mig en mindre motionsmængde. Med et kalorieforbrug der svarer til 7-8 spinning-timer om ugen, tror jeg det er meget fornuftigt at skrue lidt ned.

Det er en mærkelig følelse lige nu at have sine sidste dage på arbejdspladsen, hvor jeg i årevis har følt mig utilpas og langt fra tryg. For sammenlignet med det nye jeg skal starte på, er det alligevel mere trygt og velkendt. Her kender jeg trods alt præmisserne og spillereglerne.

Sammenlignet med de fordele jeg så ved jobskiftet i 2011 er jeg stadig bedre stillet. På de fleste punkter får jeg samme eller bedre forhold end mit forrige job. Som jeg ser det, her i perioden før jeg er startet i det nye job, tror jeg kun at jeg giver køb på at arbejde et sted, hvor der af og til sker noget spændende udenfor vinduerne. Selvom jeg er nysgerrig af natur, synes jeg det er en god byttehandel.

Hvis utrygheden skulle blive for stor, kan jeg bare tænke på den virksomhedsånd, som jeg ikke bryder mig om, den manglende tillid og ingen frihed under ansvar. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil væk fra den udeblevne fleksibilitet, som jeg ikke forstår årsagen til, og som er ved at kvæle mit privatliv.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg opnår

Når jeg skifter job lige om lidt, får jeg en række muligheder og forbedringer:

  • En mulighed for at arbejde med mit speciale, IT-dokumentation og compliance, i en sammenhæng hvor det er en accepteret præmis for virksomhedens aktiviteter.
  • Bredere ansvarsområde
  • Kendskab til helt ny branche
  • Arbejde i en større virksomhed med større mulighed for faglig sparring
  • Mærkbart kortere transporttid
  • Flextid med fixtid kl. 9:00 – 14:00
  • Betaling ved evt. overarbejde

Vigtigst af alt forventer jeg, som beskrevet i dette blogindlæg, at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Sidst jeg skiftede job opnåede jeg en lang række forbedringer i ansættelsesvilkår. Jeg var meget imponeret over at få bonusordning, mange ekstra fridage og firma-iPhone, fordi jeg følte at det signalerede, at man betragtede sine medarbejdere som værdsatte specialister. Disse fordele falmede efterhånden som det gik op for mig, hvilke værdier der lå nedenunder – værdier, som ikke handlede om at værdsætte sine medarbejdere.

Derfor holder jeg mig lidt tilbage med at juble over de nye fordele jeg opnår ved dette jobskift. Det er selvfølgelig forjættende at se frem til 1 times ekstra fritid om dagen, og ikke længere at føle sig holdt i kort snor. Brændt barn skyer ilden, og det er svært at slippe frygten for, at jeg igen skal opleve at blive så skuffet, at de ting som på papiret er forbedringer ikke betyder noget.

Lignende indlæg:

Lidt til og meget mere

Lige da jeg var flyttet ind i mit nuværende hus følte jeg, at mit liv nåede et højdepunkt. Faktisk følte jeg at jeg var på toppen, og at det ikke kunne blive meget bedre.

Da jeg skrev det indlæg, var jeg rimelig tilfreds med min arbejdssituation. I den periode havde jeg en chef, som gav mig håb og som repræsenterede nogle værdier jeg kunne lide. Det varede ikke så længe, han stoppede et par måneder efter at jeg skrev indlægget. Og så var jeg tilbage i den ledelseskultur som havde været i virksomheden hele tiden, og som jeg aldrig har brudt mig om.

Her halvandet år efter må jeg konstatere, at mit liv kunne blive endnu bedre. Det er nemlig lykkedes mig at finde et nyt job, som jeg forventer kommer til at gøre min hverdag endnu bedre. 1. marts starter jeg i nyt job på en arbejdsplads, som ligger betydeligt tættere på mit hjem. Ovenikøbet får jeg flextid, så det bliver muligt at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Hvad arbejdspladsen ellers byder på af kultur og udviklingsmuligheder kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på. Jeg har et håb om, at det er bedre. Men alene det faktum, at jeg kan cykle på arbejde på noget under en time, og gå tidligt uden dårlig samvittighed, kommer til at betyde en stor forbedring for mig.

Helt konkret forventer jeg, at jeg kommer til at føle større frihed og mindre skyldfølelse overfor min hund. Den kortere transporttid vil formentlig også betyde mindre træthed og dermed større overskud til hverdag, socialt liv og interesser.

Når jeg tænker tilbage på de overvejelser vi havde ifm. vores huskøb i 2014, hvor vi tænkte meget på min transporttid, kan jeg kun være utrolig glad og tilfreds med de beslutninger vi traf. Vi fandt et hus 6 km. længere væk fra København, og fik langt mere for pengene. Prisen var et større tids- og energiforbrug til transport for mig. En pris, som jeg nu ikke længere skal betale. Hvor heldig kan man være – nu tjener jeg både på gyngerne og karrusellerne.

Lige som jeg troede, at jeg havde opnået alt hvad jeg turde håbe på, gik en umulig drøm i opfyldelse: at have en overkommelig transporttid på cykel, samtidig med at jeg bor i et hus der er helt rigtigt for mig og har et lykkeligt familie- og fritidsliv.

Lignende indlæg:

Mellem jobs

Februar er i år blevet den der mærkelige måned for mig. Den der måned, hvor man er mellem 2 jobs. Jeg har sagt op, men er stadig på arbejdspladsen og kører min daglige rutine. Forude ligger et andet job: nyt, spændende, ukendt.

Jeg sagde op lidt over kl. 8 om morgenen, den sidste hverdag i januar. Min opsigelse blev først meldt ud til mine kolleger kl. 15 om eftermiddagen, og indtil da måtte jeg ikke fortælle nogen om det. Det var en meget mærkelig følelse at gennemføre en arbejdsdag vel vidende, at jeg havde sagt op, samtidig med at alle jeg interagerede med troede, at alt var som det plejer.

Da kollegerne så endelig fik det at vide, kom der selvfølgelig en masse reaktioner. Alle sagde tillykke, og næsten samtidig udtrykte de ærgrelse over at miste mig som kollega. Nogen af dem vidste godt lidt om hvordan jeg havde det med jobbet, og var glade på mine vegne.

Derefter handler det om overdragelse. Pludselig er det vigtigere, at jeg overdrager og dokumenterer, end at jeg udfører de daglige opgaver. Så selvom jeg stadig står op på samme tid, kører det samme sted hen, og starter dagen med et glas te på samme måde som før, så er mit fokus et lidt andet.

Jeg er stadig i mit sædvanlige element. Selvom jeg aldrig har følt mig rigtig tryg på min nuværende arbejdsplads, er det nu pludselig det der føles trygt i forhold til det nye der starter til marts. Det faktum at jeg har sagt op, gør selvfølgelig også, at jeg kan slappe lidt mere af. Jeg tager mig selv i at give mig tid til at tale med kollegerne, jeg kom med en kæk bemærkning til områdedirektøren da han kommenterede at både jeg og min sidemand skrev SMS’er, og jeg tænker ikke så meget over hvor længe jeg er væk, når jeg går ud for at hvile ørerne. Jeg tog endda kage med til kollegerne i går – helt uden årsag. Jeg behøver ikke længere at frygte konsekvenser.

Samtidig går jeg og venter på at skulle starte på en ny arbejdsplads til marts. Det blev meget virkeligt, da jeg så mine nye initialer i en kopi af den mail, som min kommende chef sendte rundt til sin afdeling for at informere om at jeg starter. Jeg er også begyndt at se på hvilken vej jeg skal cykle på arbejde. Jeg får ca. 10 km. kortere på arbejde, så det kommer til at få mærkbar indflydelse på min hverdagsrytme.

Jeg er meget spændt på det nye job. Det er en helt ny branche for mig. Der kommer til at være meget at lære om forretningsområdet, og selve jobindholdet er også lidt anderledes end mit nuværende job. Dertil kommer det store arbejde det er at komme ind i hverdagen, omgangstonen osv.

Det giver et lille sug i maven at tænke på om jeg nu kan leve op til kollegerne og arbejdspladsens forventninger. Og også, om jobbet kan leve op til mine egne forventninger. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ved at jeg har truffet min beslutning på baggrund af nøje overvejelser og erfaringer fra tidligere. Jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

Første måned i Birkerød

Nu er det allerede en måned siden vi flyttede ind i vores nye hus i Birkerød. Det kommer lidt bag på mig at der er gået så lang tid, for det føles stadig ret nyt. Vi har stadig en del vej før vi er helt på plads. Vi mangler f.eks. gardiner i stuerne og en lampe over spisebordet, og der står stadig 30-40 flyttekasser rundt omkring, der ikke er pakket ud.

På den anden side kan jeg godt mærke at det begynder at blive mere velkendt at komme hjem til adressen i Birkerød. Vi er taget på arbejde derfra i 3 uger, og jeg har efterhånden fået styr på morgenrutinen så det ikke kræver helt så mange ressourcer at huske det hele. Stuens kerne med sofa/reolsystem/ fjernsyn har allerede fra en af de første dage dannet rammen om afslapning af ømme kroppe og trætte hoveder. Og vi sover stadig fantastisk i det store soveværelse på 1. sal.

Min tur til arbejde er blevet 6 km. længere. I vores udvælgelsesproces var det et af de eneste minusser ved huset, at jeg fik længere på arbejde. Jeg har i perioder følt at jeg bevægede mig på kanten af, hvad jeg kunne klare på el-cyklen med de 16-17 km. jeg havde på arbejde fra Virum. Jeg er dog blevet glædeligt overrasket over at det er gået fint med at cykle 2 x 22 km. hver dag. Det tager mig lidt længere tid, men ikke længere end det ville gøre med offentlig transport. Og med hensyn til træthed er jeg slet ikke så udmattet som jeg havde frygtet. Så længe det kun er tunge lårmuskler og ingen ledsmerter, er jeg fortrøsningsfuld overfor at jeg kan komme i form til den nye distance.

Vi har brugt alle weekender på at komme mere på plads, men det går langsomt. Vi bruger stadig meget tid på at gå i IKEA for at etablere opbevaringsplads til alle vores mange ting, så vi får ikke tømt så mange flyttekasser. Samtidig er der jo den daglige husholdning med indkøb, madlavning, rengøring og havearbejde, og vi vil også gerne nyde sommervejret, så det går i det hele taget ikke så stærkt.

Havearbejde er der blevet mere af i og med at vi har 3-doblet havearealet, men det er endnu en ting der har overrasket positivt. Juni er jo hækkeklipningstid, og det kan godt være lidt af en hurdle at komme over, men det var en væsentligt lettere opgave end i Virum. Hækken er et lettere materiale og noget lavere, så Mads brugte væsentligt kortere tid på den end før. Bare det at han ikke skal op og stå på en stige sparede ham mange kræfter og en del tid. Græsslåningen har han klaret nemt med nye elektriske hjælpemidler. Min andel har mest bestået af at plukke solvarme hindbær og spise dem direkte fra buskene efter cykelturen hjem fra arbejde – det er jo en ren fornøjelse.

Nu er der 2 uger til vi har sommerferie. Så bliver der lidt bedre tid til at komme på plads. Men vi kommer nok også til at prioritere at få noget ferietid i sommerhuset. Det skal blive dejligt at se det lille hus igen efter hele denne periode med alt det nye. Og det bliver rart og trygt at gøre ting som man kender; cykle ned og bade, tage udendørsbad under den solopvarmede havebruser, spise frokost og/eller is i Gilleleje Havn, shoppe i Havhøkeren osv.

Lignende indlæg: