Gennemse Tag

Tilbageblik

Sikke et år

Sommeren er forbi og en ny sæson starter. Man kan mærke på vejret at en ny årstid er på vej. For folk der går i skole starter et nyt år nu, og TV starter op med nye programmer og liveudsendelser. For mig var der også et stort skifte for ca. et år siden, og sikke et år det har været.

For et år siden havde jeg lige sagt op og var igang med at afvikle og afslutte opgaver hos min tidligere arbejdsgiver. Jeg glædede mig til en ny hverdag med mindre fokus på transporttid og mere fokus på familie. Og sådan blev det heldigvis. Idag sover jeg næsten 1 time længere om morgenen (går i seng samme tid som før) og spiser morgenmad sammen med min mand før jeg tager afsted. Jeg cykler til arbejde og tænker ikke så meget over det med at komme til og fra arbejde. Jeg har en bedre hverdag end før.

Nogenlunde på samme tid begyndte mine forældre at rykke teltpælene op. Det hus som de havde boet i i 30 år, og som havde været mit barndomshjem siden jeg var 10 år, blev sat til salg, og jagten på en ældrevenlig lejlighed gik ind. Huset blev solgt på et par måneder og mine forældre fik afklaring om deres fremtidige boligforhold inden jul. I foråret flyttede de, og jeg fik lov til at være med. Idag er de glade for skiftet. Jeg oplever at de har mere personligt overskud nu.

Imellemtiden nåede jeg at fylde 40, at se min bror for første gang i 2 år, blive kontaktet af Hendes Verden, få ny bil og at få besøg af rotter i kælderen.

Den største omvæltning kom dog med vores 3. familiemedlem Adina. Det har jeg skrevet meget om her på bloggen. Det er faktisk næsten det eneste jeg har skrevet om siden hun kom. Så jeg vil ikke skrive så meget om det nu. Jeg vil blot nævne, at det har været en stor og positiv forandring i vores liv. Vi trives med at være en hundefamilie, og jeg er blevet en tand lykkeligere af at have Adina i mit liv.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at tiden er gungret afsted og der er sket en hel masse. Det har mest været dejlige ting der er sket, men jeg føler mig alligevel lidt udmattet. Jeg tænker uvægerligt på, hvad mon det næste år vil bringe. Det er som om de store forandringer kommer i bølger, så mon ikke det næste år bliver roligt med knap så store udsving. Bare vi får en ny opvaskemaskine snart, så er jeg glad!

Lignende indlæg:

Betydningen af familie

Henover årene har jeg indset, at familie betyder meget for mig. Det har det nok gjort hele tiden, men det er først nu at jeg er helt bevidst om det.

Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg meget travlt med at blive selvstændig og klare mig selv. Jeg så mine forældre tit, men nogle gange var det noget jeg gjorde for deres skyld. Jeg havde en stor sult efter at skabe mine egne rammer, og synes ikke jeg havde så meget brug for mine forældre som tidligere.

Som helt ung tog jeg nok familien for givet. Det var et kæmpe chok, da jeg mistede min farmor og min mormor indenfor nogle få år. Jeg var 24 år da min sidste bedsteforælder døde, og dermed forsvandt det naturlige samlingspunkt for onkler, tanter, fætre og kusiner. Nogle år senere flyttede til min bror til USA. I starten tænkte jeg at han nok kom tilbage til Danmark efter nogle år, men det gjorde han ikke. Den familie, som jeg kunne dele hverdag og fest med, skrumpede betydeligt ind.

I dag har jeg min egen lille familie. Mads og jeg har boet sammen i 7 år og været gift i 4, og for nogle uger siden blev Adina det 3. medlem af vores familie. Jeg elsker at tænke på os som en familie. Det var en stor glæde for mig at få navneskilt med fælles efternavn da vi blev gift. Da vi for et år siden fik postkasse ved vejen, nød jeg at bestille vores efternavn i folieskrift og montere det på postkassen, synligt for alle der kommer forbi. Og det kom på Facebook, den dag vi fik papirer på at vi er de officielle ejere af Adina. Alt sammen symboler på at vi hører sammen. Vel i virkeligheden et udslag af det samme som gjorde sig gældende da jeg var helt ung og flyttede hjemmefra: redebyggeri og trang til at være en stærk enhed.

Efterhånden som jeg er blevet mere etableret, er jeg begyndt at føle mig mere knyttet til mine forældre. Vi har oftere kontakt og er mere involveret i hinandens liv end i min single-tid. Mine forældre er blevet ældre mennesker og lidt mere skrøbelige. De kan godt bruge en hjælpende hånd af og til, og jeg nyder at kunne gøre noget for dem.

Denne uge er en helt almindelig arbejdsuge for mig, men ikke for resten af min familie. Min mand har ferie og går hjemme og hygger sig sammen med vores hund. Mine forældre fik nøglerne til deres nye lejlighed i søndags og er i fuld gang med at koordinere håndværkere og planlægge flytning. Da jeg skulle på arbejde i morges kunne jeg mærke, at jeg har mere lyst til at blive på sofaen derhjemme end at gå på arbejde. Jeg ville også hellere kunne være med i alt det praktiske hos mine forældre. Men fra på fredag kan jeg være med – der har jeg også ferie. Vi har lagt vores ferie, så jeg kan være med til både at pakke og rydde mine forældres hus og til selve flytningen.

Jeg er nok nået dertil, at familien inderst inde er vigtigere og mere interessant for mig end at gå på arbejde. At have et arbejde er for os, som ikke har glæden af arv eller lotto-gevinst, en økonomisk nødvendighed, og jeg nyder da også når jeg føler mine intellektuelle evner er til nytte for løsning af en opgave. Men efter 20 år på arbejdsmarkedet er jeg ikke længere så ambitiøs, og i takt med at arbejdsmarkedet er blevet et mere kynisk sted at være, er min lyst til at leve andre dele af livet steget. Jeg har brug for tryghed, loyalitet, mennesker man kan stole på. Og det får jeg i familiens skød.

Lignende indlæg:

På internat

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2011

Året 2011 blev et dramatisk år i blogland. Blandt de blogs jeg følger, er der en der har fået diagnosen sclerose, en har langt om længe fået tildelt førtidspension, en har fået sit første barn og der er også en der har fået en ordentlig omgang hjertesorg efterfulgt af en kæmpe omgang stress. Bølgerne er gået højt, og for flere af de omtalte var 2011 et år de glædede sig til at sige farvel til.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

  • Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
  • Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
  • I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
  • Jeg har fået 2 nye katte-venner.
  • Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
  • Jeg har været på Langeland.
  • Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
  • Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
  • Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
  • Jeg gik over til smartphone.
  • Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.
Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011’s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Farvel til luftfart

I denne uge siger jeg farvel til 4 år i luftfartsbranchen. Det har været en spændende branche at lære at kende, og jeg har haft nogle sjove og anderledes oplevelser mens jeg har arbejdet i en hangar i lufthavnen. Her i afskedens time tænker jeg tilbage på en række ting, som jeg nok ikke var kommet til at opleve, hvis ikke det var fordi jeg havde arbejdet i et flyselskab.

Tæt på en Airbus

Da jeg havde været i firmaet trekvart år, skiftede firmaet navn og alle flyene skulle males om. Ledelsen besluttede at fejre det ved at lave en familiedag, hvor medarbejdernes familier helt ekstraordinært blev inviteret ind i hangaren for at se et af de nymalede fly. Det var skægt at kunne invitere sin flyglade husbond en tur ind i fragtrummet på et charterfly samt en tur ud at sidde i cockpit. I dagens anledning havde man også bedt lufthavnens brandvæsen stille op med lidt af deres udstyr, så der stod nogle af de store brandbiler på forpladsen foran hangaren – også til stor glæde for min elskede. Hangaren kunne også rumme en pølsevogn og forskellige forlystelser til børn. Det var en festlig dag fyldt med solskin og godt humør, og samme dag kom vores 4. niece til verden.

Kontroltårnet

En af mine kolleger på kontoret har kontakter i kontroltårnet i Københavns Lufthavn, så han fik organiseret at nogen af os kunne komme over og se hvordan tingene foregik der. Det var spændende at tage elevatoren op til 12. sal og komme op og se den fantastiske udsigt helt til Helsingør mod nord og Stevns mod syd. Det var lige midt i askeskyen i 2010, så der var ikke så travlt for personalet, men så havde de til gengæld ekstra god tid til at fortælle om deres daglige arbejde. Jeg fik bekræftet, at det er branche-jargon at omtale en flyvemaskine som en ‘flyver’.

Simuleret flystyrt

På lufthavnens område ligger også faciliteter til undervisning af crew. Det er en stor hal med forskellige simulatorer, hvor man kan øve forskellige situationer i et fly. I forbindelse med et afdelingsarrangment fik IT-afdelingen lov til at komme op i en af maskinerne og prøve hvordan det er, når der er urolige passagerer og røg i kabinen. Til sidst evakuerede vi ved at hoppe ud på oppustelige rutchebaner. En rigtig interessant oplevelse.

Besøg på slagteri

I en helt anden boldgade var besøget på Danish Crown i Horsens. En erfagruppe for et af de IT-systemer vi bruger, holdt møde hos et af medlemmerne. Det var tilfældigvis det store svineslagteri Danish Crown har i Horsens, som er bygget til at have mange besøg. Måske kunne jeg have fået denne oplevelse uden at arbejde i et flyselskab, men det var i hvert fald en utrolig spændende oplevelse.

En tur i cockpit

Som ansat i et flyselskab der flyver charterrejser, har jeg naturligvis været en tur til de varme lande nogle gange mens jeg har været ansat. Det har været skønt at lære Gran Canaria (2 besøg) og Mallorca (3 besøg) at kende, jeg er blevet meget facineret af den spanske kultur. Man præsenterer sig altid for crew når man går ombord på et fly, så crew ved at der er kolleger med, og på den sidste tur for et års tid siden blev vi inviteret ud og besøg cockpittet. Det var rigtig skægt at få lov at se et cockpit sådan rigtigt i brug.

Færdsel på lufthavnens område

Jeg har flere gange kørt rundt på lufthavnens område. Det har mest været i forbindelse med at en kollega har givet mig et lift til stationen, hvor de så har valgt at køre på ‘airside’ i stedet for ude på Kystvejen. Første gang er det meget grænseoverskridende at være på dette område, man normalt ikke har adgang til. Siden er det blevet sådan at jeg skal have en særlig tilladelse for at måtte cykle fra porten og hen til cykelskuret ved min arbejdsplads, og i den forbindelse har jeg været på et 3 timers kursus i at færdes på lufthavnens lukkede områder. Så nu ved jeg også lidt om hvad der skal til for at blive suget ind i en flymotor og hvad de forskellige hvide, gule og røde striber betyder.

Alt i alt har jeg fået en masse anderledes oplevelser. Også bare i det daglige, hvor jeg ofte har gået igennem hangaren når der var fly til reparation, og dukket mig når jeg gik under maven på flyet, selvom jeg godt ved at jeg lige akkurat kan stå inde under. Det er også sjovt når Catering-afdelingen kommer forbi med næste sæsons desserter og giver smagsprøver. Der er en særlig stemning når Lufthansas nyeste Airbus 380 (verdens største passagerfly) eller den amerikanske præsidents fly kommer forbi, og medarbejderne spejder ud af vinduerne eller stiller sig på taget for at få det hele med.

Rejsebranchen er en glad branche befolket af uhøjtidelige mennesker, der har let til smil. Det er helt legalt at snakke om ferie og rejser i arbejdstiden, for det er jo det som forretningen drejer sig om. Nu skifter jeg så over til en lidt mindre farverig branche, nemlig et pensionsselskab. Jeg har arbejdet i branchen før, og jeg ved at det bestemt ikke forhindrer medarbejderne i at holde nogle gevaldige fester og hygge sig sammen. Jeg kommer nok ikke til at sætte mig i cockpittet på et fly i forbindelse med min nye stilling. Til gengæld kommer jeg til at have fri hele Juleaftensdag.

Lignende indlæg:

Hvad lavede du 11. september 2001?

Ovre på Twitter fortæller folk om hvad de lavede den dag for 10 år siden, som nu refereres til som ‘Nine-eleven’. Jeg har også skrevet min korte version på Twitter, men her er mere udførligt hvordan den dag var for mig.

I 2001 arbejdede jeg i Mærsk Datas Global Helpdesk. Det var en døgnåben helpdesk, og jeg arbejdede i skiftehold. Den uge havde jeg nattevagt, så jeg lå og sov med mørklægningsgardin trukket for og telefonen slukket om eftermiddagen 11. september. Jeg vågnede ved at det bankede og ringede på døren til min lejlighed i Holte. Det var min ven Aksel, som boede lige rundt om hjørnet. Det var en brat opvågnen, og da han ydermere fortalte at der var sket noget voldsomt i USA måtte jeg klare mig fra dyb søvn til verdenskatastrofe på ret kort tid. Det var en meget mærkelig oplevelse.

Vi tændte for fjernsynet og Aksel prøvede at fortælle hvad han vidste. Jeg forstod ikke helt alvoren. På det tidspunkt handlede det mest om Twin Towers og om at der kunne være op til 10.000 mennesker i de bygninger. Mens vi snakkede så vi det ene tårn styrte i grus. Det var fuldstændig surrealistisk.

Ligesom idag boede min bror i USA, dengang boede han i New York. Alle telefonlinjer brød jo sammen, så mine forældre og jeg kunne ikke i første omgang få fat på ham for at sikre os at han var OK. Hvad vi ikke vidste var, at han slet ikke var i New York men i Texas på en forretningsrejse. På en måde var det nok meget godt at vi ikke vidste, at han skulle ud og flyve indenrigs i USA den dag. Men det kom han så heller ikke, da alle fly blev grounded i flere dage. Min bror var så snarrådig at skaffe sig et hotelværelse med internet i Houston, og vi fik relativt hurtigt kontakt med ham via Messenger. Pyha. Hvor var man dog glad for den teknologi, når nu telefonerne ikke kunne bruges.

Om aftenen skulle jeg afsted på endnu en aftenvagt, og stemningen var tung inde på Galle og Jessens gamle sukkerloft ved Vibenshus. Jeg husker tydeligt hvordan den ellers altid joke’nde engelske kollega var helt tavs og alvorlig. I løbet af natten var der en periode med ro på telefonerne, så jeg forsøgte at få telefonisk kontakt med min bror og det lykkedes. Det var godt lige at snakke med ham, og jeg tror også at det var meget rart for ham at snakke med nogen om hvad der skete derovre. På det tidspunkt havde han ikke boet i USA så længe.

Dagene efter gik det mere og mere op for os hvad der var sket, og min bror endte med at leje en bil og køre hele vejen hjem fra Texas til Long Island. Det tog et par dage. Det har nok været meget terapeutisk i forhold til at begribe hvad der var sket.

4 uger senere rejste min veninde og jeg over til min bror – en rejse som vi havde planlagt længe inden. Vi overvejede ikke at aflyse turen, da vi vurderede at det  nok aldrig ville blive så sikkert som lige nu. Det var et meget stille New York vi besøgte. På hvert gadehjørne stod der soldater og politi, og byen var selvfølgelig meget præget af begivenheden. Min veninde og jeg snakker stadig om hvordan vi en aften i min brors kælderlejlighed så på CNN: ‘Amerika Strikes Back’ om Bush’s invasion af Afganistan. Min kommentar var, at vores rejseforsikring også dækkede evakuering – vi vidste ikke om det ville betyde noget for trusselbilledet i USA. Heldigvis skete der ikke noget, der kom bare endnu flere soldater på Penn Station.

Nu er det 10 år siden. Min bror er flyttet til Californien, jeg er flyttet til Virum og Aksel bor ikke lige rundt om hjørnet mere. Faktisk har jeg ikke ret meget kontakt med nogen af dem længere. Jeg ser tilbage på dagen sammen med min mand, som jeg ikke kendte dengang. Vi deler ikke oplevelsen af 9-11. Verden ændrer sig, livet går videre. Jeg er ikke en der går særlig meget op i fortiden, og mange minder viskes ud for mig med tiden. Men oplevelser som denne hænger fast.

Lignende indlæg:

Nyt job 2011: hvad jeg slipper for

Som tidligere nævnt kommer det til at få stor betydning for min hverdag at jeg har fået nyt arbejde. Jeg slipper af med en transporttid på aldrig under 3 timer hver dag, men det er ikke alt. Med et lille glimt i øjet kommer her nogle af de ting jeg slipper for ved at forlade mit gamle arbejde:

  • Febrilsk at zappe rundt blandt tekst-tv, websider, P4 og SMS’er for at have styr på driftsstatus for regionaltog, s-tog, metro og busser
  • Koldstart på el-cykel præcis kl. 6:20 hver morgen for at transportkabalen går op
  • At måtte nøjes med 6 timers søvn, bare fordi man kom til at sidde og snakke til kl. 23
  • Bevare høflig facade overfor turister, der forsinker myldretidstrafikken ved at blokere metrodørene med deres kufferter
  • Huske at købe klippekort
  • Kuldegysninger når jeg er nødt til at gå under maven på en flyvemaskine for at komme i kantinen
  • Sorte oliemærker på bukserne, fordi el-cyklen skal vristes ud af overfyldt cykelskur på stationen
  • At sende onde øjne til folk som snakker i stillekupéen
  • At få ransaget min cykel og rygsæk når jeg skal igennem porten til arbejde
  • At være nødt til at tage 3-timers kursus for at få lov til at cykle fra porten hen til cykelskuret på arbejde
  • En tung og tyk pung, fordi det kræver en beholdning af mønter at købe mad i kantinen

Samtidig siger jeg også farvel til søde kolleger, et sjovt forretningsområde og billige personalerejser. Og min mands store misundelse over at jeg kan komme tæt på flyvemaskiner. Men man kan jo ikke få det hele. Og mon ikke også der er søde mennesker det nye sted?

Lignende indlæg:

Nyt job – nyt liv

Idag har jeg sagt mit job op. Jeg har nemlig fået et nyt. Det kommer til at få stor betydning for mit liv.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Lignende indlæg:

20 års jubilæum

Her til august har jeg 20 års jubilæum på arbejdsmarkedet. 1. august er det 20 år siden, at jeg startede i mit første fuldtidsjob som piccoline i COWIconsult. Jeg havde taget studentereksamen og derefter en 1-årig HH, og så synes jeg som 19-årig at jeg havde brug for et sabbatår, hvor jeg kunne arbejde lidt.

Det var et sjovt år i COWIconsult. Jeg blev boende hjemme, så selvom jeg kun tjente 10.300 kr. om måneden før skat, havde jeg gode muligheder for at spare penge op OG at have rimeligt med penge til mig selv. Jeg svingede godt med ingeniørerne og befandt mig godt i virksomheden. Det var planen at jeg skulle starte på universitetet efter sabbatåret, så jeg tog matematik på højt niveau om aftenen. Og så mødte jeg min første rigtige kæreste.

Da sabbatåret var gået, startede jeg på Københavns Universitet på statistik-studiet. Jeg havde vist fået storhedsvanvid af nogle gode eksamensresultater i gymnasiet og på HH, og troede jeg kunne klare hele verden – også et af de sværeste studier. Måske skulle jeg have lyttet, da min matematiklærer i gymnasiet sagde at hun synes statistik var rigtig svært, men jeg synes jeg havde noget at byde på i formidling af talmateriale.

Det tog mig nogle få måneder at indse, at jeg var kommet et helt forkert sted hen. I november samme år var jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har ikke forladt det siden. Siden er det gået slag i slag; kontorelev, assistent, overassistent, kontorfuldmægtig, IT-supporter, IT-konsulent, IT-specialist og nu QA-konsulent. Undervejs har jeg taget 2 uddannelser og et utal af kurser, certificeringer og enkeltfag.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg har oplevet udviklingen i mit arbejdsliv de sidste 2 årtier, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil blot konstatere at jeg nu er midtvejs i mit arbejdsliv. Hvad har jeg fået ud af at være på arbejdsmarkedet siden jeg var 19? Jeg har etableret mig tidligt. Jeg fik den lejlighed og selvstændighed jeg havde drømt om relativt tidligt. Jeg har sparet op til pension i 15 år og jeg har lært at begå mig på arbejdsmarkedet.

Til gengæld fik jeg ikke den lange uddannelse som mine ungdomsuddannelser også forberedte mig til. Jeg har især i starten af min karriere af og til følt, at jeg måske kunne have fået mere anerkendelse hvis jeg havde taget en kandidatgrad. Jeg husker tydeligt hvordan en forsker kommenterede en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse på vores fælles arbejdsplads med ordene “Der er jo den faglige tilfredsstillelse blandt akademikerne” – som om vi som havde andre uddannelser ikke havde en faglighed. Men jeg er ikke ked af at måtte undvære. Især efter jeg skiftede karriere til IT-verdenen har min korte videregående uddannelse kombineret med min begavelse og personlige egenskaber været rigeligt til at løse mine opgaver.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til kan blive lidt træt af arbejdslivet og ønske mig hen til en situation, hvor jeg ikke var nødt til at bruge så stor en del af mit liv på at arbejde. Men al sandsynlighed peger på, at jeg kommer til at befinde mig på arbejdsmarkedet de næste 20 år, og så er det jo spændende hvor det fører mig hen. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke skal lave det jeg laver idag de næsten 20 år. Jeg vil blive ved med at være opmærksom på hvad der stimulerer mig og gør mig glad. Og med den realitet i mente, at den eneste konstant på arbejdsmarkedet er forandring, er det umuligt at forudse hvordan mit arbejdsliv vil udvikle sig fremover.

Men nu er jeg i hvert fald halvvejs mod pensionen.

Lignende indlæg:

2010 på bloggen

Jeg så lige noget smart hos Fiberfryd – en mulighed for at lave et uddrag af bloggen i en grafisk form. Når man kører alle mine indlæg fra 2010 igennem Wordle så ser det sådan her ud:

Flot ser det ud, men jeg er ikke sikker på hvor meget det fortæller om mit 2010 på bloggen. Der er lidt for mange generelle ord, selvom jeg har bedt systemet om at sortere de mest almindelige ord fra. Jeg ved egentlig godt at jeg bruger ordet ‘så’ temmelig meget, og prøver også at skære ned på det, men her er det meget tydeligt at det stadig fylder meget.

Lignende indlæg: