Farvel til en musikalsk følgesvend

Vi har sovet sammen i næsten 20 år. I går var det slut. Mit elskede mini-anlæg, som spiller musik til at falde i søvn til, og som vækker mig om morgenen, kunne ikke længere og kom på pension. Det er helt vemodigt at sige farvel til en følgesvend, der har fulgt mig i så mange år.

Det hele startede midt i 1990’erne, hvor jeg boede i min første egen lejlighed. Der var ret lydt. Naboerne til den ene side spillede høj musik og klirrede med flasker næsten hver aften. Naboerne til den anden side stod op meget tidligt om morgenen og vækkede mig ved at smække med skabsdørene. Det gav mig store problemer med at få nok søvn. Jeg håbede, at hvis jeg kunne overdøve naboerne med selvvalgt musik, kunne jeg måske sove bedre. Jeg købte mini-anlægget på udsalg til ca. 3.700 kr. Det var mange penge for mig dengang, men det var også god kvalitet. Et lille, tungt JVC-anlæg med fine små højttalere af massivt kirsebærtræ.

Min plan virkede i et vist omfang. Min far købte CD’er med klassisk musik til mig, og senere kom Madonna’s album ’Ray of Light’ og George Michaels ’Older’ på som falde-i-søvn-musik.  I starten var det lidt svært at falde i søvn til musikken, men med tiden vænnede jeg mig til det og det blev et værn mod nabostøjen.

Da jeg skiftede karriere til IT-branchen blev det muligt at finde en anden lejlighed, og omkring årtusindskiftet flyttede jeg til et mindre støjplaget sted. Nu blev anlægget blot mit vækkeur, ligesom en clockradio.

Det lille anlæg fik senere en sentimental betydning for min mands og mit forhold. ’Older’-albummet blev en slags soundtrack til vores første forelskede fase, og for min mand et symbol på den flugt fra virkeligheden det var at komme på besøg og sove hos mig. Som tidligere hi-fi-nørd synes han der var relativ god lyd i det lille anlæg og de små højttalere.

Da vi flyttede sammen fulgte JVC-anlægget selvfølgelig med, og har fungeret som vores fælles vækkeur mens vi boede i rækkehuset i Virum. Det fik af og til også rollen som værn mod nabostøj.

Nu står der en lille, let, sort Sony-fætter på natbordet i vores nye hus i Birkerød. JVC-anlægget har hinket sig igennem sine opgaver i en længere periode, og nu må vi indse at det ikke kan mere. CD-afspilleren støjer og har svært ved at afspille skiverne. Knapperne virker dårligt og overtager naboknappens funktion, så vi har mere en 1 gang oplevet at vækkefunktionen var blevet slået fra ved en fejl. Nu går det ikke længere.

Det var mærkeligt at lægge sig til at sove med et andet mini-anlæg ved siden af sig. Jeg har kunnet betjene det gamle anlæg i søvne i så mange år, nu skal jeg lære det nye at kende. Slukker det mon efter de 30 minutter, som jeg har sat det til? Og vækker det mon kl. 5:50 i morgen tidlig som planlagt? Det er en smule utrygt sådan en første aften med en ny.

Vi gav ikke så meget for det nye anlæg, og det kan desværre godt høres på lyden. Der er ikke så god bund og bas i musikken. Anlægget har heller ikke helt de samme clockradio-finesser som det gamle. Man kan f.eks. ikke bestemme lydstyrken på vækkefunktionen. Men vi skal lige lære det at kende. Vi sover nu i fritstående hus, hvor der ikke er nabostøj at værne sig i mod. Mon ikke vi kan vænne os til det.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2014

Endnu et år er gået, og jeg vil som altid gerne gøre det forgangne år op. Efter et eftertænksomt og reflekterende 2013 blev 2014 et år med handling og store forandringer.

Ny bolig

Vi gik ud af 2013 med en beslutning om at prøve at finde en ny bolig. Vi havde sat rækkehuset i Virum til salg, og stod nu i den helt åbne situation, at vi ikke anede i hvilke rammer vi ville befinde os ved juletid næste år. Køberen til vores rækkehus meldte sig med et købstilbud 9 dage efter, at huset var kommet på nettet. Handelen kunne dog først lukkes 5 uger senere pga. et langtrukkent forhandlingsforløb.

Det var bankens krav, at vi solgte vores hus før vi kunne købe noget nyt. Det fik selvfølgelig betydning for hvilket hus vi endte med at købe, fordi vi ikke bare kunne slå til når det rigtige hus var der. Vi brugte de første 3 måneder af 2014 på at se på huse, og endte med at købe nr. 4 på ønskelisten; en murermestervilla i Birkerød.

Det er vi såmænd godt tilfredse med. De første huse vi forfulgte var væsentligt mindre og i væsentligt dårligere stand end det hus vi bor i idag. Vi prioriterede sådan, for at sikre at alle muligheder for at blive i samme afstand til mit arbejde var undersøgt, før vi overvejede at bevægede os længere væk fra København. Hvis jeg skulle droppe min el-cykel og begynde at køre med S-tog til arbejde, skulle det være fordi andre muligheder var udtømte.

Heldigvis endte vi med at få både i pose og sæk. Det viste sig nemlig, at selvom jeg fik 6 km længere på arbejde, så kan jeg fortsat el-cykle på arbejde. Samtidig fik vi et stort hus med både nyt tag, nyere vinduer og hvor hverken køkken eller badeværelser er udskiftningsmodne. Det lykkedes os endda at indfrie drømmen om at bo tæt på en hundeskov.

Flytningen blev overstået på en uge, for det var den tid vi havde til rådighed. Det betød naturligvis en skarp prioritering af, hvilke ting vi kunne ordne. I skrivende stund har vi stadig ikke fået hængt så mange billeder op, der er flere rum som roder en del og vi mangler gardiner i den ene stue. Men vi har en god base for vores hverdag, og det er også lykkedes os at få en carport med cykelskur bygget inden vinteren, så vi ikke skal tage cyklerne ind i huset om aftenen.

Nu hvor jeg ser tilbage på hele forløbet er jeg rigtig glad for resultatet. Vi har fået et pragtfuldt hus, som passer rigtig godt til os. Vi har fået den forandring vi ønskede mht. mere ro og nærhed til natur. Og det hele er foregået på en både psykologisk og økonomisk sund måde.

Diæt

Jeg fortsatte med 5:2-diæten i 2014, og den giver mig stadig en række gavnlige effekter i form af stressforebyggelse og færre smerter. Jeg har dog ikke tabt mig yderligere i det forgangne år. Det skyldes nok flere ting, men det er klart at pauser ifm. både flytteperioden, sommerferien og 2 sygdomsperioder samt at jeg måtte undvære min el-cykelmotion i 2 måneder i efteråret, spiller kraftigt ind. I det nye år får vi nok mere stabilitet, så kan det være at der rasler lidt flere kilo af. Denne måde at spise på er i hvert fald fortsat en del af min og min families ugerytme.

Arbejde

På jobsiden har jeg også oplevet en del. I slutningen af 2013 fik jeg en ny chef, som havde en helt anden ledelsesstil, en anden faglig profil og nogle andre visioner. Jeg fik også en kollega, og jeg indgik nu i et lille team i stedet for bare at være mig selv. Det var meget inspirerende, og jeg blev meget gladere for at komme på arbejde. Desværre stoppede den nye chef efter kun 1 år. Jeg står nu i endnu en ny situation på jobbet, som jeg endnu ikke helt ved hvad indebærer.

Min organisation har i det forgangne år gennemgået store forandringer, og vi er i dag næsten 100 medarbejdere mere, end da jeg startede for lidt over 3 år siden. Vi sidder meget tæt, det kniber med pladsen i kantinen og mange kolleger er stressede. Altsammen er det udfordringer for mig i forhold til at bevare fokus, koncentrationsevne og stabilitet.

Det har også påvirket vores privatliv, at Mads har haft ekstraordinært travlt. Også i hans organisation sker der store forandringer og udvidelser, og det har betydet et større arbejdsområde for ham. Det er en stressmæssig udfordring, når vi samtidig har haft de store opgaver ifm. flytningen. Vi er meget bevidste om stresssymptomer og at passe godt på ham.

Oplevelser

Hele processen omkring hussalg, huskøb, flytning og at komme på plads i den nye bolig og den nye by har fyldt rigtig meget og udgjort den største oplevelse i 2014. Vi delte oplevelsen med vores familie, som var aktivt med til at male og bygge carport. Vores forældre har også støttet os ifm. travlhed på arbejde, hvor de har kunnet tage imod håndværkere og tage sig af Adina ifm. ekstra lange arbejdsdage.

Mads og jeg drikker ikke kaffe. Vi har ikke desto mindre en Senseo kaffemaskine, fordi det er en nem måde at brygge en god kop kaffe til gæster. Normalt har vi kaffemaskinen pakket væk i et skab, men efter vi er flyttet har den stået fremme i lange perioder. Det nye hus har givet anledning til at byde mange gæster på kaffe. Aldrig har vi haft så meget besøg, som efter vi flyttede til Birkerød. Også ifm. julen har vi haft lejlighed til at vise huset frem til familie.

Der blev da også tid til at holde en decideret sommerferie, hvor vi som sædvanlig tog op til vores sommerhus i Gilleleje. Det blev til 12 sommerdage med badning og gæster – ikke helt så stille som vi nok havde brug for efter flytningen, men ikke desto mindre dejligt.

Stilheden fik vi til gengæld, da vi tog en lille miniferie til Nordtyskland. Det blev en rigtig du-og-jeg-ferie, hvor vi fik et tiltrængt afbræk fra et travlt arbejdsliv og konstante tanker om ting vi gerne vil gøre i det nye hus. Vi sluttede også året af med en rigtig daseferie i sommerhuset omkring nytår.

 –

Som det fremgår har det været et heftigt, men også meget engagerende år. Hele projektet omkring at få et nyt hus var godt for handletrangen og følelsen af, at også vi fortjener at leve godt. Jeg kan også mærke, at det nye hus har en god effekt på min hverdag. Det er simpelthen muligt for mig at være helt mig selv, når jeg er hjemme. Det var det ikke der hvor vi boede før, fordi vi boede så tæt på vores naboer.

Mine ønsker for det nye år går på konsolidering. Der er stadig en del projekter vi gerne vil gennemføre med det nye hus, men det skal også handle om at komme helt på plads og få hverdagen til at køre endnu mere effektivt, så vi ikke bruger for mange mentale ressourcer på banaliteter. På jobsiden håber jeg også på konsolidering for vores begges vedkommende. Man kan ikke blive ved med at arbejde i en form for undtagelsestilstand.

2015 bliver også et år med mange runde fødselsdage. Både min mand og min veninde fylder 40, og der er også en 70 års fødselsdag i familien, så der bliver rigelig anledning til at socialisere. Mon ikke også vores Senseo kaffemaskine kommer frem i 2015, jeg har i hvert fald købt en frisk omgang kaffe-puder.

Hvis jeg skal kigge lidt udover min egen næsetip ser jeg frem til et valg i 2015 med fortvivlelse. Som det ser ud lige nu, er der stor tyngde på begge de yderste fløje af det politiske spektrum, og desværre ikke ret meget opbakning til midterpartierne. Det lyder lidt for spændende.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Kontor

I går pakkede jeg mit kontor ud. Især tingene i disse flyttekasser giver mig retrospektive tanker, for der er mange ting som har ligget i skivebordsskuffen siden jeg var barn. Jeg har altid godt kunnet lide ting der har at gøre med kontor.

Som barn brugte jeg mit skrivebord til at tegne og lege ved. Der er stadig minder fra den tid, fordi jeg stadig har tusser og farveblyanter liggende, og har en tendens til at gemme papir der kan bruges til at tegne på. Jeg fandt også småting fra barndommen som en glaskugle, en magnet og en lille blok med dyremotiver.

Da jeg begyndte i skole blev skrivebordet også det sted hvor jeg lavede lektier. Det synes så uendelig længe siden, når man sidder og skal beslutte hvor viskelæder, hullemaskine og lineal skal ligge i skufferne. Den slags redskaber bruger jeg ikke ret meget mere. Faktisk smed jeg mit lille runde penalhus ud i går.

Perioden med uddannelse har varet i temmelig mange år og dermed mange skrivebordspladser. Hele vejen fra grundskolen, hvor jeg brugte passer og vinkelmåler, over gymnasiet hvor jeg brugte den avancerede regnemaskine og milimeterpapir, til diverse handelsskoler, hvor jeg mest har skrevet opgaver på computer.

I 2004 afsluttede jeg endelig en videregående uddannelse, og jeg har ikke haft lyst til at studere mere derefter. Siden da har jeg mest brugt mit skrivebord, når jeg skal skrive et fødselsdagskort, sende et brev og/eller pakke en gave ind. Jeg bruger også kontoret til administration af hus og familie; lægge lidt budget og putte aftaler og andre vigtige papirer i mapper.

Ved denne flytning har jeg fået nyt skrivebord, og igår skulle jeg finde ud af hvad der skulle ligge hvor. I den forbindelse kom jeg igennem alle disse forskellige formål med at have et kontor. Jeg kunne ikke lade være med at lade passer, vinkelmåler, klipsemaskine og saks ligge samme sted som det næsten altid har gjort, selvom jeg ikke bruger dem mere. Men jeg fandt ud af, at jeg er træt af at rode dybt i skuffer efter frimærker og kurverter, nu hvor det er noget af det jeg bruger oftest. Så jeg valgte at lægge brev-ting der hvor de er nemmest at få fat på. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke har brug for ret mange af mine ringbind mere, så der blev plads til at gøre det nyindkøbte chatol-agtige skab til et center for gaveindpakning, hvor gavebånd, tape og saks er lige ved hånden når man åbner klappen, og ruller med gavepapir ligger lige nedenunder på en hylde. Herligt at lægge fortiden bag sig og kunne indrette sig præcis efter sine behov.

Lignende indlæg:

Sidste dage i Virum

Nu nærmer det sig for alvor. På søndag får vi nøglen til vores nye hus i Birkerød, og 5 dage derefter flytter vi. Når måneden er gået, har vi afleveret nøglerne til rækkehuset i Virum til de nye ejere og har ikke længere noget at gøre i Virum. Her i de sidste dage i Virum kan jeg ikke lade være med at gøre mig tanker om det vi forlader.

På grund af den korte overlapningsperiode mellem de 2 boliger, har vi i længere tid forsøgt at forberede de ting vi kunne gøre på forhånd. Vi har derfor pakket så meget som muligt i god tid. Vi pakker et hjem ned i kasser, et hjem som Mads og jeg har opbygget sammen i løbet af de 9 år vi har boet her. Det var vores første fælles hjem, og jeg genoplever alle de ideer, tanker og drømme som vi havde i starten og som siden er opstået.

For eksempel drivhus-drømmen, hvor vi dels byggede selve drivhuset, og dels engageret drømte om, snakkede om og planlagde alle de grøntsager vi skulle dyrke. Jeg tænker tilbage på alle de varianter af chili vi har haft, og drømmene om et drivhus der bugner af tomater, som aldrig helt blev som vi håbede. I skabene i huset finder jeg mange, mange chilifrø vi har lagt til tørre, og også blomsterfrø som jeg aldrig fik prøvet. Drivhuset kan vi ikke tage med, og det er helt vemodigt at rydde op derude og komme i tanke om al den begejstring vi har lagt i projektet. Siden vi fik hund har vi droslet meget ned på ambitionerne i drivhuset pga. tidsmangel, så jeg tror ikke vi skal have drivhus lige med det samme det nye sted. Men vi gik meget op i det i en periode.

Det begynder også at blive sidste gang for mange af de ting vi gør. Der er ikke mange af de normale eftermiddagsture med Adina i Geels Skov tilbage mere. Som jeg dog traskede den skov tynd sidste vinter, hvor jeg var sygemeldt med stress. Det var en stor trøst og lindring.

Forleden pakkede vi havemøblerne i forhaven ned. Nu hvor varmt sommervejr banker på, bliver vi mindet om, at vi aldrig mere skal sidde og spise aftensmad der på skyggesiden af huset på varme sommerdage.

Vores faste fredagsritual, hvor vi tager til Holte og køber ind til en uges forbrug, gør vi for sidste gang på fredag. En helt almindelig hverdagsting, men noget som vi begge glæder os til hver uge, fordi det markerer weekenden og vi derfor altid er i godt humør. Vi regner med at gøre noget tilsvarende i Birkerød. Men det vil blive sidste gang at vi kommer hjem her til Virum.

Vi vasker de sidste maskiner tøj i vaskekælderen og hænger det til tørre for sidste gang i den lille have, som lige nu dufter af sommer og sitrer af fugleliv.

Alt dette har Mads og jeg opbygget sammen. Systemer, rutiner, indretning og rammer om en hverdag, som vi gerne selv ville have det. Jeg føler en vis stolthed over at have været med til at skabe en veldreven husholdning, og tænker over hvordan vi mon kommer vi til at gøre i det nye hus. Noget bliver nok nøjagtig det samme, andet bliver anderledes. Nogle af tingene bliver lettere og mere bekvemme. Men vi har ikke sat et billede på det endnu, det er ikke sket endnu – de eksisterer de ikke endnu, de nye rammer om vores hverdag.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2013

Så blev det nytår, og det er tid til at gøre året op her på bloggen. 2013 blev et år præget af stress, eftertanke og personlig udvikling for mig.

Stress

Jeg forlod 2012 som sygemeldt med stress, og startede 2013 med at vende tilbage til jobbet, kun for at konstatere at jeg slet ikke var klar til at arbejde endnu. Efter i 3 uger at have forsøgt at vende tilbage til jobbet med en 5-ugers optrapningsplan, måtte jeg tilbage til sofaen og tage ansvar for min egen situation. Hverken lægens, psykologens eller arbejdsgiverens anvisninger passede til min situation, og jeg var nødt til at skære igennem og sige til dem hvordan jeg oplevede det.

Jeg endte med at være deltidssygemeldt helt frem til juli. Måske jeg kunne have haft et kortere sygdomsforløb, hvis jeg havde kunnet sige fra med det samme, men det kunne jeg ikke i den situation – det var både en del af den person jeg var før, og en del af selve det at være stresset.

Der er ingen tvivl om at det er absolut uønsket at være sygemeldt, det tror jeg også at jeg kunne aflæse på min lønseddel efter den årlige lønregulering. Men jeg endte faktisk med at få det bedre til sidst, og jeg har lært en masse af det. Jeg tror jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og så har jeg lidt uventet oplevet en opbakning, som har knyttet mig tættere til mange af mine kolleger.

Man tror godt man kan, men det kan man måske ikke alligevel; slappe af. Jeg har lært at slappe af – mentalt og fysisk. Det var faktisk min kommune, der hjalp mig med det ved at tilbyde mig et forløb på Skodsborg Spa. Det lange forløb med deltidssygemelding gav mig flere timer hjemme, hvilket satte mit liv i perspektiv. For en stund var der andet end arbejde i hverdagen. Jeg var ikke i stand til at gøre meget andet end at gå tur med hunden, men bare det at befinde sig hjemme gjorde mig godt.

Undervejs har jeg arbejdet med mig selv. Jeg er blevet bedre til at være i nu’et. Jeg tænker ikke så langt frem og på mulige fremtidige konsekvenser. Det er sket flere gange, at jeg at kommet afsted uden mobiltelefon eller på tur med hunden uden hundeposer – og det gik alligevel. Jeg har en bedre fornemmelse af mine egne behov og er lidt mere ligeglad med hvad andre synes. Nu kan jeg f.x. have gæster til middag uden at blive stresset. Og jeg siger nej tak til arrangementer, som jeg vurderer vil være for belastende for mit hoved.

Diæt

Stressforløbet betød at jeg måtte være åben overfor nye måder at leve på, så jeg kunne få en hverdag hvor der er plads til at hvile og lade op. 5:2-diæten blev et vigtigt led. 2 dage om ugen spiser jeg kun frokost, hvilket giver mig 2 hverdags-aftener, hvor jeg kun skal slappe af og hygge mig.

Det viste sig hurtigt at jeg også tabte mig af denne diæt, og i skrivende stund vejer jeg mindre end jeg har gjort i 10 år. En absolut dejlig og velkommen bivirkning.

Oplevelser

2013 bød heldigvis også på en række udadvendte oplevelser. Jeg havde en pragtfuld fødselsdag i november, hvor min mand, veninde og jeg havde en stor smagsmæssig oplevelse på en dim sum-restaurant. Det var også en dejlig tur til Herning, hvor vi både fik en stor koncertoplevelse og noget hyggelig shopping ud af turen. Året sluttede af med at holde juleaften for mine forældre i mit eget hjem for første gang nogen sinde. Det blev også en dejlig aften, hvor jeg efter i mange år at have samlet på juletræs-lysholdere og tallerkener med julemotiv kunne servere en julemiddag for mine nære – helt efter mit eget hoved.

Triste begivenheder

Jeg er nu 42 år, og i min alder er man ved at have overstået bryllupperne og barnedåbene. I denne alder er det mere skilsmisser det handler om. Dem har der dog heldigvis ikke været så mange af indtil nu. Til gengæld har der været nogle endnu mere sørgelige begivenheder i det forgangne år; en del dødsfald blandt jævnaldrende i den udvidede bekendtskabskreds. Selvmord, kræft og akut sygdom har huseret og bragt sorg blandt mine venner og bekendte. Jeg bliver chokeret hver gang, og det er som om jeg ikke rigtig kan forstå eller tro på at det kan ske. Det giver også stof til eftertanke. Den sidste uskyld fra ungdommen er ved at ryge, og jeg må acceptere at døden også er en del af livet, og det er ikke kun gamle mennesker der dør. Det er det ultimative bevis på at livet også er urimeligt og totalt uretfærdigt.

Nyt hus

Jeg kan ikke sige om det har baggrund i mit sygdomsforløb eller de mange dødsfald. Men Mads og jeg er nået til et punkt, hvor vi ønsker at handle i stedet for bare at leve med noget der er knap så optimalt. Vi har besluttet os for at prøve at finde et lidt større hus. Hvis andre kan, så kan vi vel også? Og man skal også huske at leve mens man gør det. Lige inden jul skrev vi formidlingsaftale med Danbolig, og i næste uge kommer vores hus til salg på nettet. Det er en spændende tanke at gå igennem jul og nytår og ikke vide hvor vi bor til næste jul.

Alt i alt blev 2013 et barsk men lærerigt år. Selvom det har været hårdt, har det også givet nyt håb, ny energi og optimisme. Det kommer også til at blive en hård tid i det nye år med at have hus til salg og efterfølgende (forhåbentlig) at skulle finde et nyt hjem til min familie. Det er jo en af de ting der stresser mennesker allermest at skulle flytte. Men jeg føler mig langt bedre rustet til disse udfordringer end før. Så 2014 kan bare komme an!

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg fik stress

I afslutningen af mit sygdomsforløb er det tid til at gøre status over, hvorfor jeg blev ramt af stress denne gang. Det har nemlig slet ikke været som første gang i 2006, hvor jeg helt klart havde en reaktion på en konkret forandring på mit arbejde.

Lige da jeg blev syg var jeg meget forvirret over, hvorfor jeg havde fået det sådan. Jeg oplevede forløbet op til, som en række fysiske symptomer, men måtte så konstatere at hovedet heller ikke ville som jeg ville. Jeg synes ikke jeg havde haft specielt mere travlt på arbejde end ellers, og i det hele taget var der tilsyneladende ikke sket noget markant i tiden op til at jeg fik det dårligt.

Efter at have fået professionel hjælp har jeg nu fået stykket sammen, hvad der har været årsagen til at jeg blev syg. Det er ikke for at placere skyld eller pege fingre, at jeg ønsker at finde årsagen. Det er simpelthen for at prøve at finde ud af om der er noget jeg kan gøre anderledes i fremtiden, så jeg ikke bliver syg igen.

De symptomer jeg havde, pegede i retning af, at der var tale om ophobet, langvarig stress. Jeg har i længere tid levet på en måde, hvor min hjerne var mere eller mindre konstant påvirket af stresshormonet kortisol. Det har betydet, at den del af hjernen som hedder Hippocampus er skrumpet lidt – jeg har fået en midlertidig hjerneskade. Det har påvirket mine tankemønstre, hvor frygt og trusler har fået lov at dominere, og det har påvirket min hukommelse i negativ retning.

Jeg har jo aldrig været i tvivl om, at det har været stressende for mig i 4 år at arbejde i Dragør. Indlæg her på bloggen i årene 2007-2011 vidner om daglig frustration. Hverdagen var domineret af den meget lange og besværlige transport til og fra arbejde, og jeg har vitterlig følt at jeg skulle ruste mig til kamp hver dag. Udover at være krævende, har den lange transporttid efterladt for lidt tid til opladning af de mentale batterier.

Da jeg fandt mig et nyt job, hvor jeg kunne reducere transporttiden, troede jeg at nu blev alting godt. Jeg glædede mig over den meget enklere hverdag jeg fik, hvor jeg bare kunne hoppe på el-cyklen og cykle hele vejen til arbejde. Jeg åndede lettet op, og undervurderede nok den stressbelastning det er at starte i nyt job. Jeg så det som en investering i et nyt og bedre liv.

Inderst inde har jeg altid vidst, at det var det derhjemme, der gav mig indhold i tilværelsen og energi. Sådan har det faktisk altid været, også i de 10 år jeg boede alene. Da vi fik hund blev den følelse yderligere sat på spidsen. Med Adinas indtog fik vi en snert af den oplevelse, folk får når de får børn. Her blev et levende væsen bragt ind i vores hjem på vores initiativ, ude af stand til at tage vare på sig selv. Det var vores ansvar at sørge for fysisk og psykisk velbefindende, og den nye beboer er fuldstændig afhængig af at vi lever op til denne forpligtelse.

Det var en stor lykke at få hund, men det var også en stor mundfuld ansvar. Og da det lidt senere viste sig, at min nye arbejdsplads ikke var helt så fleksibel som jeg troede, blev presset større. Hjemme hos os har det hidtil været sådan, at jeg var den der lettest kunne blive hjemme og tage imod en håndværker eller på anden måde klare et privat behov der var nødt til at foregå i kontortid. At få hund øgede dette behov, dels fordi hunden selv kan blive syg, men også fordi man ikke kan lade en fremmed håndværker være alene i et hjem der bebos af 35 kg. vagthund.

Jeg kan se i dag, at det har været en loyalitetskonflikt for mig. Dels fordi jeg frygtede ikke at kunne tage vare på min elskede hund, og dels fordi jeg følte at jeg svigtede den aftale jeg har med min mand. I det hele taget blev de første 12 måneder efter jobskifte meget begivenhedsrige og fyldt med intense følelser, og når jeg ser tilbage er det faktisk ikke så mærkeligt at den mentale rygsæk er blevet fyldt til bristepunktet, især i betragtning af hvor fyldt den var forinden.

Alt dette resulterede altså i, at jeg i november måtte kapitulere og sygemelde mig med en lang række stress-symptomer:

Intellektuelle: koncentrationsbesvær, mangel på overblik, hukommelsesbesvær

Psykiske: irritation, vrede, dårligt humør, overbekymret, ulyst, følelse af udmattelse

Fysiske: hjertebanken, træthed, varme/feberfølelse, svimmel, mavesmerter, tør i munden, hyppige infektioner, ledsmerter

Adfærd: vrede, ubeslutsom, mistro, fysisk klodsethed, overbekymret, uengageret, træthed

Hvad der er sket er sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan godt tænke over, om jeg kan gøre noget i fremtiden, så den mentale rygsæk ikke bliver fyldt mere end hvad godt er. I mit næste blogindlæg vil jeg beskrive hvad jeg vil gøre fremover for at undgå stress.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2012

Igen er vi nået til et årsskifte, det 42. for mit vedkommende. Det er tradition her på bloggen at jeg gør året op, og det vil jeg også gøre i år selvom jeg har faktisk har opsummeret meget af det i et blogindlæg for kun 3 måneder siden.

De sidste 3 måneder har jeg ikke skrevet ret meget her på bloggen, og det skyldes at jeg er kommet ind i en lidt forvirret periode i mit liv. Det startede med nogle fysiske ting som svimmelhed, feberfornemmelse, hjertebanken og hyletone i hovedet. Jeg troede først det skyldtes skift af forebyggende medicin for den migræne, som jeg ellers har ret godt under kontrol. Så begyndte jeg at føle mig energiforladt og tungsindig, og da jeg begyndte at få problemer med koncentration, overblik og hukommelse på arbejde talte jeg med lægen, som mente at jeg havde stress.

Jeg blev sygemeldt og startede behandlingsforløb hos psykolog. Psykologen mente at jeg havde en reaktion på langvarig stress i form af en midlertidig hjerneskade, hvilket var årsagen til mine symptomer. Det at blive sygemeldt er et administrativt helvede, men efter 4 ugers sygemelding er jeg begyndt at have det bedre. De fysiske symptomer er stort set væk, og efter nytår begynder jeg på arbejde med en gradvis optrapning af arbejdstiden.

Det har ikke været en af den slags stressbelastninger, hvor man er helt nedbrudt, græder og ikke kan stå ud af sengen. Derfor kom det også bag på mig at få at vide at jeg havde stress. Jeg har prøvet det for 6 år siden pga. organisationsændringer på min daværende arbejdsplads, og dengang var det ret indlysende for mig hvorfor jeg blev syg. Det var det ikke helt denne gang. Nu hvor jeg er ved at få det bedre ser jeg sådan på det, at den mentale rygsæk simpelthen var fyldt op.

Som jeg beskriver i “Sikke et år” har der været nok at se til, og der er ingen tvivl om at nyt job og ny hund har været  store følelsesmæssige påvirkninger i mit liv. Selvom begge dele har været positive forandringer, har det været store forandringer. Langsomt har jobskiftet vist sig at være et større kulturchok end jeg i første omgang vurderede. Og det at få hund indebærer også en stor portion bekymring, pligtfølelse og angst for at der skal ske den elskede hund noget. De samme to ting har øget den loyalitetskonflikt, der altid vil være mellem arbejde og privatliv.

Overskriften for mit 2012 blev helt klart indfrielsen af drømmen om at få hund og den lykkelige historie om hvordan Mads og jeg blev Adinas nye familie. Det har præget hele året at Adina er kommet ind i vores liv. Vores hverdag er anderledes, vores prioriteringer er anderledes og vores følelsesliv er forandret.

Samtidig blev det en understregning af behovet for at have styr på sine prioriteringer. Det arbejder jeg, ligesom for et år siden, stadig med, og det har psykolog-behandlingen også givet mig et nyt perspektiv på. I disse krisetider er det nemt at komme til at fokusere på ting man er bange for og kun ville konsolidere og bevare – mentalt som materialistisk. Men for at leve livet må man også turde tænke på muligheder og de ting der gør éen glad. Det vil jeg prøve i 2013.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Sikke et år

Sommeren er forbi og en ny sæson starter. Man kan mærke på vejret at en ny årstid er på vej. For folk der går i skole starter et nyt år nu, og TV starter op med nye programmer og liveudsendelser. For mig var der også et stort skifte for ca. et år siden, og sikke et år det har været.

For et år siden havde jeg lige sagt op og var igang med at afvikle og afslutte opgaver hos min tidligere arbejdsgiver. Jeg glædede mig til en ny hverdag med mindre fokus på transporttid og mere fokus på familie. Og sådan blev det heldigvis. Idag sover jeg næsten 1 time længere om morgenen (går i seng samme tid som før) og spiser morgenmad sammen med min mand før jeg tager afsted. Jeg cykler til arbejde og tænker ikke så meget over det med at komme til og fra arbejde. Jeg har en bedre hverdag end før.

Nogenlunde på samme tid begyndte mine forældre at rykke teltpælene op. Det hus som de havde boet i i 30 år, og som havde været mit barndomshjem siden jeg var 10 år, blev sat til salg, og jagten på en ældrevenlig lejlighed gik ind. Huset blev solgt på et par måneder og mine forældre fik afklaring om deres fremtidige boligforhold inden jul. I foråret flyttede de, og jeg fik lov til at være med. Idag er de glade for skiftet. Jeg oplever at de har mere personligt overskud nu.

Imellemtiden nåede jeg at fylde 40, at se min bror for første gang i 2 år, blive kontaktet af Hendes Verden, få ny bil og at få besøg af rotter i kælderen.

Den største omvæltning kom dog med vores 3. familiemedlem Adina. Det har jeg skrevet meget om her på bloggen. Det er faktisk næsten det eneste jeg har skrevet om siden hun kom. Så jeg vil ikke skrive så meget om det nu. Jeg vil blot nævne, at det har været en stor og positiv forandring i vores liv. Vi trives med at være en hundefamilie, og jeg er blevet en tand lykkeligere af at have Adina i mit liv.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at tiden er gungret afsted og der er sket en hel masse. Det har mest været dejlige ting der er sket, men jeg føler mig alligevel lidt udmattet. Jeg tænker uvægerligt på, hvad mon det næste år vil bringe. Det er som om de store forandringer kommer i bølger, så mon ikke det næste år bliver roligt med knap så store udsving. Bare vi får en ny opvaskemaskine snart, så er jeg glad!

Lignende indlæg:

Betydningen af familie

Henover årene har jeg indset, at familie betyder meget for mig. Det har det nok gjort hele tiden, men det er først nu at jeg er helt bevidst om det.

Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg meget travlt med at blive selvstændig og klare mig selv. Jeg så mine forældre tit, men nogle gange var det noget jeg gjorde for deres skyld. Jeg havde en stor sult efter at skabe mine egne rammer, og synes ikke jeg havde så meget brug for mine forældre som tidligere.

Som helt ung tog jeg nok familien for givet. Det var et kæmpe chok, da jeg mistede min farmor og min mormor indenfor nogle få år. Jeg var 24 år da min sidste bedsteforælder døde, og dermed forsvandt det naturlige samlingspunkt for onkler, tanter, fætre og kusiner. Nogle år senere flyttede til min bror til USA. I starten tænkte jeg at han nok kom tilbage til Danmark efter nogle år, men det gjorde han ikke. Den familie, som jeg kunne dele hverdag og fest med, skrumpede betydeligt ind.

I dag har jeg min egen lille familie. Mads og jeg har boet sammen i 7 år og været gift i 4, og for nogle uger siden blev Adina det 3. medlem af vores familie. Jeg elsker at tænke på os som en familie. Det var en stor glæde for mig at få navneskilt med fælles efternavn da vi blev gift. Da vi for et år siden fik postkasse ved vejen, nød jeg at bestille vores efternavn i folieskrift og montere det på postkassen, synligt for alle der kommer forbi. Og det kom på Facebook, den dag vi fik papirer på at vi er de officielle ejere af Adina. Alt sammen symboler på at vi hører sammen. Vel i virkeligheden et udslag af det samme som gjorde sig gældende da jeg var helt ung og flyttede hjemmefra: redebyggeri og trang til at være en stærk enhed.

Efterhånden som jeg er blevet mere etableret, er jeg begyndt at føle mig mere knyttet til mine forældre. Vi har oftere kontakt og er mere involveret i hinandens liv end i min single-tid. Mine forældre er blevet ældre mennesker og lidt mere skrøbelige. De kan godt bruge en hjælpende hånd af og til, og jeg nyder at kunne gøre noget for dem.

Denne uge er en helt almindelig arbejdsuge for mig, men ikke for resten af min familie. Min mand har ferie og går hjemme og hygger sig sammen med vores hund. Mine forældre fik nøglerne til deres nye lejlighed i søndags og er i fuld gang med at koordinere håndværkere og planlægge flytning. Da jeg skulle på arbejde i morges kunne jeg mærke, at jeg har mere lyst til at blive på sofaen derhjemme end at gå på arbejde. Jeg ville også hellere kunne være med i alt det praktiske hos mine forældre. Men fra på fredag kan jeg være med – der har jeg også ferie. Vi har lagt vores ferie, så jeg kan være med til både at pakke og rydde mine forældres hus og til selve flytningen.

Jeg er nok nået dertil, at familien inderst inde er vigtigere og mere interessant for mig end at gå på arbejde. At have et arbejde er for os, som ikke har glæden af arv eller lotto-gevinst, en økonomisk nødvendighed, og jeg nyder da også når jeg føler mine intellektuelle evner er til nytte for løsning af en opgave. Men efter 20 år på arbejdsmarkedet er jeg ikke længere så ambitiøs, og i takt med at arbejdsmarkedet er blevet et mere kynisk sted at være, er min lyst til at leve andre dele af livet steget. Jeg har brug for tryghed, loyalitet, mennesker man kan stole på. Og det får jeg i familiens skød.

Lignende indlæg: