Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

• Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
• Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
• I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
• Jeg har fået 2 nye katte-venner.
• Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
• Jeg har været på Langeland.
• Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
• Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
• Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
• Jeg gik over til smartphone.
• Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.

Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011′s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Tæt på en Airbus

Da jeg havde været i firmaet trekvart år, skiftede firmaet navn og alle flyene skulle males om. Ledelsen besluttede at fejre det ved at lave en familiedag, hvor medarbejdernes familier helt ekstraordinært blev inviteret ind i hangaren for at se et af de nymalede fly. Det var skægt at kunne invitere sin flyglade husbond en tur ind i fragtrummet på et charterfly samt en tur ud at sidde i cockpit. I dagens anledning havde man også bedt lufthavnens brandvæsen stille op med lidt af deres udstyr, så der stod nogle af de store brandbiler på forpladsen foran hangaren – også til stor glæde for min elskede. Hangaren kunne også rumme en pølsevogn og forskellige forlystelser til børn. Det var en festlig dag fyldt med solskin og godt humør, og samme dag kom vores 4. niece til verden.

Kontroltårnet

En af mine kolleger på kontoret har kontakter i kontroltårnet i Københavns Lufthavn, så han fik organiseret at nogen af os kunne komme over og se hvordan tingene foregik der. Det var spændende at tage elevatoren op til 12. sal og komme op og se den fantastiske udsigt helt til Helsingør mod nord og Stevns mod syd. Det var lige midt i askeskyen i 2010, så der var ikke så travlt for personalet, men så havde de til gengæld ekstra god tid til at fortælle om deres daglige arbejde. Jeg fik bekræftet, at det er branche-jargon at omtale en flyvemaskine som en ‘flyver’.

Simuleret flystyrt

På lufthavnens område ligger også faciliteter til undervisning af crew. Det er en stor hal med forskellige simulatorer, hvor man kan øve forskellige situationer i et fly. I forbindelse med et afdelingsarrangment fik IT-afdelingen lov til at komme op i en af maskinerne og prøve hvordan det er, når der er urolige passagerer og røg i kabinen. Til sidst evakuerede vi ved at hoppe ud på oppustelige rutchebaner. En rigtig interessant oplevelse.

Besøg på slagteri

I en helt anden boldgade var besøget på Danish Crown i Horsens. En erfagruppe for et af de IT-systemer vi bruger, holdt møde hos et af medlemmerne. Det var tilfældigvis det store svineslagteri Danish Crown har i Horsens, som er bygget til at have mange besøg. Måske kunne jeg have fået denne oplevelse uden at arbejde i et flyselskab, men det var i hvert fald en utrolig spændende oplevelse.

En tur i cockpit

Som ansat i et flyselskab der flyver charterrejser, har jeg naturligvis været en tur til de varme lande nogle gange mens jeg har været ansat. Det har været skønt at lære Gran Canaria (2 besøg) og Mallorca (3 besøg) at kende, jeg er blevet meget facineret af den spanske kultur. Man præsenterer sig altid for crew når man går ombord på et fly, så crew ved at der er kolleger med, og på den sidste tur for et års tid siden blev vi inviteret ud og besøg cockpittet. Det var rigtig skægt at få lov at se et cockpit sådan rigtigt i brug.

Færdsel på lufthavnens område

Jeg har flere gange kørt rundt på lufthavnens område. Det har mest været i forbindelse med at en kollega har givet mig et lift til stationen, hvor de så har valgt at køre på ‘airside’ i stedet for ude på Kystvejen. Første gang er det meget grænseoverskridende at være på dette område, man normalt ikke har adgang til. Siden er det blevet sådan at jeg skal have en særlig tilladelse for at måtte cykle fra porten og hen til cykelskuret ved min arbejdsplads, og i den forbindelse har jeg været på et 3 timers kursus i at færdes på lufthavnens lukkede områder. Så nu ved jeg også lidt om hvad der skal til for at blive suget ind i en flymotor og hvad de forskellige hvide, gule og røde striber betyder.

Alt i alt har jeg fået en masse anderledes oplevelser. Også bare i det daglige, hvor jeg ofte har gået igennem hangaren når der var fly til reparation, og dukket mig når jeg gik under maven på flyet, selvom jeg godt ved at jeg lige akkurat kan stå inde under. Det er også sjovt når Catering-afdelingen kommer forbi med næste sæsons desserter og giver smagsprøver. Der er en særlig stemning når Lufthansas nyeste Airbus 380 (verdens største passagerfly) eller den amerikanske præsidents fly kommer forbi, og medarbejderne spejder ud af vinduerne eller stiller sig på taget for at få det hele med.

Rejsebranchen er en glad branche befolket af uhøjtidelige mennesker, der har let til smil. Det er helt legalt at snakke om ferie og rejser i arbejdstiden, for det er jo det som forretningen drejer sig om. Nu skifter jeg så over til en lidt mindre farverig branche, nemlig et pensionsselskab. Jeg har arbejdet i branchen før, og jeg ved at det bestemt ikke forhindrer medarbejderne i at holde nogle gevaldige fester og hygge sig sammen. Jeg kommer nok ikke til at sætte mig i cockpittet på et fly i forbindelse med min nye stilling. Til gengæld kommer jeg til at have fri hele Juleaftensdag.

I 2001 arbejdede jeg i Mærsk Datas Global Helpdesk. Det var en døgnåben helpdesk, og jeg arbejdede i skiftehold. Den uge havde jeg nattevagt, så jeg lå og sov med mørklægningsgardin trukket for og telefonen slukket om eftermiddagen 11. september. Jeg vågnede ved at det bankede og ringede på døren til min lejlighed i Holte. Det var min ven Aksel, som boede lige rundt om hjørnet. Det var en brat opvågnen, og da han ydermere fortalte at der var sket noget voldsomt i USA måtte jeg klare mig fra dyb søvn til verdenskatastrofe på ret kort tid. Det var en meget mærkelig oplevelse.

Vi tændte for fjernsynet og Aksel prøvede at fortælle hvad han vidste. Jeg forstod ikke helt alvoren. På det tidspunkt handlede det mest om Twin Towers og om at der kunne være op til 10.000 mennesker i de bygninger. Mens vi snakkede så vi det ene tårn styrte i grus. Det var fuldstændig surrealistisk.

Ligesom idag boede min bror i USA, dengang boede han i New York. Alle telefonlinjer brød jo sammen, så mine forældre og jeg kunne ikke i første omgang få fat på ham for at sikre os at han var OK. Hvad vi ikke vidste var, at han slet ikke var i New York men i Texas på en forretningsrejse. På en måde var det nok meget godt at vi ikke vidste, at han skulle ud og flyve indenrigs i USA den dag. Men det kom han så heller ikke, da alle fly blev grounded i flere dage. Min bror var så snarrådig at skaffe sig et hotelværelse med internet i Houston, og vi fik relativt hurtigt kontakt med ham via Messenger. Pyha. Hvor var man dog glad for den teknologi, når nu telefonerne ikke kunne bruges.

Om aftenen skulle jeg afsted på endnu en aftenvagt, og stemningen var tung inde på Galle og Jessens gamle sukkerloft ved Vibenshus. Jeg husker tydeligt hvordan den ellers altid joke’nde engelske kollega var helt tavs og alvorlig. I løbet af natten var der en periode med ro på telefonerne, så jeg forsøgte at få telefonisk kontakt med min bror og det lykkedes. Det var godt lige at snakke med ham, og jeg tror også at det var meget rart for ham at snakke med nogen om hvad der skete derovre. På det tidspunkt havde han ikke boet i USA så længe.

Dagene efter gik det mere og mere op for os hvad der var sket, og min bror endte med at leje en bil og køre hele vejen hjem fra Texas til Long Island. Det tog et par dage. Det har nok været meget terapeutisk i forhold til at begribe hvad der var sket.

4 uger senere rejste min veninde og jeg over til min bror – en rejse som vi havde planlagt længe inden. Vi overvejede ikke at aflyse turen, da vi vurderede at det  nok aldrig ville blive så sikkert som lige nu. Det var et meget stille New York vi besøgte. På hvert gadehjørne stod der soldater og politi, og byen var selvfølgelig meget præget af begivenheden. Min veninde og jeg snakker stadig om hvordan vi en aften i min brors kælderlejlighed så på CNN: ‘Amerika Strikes Back’ om Bush’s invasion af Afganistan. Min kommentar var, at vores rejseforsikring også dækkede evakuering – vi vidste ikke om det ville betyde noget for trusselbilledet i USA. Heldigvis skete der ikke noget, der kom bare endnu flere soldater på Penn Station.

Nu er det 10 år siden. Min bror er flyttet til Californien, jeg er flyttet til Virum og Aksel bor ikke lige rundt om hjørnet mere. Faktisk har jeg ikke ret meget kontakt med nogen af dem længere. Jeg ser tilbage på dagen sammen med min mand, som jeg ikke kendte dengang. Vi deler ikke oplevelsen af 9-11. Verden ændrer sig, livet går videre. Jeg er ikke en der går særlig meget op i fortiden, og mange minder viskes ud for mig med tiden. Men oplevelser som denne hænger fast.

• Febrilsk at zappe rundt blandt tekst-tv, websider, P4 og SMS’er for at have styr på driftsstatus for regionaltog, s-tog, metro og busser
• Koldstart på el-cykel præcis kl. 6:20 hver morgen for at transportkabalen går op
• At måtte nøjes med 6 timers søvn, bare fordi man kom til at sidde og snakke til kl. 23
• Bevare høflig facade overfor turister, der forsinker myldretidstrafikken ved at blokere metrodørene med deres kufferter
• Huske at købe klippekort
• Kuldegysninger når jeg er nødt til at gå under maven på en flyvemaskine for at komme i kantinen
• Sorte oliemærker på bukserne, fordi el-cyklen skal vristes ud af overfyldt cykelskur på stationen
• At sende onde øjne til folk som snakker i stillekupéen
• At få ransaget min cykel og rygsæk når jeg skal igennem porten til arbejde
• At være nødt til at tage 3-timers kursus for at få lov til at cykle fra porten hen til cykelskuret på arbejde
• En tung og tyk pung, fordi det kræver en beholdning af mønter at købe mad i kantinen

Samtidig siger jeg også farvel til søde kolleger, et sjovt forretningsområde og billige personalerejser. Og min mands store misundelse over at jeg kan komme tæt på flyvemaskiner. Men man kan jo ikke få det hele. Og mon ikke også der er søde mennesker det nye sted?

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Det var et sjovt år i COWIconsult. Jeg blev boende hjemme, så selvom jeg kun tjente 10.300 kr. om måneden før skat, havde jeg gode muligheder for at spare penge op OG at have rimeligt med penge til mig selv. Jeg svingede godt med ingeniørerne og befandt mig godt i virksomheden. Det var planen at jeg skulle starte på universitetet efter sabbatåret, så jeg tog matematik på højt niveau om aftenen. Og så mødte jeg min første rigtige kæreste.

Da sabbatåret var gået, startede jeg på Københavns Universitet på statistik-studiet. Jeg havde vist fået storhedsvanvid af nogle gode eksamensresultater i gymnasiet og på HH, og troede jeg kunne klare hele verden – også et af de sværeste studier. Måske skulle jeg have lyttet, da min matematiklærer i gymnasiet sagde at hun synes statistik var rigtig svært, men jeg synes jeg havde noget at byde på i formidling af talmateriale.

Det tog mig nogle få måneder at indse, at jeg var kommet et helt forkert sted hen. I november samme år var jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har ikke forladt det siden. Siden er det gået slag i slag; kontorelev, assistent, overassistent, kontorfuldmægtig, IT-supporter, IT-konsulent, IT-specialist og nu QA-konsulent. Undervejs har jeg taget 2 uddannelser og et utal af kurser, certificeringer og enkeltfag.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg har oplevet udviklingen i mit arbejdsliv de sidste 2 årtier, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil blot konstatere at jeg nu er midtvejs i mit arbejdsliv. Hvad har jeg fået ud af at være på arbejdsmarkedet siden jeg var 19? Jeg har etableret mig tidligt. Jeg fik den lejlighed og selvstændighed jeg havde drømt om relativt tidligt. Jeg har sparet op til pension i 15 år og jeg har lært at begå mig på arbejdsmarkedet.

Til gengæld fik jeg ikke den lange uddannelse som mine ungdomsuddannelser også forberedte mig til. Jeg har især i starten af min karriere af og til følt, at jeg måske kunne have fået mere anerkendelse hvis jeg havde taget en kandidatgrad. Jeg husker tydeligt hvordan en forsker kommenterede en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse på vores fælles arbejdsplads med ordene “Der er jo den faglige tilfredsstillelse blandt akademikerne” – som om vi som havde andre uddannelser ikke havde en faglighed. Men jeg er ikke ked af at måtte undvære. Især efter jeg skiftede karriere til IT-verdenen har min korte videregående uddannelse kombineret med min begavelse og personlige egenskaber været rigeligt til at løse mine opgaver.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til kan blive lidt træt af arbejdslivet og ønske mig hen til en situation, hvor jeg ikke var nødt til at bruge så stor en del af mit liv på at arbejde. Men al sandsynlighed peger på, at jeg kommer til at befinde mig på arbejdsmarkedet de næste 20 år, og så er det jo spændende hvor det fører mig hen. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke skal lave det jeg laver idag de næsten 20 år. Jeg vil blive ved med at være opmærksom på hvad der stimulerer mig og gør mig glad. Og med den realitet i mente, at den eneste konstant på arbejdsmarkedet er forandring, er det umuligt at forudse hvordan mit arbejdsliv vil udvikle sig fremover.

Men nu er jeg i hvert fald halvvejs mod pensionen.

Flot ser det ud, men jeg er ikke sikker på hvor meget det fortæller om mit 2010 på bloggen. Der er lidt for mange generelle ord, selvom jeg har bedt systemet om at sortere de mest almindelige ord fra. Jeg ved egentlig godt at jeg bruger ordet ‘så’ temmelig meget, og prøver også at skære ned på det, men her er det meget tydeligt at det stadig fylder meget.

Krise og utryghed

Jeg sluttede sidste år af med lidt dystre tanker om krise og arbejdsløshed, fordi Mads havde fået varsel om fyringer på sit arbejde. Denne bekymring slap vi heldigvis af kort inde i det nye år, da Mads fandt et nyt arbejde. Truslen var dog reel; fyringsrunden er blevet gennemført i slutningen af året, og når vi hører hvem som er blevet fyret, så lyder det som om Mads også kunne have været blandt de fyrede.

På mit eget arbejde har der også været krise, idét askeskyen i april måned gjorde at vi ikke kunne gøre vores arbejde i mange dage. Jeg var på et tidspunkt alvorligt bekymret for mit job, men koncernen offentliggjorde endnu et milliard-overskud ved regnskabsårets afslutning i efteråret, så helt galt gik det ikke.

Nye oplevelser

Året 2010 har for mit vedkommende stået i oplevelsernes tegn. Jeg har i år gjort en ekstra indsats for at komme ud og se og opleve noget – og gerne noget nyt. Jeg er blevet storkunde hos FOF og har været til foredrag om Blekingegadebanden, Brdr. Price og særligt sensitive mennesker. Det er også blevet til et par kurser i mindfulness, hvor jeg bla. har lært lidt om at meditere. Jeg har også været på Arken, set Skt. Hans-bål på Marienborg og til cykelløb i nærområdet, og i november gik jeg med til mit første blogtræf og mødte en masse nye mennesker.

Rejser

Der blev derimod ikke er så mange rejser at rapportere fra i år. I starten af året havde vi planer om at tage til Tromsø med min veninde, men det blev i første omgang udskudt pga fyringstruslen på Mads’ arbejde. Efter den utrolig lange vinter havde vi pludselig ikke så meget lyst til at tage en tur nord for polarcirklen, og vi besluttede i stedet at tage en uge til Mallorca. Vi havde en fantastisk tur i september, hvor vi bare nød solen og vandet – jeg tør godt sige at batterierne virkelig blev ladet op igen for os alle 3.

Sommerhus

En væsentlig grund til at vi ikke har rejst så meget i år, er selvfølgelig at vi har anskaffet os vores sommerhus. En del af de penge, vi ellers ville bruge på at rejse, skal nu gå til driften af dette lille hus. Det føles nu ikke så hårdt rent økonomisk at have sommerhuset – vi føler faktisk ikke at vi har mærkbart færre penge i hverdagen.

Til gengæld er glæden ved at have sommerhuset kæmpe stor! I 2010 har vi holdt både vinterferie, sommerferie og adskillige weekender i sommerhuset, og vi elsker det hver gang vi åbner døren og træder ind i stuen deroppe. I juni holdt vi en yderst vellykket familiefrokost med mine forældre, min morbror og hans kone. Alt var bare perfekt og vejret var super skønt, så vi havde en rigtig dejlig dag. Senere på året har vi også fejret min mors fødselsdag deroppe.

Det har dog ikke kun været fest; der bliver også ordnet nogle pligter deroppe. Huset og især haven var jo meget misligholdt da vi overtog det, og der har også i 2010 været en del ting som skulle ordnes. I foråret begyndte ukrudtet igen at spire, og vi indså at trods en masse timers arbejde med ukrudtsbekæmpelse måtte vi ned under fliserne på terrassen for at komme det helt til livs. Vi tog simpelthen alle fliserne op, fjernede rodnet, lagde ukrudtsdug og lagde alle fliserne igen – et kæmpe arbejde! Ved samme lejlighed lagde Mads en helt ny trappe fra terrassen ned i haven. I september malede vi huset og garagen med hjælp fra mine forældre. Nu står huset da også i en relativt god stand med kun få udestående reparationsarbejder tilbage.

Det nye år

Alt i alt har det været et dejligt år med en masse dejlige oplevelser. Jeg har forsøgt at tænke nyt og prøve at komme lidt ud af  mine sædvanlige cirkler ved at opsøge nye fora og nye oplevelser. Og jeg har dyrket mine nære relationer ved at have oplevelser sammen med mine yndlingsmennesker. Hvad det nye år byder på aner jeg ikke, men jeg går det i møde med optimisme og gå-på-mod.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Da jeg skulle vælge retning i gymnasiet, diskuterede jeg det med mine forældre. Jeg havde valget mellem sproglig og matematisk linje. Min mor er sproglig student og sygeplejerske, ikke særlig interesseret i matematik. Min far er matematisk student og har arbejdet med tal hele sit arbejdsliv, men har også en stor sproglig begavelse. Jeg kan huske at mine forældre hver især argumenterede for, at jeg skulle vælge den retning de selv havde valgt. Ikke at de pressede mig, men de følte hver især, at jeg ville kunne klare mig godt i den retning de pegede på.

Firsernes store ungdomsarbejdsløshed påvirkede beslutningen meget. Som jeg husker det, var muligheden for at få job en vigtig parameter når man snakkede om valg af uddannelse. Min far vandt, og jeg startede på matematisk linje, samfundsfaglig gren på Virum Gymnasium i sommeren 1987.

Det gik også godt for mig i gymnasiet. Jeg blev matematisk student med gode karakterer, min højeste karakter var dog i engelsk. Siden tog jeg endnu en tal-orienteret uddannelse; Højere Handelseksamen, og mens jeg tog et sabbatår og arbejdede som piccoline i COWIconsult, tog jeg mere matematik om aftenen og troede jeg skulle læse statistik på universitetet.

Sådan blev det dog ikke. Jeg tog en kontoruddannelse; en læretid på 2 år, hvoraf det ene år foregik på regnskabsgangen. Jeg fik job som sekretær, hvor jeg også brugte mine sproglige evner, men efter et par år blev jeg træt af at mange af opgaverne var mine, alene fordi jeg skulle aflaste nogen højere betalte specialister, og ikke fordi jeg havde en faglig kompetence selv. En ven fik en trainee-stilling i IT-verdenen, og det gik op for mig, at det var den vej jeg ville gå.

IT hører jo til i den naturvidenskabelige verden, det er meget logisk og matematisk. Undervejs i mine hidtil 12 år i branchen har jeg dog arbejdet mig hen til noget mere sprogligt. Sproget har været en nødvendig og vigtig følgesvend hele vejen, om det så handlede om en support-situation over telefonen eller at beskrive en fejl fundet ved test af software. Langsomt er det gået op for mig, at jeg rigtig godt kan lide selve det at skrive og formidle. Jeg skrev speciale i formidling på min IT-uddannelse, og idag arbejder jeg med mange forskellige opgaver, hvor jeg beskriver og formidler IT. Og jeg får endda af og til ros for det jeg laver.

Også i privatlivet skriver jeg mere end jeg regner. Mit bloggeri udspringer meget af en stor lyst til at skrive. Jeg overlader gerne hovedregningen til min mand – og jeg gider simpelthen ikke lave en sudoku. På en måde føler jeg, at jeg er konverteret fra matematisk til sproglig. I virkeligheden har interessen nok ligget der hele tiden, men været undertrykt af, at det matematiske var mere fornuftigt at koncentrere sig om.