Ups, jeg havde nær glemt at bloggen har 2 års fødselsdag i denne måned.

Der er sket lidt – men ikke så meget – siden jeg gjorde status for et år siden. Besøgsstatistikken indikerer at der er lidt flere faste læsere, dvs. besøgende som ikke kommer ind via Google-søgninger. Jeg er også begyndt at få en del flere kommentarer end jeg fik i starten. Jeg har tilmeldt mig chart.dk, hvor jeg kan se at jeg normalt ligger omkring nr. 100 på hitlisten.

Ind imellem er der pludselig mange læsere. Omkring nytår var der på Ekstra Bladet en afstemning om årets side 9-pige, som ved et skørt tilfælde har givet bloggen utrolig mange besøg via Google-søgninger. Man kan også tydeligt se hvornår de israelske oliemaleri-sælgere er aktive, og her i foråret er det tydeligt at årstiden giver anledning til flere søgninger på el-cykler og chili-dyrkning.

Jeg er også kommet på Twitter i årets løb. Jeg bruger det som micro-blogging og skriver her små hverdags-opdateringer som der ikke er så meget ‘kød på’. Derudover bruger jeg det også til markedføring af bloggen: når jeg publicerer et nyt blogindlæg laves der automatisk en Twitter-update, og så har forbundet Twitter til Facebook så min Twitter-update bliver til min Facebook-status. På den måde får alle mine Twitter-followers og næsten alle mine Facebook-venner besked når der er et nyt blogindlæg. Jeg kan se at jeg får flere og flere besøgende på bloggen via Twitter, det er tydeligvis en social tjeneste i vækst.

Alt i alt er det lidt af et markedsførings-ræs jeg har gang i. Altsammen bare fordi jeg gerne vil have at nogen læser det jeg skriver. Det er noget som bider sig selv i halen – hvis man vænner sine læsere til at de får besked i f.eks. Facebook når der er nyt, så går de ikke af sig selv ind på bloggen, selvom de jo bare kunne abonnere på RSS-feed i deres browser.

Men i bund og grund vil jeg bare gerne fortælle lidt om mig selv, jf. den fornyligt opdaterede formålsparagraf. Jeg nyder mere og mere at skrive, og det er i sig selv tilfredsstillende. Jeg vil selvfølgelig ikke stoppe det ned i halsen på nogen. Jeg bruger de markedsføringskanaler hvor jeg føler at interesserede kunne være, men afholder mig fra at trænge mig på med ’se-mig’-kommentarer på andres blogs o.l.

Tags : Blog, Tilbageblik

Idag er det 75 år siden at Elvis Presley blev født. Han døde som 42-årig i 1977, så tanken om at hvis han ikke var død dengang så ville han være 75 år idag er lidt søgt – jeg er ikke sikker på at han var blevet så gammel, selvom han var styret udenom det overforbrug af medicin og hvad det nu ellers var der slog ham ihjel dengang. Hans mor døde iøvrigt også da hun var nogen-og-fyrre, så generne var måske heller ikke i form til et langt liv.

Ikke desto mindre er Elvis i den grad værd at mindes – for ikke at sige nyde. Hans musik holder efter min mening 100% idag. Hør bare dette nummer, som Ole Jacobsen var så venlig at spille som et af de første numre i morgenradioen på P4 kl 6:18 – hørte det på vej ud ad døren og har haft det i hovedet hele formiddagen.

Tags : Begejstring, Tilbageblik

Så er året 2009 ved at være slut, og det er tid til at gøre status.

Rejser

Årets første begivenhed var vores tur til Gran Canaria. Vi har før været dernede og synes vældig godt om øen. Denne gang havde vi så booket os ind på Sunprime, som er et hotel indrettet på at der kun er voksne gæster. Det var en skøn tur, og dejligt at komme 14 dage væk fra den danske vinter og ned og få lidt sol.

Og sørme om ikke jeg tog endnu en chartertur senere på året. Da min mand tog på sin sædvanlige tur til Harzens bjerge i Kr. Himmelfarts-ferien, tog jeg med min veninde til Palma de Mallorca. En uge på luksus-hotel med super godt vejr og mange oplevelser – det var bare skønt!

Indretning

På hjemmefronten kom vi lidt videre med den gradvise udskiftning af de møbler som ikke passer helt til huset. Vi købte et reolsystem, så fjernsyn og musikanlæg kunne komme til at stå på noget andet end papkasser og aflagte sofaborde. Og da den sofa vi ønskede os pludselig kunne købes med 25% rabat, valgte vi også at købe den før vi egentlig havde fået sparet op til den. Det har forbedret stuen meget at møblerne er købt til stuen. Vi har ikke så mange kvm. at gøre godt med, så det kan virkelig mærkes at pladsen udnyttes bedre og at der er kommet mere opbevaringsplads. Vi fik også indrettet et kontor til mig i kælderen, skønt at have sit eget lille hjørne.

Sommerhus

Det blev en hektisk sommer. Næsten hver søndag blev nemlig brugt på sommerhusjagt. Det var lidt af en kamp at finde et sommerhus. På trods af stor krise på boligmarkedet, og især på sommerhusmarkedet, var det ikke helt ligetil at få lov at købe et hus. Efter mange ture til nordkysten for at se sommerhuse og adskillige afviste bud fra vores side lykkedes det dog til sidst, og faktisk købte vi det allerførste hus vi så på.

Samtidig skulle vi forberede os på min mands deltagelse i verdens hårdeste mountainbikeløb. Han var væk i 10 dage, lige midt i vanskelige forhandlinger omkring købet af sommerhus, men løbet gik godt og han havde en kæmpe oplevelse ud af det.

Hushandelen gik som nævnt også godt, og et par dage efter han kom hjem fik vi nøglerne til vores sommerhus, og så havde vi en uges ferie som vi kunne tilbringe i sommerhuset. Det blev dog ikke til så meget ferie, sommerhuset skulle nemlig både møbleres og gøres i stand, især haven var meget forsømt. Med de efterfølgende weekender lykkedes det os at skabe et lille fristed, som vi glæder os meget til at bruge fremover.

Det nye år

Hvad byder 2010 mon på? Vi har en enkelt plan, nemlig en tur til Tromsø i februar sammen med vores veninde, som ønsker sig at se nordlys på sin fødselsdag. Vi har dog ikke bestillt billetterne endnu, for min mand fik i september varsel om at der vil ske fyringer på hans arbejdsplads i 2010. Med den stadigt stigende ledighed er det jo ikke så sjovt at blive fyret, selvom min mand har 6 måneders opsigelse kan det godt blive en alvorlig situation. Vi kan ikke klare os særlig længe med min mand på dagpenge med vores nuværende udgifter.

Når man står med sådan nogen overvejelser kan man jo godt tænke, om det var smart at købe et sommerhus og dermed få endnu flere udgifter. Faktisk kunne denne opgørelse af året godt ligne at vi har festet og ‘fyret den for vildt af’ hele første halvdel af året, for så at vågne op til den dumme besked om fyringsrunde med tilhørende tømmermænd og fortrydelse. Men vi ser det faktisk i et andet lys. Nu hvor vi har et sommerhus, vil det ikke være så slemt at skulle flytte i lejlighed; så ville man jo stadig have en have og en terrasse osv. Faktisk ville det at måtte opgive rækkehuset indebære nogen hele nye perspektiver. Hele arbejdslivet kunne blive helt anderledes. På en måde får man flere muligheder af at have sådan et lille hus – i disse nedgangstider kan måske også ligge muligheder som man ellers ikke har overvejet?

Godt nytår!

Tags : Drømme, Gran Canaria, Mallorca, Sommerhus, Tilbageblik

Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980′erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990′erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ’Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990′erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere. 

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990′erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980′erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990′erne var i mine 20′ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000′erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010′erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Tags : Drømme, Migselv, Parforhold, Tilbageblik

Vi havde tema-møde på arbejde forleden – om førstehjælp. En introduktion til hvad man lærer på førstehjælps-kursus og en opfordring til at tilmelde sig kommende kursus i januar.

Vi blev spurgt om vi nogensinde selv havde haft brug for at kunne førstehjælp. Først tænkte jeg nej, for jeg har aldrig været vidne til en trafikulykke, givet mund til mund eller ringet efter en ambulance. Men så kom jeg til at tænke på dengang jeg som 23-årig sekretær stod tilbage efter et møde alene med en kvinde som var sunket sammen i stolen.

Det var et møde i en forskergruppe, og tilstede var bla. 2 dyrlæger og 1 menneske-læge. Og altså en kvinde, som repræsenterede IT. Undervejs i mødet begyndte hun at hænge med hovedet; det så ud som om hun var døset hen. Der blev fneset lidt, men det forstyrrede ikke forskningssnakken. Der var bare noget mærkeligt ved det – hun vågnede f.eks. ikke da en telefon ringede i møderummet. Menneske-lægen sad lige ved siden af, og jeg regnede med at han ville gøre noget hvis han vurderede der var noget galt. Jeg kunne mærke mit hjerte hamrede, jeg havde en klar følelse af at der var noget galt, men lægen gjorde ikke noget.

Da mødet var slut rejste alle sig og forlod snakkende lokalet – undtagen kvinden fra IT. Jeg var den eneste der lagde mærke til at hun ikke rejste sig fra stolen. Jeg førsøgte at få kontakt med hende, lagde en hånd på hendes knæ og talte til hende, kaldte på hende. Hun reagerede kun ganske lidt og kunne ikke tale, og da jeg rørte hende kunne jeg mærke at hun var våd af sved. Jeg fik den tanke at hun måske havde taget noget forkert medicin.

Jeg vidste at manden i kontoret ved siden af havde førstehjælpskursus, så jeg gik ind til ham og bad om hjælp. Men han sagde bare at det jo er svært at vide hvad der kan være galt – slog ud med armene og hjalp ikke. Jeg prøvede at ringe op til det kontor hvor lægen, der havde været med til mødet, måske var gået hen, men fik ikke fat på nogen (det var før mobiltelefoner blev udbredt). Jeg så ingen anden løsning end at forlade kvinden og løbe op på 2. sal, hvor han nok befandt sig, og bede ham gøre noget.

Det viste sig at kvinden var diabetiker og var gået i insulinchok. En livstruende tilstand, som man vist nok dør af hvis der ikke bliver gjort noget.

Denne episode har selvsagt åbnet mine øjne for vigtigheden af at kunne førstehjælp. Men den har også givet skår i min tillid til andre mennesker, og især til læger/akademikere/forskere. Det burde også have lært mig, at jeg godt kan stole på mine egne fornemmelser og at jeg bør råbe op når jeg ser noget alarmerende – jeg burde have afbrudt mødet og insisteret på at nogen gjorde noget. Det er jeg bare ikke særlig god til stadigvæk.

Jeg ser af og til den pågældende læge i TV, og hver gang jeg ser ham tænker jeg på den episode, hvor det gik fuldstændig henover hovedet på ham at et menneske lige ved siden af ham gik i insulinchok. Man må da håbe at han er en god forsker. Jeg overvejer stadig om jeg skal tilmelde mig førstehjælpskurset på arbejde.

Tags : Helbred, Skuffelse, Tilbageblik

Thriller og al den anden musik Michael Jackson hittede med i 1980′erne var soundtrack til min ungdom, men ikke den musik der lå mit hjerte nærmest. Senere begyndte jeg at interessere mig for Motown-musik og lærte den musik at kende som Michael Jackson lavede i Jackson Five i 1970′erne, og det sagde mig mere.

Se lige denne unge mand fuld af talent og energi – et kønt uskyldigt ansigt uden maske eller facade, en lille fyr som bare prøver at stille sin far tilfreds. Sådan vil jeg huske ham. Det skærer mig i hjertet at han fik sådan et liv som han gjorde. Nu er det slut – han har fået fred.

Tags : Tilbageblik

Idag er det 5 år siden at Mads og jeg blev kærester. Jeg er så lykkelig og stolt over hvor godt vi har det sammen. På mange måder har vi det stadig som da vi var nyforelskede.

Vi prioriterer stadig samværet med hinanden meget højt. Vi finder nærhed og lader op ved er at tilbringe tid sammen i vores hjem, eller på en gåtur, i TIVOLI, på ferie eller andre steder hvor vi kan skabe vores eget rum.

En af de ting som jeg tror gør vores forhold stærkt er, at vi ser os som et team: vi står sammen mod resten af verden. Hverdagens modgang, stress og frustration giver ikke anledning til stridigheder eller skænderier imellem os. Derimod føler vi en fælles modstand mod det som går os på, og det kan vi så være sammen om.

Selvom vi lige har haft bryllupsdag skal vi markere dagens jubilæum. 5 år er lang tid at holde sammen i en verden hvor alting er i forandring, og hvor man siger at 7-årskrisen er afløst af 4-årskrisen. Vi fejrer dagen med en rigtig lækker middag hjemme i Virum.

Tags : Parforhold, Romantik, Stolthed, Tilbageblik

Så gik det gamle år, og vi kan se frem imod et frisk nyt år, blankt som et kanvas. Det giver mig lyst til at gøre status over året 2008.

Vielse

Året startede ud hemmelighedsfuldt og fyldt med spænding og glæde. I december måned havde Mads nemlig rakt sin hånd henover spisebordet til mig og spurgt om vi ikke skulle gifte os i det nye år, og det synes jeg jo var en god idé. Vi var enige om at det skulle være hemmeligt, og først efter nytår ville vi begynde at tænke på hvordan og hvorledes.  Januar blev derfor måneden hvor vi bestilte vielsesringe, udfyldte papirer hos kommunen og bestilte kroophold. Det var hyggeligt at gå og glæde os sammen i hemmelighed, og de første måneder af 2008 blev derfor lidt sjovere end normalt. Vielsen fandt sted i februar, og jeg har siden været Fru Appelby.

Succes i drivhuset

En af de ting jeg glæder mig meget over i forår og sommer er haven og drivhuset. Vi havde god succes i vores drivhus i 2008. Vi besluttede at forspire chilfrø ved at sætte minidrivhusene på varmeapparatet, hvilket gav en meget hurtigere spiring. Om det også var årsagen til spirerne udviklede sig til store og sunde chiliplanter der gav virkelig stort udbytte ved jeg ikke, men vi har i hvert fald fryseren fyldt med chili nu. Igen i år lykkedes det også at slippe fuldstændig for bladlus, som ellers iflg. alle fagbøger er helt uungåeligt når man dyrker chili og peberfrugt. Måske det skyldes at vi dyrke tagetes lige ved siden af chiliplanterne? Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre det igen til næste sæson.

Vuf

En anden stor glæde i sommeren 2008 var at Mads og jeg fik lov til at passe min fætters hund. Hun er en fantastisk hund s0m både er sød og kærlig men også velopdragen, hvilket gjorde det til en nem og dejlig oplevelse at have hende boende i en uges tid. Det gav også næring til vores ønske om selv at blive hundeejere på et tidspunkt.

Arbejdslivet

På jobfronten har der været en del turbulens. Det startede i forsommeren, hvor min makker i kvalitetsfunktionen pludselig blev fyret efter 10 års ansættelse. Årsagen var lidt uklar, de grunde vi fik at vide holdt ikke helt når man tænkte efter. Det var et chok for mig, og det gav en rigtig dårlig stemning i afdelingen. Jeg tolker det dels som utryghed i forhold til ‘hvem bliver den næste?’ og dels stor utilfredshed med at det lige skulle være ham som vidste så meget og havde så stor forretningsviden. Da chefen så senere på året selv valgte at stoppe blev jeg endnu mere forvirret. Jeg følte mig som en skakbrik i et spil skak, hvor jeg ikke kendte reglerne. Vi har nu en HR-chef som konstitueret IT-chef, og jeg ser frem til at få lidt mere styr på jobsituationen i 2009.

Midt i alt dette rundede jeg 1 års-dagen for min ansættelse, hvilket udløste det store privilegie: personalerejser! Vi skyndte os at prøve det af med en uge på Mallorca i en lækker lejlighed med havudsigt, og om 3 uger tager vi afsted på en 2 uger lang rejse til Gran Canaria. Det er jo ikke gratis rejser, så man skal lige sørge for at have lagt penge til side til alle de ting man gerne vil, men nu hvor jule- og nytårsfriheden lakker mod enden sætter man virkelig pris på denne mulighed.

Surpriseparty

Den helt store familiemæssige begivenhed for mig i 2008 var surpriseparty for min mor, som fyldte 65 i oktober. Det lykkedes at overraske hende totalt med hele hendes familie incl. hendes søn som bor i Californien. Det var dejligt at kunne samle familien og lave en sjov begivenhed for os alle sammen, og det var en bonus at jeg fik lejlighed til at lave noget sammen med min bror, som jeg ellers ikke ser så tit og da slet ikke har oplevelser sammen med.

Økonomi

Alle taler om økonomi her ved årsskiftet, og det har også været et tema her på bloggen. Vi har da også ændret adfærd på nogle områder.

Vi sidder egentlig godt i det. Da vi købte hus for knap 4 år siden købte vi et af de billigste huse vi kunne finde, og vi tog fastforrentet lån. Set med datidens øjne kunne vi sikkert have købt et dyrere hus, da vi havde haft pæne overskud på salg af vores lejligheder. Huset er idag formentlig mindre værd end da vi købte det, men da vi ikke har planer om at flytte, behøver vi ikke at realisere det tab.

Der hvor vi er ramt er på vores indtægter. De sidste mange år har  vores arbejdsgivere ikke givet os en lønudvikling der svarer til prisernes udvikling, hvilket betyder at vi lige så stille udhuler vores økonomi. Årsagerne til den manglende lønfremgang er flere: dels bliver man økonomisk straffet for at skifte job eller afdeling, dels har hverken Mads eller jeg været gode til at forhandle løn og endelig har vi begge været i situationer hvor det har været svært at synliggøre vores indsats. Det kan man jo så tænke over om man kan prøve at arbejde med. Men man kan godt blive bekymret for hvordan det skal gå hvis vores virksomheder, som hidtil har haft rekordresultat på rekortresultat, går ind i nedgangstider.

Alt dette har betydet at vi har ændret vores adfærd på 2 områder. Dels har vi solgt gamle ting i stedet for blot at kassere dem – det har faktisk givet os et pænt beløb som kan betale det meste af vores rejse til januar. Og dels er vi blevet mere sparsommelige med husholdningsbudgettet, vi laver billigere mad og planlægger flere dages mad for at udnytte overskydende madvarer.

Kærligheden

Året sluttede af med en dejlig samhørighed. Som en konsekvens af at min bror kom til Danmark i efteråret, tog mine forældre over til ham for at holde jul i Californien. Det betød at jeg holdt jul sammen med Mads og hans familie. Det har været fantastisk at være så meget sammen med Mads her i jule- og nytårsdagene.

Til marts har vi været sammen i 5 år, og vi bliver bare mere og mere glade for hinanden, og især når vi har fri sammen kan vi mærke styrken af vores forhold. Det er et fantastisk udgangspunkt at gå ind i det nye år med.

Det nye år

Hvis jeg skal se frem på det nye år ser jeg først og fremmest et blankt kanvas. Der er plads til en masse nye oplevelser. Jeg har selvfølgelig nogle håb og drømme, og der er også et par konkrete planer allerede.

Hvis jeg skal starte med planerne så ligger det nu fast at Mads skal køre bjergløbet Transalp i juli. Han tager nok også i træningslejr i Harzen til maj. Det betyder at vi ikke kommer til at have så meget sommerferie sammen, så jeg planlægger at tage en chartertur med min veninde Mette. Foreløbig har vi snakket om at tage til hovedbyen på Mallorca, der er vi nemlig sikre på at der er mindst 1 sushi-restaurant.

I afdelingen for håb for fremtiden må jeg naturligvis i forlængelse af mit afsnit om økonomi ønske mig at det går bedre med pengene. Både Mads og jeg har i det forgangne år bevist en masse i vores jobs, og det burde smitte af på resultatet af lønrunderne i vores virksomheder. Ellers må man jo sætte sin lid til skattelettelser   Der er også en del usikkerhed i vores begges daglige jobsituation, så jeg vil også ønske for os begge at vi får lidt mere stabilitet og forudsigelighed på den front.

Ellers drømmer jeg bare om at fortsætte mit lykkelige liv sammen med mit livs kærlighed her i vores lille rækkehus i Virum.

Jeg vil ønske alle læsere af denne blog et godt nytår – jeg håber at det nye år vil bringe jer det I ønsker!

Tags : Begejstring, Bekymring, Bryllup, Familie, Migselv, Parforhold, Penge, Romantik, Tilbageblik

Det går mere og mere op for mig at jeg på mange punkter adskiller mig fra det normale:

• Jeg drikker ikke alkohol.
• Jeg drikker ikke kaffe.
• Jeg har aldrig gået i børneinstitution.
• Jeg ønsker ikke at få børn.
• Jeg drikker ikke light-sodavand.
• Jeg er ikke medlem af folkekirken.
• Jeg har ikke en prinsessedrøm.
• Jeg læser ikke bøger.

Mange kan nok være med på et par af punkterne, men dem alle? Alt i alt tilhører jeg nok et ret lille mindretal. Eller hvad?

Jeg har egentlig altid følt mig som et meget almindeligt menneske med almindeligt job, almindelig bolig, almindelige familieforhold. Men det er som om afvigelserne hober sig op.

Da jeg var lille var jeg en af de eneste der ikke gik i børnehave, da jeg var ung var jeg en af de få der ikke skulle konfirmeres, i tyverne var jeg den underlige til festerne der ikke drak og nu hvor jeg er i trediverne skiller jeg mig meget ud fordi jeg ikke vil have traditionelt bryllup og ikke ønsker mig børn. Efterhånden føler jeg mig decideret kontroversiel. Jeg er vist blevet sær med årene!

Tags : Bryllup, Børn, Migselv, Religion, Tilbageblik, Undren

Jeg har været på besøg på mig gamle gymnasium i dag. Gymnasiet fejrer i denne uge sin 50 års fødselsdag og holdt i dag åbent hus for gamle elever. Jeg er en årgang 1990 – og det kom jeg til at tænke på at det er mange af dem der går på gymnasiet i dag også. De må nemlig være FØDT omkring 1990 !

Mange af dem der var mødt frem på gymnasiet i dag var godt nok noget ældre end mig, jeg så ikke en eneste på min alder. Men er man ikke blevet rimelig gammel, når ens studenterhue er ældre end dem der går i gymnasiet i dag?

Der var indrettet klasselokaler i 1950’er, 1960’er, 1970’er, 1980’er og 1990’er stil og gennemført undervisning som dengang. Jeg gik selvfølgelig straks ind i 1980’er-lokalet som repræsenterer de år jeg gik i gymnasiet. Her blev jeg mødt af nogle børn klædt ud med slips og jakke med opsmøgede ærmer.  Jeg var den eneste gæst i rummet, kunne ikke finde på at sige andet end ”jeg er autentisk fra 80’erne”. Det var nærmest surrealistisk.

På mange måder kan jeg jo godt mærke at der er gået 2 årtier. Men hele skolen så stort set ud som dengang jeg gik der, og så føles det som om tiden har stået stille.

Tags : Tilbageblik