Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2016

Det er nytårsaftensdag og tid til at se tilbage på et år der er gået, og frem mod et nyt år der står klar lige om lidt. I år deler jeg blogindlægget ind efter kategorier jeg har set i en artikel i dagens B.T. om at forberede sig til 2017, og slutter af med lidt om årets øvrige begivenheder og oplevelser.

FYsisk tilstand

Helt grundlæggende har jeg det godt rent fysisk. I 2016 måtte jeg opgive at spise efter 5:2-diæten, og jeg har heller ikke kunnet spise alle de vitaminer og kosttilskud jeg gerne ville – kan simpelthen ikke sluge de store piller mere. Alligevel har jeg ikke fået mine mangeårige ledsmerter igen, og det er også lykkedes mig at holde vægten stabil trods ændringer i kost og motion. Min migræne har været mere stabil i år. Ifm. jobskift har jeg fået en kortere cykel-distance til arbejde, jeg cykler 28 km. på el-cykel hver dag. Det  føles rigtig godt i kroppen.

Psykisk tilstand

På det mentale område kæmper jeg imidlertid en del lige i øjeblikket. I skrivende stund har jeg for mange stress-symptomer og har det ærlig talt ret skidt. Problemerne skyldes heldigvis udelukkende forhold på mit nye job, men det betyder at der en dårlig balance mellem bekymring og glæde i mit liv. Der er ikke plads til idéer og perspektiv lige i øjeblikket, og det er jeg ked af.

Arbejde

Jeg fik nyt job i starten af 2016, og det har fyldt næsten alting i året der nu næsten er gået.

Rammerne om det nye job gav mig en del forbedringer i hverdagen. Den kortere transporttid og den øgede fleksibilitet gav først og fremmest en hverdag med meget mindre pres. Det er ikke længe siden at jeg på en af årets korteste dage kunne komme hjem til min hund og lege i haven inden mørket faldt på – det har jeg ikke kunnet før.

I løbet af foråret og sommeren viste det sig desværre, at jobindholdet var en del anderledes end forventet, hvilket har givet mig rigtig mange bekymringer. For første gang i mit liv har jeg oplevet søvnløshed. Det er et meget kompliceret forretningsområde jeg arbejder med nu, så jeg har også brugt meget energi på at kravle op ad en stejl indlæringskurve.

Efter sommerferien har jeg oplevet noget jeg aldrig i mine 25 år på arbejdsmarkedet har prøvet før. Til min store forbløffelse begyndte en kollega at udtrykke utilfredshed med kvaliteten og hastigheden af mit arbejde. Det skete i en meget hård tone. Sammen med min chef og hans chef har vi forsøgt at finde en løsning på problemet, men det er stadig ikke godt og det påvirker mig meget.

At få sådan en konflikt oveni en i forvejen meget krævende indkøring i nyt job har taget pippet fra mig, og jeg er ærlig talt fortvivlet over min jobsituation. Arbejdspladsen er egentlig god, kvaliteten af lederne er enestående og der er mange gode kolleger. Det må være fantastisk at arbejde der, hvis man er tryg og glad for sine opgaver. Sådan er det bare ikke for mig lige nu.

Familieliv

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har lige præcis det familieliv jeg ønsker mig. Jeg er gift med en helt fantastisk mand, og vores familie består også af en helt fantastisk hund. Vi er en harmonisk lille trio, som kompletterer og støtter hinanden på fineste vis. Jeg synes vi har fundet en måde at være sammen på, så vi alle 3 får dækket rigtig mange af vores både individuelle og fælles behov og ønsker.

I år har vi mistet husbonds faster, og min nærmeste onkel har været alvorligt syg. Onkel er heldigvis frisk igen, og vi har også i 2016 nydt at have et godt og nært forhold til vores familier. I 2016 har jeg endda oplevet at få nye venner, både mennesker og hunde, ind i mit liv.

Økonomi

Her er også et område som går rigtig godt i mit liv. Selvom jeg gik ned i løn og vilkår ved mit jobskifte, er vores økonomi god. Vores udgifter er faldende, og vi har mulighed for at spare op hver måned. Takket være lave renter høvler vi godt af på restgælden i huset. For et par uger siden fik vi brev fra banken med besked om renten på vores 1-årige rentetilpasningslån: 0,00%. Selvom renten stiger, er jeg tryg ved vores økonomi: der er luft i budgettet og gode nødplaner hvis vi skulle blive ramt af svigtende indtægter.

Bolig

Jeg er stadig lykkelig for mit hus, som på så mange måder støtter op om det liv jeg ønsker. Det er et godt hus at have hund i. Det er et godt hus at have gæster i. Og det er et godt hus at være alene hjemme i.

I 2016 har vi fortsat renovering og opdatering af huset. Den overdækkede terrasse fik nyt gulv, nye vinduer og en frisk omgang maling – lidt af et ansigtsløft. Vi etablerede også en helt ny terrasse der hvor solen skinner når vi kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, og i beruselse over den lange, varme sensommer købte vi ikke mindre end en udendørs hjørnesofa til den nye hyggeplads. Luksuriøst og ret skønt – nu er vi bare nødt til at gøre noget ved det alt for store træ, der laver skygge i store dele af haven. Specialister regner med en 5-cifret pris for at få træet fældet.

Oplevelser

I 2016 har der været knap så mange oplevelser og begivenheder som året før. Husbond har rejst en del i år, men kun 1 af turene var en fælles tur. Vi er kommet til at holde af at tage til Stralsund i Tyskland i slutningen af november for at starte julen op med julemarkeder og shopping. I år var vi afsted for 3. gang på det samme charmerende hotel.

Sommerferien var ret stille og rolig, men vi havde en festlig sommer-uge i slutningen af august, da Atlas boede hos os.

Årets weekender og fritid blev præget af Mads’ faster, som hele familien i forsommeren var engageret i at flytte fra hus i Nordjylland til ældrebolig i Søborg. Efter flytningen var hun desværre meget syg og endte med at afgå ved døden i efteråret. På aftenen hvor hun døde havde vi den glæde, at vores hus kom til at danne ramme om hyggelig fælles spisning for familien, en rar følelse af samhørighed på en sørgelig baggrund.

En sjov lille oplevelse i år var sagen om “Prøv og hør!“. I det nævnte blogindlæg brokker jeg mig over en tendens som irriterer mig meget når jeg hører radio og ser underholdningsudsendelser i fjernsynet: der er alt for mange der starter alle deres sætninger med “Prøv og hør!”. I indlægget nævner jeg et aktuelt program, hvor Peter Frödin deltager. Og tænk engang, ugen efter i det næste direkte program sagde han det ikke en eneste gang! Jeg tror ikke at han læser denne blog, men måske et pressebureau har opfanget mit indlæg via Google og gjort ham opmærksom på det? Det var i hvert fald påfaldende!

Med denne anekdote vil jeg afslutte min årsberetning. 2016 blev et år med både godt og ondt. Jeg mistede min ungdoms musik da David Bowie, Prince og George Michael døde, men vi gjorde det til at fest ved at høre deres musik igen.

Nu er året gjort op. I aften skyder husbond og jeg det nye år ind med en George Michael-battle, hvor vi fejrer hans kunst ved at kæmpe om at udvælge de bedste hits og skiftes til at sende videoerne over på Chromecast’en. Og så ser vi os ellers ikke tilbage.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg mister

Man kan ikke få det hele. Det er et udsagn jeg tror på helt fundamentalt. Der findes ikke ‘den fede fidus’ hvor man får en masse gevinster uden ulemper. Så selvom mit jobskifte her i 2016 giver mig noget der er rigtig tæt på ‘hele pakken‘, er der alligevel også en række ting jeg må sige farvel til, når jeg forlader Pensionsministeriet:

  • Udsigt til vand, uanset hvor i kontorbygningen man befinder sig
  • Udsigt til kongeskib, lystyachter, krigsskibe, krydstogtskibe og Trekronerfortet
  • Arbejde tæt på Københavns centrum
  • Aflåst cykelparkering og omklædningsfaciliter i kælderen
  • Fri mellem jul og nytår, dagen efter Kr. Himmelfartsdag og hele Grundlovsdag
  • Let niveau af administration, tidsregistrering mv.

Jeg skal ikke længere sidde på el-cyklen i mere end 1 time hver vej til arbejde. Det vil min bagdel nok takke mig for, men det giver mig en mindre motionsmængde. Med et kalorieforbrug der svarer til 7-8 spinning-timer om ugen, tror jeg det er meget fornuftigt at skrue lidt ned.

Det er en mærkelig følelse lige nu at have sine sidste dage på arbejdspladsen, hvor jeg i årevis har følt mig utilpas og langt fra tryg. For sammenlignet med det nye jeg skal starte på, er det alligevel mere trygt og velkendt. Her kender jeg trods alt præmisserne og spillereglerne.

Sammenlignet med de fordele jeg så ved jobskiftet i 2011 er jeg stadig bedre stillet. På de fleste punkter får jeg samme eller bedre forhold end mit forrige job. Som jeg ser det, her i perioden før jeg er startet i det nye job, tror jeg kun at jeg giver køb på at arbejde et sted, hvor der af og til sker noget spændende udenfor vinduerne. Selvom jeg er nysgerrig af natur, synes jeg det er en god byttehandel.

Hvis utrygheden skulle blive for stor, kan jeg bare tænke på den virksomhedsånd, som jeg ikke bryder mig om, den manglende tillid og ingen frihed under ansvar. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil væk fra den udeblevne fleksibilitet, som jeg ikke forstår årsagen til, og som er ved at kvæle mit privatliv.

Lignende indlæg:

Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Juleferie 2015

Det føles allerede som længe siden, at jeg havde 2 hele ugers ferie ifm. jul og nytår. Men det er faktisk kun lidt over 2 uger siden. Mens det stod på var jeg helt fyldt op af oplevelser og gøremål. Nu tænker jeg tilbage med længsel.

Når min bror kommer til Danmark ifm. jul kan man aldrig vide hvordan det bliver. Man håber selvfølgelig på at tilbringe noget god tid sammen. Men min bror bliver meget medtaget af jetlag, og det kan påvirke samværet meget. Det sker også ret tit at virus eller allergi gør ham syg. Ved dette besøg lykkedes det faktisk at få nogle hyggelige timer sammen, og jeg tænker tilbage på dagene op til jul, hvor han var på besøg, som ret vellykkede.

Juledagene gik i det hele taget godt. Udover de traditionelle aktiviteter med juleaften og julefrokoster 1. og 2. juledag, lykkedes det både mig og Mads at slappe af og nyde livet. Vi fik set filmen Tarok i fjernsynet, og fordybede os i de julegaver vi havde givet hinanden. Jeg fik bla. et Smartband, som kan fortælle mig hvor godt jeg sover, hvor mange kalorier jeg forbrænder og hvor stresset jeg er. Og Mads lærte sin fjernstyrede bil bedre at kende. Det var også rigtig hyggeligt 3. juledag at lære genboens hund lidt bedre at kende, ved at lufte hende mens ejerne var til julefrokost.

På hverdagene mellem jul og nytår havde jeg fri, mens Mads skulle på arbejde. Jeg er altid helt vild med at have fri på hverdage. Jeg fik ordnet praktiske ting, taget julepynt ned, men også hygget med lidt shopping.

Når jeg tænker på de 3 fridage, tænker jeg især på nogle dejlige, lange gåture med Adina. Pga. fyrværkeri skulle gåturene foregå med snor på. Til daglig er vi så heldige at have mange muligheder for at gå i hundeskove uden snor, så der kommer vi mest. Men når nu snoren skulle på, kunne vi lige så godt udforske andre områder, hvor snor er obligatorisk. Det viste sig at der var dejlige parker og naturarealer i nærheden, som vi slet ikke havde opdaget. At gå der med sin elskede hund, på en hverdag og i ro og mag, var helt fantastisk for mig. Jeg nød at kunne gå tur i dagslys, og at der var god tid.

Henover nytåret tog vi i sommerhus som vi plejer, og vi fik 4 yderst afslappede dage i det lille hus. Mens vi støttede vores fyrværkeri-angste hund, spiste vi nem mad, slappede af, fik set nogle flere film og sov middagslur. Det er sjældent at det lykkes os begge to at være så passive, og det gjorde godt. Det var rigtig dejligt bare at være sammen i lang tid.

Nu hvor hverdagen er gået i gang igen, er jeg kommet til at se i kalenderen. Julen 2016 bliver en rigtig ’arbejdsgiverjul’ med kun ganske få fridage og ingen oplagt mulighed for at holde så lang en ferie som jeg gjorde denne gang. Det fik mig til at blive meget, meget taknemmelig for, at jeg har haft mulighed for at få sådan en skøn juleferie i 2015, med så mange oplevelser og så meget afslapning. Det har virkelig været terapeutisk at koble helt fra i lang tid. Da jeg kom tilbage på arbejde kunne jeg godt huske mit password, men alle de andre detaljer var langt væk – det tog mig nogle dage at komme helt op i omdrejninger igen.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Udnyttet

Da jeg var en lille pige kunne jeg godt lide at tegne. Jeg ønskede mig farveblyanter, tusser og godt tegnepapir til fødselsdag og jul. På et tidspunkt forærede min far mig en stor stak papir at tegne på. Det var A5-format, og trykt som notatpapir i forbindelse med en kongres. Da kongressen var overstået var der en masse til overs, og min far fik lov til at tage noget med hjem fra sin arbejdsplads som tegnepapir til mig.

Det var noget fint papir, tykt og lækkert. Jeg var meget glad for det. Jeg brugte af det, men sparede også på det, fordi der var det fine tryk på, og fordi jeg havde fået det af min far.

En dag fik en af naboerne besøg af en dreng, der var lidt ældre end jeg. Vi kom til at lege sammen. Han inviterede mig indenfor til en sodastream-sodavand. Sådan en maskine havde vi ikke, jeg var meget imponeret. Han fortalte om at han lavede en form for blad eller avis, og på en eller anden måde kom vi til at tale om mit tegnepapir fra kongressen. Det var han vældig interesseret i. Han ville gerne have noget af det.

Gavmild som jeg er af natur, gav jeg ham lidt af min dyrebare skat. Jeg behøvede måske ikke alle de stykker papir, og når nu han havde et konkret behov. Det gjorde mig glad at give ham noget af mit papir. Han spurgte om han ikke kunne få lidt mere. Så spurgte han om lidt mere. Da han havde fået det meste af stakken sagde jeg stop. Jeg ville også gerne have noget selv. Så satte han trumf på. Hvis han nu gav mig 25 øre, kunne han så ikke få resten?

Jeg lod mig overtale, men bagefter fortrød jeg og blev utrolig ked af det. For jeg var jo faktisk ret glad for det papir, og nu havde jeg slet ikke noget tilbage. Jeg græd ud hos min mor, og på en eller anden måde fik hun forhandlet sig til at jeg kunne få den sidste del af papiret tilbage – mod at drengen fik sine 25 øre tilbage. Den store stak, jeg havde givet ham ’gratis’ beholdt han, for det var jeg jo gået af med frivilligt.

Denne oplevelse har sat sig hos mig som min første oplevelse af at blive udnyttet. Jeg følte at drengen havde manipuleret mig og udnyttet min godhed. Det føltes meget, meget væmmeligt. Hvor hjerteskærende det end er, er disse erfaringer noget man skal igennem som barn, for at danne sin personlighed og for at blive rustet til voksenlivet.

Oplevelsen har ikke betydet at jeg er holdt op med at være gavmild. Jeg vil stadig gerne give meget for at andre bliver glade og får dækket et behov de ikke selv kan dække. Også folk jeg ikke rigtig kender. Men jeg har udviklet en kraftig retfærdighedssans, som betyder at jeg bliver meget vred og frustreret, når nogen forsøger at udnytte mine og andre menneskers gode hensigter.

Det er nok også den der væmmelige følelse der kommer op i mig, når jeg hører om mennesker der udnytter vores velfærdssystem og andre måder at få penge fra fællesskabet. Som samfundsborger giver man så meget man kan, i den hensigt at det skal komme folk til gode, som har brug for det. Når det så viser sig, at dem der har brug for hjælp fra samfundet ikke får tilstrækkelig hjælp, samtidig med at mennesker der egentlig godt kunne klare sig uden hjælp finder smutveje og tricks til at berige sig selv, føles det så utrolig uretfærdigt.

Det er også derfor at jeg altid holder på at man må se begge sider af en sag. Min retfærdigheds-radar reagerer også i den grad, når jeg selv eller andre uretmæssigt anklages for at snyde. Det må bare ikke betyde at man lukker øjnene for, at der ER mennesker, der vil udnytte andres godhed.

Så når 1 flygtning/migrant i september udtaler til TV2, at han vil søge asyl i Sverige i stedet for Danmark, fordi ydelserne i Sverige er højere, så er det ikke det samme som at alle der flygter fra Syrien gør det for pengenes skyld. Men det er vidnesbyrd om, at det er en motivation for nogen.

Man må ikke lukke øjnene, fordi der er nogen der betaler en pris for snyderi og kontanthjælps-shopping. Både dem der afleverede pengene til fællesskabet i første omgang, og dem der i virkeligheden skulle have haft dem.

Dertil kommer de afledte effekter af uretfærdighed: ligegladhed, mere snyd, og i sidste ende manglende engagement i samfundet – og det går ud over vores sammenhængskraft. Det kan blive et meget omfattende samfundsproblem efter min mening.

Lignende indlæg:

Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Farvel til en musikalsk følgesvend

Vi har sovet sammen i næsten 20 år. I går var det slut. Mit elskede mini-anlæg, som spiller musik til at falde i søvn til, og som vækker mig om morgenen, kunne ikke længere og kom på pension. Det er helt vemodigt at sige farvel til en følgesvend, der har fulgt mig i så mange år.

Det hele startede midt i 1990’erne, hvor jeg boede i min første egen lejlighed. Der var ret lydt. Naboerne til den ene side spillede høj musik og klirrede med flasker næsten hver aften. Naboerne til den anden side stod op meget tidligt om morgenen og vækkede mig ved at smække med skabsdørene. Det gav mig store problemer med at få nok søvn. Jeg håbede, at hvis jeg kunne overdøve naboerne med selvvalgt musik, kunne jeg måske sove bedre. Jeg købte mini-anlægget på udsalg til ca. 3.700 kr. Det var mange penge for mig dengang, men det var også god kvalitet. Et lille, tungt JVC-anlæg med fine små højttalere af massivt kirsebærtræ.

Min plan virkede i et vist omfang. Min far købte CD’er med klassisk musik til mig, og senere kom Madonna’s album ’Ray of Light’ og George Michaels ’Older’ på som falde-i-søvn-musik.  I starten var det lidt svært at falde i søvn til musikken, men med tiden vænnede jeg mig til det og det blev et værn mod nabostøjen.

Da jeg skiftede karriere til IT-branchen blev det muligt at finde en anden lejlighed, og omkring årtusindskiftet flyttede jeg til et mindre støjplaget sted. Nu blev anlægget blot mit vækkeur, ligesom en clockradio.

Det lille anlæg fik senere en sentimental betydning for min mands og mit forhold. ’Older’-albummet blev en slags soundtrack til vores første forelskede fase, og for min mand et symbol på den flugt fra virkeligheden det var at komme på besøg og sove hos mig. Som tidligere hi-fi-nørd synes han der var relativ god lyd i det lille anlæg og de små højttalere.

Da vi flyttede sammen fulgte JVC-anlægget selvfølgelig med, og har fungeret som vores fælles vækkeur mens vi boede i rækkehuset i Virum. Det fik af og til også rollen som værn mod nabostøj.

Nu står der en lille, let, sort Sony-fætter på natbordet i vores nye hus i Birkerød. JVC-anlægget har hinket sig igennem sine opgaver i en længere periode, og nu må vi indse at det ikke kan mere. CD-afspilleren støjer og har svært ved at afspille skiverne. Knapperne virker dårligt og overtager naboknappens funktion, så vi har mere en 1 gang oplevet at vækkefunktionen var blevet slået fra ved en fejl. Nu går det ikke længere.

Det var mærkeligt at lægge sig til at sove med et andet mini-anlæg ved siden af sig. Jeg har kunnet betjene det gamle anlæg i søvne i så mange år, nu skal jeg lære det nye at kende. Slukker det mon efter de 30 minutter, som jeg har sat det til? Og vækker det mon kl. 5:50 i morgen tidlig som planlagt? Det er en smule utrygt sådan en første aften med en ny.

Vi gav ikke så meget for det nye anlæg, og det kan desværre godt høres på lyden. Der er ikke så god bund og bas i musikken. Anlægget har heller ikke helt de samme clockradio-finesser som det gamle. Man kan f.eks. ikke bestemme lydstyrken på vækkefunktionen. Men vi skal lige lære det at kende. Vi sover nu i fritstående hus, hvor der ikke er nabostøj at værne sig i mod. Mon ikke vi kan vænne os til det.

Lignende indlæg: