Grå hår

Vi bliver jo ikke yngre. Et helt konkret tegn for mig på at jeg nærmer mig de 40 år, er de grå hår der er begyndt at melde deres ankomst i min hovedbund. Stive, grove hvide/grå hår, der står i skarp kontrast til mit ellers kastanje-brune hår.

Jeg ved godt at vi piger er mest kendt for konstant at kritisere vores udseende, men der er faktisk et par ting ved mit udseende som jeg GODT kan lide. Min hårfarve er en af dem. Jeg synes den brune farve, der får et rødt skær i lys, er ret flot. Derfor er det på en måde en sorg på sigt at skulle sige farvel til den.

Spørgsmålet melder sig nok for mange i denne alder – skal man få gjort noget ved disse aldringstegn? Som Annette f.eks. beskriver konfrontationen med forslag om botox for at fjerne rynken i panden, eller mænd der får lavet hårtransplantationer. I mit tilfælde kunne man begynde at få farvet håret.

Aldringstegn er naturlige og siger noget om erfaring og pondus. Jeg kan godt mærke at de truer min forfængelighed. Men jeg har ikke lyst til at bruge en masse tid og penge på at få hældt kemikalier i hovedet til skade for både mig, frisøren og miljøet. Og så tror jeg at de grå hår kan hjælpe mig med at opnå mere gennemslagskraft og respekt for mine kompetencer. Når jeg tænker over det, så glæder jeg mig egentlig til at blive ældre!

Lignende indlæg:

Hvem er de rige?

Her i marts måned har der været snakket rigtig meget om skat: topskat, multimedie-skat og meget andet. Anledningen har været regeringens udspil til, og senere forlig om, en reform af skattesystemet. Aviser, TV-nyheder og blogs flyder over med meninger om beskatning.

Et af de tilbagevendende temaer i debatten omtale af ‘de rige’ i vores samfund. Vi har brug for at vide hvem der er de rige, for at kunne afgøre hvilke der er ‘de bredeste skuldre’ – altså hvem kan yde mest til samfundet. Er det dem der betaler topskat? Er det dem der ejer deres bolig?

Jeg vil vove at påstå at man ikke kun kan se på indkomstens størrelse, når man afgør om borgeren bør bidrage mere til samfundet. Det er min opfattelse at de danske borgeres økonomi er vidt forskellig, men det handler ikke kun om hvorvidt man betaler topskat eller ej. En meget afgørende faktor er simpelthen hvad det koster at bo.

familie

Som man kan se på denne illustration fra Ritzau er familiers økonomi meget forskellig i forskellige dele af landet, selvom de tjener det samme og har samme type bolig. Præmissen er et par med 2 børn, som begge tjener 275.000 kr. om året om som bor i et hus på 140 kvm. Dette par vil have næsten dobbelt så mange penge til rådighed efter bolig- og børneudgifter hvis de bor i Jylland end hvis de bor i Storkøbenhavn. (Faktisk vil jeg tvivle på at en familie med den indkomst overhovedet vil kunne have råd til at købe et hus på 140 kvm i Storkøbenhavn idag.)

I en tid hvor der er finanskrise og stigende arbejdsløshed, får vi fokus på at leve fornuftigt, og folk der lever eller driver virksomhed over evne er ilde set. Vi kan godt få en fordømmende attitude og pege fingre ad dem, fordi de risici de tager kan gå ud over andre. Måske er det derfor jeg synes jeg hører en skinger tone overfor topskatteydere. Min pointe med dette indlæg er, at levestandarden i de forskellige landsdele er meget forskellig, og det skyldes ikke kun størrelsen på borgernes indtægter, men i høj grad hvad det koster at bo.

Lignende indlæg:

Voksen-point

Forleden hørte jeg udtrykket ‘voksen-point’ for første gang. Det gav med det samme indlysende mening hvad det handlede om. Et familiemedlem fortalte om sin datter, der er gift og har hus, barn, volvo og sommerhus, og kom derefter med bemærkningen at hun har mange voksen-point. Jeg synes det er et sjovt begreb, som har en god selvironi i sig.

Det har fået mig til at tænke på om jeg mon har mange voksen-point? Mine forældre har altid sagt at jeg var meget voksen allerede som barn, og jeg husker også tydeligt hvordan mit primære mål med livet netop var at blive voksen. Jeg fik da også fast ejendom som 21-årig og pensionsopsparing som 25-årig.

Nu sidder jeg så som 37-årig og er gift, skylder 2 millioner i huset, har haft pensionsordning i 12 år, og har været på arbejdsmarkedet i 17 år. Jeg kan finde på at udtale mig om emner som ejendomsskat og boligmarkedet. Det kunne umiddelbart lyde som om det er noget der giver voksen-point? På den anden side har jeg også mange u-voksne træk.

Når jeg google’r ordet voksenpoint er der også nogen der er inde på at det også handler om modenhed. Jeg har ikke været igennem alvorlig sygdom eller andre kriser og jeg har ikke taget andre spring end ud i det før beskrevne voksenliv med fast ejendom og prioritetsgæld. Især den sidste bemærkning hos Fru Jensen berører mig: jeg er IKKE god til at sige fra og sætte grænser.

Jeg tror ikke at jeg er enig i at det er et spørgsmål om voksenhed/modenhed at være social og udadvendt, det er nok nærmere noget med personlighedstyper (som jeg også har været inde på tidligere her på bloggen).

Men jeg synes det er interessant at tænke på personlig udvikling i stedet for alle de ydre symboler, der trods alt nærmest kommer af sig selv. For nogen er det måske et udtryk for personlig udvikling at etablere sig privat og erhvervsmæssigt. Men for sådan en som mig, der bare har gået og ventet på at kunne komme igang med den slags, er der ikke nogen egentlig bedrift i det. Jeg vil gerne have en bedre personlig gennemslagskraft – og jeg tror det er en bedre parameter for voksenhed for mig.

Lignende indlæg:

Tanker om restauranter

I anledning af min mands fødselsdag var jeg på restaurant idag . Vi gik på den nye Restaurant Rosetti i Holte, som ligger på samme adresse som Restaurant Buonasera gjorde. Vi har været en del gange på den gamle restaurant og var lidt vemodige over at den var lukket. Men vi var spændte på hvad den nye restaurant mon tilbød. Det viste sig dog at der ikke var så stor en forandring fra det gamle.

Det fik mig til at tænke på en programserie på TV3 som vi har fulgt med i: Med Kniven for Struben. Her kommer kokken Bo Bech ud til restauranter i hele landet og hjælper dem med komme til at fungere bedre og få mere succes. Programmet har været rigtig spændende at følge med i, fordi man får et helt andet indblik i hvordan tingene foregår på en restaurant, et miljø man ellers føler man kender.

Et af de tilbagevendende elementer i programmerne er at Bo Bech laver et nyt menukort til restauranten, hvorefter restauranten genåbner og relanceres. Pointen med det nye menukort er oftest forenkling og bedre kvalitet. Mange restauranter har tilsyneladende tendens til at tage alt for mange retter på kortet i et forsøg på at ramme så mange forskellige menneskers smag som muligt. Desværre giver det ofte anledning til kaos i køkkenet, som skal lave for mange forskellige ting med dårlig kvalitet til følge.

Det var ikke den slags forandring der var sket for vores restaurant i Holte. Man har relanceret restauranten i lokalavisen som om det var en helt ny restaurant; den er så ny at man ikke kan finde en hjemmeside eller et telefonnummer på den.

Men i virkeligheden er det nøjagtig den samme restaurant der har fået ny gulvbelægning. Lokalets indretning er den samme, tjenerne er de samme, stolene er de samme – og menukortet er efter min hukommelse stort set det samme. Lige med den undtagelse at priserne har fået et nøk opad. Forretter og pastaretter koster nu omkring 100 kr, og samtlige kødretter omkring 200 kr.

Vi sad og spekulerede meget over hvad mon formålet med at lave sådan en ændring er. Når man lancerer en ny restaurant så tager man en chance synes jeg. Man beder ligesom om en frisk start, og i og for sig skiller man sig af med stamkunderne, når man ikke signalerer at det er de samme mennesker der står bag. Ikke desto mindre vil der jo nok være nogle stamkunder som kommer, og de vil jo genkende menukortet og maden som vi gjorde og se at den eneste forskel er flisegulv og højere priser. Gør man sådan en manøvre udelukkende for at kunne tjene flere penge på restauranten? Vil man appellere til et andet publikum via de høje priser?

Jeg ved i hvert fald at jeg følte mig skuffet over at få samme gamle menukort og samme kvalitet af mad, når nu jeg havde forventet en ny restaurant. Og så hjælper det jo ikke at man ovenikøbet skal betale mere for at spise der end man plejer. Når nu der skal ske noget nyt så synes jeg det kunne være spændende med nogle nye retter, en ny farve på væggen, nogle nye møbler eller lignende. De lover simpelthen mere end de kan holde med sådan en ‘nyåbning’.

Lignende indlæg: