Grådig eller god til at stille krav?

Tankerne om et større hus kaster mig ud i en klassisk for/imod-overvejelse, hvor jeg ikke helt kan finde ud af etikken i dilemmaet. Når jeg tænker over det for mig selv, får jeg en følelse af, at det er fuldt berettiget at have ønsker om noget større og bedre. Når jeg præsenterer ideen for andre, kommer jeg tit til at føle mig grådig og utaknemmelig.

Når jeg føler mig grådig og utaknemmelig går tankerne på, at vi har det godt der hvor vi er. At 75 kvm bolig + 75 kvm kælder er meget plads til 2 mennesker. At der er mange der har mindre plads, og at vi er priviligerede. Man må indstille sig på at livet er ikke perfekt og man skal kunne tåle visse gener. Man skal heller ikke være så materialistisk, og der er mange andre værdier i livet.

Den modsatte tanke kommer, når jeg tænker over de muligheder der findes. Jeg har lyst lidt at leve på mere plads, og jeg tror at jeg har mulighed for det. Jeg kan ikke komme i tanke om gode grunde til at jeg IKKE skulle have disse drømme. Livet indeholder mange muligheder, hvorfor ikke benytte sig af nogle af dem, når det ikke går ud over nogen?

Jeg er også præget af at være vokset op under nogle knap så beskedne forhold. Begge sæt af bedsteforældre boede i rummelige rammer på landet, og mine egne forældre skiftede et noget større rækkehus ud med parcelhus da de var i starten af 30’erne – i øvrigt med kun 1 indkomst og 2 små børn. Her står jeg så og er næsten 42 år gammel og bor stadig i et mindre rækkehus. Min husstand har 2 indtægter og vi tjener mere end vores forældre nogen sinde har gjort og så har vi endda ingen børn. Her kommer nok noget generationsbetinget misundelse ind, men det har altså også sat en standard og nogle forventninger.

Er det OK at have høje forventninger?

En af de ting jeg har lært under mit stressforløb i starten af året er, at jeg lægger for meget vægt på hvad andre synes og hele tiden stiller ind på andres agenda. Jeg kommer til at fortolke og danne mig en mening om hvad andre måtte mene og synes, og navigerer efter det. Og det er nok det jeg gør, når jeg føler mig grådig og utaknemmelig; jeg tror at andre synes sådan om mig.

Jeg skal huske at mærke mig selv og mine egne ønsker og behov – ’blive ovre i mig selv’ som psykologen sagde. Jeg har også lov til at have ønsker til min tilværelse og prøve at forme den, så den passer godt til mig. I mange tilfælde kan jeg have godt af at stille krav til mine omgivelser. På den måde er det en meget god øvelse for mig, at give mig selv lov til at følge dette ønske om at opgradere boligen, og ikke slå mig selv i hovedet med at jeg er forkert på den. Og jeg behøver i virkeligheden ikke at retfærdiggøre det med lange historier om hvad andre gør og må og tør. Jeg skal bare vurdere om det er realistisk og fornuftigt ud fra mine egne forudsætninger.

Lignende indlæg:

Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg:

Belønningssystemer

Når jeg har været til det halvårlige eftersyn hos tandlægen, går jeg altid til bageren bagefter. Det er en regel jeg har; når man har været hos tandlægen må man godt gå til bageren. Som regel får jeg tid hos tandlægen tidlig morgen, så det bliver som regel en god bolle med smør og/eller en kage af en slags.

Jeg er ikke typen der er meget nervøs når jeg skal til tandlæge, men det er heller ikke noget jeg ligefrem glæder mig til. Tanken om at kunne hygge sig med bagerbrød bagefter bliver noget godt at se frem til  og giver mig motivation til at få det gjort.

Jeg kan også finde på at sige til mig selv, at jeg må drikke en cola efter jeg har gjort rent. Så kan jeg gå og glæde mig til den kolde og læskende cola, mens jeg knokler med gummihandsker og støvsuger.

I det hele taget fungerer det godt for mig at stille en belønning op for mig selv. Der er bare nogle ting i hverdagen som er mindre sjove end andre, og de skal også gøres. Noget af det kan man udskyde og skubbe foran sig, men man kommer ikke udenom. Og så kan man lige så godt tage tyren ved hornene og få det gjort. Det er sjældent så slemt når man først kommer i gang. Man kan måske sige, at det at få det overstået i sig selv er belønningen. Jeg tror det der fungerer godt for mig ved belønningen er, at det lidt er som at fejre sin handling – et klap på skulderen til sig selv. For mig har den en god psykologisk virkning at fejre og glæde sig.

I forbindelse med 5:2-diæten fejrer jeg også. Ikke hver dag jeg har overstået en fastedag, for så slemt er det ikke – og så ville jeg nok ikke tabe mig ret meget. Men jeg har valgt at købe et par lækre, og lidt dyre, ting til mig selv for at fejre at jeg gør en god indsats. Om aftenen på fastedage kan jeg godt blive lidt kold, og jeg har derfor købt mig en serape/sjal i en rigtig lækker kvalitet, som jeg kan putte mig i når jeg faster. Jeg har også forkælet mig selv med nogle hjemme-bukser i en ekstra lækker bomuldskvalitet.

Det skal selvfølgelig ikke tage overhånd, så det bliver usundt for krop eller pengepung, men i afmålte doser anbefaler jeg at stille belønninger op for sig selv for at motivere og fejre sine sejre.

Lignende indlæg:

Ikke den samme som før

Jeg har det godt. Jeg er glad og føler at jeg har overskud og lyst til livet. Mit personlige trivselsbarometer handler om at få idéer, og jeg er begyndt at få ideer igen – masser af ideer. Jeg ser generelt positivt på livet og fremtiden.

Men jeg er ikke den samme som før jeg blev syg med stress. Der er en række ting jeg kaldte stress-symptomer mens jeg var sygemeldt, som jeg stadig lever med. Og måske er det sådan det skal være.

Nogen gange vrøvler jeg, når jeg taler. Jeg skifter ord ud uden at lægge mærke til det. Jeg kan f.eks. finde på at sige ’drivhus’ når jeg mener ’sommerhus’. Jeg er ordmæssigt distræt. Den er også gal når jeg skriver. Her glemmer jeg de små ord som ’det’ og ’er’ i sætningerne, og heller ikke her lægger jeg mærke til det før jeg ser min tekst igen senere.

Hukommelsen er ikke helt hvad den har været. Før i tiden var jeg god til at huske navne på politikere, skuespillere mv. Det er jeg ikke mere. Tit oplever jeg også at forsøge at huske, hvordan resultatet af en diskussion var, og må give fortabt.

Endelig er jeg ikke sluppet af med hyletonen i hovedet. Den er der de fleste aftener når jeg går i seng, og nogen gange er den der hele dagen.

Men det sker der jo egentlig ikke noget ved. Der er så mange der taler og skriver u-perfekt, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne det? Og i bund og grund er det jo ikke vigtigt om jeg kan huske navnet på landets socialminister, det kan slås op hvis jeg har brug for at vide det. Aftaler og konklusioner kan jeg jo skrive ned, hvis det er vigtigt.

Det kunne være at min hjerne har besluttet sig for ikke at stræbe efter perfektion længere, og bare levere en brugbar og gennemsnitlig ydelse. Og det er i grunden nok sundt nok. Min hverdag foregår i en verden af viden og detaljer, og det er ikke muligt for nogen at huske og rumme det hele. Det synes logisk at slække på kravene og acceptere, at man ikke kan have alt liggende på den biologiske harddisk som paratviden.

Det er klart at jeg skal være opmærksom på om det eskalerer, for det kan være tegn på øget stress. Men lige nu tænker jeg på, om ikke det er et nyt niveau for mine mentale præstationer, som skal beskytte mig mod stress fremover.

Lignende indlæg:

Følsomt vægttab

I takt med at jeg må konstatere, at jeg rent faktisk taber mig af at spise efter 5:2-konceptet, tænker jeg også på hvad andre siger til det. Jeg må indrømme, at det er et lidt følsomt emne.

Da jeg overvejede at gå i gang, synes jeg det var meget blufærdigt at sige til nogen, at jeg gjorde mig de tanker. På en eller anden måde synes jeg det var enormt følsomt at starte den snak, for det åbner ligesom for at andre kan sige hvad de synes om min vægt. Til hverdag er der ikke nogen der siger til mig, at de synes jeg er for tyk, og det vedkommer jo i bund og grund heller ikke andre end mig selv. Men jeg kan høre på den måde folk taler om andre, at det lurer under overfladen hos mange normalvægtige; holdninger til, irritation – ja næsten vrede – over at andre er overvægtige. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at møde. Det er svært at forklare en slank person, hvorfor man bliver overvægtig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt ved at jeg er overvægtig og at jeg kunne have godt af at tabe mig. Men det er bare noget andet at høre andre sige det. Især hvis det er nogen tæt på man holder af. For i mine ører lyder det, som om de elsker mig mindre fordi jeg er tyk, og at de ville elske mig mere hvis jeg var tyndere. Det er ikke lige den slags input jeg har brug for, når jeg overvejer en større livsstilsændring.

Jeg besluttede mig for ikke at diskutere det med andre end min mand, som er ubetinget loyal, støttende og velmenende. For i bund og grund er det vigtigste jo, at jeg selv tænker det godt igennem og føler at det er det rigtige for mig. Jeg har indset forskellige ting ifm. mit stressforløb, og det var essentielt for mig at føle, at det var noget jeg gjorde for mig selv, og kun for mig selv. Ikke for at nogen skulle elske mig mere.

Da jeg gik i gang med 5:2 fastediæten, sagde jeg det ikke til ret mange. Jeg skrev om det her på bloggen, så dem der læser med her har vidst det fra starten. Men det var først efter et par uger at jeg fortalte mine forældre og veninder om det face-to-face. Jeg ville lige være sikker på, at det var noget for mig. For udover den følsomme konfrontation med andres holdning til min figur, så forventede jeg også at nogen kunne have ret kraftige meninger om selve konceptet. Sundhed og slankning er noget næsten alle har en mening om, og der findes mange ‘trosretninger’. Jeg støttede mig til min mand og Facebook-gruppen om emnet.

Nu kan jeg så se på min badevægt, at jeg faktisk er blevet noget der minder om 8 pakker margarine mindre. Måske kommer der en dag, hvor mine omgivelser kan se, at jeg har tabt mig – også dem jeg endnu ikke har fortalt om det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal takle evt. kommentarer. Der kan jo ligge en masse gode hensigter og venlighed i en kommentar om at ’det klæder dig’ eller lignende. Men samtidig kan det jo også høres som, at ’du var grim før’. Det er nok et udslag af et af mine personlighedstræk; at jeg tager udsagn ret bogstaveligt og fortolker også negative ting ind i dem. Og i og med at jeg faktisk ER glad for at have tabt lidt kilo, er der jo også noget i mig der gerne vil dele det med andre og glæde mig over det sammen med dem.

 

Lignende indlæg:

Privat og offentlig forsørgelse

Der snakkes meget om dagpenge i disse dage. Det skyldes, at halveringen af dagpengeperioden fra 4 år til 2 år begynder at få konsekvenser, og regeringen har igen måttet lave afbødende foranstaltninger.

Hvis man ikke kan få dagpenge gennem arbejdsløshedskassen, kan man prøve at få kontanthjælp af kommunen. Det kan man dog kun, hvis man har udtømt alle andre muligheder for at klare sig. Det betyder at hvis man har penge i banken eller friværdi i huset skal man bruge det først. Og hvis man bor sammen med en der har en indtægt, så skal partneren forsørge én.

Sidstnævnte aspekt har været diskuteret meget her på det seneste, fordi at det indtil for nylig kun har været gældende for gifte par – med regeringens kontanthjælpsreform gjorde man gifte og samboende par ligestillede på dette område, så det også er ugifte par der skal forsørge hinanden.

Kravene for at kunne få kontanthjælp virker meget rimelige. Men diskussionen har fået mig til at tænke over princippet om at skulle forsørge sin partner. Jeg kan godt se at det er et fornuftigt princip i teorien, men i praksis må det være en umulighed i rigtig mange familier.

Det er en del generationer siden at det var almindeligt, at en familie kunne klare sig med 1 indkomst. Set her fra hovedstadsområdet kan jeg ikke forestille mig, at ret mange familier kan klare tårnhøje bolig- og leveomkostninger med kun den enes indkomst, de fleste har vel budgetteret med 2 indkomster da de etablerede sig.

Jeg kan i hvert fald se på mit eget budget, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Hverken min mand eller jeg får af vores løn udbetalt et beløb, der er stort nok til at dække alle vores almindelige faste månedlige udgifter. Selv hvis vi skaffede os af med bil, sommerhus, avis, internet, abonnementer og kabel-tv, ville der ikke være penge tilovers til mad. Og vi har ikke engang børn og bor i et beskedent rækkehus på 75 kvm.

Der står i vores grundlov, at statens skal forsørge de borgere, der ikke kan forsørge sig selv. Den pågældende paragraf er fra 1849 og nok ikke tiltænkt det omfang som offentlig forsørgelse har i dag. En paragraf fra en anden tid, hvor en familie kunne leve af 1 indtægt, og hvor der var en lavere levestandard. Det hænger ikke sammen mere.

Hvordan man så skal gøre det aner jeg ikke, men jeg synes der er nogle mekanismer i det nuværende system som er helt forkerte, demotiverende og urimelige. Jeg tror vi må opgive den forpligtelse til at forsørge alle og få en lidt mere fri og dynamisk økonomi, hvor familierne har et større rådighedsbeløb. Det er som om vi har malet os op i et hjørne, sådan som velfærdssamfundet er skruet sammen lige nu.

Lignende indlæg:

Hvordan jeg vil undgå stress

Jeg har tidligere beskrevet hvad der førte til, at jeg blev syg med stress i vinteren 2012/2013. Som jeg skriver i blogindlægget, handler det ikke om at udpege skurke eller pege fingre, heller ikke ad mig selv. Men jeg tror det er vigtigt at forstå årsagerne, for at kunne undgå at blive syg igen. En del af den professionelle hjælp jeg har modtaget har handlet om at finde frem til en måde at leve på, så jeg ikke havner i samme situation igen.

For det første har jeg fået sat i perspektiv hvor vigtigt det er, at jeg skal lære at tage mine egne behov og ønsker mere alvorligt. Stresseksperterne fra Lehmann & Partners mener faktisk, at man skal sætte sig selv på førstepladsen på samme måde, som når man i flyet instrueres i først selv at tage iltmasken på, før man hjælper barnet. Rationalet er, at hvis man ikke passer på sig selv, så kan man jo alligevel ikke passe på sine kære. Når jeg kigger tilbage på de situationer der stresser mig, så bunder mange af dem i, at jeg påtager mig andres agendaer og værdier og ikke mærker mine egne behov i situationen. Det er en stor udfordring for mig, og jeg tror det bliver noget jeg skal arbejde med i lang tid. Men lige nu ser jeg hvorfor det er vigtigt, og derfor er jeg motiveret til at få gjort noget ved det.

Et andet aspekt af dette er at blive i nu’et. I mange situationer nytter det ikke ret meget at spekulere på ting der ER sket, eller bekymre sig om ting der muligvis VIL ske. Jeg kan mærke at det betyder meget mindre for mig allerede nu. F.eks. glemte jeg for første gang i den tid vi har haft sommerhuset helt at flytte avisen derop, da vi var afsted i forrige weekend. Jeg tror ikke på det fuldstændige her-og-nu-liv, hvor man ikke sparer op til pension og drikker 2 flasker rødvin til aftensmaden hver aften. Men der er mange situationer hvor det giver mening at sige stop til mig selv, når jeg tænker for langt frem eller tilbage.

Det andet fokusområde er at sørge for at bevare det overskud, jeg nu har fået efter en lang sygdomsperiode med god behandling og indsigt. Personligt overskud giver en højere tolerance, så man bedre kan tåle hvad livet byder en. Det er klart at jeg kan gøre meget ved ikke at sætte for mange projekter i værk. Men alene pasning af fuldtidsjob og familiens hverdag kræver så meget, at det er vigtigt at tænke på at få tilført energi. Mange vil nok genkende tendensen til at tilsidesætte de sjove ting i livet, når man synes der er meget at passe. Men det er det samme som at skære benzinslangerne på en bil over.

For mig handler det om at sætte tid af til at lave de ting der giver mig energi. Ikke kun det at være hjemme og sammen med familien, men gøre noget aktivt som er godt for mig. Det handler bla. om plads til at være indadvendt og fordybet. Jeg har købt en meditationspude af samme slags som vi brugte på stressforløbet på Skodsborg, og hertil CD’er med meditation og mindfulness. Også mine tanker omkring 5:2 fastediæten spiller sammen med dette behov – at springe aftensmaden over 2 aftener om ugen giver et velkomment vindue til at dyrke mine egne behov.

I det foregående blogindlæg listede jeg mine stress-symptomer op. De skal tjene som nødbremse. Hvis jeg skulle begynde at se nogle af disse symptomer igen, må jeg reagere og prøve at sikre mig, at jeg ikke bliver syg af stress igen. Det jeg har oplevet denne vinter har været slemt nok, men det kan desværre gå endnu værre. Man kan få blodpropper, varige hjerneskader og miste både job og familie. Så det skal jeg ikke have noget af.

Lignende indlæg:

Hvad jeg kan få ud af 5:2 faste-diæt

Der er ingen tvivl om at jeg ville have godt af at tabe mig. Jeg har været overvægtig siden jeg var i slutningen af 20’erne, men indtil nu har jeg ikke følt motivation til at gøre noget ved det. Jeg har prøvet at tabe mig en del og så tage det hele – og mere til – på igen. Da det skete, antog jeg den holdning, at det var sundere for mig at blive stående der hvor jeg var, end at risikere yoyo-vægt. Jeg synes også det var mere psykologisk sundt at acceptere mig selv som jeg var, end at blive ved med at fortælle mig selv at jeg var forkert.

Jeg har lavet forskellige livstilsændringer med fokus på sundhed. F.eks. gik vi for nogle år siden over til fuldkornsprodukter når det gælder brød, pasta, ris, nudler, bulgur osv. Jeg har lært at lave mad med linser og bønner, så vi spiser mad uden kød flere gange om ugen. Da jeg skiftede job for 1½ år siden øgede jeg min motionsmængde, fik en sundere kantine og tabte 3 kg de første 3 måneder – til stor glæde for min læge. Jeg havde håbet at vægttabet fortsatte, men det gjorde det ikke. Jeg kan altså godt ændre mad- og motionsvaner, jeg har bare ikke tabt mig af det.

Den mentale rygsæk har været godt fyldt de sidste mange år, hvilket er kulmineret i at jeg blev syg med stress denne vinter. I februar fik jeg besked på at gå hjem og virkelig hvile mig – forholde mig helt i ro. Det betød at de få tabte kg. nu er på igen og mit BMI er over 30. Ikke hverken sundt eller behageligt, men det synes som en yderligere belastning at skulle sætte sig op til at gå på slankekur eller ændre motionsvaner når man i forvejen har det svært.

Men i påsken så jeg et program om faste og specielt 5:2 faste-diæten (se tidligere blodindlæg), som udover at have sundhedsmæssige effekter, burde give et vægttab. Jeg har læst om det på nettet. Det ser ud til at det mest er noget man bruger i England, men vores egen Bente Klarlund er positiv. Det har fået mig til at tænke.

Metoden går helt kort ud på, at man 2 dage om ugen spiser det kvarte af det antal kalorier man egentlig har brug for, en slags faste med lidt mad. De øvrige 5 dage spiser man normalt. Det lyder ikke så svært.

Det er ikke en kur, hvor man skal investere i medlemsskaber og lave fundamentalt om på kostsammensætning og madlavningsvaner. Indsatsen ligger ikke i at gøre noget specielt, men i IKKE at gøre nogle få ting, nemlig IKKE at spise morgenmad og aftensmad 2 dage om ugen. Når jeg tænker på stress-risiko ifm. sådan en kur, er det er en anden form for indsats. Man lægger ikke yderligere byrder og pligter ind i hverdagen. Til gengæld skal man lære sig at håndtere fraværet af måltider.

Udover den indlysende fordel ved at tabe sig og blive sundere, ser jeg 2 andre gevinster for mig ved at leve på den måde:

  • Det er ikke helt fremmed for mig at have en dag hvor jeg ikke spiser ret meget. Det sker ikke så tit, men en gang imellem får jeg så ondt i maven, at det eneste der hjælper er at lade være med at spise eller kun spise meget, meget lidt. Så det gør jeg. Måske kunne det være godt at give maven og fordøjelsen en pause med faste intervaller?
  • I løbet af mit stressforløb er jeg blevet opmærksom på en lang række ting, som har været med til at stresse mig – heriblandt manglende evne til at holde pauser hvor jeg reelt hviler mig, fravalg af stimulerende oplevelser og aktiviteter samt kvælning i pligtfølelse ifm. dagligdagens nødvendige gøremål. En fastedag kunne være en hviledag, hvor jeg står af ræset og får mediteret, sovet eller måske lavet De 5 Tibetanere, som jeg længe gerne har villet i gang med. Eller det kunne være en dag hvor jeg har tid til at dyrke aktiviteter og få oplevelser. Begge dele kunne medvirke til at reducere mit stressniveau.

Centralt er imidlertid, hvordan jeg i givet fald vil have det med at spise ca. en fjerdedel af mit kaloriebehov en dag. Jeg vil uden tvivl blive sulten på et tidspunkt i løbet af disse dage. Der er nok nogle mentale barrierer der skal nedbrydes, noget sukkerafhængighed der skal bearbejdes og noget trøstespisning der skal gøres op med, selvom man kan spise normalt igen næste dag. Spørgsmålet er om man kan arbejde sig igennem disse udfordringer og helst komme til at vænne sig til faste-dage.

Mine tanker indtil nu går på, at fastedagene skulle være på arbejdsdage, hvor jeg er optaget af arbejde. Jeg er normalt ikke sulten lige når jeg står op, og regner det ikke for noget særligt at klare mig frem til frokost på te og vand. Så kunne jeg tage et sundt og tilfredsstillende måltid i den fantastisk kantine, hvorefter jeg vil være mæt resten af arbejdsdagen. Om aftenen tænker jeg at det er en god idé at lade husbond lave sin aftensmad selv og evt. gå ned på mit kontor i kælderen mens han spiser. Derefter kunne vi hygge sammen med TV og te i sofaen som vi tit gør, eller jeg kunne beskæftige mig med noget der optager mig jf. de stress-forebyggende ting jeg nævner ovenfor.

Foreløbig har jeg bestilt Michael Mosleys bog og glæder mig til at læse lidt mere om principperne i denne metode. Umiddelbart er det relativt enkelt at prøve det af, da metoden som sagt hverken kræver investering i medlemsskaber eller ændrede vaner. Og hvis det ikke er motiverende nok at tabe sig og blive sundere i sine blodværdier, så kan jeg jo bruge fordelene for maven og stressen som løftestang.

Lignende indlæg:

Ind i mellem kommer fasten

Her i påsken har jeg været i sommerhus med min lille familie. Vi har slappet af, læst aviser, gået ture og set fjernsyn. Vi bukkede under for noget teknikbesvær, åd vores irritation over den administrativt elendige løsning der er kommet ifm. at TV2 er blevet betalingskanal og købte os et Boxer-kort til TV2. Som et plaster på såret gav Boxer 14 dages gratis adgang til alle deres kanaler, så den eftermiddag zappede vi lidt rundt.

I denne forbindelse kom jeg forbi et interessant program på svensk TV. En engelsk læge og videnskabsjournalist tilknyttet BBC ved navn Michael Mosley undersøgte fænomenet at faste. Udgangspunktet for udsendelsen var forskning i ældning og levealder. Det viser sig nemlig, at der er en sammenhæng mellem alderbetingede sygdomme og kalorieindtag. Jeg har godt hørt om mennesker, som konsekvent spiser færre kalorier end de forbrænder i et håb om at leve længere, men denne udsendelse forklarede tingene lidt mere detaljeret.

I bund og grund viser det sig, at mange af de ting, vi i den vestlige verden dør af (kræft og hjerte/karsygdomme), hænger sammen med et protein der hedder IGF-1. Det har man meget af, når man spiser meget, og man kan holde det nede ved at faste eller til hverdag spise mindre end nødvendigt. Michael Mosley besøger en mand som lever sådan, og derfra går han videre til forskere der har set tilsvarende resultater ved dels at faste fuldstændig i 3-4 dage med måneders mellemrum, og dels ved at spise mindre nogle dage om ugen. Alle disse metoder holder IGF-1 nede og reducerer dermed risikoen for en række kræft- og hjerte/kar-sygdomme.

Michael Mosley prøvede selv at faste i 3½ døgn, og både han og forskeren der undersøgte denne metode indrømmede, at det var rigtig hårdt at gå igennem. Derefter prøvede han metoden med at spise mindre 2 dage om ugen, og det befandt ham så vel, at han tog metoden til sig. Han lever på den måde den dag i dag og har både tabt sig markant og reduceret risikoen for aldersbetingede sygdomme. Han har nu skrevet en bog om denne måde at spise på og lancerer det bla. som en slankekur kaldet 5:2 Intermittent Fasting eller bare The Fast Diet.

Det var en virkelig interessant udsendelse, som på ingen måde havde overfladiske motiver som at lede efter udødelighedsmedicin eller give næring til et ønske om at blive 140 år gammel. Udover de sundhedsmæssige aspekter, er det interessant alene som metode til vægttab, og det satte virkelig tanker i gang hos mig. Jo mere jeg tænker på det, jo mere kan jeg se mig selv følge en 5:2 faste-diæt, endda med en række andre positive effekter, som jeg vil skrive om i et senere indlæg.

Tja, så blev det lykkeligvis en påskeferie, hvor der blev plads til tanker med et større perspektiv. Jeg føler mig inspireret!

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2012

Igen er vi nået til et årsskifte, det 42. for mit vedkommende. Det er tradition her på bloggen at jeg gør året op, og det vil jeg også gøre i år selvom jeg har faktisk har opsummeret meget af det i et blogindlæg for kun 3 måneder siden.

De sidste 3 måneder har jeg ikke skrevet ret meget her på bloggen, og det skyldes at jeg er kommet ind i en lidt forvirret periode i mit liv. Det startede med nogle fysiske ting som svimmelhed, feberfornemmelse, hjertebanken og hyletone i hovedet. Jeg troede først det skyldtes skift af forebyggende medicin for den migræne, som jeg ellers har ret godt under kontrol. Så begyndte jeg at føle mig energiforladt og tungsindig, og da jeg begyndte at få problemer med koncentration, overblik og hukommelse på arbejde talte jeg med lægen, som mente at jeg havde stress.

Jeg blev sygemeldt og startede behandlingsforløb hos psykolog. Psykologen mente at jeg havde en reaktion på langvarig stress i form af en midlertidig hjerneskade, hvilket var årsagen til mine symptomer. Det at blive sygemeldt er et administrativt helvede, men efter 4 ugers sygemelding er jeg begyndt at have det bedre. De fysiske symptomer er stort set væk, og efter nytår begynder jeg på arbejde med en gradvis optrapning af arbejdstiden.

Det har ikke været en af den slags stressbelastninger, hvor man er helt nedbrudt, græder og ikke kan stå ud af sengen. Derfor kom det også bag på mig at få at vide at jeg havde stress. Jeg har prøvet det for 6 år siden pga. organisationsændringer på min daværende arbejdsplads, og dengang var det ret indlysende for mig hvorfor jeg blev syg. Det var det ikke helt denne gang. Nu hvor jeg er ved at få det bedre ser jeg sådan på det, at den mentale rygsæk simpelthen var fyldt op.

Som jeg beskriver i “Sikke et år” har der været nok at se til, og der er ingen tvivl om at nyt job og ny hund har været  store følelsesmæssige påvirkninger i mit liv. Selvom begge dele har været positive forandringer, har det været store forandringer. Langsomt har jobskiftet vist sig at være et større kulturchok end jeg i første omgang vurderede. Og det at få hund indebærer også en stor portion bekymring, pligtfølelse og angst for at der skal ske den elskede hund noget. De samme to ting har øget den loyalitetskonflikt, der altid vil være mellem arbejde og privatliv.

Overskriften for mit 2012 blev helt klart indfrielsen af drømmen om at få hund og den lykkelige historie om hvordan Mads og jeg blev Adinas nye familie. Det har præget hele året at Adina er kommet ind i vores liv. Vores hverdag er anderledes, vores prioriteringer er anderledes og vores følelsesliv er forandret.

Samtidig blev det en understregning af behovet for at have styr på sine prioriteringer. Det arbejder jeg, ligesom for et år siden, stadig med, og det har psykolog-behandlingen også givet mig et nyt perspektiv på. I disse krisetider er det nemt at komme til at fokusere på ting man er bange for og kun ville konsolidere og bevare – mentalt som materialistisk. Men for at leve livet må man også turde tænke på muligheder og de ting der gør éen glad. Det vil jeg prøve i 2013.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg: