Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Mellem jobs

Februar er i år blevet den der mærkelige måned for mig. Den der måned, hvor man er mellem 2 jobs. Jeg har sagt op, men er stadig på arbejdspladsen og kører min daglige rutine. Forude ligger et andet job: nyt, spændende, ukendt.

Jeg sagde op lidt over kl. 8 om morgenen, den sidste hverdag i januar. Min opsigelse blev først meldt ud til mine kolleger kl. 15 om eftermiddagen, og indtil da måtte jeg ikke fortælle nogen om det. Det var en meget mærkelig følelse at gennemføre en arbejdsdag vel vidende, at jeg havde sagt op, samtidig med at alle jeg interagerede med troede, at alt var som det plejer.

Da kollegerne så endelig fik det at vide, kom der selvfølgelig en masse reaktioner. Alle sagde tillykke, og næsten samtidig udtrykte de ærgrelse over at miste mig som kollega. Nogen af dem vidste godt lidt om hvordan jeg havde det med jobbet, og var glade på mine vegne.

Derefter handler det om overdragelse. Pludselig er det vigtigere, at jeg overdrager og dokumenterer, end at jeg udfører de daglige opgaver. Så selvom jeg stadig står op på samme tid, kører det samme sted hen, og starter dagen med et glas te på samme måde som før, så er mit fokus et lidt andet.

Jeg er stadig i mit sædvanlige element. Selvom jeg aldrig har følt mig rigtig tryg på min nuværende arbejdsplads, er det nu pludselig det der føles trygt i forhold til det nye der starter til marts. Det faktum at jeg har sagt op, gør selvfølgelig også, at jeg kan slappe lidt mere af. Jeg tager mig selv i at give mig tid til at tale med kollegerne, jeg kom med en kæk bemærkning til områdedirektøren da han kommenterede at både jeg og min sidemand skrev SMS’er, og jeg tænker ikke så meget over hvor længe jeg er væk, når jeg går ud for at hvile ørerne. Jeg tog endda kage med til kollegerne i går – helt uden årsag. Jeg behøver ikke længere at frygte konsekvenser.

Samtidig går jeg og venter på at skulle starte på en ny arbejdsplads til marts. Det blev meget virkeligt, da jeg så mine nye initialer i en kopi af den mail, som min kommende chef sendte rundt til sin afdeling for at informere om at jeg starter. Jeg er også begyndt at se på hvilken vej jeg skal cykle på arbejde. Jeg får ca. 10 km. kortere på arbejde, så det kommer til at få mærkbar indflydelse på min hverdagsrytme.

Jeg er meget spændt på det nye job. Det er en helt ny branche for mig. Der kommer til at være meget at lære om forretningsområdet, og selve jobindholdet er også lidt anderledes end mit nuværende job. Dertil kommer det store arbejde det er at komme ind i hverdagen, omgangstonen osv.

Det giver et lille sug i maven at tænke på om jeg nu kan leve op til kollegerne og arbejdspladsens forventninger. Og også, om jobbet kan leve op til mine egne forventninger. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ved at jeg har truffet min beslutning på baggrund af nøje overvejelser og erfaringer fra tidligere. Jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Hvis jeg ikke skulle på arbejde

Efter 24 år på arbejdsmarkedet kan man godt komme til at drømme om noget andet. Tænk hvis man ikke skulle afsted på arbejde hver dag. Der er så meget andet i livet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville andre sider af min personlighed komme frem. Jeg ville være mindre træt og mere nærværende. Jeg ville være fuld af idéer og have lyst til at sætte ting i gang. Jeg ville være mere tolerant, og jeg ville kunne lukke flere mennesker ind i mit liv.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tilbringe mere tid sammen med min hund. Min allerbedste ven med pels er her jo ikke for evigt, og jeg føler tit at vi spilder den begrænsede tid vi har med hende, ved at hun skal ligge hjemme og vente på at vi kommer hjem fra arbejde. Vi kunne gå flere ture, kæle noget mere, lege mere i haven. Og jeg kunne snuse noget mere til hendes bløde, fine pels og give mig hen til hendes naturlige ro og leven i nuet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg gøre mere ved min have. Haven er gammel, og der vokser lidt for mange ting rundt omkring. Den trænger til at blive trimmet, og der er også masser af muligheder for at plante nye spændende, duftende planter. Jeg kunne bruge mere tid på den daglige vedligeholdelse, og jeg kunne være hjemme til at tage imod en professionel, der kunne beskære det kæmpe træ, der giver skygge i haven.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg være mere sammen med mine forældre. Lave små hyggelige ting sammen. Tage på små ture. Lave mad til dem og hjælpe med det praktiske. Diskutere politik og snakke om vind og vejr.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tænke mig at blive ven med en af de flygtninge, som for tiden flytter ind på det tidligere kloster i Bistrup. Hjælpe med at forstå det danske samfund. Lære noget om det land som han/hun flygtede fra. Skabe lidt tryghed og nærvær for et menneske i krise.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg blive besøgsven for en ældre medborger. Gå tur, tale sammen, læse op fra avisen, spille kort. Jeg kunne høre om gamle dage og livserfaringer, og fortælle om yngre menneskers liv nu om dage.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg ikke have råd til at leve det liv jeg gør i dag med et dejligt hus, en stor have og en fantastisk hund. Og det liv er jeg utrolig glad for. De sidste par uger har vi faktisk haft ikke bare 4 men hele 5 rigtige på vores faste Lotto-kupon, og det er endda sket hele 2 gange. Men det giver kun udbetalinger på omkring 110-115 kr. Der skal en noget større Lotto-gevinst til for at realisere denne drøm. Men nogle gange er det nu dejligt at drømme, selvom det er urealistisk.

Lignende indlæg:

Forsøg med 5:2

Hovedpine er noget der plager mig meget. Jeg lider af migræne og har ca. 4 anfald om måneden. Derudover har jeg jævnligt hovedpine ifm. 5:2 fastedagene. Det kommer som regel efter det ene måltid jeg får på fastedage; frokost. Nogle gange kommer det også dagen efter en fastedag. Jeg er er så led og ked af at have hovedpine, og jeg tænker meget over hvad jeg kan gøre for at undgå det.

Jeg har spekuleret på, om hovedpine ifm. fastedage kan hænge sammen med udsving i blodsukker. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal imødegå det. Ved måltidet på fastedagen fokuserer jeg på at få grøntsager og magert kød, og undgår så vidt muligt kulhydrater. Jeg prøver også at lade være med at spise søde sager aftenen før en fastedag. Det har ikke rigtig hjulpet.

Lige fra starten besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min daglige ration på 500 kcal på fastedagene ved at spise 1 samlet måltid til frokost. Det koncept lagde jeg mig fast på fra starten, fordi teorien om 5:2-diæten peger på at det er godt for kroppen at få længere pauser fra spisning og fordøjelse. Jeg synes det virker og føles rigtigt at gøre sådan. Således kan jeg stadig nyde den fremragende kantine der er på min arbejdsplads, og jeg kan holde fri fra madlavning om aftenen.

Sidstnævnte var en helt central grund til at begynde med 5:2-diæten, fordi jeg gerne ville bruge konceptet til at fjerne pligter fra min hverdag. Problemet med hovedpine gør dog, at jeg har lyst til at udfordre min model lidt. En idé kunne være at fordele de 500 kcal mere over fastedagen.

De sidste par fastedage har jeg derfor drukket en let sødet vitamindrik i løbet af dagen, og kun spist nogle få grøntsager til frokost; et par gulerodsstave, agurkeskiver, radiser, lidt vandmelon osv. Om aftenen har jeg spist et bæger skyr. Jeg forestiller mig at mit blodsukker er mere stabilt og aldrig helt lavt, når jeg spiser på den måde.

Med den nye måde holder jeg fast i det stress-formindskende aspekt af diæten, i og med at jeg stadig ikke skal fremstille et aftensmåltid. Jeg går på kompromis med tanken om at give kroppen helt fred for at skulle bearbejde ting jeg spiser og drikker. Til gengæld opnår jeg større kontrol med hvor meget jeg spiser på en fastedag, idét jeg ikke tæller kalorier. Måske kan jeg også begrænse trangen til at kompensere på ikke-fastedagene?

Indtil videre har jeg gode resultater, men jeg skal nok prøve det i lidt længere tid for at være sikker på at det er pga. denne opbygning af fastedagen, at jeg ikke får hovedpine.

Lignende indlæg:

Køn eller personlighed

Jeg er ikke en af dem der synes, at kvinder diskrimineres i Danmark. Som kvinde synes jeg, at jeg har samme muligheder som mænd i det danske samfund. På den del af arbejdsmarkedet jeg befinder mig, besættes stillingerne af en person med bestemte kvalifikationer uanset køn.

Det er ikke det samme som at alle stillinger er besat med lige mange mænd og kvinder. Især på ledelses- og bestyrelsesposter er der en overvægt af mænd. På de lag bevæger jeg mig ikke selv. Jeg er dog ret overbevist om, at en stor del af årsagen ligger i, at kvinder ikke selv ønsker disse stillinger.

Når det kommer til løn ved jeg ikke om vi har ligestilling. Statistikkerne siger at det stadig er skævt, men det må være svært at få helt sammenlignelige tal. I min hverdag er løn ikke noget man taler om. Tidligere har det stået i min ansættelseskontrakt, at jeg ikke måtte diskutere min løn med mine kolleger. Det blev forbudt ved lov for et par år siden, netop af hensyn til ligeløn. Alligevel er der ikke nogen der ved hvad hinanden tjener, så jeg ved ikke om mine mandlige kolleger tjener mere end mig.

I den forgangne uge har der været beretninger på Twitter under hashtag #jegharoplevet, hvor kvinder fortalte om kønsdiskriminerende oplevelser med mænd. Det fik mig til at tænke på en række forskellige episoder da jeg var ung, hvor mænd har opført sig upassende overfor mig. Jeg har dog aldrig været ude for at et nej ikke blev respekteret.

Alle disse oplevelser fik mig til at tænke på, om det egentlig handler om køn, eller om det mere er fordi der findes mange vrede, afstumpede og grænseoverskridende mennesker. Den tanke fik næring af en kommentar på Facebook, hvor komikeren Brian Mørk opremsede en række ubehagelige oplevelser han havde haft med både mænd og kvinder, hvorefter han sluttede af med ordene:

Kvinder på Twitter. I bliver ikke udsat for ubehagelige idioter fordi I er kvinder. I bliver udsat for ubehagelige idioter fordi I er mennesker.

Når vi kommer ned på gaden og mødes menneske til menneske, uden at kende hinandens navne, spekulerer jeg nu alligevel på, om det er en snigende diskrimination af kvinder jeg møder. Dømmer vi kvinder hårdere end mænd i det offentlige rum?

På min cykeltur til arbejde oplever jeg relativt ofte at blive skældt ud og råbt ad. I modsætning til mange, mange cyklister kører jeg faktisk ret hensynsfuldt og forsvarligt – og efter færdselsloven. Men alligevel sker det, at mine med-trafikanter er utilfredse med min opførsel. Det kan handle om at mine bremser hviner, en overhaling som nogen synes der ikke var plads til, eller bare det at køre over for grønt, hvor det viser sig at nogen synes de skulle på tværs for rødt.

Når jeg kommer hjem og fortæller om disse oplevelser til min mand, så siger han at han næsten aldrig oplever sådan noget. Han cykler ellers også hyppigt, langt og hurtigt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det handler om køn? De ting jeg bliver skældt ud for, er alle sammen ting som jeg ser mandlige cyklister gøre hele tiden uden tilråb.

Det føles som om der er et andet niveau af tolerance overfor en kvinde end overfor en mand i trafikken. Det er ikke kun mænd men også kvinder, der synes det er helt i orden at kalde mig en sindssyg kælling i situationer, hvor jeg kører helt i overensstemmelse med færdselsloven.

På arbejde strejfer tanken mig også en gang imellem, om jeg mon behandles anderledes end mine mandlige kolleger pga. mit køn eller min personlighed. Nede i de små hverdagssituationer synes jeg nemlig at jeg oplever nogle forskelle. Det virker som om der gælder lidt andre spilleregler for mine mandlige kolleger. Det er som om de slipper afsted med nogle ting, som jeg bliver bremset i.

Alternativet til at dette skulle bunde i kønsdiskrimination er, at det handler om personligheder – hos mig eller hos mine kolleger og med-trafikanter. Det er helt sikkert, at der er store forskelle i hvor autoritetstro, lovoverholdende, hensynsfulde, respektfulde og rummelige vi er uanset køn, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Måske mangler jeg indblik i det feedback mænd oplever på deres opførsel. Måske opfatter mænd samme feedback på en anden måde end jeg. Og jeg er også med på, at jeg har tendens til at tage tungt på uretfærdig behandling. Min oplevelse er bare, at når jeg opfører mig som jeg ser mine mandlige kolleger eller medtrafikenter gøre, så får jeg en anden reaktion.

 

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Sidste dage i Virum

Nu nærmer det sig for alvor. På søndag får vi nøglen til vores nye hus i Birkerød, og 5 dage derefter flytter vi. Når måneden er gået, har vi afleveret nøglerne til rækkehuset i Virum til de nye ejere og har ikke længere noget at gøre i Virum. Her i de sidste dage i Virum kan jeg ikke lade være med at gøre mig tanker om det vi forlader.

På grund af den korte overlapningsperiode mellem de 2 boliger, har vi i længere tid forsøgt at forberede de ting vi kunne gøre på forhånd. Vi har derfor pakket så meget som muligt i god tid. Vi pakker et hjem ned i kasser, et hjem som Mads og jeg har opbygget sammen i løbet af de 9 år vi har boet her. Det var vores første fælles hjem, og jeg genoplever alle de ideer, tanker og drømme som vi havde i starten og som siden er opstået.

For eksempel drivhus-drømmen, hvor vi dels byggede selve drivhuset, og dels engageret drømte om, snakkede om og planlagde alle de grøntsager vi skulle dyrke. Jeg tænker tilbage på alle de varianter af chili vi har haft, og drømmene om et drivhus der bugner af tomater, som aldrig helt blev som vi håbede. I skabene i huset finder jeg mange, mange chilifrø vi har lagt til tørre, og også blomsterfrø som jeg aldrig fik prøvet. Drivhuset kan vi ikke tage med, og det er helt vemodigt at rydde op derude og komme i tanke om al den begejstring vi har lagt i projektet. Siden vi fik hund har vi droslet meget ned på ambitionerne i drivhuset pga. tidsmangel, så jeg tror ikke vi skal have drivhus lige med det samme det nye sted. Men vi gik meget op i det i en periode.

Det begynder også at blive sidste gang for mange af de ting vi gør. Der er ikke mange af de normale eftermiddagsture med Adina i Geels Skov tilbage mere. Som jeg dog traskede den skov tynd sidste vinter, hvor jeg var sygemeldt med stress. Det var en stor trøst og lindring.

Forleden pakkede vi havemøblerne i forhaven ned. Nu hvor varmt sommervejr banker på, bliver vi mindet om, at vi aldrig mere skal sidde og spise aftensmad der på skyggesiden af huset på varme sommerdage.

Vores faste fredagsritual, hvor vi tager til Holte og køber ind til en uges forbrug, gør vi for sidste gang på fredag. En helt almindelig hverdagsting, men noget som vi begge glæder os til hver uge, fordi det markerer weekenden og vi derfor altid er i godt humør. Vi regner med at gøre noget tilsvarende i Birkerød. Men det vil blive sidste gang at vi kommer hjem her til Virum.

Vi vasker de sidste maskiner tøj i vaskekælderen og hænger det til tørre for sidste gang i den lille have, som lige nu dufter af sommer og sitrer af fugleliv.

Alt dette har Mads og jeg opbygget sammen. Systemer, rutiner, indretning og rammer om en hverdag, som vi gerne selv ville have det. Jeg føler en vis stolthed over at have været med til at skabe en veldreven husholdning, og tænker over hvordan vi mon kommer vi til at gøre i det nye hus. Noget bliver nok nøjagtig det samme, andet bliver anderledes. Nogle af tingene bliver lettere og mere bekvemme. Men vi har ikke sat et billede på det endnu, det er ikke sket endnu – de eksisterer de ikke endnu, de nye rammer om vores hverdag.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2013

Så blev det nytår, og det er tid til at gøre året op her på bloggen. 2013 blev et år præget af stress, eftertanke og personlig udvikling for mig.

Stress

Jeg forlod 2012 som sygemeldt med stress, og startede 2013 med at vende tilbage til jobbet, kun for at konstatere at jeg slet ikke var klar til at arbejde endnu. Efter i 3 uger at have forsøgt at vende tilbage til jobbet med en 5-ugers optrapningsplan, måtte jeg tilbage til sofaen og tage ansvar for min egen situation. Hverken lægens, psykologens eller arbejdsgiverens anvisninger passede til min situation, og jeg var nødt til at skære igennem og sige til dem hvordan jeg oplevede det.

Jeg endte med at være deltidssygemeldt helt frem til juli. Måske jeg kunne have haft et kortere sygdomsforløb, hvis jeg havde kunnet sige fra med det samme, men det kunne jeg ikke i den situation – det var både en del af den person jeg var før, og en del af selve det at være stresset.

Der er ingen tvivl om at det er absolut uønsket at være sygemeldt, det tror jeg også at jeg kunne aflæse på min lønseddel efter den årlige lønregulering. Men jeg endte faktisk med at få det bedre til sidst, og jeg har lært en masse af det. Jeg tror jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og så har jeg lidt uventet oplevet en opbakning, som har knyttet mig tættere til mange af mine kolleger.

Man tror godt man kan, men det kan man måske ikke alligevel; slappe af. Jeg har lært at slappe af – mentalt og fysisk. Det var faktisk min kommune, der hjalp mig med det ved at tilbyde mig et forløb på Skodsborg Spa. Det lange forløb med deltidssygemelding gav mig flere timer hjemme, hvilket satte mit liv i perspektiv. For en stund var der andet end arbejde i hverdagen. Jeg var ikke i stand til at gøre meget andet end at gå tur med hunden, men bare det at befinde sig hjemme gjorde mig godt.

Undervejs har jeg arbejdet med mig selv. Jeg er blevet bedre til at være i nu’et. Jeg tænker ikke så langt frem og på mulige fremtidige konsekvenser. Det er sket flere gange, at jeg at kommet afsted uden mobiltelefon eller på tur med hunden uden hundeposer – og det gik alligevel. Jeg har en bedre fornemmelse af mine egne behov og er lidt mere ligeglad med hvad andre synes. Nu kan jeg f.x. have gæster til middag uden at blive stresset. Og jeg siger nej tak til arrangementer, som jeg vurderer vil være for belastende for mit hoved.

Diæt

Stressforløbet betød at jeg måtte være åben overfor nye måder at leve på, så jeg kunne få en hverdag hvor der er plads til at hvile og lade op. 5:2-diæten blev et vigtigt led. 2 dage om ugen spiser jeg kun frokost, hvilket giver mig 2 hverdags-aftener, hvor jeg kun skal slappe af og hygge mig.

Det viste sig hurtigt at jeg også tabte mig af denne diæt, og i skrivende stund vejer jeg mindre end jeg har gjort i 10 år. En absolut dejlig og velkommen bivirkning.

Oplevelser

2013 bød heldigvis også på en række udadvendte oplevelser. Jeg havde en pragtfuld fødselsdag i november, hvor min mand, veninde og jeg havde en stor smagsmæssig oplevelse på en dim sum-restaurant. Det var også en dejlig tur til Herning, hvor vi både fik en stor koncertoplevelse og noget hyggelig shopping ud af turen. Året sluttede af med at holde juleaften for mine forældre i mit eget hjem for første gang nogen sinde. Det blev også en dejlig aften, hvor jeg efter i mange år at have samlet på juletræs-lysholdere og tallerkener med julemotiv kunne servere en julemiddag for mine nære – helt efter mit eget hoved.

Triste begivenheder

Jeg er nu 42 år, og i min alder er man ved at have overstået bryllupperne og barnedåbene. I denne alder er det mere skilsmisser det handler om. Dem har der dog heldigvis ikke været så mange af indtil nu. Til gengæld har der været nogle endnu mere sørgelige begivenheder i det forgangne år; en del dødsfald blandt jævnaldrende i den udvidede bekendtskabskreds. Selvmord, kræft og akut sygdom har huseret og bragt sorg blandt mine venner og bekendte. Jeg bliver chokeret hver gang, og det er som om jeg ikke rigtig kan forstå eller tro på at det kan ske. Det giver også stof til eftertanke. Den sidste uskyld fra ungdommen er ved at ryge, og jeg må acceptere at døden også er en del af livet, og det er ikke kun gamle mennesker der dør. Det er det ultimative bevis på at livet også er urimeligt og totalt uretfærdigt.

Nyt hus

Jeg kan ikke sige om det har baggrund i mit sygdomsforløb eller de mange dødsfald. Men Mads og jeg er nået til et punkt, hvor vi ønsker at handle i stedet for bare at leve med noget der er knap så optimalt. Vi har besluttet os for at prøve at finde et lidt større hus. Hvis andre kan, så kan vi vel også? Og man skal også huske at leve mens man gør det. Lige inden jul skrev vi formidlingsaftale med Danbolig, og i næste uge kommer vores hus til salg på nettet. Det er en spændende tanke at gå igennem jul og nytår og ikke vide hvor vi bor til næste jul.

Alt i alt blev 2013 et barsk men lærerigt år. Selvom det har været hårdt, har det også givet nyt håb, ny energi og optimisme. Det kommer også til at blive en hård tid i det nye år med at have hus til salg og efterfølgende (forhåbentlig) at skulle finde et nyt hjem til min familie. Det er jo en af de ting der stresser mennesker allermest at skulle flytte. Men jeg føler mig langt bedre rustet til disse udfordringer end før. Så 2014 kan bare komme an!

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg: