Forsøg med 5:2

Hovedpine er noget der plager mig meget. Jeg lider af migræne og har ca. 4 anfald om måneden. Derudover har jeg jævnligt hovedpine ifm. 5:2 fastedagene. Det kommer som regel efter det ene måltid jeg får på fastedage; frokost. Nogle gange kommer det også dagen efter en fastedag. Jeg er er så led og ked af at have hovedpine, og jeg tænker meget over hvad jeg kan gøre for at undgå det.

Jeg har spekuleret på, om hovedpine ifm. fastedage kan hænge sammen med udsving i blodsukker. Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal imødegå det. Ved måltidet på fastedagen fokuserer jeg på at få grøntsager og magert kød, og undgår så vidt muligt kulhydrater. Jeg prøver også at lade være med at spise søde sager aftenen før en fastedag. Det har ikke rigtig hjulpet.

Lige fra starten besluttede jeg mig for, at jeg skulle have min daglige ration på 500 kcal på fastedagene ved at spise 1 samlet måltid til frokost. Det koncept lagde jeg mig fast på fra starten, fordi teorien om 5:2-diæten peger på at det er godt for kroppen at få længere pauser fra spisning og fordøjelse. Jeg synes det virker og føles rigtigt at gøre sådan. Således kan jeg stadig nyde den fremragende kantine der er på min arbejdsplads, og jeg kan holde fri fra madlavning om aftenen.

Sidstnævnte var en helt central grund til at begynde med 5:2-diæten, fordi jeg gerne ville bruge konceptet til at fjerne pligter fra min hverdag. Problemet med hovedpine gør dog, at jeg har lyst til at udfordre min model lidt. En idé kunne være at fordele de 500 kcal mere over fastedagen.

De sidste par fastedage har jeg derfor drukket en let sødet vitamindrik i løbet af dagen, og kun spist nogle få grøntsager til frokost; et par gulerodsstave, agurkeskiver, radiser, lidt vandmelon osv. Om aftenen har jeg spist et bæger skyr. Jeg forestiller mig at mit blodsukker er mere stabilt og aldrig helt lavt, når jeg spiser på den måde.

Med den nye måde holder jeg fast i det stress-formindskende aspekt af diæten, i og med at jeg stadig ikke skal fremstille et aftensmåltid. Jeg går på kompromis med tanken om at give kroppen helt fred for at skulle bearbejde ting jeg spiser og drikker. Til gengæld opnår jeg større kontrol med hvor meget jeg spiser på en fastedag, idét jeg ikke tæller kalorier. Måske kan jeg også begrænse trangen til at kompensere på ikke-fastedagene?

Indtil videre har jeg gode resultater, men jeg skal nok prøve det i lidt længere tid for at være sikker på at det er pga. denne opbygning af fastedagen, at jeg ikke får hovedpine.

Lignende indlæg:

Køn eller personlighed

Jeg er ikke en af dem der synes, at kvinder diskrimineres i Danmark. Som kvinde synes jeg, at jeg har samme muligheder som mænd i det danske samfund. På den del af arbejdsmarkedet jeg befinder mig, besættes stillingerne af en person med bestemte kvalifikationer uanset køn.

Det er ikke det samme som at alle stillinger er besat med lige mange mænd og kvinder. Især på ledelses- og bestyrelsesposter er der en overvægt af mænd. På de lag bevæger jeg mig ikke selv. Jeg er dog ret overbevist om, at en stor del af årsagen ligger i, at kvinder ikke selv ønsker disse stillinger.

Når det kommer til løn ved jeg ikke om vi har ligestilling. Statistikkerne siger at det stadig er skævt, men det må være svært at få helt sammenlignelige tal. I min hverdag er løn ikke noget man taler om. Tidligere har det stået i min ansættelseskontrakt, at jeg ikke måtte diskutere min løn med mine kolleger. Det blev forbudt ved lov for et par år siden, netop af hensyn til ligeløn. Alligevel er der ikke nogen der ved hvad hinanden tjener, så jeg ved ikke om mine mandlige kolleger tjener mere end mig.

I den forgangne uge har der været beretninger på Twitter under hashtag #jegharoplevet, hvor kvinder fortalte om kønsdiskriminerende oplevelser med mænd. Det fik mig til at tænke på en række forskellige episoder da jeg var ung, hvor mænd har opført sig upassende overfor mig. Jeg har dog aldrig været ude for at et nej ikke blev respekteret.

Alle disse oplevelser fik mig til at tænke på, om det egentlig handler om køn, eller om det mere er fordi der findes mange vrede, afstumpede og grænseoverskridende mennesker. Den tanke fik næring af en kommentar på Facebook, hvor komikeren Brian Mørk opremsede en række ubehagelige oplevelser han havde haft med både mænd og kvinder, hvorefter han sluttede af med ordene:

Kvinder på Twitter. I bliver ikke udsat for ubehagelige idioter fordi I er kvinder. I bliver udsat for ubehagelige idioter fordi I er mennesker.

Når vi kommer ned på gaden og mødes menneske til menneske, uden at kende hinandens navne, spekulerer jeg nu alligevel på, om det er en snigende diskrimination af kvinder jeg møder. Dømmer vi kvinder hårdere end mænd i det offentlige rum?

På min cykeltur til arbejde oplever jeg relativt ofte at blive skældt ud og råbt ad. I modsætning til mange, mange cyklister kører jeg faktisk ret hensynsfuldt og forsvarligt – og efter færdselsloven. Men alligevel sker det, at mine med-trafikanter er utilfredse med min opførsel. Det kan handle om at mine bremser hviner, en overhaling som nogen synes der ikke var plads til, eller bare det at køre over for grønt, hvor det viser sig at nogen synes de skulle på tværs for rødt.

Når jeg kommer hjem og fortæller om disse oplevelser til min mand, så siger han at han næsten aldrig oplever sådan noget. Han cykler ellers også hyppigt, langt og hurtigt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det handler om køn? De ting jeg bliver skældt ud for, er alle sammen ting som jeg ser mandlige cyklister gøre hele tiden uden tilråb.

Det føles som om der er et andet niveau af tolerance overfor en kvinde end overfor en mand i trafikken. Det er ikke kun mænd men også kvinder, der synes det er helt i orden at kalde mig en sindssyg kælling i situationer, hvor jeg kører helt i overensstemmelse med færdselsloven.

På arbejde strejfer tanken mig også en gang imellem, om jeg mon behandles anderledes end mine mandlige kolleger pga. mit køn eller min personlighed. Nede i de små hverdagssituationer synes jeg nemlig at jeg oplever nogle forskelle. Det virker som om der gælder lidt andre spilleregler for mine mandlige kolleger. Det er som om de slipper afsted med nogle ting, som jeg bliver bremset i.

Alternativet til at dette skulle bunde i kønsdiskrimination er, at det handler om personligheder – hos mig eller hos mine kolleger og med-trafikanter. Det er helt sikkert, at der er store forskelle i hvor autoritetstro, lovoverholdende, hensynsfulde, respektfulde og rummelige vi er uanset køn, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Måske mangler jeg indblik i det feedback mænd oplever på deres opførsel. Måske opfatter mænd samme feedback på en anden måde end jeg. Og jeg er også med på, at jeg har tendens til at tage tungt på uretfærdig behandling. Min oplevelse er bare, at når jeg opfører mig som jeg ser mine mandlige kolleger eller medtrafikenter gøre, så får jeg en anden reaktion.

 

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Sidste dage i Virum

Nu nærmer det sig for alvor. På søndag får vi nøglen til vores nye hus i Birkerød, og 5 dage derefter flytter vi. Når måneden er gået, har vi afleveret nøglerne til rækkehuset i Virum til de nye ejere og har ikke længere noget at gøre i Virum. Her i de sidste dage i Virum kan jeg ikke lade være med at gøre mig tanker om det vi forlader.

På grund af den korte overlapningsperiode mellem de 2 boliger, har vi i længere tid forsøgt at forberede de ting vi kunne gøre på forhånd. Vi har derfor pakket så meget som muligt i god tid. Vi pakker et hjem ned i kasser, et hjem som Mads og jeg har opbygget sammen i løbet af de 9 år vi har boet her. Det var vores første fælles hjem, og jeg genoplever alle de ideer, tanker og drømme som vi havde i starten og som siden er opstået.

For eksempel drivhus-drømmen, hvor vi dels byggede selve drivhuset, og dels engageret drømte om, snakkede om og planlagde alle de grøntsager vi skulle dyrke. Jeg tænker tilbage på alle de varianter af chili vi har haft, og drømmene om et drivhus der bugner af tomater, som aldrig helt blev som vi håbede. I skabene i huset finder jeg mange, mange chilifrø vi har lagt til tørre, og også blomsterfrø som jeg aldrig fik prøvet. Drivhuset kan vi ikke tage med, og det er helt vemodigt at rydde op derude og komme i tanke om al den begejstring vi har lagt i projektet. Siden vi fik hund har vi droslet meget ned på ambitionerne i drivhuset pga. tidsmangel, så jeg tror ikke vi skal have drivhus lige med det samme det nye sted. Men vi gik meget op i det i en periode.

Det begynder også at blive sidste gang for mange af de ting vi gør. Der er ikke mange af de normale eftermiddagsture med Adina i Geels Skov tilbage mere. Som jeg dog traskede den skov tynd sidste vinter, hvor jeg var sygemeldt med stress. Det var en stor trøst og lindring.

Forleden pakkede vi havemøblerne i forhaven ned. Nu hvor varmt sommervejr banker på, bliver vi mindet om, at vi aldrig mere skal sidde og spise aftensmad der på skyggesiden af huset på varme sommerdage.

Vores faste fredagsritual, hvor vi tager til Holte og køber ind til en uges forbrug, gør vi for sidste gang på fredag. En helt almindelig hverdagsting, men noget som vi begge glæder os til hver uge, fordi det markerer weekenden og vi derfor altid er i godt humør. Vi regner med at gøre noget tilsvarende i Birkerød. Men det vil blive sidste gang at vi kommer hjem her til Virum.

Vi vasker de sidste maskiner tøj i vaskekælderen og hænger det til tørre for sidste gang i den lille have, som lige nu dufter af sommer og sitrer af fugleliv.

Alt dette har Mads og jeg opbygget sammen. Systemer, rutiner, indretning og rammer om en hverdag, som vi gerne selv ville have det. Jeg føler en vis stolthed over at have været med til at skabe en veldreven husholdning, og tænker over hvordan vi mon kommer vi til at gøre i det nye hus. Noget bliver nok nøjagtig det samme, andet bliver anderledes. Nogle af tingene bliver lettere og mere bekvemme. Men vi har ikke sat et billede på det endnu, det er ikke sket endnu – de eksisterer de ikke endnu, de nye rammer om vores hverdag.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2013

Så blev det nytår, og det er tid til at gøre året op her på bloggen. 2013 blev et år præget af stress, eftertanke og personlig udvikling for mig.

Stress

Jeg forlod 2012 som sygemeldt med stress, og startede 2013 med at vende tilbage til jobbet, kun for at konstatere at jeg slet ikke var klar til at arbejde endnu. Efter i 3 uger at have forsøgt at vende tilbage til jobbet med en 5-ugers optrapningsplan, måtte jeg tilbage til sofaen og tage ansvar for min egen situation. Hverken lægens, psykologens eller arbejdsgiverens anvisninger passede til min situation, og jeg var nødt til at skære igennem og sige til dem hvordan jeg oplevede det.

Jeg endte med at være deltidssygemeldt helt frem til juli. Måske jeg kunne have haft et kortere sygdomsforløb, hvis jeg havde kunnet sige fra med det samme, men det kunne jeg ikke i den situation – det var både en del af den person jeg var før, og en del af selve det at være stresset.

Der er ingen tvivl om at det er absolut uønsket at være sygemeldt, det tror jeg også at jeg kunne aflæse på min lønseddel efter den årlige lønregulering. Men jeg endte faktisk med at få det bedre til sidst, og jeg har lært en masse af det. Jeg tror jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og så har jeg lidt uventet oplevet en opbakning, som har knyttet mig tættere til mange af mine kolleger.

Man tror godt man kan, men det kan man måske ikke alligevel; slappe af. Jeg har lært at slappe af – mentalt og fysisk. Det var faktisk min kommune, der hjalp mig med det ved at tilbyde mig et forløb på Skodsborg Spa. Det lange forløb med deltidssygemelding gav mig flere timer hjemme, hvilket satte mit liv i perspektiv. For en stund var der andet end arbejde i hverdagen. Jeg var ikke i stand til at gøre meget andet end at gå tur med hunden, men bare det at befinde sig hjemme gjorde mig godt.

Undervejs har jeg arbejdet med mig selv. Jeg er blevet bedre til at være i nu’et. Jeg tænker ikke så langt frem og på mulige fremtidige konsekvenser. Det er sket flere gange, at jeg at kommet afsted uden mobiltelefon eller på tur med hunden uden hundeposer – og det gik alligevel. Jeg har en bedre fornemmelse af mine egne behov og er lidt mere ligeglad med hvad andre synes. Nu kan jeg f.x. have gæster til middag uden at blive stresset. Og jeg siger nej tak til arrangementer, som jeg vurderer vil være for belastende for mit hoved.

Diæt

Stressforløbet betød at jeg måtte være åben overfor nye måder at leve på, så jeg kunne få en hverdag hvor der er plads til at hvile og lade op. 5:2-diæten blev et vigtigt led. 2 dage om ugen spiser jeg kun frokost, hvilket giver mig 2 hverdags-aftener, hvor jeg kun skal slappe af og hygge mig.

Det viste sig hurtigt at jeg også tabte mig af denne diæt, og i skrivende stund vejer jeg mindre end jeg har gjort i 10 år. En absolut dejlig og velkommen bivirkning.

Oplevelser

2013 bød heldigvis også på en række udadvendte oplevelser. Jeg havde en pragtfuld fødselsdag i november, hvor min mand, veninde og jeg havde en stor smagsmæssig oplevelse på en dim sum-restaurant. Det var også en dejlig tur til Herning, hvor vi både fik en stor koncertoplevelse og noget hyggelig shopping ud af turen. Året sluttede af med at holde juleaften for mine forældre i mit eget hjem for første gang nogen sinde. Det blev også en dejlig aften, hvor jeg efter i mange år at have samlet på juletræs-lysholdere og tallerkener med julemotiv kunne servere en julemiddag for mine nære – helt efter mit eget hoved.

Triste begivenheder

Jeg er nu 42 år, og i min alder er man ved at have overstået bryllupperne og barnedåbene. I denne alder er det mere skilsmisser det handler om. Dem har der dog heldigvis ikke været så mange af indtil nu. Til gengæld har der været nogle endnu mere sørgelige begivenheder i det forgangne år; en del dødsfald blandt jævnaldrende i den udvidede bekendtskabskreds. Selvmord, kræft og akut sygdom har huseret og bragt sorg blandt mine venner og bekendte. Jeg bliver chokeret hver gang, og det er som om jeg ikke rigtig kan forstå eller tro på at det kan ske. Det giver også stof til eftertanke. Den sidste uskyld fra ungdommen er ved at ryge, og jeg må acceptere at døden også er en del af livet, og det er ikke kun gamle mennesker der dør. Det er det ultimative bevis på at livet også er urimeligt og totalt uretfærdigt.

Nyt hus

Jeg kan ikke sige om det har baggrund i mit sygdomsforløb eller de mange dødsfald. Men Mads og jeg er nået til et punkt, hvor vi ønsker at handle i stedet for bare at leve med noget der er knap så optimalt. Vi har besluttet os for at prøve at finde et lidt større hus. Hvis andre kan, så kan vi vel også? Og man skal også huske at leve mens man gør det. Lige inden jul skrev vi formidlingsaftale med Danbolig, og i næste uge kommer vores hus til salg på nettet. Det er en spændende tanke at gå igennem jul og nytår og ikke vide hvor vi bor til næste jul.

Alt i alt blev 2013 et barsk men lærerigt år. Selvom det har været hårdt, har det også givet nyt håb, ny energi og optimisme. Det kommer også til at blive en hård tid i det nye år med at have hus til salg og efterfølgende (forhåbentlig) at skulle finde et nyt hjem til min familie. Det er jo en af de ting der stresser mennesker allermest at skulle flytte. Men jeg føler mig langt bedre rustet til disse udfordringer end før. Så 2014 kan bare komme an!

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Grådig eller god til at stille krav?

Tankerne om et større hus kaster mig ud i en klassisk for/imod-overvejelse, hvor jeg ikke helt kan finde ud af etikken i dilemmaet. Når jeg tænker over det for mig selv, får jeg en følelse af, at det er fuldt berettiget at have ønsker om noget større og bedre. Når jeg præsenterer ideen for andre, kommer jeg tit til at føle mig grådig og utaknemmelig.

Når jeg føler mig grådig og utaknemmelig går tankerne på, at vi har det godt der hvor vi er. At 75 kvm bolig + 75 kvm kælder er meget plads til 2 mennesker. At der er mange der har mindre plads, og at vi er priviligerede. Man må indstille sig på at livet er ikke perfekt og man skal kunne tåle visse gener. Man skal heller ikke være så materialistisk, og der er mange andre værdier i livet.

Den modsatte tanke kommer, når jeg tænker over de muligheder der findes. Jeg har lyst lidt at leve på mere plads, og jeg tror at jeg har mulighed for det. Jeg kan ikke komme i tanke om gode grunde til at jeg IKKE skulle have disse drømme. Livet indeholder mange muligheder, hvorfor ikke benytte sig af nogle af dem, når det ikke går ud over nogen?

Jeg er også præget af at være vokset op under nogle knap så beskedne forhold. Begge sæt af bedsteforældre boede i rummelige rammer på landet, og mine egne forældre skiftede et noget større rækkehus ud med parcelhus da de var i starten af 30’erne – i øvrigt med kun 1 indkomst og 2 små børn. Her står jeg så og er næsten 42 år gammel og bor stadig i et mindre rækkehus. Min husstand har 2 indtægter og vi tjener mere end vores forældre nogen sinde har gjort og så har vi endda ingen børn. Her kommer nok noget generationsbetinget misundelse ind, men det har altså også sat en standard og nogle forventninger.

Er det OK at have høje forventninger?

En af de ting jeg har lært under mit stressforløb i starten af året er, at jeg lægger for meget vægt på hvad andre synes og hele tiden stiller ind på andres agenda. Jeg kommer til at fortolke og danne mig en mening om hvad andre måtte mene og synes, og navigerer efter det. Og det er nok det jeg gør, når jeg føler mig grådig og utaknemmelig; jeg tror at andre synes sådan om mig.

Jeg skal huske at mærke mig selv og mine egne ønsker og behov – ’blive ovre i mig selv’ som psykologen sagde. Jeg har også lov til at have ønsker til min tilværelse og prøve at forme den, så den passer godt til mig. I mange tilfælde kan jeg have godt af at stille krav til mine omgivelser. På den måde er det en meget god øvelse for mig, at give mig selv lov til at følge dette ønske om at opgradere boligen, og ikke slå mig selv i hovedet med at jeg er forkert på den. Og jeg behøver i virkeligheden ikke at retfærdiggøre det med lange historier om hvad andre gør og må og tør. Jeg skal bare vurdere om det er realistisk og fornuftigt ud fra mine egne forudsætninger.

Lignende indlæg:

Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg:

Belønningssystemer

Når jeg har været til det halvårlige eftersyn hos tandlægen, går jeg altid til bageren bagefter. Det er en regel jeg har; når man har været hos tandlægen må man godt gå til bageren. Som regel får jeg tid hos tandlægen tidlig morgen, så det bliver som regel en god bolle med smør og/eller en kage af en slags.

Jeg er ikke typen der er meget nervøs når jeg skal til tandlæge, men det er heller ikke noget jeg ligefrem glæder mig til. Tanken om at kunne hygge sig med bagerbrød bagefter bliver noget godt at se frem til  og giver mig motivation til at få det gjort.

Jeg kan også finde på at sige til mig selv, at jeg må drikke en cola efter jeg har gjort rent. Så kan jeg gå og glæde mig til den kolde og læskende cola, mens jeg knokler med gummihandsker og støvsuger.

I det hele taget fungerer det godt for mig at stille en belønning op for mig selv. Der er bare nogle ting i hverdagen som er mindre sjove end andre, og de skal også gøres. Noget af det kan man udskyde og skubbe foran sig, men man kommer ikke udenom. Og så kan man lige så godt tage tyren ved hornene og få det gjort. Det er sjældent så slemt når man først kommer i gang. Man kan måske sige, at det at få det overstået i sig selv er belønningen. Jeg tror det der fungerer godt for mig ved belønningen er, at det lidt er som at fejre sin handling – et klap på skulderen til sig selv. For mig har den en god psykologisk virkning at fejre og glæde sig.

I forbindelse med 5:2-diæten fejrer jeg også. Ikke hver dag jeg har overstået en fastedag, for så slemt er det ikke – og så ville jeg nok ikke tabe mig ret meget. Men jeg har valgt at købe et par lækre, og lidt dyre, ting til mig selv for at fejre at jeg gør en god indsats. Om aftenen på fastedage kan jeg godt blive lidt kold, og jeg har derfor købt mig en serape/sjal i en rigtig lækker kvalitet, som jeg kan putte mig i når jeg faster. Jeg har også forkælet mig selv med nogle hjemme-bukser i en ekstra lækker bomuldskvalitet.

Det skal selvfølgelig ikke tage overhånd, så det bliver usundt for krop eller pengepung, men i afmålte doser anbefaler jeg at stille belønninger op for sig selv for at motivere og fejre sine sejre.

Lignende indlæg:

Ikke den samme som før

Jeg har det godt. Jeg er glad og føler at jeg har overskud og lyst til livet. Mit personlige trivselsbarometer handler om at få idéer, og jeg er begyndt at få ideer igen – masser af ideer. Jeg ser generelt positivt på livet og fremtiden.

Men jeg er ikke den samme som før jeg blev syg med stress. Der er en række ting jeg kaldte stress-symptomer mens jeg var sygemeldt, som jeg stadig lever med. Og måske er det sådan det skal være.

Nogen gange vrøvler jeg, når jeg taler. Jeg skifter ord ud uden at lægge mærke til det. Jeg kan f.eks. finde på at sige ’drivhus’ når jeg mener ’sommerhus’. Jeg er ordmæssigt distræt. Den er også gal når jeg skriver. Her glemmer jeg de små ord som ’det’ og ’er’ i sætningerne, og heller ikke her lægger jeg mærke til det før jeg ser min tekst igen senere.

Hukommelsen er ikke helt hvad den har været. Før i tiden var jeg god til at huske navne på politikere, skuespillere mv. Det er jeg ikke mere. Tit oplever jeg også at forsøge at huske, hvordan resultatet af en diskussion var, og må give fortabt.

Endelig er jeg ikke sluppet af med hyletonen i hovedet. Den er der de fleste aftener når jeg går i seng, og nogen gange er den der hele dagen.

Men det sker der jo egentlig ikke noget ved. Der er så mange der taler og skriver u-perfekt, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne det? Og i bund og grund er det jo ikke vigtigt om jeg kan huske navnet på landets socialminister, det kan slås op hvis jeg har brug for at vide det. Aftaler og konklusioner kan jeg jo skrive ned, hvis det er vigtigt.

Det kunne være at min hjerne har besluttet sig for ikke at stræbe efter perfektion længere, og bare levere en brugbar og gennemsnitlig ydelse. Og det er i grunden nok sundt nok. Min hverdag foregår i en verden af viden og detaljer, og det er ikke muligt for nogen at huske og rumme det hele. Det synes logisk at slække på kravene og acceptere, at man ikke kan have alt liggende på den biologiske harddisk som paratviden.

Det er klart at jeg skal være opmærksom på om det eskalerer, for det kan være tegn på øget stress. Men lige nu tænker jeg på, om ikke det er et nyt niveau for mine mentale præstationer, som skal beskytte mig mod stress fremover.

Lignende indlæg:

Følsomt vægttab

I takt med at jeg må konstatere, at jeg rent faktisk taber mig af at spise efter 5:2-konceptet, tænker jeg også på hvad andre siger til det. Jeg må indrømme, at det er et lidt følsomt emne.

Da jeg overvejede at gå i gang, synes jeg det var meget blufærdigt at sige til nogen, at jeg gjorde mig de tanker. På en eller anden måde synes jeg det var enormt følsomt at starte den snak, for det åbner ligesom for at andre kan sige hvad de synes om min vægt. Til hverdag er der ikke nogen der siger til mig, at de synes jeg er for tyk, og det vedkommer jo i bund og grund heller ikke andre end mig selv. Men jeg kan høre på den måde folk taler om andre, at det lurer under overfladen hos mange normalvægtige; holdninger til, irritation – ja næsten vrede – over at andre er overvægtige. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at møde. Det er svært at forklare en slank person, hvorfor man bliver overvægtig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt ved at jeg er overvægtig og at jeg kunne have godt af at tabe mig. Men det er bare noget andet at høre andre sige det. Især hvis det er nogen tæt på man holder af. For i mine ører lyder det, som om de elsker mig mindre fordi jeg er tyk, og at de ville elske mig mere hvis jeg var tyndere. Det er ikke lige den slags input jeg har brug for, når jeg overvejer en større livsstilsændring.

Jeg besluttede mig for ikke at diskutere det med andre end min mand, som er ubetinget loyal, støttende og velmenende. For i bund og grund er det vigtigste jo, at jeg selv tænker det godt igennem og føler at det er det rigtige for mig. Jeg har indset forskellige ting ifm. mit stressforløb, og det var essentielt for mig at føle, at det var noget jeg gjorde for mig selv, og kun for mig selv. Ikke for at nogen skulle elske mig mere.

Da jeg gik i gang med 5:2 fastediæten, sagde jeg det ikke til ret mange. Jeg skrev om det her på bloggen, så dem der læser med her har vidst det fra starten. Men det var først efter et par uger at jeg fortalte mine forældre og veninder om det face-to-face. Jeg ville lige være sikker på, at det var noget for mig. For udover den følsomme konfrontation med andres holdning til min figur, så forventede jeg også at nogen kunne have ret kraftige meninger om selve konceptet. Sundhed og slankning er noget næsten alle har en mening om, og der findes mange ‘trosretninger’. Jeg støttede mig til min mand og Facebook-gruppen om emnet.

Nu kan jeg så se på min badevægt, at jeg faktisk er blevet noget der minder om 8 pakker margarine mindre. Måske kommer der en dag, hvor mine omgivelser kan se, at jeg har tabt mig – også dem jeg endnu ikke har fortalt om det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal takle evt. kommentarer. Der kan jo ligge en masse gode hensigter og venlighed i en kommentar om at ’det klæder dig’ eller lignende. Men samtidig kan det jo også høres som, at ’du var grim før’. Det er nok et udslag af et af mine personlighedstræk; at jeg tager udsagn ret bogstaveligt og fortolker også negative ting ind i dem. Og i og med at jeg faktisk ER glad for at have tabt lidt kilo, er der jo også noget i mig der gerne vil dele det med andre og glæde mig over det sammen med dem.

 

Lignende indlæg: