At købe et køkken

Et år efter at husbond og jeg startede vores opsparing til nyt køkken, gik vi ind i Invitas butik i Hørsholm. Vi ville starte de konkrete tanker om nyt køkken og havde brug for en snak om hvordan det kunne foregå. Der kom til at gå 3 måneder, før vi vidste hvordan og hvor meget.

På forhånd havde vi en idé om, at køkkenet skulle være i landlig stil med grå-malede profilerede låger og en komposit-stenbordplade, og det vidste vi at de havde hos Invita. Vi havde en holdning om, at vi gerne ville samarbejde med nogen, der kunne tage sig af hele entreprisen, så vi ikke selv skulle koordinere en hel masse forskellige typer af håndværkere.

Derudover var vi helt på bar bund; ingen af os indtil nu har prøvet at få nyt køkken på denne måde. Vi regnede med at en køkkenkonsulent/sælger ville kunne præsentere os for en masse spændende muligheder og vejlede os i forhold til hvad der passer bedst til os.

I butikken fortalte vi sælgeren om vores ønsker, og at der er tale om et projekt hvor der skal  laves både gulv, vægge, lofter, samt leveres nye køkkenelementer og nye hårde hvidevarer. Vi havde printet en grundplan. Vi fortalte at vores budget var 180.000 kr. og at vi var interesseret i at Invita tog sig af den fulde entreprise, men at vi dog selv var i stand til at lave vægge og lofter. Sælgeren tog beredvilligt imod vores input. Han sagde, at det skulle nok kunne lade sig gøre, men antydede dermed samtidig, at der ville være behov for kompromis for at holde prisen indenfor denne prisramme. Til sidst lavede vi en aftale med sælgeren om at han skulle komme hjem til os for at se på sagen.

Ved det første besøg i vores hjem var der fokus på selve køkkenet. Sælgeren hørte på vores detaljerede ønsker og behov (kaffehjørne, krydderurter, affaldssortering) og målte rummet op med en lasermåler.

Et par uger efter at sælgeren havde været på besøg i vores hus, mødtes vi i butikken i Hørsholm og blev præsenteret for 2 forslag til design på et nyt køkken til os. Det ene forslag lignede det gamle køkken noget, det andet forslag var mere nytænkende.

Det var det sidste vi faldt for og besluttede at arbejde videre med. I forslaget var der en køkkenø med kogeplade og et cafehjørne med vitrineskabe. Det så hyggeligt og funktionelt ud.

Vi fik tegninger og simulerede billeder med hjem, så vi kunne tænke over det. Vi mødtes med sælgeren en gang mere for at rette designet til med nogle af vores ønsker, og vi endte med en opstilling som vi synes var rigtig god.

Nu begyndte vi så småt at tale om pris.

Lige fra starten blev pris nævnt som en begrænsende faktor i alle køkkenets elementer. Den lågetype vi ønskede var ikke den billigste (dog heller ikke den dyreste), alene farven på lågerne kunne gøre det dyrere og alle de smarte indretningsløsninger Invita har i sit sortiment blev slet ikke præsenteret for os, da det ville gøre løsningen for dyr. Samtidig beroligede sælgeren os dog og sagde, at han nok skulle finde nogle gode rabatter til os.

Som konsekvens heraf valgte vi standardfarven lysegrå i stedet for grå, og fravalgte smarte løsninger så køkkenet kun bestod af almindelige skuffer og skabe.

Valg af bordplade er en af de store poster i et køkkenbudget, og den type bordplade vi i første omgang synes bedst om (komposit-sten) ville koste omkring 80.000 kr. i vores opstilling. Sælgeren viste os en række andre materialer til bordplade. Det var svært at overskue fordele og ulemper ved de forskellige materialer. Selvom det passer virkelig godt til et landkøkken, var vi overbeviste om at vi ikke ville have en bordplade af træ – sådan en skal nemlig efterbehandles 4-6 gange om året og det ved vi er urealistisk for os at få gjort. Vi endte med at vælge en bordplade i kompaktlaminat, som var virkelig lækker at røre ved. Kompromiset var, at der ikke var så mange farver at vælge imellem. Jeg ville gerne have haft en varm farve sammen med den grå farve på lågerne, men det blev til en mørkegrå bordplade. Som kompensation valgte vi greb i en gylden farve.

Nu begyndte hovedet virkelig at snurre på mig, for nu var der så mange detaljer at tage stilling til at det var svært at rumme. Sælgeren havde fra starten sagt, at han ville indsnævre valgene for os så vi ikke blev helt forvirrede, og det gjorde han også. Det havde bare den konsekvens, at jeg ikke følte mig sikker på at jeg havde taget de forskellige beslutninger på et fuldt informere grundlag. Ja, den brune sten-bordplade var sindssygt dyr, men var der en billigere mulighed indenfor dette materiale? Er massiv granit virkelig billigere end en bordplade af komposit som består af granit-grus? Og hvorfor?

I det hele taget forskød vores almindelige syn på priser og penge sig fuldstændig. Vi synes at et beløb på 180.000 kr. var et utrolig stort beløb, men det så ikke ud til at slå til i denne sammenhæng. Et eksempel kunne være en reol, som blev en del af køkkenet – en helt almindelig smal høj bogreol med justerbare hylder. Den kostede over 4000 kr. Hvis man havde købt en Billy-reol i IKEA kunne man få den for 250 kr. Det er helt ude af proportioner, selvom man så får den i samme nuance som resten af køkkenet. Jeg har meget svært ved at forstå at der kan være så store forskelle.

Da køkkendesignet lå fast, skulle de håndværksmæssige opgaver estimeres. I første omgang kom Invitas montageleder på besøg, og da han så gulvet, konstaterede han, at der var behov for at få en specialist til at se på det. I anden omgang kom montagelederen sammen med en tømrer og elektriker. Alle håndværkere var meget sympatiske og virkede kompetente. Montagelederen fortalte os lidt mere om hvordan forløbet i sådan et projekt er. Det var interessant at finde ud af, at man f.eks. laver gulv før man maler vægge.

Nogle uger efter blev vi præsenteret for et samlet tilbud på køkken med bordplade, montering, renovering af gulv og nyt loft men eksklusiv hårde hvidevarer, vandhane og indretning. Det første beløb sælgeren nævnte for os startede med et 3-tal. Jeg havde migræne og kvalme da vi sad i det alt for varme butikslokale, og jeg var næsten ved at besvime da jeg hørt prisen.

Så kom elementet rabat, som jeg har læst meget om på forskellige websider. Det er tilsyneladende almindeligt, at der gives en form for rabat når man køber køkken. Nogen gik meget op i procenten, og så alt fra 3% til 40%, så det var svært på forhånd at skyde sig ind på hvilken størrelsesorden man kunne forvente. Jeg konkluderede bare, at man ikke skulle tage listepriserne for gode varer. Et udgangspunkt på over 300.000 havde jeg ikke forventet, men det vigtigste er det beløb der står på nederste linje.

Efter at rabatten var trukket fra, lød tilbudet på ca. 275.000 kr. Det er næsten 100.000 mere end det beløb vi havde angivet som vores budget. Oveni tilbudets beløb kommer udgifter til hårde hvidevarer, belysning, maling m.m. Næsten halvdelen af beløbet var håndværkerudgifter på 130.000 kr. til loft, gulv og elektrikerarbejde.

Det var lidt af en kamel at sluge, og i første omgang var jeg noget slået ud og i tvivl om køkkenprojektet kunne blive virkelighed. Jeg har aldrig haft håndværkere til at lave større arbejder, så jeg var rystet over hvor dyrt denne del var. Undervejs i tilbudsforløbet havde vi jo godt fornemmet, at det ville være svært at klare det indenfor vores budget, især da vi fik set på gulvarbejdet med håndværkere. Men at vi skulle op på så højt et beløb havde jeg ikke forestillet mig.

Det første vi gjorde var at besluttede at lave loftarbejdet selv. Det alene kunne skære 30.000 kr. af tilbudet. Vi vurderede at vores eget indkøb af materialer ville beløbe sig til en brøkdel af dette beløb, og husbond har god erfaring med at sætte loft op.

Dernæst gik jeg igang med en detaljeret analyse at tilbudet. Invita er i modsætning til andre køkkenfirmaer så fair, at de har lagt en fuld prisliste ud på deres hjemmeside, og jeg så hurtigt, at de enkelte køkkenelementer stod med en noget højere pris i tilbudet end i prislisten. Det viste sig at sælgeren havde misforstået hvad der var standard-farver og hvad der var farver der udløser tillæg til prisen.

Som tidligere nævnt var vi gået på kompromis med farven for at holde prisen nede, så det var jo ærgerligt at vi alligevel skulle betale tillæg for farven. Sælgeren imødekom os og regulerede prisen. Da tilbudet var justeret for dette, var det stadig langt over vores budget. Vi granskede vores økonomi, og mine forældre var så flinke at tilbyde at give et bidrag til projektet. Vi fandt ud af at vi godt kunne gå højere op i pris end vores oprindelige budget, men beløbene var nu så store, at det mindede om bil- eller hushandel. Hvad skulle vi gøre – ville vi virkelig bruge så mange penge på et køkken?

Tidligt i forløbet besluttede vi, at vi ikke ville indhente tilbud fra flere forskellige køkkenfirmaer. Sådan en beslutning kan nok få det til at krympe sig i enhver kræmmersjæl. Det var ikke desto mindre vores valg, og det var baseret på en erkendelse af, at et køkken er en meget kompliceret ting at få tilbud på. Vi var ret sikre på, at selvom vi havde flere tilbud foran os at vælge imellem, så er der så mange parametre, at det ville det være nærmest umuligt at sammenligne, og dermed at vurdere hvad der var den rigtige pris. Jeg er ret sikker på at det bare ville gøre os endnu mere forvirrede.

Vi kunne også at have indhentet alternative tilbud på håndværker-delen af tilbudet. Jeg kan da godt blive i tvivl om det kan passe, at det skal koste 70.000 kr. at rette et gulv op. Omvendt havde vi holdning om, at vi gerne ville have 1 leverandør der stod for det hele. Jeg synes ikke det er fair at ulejlige en anden håndværker når han ikke har en chance for at få opgaven, udelukkende for at presse prisen hos Invita.

På dette tidspunkt havde vi altså ikke noget at sammenligne med, udover en generel antagelse om at et køkken fra IKEA ville være billigere. Vores tanker om et grå-malet køkken i landstil kom faktisk oprindeligt fra et besøg i IKEA, og i dette forløb var vi da også en tur til Gentofte for at genbesøge deres model. Lågerne virkede lækre nok, men efter 9 år med IKEA-køkken var vi ikke trygge ved den samlede kvalitet af IKEA-moduler og deres hvidevarer.

Vi besluttede at gribe det an som køb af fast ejendom, og prøve at forhandle prisen så langt ned som muligt. Det var den eneste måde vi synes der kunne give os tryghed for, at vi ikke kom til at betale for meget. I bedste huskøber-stil kom vi med et modbud, hvor vi bad om at få fjernet den del, der handlede om loftet og det elektriske arbejde forbindelse med loftet. Til gengæld ville vi gerne have at tilbudet indeholdt en vandhane, noget indretning til skuffer og skabe, samt de 3 stk hårde hvidevarer vi gerne ville udskifte, således at tilbudet omfattede et fuldt køkken. Vi meddelte at vi kunne betale 230.000 kr. for den kombination.

Invita vendte tilbage med et tilpasset tilbud på dette beløb, men der var kun inkluderet 1 stk hårde hvidevarer. Begrundelsen var at sælgeren havde givet mere rabat end han egentlig måtte.

Sælgeren kunne dog tilbyde os nogle såkaldte ‘kampagnepriser’ på hårde hvidevarer. Hårde hvidevarer er et helt kapitel for sig, hvor det er umuligt at sammenligne priser. Hvis man leder efter en ovn med stegetermometer hos Skousen eller Wupti finder man visse modeller. Hvis man spørger Invita, kommer de med en helt anden model, som man ikke kan finde hos nogen af de almindelige forhandlere. Sjovt nok er den op imod dobbelt så dyr uden at man kan se hvorfor.

Invita havde dog skruet det sådan sammen, at tilbudet uden hårde hvidevarer indeholdt tilslutning af Invita-leverede hårde hvidevarer, så hvis vi købte hos dem, ville tilslutningen følge med ifm. montering af køkkenet. Det ville understøtte vores ønske om en totalleverance fra Invita, hvor vi ikke selv skal jonglere med en masse forskellige leverandører, og risikere at ingen ville tage ansvar hvis der var problemer. Vi besluttede at det var værd at tage med. Vi regnede med at de dyre hårde hvidevarer var lækrere, og det var en god tanke at tage et nyt køkken i brug med nye lækre hårde hvidevarer. Selvom vi selv har monteret mange opvaskemaskiner i tidens løb, regner vi med at der nok at tage sig til for os, når vi når til montering af køkkenet.

Den første tirsdag i vores sommerferie skrev vi under på en samlet pris på ca. 245.000 kr. for et fuldt køkken med 4 stk. hvidevarer og nyt linoleumsgulv. Vi beholder vores store A+++ køleskab. Derudover får vi udgifter til materialer til vægge og lofter: plader, tapet, maling og fliser. Vi kommer også til selv at købe og montere lys og lyd, så det passer de platforme vi anvender (Philips Hue og Sonos). Og måske køber vi en ny emhætte.

Alt i alt har det været temmelig krævende at få tilbud på nyt køkken. Jeg var overrasket over at det tog så lang tid, men det skyldes til dels os selv, da det er svært for os gå så tidligt fra vores jobs, at vi kunne komme til møde i Hørsholm kl. 16 eller tage imod håndværkere i løbet af deres arbejdsdag. Jeg synes det var stressende at balancere ønsker og behov med de helt afsindige priser. Når man er i den kreative proces med at vælge farver og udseende, er det irriterende med alle de begrænsninger der sættes pga. store prisforskelle på farver og materialer. Jeg stadig i tvivl om køkkenet bliver flot nok med de kompromiser vi har indgået. Jeg er også i tvivl om den pris vi ender med at betale er rimelig.

I det mindste ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Jeg har forsøgt at være konsekvent overfor vores værdier og fair overfor dem vi satte til at arbejde på et tilbud. Man bliver nok aldrig helt sikker på alting i så stor en entreprise. Derfor har jeg besluttet mig for at glæde mig til det nye køkken, og bruger nu en masse tid på at lede efter de perfekte lamper, tapet og fliser, så det nye køkken bliver så fint og hyggeligt som muligt.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Sorgen over Adina

Det er en uge siden, at jeg sagde farvel til min Adina. Lige så stille er jeg begyndt at rydde op i hendes ting. Puder og tæpper skal vaskes, og det samme skal halsbånd og hundesnoren, inden de skal lægges væk. Legetøjet ligger stadig rundt om i huset og haven, der hvor Adina sidst lagde det. På et tidspunkt må vi samle det sammen, sortere det, smide noget ud og og resten gemmes eller gives væk. Resterne af Adinas hundefoder og godbidder skal der også tages stilling til. Måske kan andre hunde få glæde af det.

Sorgen over tabet af vores familiemedlem fylder meget lige nu. Hele det tragiske i, at en fantastisk hund som Adina skulle få sådan en forfærdelig sygdom, gradvist miste sin førlighed og dø som 8½-årig, har jeg ikke gjort mig fri af endnu. Men størst er det umiddelbare savn af hendes tilstedeværelse i hverdagen, og det knuger i brystet. Som en narkoman på afvænning må jeg lære at undvære alle de små stunder af lykke og glæde, der var sammen med Adina.

Mens jeg går og pakker hendes ting væk, pakker jeg også min drøm om at have hund væk. Måske skal tingene og drømmen tages frem igen, men jeg ved det ikke lige nu. De forskellige hunde-ting minder mig om, hvor lykkelig jeg var da jeg anskaffede dem – lige da vi havde fået Adina og min livsdrøm gik i opfyldelse. Det er også et tab for mig at sige et (måske midlertidigt) farvel til denne drøm.

Det har efterladt et tomrum at miste Adina. Når jeg har overskud, prøver jeg at se fremad og finde ind til hvordan livet var før Adina. Der har altid været ting som ikke handlede om hund. Som f.eks. denne stund her søndag formiddag, hvor jeg sidder og lytter til jazz og skriver blogindlæg. I den forgangne uge har husbond og jeg været i biografen – noget som var planlagt før Adina gik bort, men nu blev det så på en måde, hvor jeg for en gangs skyld ikke at have en refleks af skyldfølelse ved at være afsted. Jeg vil prøve at finde glæde i den slags oplevelser.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Noget om selvværd

Hvor er det dog tit at jeg oplever problematiske situationer og konflikter, og tænker at det i bund og grund skyldes lavt selvværd hos de mennesker, der er involverede. På en måde tror jeg, at det er en del af den danske folkesjæl at føle, at man er mindre værd end andre i samfundet. Måske er det et dybtliggende udtryk for janteloven?

Den vrede

Der er mange vrede mennesker i det offentlige rum. Det kan både være i trafikken, i kassekøen eller i kommentarfeltet på Facebook; folk der harmdirrende skælder og smælder til højre og venstre. Jeg kan også selv blive ramt af vrede når jeg møder disse vrede mennesker – det smitter nemlig.

Jeg plejer at argumentere for at denne type vrede skyldes stress. Stress sætter det på spidsen, gør det værre og hyppigere. Men nedenunder tror jeg vreden sætter af på lavt selvværd. Al den skælden ud ser jeg som et forsøg på at overbevise omverden om, at man har lov til at være her og have sine meninger, fordi man ikke føler sig accepteret.

Skulle man være i tvivl kan man jo se på modsætningen. Går man i den modsatte grøft og ser på et mennesker, der virkelig hviler i sig selv, og er overbeviste om at de har ret til at være til stede i den givne situation, ser man sjældent samme behov for at bruge en masse ord og vrede.

Eksperten

Kender du typen, som ved alting bedre end andre? En, som ikke bare har en stor viden, men som bruger enormt megen energi på at fortælle hvad han/hun ved om hvilket som helst emne. Jeg har mødt et par stykker af slagsen her på det sidste.

Det kommer tit ud af proportioner, hvor situationsfornemmelse, pli og dannelse tilsidesættes til fordel for en umådeholden udbasuneren af egen viden, evner og erfaringer, som om det var en konkurrence eller eksamen. Det giver pinlige situationer, og omgivelserne er hensat til at ryste på hovedet bag deres ryg.

Disse mennesker kan godt fremstå som nogle meget selvsikre personer, fordi de i bund og grund fortæller hele verden, at de selv synes de er bedre end alle andre. Men i virkeligheden skriger det til himlen, hvor usikre og ensomme de stakkels mennesker er. Det er svært at komme dem i møde, fordi de har dannet sig en skal af noget der ligner storhedsvanvid, som det er svært at trænge igennem.

Den hjælpsomme

En personlighedstype, som ikke er så usympatisk, er den hjælpsomme type. Det er normalt at hjælpe hinanden, men for nogen tager det overhånd på en sådan måde, at de ender med at sætte sig selv i loyalitetskonflikter og kompromittere deres økonomi.

Hjælpsomhed kan have mange ansigter: håndværkeren der bruger al sin fritid på familie og venners hus og have, frivilligt arbejde der kommer til at fylde for meget eller mennesker der bliver udnyttet økonomisk.

Når hjælpsomhed får et omfang, der overskrider rimelige grænser, ser jeg det som et problem der ikke kun handler om et ønske om at hjælpe. Så handler det om at finde en accept og identitet, og det kommer til at få et lidt desperat skær.

Jeg kan også få ondt af de hjælpsomme. Det er som med de andre eksempler svært at gøre noget for dem. Man ville komme til at pille ved en identitet som én der gør gode ting for andre – en slags skjold som personen har bygget op.

Her nævner jeg 3 eksempler på, hvordan lavt selvværd kan komme til udtryk. Der er flere varianter at disse eksempler, og mange, mange andre eksempler. Tænk bare på kvinder der hele tiden skifter hårfarve, mennesker med selvdestruktiv adfærd og folk der dyrker overdreven motion.

Hvad kan man bruge det til?

Man kan måske bruge det til at forstå motiver og bevæggrunde, når vi møder andre mennesker. På en måde støder man mennesker fra sig med denne adfærd, selvom man i virkeligheden har brug for bekræftelse og accept. Det er lidt af et paradoks.

Måske kan man også bruge det til at se på sig selv og sin egen adfærd.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg:

Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Mellem jobs

Februar er i år blevet den der mærkelige måned for mig. Den der måned, hvor man er mellem 2 jobs. Jeg har sagt op, men er stadig på arbejdspladsen og kører min daglige rutine. Forude ligger et andet job: nyt, spændende, ukendt.

Jeg sagde op lidt over kl. 8 om morgenen, den sidste hverdag i januar. Min opsigelse blev først meldt ud til mine kolleger kl. 15 om eftermiddagen, og indtil da måtte jeg ikke fortælle nogen om det. Det var en meget mærkelig følelse at gennemføre en arbejdsdag vel vidende, at jeg havde sagt op, samtidig med at alle jeg interagerede med troede, at alt var som det plejer.

Da kollegerne så endelig fik det at vide, kom der selvfølgelig en masse reaktioner. Alle sagde tillykke, og næsten samtidig udtrykte de ærgrelse over at miste mig som kollega. Nogen af dem vidste godt lidt om hvordan jeg havde det med jobbet, og var glade på mine vegne.

Derefter handler det om overdragelse. Pludselig er det vigtigere, at jeg overdrager og dokumenterer, end at jeg udfører de daglige opgaver. Så selvom jeg stadig står op på samme tid, kører det samme sted hen, og starter dagen med et glas te på samme måde som før, så er mit fokus et lidt andet.

Jeg er stadig i mit sædvanlige element. Selvom jeg aldrig har følt mig rigtig tryg på min nuværende arbejdsplads, er det nu pludselig det der føles trygt i forhold til det nye der starter til marts. Det faktum at jeg har sagt op, gør selvfølgelig også, at jeg kan slappe lidt mere af. Jeg tager mig selv i at give mig tid til at tale med kollegerne, jeg kom med en kæk bemærkning til områdedirektøren da han kommenterede at både jeg og min sidemand skrev SMS’er, og jeg tænker ikke så meget over hvor længe jeg er væk, når jeg går ud for at hvile ørerne. Jeg tog endda kage med til kollegerne i går – helt uden årsag. Jeg behøver ikke længere at frygte konsekvenser.

Samtidig går jeg og venter på at skulle starte på en ny arbejdsplads til marts. Det blev meget virkeligt, da jeg så mine nye initialer i en kopi af den mail, som min kommende chef sendte rundt til sin afdeling for at informere om at jeg starter. Jeg er også begyndt at se på hvilken vej jeg skal cykle på arbejde. Jeg får ca. 10 km. kortere på arbejde, så det kommer til at få mærkbar indflydelse på min hverdagsrytme.

Jeg er meget spændt på det nye job. Det er en helt ny branche for mig. Der kommer til at være meget at lære om forretningsområdet, og selve jobindholdet er også lidt anderledes end mit nuværende job. Dertil kommer det store arbejde det er at komme ind i hverdagen, omgangstonen osv.

Det giver et lille sug i maven at tænke på om jeg nu kan leve op til kollegerne og arbejdspladsens forventninger. Og også, om jobbet kan leve op til mine egne forventninger. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ved at jeg har truffet min beslutning på baggrund af nøje overvejelser og erfaringer fra tidligere. Jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg: