Køkken 2. etape

I en måned har vi levet uden et rigtigt køkken. Vi er midtvejs i køkkenprojektet og det er 50% spændende og 50% træls. En pinlig mængde engangsservice og emballage er endt i skraldespanden, og der er beskidt alle vegne. Det er hårdt at være klar til håndværkere hver dag kl. 7. Men vi er ikke sultne, og rummet bliver lige så stille pænere og pænere.

Efter fase 1 gik arbejdet med genopretning af gulv igang. Da gulvet var ret skævt, fulgte vi Invitas anbefaling om at bygge gulvkonstruktionen helt om. Det betød et større projekt på mange dage, med flere forskellige håndværkere og til en pris på næsten 70.000 kr. (rummet er 25 kvm).

Til at starte med kom der et nedrivningsteam på 4 polakker, der fjernede de oprindelige gulvbrædder og tonsvis af ler. Det var voldsomt: en del af loftet i kælderen nedenunder faldt ned, og det rystede og ruskede i det gamle hus.

Det næste på tidsplanen var 4 dage afsat til at gøre gulvet vandret. Pga. de alvorlige miner ved estimering, og den høje pris i tilbudet, regnede jeg med at der var brug for alle 4 dage. Derfor blev jeg urolig, da der efter 2 dage endnu ikke havde været nogen håndværkere. Invita forsikrede at professionelle gulvlægger ville møde op på 4.-dagen, og det gjorde de. De knoklede til kl. halv ni om aftenen, bla. fordi der var blevet leveret forkerte gulvplader.

Men de skulle være færdige, for de efterfølgende dage var afsat til lægning af linoleum. Først skulle gulvet spartles, men derefter løb vi ind i uregelmæssigheder igen: linoleum’et var blevet væk i fragten. Det lykkedes at få den leveret natten over, så med en dags forsinkelse havde vi et færdigt linoleumsgulv.

Det åd en af de dage vi skulle bruge til at male vægge. Tidplanen var dog i mellemtiden blevet 10 dage forrykket, da levering af køkkenmodulerne blev forsinket.

Det var held i uheld, for så var vores malerarbejde mindre tidspresset. Derudover havde forsinkelsen den positive effekt, at fragtmanden kan stille  køkkenmodulerne på det færdige gulv i køkkenrummet, i stedet for at det skulle fylde vores stuer, som i forvejen er fyldt med spisestuemøbler, køleskab mv.

Kommunikationen med Invita er også 50% træls. Når man taler med montagelederen og andre fra Invita er de søde og imødekommende. Men i forbindelse med ovenstående forsinkelser har Invita ikke kontaktet os. Jeg har selv måttet prøve at få kontakt med vores kontaktpersoner, for at høre hvad der sker. Indtil nu har tingene løst sig. Det er svært at vurdere om der i forvejen var taget hånd om tingene, eller om det er pga. mine henvendelser at de har kunnet redde situationen.

Den største irritationsmoment var dog, da det viste sig, at Invita mente at vi ikke alene skulle afmontere vand og afløb, samt montere det nye tilsvarende – de havde simpelthen planlagt med at vi selv skulle sørge for at flytte installationerne, så de passede til det nye køkken. Det er arbejde som skal udføres af fagfolk, og som vi på ingen måde har givet udtryk for at vi selv ville gøre. Jeg kan godt se at det ikke står eksplicit i tilbudet, men vi læste tidsplanen sådan, at det var noget Invita gjorde. Invita tilbød at sende deres egen VVS’er på et ikke-specificeret tidspunkt mod ekstra betaling.

Denne weekend har husbond og jeg været igang med maling af vægge, montering af emhætte og tapetsering med det fineste svenske, blomstrede tapet.  Rummet begynder at tage form, og vægge og lofter ser ret færdige ud nu. Vi har betalt 75% af købesummen, men der er stadig ikke noget køkken. Hårde hvidevarer skal komme på mandag og køkkenelementerne på fredag – montering er nu planlagt til ugen efter.

Pga. den senere levering af køkkenelementer flytter slutdatoen sig naturligvis. Lige nu ser det ud til at vi har afleveringsforretning med Invita midt i november. I tilfælde af mangler viser tidsplanen nu, at vi først kan forvente køkkenet endeligt leveret på den anden side af nytår. Jeg håber sørme ikke det bliver sådan, for jeg ville rigtig gerne have et køkken til jul.

Lignende indlæg:

Køkken 1. etape

Vi er nu 2 uger inde i køkkenforløbet. Efter at Invita har været her og rive det gamle køkken ned og forberede el-installationer til det nye, har vi selv været i sving.

Vi har knoklet med at rive det gamle nedsænkede loft ned og opbygge et nyt i fibergips. Vi har også installeret en loft-emhætte og lavet flere lampeudtag.

Væggene var også vores tjans, så der er blevet fjernet tapet, pudset, spartlet og filtet til den helt store guldmedalje. Husbond tog fri 3 dage for at arbejde igennem. I skrivende stund mangler vi bare at male loftet et par gange mere.

Det er dejligt at være igennem denne periode. Vi har været bekymrede for om vi kunne nå det hele på den tid der var sat af, især hvis der skulle vise sig at dukke uforudsete problemer op. Den bekymring er vi ovre nu.

Vi savner stadig en bedre kommunikation med Invita. Vi har naturligvis ikke diskuteret tekniske detaljer i tilbudsfasen, og der har ikke været kommunkation siden. Nu hvor vi er igang med byggefasen opstår der småting som ikke er helt selvfølgeligt for os. Sygdom og ferie hos Invita betyder, at vi har svært ved at få svar. Igen tænker vi at det kunne have været smart med en form for opstartsmøde el.l. inden arbejdet gik igang.

På madfronten har vi måttet lægge kursen lidt om. Planen var, at vi skulle have varm mad på arbejde, og så klare os med knækbrød, suppe og toast til aften. Den plan holdt ikke helt, da jeg den første uge lå syg i 3 dage, og den næste uge var Mads hjemme 3 dage for at arbejde. Vi tabte os nogle kg. og har nu købt ind til at få mere varm mad herhjemme. Vi har fundet ud af at mikrobølgeovnen også kan fungere som varmluftsovn, så vi klarer også meget godt.

Den næste fase af køkkenprojektet handler om genopretning af gulvet og lægning af nyt linoleumsgulv. Denne del står Invita 100% for. Når de er færdige med at rode med gulvbrædder og linoleumsbaner skal vi på banen igen – så er det tid til at male væggene. Umiddelbart herefter monteres køkkenet.

Lignende indlæg:

Snart igang med køkken

Vi er midt i september, og endelig sker der noget med det nye køkken. Vi nåede at blive utålmodige, da der gik næsten 2 måneder fra vi indbetalte første rate af købesummen til Invita, før vi hørte noget.

Jeg må indrømme at jeg havde forventet at få en kvittering for min indbetaling sammen med en form for velkomst, der lige ridsede op hvornår vi næste gang hører noget og hvordan det kommer til at foregå.

Efter et par e-mails var der hul igennem, og i sidste uge fik vi en tidsplan for arbejdet med vores køkken. Planen viser hvornår der kommer elektriker, nedrivningsfolk, gulvfolk osv. Der er sat tid af til at vi selv laver vægge og loft.

Som en lille overraskelse var vi også sat på VVS-opgaver. Vi skal åbenbart selv koble vand og afløb fra vandhane og opvaskemaskine. Og når køkkenet er leveret, skal vi også selv tilslutte de nye enheder. Jeg kan ikke rigtig forstå at dette ikke er inkluderet i ydelsen, vi har aldrig talt med Invitas sælger om at vi var VVS-kyndige.

Både husbond og jeg har været meget spændte på hvordan vi skal klare vores del af opgaven; klargøring af loft og vægge. Vi startede derfor allerede for en uge siden med at pille loftplader og vægbeklædning ned. Heldigvis har det vist sig at være let at gå til. Glasvævet på væggene var ret let at pille ned, og loftet så godt ud bag pladerne. Husbond er begyndt at sætte et nyt gipsloft op.

Den første håndværker kommer på onsdag, og torsdag bliver køkkenet revet ned. I dag har vi været tidligt igang med at pakke hele køkkenet ned i flyttekasser og etablere et midlertidigt køkken i vores brændeovnsstue. De hårde hvidevarer er sat til salg på Den Blå Avis, og nu mangler vi bare at dække gulve af.

Vi skal lige vænne os til ikke at have et køkken. Jeg synes vi har fået lavet et godt midlertidigt køkken med mikrobølgeovn, køleskab og et par elektriske hjælpemidler i form af brødrister, toastmaskine, æggekoger og riskoger. Men det er mærkeligt ikke at have vandhane og vask indenfor rækkevidde. Heldigvis har vi et lille bryggers med en vask i den anden ende af huset, så vi klarer os.

Jeg har egentlig en god fornemmelse omkring det hele. Indtil nu har der ikke været nogen kedelige overraskelser fra det gamle hus, og der virker til at være styr på tidsplanen med Invita. Lige nu er min største bekymring faktisk, om det bliver et pænt køkken – mere specifikt om vores valg af materialer vil give et godt resultat.

Lignende indlæg:

At købe et køkken

Et år efter at husbond og jeg startede vores opsparing til nyt køkken, gik vi ind i Invitas butik i Hørsholm. Vi ville starte de konkrete tanker om nyt køkken og havde brug for en snak om hvordan det kunne foregå. Der kom til at gå 3 måneder, før vi vidste hvordan og hvor meget.

På forhånd havde vi en idé om, at køkkenet skulle være i landlig stil med grå-malede profilerede låger og en komposit-stenbordplade, og det vidste vi at de havde hos Invita. Vi havde en holdning om, at vi gerne ville samarbejde med nogen, der kunne tage sig af hele entreprisen, så vi ikke selv skulle koordinere en hel masse forskellige typer af håndværkere.

Derudover var vi helt på bar bund; ingen af os indtil nu har prøvet at få nyt køkken på denne måde. Vi regnede med at en køkkenkonsulent/sælger ville kunne præsentere os for en masse spændende muligheder og vejlede os i forhold til hvad der passer bedst til os.

I butikken fortalte vi sælgeren om vores ønsker, og at der er tale om et projekt hvor der skal  laves både gulv, vægge, lofter, samt leveres nye køkkenelementer og nye hårde hvidevarer. Vi havde printet en grundplan. Vi fortalte at vores budget var 180.000 kr. og at vi var interesseret i at Invita tog sig af den fulde entreprise, men at vi dog selv var i stand til at lave vægge og lofter. Sælgeren tog beredvilligt imod vores input. Han sagde, at det skulle nok kunne lade sig gøre, men antydede dermed samtidig, at der ville være behov for kompromis for at holde prisen indenfor denne prisramme. Til sidst lavede vi en aftale med sælgeren om at han skulle komme hjem til os for at se på sagen.

Ved det første besøg i vores hjem var der fokus på selve køkkenet. Sælgeren hørte på vores detaljerede ønsker og behov (kaffehjørne, krydderurter, affaldssortering) og målte rummet op med en lasermåler.

Et par uger efter at sælgeren havde været på besøg i vores hus, mødtes vi i butikken i Hørsholm og blev præsenteret for 2 forslag til design på et nyt køkken til os. Det ene forslag lignede det gamle køkken noget, det andet forslag var mere nytænkende.

Det var det sidste vi faldt for og besluttede at arbejde videre med. I forslaget var der en køkkenø med kogeplade og et cafehjørne med vitrineskabe. Det så hyggeligt og funktionelt ud.

Vi fik tegninger og simulerede billeder med hjem, så vi kunne tænke over det. Vi mødtes med sælgeren en gang mere for at rette designet til med nogle af vores ønsker, og vi endte med en opstilling som vi synes var rigtig god.

Nu begyndte vi så småt at tale om pris.

Lige fra starten blev pris nævnt som en begrænsende faktor i alle køkkenets elementer. Den lågetype vi ønskede var ikke den billigste (dog heller ikke den dyreste), alene farven på lågerne kunne gøre det dyrere og alle de smarte indretningsløsninger Invita har i sit sortiment blev slet ikke præsenteret for os, da det ville gøre løsningen for dyr. Samtidig beroligede sælgeren os dog og sagde, at han nok skulle finde nogle gode rabatter til os.

Som konsekvens heraf valgte vi standardfarven lysegrå i stedet for grå, og fravalgte smarte løsninger så køkkenet kun bestod af almindelige skuffer og skabe.

Valg af bordplade er en af de store poster i et køkkenbudget, og den type bordplade vi i første omgang synes bedst om (komposit-sten) ville koste omkring 80.000 kr. i vores opstilling. Sælgeren viste os en række andre materialer til bordplade. Det var svært at overskue fordele og ulemper ved de forskellige materialer. Selvom det passer virkelig godt til et landkøkken, var vi overbeviste om at vi ikke ville have en bordplade af træ – sådan en skal nemlig efterbehandles 4-6 gange om året og det ved vi er urealistisk for os at få gjort. Vi endte med at vælge en bordplade i kompaktlaminat, som var virkelig lækker at røre ved. Kompromiset var, at der ikke var så mange farver at vælge imellem. Jeg ville gerne have haft en varm farve sammen med den grå farve på lågerne, men det blev til en mørkegrå bordplade. Som kompensation valgte vi greb i en gylden farve.

Nu begyndte hovedet virkelig at snurre på mig, for nu var der så mange detaljer at tage stilling til at det var svært at rumme. Sælgeren havde fra starten sagt, at han ville indsnævre valgene for os så vi ikke blev helt forvirrede, og det gjorde han også. Det havde bare den konsekvens, at jeg ikke følte mig sikker på at jeg havde taget de forskellige beslutninger på et fuldt informere grundlag. Ja, den brune sten-bordplade var sindssygt dyr, men var der en billigere mulighed indenfor dette materiale? Er massiv granit virkelig billigere end en bordplade af komposit som består af granit-grus? Og hvorfor?

I det hele taget forskød vores almindelige syn på priser og penge sig fuldstændig. Vi synes at et beløb på 180.000 kr. var et utrolig stort beløb, men det så ikke ud til at slå til i denne sammenhæng. Et eksempel kunne være en reol, som blev en del af køkkenet – en helt almindelig smal høj bogreol med justerbare hylder. Den kostede over 4000 kr. Hvis man havde købt en Billy-reol i IKEA kunne man få den for 250 kr. Det er helt ude af proportioner, selvom man så får den i samme nuance som resten af køkkenet. Jeg har meget svært ved at forstå at der kan være så store forskelle.

Da køkkendesignet lå fast, skulle de håndværksmæssige opgaver estimeres. I første omgang kom Invitas montageleder på besøg, og da han så gulvet, konstaterede han, at der var behov for at få en specialist til at se på det. I anden omgang kom montagelederen sammen med en tømrer og elektriker. Alle håndværkere var meget sympatiske og virkede kompetente. Montagelederen fortalte os lidt mere om hvordan forløbet i sådan et projekt er. Det var interessant at finde ud af, at man f.eks. laver gulv før man maler vægge.

Nogle uger efter blev vi præsenteret for et samlet tilbud på køkken med bordplade, montering, renovering af gulv og nyt loft men eksklusiv hårde hvidevarer, vandhane og indretning. Det første beløb sælgeren nævnte for os startede med et 3-tal. Jeg havde migræne og kvalme da vi sad i det alt for varme butikslokale, og jeg var næsten ved at besvime da jeg hørt prisen.

Så kom elementet rabat, som jeg har læst meget om på forskellige websider. Det er tilsyneladende almindeligt, at der gives en form for rabat når man køber køkken. Nogen gik meget op i procenten, og så alt fra 3% til 40%, så det var svært på forhånd at skyde sig ind på hvilken størrelsesorden man kunne forvente. Jeg konkluderede bare, at man ikke skulle tage listepriserne for gode varer. Et udgangspunkt på over 300.000 havde jeg ikke forventet, men det vigtigste er det beløb der står på nederste linje.

Efter at rabatten var trukket fra, lød tilbudet på ca. 275.000 kr. Det er næsten 100.000 mere end det beløb vi havde angivet som vores budget. Oveni tilbudets beløb kommer udgifter til hårde hvidevarer, belysning, maling m.m. Næsten halvdelen af beløbet var håndværkerudgifter på 130.000 kr. til loft, gulv og elektrikerarbejde.

Det var lidt af en kamel at sluge, og i første omgang var jeg noget slået ud og i tvivl om køkkenprojektet kunne blive virkelighed. Jeg har aldrig haft håndværkere til at lave større arbejder, så jeg var rystet over hvor dyrt denne del var. Undervejs i tilbudsforløbet havde vi jo godt fornemmet, at det ville være svært at klare det indenfor vores budget, især da vi fik set på gulvarbejdet med håndværkere. Men at vi skulle op på så højt et beløb havde jeg ikke forestillet mig.

Det første vi gjorde var at besluttede at lave loftarbejdet selv. Det alene kunne skære 30.000 kr. af tilbudet. Vi vurderede at vores eget indkøb af materialer ville beløbe sig til en brøkdel af dette beløb, og husbond har god erfaring med at sætte loft op.

Dernæst gik jeg igang med en detaljeret analyse at tilbudet. Invita er i modsætning til andre køkkenfirmaer så fair, at de har lagt en fuld prisliste ud på deres hjemmeside, og jeg så hurtigt, at de enkelte køkkenelementer stod med en noget højere pris i tilbudet end i prislisten. Det viste sig at sælgeren havde misforstået hvad der var standard-farver og hvad der var farver der udløser tillæg til prisen.

Som tidligere nævnt var vi gået på kompromis med farven for at holde prisen nede, så det var jo ærgerligt at vi alligevel skulle betale tillæg for farven. Sælgeren imødekom os og regulerede prisen. Da tilbudet var justeret for dette, var det stadig langt over vores budget. Vi granskede vores økonomi, og mine forældre var så flinke at tilbyde at give et bidrag til projektet. Vi fandt ud af at vi godt kunne gå højere op i pris end vores oprindelige budget, men beløbene var nu så store, at det mindede om bil- eller hushandel. Hvad skulle vi gøre – ville vi virkelig bruge så mange penge på et køkken?

Tidligt i forløbet besluttede vi, at vi ikke ville indhente tilbud fra flere forskellige køkkenfirmaer. Sådan en beslutning kan nok få det til at krympe sig i enhver kræmmersjæl. Det var ikke desto mindre vores valg, og det var baseret på en erkendelse af, at et køkken er en meget kompliceret ting at få tilbud på. Vi var ret sikre på, at selvom vi havde flere tilbud foran os at vælge imellem, så er der så mange parametre, at det ville det være nærmest umuligt at sammenligne, og dermed at vurdere hvad der var den rigtige pris. Jeg er ret sikker på at det bare ville gøre os endnu mere forvirrede.

Vi kunne også at have indhentet alternative tilbud på håndværker-delen af tilbudet. Jeg kan da godt blive i tvivl om det kan passe, at det skal koste 70.000 kr. at rette et gulv op. Omvendt havde vi holdning om, at vi gerne ville have 1 leverandør der stod for det hele. Jeg synes ikke det er fair at ulejlige en anden håndværker når han ikke har en chance for at få opgaven, udelukkende for at presse prisen hos Invita.

På dette tidspunkt havde vi altså ikke noget at sammenligne med, udover en generel antagelse om at et køkken fra IKEA ville være billigere. Vores tanker om et grå-malet køkken i landstil kom faktisk oprindeligt fra et besøg i IKEA, og i dette forløb var vi da også en tur til Gentofte for at genbesøge deres model. Lågerne virkede lækre nok, men efter 9 år med IKEA-køkken i vores tidligere hus, var vi ikke trygge ved den samlede kvalitet af IKEA-moduler og deres hvidevarer.

Vi besluttede at gribe det an som køb af fast ejendom, og prøve at forhandle prisen så langt ned som muligt. Det var den eneste måde vi synes der kunne give os tryghed for, at vi ikke kom til at betale for meget. I bedste huskøber-stil kom vi med et modbud, hvor vi bad om at få fjernet den del, der handlede om loftet og det elektriske arbejde forbindelse med loftet. Til gengæld ville vi gerne have at tilbudet indeholdt en vandhane, noget indretning til skuffer og skabe, samt de 3 stk hårde hvidevarer vi gerne ville udskifte, således at tilbudet omfattede et fuldt køkken. Vi meddelte at vi kunne betale 230.000 kr. for den kombination.

Invita vendte tilbage med et tilpasset tilbud på dette beløb, men der var kun inkluderet 1 stk hårde hvidevarer. Begrundelsen var at sælgeren havde givet mere rabat end han egentlig måtte.

Sælgeren kunne dog tilbyde os nogle såkaldte ‘kampagnepriser’ på hårde hvidevarer. Hårde hvidevarer er et helt kapitel for sig, hvor det er umuligt at sammenligne priser. Hvis man leder efter en ovn med stegetermometer hos Skousen eller Wupti finder man visse modeller. Hvis man spørger Invita, kommer de med en helt anden model, som man ikke kan finde hos nogen af de almindelige forhandlere. Sjovt nok er den op imod dobbelt så dyr uden at man kan se hvorfor.

Invita havde dog skruet det sådan sammen, at tilbudet uden hårde hvidevarer indeholdt tilslutning af Invita-leverede hårde hvidevarer, så hvis vi købte hos dem, ville tilslutningen følge med ifm. montering af køkkenet. Det ville understøtte vores ønske om en totalleverance fra Invita, hvor vi ikke selv skal jonglere med en masse forskellige leverandører, og risikere at ingen ville tage ansvar hvis der var problemer. Vi besluttede at det var værd at tage med. Vi regnede med at de dyre hårde hvidevarer var lækrere, og det var en god tanke at tage et nyt køkken i brug med nye lækre hårde hvidevarer. Selvom vi selv har monteret mange opvaskemaskiner i tidens løb, regner vi med at der nok at tage sig til for os, når vi når til montering af køkkenet.

Den første tirsdag i vores sommerferie skrev vi under på en samlet pris på ca. 245.000 kr. for et fuldt køkken med 4 stk. hvidevarer og nyt linoleumsgulv. Vi beholder vores store A+++ køleskab. Derudover får vi udgifter til materialer til vægge og lofter: plader, tapet, maling og fliser. Vi kommer også til selv at købe og montere lys og lyd, så det passer de platforme vi anvender (Philips Hue og Sonos). Og måske køber vi en ny emhætte.

Alt i alt har det været temmelig krævende at få tilbud på nyt køkken. Jeg var overrasket over at det tog så lang tid, men det skyldes til dels os selv, da det er svært for os gå så tidligt fra vores jobs, at vi kunne komme til møde i Hørsholm kl. 16 eller tage imod håndværkere i løbet af deres arbejdsdag. Jeg synes det var stressende at balancere ønsker og behov med de helt afsindige priser. Når man er i den kreative proces med at vælge farver og udseende, er det irriterende med alle de begrænsninger der sættes pga. store prisforskelle på farver og materialer. Jeg stadig i tvivl om køkkenet kommer til at leve op til mine forventninger mht. udseende, med de kompromiser vi har indgået. Jeg er også i tvivl om den pris vi ender med at betale er rimelig.

I det mindste ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Jeg har forsøgt at være konsekvent overfor vores værdier og fair overfor dem vi satte til at arbejde på et tilbud. Man bliver nok aldrig helt sikker på alting i så stor en entreprise. Derfor har jeg besluttet mig for at glæde mig til det nye køkken, og bruger nu en masse tid på at lede efter de perfekte lamper, tapet og fliser, så det nye køkken bliver så fint og hyggeligt som muligt.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina II

I dag er det 3 måneder siden den frygtelige, mørke dag. Dagen hvor jeg med hurtige skridt forlod Virum Dyreklinik hulkende, efter at have set Adina blive aflivet.

Resten af dagen græd jeg sammen med husbond, mens jeg prøvede at kommunikere til omverden, at den hund som havde betydet så meget for mange mennesker, ikke var længere. Efter mange timers gråd prøvede vi at se noget fjernsyn og spise noget mad. Jeg tænker tilbage på den dag som en meget mærkelig stille, mørk og surrealistisk dag.

Tiden op til dagen var også mærkelig. Det var en blanding af smerte og nærvær. Det gjorde så ondt at se Adina kæmpe for at bevæge sig, og det var frygteligt at vide at man snart skulle beslutte at stoppe hendes liv. Samtidig var jeg fast besluttet på at få det bedste ud af de sidste dage hun var til, og nød hende mere intenst.

De 3 måneder, der er gået siden, har været hårde. Jeg troede at der ville komme en følelse af lettelse, og det kom der til en vis grad også. Den er bare blevet overskygget af negative følelser. Jeg har haft det rigtig svært.

Mærkedagene er selvfølgelig svære. På min egen fødselsdag kørte jeg hjem fra arbejde midt på dagen, kunne ikke holde ud af være blandt andre mennesker. Jeg mandede mig op, da jeg samlede min familie til juleaften på samme måde som for 2 år siden. Adina manglede, men vi lod som ingenting. Da jeg skulle i seng brød jeg sammen og syntes at hele verden var forfærdelig. Det samme skete den dag i januar, som vi plejede at fejre som fik-dig-dag; dagen hvor Adina blev en del af vores familie.

Til hverdag står jeg op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng uden at tænke alt for meget på Adina. Jeg tror at jeg accepterede ret tidligt, at hun ikke var her mere, fordi det var det eneste rigtige da hun var så syg til sidst. Savnet kommer dog rullende ind over mig i perioder, og så kan det være solskin, et billede eller alt muligt andet der udløser tårerne.

Når jeg er ked af det kredser mine tanker ikke kun om Adina, men om hele mit liv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne viske mig selv ud med et viskelæder og melde mig ud, give op. Jeg prøver at tage det en dag ad gangen, fordi jeg ved godt, at jeg er i underskud. Om det hedder sorg, stress, overgangsalder eller vinterdepression kan vel komme ud på et – jeg er i underskud og må være tålmodig med mig selv.

Alle omkring mig snakker om at få ny hund, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke rumme at lukke en ny hund ind og starte forfra på at bygge fortrolighed og kærlighed op. Jeg er overbevist om at jeg må være tro mod den følelse. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig elsker hunde udover det sædvanlige.

Lignende indlæg:

Videre uden Adina

Nu er det 3 uger siden at min familie gik fra 3 til 2 personer og blev en familie uden hund. Jeg har så småt vænnet mig til at der ikke er en hund i huset. Jeg er begyndt at færdes i huset på en anden måde. Døren står åben når jeg går ud med skrald, og jeg rejser mig når jeg vil, uden at tænke over at det betyder at en handicappet hund også pr. refleks vil rejse sig. Og jeg forventer ikke længere at se Adina i vinduet, når jeg kommer hjem fra arbejde.

I sidste weekend begravede vi Adinas urne på en af hendes yndlingspladser i haven. Efter at have vasket skåle, halsbånd, snor, tæpper og kurve, pakkede vi alle Adinas ting væk og forærede foder og godbidder til en anden hundefamilie. Det var en hård weekend, men det føltes også godt at sætte det punktum.

Nu bærer mit hus ikke længere præg af at der bor en hund. Der er lidt kradsemærker i 2 vinduepartier, som skal repareres. Et par møbler og paneler trænger til noget grundig rengøring. Men det ligner ikke et hunde-hjem på samme måde som før.  Der er ikke hvide nullermænd i hjørnerne, selvom det er en uge siden vi har støvsuget. Og i entreen hænger nu vores almindelige overtøj på knagerne, hvor der før hang hundesnore, regntøj og andet udstyr til hunde-gåture.

Det føles godt at komme videre, tage sit hus tilbage og starte på en ny fase. Men jeg er stadig ked af det. På dage hvor jeg er udmattet og jobbet har taget al overskud, ligger tårerne lige bag overfladen og banker på. Andre dage kan jeg snakke længe om hende eller se på billeder uden at græde.

At få hund igen er selvfølgelig et tema og noget mange spørger til. Allerede inden Adina blev syg var jeg i tvivl om jeg ville have hund igen, og jeg havde det på samme måde da vi fandt ud af at Adina var uhelbredeligt syg. Nu hvor Adina er væk vil jeg gerne have, at en evt. beslutning om at få hund igen er baseret på en rationel beslutning, og ikke drevet af det store savn vi har lige nu. For mig er det ikke noget godt udgangspunkt.

Det skorter dog ikke på tilbud. Den kennel som Adina kom fra venter hele 2 kuld hvalpe i december, og i torsdags skrev vores tidligere hundelufter en SMS om en hund, der desperat søgte en ny familie. Husbond savner meget at have hund, og jeg kan da også godt mærke at savnet udfordrer mine principper.

Da jeg overvejede hundelufterens forslag indså jeg, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning om at vente. Det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke er følelsesmæssigt klar til at få en ny hund ind i mit liv. Uanset principper og rationelle argumenter er jeg simpelthen nødt til at restituere følelsesmæssigt, før jeg kan overveje at gøre det hele igen.

Jeg prøver at nyde den frihed vi har fået af ikke længere at have hund. Da der var kommunalvalg i tirsdags, gik husbond og jeg impulsivt ud og spiste, efter vi havde afgivet vores stemme på den lokale skole. Og i fredags brugte jeg 2 timer på at shoppe på Birkerød Hovedgade. Ting jeg aldrig ville have gjort da jeg havde hund. Da jeg havde fødselsdag i mandags gav husbond mig et årskort til Tivoli, og jeg tror vi skal derind allerede her i december.

Til nytår har vi aftalt at passe en af Adinas hundevenner, som bor lige om hjørnet. Og heldigvis stopper de hunde, der passerer vores hus på vej til hundeskoven, stadig op for at hilse. Det har dækket mit behov for kontakt med hunde tidligere, og sådan må det være i en periode nu.

 

Lignende indlæg:

Sorgen over Adina

Det er en uge siden, at jeg sagde farvel til min Adina. Lige så stille er jeg begyndt at rydde op i hendes ting. Puder og tæpper skal vaskes, og det samme skal halsbånd og hundesnoren, inden de skal lægges væk. Legetøjet ligger stadig rundt om i huset og haven, der hvor Adina sidst lagde det. På et tidspunkt må vi samle det sammen, sortere det, smide noget ud og og resten gemmes eller gives væk. Resterne af Adinas hundefoder og godbidder skal der også tages stilling til. Måske kan andre hunde få glæde af det.

Sorgen over tabet af vores familiemedlem fylder meget lige nu. Hele det tragiske i, at en fantastisk hund som Adina skulle få sådan en forfærdelig sygdom, gradvist miste sin førlighed og dø som 8½-årig, har jeg ikke gjort mig fri af endnu. Men størst er det umiddelbare savn af hendes tilstedeværelse i hverdagen, og det knuger i brystet. Som en narkoman på afvænning må jeg lære at undvære alle de små stunder af lykke og glæde, der var sammen med Adina.

Mens jeg går og pakker hendes ting væk, pakker jeg også min drøm om at have hund væk. Måske skal tingene og drømmen tages frem igen, men jeg ved det ikke lige nu. De forskellige hunde-ting minder mig om, hvor lykkelig jeg var da jeg anskaffede dem – lige da vi havde fået Adina og min livsdrøm gik i opfyldelse. Det er også et tab for mig at sige et (måske midlertidigt) farvel til denne drøm.

Det har efterladt et tomrum at miste Adina. Når jeg har overskud, prøver jeg at se fremad og finde ind til hvordan livet var før Adina. Der har altid været ting som ikke handlede om hund. Som f.eks. denne stund her søndag formiddag, hvor jeg sidder og lytter til jazz og skriver blogindlæg. I den forgangne uge har husbond og jeg været i biografen – noget som var planlagt før Adina gik bort, men nu blev det så på en måde, hvor jeg for en gangs skyld ikke at have en refleks af skyldfølelse ved at være afsted. Jeg vil prøve at finde glæde i den slags oplevelser.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Noget om selvværd

Hvor er det dog tit at jeg oplever problematiske situationer og konflikter, og tænker at det i bund og grund skyldes lavt selvværd hos de mennesker, der er involverede. På en måde tror jeg, at det er en del af den danske folkesjæl at føle, at man er mindre værd end andre i samfundet. Måske er det et dybtliggende udtryk for janteloven?

Den vrede

Der er mange vrede mennesker i det offentlige rum. Det kan både være i trafikken, i kassekøen eller i kommentarfeltet på Facebook; folk der harmdirrende skælder og smælder til højre og venstre. Jeg kan også selv blive ramt af vrede når jeg møder disse vrede mennesker – det smitter nemlig.

Jeg plejer at argumentere for at denne type vrede skyldes stress. Stress sætter det på spidsen, gør det værre og hyppigere. Men nedenunder tror jeg vreden sætter af på lavt selvværd. Al den skælden ud ser jeg som et forsøg på at overbevise omverden om, at man har lov til at være her og have sine meninger, fordi man ikke føler sig accepteret.

Skulle man være i tvivl kan man jo se på modsætningen. Går man i den modsatte grøft og ser på et mennesker, der virkelig hviler i sig selv, og er overbeviste om at de har ret til at være til stede i den givne situation, ser man sjældent samme behov for at bruge en masse ord og vrede.

Eksperten

Kender du typen, som ved alting bedre end andre? En, som ikke bare har en stor viden, men som bruger enormt megen energi på at fortælle hvad han/hun ved om hvilket som helst emne. Jeg har mødt et par stykker af slagsen her på det sidste.

Det kommer tit ud af proportioner, hvor situationsfornemmelse, pli og dannelse tilsidesættes til fordel for en umådeholden udbasuneren af egen viden, evner og erfaringer, som om det var en konkurrence eller eksamen. Det giver pinlige situationer, og omgivelserne er hensat til at ryste på hovedet bag deres ryg.

Disse mennesker kan godt fremstå som nogle meget selvsikre personer, fordi de i bund og grund fortæller hele verden, at de selv synes de er bedre end alle andre. Men i virkeligheden skriger det til himlen, hvor usikre og ensomme de stakkels mennesker er. Det er svært at komme dem i møde, fordi de har dannet sig en skal af noget der ligner storhedsvanvid, som det er svært at trænge igennem.

Den hjælpsomme

En personlighedstype, som ikke er så usympatisk, er den hjælpsomme type. Det er normalt at hjælpe hinanden, men for nogen tager det overhånd på en sådan måde, at de ender med at sætte sig selv i loyalitetskonflikter og kompromittere deres økonomi.

Hjælpsomhed kan have mange ansigter: håndværkeren der bruger al sin fritid på familie og venners hus og have, frivilligt arbejde der kommer til at fylde for meget eller mennesker der bliver udnyttet økonomisk.

Når hjælpsomhed får et omfang, der overskrider rimelige grænser, ser jeg det som et problem der ikke kun handler om et ønske om at hjælpe. Så handler det om at finde en accept og identitet, og det kommer til at få et lidt desperat skær.

Jeg kan også få ondt af de hjælpsomme. Det er som med de andre eksempler svært at gøre noget for dem. Man ville komme til at pille ved en identitet som én der gør gode ting for andre – en slags skjold som personen har bygget op.

Her nævner jeg 3 eksempler på, hvordan lavt selvværd kan komme til udtryk. Der er flere varianter at disse eksempler, og mange, mange andre eksempler. Tænk bare på kvinder der hele tiden skifter hårfarve, mennesker med selvdestruktiv adfærd og folk der dyrker overdreven motion.

Hvad kan man bruge det til?

Man kan måske bruge det til at forstå motiver og bevæggrunde, når vi møder andre mennesker. På en måde støder man mennesker fra sig med denne adfærd, selvom man i virkeligheden har brug for bekræftelse og accept. Det er lidt af et paradoks.

Måske kan man også bruge det til at se på sig selv og sin egen adfærd.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg: