Storkontor

Så rykkede jeg ind i et nyrenoveret kontor på arbejde. Storkontor. Igen.

Storkontorer kan være rigtig gode for medarbejdergrupper, der har løbende personlig kontakt med hinanden og har brug for at koordinere de opgaver der varetages i løbet af dagen. F.eks kan man ikke forestille sig at medarbejderne i en helpdesk sidder i individuelle kontorer. Her er et storkontor et tilvalg man gør for at dækker et behov.

Hvis der derimod ikke er et arbejdsmæssigt behov for at sidde i storkontor, er det min helt klare erfaring at man formindsker medarbejdernes effektivitet drastisk. Støj, trafik og en øget falden i snak tager tid væk fra arbejdet, og de gentagne brud på koncentration mindsker effektiviteten yderligere.

Min funktion hører til i sidste kategori. Min primære opgave er at skrive og tilrettelægge forskellige typer dokumentation, og jeg har ikke nogen arbejdsmæssig nytte af at sidde sammen med de andre grupper i afdelingen. De kolleger jeg har mest brug for at have kontakt med er afdelingens mellemledere og leder, men de kommer alle til at sidde i individuelle kontorer, så dér er ikke nogen synergieffekt for mig at hente.

På arbejdspladser hvor det er ens for alle at man sidder i storkontor må man bare affinde sig med det. Men på min arbejdsplads er der nogen der sidder i enmandskontorer og nogen der sidder i storkontor, og så må jeg indrømme at jeg ærgrer mig over at det ikke er faldet i mit lod at komme til at sidde alene. Jeg føler at jeg kunne arbejde mere effektivt på den måde. Men jeg er ikke blevet inddraget i beslutningen og jeg må bare konstatere at min ledelse ser anderledes på den sag. Øv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores teambuilding-aktiviteter i efteråret, hvor vi arbejdede med bevidstheden om vores forskellige personligheder. Især MBTI-profilens fokus på om man er introvert eller extrovert kunne man have brugt direkte, da man tog stilling til hvordan kontorlandskabet skulle fordeles – hvis man ellers havde ønsket at fokusere på effektivitet og jobtilfredshed. I stedet har man i min afdeling valgt at sætte samtlige introverte medarbejdere i storkontorer. Ironisk nok er de få, der får enkeltmandskontor, allesammen extroverte personligheder. Denne gruppe er ved et pudsigt sammentræf beslutningstagerne selv; cheferne 🙂

Lignende indlæg:

Hvem er de rige?

Her i marts måned har der været snakket rigtig meget om skat: topskat, multimedie-skat og meget andet. Anledningen har været regeringens udspil til, og senere forlig om, en reform af skattesystemet. Aviser, TV-nyheder og blogs flyder over med meninger om beskatning.

Et af de tilbagevendende temaer i debatten omtale af ‘de rige’ i vores samfund. Vi har brug for at vide hvem der er de rige, for at kunne afgøre hvilke der er ‘de bredeste skuldre’ – altså hvem kan yde mest til samfundet. Er det dem der betaler topskat? Er det dem der ejer deres bolig?

Jeg vil vove at påstå at man ikke kun kan se på indkomstens størrelse, når man afgør om borgeren bør bidrage mere til samfundet. Det er min opfattelse at de danske borgeres økonomi er vidt forskellig, men det handler ikke kun om hvorvidt man betaler topskat eller ej. En meget afgørende faktor er simpelthen hvad det koster at bo.

familie

Som man kan se på denne illustration fra Ritzau er familiers økonomi meget forskellig i forskellige dele af landet, selvom de tjener det samme og har samme type bolig. Præmissen er et par med 2 børn, som begge tjener 275.000 kr. om året om som bor i et hus på 140 kvm. Dette par vil have næsten dobbelt så mange penge til rådighed efter bolig- og børneudgifter hvis de bor i Jylland end hvis de bor i Storkøbenhavn. (Faktisk vil jeg tvivle på at en familie med den indkomst overhovedet vil kunne have råd til at købe et hus på 140 kvm i Storkøbenhavn idag.)

I en tid hvor der er finanskrise og stigende arbejdsløshed, får vi fokus på at leve fornuftigt, og folk der lever eller driver virksomhed over evne er ilde set. Vi kan godt få en fordømmende attitude og pege fingre ad dem, fordi de risici de tager kan gå ud over andre. Måske er det derfor jeg synes jeg hører en skinger tone overfor topskatteydere. Min pointe med dette indlæg er, at levestandarden i de forskellige landsdele er meget forskellig, og det skyldes ikke kun størrelsen på borgernes indtægter, men i høj grad hvad det koster at bo.

Lignende indlæg:

Moderne bryllupper

I 2007 var jeg til 3 bryllupper. Det har jeg også været i 2008. Der var stor forskel!

 Efter de 3 bryllupper i 2007 harcelerede jeg lidt her på bloggen over at mine jævnaldrende venner og familiemedlemmer vælger traditionelle bryllupper “med det hele”. De var nøjagtig ens, selvom det var 3 meget forskellige par. De 3 bryllupper jeg har været til i år har været meget anderledes – og efter min mening mere moderne.

Det første bryllup i år var mit eget. Vi følte at den store beslutning om at vælge hinanden og et liv sammen blev taget allerede 3 år tidligere, da vi solgte vores lejligheder og flyttede sammen i et lille hus vi købte sammen. Brylluppet symboliserede altså ikke i denne situation 2 menneskers valg om at følges gennem livet, det var mere en bekræftelse af eksisterende forhold. Derfor synes vi at det der passede til vores bryllupsdag var at gå på rådhuset og så lige orientere familie og venner om det bagefter.

Senere på foråret blev min svigerinde gift med sin kæreste gennem mere end 15 år. Det var udelukkende en praktisk foranstaltning fordi de har børn sammen og iøvrigt for at sikre hinanden. Det var også på rådhuset, og der var en kort reception hjemme i haven bagefter. Brudens lillebror var tilmeldt et vigtigt cykelløb den dag de valgte, og det var bare helt iorden at han ikke kom til brylluppet.

Og igår var vi så til årets tredje bryllup. Et par der har kendt hinanden i ca. 1½ år og lige har fået et barn sammen. Det var kirkebryllup med efterfølgende reception og aftenfest. Men det var meget anderledes end 2007-bryllupperne. Bruden var smuk i en lang elegant rød kjole. Parret gik op af kirkegulvet sammen med deres lille dreng på armen. Ingen brudebuket, ingen ‘best man’, ingen ris. Efter champagne og snacks i deres nærliggende lejlighed blev selskabet kørt i minibus til en lækker restaurant inde i city, hvor vi fik en udsøgt 5 retters menu. Der var ingen fast talerække, men dem der gerne ville sige noget gjorde det. Ingen banken på tallerkenerne med bestik, ingen kysselege, bare voksen samtale og god mad.

Det er dejligt at erfare at der er andre måder at holde bryllupper på end den traditionelle skabelon.

Lignende indlæg:

Så sidder man der igen

I mandags var Mads og jeg til frokost hos et vennepar, der lige har fået deres første barn. 2½ måned er deres lille pige. Og så kom spørgsmålet “Vil I stadig ikke have børn?”

Igen hørte jeg mig selv forsøge at svare. Svaret var ikke bare “Nej”. Igen følte jeg at jeg var nødt til at forklare hvorfor vi ikke ønsker børn. Det er ikke fordi at folk stiller os til regnskab og spørger hvorfor – de virker bare så undrende når man siger nej.

Selve det med at forklare hvorfor man ikke vil et eller andet – hvordan gør man det? Prøv at tænke over det – hvordan ville du forklare hvorfor du ikke vil have røde døre i dit hus, hvorfor du ikke vil have en krokodille som kæledyr, hvorfor du ikke vil et eller andet som ligger dig meget fjernt? Bliver man ikke fristet til at stille modspørgsmålet “Hvorfor skulle jeg det?”

Måske skulle jeg bare vænne mig til at nøjes med det enkle “Nej”. For man kan jo ikke begynde at spørge hvorfor folk gerne vil have børn. Og da slet ikke om de stadig gerne vil have børn, nu hvor de har fået den første :-s

Lignende indlæg:

Om at få børn

Nu får alle jeg kender børn. Ikke at det er noget nyt med børn i omgangskredsen, i mange år har venner og familiemedlemmer haft børn. I de seneste år er der kommet flere og flere, og når min ven får barn til januar har ALLE i min omgangskreds, på nær éen single-veninde, små børn. Jeg glæder mig selvfølgelig på deres vegne, for det er jo ønskebørn. Men det kommer også til at ændre på måden jeg kan være sammen med mine venner på.

Jeg ved godt at det er mig og min mand der er afvigende, når vi ikke ønsker os børn. For det gør vi ikke. Ret tidligt i vores forhold afslørede vi for hinanden, at ingen af os ønsker børn. Det var med den forståelse vi flyttede sammen, købte hus og etablerede os. Og med enigheden om dette emne var det endnu lettere at beslutte at det var os to for resten af livet.

Ikke desto mindre betyder denne forskel at vi er på vej ind i en udvikling hvor vi nu markant skiller os ud fra næsten alle vores venner. De går ind i en ny fase af deres liv og bliver forældre. Det er noget de brændende har ønsket sig, det er noget opsluger dem helt, og noget der forandrer meget for dem i deres hverdag, på det personlige og følelsesmæssige plan. Og Mads og jeg fortsætter vores liv på samme måde som hidtil. Jeg håber at det kan lade sig gøre at bevare venskaberne på trods af denne forskel.

Lignende indlæg:

Bryllupper

I går var Mads og jeg til det 3. bryllup inden for 3 uger + en dag. At gå til så mange bryllupper så tæt på hinanden sætter tanker i gang; jeg kan ikke lade være med at reflektere over den måde som man holder bryllupper på. Alle 3 bryllupper har været helt traditionelle med kirke, hvide kjoler, lange middage med traditionel talerække, brudevals osv. – præcis samme skabelon.

Hvorfor vælger moderne mennesker som mine venner og familiemedlemmer at gøre sådan? Jeg synes jo egentlig ikke at disse traditioner er så relevante for den måde som vi lever i dag. At man bliver viet i kirke selvom man ikke er kristen, at man skal have hvid kjole på selvom man ikke er ”uskyldig”, at faderen skal give sin datter væk, selvom hun har boet sammen med sin tilkommende i adskillige år og på den måde har givet sig selv væk for længe siden…. Jeg forstår det ikke.

Svaret er jo gerne at det er ”prinsesse-drømmen” og tradition – det virker som om at brudeparrene synes at man ikke bliver rigtig gift hvis ikke man gør det på den måde. Det er ikke fordi at jeg ikke kan respektere at de ønsker disse bryllupper. Men jeg kan bare ikke forstå at man tager traditionen KUN for traditionens skyld, når den ikke har noget at gøre med livet som det i virkeligheden leves i vore dage.

Lignende indlæg: