Farvel til multimedieskatten?

Den nye regerings finanslovsforslag indeholder en afskaffelse af multimedie-skatten. Hurra, siger jeg! Jeg har lige fra starten været stærkt utilfreds med at en borger som min mand skal betale 140 kr. om måneden, udelukkende fordi hans arbejdsgiver har valgt at hans arbejdsredskab skal være en bærbar PC. Hans opgaver giver ikke mulighed for at arbejde hjemmefra, og han har ingen grund til at tage den med hjem for at bruge den privat, da han har en bedre privat PC hjemme. Men skat skulle han betale. Det føltes meget uretfærdigt. Det er heldigvis slut nu.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Lignende indlæg:

Ligeglad med mode

Det er mode-uge igen, og fjernsyn og aviser svømmer over med billeder og indslag/artikler om modeller, designere, catwalks og tøj. Det er de vildeste kreationer man kan se i denne verden, og de vildeste menneske- og kropstyper.

Jeg er ikke i tvivl om at mange af de mennesker, som er involveret i modebranchen, er dygtige og kreative mennesker. Det er altid respektindgydende med mennesker som brænder for det de laver, og som ofrer alt for deres trang til at udtrykke sig og give verden noget af deres kreativitet. Så på den måde er det interessant nok for mig at se/læse disse reportager.

Men selve tøjet, det er altså fuldstændig uinteressant for mig.

En præsentation af en tøjdesigners kollektion ser jeg som kunst. Den kreativitet og udtryksfuldhed der ligger i et modeshow, er for mig en oplevelse på linje med oplevelsen af malerier, skulpturer, dans eller sang. Jeg kan sagtens se skønheden i noget af det. Jeg ser det ikke som en kommerciel præsentation af en vare. For jeg kunne aldrig finde på at købe noget der bare ligner.

Hele den vinkel der handler om hvilke farver, snit, facon på bukseben og højde på hæle man skal bruge i den kommende sæson, kan jeg ikke bruge til noget. Alt hvad der kaldes mode i den forstand, at alle skal have samme type tøj på, synes jeg er ligegyldig, nærmest frastødende. Jeg kan godt forstå at man køber et dyrt stykke tøj fordi det er smukt, behageligt eller får én til at se godt ud, men at købe det fordi det er moderne er mig helt uforståeligt.

For mig er det ikke et statement at klæde mig på, og da slet ikke hvis det handler om at signalere at jeg gør som alle andre (= følger moden). Det vigtigste for mig er at finde noget tøj som fremhæver mine gode træk og som er flaterende for mit udseende. Det samme gælder valg af farve. Uden at promovere 1990’ernes farvekonsulenter alt for meget, mener jeg at valg af farve kan gøre en kæmpe forskel for hvor godt tøjet klæder én.

Denne holdning betyder også, at jeg beholder mit tøj i årevis, hvis jeg synes det klæder mig. Det er klart, at de tendenser man snakker om i en modeuge, på et tidspunkt i et elller andet omfang kommer til at smitte af på det tøj jeg kan vælge i mellem i tøjbutikken. Men her må jeg sige, at hvis tøjet i butikkerne følger en tendens som ikke er flaterende for mig og min facon, så køber jeg ikke noget tøj den sæson. Det kan være ærgerligt hvis man har lyst til at få noget nyt tøj til f.eks. en bestemt begivenhed eller i anledninig af en ny årstid, men sådan må det desværre bare være.

Lignende indlæg:

Om at se fjernsyn

Kender du dem der siger “Jeg ser ikke så meget fjernsyn” når du har nævnt et eller andet du har set på TV? Måske har du også stødt på den slags mennesker som slet ikke ejer et fjernsyn? Så kender du muligvis også følelsen af fordømmelse, den usagte norm om at det er lidt underlødigt at se fjernsyn og at man bør skamme sig over det.

Jeg ser meget fjernsyn og nyder det. Det er hyggeligt. Det underholder. Det giver stof til eftertanke. Det giver viden. Det holder mig opdateret. Mit fjernsynskiggeri afspejler sig i antallet af apparater; vi har 5 fjernsyn i vores lille rækkehus.

Her til eftermiddag har jeg set et par afsnit af programserien 4-stjerners middag. Jeg elsker den slags programmer, det er guf for éen som mig der er menneske-nysgerrig. Jeg synes de udsendelser er rigtig gode til at formidle glæden ved at invitere gæster, sørge for at de har det godt og får noget god mad, og det interessante ved den gode samtale der kan komme ud af den situation. Det er fortryllende når mennesker viser noget af sig selv ved at lukke gæster ind i deres hjem.

Det er mest dokumentar eller disse reality-programmer der interesserer mig. Et program om placebo-effekten eller et portræt af Don Ø – det er lige mig. Jeg vil også helst se en nyhedsudsendelse hver dag, hvis jeg kan komme til det. Jeg er nok lidt af en nyheds-junkie. Det er også spændende i Kniven for Struben at se hvordan en restaurant fungerer i kulissen, eller at komme indenfor hos mennesker i hele landet i Luksusfælden og se hvor mange måder man kan indrette sig på økonomisk – inspirerende når man selv går med både livrem og seler. Og så kan man jo drømme sig væk til det gode liv i Liebhaverne.

Jeg ser altså relativt meget fjernsyn, og jeg synes virkelig det beriger mit liv. Selvom der også findes dårligt fjernsyn, så synes jeg det er skønt at der er så mange dygtige mennesker som arbejder på at lave en masse rigtig gode fjernsynsprogrammer til os alle sammen. Og genudsendelser er velkomne for mit vedkommende, for jeg kan slet ikke nå at se alt det gode der sendes. Der er sikkert nogen som ikke har brug for det input som fjernsynet byder på, måske fravælger de fjernsyn fordi det er stressende i en hverdag der i forvejen har mange stimuli. Men det er det ikke for mig. Jeg er en interesseret og bevidst fjernsynsseer, som udvælger det jeg vil se og reflekterer over det jeg ser. Og det er ikke bestemt ikke underlødigt eller hjernedødt.

Lignende indlæg:

Om at foretrække skygge

Jeg indrømmer ærligt: jeg er ikke meget for at opholde mig i solen. Som jeg har skrevet om før, så skal temperaturen ikke meget over 20 grader (i skyggen) før jeg synes det er ubehageligt at være i solen i længere tid. Det er noget jeg har følt mig lidt alene med, for alle synes at ville ligge eller være i solen når det er så fint vejr som idag.

På arbejde spiser jeg frokost alene hvis jeg vil spise indenfor, og jeg oplever ofte at hvis jeg beder om at sidde i skygge på restauranter el.l. så føler jeg mig som en særling.

Men jeg begynder at tro, at det handler om et tabu. At der er mange flere end mig der har det sådan, de siger det bare ikke. I går havde jeg gæster og vi sad på terrassen. Det var omkring 25 grader og skyfrit. Ved hjælp af markise og parasol kunne jeg skabe skygge for alle, i hvert fald de første timer. Da solen begyndte at krybe forbi markisen, var der kun 1 i selskabet som var OK med at sidde i solen. I dette fortrolige selskab med intellektuelt ‘højt til loftet’ indrømmede 6 ud af 7 at de foretrak temperaturer omkring 20 grader.

Der er nok en tendens til at vi nordboere higer efter sol, fordi vi ikke har så meget af den. I Sydeuropa og andre dele af verden med megen sol og varme, kan man se på både arkitektur og beklædning at solen ikke kun er en ven. Man skærmer sig mod den og opsøger den ikke på samme måde. I Danmark vil vi have store vinduespartier og hopper i shortsene midt i marts hvis der er solskin og 15 grader. Måske er det derfor at det ikke er velset at sige fra overfor solen.

Dette blogindlæg skrives fra min liggestol på min terrasse. Altså den terrasse vi har på østsiden af huset, hvor der er skygge om eftermiddagen. For i stuen er der alt for varmt, og på terrassen på vestsiden er der kogende hedt. Jeg har for længe siden fundet ud af at indrette mig så det er behageligt, og man kan sagtens nyde solen, den blå himmel og fuglenes sang fra skyggen. Her er dejligt! Og faktisk får man omkring 50% af solens stråling selvom man sidder i skyggen, så man er ikke helt afskåret fra at få en smule kulør.

 

Lignende indlæg:

Brunch for folk uden børn

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke har børn, og at det er af egen fri vilje. I nogle år har jeg været en del af et netværk for folk som er frivilligt barnløse. Vi har et forum på internettet, hvor vi deler links til artikler, har diskussioner af forskellige emner og organiserer arrangementer.

Nogle gange om året mødes vi så ude i virkeligheden til spisning, snak, film og andre oplevelser. Igår var jeg til brunch med 4 andre fra netværket. Som sædvanlig var det virkelig hyggeligt, og jeg kom hjem med højt humør og masser af energi.

Når man er et menneske – måske især når man er kvinde – som ikke ønsker sig børn, oplever man mange reaktioner. Man møder anklager om at være egoistisk, ikke at vide hvad kærlighed er og en hovedrysten over at man går glip af noget. Det kan godt føles ubehageligt, uretfærdigt og ensomt, og for mange opstår et behov for at snakke med andre i samme situation. Samtidig oplever mange af os, at det sociale liv med venner og familie forandrer sig fuldstændig efterhånden som omgivelserne får børn, og dermed opstår et behov for at have nogen at gå i biografen med, ud at spise med og have meningsfyldte samtaler med.

Både det sociale og det bearbejdende kan netværket hjælpe med.  Både når vi diskuterer online og når vi mødes IRL snakker vi ofte om emner omkring børn, men også om meget andet. Det er en gruppe af velbegavede og ressourcestærke mennesker, som har meget at byde på – det bliver altid nogle rigtig gode snakke.

For mig har netværket betydet, at jeg har fundet mig bedre tilpas i min rolle som ‘afviger’ på dette punkt, og jeg er blevet bedre rustet til diskutere og forsvare mig, når jeg møder spørgsmål om børn.

Lignende indlæg:

Frokostpause – så skal vi ud!

På både på min nuværende og tidligere arbejdspladser har der været mulighed for at spise sin frokost udendørs i sommerhalvåret. Alle steder har arbejdsgiveren investeret i anlæg af en fin terrasse og købt borde og stole.

Desværre er der ikke nogen af de omtalte arbejsgivere der har investeret i parasoller, så frokosten skal indtages lige under middagssolen. Det afspejler nok også hvad de fleste af mine kolleger kan lide. Der er kun ganske få der sidder indendøre i kantinen på sådan en sommerdag, og de få skyggepladser udenfor er ikke besat.

Som jeg skrev om tidligere på ugen, trives jeg ikke så godt med meget høje temperaturer. Det handler dels om at jeg ikke har det godt kropsligt med at være varm, men også solen i sig selv er et problem. Mit mørke hår gør at jeg bliver brandvarm oveni hovedet, og det giver mig hovedpine og gør mig ør. Dertil kommer at min hud bliver nemt skoldet og jeg får nemt soleksem.

“Så kunne du jo tage solcreme på” vil nogen indvende. Ja, og solhat, solbriller og lange ærmer. Men det vil ikke ændre på at jeg ville blive mere varm end rart er for mig. I bund og grund hader jeg at have solcreme på, jeg har endnu ikke fundet et mærke som man ikke bliver lidt fedtet/klistret af. Og så må jeg sige at jeg synes både varm og kold mad meget hurtigt bliver uappetitlig når den står midt i solen.

Alt i alt har jeg mange grunde til ikke at spise frokost i solen. Jeg har for flere år siden taget en beslutning om ikke at sætte mig udenfor i frokosten. Jeg får frisk luft og lys hver dag på mine cykelture morgen og eftermiddag, hvor UV-indexet er lavere. Når det ikke er for varmt går jeg ofte en lille tur rundt om bygningen efter frokost. Og hjemme kan jeg sidde udenfor i skygge.

Det er en model der passer mig meget bedre. Jeg bliver endda lidt brun på armene af det. Men det betyder også, at jeg spiser frokost alene en del dage, når det er en solrig sommer som i øjeblikket. For jeg vil selvfølgelig ikke bede mine kolleger spise inde, når nu de hellere vil sidde udenfor.

Lignende indlæg:

En forretningsrejse

Igår var jeg i London for at deltage i et møde. For mange i min omgangskreds var første reaktion noget i retning af ‘Nej hvor dejligt med en tur til London’ når de hørte jeg skulle afsted. Men der er ikke ret meget rekreativ oplevelse ved sådan en tur, og jeg vil derfor gerne fortælle hvordan dagen forløb for mig.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

  • at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
  • afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
  • møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
  • stress over at nå hjem igen samme aften
  • ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.

Lignende indlæg:

Min mening om genopretningsplanen

Så kom regeringen og Dansk Folkeparti med en genopretningsplan, som skal gøre at Danmark lever op til EU’s krav om økonomisk stabilitet. Den indeholder en blandet landhandel af nedskæringer, og de debatteres ivrigt i forskellige medier. Jeg har også lyst til at give min mening tilkende.

Dagpengeperioden halveres

Ja det føles jo imiddelbart meget utrygt, især når arbejdsmarkedet er som det er i øjeblikket. Vi har været vant til 7 år, så fire år – og nu er det så kun 2 år på dagpenge. Jeg kan godt se at 2 år også er lang tid, når man sammenligner med udlandet.

Nogengange kan jeg godt komme til at tænke på hvad der ville ske, hvis jeg selv blev arbejdsløs. Først at skulle gå ned på dagpenge – det er slemt nok. Måske kunne vi blive boende i vores rækkehus i en kortere periode, men nok ikke hvis det trækker ud. Det er svært at vurdere om det er realistisk at finde et job for mig indenfor 2 år, det jeg laver er ikke så nemt at kategorisere. Men at skulle på kontanthjælp lyder slemt – dels er det vel endnu færre penge, og dels så skal man vist realisere alle sine værdier (ejerbolig, bil osv) før man kan få den hjælp. Og er der ikke også noget med at man skal betale den tilbage når man så kommer i arbejde igen?

Skattelettelser udskydes

Der er ikke så mange detaljer om hvad dette indebærer. For et år siden lancerede regeringen jo Forårspakke 2.0, som indeholdt dels nogle skattestigninger (multimedieskat, grønne afgifter, forringet befordrings- og rentefradrag) og dels nogle skattelettelser som var større end stigningerne. Man glemte lidt stigningerne, da nettoresultatet var et øget rådighedsbeløb for mange lønmodtagere. Jeg kan sådan set godt leve med at undvære de planlagte skattelettelser, men jeg kan ikke forestille mig at man også sætter skattestigningerne i bero, så alt i alt betyder det nok et lavere rådighedsbeløb, selv før inflation.

Indtil nu har jeg under denne finanskrise tænkt meget på at prøve at fortsætte den forbrugeradfærd jeg havde. Ikke noget med at spare penge op og ikke bruge dem – jeg har brugt rub og stub hver måned. Jeg har tænkt, at når nu jeg stadig har mit arbejde og samme købekraft som før, så skal det ikke være min skyld at virksomheder lukker og folk mister deres job. Men hvis jeg går ned i rådighedsbeløb er jeg nødt til at bruge færre penge, og det gælder jo rigtig mange borgere. Jeg frygter at det i sig selv vil forværre arbejdsløsheden og krisen generelt.

Overførselsindkomster skal fortsat stige

Regeringens oplæg indeholdt en fastfrysning af overførselsindkomsternes satser, sådan at folk på dagpenge, folkepension, SU og andre ydelser ikke skulle få automatisk ‘lønstigning’ de næste par år. Det er ikke blevet en del af den endelige pakke.

Jeg synes ikke der er noget odiøst i at foreslå dette. Det sker også for folk med lønindkomster at lønnen slet ikke stiger i flere år i træk – det har både jeg og min mand prøvet. Jeg kunne tillige se en fordel ved at alle i Danmark blev berørt på deres købekraft af besparelserne. Jeg tænker at det kunne det have påvirket inflationen, så priserne ikke ville stige helt så meget. Men sådan bliver det jo ikke.

Loft over børnepenge

Man sætter et loft på hvor mange penge man kan få i børnefamilieydelse. De fleste børnefamilier som jeg kender trækker lidt på skulderen af disse børnepenge og siger at det ikke dækker hvad det koster at have børn. Da jeg hørte grænsen på de 30.000, tænkte jeg at det nok var for dem med virkelig mange børn, det kan ikke være mange der bliver ramt af det. Men jeg blev godt nok ret rystet over at høre tallene bag denne ordning. 160.000 familier i Danmark får mere end 30.000 kr. i børnepenge. Og her skal man huske at pengene er skattefri, det er mere end 2500 kr. udbetalt hver måned. Og dertil kommer så de familier som får mindre end 30.000 kr. – alt i alt en temmelig stor udgiftspost på statens regnskab.

Jeg synes det er en luksus i vores samfund at man får statsstøtte til at føde børn. Staten sørger jo i forvejen for infrastruktur omkring et barn (skoler, pasningsordninger osv.). I sparetider synes jeg det er OK at se på om der kan spares på det kontante tilskud, men jeg synes ikke det virker rigtigt at gøre det på den måde som man er blevet enig om her. Jeg synes det ville give mere mening at gøre det indkomst-afhængigt. Børnepenge udbetales jo idag til ALLE der har børn, uanset om lønsedlen lyder på 20.000, 40.000 eller 60.000 om måneden. Jeg synes at de højeste indkomster kunne undvære disse penge.

Lignende indlæg:

Hvem har magten?

Når man snakker om magt i det danske samfund, så er der jo den klassiske 3-deling: lovgivende, udøvende og dømmende magt, og her menes Folketing, regering, politi og domstole. Nogen gange omtales pressen om en 4. magtfaktor i samfundet. Mon det er disse instanser man mener, når man bruger ordet ‘magthavere’ ?

Jeg har sådan en fornemmelse af at ordet tit bruges af venstrefløjen, og måske også med sympati for den såkaldte arbejderklasse. Det ligger også lidt i luften at store erhvervsvirksomheder og erhvervsledere har magt, og ordet ‘magthaverne’ har sådan en lidt negativ klang, som om det er onde mennesker som gør noget dårligt ved samfundet.

Når man tænker over det, så er der mange måder at se på magt. Jeg synes der er mange i vores samfund som har meget magt over andre. I virkeligheden har vi nok allesammen magt på en eller anden måde?

Tænk f.eks. på når buschaufførerne strejker. Når de nægter at køre deres ruter, bestemmer de samtidig over en hel masse mennesker. De bestemmer at disse mennesker enten ikke skal på arbejde, eller skal have udgift til en taxa for at komme på arbejde, eller i det hele taget skal have problemer med at komme på arbejde og måske have ballade med deres arbejdsgiver. Måske er der folk der skal til jobsamtale som kommer for sent og dermed bliver sat i en meget uheldig situation i forhold til at få det job, som de måske har hårdt brug for. Strejker er i det hele taget udøvelse af magt, og påvirker som regel rigtig store dele af samfundet. Meningen med strejker er jo også et forsøg på at påvirke beslutninger og situationer, faktisk en slags terrorisme.

Vi kender det også fra skranke-mennesker. Folk der står i en butik, en offentlig servicefunktion eller en check-in skranke i lufthavnen. Alle disse mennesker har en magt over den person der henvender sig, og kan i høj grad bestemme om det bliver en god oplevelse for vedkommende. Her er det magt på det individuelle plan, hvor 1 menneske kan gøre livet surt for 1 andet menneske. Men det er stadig magt.

Jeg har også selv magt en gang imellem. Det er sket at jeg har haft indflydelse på ansættelse af nye medarbejdere, og nogen gange er det f.eks. også op til mig om jeg vil betale skat af et gode som skattevæsenet ikke ved jeg har fået. Jeg har aldrig haft mulighed for at strejke, og hele situationen hvor man IKKE har magt over situationen er særdeles frustrerende og nok en af de store udfordringer man skal lære at håndtere i livet. Men når man HAR magt – så synes jeg det er vigtigt at man sørger for at holde styr på hvad der er vigtigt, ikke kun for en selv men også for dem som er påvirket af ens valg. Med magt følger ansvar, og det gælder i alle situationer, ikke kun for politiet eller politikerne.

Lignende indlæg:

Om at blive forælder som single

En af de ting vi debatterer her i sommeren er det stigende antal enlige kvinder som vælger at få barn ved insemination. For et par år siden blev det, takket været bla. Jens Rohde, lovligt for læger at behandle enlig og lesbiske kvinder med kunstig befrugtning, og siden er der sket en udvikling som nu tages op til debat.

Emnet diskuteres også i blog-verdenen. På bloggen Ordet Rundt har der i denne uge både været et indlæg der fokuserer på kvindens situation, og et indlæg der adresserer den økonomiske side.

Jeg synes der er et aspekt af denne diskussion som burde stoppe alle andre spekulationer; hensynet til det barn, der kommer ud af det. Jeg synes det er indlysende at det er psykologisk usundt for et barn kun at have 1 forælder, og det underbygges da også af forskning. Hvordan kan vi dog tillade, at man på et ufødt barns vegne, fravælger en far?

Jeg er klar over at det sker hele tiden at børn mister en forælder på en eller anden vis – men ligefrem med vilje, på forhånd, at bestemme at det her menneske skal være uden en far hele sit liv, det synes jeg er grusomt og afspejler at ønsket om at få et barn i denne situation mest handler om moderens egne behov og dermed er ufattelig egoistisk.

Lignende indlæg: