Lider i varmen

Danmark oplever i disse dage en helt unik periode med stabilt varmt og tørt vejr. Helt enestående har vi nu i mere end en måned har haft solskin, tørvejr og moderat vind. Så vidt jeg husker, har der været 3 byger siden starten af maj, kraftige men kortvarige.

Vi danskere er jo ikke så godt vant når det kommer til vejr. Vi plejer at have et meget mere omskifteligt vejr, og det føles som mange år siden, at det har været stabilt godt vejr. Sidste sommer var ærlig talt ganske kedelig. Jeg synes også at det er længe siden at jeg har set mit helt lette sommertøj, og pludselig skal jeg være lidt mere om mig mht. at få vasket – jeg er ikke vant til at have brug for shorts og ærmeløse toppe så mange dage i træk!

For mig er det en nydelse at hverdagen bliver lidt lettere med det gode vejr. Man kan bare lige hoppe på cyklen i det tøj man har på, jeg har ikke haft overtøj på i lang, lang tid. Haven bliver en forlængelse af husets opholdsrum, og man kan bare lade døre og vinduer stå åbne. Det er skønt at se hvordan de lidt mere eksotiske blomster trives i varmen.

Jeg har dog et problem når temperaturen når op over 25 grader. Det trives min krop utrolig dårligt med, og jeg har svært ved at holde det ud. Det trykker i mit hoved og føles som om hjernen er hævet. Jeg får hovedpine, og migræneanfald bliver værre. Derfor bliver jeg passiv og bruger mest energi på at finde det køligste sted at opholde mig. Det er også svært at sove godt i den varme, og det gør mig i dårligt humør.

Dette ubehag giver anledning til stor irritation, for der er så meget jeg gerne vil. Både gøremål i hjemmet og ude – nyde naturen eller byerne med cafebesøg og shopping. De høje temperaturer føles som en slags fængsel for mig, især når det bare bliver ved og ved.

Jeg oplever stadig at det er tabu at have nogen form for tilbageholdenhed overfor det, vi normalt opfatter som godt vejr. Husbond har det helt omvendt, og føler at hans krop fungerer allerbedst når det er varmt. Nu kender han mig efterhånden så godt, at han forstår – men det er bestemt ikke velset herhjemme at kalde temperaturer over 25 grader for dårligt vejr.

Situationen jeg beskrev tilbage i 2010 omkring at sidde ude og spise frokost på arbejdspladsen oplever jeg som uforandret – det er stadig udenfor diskussion at man skal sidde ude og spise. Jeg ønsker stadig ikke at sidde ude med min frokost, selvom min nuværende arbejdsgiver dog har sat parasoller op, så jeg sætter mig alene med en avis og spiser frokost.

På tidligere arbejdspladser har jeg tit fået selskab indenfor. Mange mandlige kolleger har i virkeligheden ikke lyst til at sidde i jakke og slips i middagssolen. På min nuværende arbejdsplads er der ikke så mange slips, og jeg sidder oftere alene. Men effekten er der stadig: når først jeg man har italesat, at det er for varmt at sidde derude, så er der altid nogen der følger trop og indrømmer at de også bliver øre i hovedet af at sidde lige i solen. Eller endda gerne undværer solen for at være i mit selskab.

Som sensitiv person er jeg nødt til at være konsekvent overfor disse ting der giver mig ubehag, simpelthen for at holde mig rask. Det betyder i flere sammenhænge at jeg må være modig og gå imod strømmen, gøre op med nogle af de konventioner og automatiske antagelser der er, og nogle gange dermed melde mig ud af det sociale fællesskab. Det er åbenbart mit lod. Det er heldigt at jeg trives godt med at være alene.

I går var en af de helt varme dage. Jeg tilbragte dagen under et træ i haven sammen med lånehund Atlas, og husbond gjorde mig også selskab. Jeg havde ikke overskud til mere end at online-shoppe. I dag er der en sky for solen og temperaturen er på et mere udholdeligt niveau. I dag får jeg skrevet dette blogindlæg, vasket tøj og lavet frikadeller.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden, at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg, at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen, har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type, er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme, at jeg ikke har været forberedt på, at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der i sin hoveddør, midt i sine egne tanker, og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig, er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – årsagerne

Ud fra et antropologisk perspektiv er det naturligt at forsøge at analysere på, hvad det kan skyldes, når flere og flere ikke vælger at få børn. Og det lagde DR2-programmet i weekenden også lidt op til at ville gøre.

Jeg har talt med rigtig mange mennesker der ikke ønsker sig børn. Min konklusion er, at det er ørkesløst at prøve at finde en årsag. Nogen nævner konkrete ting som frihed, karriere, mulighed for at rejse osv. Men i bund og grund handler det efter min mening om mangel på lyst til at få børn. Man har bare ikke lyst (nok)! Jeg tror ikke der er mange der tilsidesætter et ægte ønske om at få børn til fordel for job eller rejser. Hvis man ønsker sig børn, så skal der nok blive plads og tid til dem – det er jo en stærk drift, når man har den.

For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald ikke nævne nogen konkret årsag. Hverken min mand eller jeg er karrieremennesker, vi går bare på arbejde for at tjene penge til at opretholde vores liv sammen. Vi har tidligere rejst 2-3 gange om året, men det er nu gledet i baggrunden til fordel for sommerhusferie og et liv sammen med hund.

Sidstnævnte må også siges at tage livet af argumentet om trang til frihed. Vi fik hund for 3 år siden efter at have ønsket os det hele livet. Efter at vi har fået hund går vi ikke længere ud og spiser, i TIVOLI, til foredrag eller hvad vi ellers gjorde før. Vi rejser sjældent på en måde, hvor hunden ikke kan komme med. Og vi elsker det liv, fordi vi virkelig brænder for et liv sammen med en hund. Men vi har ikke den samme frihed som før.

Helt basalt tror jeg at det er en variation eller afvigelse i menneskets natur der gør, at nogen ikke har den drift. På samme måde som f.eks. homoseksualitet. Jeg tror at samfundet bare må finde ro med, at sådan er der nogen der har det og ikke hele tiden spørge hvorfor.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Offentlig amning

Debatten om amning i offentlighed er igen blusset op, og denne gang er den efter min mening kammet over.

For et par år siden vakte det stor furore, at en restauratør i Illums café blev træt af, at kvinder på barselsorlov beslaglagde borde i caféen i timevis, kun for at fortære ganske lidt, og tilmed amme i fuld offentlighed. Det fik ham til at forbyde amning i caféen. Debatten kom til at handle om det med at amme i det offentlige rum, men handlede i virkeligheden også om restauratørens ret til at bestemme hvilken adfærd han ønsker i sit etablissement.

Nu er der så kommet en afgørelse fra Ligestillingsministeriet, der siger at sådan nogle regler må en restauratør godt sætte for sit spisested. Det har fået kvinder til at reagere meget stærkt. Der har været demonstrationer foran Christianborg, og kvinderne har endda slæbt de stakkels babyer med i Aftenshowet for at fortælle om deres krav om at måtte amme hvor som helst, når som helst. Lige dér blev det grotesk for mig – da kvinderne i TV-studiet ved 19:30-tiden selv indrømmede, at det var langt over babyernes sengetid mens de nærmest tvang deres bryster ned i munden på de uskyldige små.

Nu er amning pludselig blevet en mærkesag, og jeg får associationer til 1970’ernes rødstrømpe-retorik. Enhedslisten var ikke sene til at kræve forbud mod forbud – at det ikke skulle være muligt at forbyde amning på en café el.l. Debatten er efter min mening gået i selvsving. Den antyder at menings-modstandere vil nægte babyer mad. Det er som om man pludselig har glemt, at babyer kan godt få mad andre steder end på caféer, og babyer ældre end ca. 4 måneder ofte kan få noget andet end bryst.

Der skydes med skarpt mod dem, som føler sig stødt af at møde blottede bryster når de går ud og spiser, og her beviser amme-aktivisterne, at dobbeltmoral er dobbelt så godt. De kræver et særligt hensyn til deres egen familiære situation, men er ikke villige til at vise andre former for hensyn selv. Igen skæres alle over en kam – der er de rigtige (dem der ikke generes af amning) og de forkerte (de der af den ene eller anden grund får overskredet deres grænser af offentlig amning). I mit facebook-feed har der ovenikøbet været opfordringer til at ammende kvinder i højere grad gør det i det offentlige rum – en offensiv strategi der vil sætte endnu flere generte mænd i forlegenhed.

Jeg synes ærlig talt ikke at sagen er så principiel, at det kan retfærdiggøre den hensynsløshed overfor andre grupper. Der er mange kropslige funktioner som er naturlige, men som de fleste af os vælger at gøre i privat-sfæren, selvom det givet ville være lettere at kunne gøre det hvor som helst, når som helst. Ammende kvinders behov for at gå på café kan jeg ikke se skal stå højere end så mange andre hensyn – som f.eks. ganske almindelig anstændighed.

Lignende indlæg: