Hvorfor jeg ikke kan stemme på Liberal Alliance

Partiet Liberal Alliance slår sig op på tanker om personlig frihed til den enkelte, og som en følge af det, en formindskning af lovjunglen. De er de nye drenge i tinget, og Anders Samuelsen er en dygtig frontmand med enestående formidlingsevner, og så virker han simpelthen som et fornuftigt menneske. Jeg er nok ikke den eneste vælger som i frustration over alle de andre partier ser mod Liberal Alliance for en ny vinkel på politik. Det er befriende med nogle nye tanker, og på en række punkter adskiller de sig markant fra de andre partier. F.eks. er de udover De Radikale det eneste parti som er imod multimedieskatten, som jeg synes er helt forkert skruet sammen.

Men jeg kan ikke stemme på dem alligevel. For når man ser på deres politik, er der også tidsler i deres buket af politiske budskaber. Selvfølgelig, kunne man næsten sige. Det som dømmer dem ude for mit vedkommende, er dels at de ikke går ind for lovgivning imod rygning, og dels at de vil afskaffe sommerhuse.

Afskaffe sommerhuse? Ja, det vil de faktisk. Det bliver i hvert fald efter min mening konsekvensen af Liberal Alliances politik. Her i foråret har de være ude med en melding om at de vil afskaffe den lovgivning der begrænser helårsbeboelse i sommerhuse og forhindrer tyskere i at købe danske sommerhuse. Der er ingen tvivl om, at det vil få priserne og antallet af handler i vejret, og det er nok også det som Liberal Alliance vil opnå. Problemet er bare, at det – set med mine øjne – er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Jeg har selv sommerhus og kan fra tætteste hold observere hvordan danskerne allerede idag i stor stil bor i deres sommerhuse hele året. Det får mig til at mene at det vil blive endnu mere almindeligt – danskerne har ikke noget imod at bo i dårligt isolerede huse på gader uden gadelys. Og kommunerne understøtter det allerede idag ved at kræve snerydning på sommerhusveje og opkræve fuld pris for renovation. Det vil betyde at priserne på sommerhuse vil stige, for når man skal købe et sommerhus som sin primære bolig har man en helt anden købekraft end vi som har en primær bolig ved siden af har. Tyskernes indtog på markedet vil sikkert understøtte denne tendens.

Hvis det bliver helt legalt at købe et sommerhus for at bo der hele året, vil sommerhusområderne over nogle år omdanne sig til villakvarterer i stedet for rekreative områder med fred og ro. Der vil blive flere helårsbeboere, og pga. prisstigningerne vil der blive færre som mig, der har sommerhus ved siden af den primære bolig: færre vil simpelthen have råd til det. Og pludselig er der ikke længere feriestemning i sommerhusområderne, der er folk i alle husene og de går på arbejde og på indkøb med trafik og støj som derhjemme. Hvem gider at tage i sommerhus, hvis det ligner det boligkvarter man bor i til daglig? Ikke jeg i hvert fald. I praksis betyder det at sommerhuse som begreb afskaffes – der kommer ikke til at være forskel på sommerhuse og almindelige huse.

Jeg synes det er ærgerligt at ødelægge de rekreative områder i Danmark. Mit store fokus på stress når jeg skal sætte mit kryds gør, at jeg ikke kan støtte Liberal Alliance når de går ind for ovenstående. Hvis man fratager danskerne muligheden for at tage i sommerhus i en weekend eller på ferie, vil man fratage dem en mulighed for at modvirke stress.

Så vil de liberale sikkert sige, at så kan jeg jo bare sælge mit sommerhus og score en god profit. Men det var jo ikke det jeg ville med at købe sommerhus. Jeg ville have et sted hvor jeg kunne få fred og ro. Øv.

Denne sag er et eksempel på, at jeg ikke er enig med Liberal Alliance i at så få regler som muligt altid er godt. Der er områder hvor vi er nødt til at regulere, ellers vil vi miste bløde værdier. Derfor får de ikke min stemme til næste valg.

Lignende indlæg:

Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

Møde med tibetanere

Idag har jeg igen været på FOF-kursus. Det hed “En tidløs krop” og handlede om 5 små fysiske øvelser, som man kalder De Fem Tibetanere. Iflg. beskrivelsen skulle det handle om at styrke kroppens selvhelbredende kraft.

I dagene op til idag har jeg tænkt lidt på hvorfor jeg egentlig valgte dette kursus, kan ikke huske hvad jeg tænkte da jeg tilmeldte mig. Jeg tror bare at jeg søger nogle nye input til anskuelse af livet og helbredet. Og det fik jeg på dette kursus.

I FOF’s lokaler ved Lyngby Station mødte jeg op i joggingbukser og en behagelig t-shirt. Det stod der i kursusbeskrivelsen at man skulle, da vi udover foredraget også skulle prøve øvelserne i praksis. De andre deltagere mødte op lidt mere ‘påklædt’ – de fleste i jeans og nogen endda i nederdel eller skindbukser. Straks følte jeg mig lidt ved siden af, men havde også lidt ondt af dem der skulle lave yoga-agtige øvelser iført læder og lange støvler.

Instruktøren/foredragsholderen var Ullamai Rose Danielsen, som har baggrund i Gotved-gymnastik og idag har sit eget firma Indre Fitness, der arbejder med gymnastik, mental træning, Qi Gong og meget andet.

Første halvdel var en teoretisk gennemgang af de 5 øvelser og de 7 chakraer – 7 energicentre i kroppen som har forbindelse med både psykiske og fysiske ting i mennesket. Ullamai viste lidt fra en DVD hun har indspillet om øvelserne, og hun udleverede også en skriftlig forklaring. Det er nogle specifikke øvelser som tibetanske lamaer og munke har praktiseret i klostrene gennem årtusinder. Det skulle stimulere kroppens energier, således at man holder sig ungdommelig og bevarer sin vitalitet. Der er endda beretninger om gråhårede mennesker som blev mørkhårede igen osv.

Efter en spisepause begyndte deltagerne pludselig at dukke op i mere blødt tøj, så havde de åbenbart været ude og klæde om. Nu skulle vi nemlig prøve selve øvelserne i praksis. Ullamai varmede os op i en rundkreds, og derefter skiftedes vi til at lave Lyset, Halvmånen, Broen og Bjerget på måtter på gulvet. Det var selvfølgelig lidt svært første gang man skulle udføre dem, men når man før har lavet forskellige typer styrketræning og strækøvelser på gulv, var til at finde ud af. Jeg synes faktisk at øvelserne var behagelige.

Jeg har det sidste års tid været på flere forskellige kurser i mindfulness og meditation, og jeg tror det kunne være godt for mig at gøre noget i den retning for at have en bedre kontakt med mig selv og min krop. Jeg er ikke gået i gang med at meditere i hverdagen, men disse øvelser kunne jeg godt forestille mig at lave. Det ikke så meget det med at holde sig ung der lokker, men jeg tror det kunne nedbringe og forhindre stress.

Det er bedst at lave øvelserne om morgenen inden morgenmad. Det er lidt af et drømmescenarie for mig at stå op og lave nogle lækre øvelser med sin krop og have en harmonisk morgen. Sådan er mit liv ikke lige nu, men måske jeg kunne gøre det om eftermiddagen når jeg kommer hjem fra arbejde?

En af de ting jeg godt kan lide ved denne verden af østens ‘mystik’ er, at det ikke er konkurrencepræget, og ikke handler om at præstere eller presse sig selv. Det handler kun om at gøre noget godt for sig selv. Selvfølgelig er der en pointe i at gøre tingene på en bestemt måde for at det har den ønskede virkning, men der er ikke den perfektionisme som man ellers møder så mange steder. Det i sig selv oplever jeg som afstressende.

Jeg købte DVD’en om øvelserne, så jeg kan gense noget af det og tænke mere over det. Jeg overvejer seriøst at indføre denne praksis i min hverdag. Det er overskueligt og det kan i hvert fald ikke skade. Lidt styrke og smidighed kan også være et godt supplement, når nu jeg mest bruger min krop til konditionstræning via min daglige cykling. Samtidig udelukker disse øvelser ikke mindfulness, de fem øvelser skulle være et godt udgangspunkt for en omgang meditation bagefter.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

En hård uge

Jeg har lige afsluttet en uge på arbejde, som var noget mere krævende end normalt.

Mandag blev jeg hentet af min chef kl 6. Herefter kørte vi til Amager og hentede 3 andre kolleger, og så gik turen mod Jylland. Vi skulle på referencebesøg hos Silkeborg Kommune, som er de første i Danmark som har indført et IT-system, som vi også skal have. Vi var altså 5 voksne mennesker i bilen, og det betød at jeg skulle sidde sammen med 2 andre på bagsædet af chefens bil – skulder ved skulder. Det kan man godt gøre når man lige hopper i en taxa ifm. en tur i byen el.l., men at sidde sådan i over 7 timer, det er virkelig hårdt fysisk. Jeg var hjemme kl 17 – det er samme tid som normalt, men jeg var noget mere træt end normalt.

Onsdag gik det så løs igen – denne gang skulle jeg til Stockholm for at deltage i et kursus i samme nye system. Op kl. 4:30, afsted i taxa til lufthavnen kl 5:15 og så afsted med fly til Stockholm og 7 timer med undervisning på svensk. Bagefter direkte ud i en taxa og afsted til lufthavnen igen, hvor der heldigvis blev tid til at få et stykke rejemad, inden det gik hjemad igen. Min søde mand kørte den lange vej til lufthavnen for at hente mig, så jeg var hjemme lidt før 21 den dag.

Det har været nogle lange dage – jeg tror jeg rundede min ugentlige arbejdstid på 35 timer allerede torsdag. Jeg må sige at det var ekstra velsignet at få weekend i fredags.

Indtil nu har jeg været i Stockholm 1-2 gange om året i dette job. I denne januar har jeg allerede været i Stockholm 2 gange. Og det bliver ikke sidste gang i år, jeg kommer nok til at tage derop nogle gange mere i foråret i forbindelse med det nye projekt. Det tager på kræfterne at rejse med arbejdet. Ikke bare fordi man får nogle lange dage og det rusker op i familiens rutiner, men også fordi det går ud over den tid jeg skulle have brugt til at restituere. Samtidig kan jeg ikke få min motion og det er svært at komme til at spise fornuftigt. Alt i alt lidt af en stressfaktor.

Heldigvis har jeg lov til at afspadsere de ekstra timer, så jeg kommer nok til at kunne holde en solid påskeferie på den konto – det er dejligt med sådan en ‘gulerod’ i en travl tid.

Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg:

Rolleunderskud

Jeg tror det er vigtigt for de fleste mennesker at udfylde en plads i livet. At gøre nytte, at varetage en opgave eller at have en funktion. Alt i alt at have en eller anden form for rolle i relation til andre mennesker – det er tæt knyttet til ens identitet. Man ser tydeligt hvor vigtige roller er når det er tid til at skifte dem, f.eks. afslutte en uddannelse, skifte job, eller ændringer i familie-situation. Det er meget ressourcekrævende og kan være stressende for den enkelte.

Når jeg tænker på mit liv på den måde, så giver det mening at jeg nogen gange føler mig lidt i et vadested. For jeg har sluppet en del af mine roller, og der er ikke kommet nær så mange nye til.

Ven

I løbet af de sidste mange år har min rolle overfor en lang række mennesker ændret sig meget. Over årene er ret mange mennesker gået fra at have mig som ven til at have mig som bekendt. Der er ikke så mange der er gået den anden vej. Rollen som ven har jeg idag kun overfor ganske få mennesker.

Søster

For 10 år siden flyttede min bror til USA. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig at det er en permanent situation, og min rolle som søster eksisterer derfor næsten ikke idag. Jeg er jo stadig hans søster sådan rent biologisk/familiært, men vi er ikke en del af hinandens liv til hverdag og kun sjældent til fest og andre særlige begivenheder. Så i praksis er min søster-rolle blevet meget lille.

Studerende

I mange år har jeg uddannet mig ved siden af mit fuldtidsjob. Da jeg blev færdig som Datanom var jeg egentlig glad for at lægge rollen, som en person der uddanner sig, på hylden. Det var svært at rumme sammen med alle de andre roller.

Medarbejder

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år. Min faglige rolle har udviklet sig. Jeg startede som piccoline og idag er jeg intern konsulent. Som mit nuværende job er skruet sammen, er det ikke helt klart hvad min rolle er. De forudsætninger, som var sat op for stillingen da jeg startede, er ret udviskede pga. organisationsændringer. Idag varetager jeg så vidt forskellige opgaver, at jeg nogengange har svært ved at finde ind i en rolle omkring mit job.

Datter

En rolle som jeg har haft hele mit liv og forhåbentlig har et godt stykke tid endnu, er rollen som datter. Jeg har et godt forhold til mine forældre, bor ret tæt på dem og vi er en stor del af hinandens liv. Rollen har naturligvis ændret fra at være et barn i en familien til at være en voksen person der har sit eget selvstændige liv og sin egen lille familie. Men det er en ny rolle som jeg befinder mig godt med.

Partner

I 2004 mødte jeg min mand, og efter 10 års singletilværelse fik jeg langsomt en ny rolle i mit liv; rollen som partner/kæreste/ægtefælle. Det er idag en rolle som fylder meget for mig. Det beriger mit liv uendelig meget. Og det stiller nogle krav til mig, som jeg gør mig meget umage for at leve op til.

Når jeg gør det op sådan her, så tror jeg at jeg er i noget man kunne kalde rolleunderskud. På trods af de nye roller som partner og voksen datter, så tror jeg at jeg har mistet mere ved ikke længere at være søster for min bror og en del af en vennekreds. Når jeg samtidig har svært ved identificere min rolle på arbejde, så er der meget at forholde sig til.

Det er ikke fordi det er et problem hele tiden, men jeg kan godt mærke at det er en frustration ind imellem. Jeg kan godt få en følelse af at det hele er ligegyldigt, af ikke at høre til og jeg kan savne at betyde noget for de mennesker som har valgt mig fra.

Kan man gøre noget ved det? Jeg må acceptere de forandringer som skyldes andre menneskers valg. Men man kan være opsøgende omkring nye roller. Jeg kan mærke at jeg søger henimod nye roller i forskellige sammenhænge, f.eks. blogger, FOF-kursist, sommerhusejer. Jeg tror egentlig at der i fremtiden skal komme masser af nye roller. Jeg har lyst til at få nye roller. Mulighederne er jo uendelige, det er bare om at få øjnene op for dem.

Lignende indlæg:

Når jeg holder ferie

Som tidligere nævnt er jeg lige kommet hjem fra en ferie på Mallorca. Det er min første rejse i år, men dog ikke første ferie. Jeg er kommet til at tænke på at der er nogle ting der går igen, når jeg holder ferie.

At tage afsted på en rejse er stressende for mig. På en eller anden måde får jeg opsamlet alle mulige detaljer der skal huskes, og det fylder enormt meget. Når jeg skal ud at flyve får jeg næsten altid hovedpine – måske har det at gøre med den fysiske påvirkning ved at flyve, men jeg tror bestemt også det hænger sammen med at jeg stresser migselv med praktiske bekymringer. Det var faktisk også meget af årsagen til beslutningen om at købe sommerhus. Det har dog også vist sig at indebære en del detaljer, men det tror jeg at jeg kan afhælpe med huskelister.

Men når ferien så går rigtigt igang, hvadenten det er ferie hjemme, i sommerhus eller på en rejse, så er det første der sker, at der skal soves. Hvor jeg til hverdag i månedsvis åbenbart kan leve med 7 timers søvn hver nat, har jeg pludselig brug for langt mere søvn. Når jeg har ferie tillader jeg migselv den luksus at sove til jeg vågner. I starten af en ferie vågner jeg alligevel på det tidspunkt hvor jeg normalt står op, men så konstaterer jeg bare med fryd at jeg ikke skal op og på arbejde, og lægger mig derfor om på den anden side og sover videre. Og så kan jeg godt sove til kl 8 eller 9 – altså 3-4 timer mere end til hverdag. Langsomt begynder jeg at gå senere i seng, men tit bliver det til 9 timer hver nat i en ferie, hvis jeg giver migselv lov.

Morgenerne bliver også helt anderledes. Til hverdag har jeg en meget effektiv udnyttelse af tiden, simpelthen for at slippe for at stå endnu tidligere op. Når jeg har ferie så elsker jeg at tage det langsomt. Jeg starter gerne med tusse lidt rundt i pyjamas. Så kommer der morgenmad på bordet, og hvis der er en avis er det ekstra dejligt. Så kan jeg sidde og læse avis og drikke te i timevis. En surftur på PC’en eller lidt zappen TV kan det også sagtens blive til før jeg kommer i bad og i tøjet og er klar til at møde omverdenen.

Øvrige måltider bliver også spredt mere ud – frokost kan sagtens blive kl 15 når jeg har ferie. Aftensmad spiser vi tit kl 20 – også på hverdage.

Efter at søvnunderskudet er indhentet, det tager normalt et par dage, så begynder jeg at være friskere rent mentalt. Så kommer ideerne. Ideer til hjemmet, haven, huset: nye måder at indrette sig praktisk, planter jeg har lyst til at anskaffe, mad jeg har lyst at prøve at lave. Og ideer om mit personlige liv, sundhed, personlig udvikling: motion jeg kunne dyrke, kurser jeg kunne tage, bøger/blade jeg kunne læse. Man kan vel kalde det en livsappetit, som dukker op når trætheden og hverdagsrutinen er kommet på afstand.

Kedsomhed er en underlig størrelse. Jeg kan godt blive meget frustreret af at kede mig. Det kan både være ting jeg skal lave, der er kedelige for mig, og så kan det naturligvis være kedeligt ikke at lave noget. Men når jeg har ferie kan det at sidde og stirre ud i haven og ikke lave noget som helst også være velsignet.

På et tidspunkt får jeg lyst til at komme ud og opleve noget og evt. se andre mennesker. Det kan lige så godt være en gåtur i byen som decideret forlystelser, museumsoplevelser, naturoplevelser eller at gå ud og spise.

Når så ferien er ved at være slut, får jeg lyst til at lave en afslutning. Jeg er ikke så slem til at gå og ‘sørge’ i dagevis over at ferien er slut, men jeg er bevidst om at vi nærmer os enden. Min måde at markere afslutningen handler oftest om at sortere og publicere billeder fra ferien, skrive blogindlæg om ferien og så gøre nogle praktiske ting hjemme som at rydde op og vaske tøj. På den måde gør jeg ferien færdig og klar til at hverdagen skal starte igen.

Lignende indlæg:

En sensitiv aften

Igår var jeg til FOF-foredrag om at være særligt sensitiv – et fænomen man også kalder HSP. Jeg hørte første gang om begrebet da en kommentator ved navn Marianne skrev om det i forbindelse med mit blogindlæg Introvert og extrovert. Siden har jeg kigget lidt på www.sensitiv.dk, været på deres mailingliste og tænkt lidt over om jeg mon havde træk der mindede om dette fænomen. Da der i FOF-kataloget for efteråret pludselig var mulighed for at høre lidt mere om det, sprang jeg til.

Det handler simpelthen om at ca. 20% af befolkningen har en øget sensitivitet på visse områder. Som jeg forstå det, så tager særligt sensitive mennesker flere impulser ind end de resterende 80%, hvilket kan være en stressfaktor og påvirke ens adfærd i sociale relationer. Pointen er, at hvis man er opmærksom på det, så kan man måske indrette sig efter det og på den måde undgå at få problemer af det.

Man inddeler sensitiviteten i 5 grupper. Der er det fysiske område, hvor man f.eks. kan være særligt følsom overfor støj eller lugte. Der er det sociale område, hvor man f.eks. kan blive mere end normalt påvirket af andre menneskers følelser og holdninger. Så er der et område man kalder det personlige, som handler om ens egne følelser og tanker, som kan fylde mere hos særligt sensitive personer. Endelig er der det ideologiske område, hvor en særligt sensitiv person kan blive stresset over uretfærdigheder og f.eks. dyrevelfærd, og til sidst er der den spirituelle sensitivitet hvor nogen bla. oplever at deres intuition er stærkere end hos andre. Man kan både opleve at have træk fra et enkelt eller flere af disse områder.

Vores foredragsholder Heidi Schønberg gennemgik disse 5 områder, og kom undervejs med en beskrivelse af nogle af de karaktertræk som særligt sensitive kan have. Rent fysisk nævnte hun, at de har en tynd hud som derfor ikke får så mange rynker og folder, hvilket gør at særligt sensitive ofte ser yngre ud end de egentlig er. De har også ofte en stor iris, således at det hvide i øjnene ikke fylder nær så meget som hos andre. I løbet af aftenen kom hun ind på, at særligt sensitive har tendens til at være indadvendte og trække sig lidt tilbage, men samtidig har stort behov for berøring, en stor nysgerrighed og stor ide-rigdom.

Hun sluttede af med at give nogle gode råd til dem som føler at de har disse sensitive træk. Hun opfordrede til at man så det som en gave, noget man skulle være glad for og udnytte fordelene af. Man skal stå ved at man har disse træk og finde ud af hvad ens værdier er i den sammenhæng og så respektere sine egne grænser. Det kan være vigtigt at finde ud af hvad der giver éen sindsro og prioritere det. Det er ligeledes vigtigt at acceptere, at andre ikke altid forstår en person der har disse træk.

Jeg vil ikke trætte mine eventuelle læsere af denne blog med en psykoanalyse af migselv, blot konstatere at jeg godt kan genkende mange af af de træk der ligger i begrebet HSP, og måske kan det forklare visse ting i mit liv. Samtidig kan jeg ikke lade være med tænke på astrologi når jeg hører disse beskrivelser – det er vel i virkeligheden almindeligheder som de fleste kan nikke genkendende til og som kan give éen en aha-oplevelse og måske et tilhørsforhold når man hører at man hører til en særlig gruppe som hedder noget bestemt. Vores underviser var selv inde på at man skal passe på med ikke at sygeliggøre sig selv og andre med at bruge sådan nogen ‘labels’, og hun opfordrede til at have selvironi og grine lidt af det hele. Det er jeg meget enig med hende i.

Uanset hvad, så var det rigtig spændende at tilbringe 2 timer i et undervisningslokale i FOF Lyngby sammen med en masse engagerede mennesker og en god foredragsholder. Dejligt med en masse input og stof til eftertanke.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

En forretningsrejse

Igår var jeg i London for at deltage i et møde. For mange i min omgangskreds var første reaktion noget i retning af ‘Nej hvor dejligt med en tur til London’ når de hørte jeg skulle afsted. Men der er ikke ret meget rekreativ oplevelse ved sådan en tur, og jeg vil derfor gerne fortælle hvordan dagen forløb for mig.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

  • at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
  • afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
  • møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
  • stress over at nå hjem igen samme aften
  • ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.

Lignende indlæg: