Tykke drenge og frustrerede kvinder

Så fik vi igen en omgang debat om overvægt. Det er lykkedes Annette Heick at skabe debat på baggrund af en klumme i B.T. hvor hun fortæller om oplevelse der har rystet hende; hun har set en dreng spise pommes frites og drikke cola til. Annette Heicks vinkel er ikke en generel debat om overvægtige børn. Hendes ærinde er at udtrykke en frustration over, at hun ikke føler at hun kan gå hen og gøre forældrene til den pågældende dreng opmærksom på, at det er usundt. Hun mener at den danske kultur gør det umuligt for hende.

Det er ikke noget nyt, at Annette Heick er frustreret over overvægtige medborgere. Tilbage i 2011 skrev jeg et blogindlæg om samfundssind på baggrund af en udtalelse fra hende i Mads og Monopolet. I 2011 handlede det ikke om overvægtige børn, men bare overvægtige generelt. Dengang udtrykte hun også frustration over, at det var svært for et slankt menneske at tale om andre menneskers overvægt.

Her i 2015 bruger hun omsorg for et barn som alibi for sine udtalelser. Historien fra 2011, og hendes retorik i klummen fra i år, afslører noget andet. Når hun beskriver at drengen spiser, vælger hun ordene “hugger i sig”, og han drikker ikke cola til, men “skyller” maden ned med en hel “flaske cola”. Konsekvenserne beskrives lige så malende med at forældrene ”lader ham sidde og smøre endnu mere fedt på en krop…”. Ikke ligefrem et neutralt ordvalg.

For mig er det tydeligt, at Annette Heick har en generel aversion mod overvægtige. Der er bare nogle slanke mennesker som har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan blive overvægtig uden selv at ville det. Det har jeg oplevet igen og igen. Det er en fiks idé, der er svært at rokke ved. Den bunder i mangel på indsigt, unuanceret generalisering og en udtalt mangel på empati.

Det fremgår ikke af klummen eller debatten hvad Annette Heick forestiller sig at kunne opnå, ved at få mulighed for at konfrontere overvægtige børn, deres forældre eller overvægtige voksne med det faktum. Og hvad med alle de mange, mange andre former for fysisk og psykisk selvskade i vores samfund, f.x. træningsafhængige, 12-talspiger, ludomaner. Er det også for galt, at man ikke kan konfrontere disse mennesker med deres adfærd?

I de seneste par år har jeg lært en masse om stress. Et af de 3 behandlingstilbud jeg benyttede da jeg selv blev syg, kom med nogle virkelig gode råd til at komme videre og undgå stress, som jeg har tænkt meget over siden. Det ene af dem handler om at finde i balance i hvad man blander sig i. Folk der er stressede har en tendens til at have mange meninger om alt muligt udenom dem selv, som i virkeligheden ikke har noget med dem at gøre, og konsekvensen for dem selv er marginal. Det kan være svært at se hvad der er årsag og hvad der er virkning, men det er et helt typisk træk som jeg ser hele tiden hos mine nære når de er stressede. Ens personlige tolerance overfor modgang falder drastisk, når man er psykisk overbelastet, og så vender man tit tilbage til sine kæpheste og føler stor frustration over dem. Jeg kender det fra mig selv; jeg er også mere vred på trafikken eller mit arbejde, når jeg er overbelastet. Når man så får det bedre, kan man leve med de selv samme ting helt uden at blive vred og frustreret.

Jeg får afløb her på bloggen, Annette Heick bruger B.T. Jeg tror i virkeligheden at denne debat handler om, at kvinden er stresset. Hun har lige været igennem en svær periode, hvor hendes mand kom alvorligt til skade på en ferie i Thailand. Manden brækkede nakken og har været indlagt i 5 måneder, og der var frygt for om han var skadet for livet. Sådan noget vender op og ned på en familie, og det er helt naturligt at det belaster den anden forsørger i familien voldsomt.

Måske undervurderer Annette Heick den belastning hun har været udsat for. Jeg bliver bekymret, når jeg på hendes Facebook-profil læser et opslag fra juni, hvor hun fortæller om familiefaderens hjemkomst fra hospitalet. Der er stadig problemer med hans førlighed, men ikke noget de ikke kan klare skriver hun – og så bruger hun hashtagget #rålivsstil. Det er en voldsom begivenhed der er sket i familien, samtidig med at hun drøner derudad med sin karriere med 180 km/t; hun optræder, skriver, debatterer og præsterer. Hele tiden er hun udadvendt og giver af sig selv. Jeg tror at Annette Heick har brug for at stoppe op og komme sig lidt ovenpå den oplevelse.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Ingen idé

På min blog kan man under Arkiver hurtigt se, hvor mange blogindlæg jeg skriver hver måned. Der er en tendens til at jeg skriver flest blogindlæg når jeg har ferie omkring jul, påske og sommer og næstflest i måneder lige efter jeg har holdt ferie. Det er til dels fordi jeg oplever mere når jeg har ferie. Det hænger helt klart også sammen med hvor stort mentalt overskud jeg har. Da jeg var syg med stress i vinteren 2012/2013 kunne jeg slet ikke skrive, og når jeg har travlt bliver der ikke skrevet så mange indlæg.

En tydelig indikator for, hvor meget jeg er i balance, er hvor mange idéer jeg får. Når jeg får mange idéer føler jeg, at jeg er meget mig selv. Denne kreativitet smitter også af på bloggen. Jeg kan aflæse mit eget overskud ved at se på tallene for, hvor mange blogindlæg jeg har fået skrevet.

I øjeblikket skriver jeg ikke så mange blogindlæg. I februar måned blev det kun til 2 stk., og her i marts er vi en tredjedel inde i måneden før jeg skriver dette første indlæg, og jeg føler mig faktisk ikke særlig inspireret her i skrivende stund. Det overrasker mig lidt, for jeg synes ellers det går meget godt for tiden. Jeg har ikke alt for travlt på arbejde, og vi er rimelig godt med på hjemmefronten.

Nu hvor det slår mig, at jeg ikke har særlig mange idéer til blogindlæg, kommer jeg også i tanke om at jeg faktisk har mere tinnitus end jeg plejer. Ved mit stressnedbrud for 2 år siden havde hyletone i hovedet, og efter jeg var raskmeldt var det der stadig visse dage om aftenen, når jeg lagde mig til at sove. Jeg brugte det til at pejle efter om jeg skulle passe på mht. stress. De sidste mange uger har jeg faktisk haft det allerede fra morgenstunden. Måske jeg skulle passe lidt på nu.

Når jeg tænker efter, så er der faktisk også er par andre faresignaler som kunne antyde at jeg er på vej til at blive overbelastet. Jeg kan mærke, at jeg føler mig mere vred når jeg bevæger mig ud i trafikken, og for nylig er jeg gået lidt i selvsving over en beslutning på mit arbejde, som jeg oplever som uretfærdig. Mine seneste blog-indlæg har været brokke-indlæg og jeg kan slet ikke finde på en overskrift til dette indlæg. Jeg har stor trang til søde sager uden egentlig at ville det og føler mig meget træt uanset hvor meget jeg sover.

Men hvorfor nu det? Det går jo meget godt?

Tja, der kan jo være mange årsager. På arbejde har jeg som sagt ikke overdrevent travlt. Men det skyldes at jeg ikke kan komme videre med mange af mine opgaver, fordi jeg er afhængig kollegers input, som udebliver pga. travlhed. Tilfredsstillelse ved at afslutte opgaver er helt fraværende, da jeg stort set udelukkende bruger tid på at rykke og følge op. Håbet om bedre tider er svagt i øjeblikket, vi kan ikke se enden af tunnelen endnu.

Hjemme går det egentlig meget normalt og uden problemer, og vi nyder vores nye hus meget og der er ikke nogle specielle problemer. Men husbond er hårdt spændt for på arbejde. Det sidste halve år har han skullet mestre et større spektrum af opgaver, samtidig med at hans team kører med halveret bemanding pga. stress, fratrædelser og fyringer. Arbejdet har bevæget sig ind på fritiden samtidig med at arbejdsgiveren har afskaffet overarbejdsbetaling. Det kræver en del fleksibilitet af familien. Jeg tror det er mere følelsesmæssigt belastende for mig end jeg går og regner med. Dels gør det ondt at se sin elskede blive udnyttet på den måde, og dels spiller aspektet af uretfærdighed også ind her.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. De situationer der belaster har jeg ingen indflydelse på, så de står ikke til at ændre lige nu. Det normale stress-råd er at prøve at kompensere på andre områder. Det ville for mig betyde at prøve at lave noget sjovt, tilfredsstillende og hyggeligt i min fritid. Det er svært når man mangler ideer, inspiration og energi. I den forgangne uge var jeg på rundvisning på Københavns Rådhus med personaleforeningen – en oplevelse der normalt ville give mig energi. Lige nu føles det som om det har gjort mig endnu mere træt.

I dag er det en skøn forårsdag – nærmest den første i år, og der er meldinger om tocifrede varmegrader. Da jeg stod op i morges satte jeg mig i min pyjamas ud på et trappetrin ved terrassen og nød solens varme et par minutter. Der er 3 uger til jeg har påskeferie. Jeg prøver at acceptere at jeg har det sådan lige nu, og tænker på de gode ting der er i vente. Jeg tror jeg vil gå en lang tur med hunden i solskinnet i eftermiddag.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2014

Endnu et år er gået, og jeg vil som altid gerne gøre det forgangne år op. Efter et eftertænksomt og reflekterende 2013 blev 2014 et år med handling og store forandringer.

Ny bolig

Vi gik ud af 2013 med en beslutning om at prøve at finde en ny bolig. Vi havde sat rækkehuset i Virum til salg, og stod nu i den helt åbne situation, at vi ikke anede i hvilke rammer vi ville befinde os ved juletid næste år. Køberen til vores rækkehus meldte sig med et købstilbud 9 dage efter, at huset var kommet på nettet. Handelen kunne dog først lukkes 5 uger senere pga. et langtrukkent forhandlingsforløb.

Det var bankens krav, at vi solgte vores hus før vi kunne købe noget nyt. Det fik selvfølgelig betydning for hvilket hus vi endte med at købe, fordi vi ikke bare kunne slå til når det rigtige hus var der. Vi brugte de første 3 måneder af 2014 på at se på huse, og endte med at købe nr. 4 på ønskelisten; en murermestervilla i Birkerød.

Det er vi såmænd godt tilfredse med. De første huse vi forfulgte var væsentligt mindre og i væsentligt dårligere stand end det hus vi bor i idag. Vi prioriterede sådan, for at sikre at alle muligheder for at blive i samme afstand til mit arbejde var undersøgt, før vi overvejede at bevægede os længere væk fra København. Hvis jeg skulle droppe min el-cykel og begynde at køre med S-tog til arbejde, skulle det være fordi andre muligheder var udtømte.

Heldigvis endte vi med at få både i pose og sæk. Det viste sig nemlig, at selvom jeg fik 6 km længere på arbejde, så kan jeg fortsat el-cykle på arbejde. Samtidig fik vi et stort hus med både nyt tag, nyere vinduer og hvor hverken køkken eller badeværelser er udskiftningsmodne. Det lykkedes os endda at indfrie drømmen om at bo tæt på en hundeskov.

Flytningen blev overstået på en uge, for det var den tid vi havde til rådighed. Det betød naturligvis en skarp prioritering af, hvilke ting vi kunne ordne. I skrivende stund har vi stadig ikke fået hængt så mange billeder op, der er flere rum som roder en del og vi mangler gardiner i den ene stue. Men vi har en god base for vores hverdag, og det er også lykkedes os at få en carport med cykelskur bygget inden vinteren, så vi ikke skal tage cyklerne ind i huset om aftenen.

Nu hvor jeg ser tilbage på hele forløbet er jeg rigtig glad for resultatet. Vi har fået et pragtfuldt hus, som passer rigtig godt til os. Vi har fået den forandring vi ønskede mht. mere ro og nærhed til natur. Og det hele er foregået på en både psykologisk og økonomisk sund måde.

Diæt

Jeg fortsatte med 5:2-diæten i 2014, og den giver mig stadig en række gavnlige effekter i form af stressforebyggelse og færre smerter. Jeg har dog ikke tabt mig yderligere i det forgangne år. Det skyldes nok flere ting, men det er klart at pauser ifm. både flytteperioden, sommerferien og 2 sygdomsperioder samt at jeg måtte undvære min el-cykelmotion i 2 måneder i efteråret, spiller kraftigt ind. I det nye år får vi nok mere stabilitet, så kan det være at der rasler lidt flere kilo af. Denne måde at spise på er i hvert fald fortsat en del af min og min families ugerytme.

Arbejde

På jobsiden har jeg også oplevet en del. I slutningen af 2013 fik jeg en ny chef, som havde en helt anden ledelsesstil, en anden faglig profil og nogle andre visioner. Jeg fik også en kollega, og jeg indgik nu i et lille team i stedet for bare at være mig selv. Det var meget inspirerende, og jeg blev meget gladere for at komme på arbejde. Desværre stoppede den nye chef efter kun 1 år. Jeg står nu i endnu en ny situation på jobbet, som jeg endnu ikke helt ved hvad indebærer.

Min organisation har i det forgangne år gennemgået store forandringer, og vi er i dag næsten 100 medarbejdere mere, end da jeg startede for lidt over 3 år siden. Vi sidder meget tæt, det kniber med pladsen i kantinen og mange kolleger er stressede. Altsammen er det udfordringer for mig i forhold til at bevare fokus, koncentrationsevne og stabilitet.

Det har også påvirket vores privatliv, at Mads har haft ekstraordinært travlt. Også i hans organisation sker der store forandringer og udvidelser, og det har betydet et større arbejdsområde for ham. Det er en stressmæssig udfordring, når vi samtidig har haft de store opgaver ifm. flytningen. Vi er meget bevidste om stresssymptomer og at passe godt på ham.

Oplevelser

Hele processen omkring hussalg, huskøb, flytning og at komme på plads i den nye bolig og den nye by har fyldt rigtig meget og udgjort den største oplevelse i 2014. Vi delte oplevelsen med vores familie, som var aktivt med til at male og bygge carport. Vores forældre har også støttet os ifm. travlhed på arbejde, hvor de har kunnet tage imod håndværkere og tage sig af Adina ifm. ekstra lange arbejdsdage.

Mads og jeg drikker ikke kaffe. Vi har ikke desto mindre en Senseo kaffemaskine, fordi det er en nem måde at brygge en god kop kaffe til gæster. Normalt har vi kaffemaskinen pakket væk i et skab, men efter vi er flyttet har den stået fremme i lange perioder. Det nye hus har givet anledning til at byde mange gæster på kaffe. Aldrig har vi haft så meget besøg, som efter vi flyttede til Birkerød. Også ifm. julen har vi haft lejlighed til at vise huset frem til familie.

Der blev da også tid til at holde en decideret sommerferie, hvor vi som sædvanlig tog op til vores sommerhus i Gilleleje. Det blev til 12 sommerdage med badning og gæster – ikke helt så stille som vi nok havde brug for efter flytningen, men ikke desto mindre dejligt.

Stilheden fik vi til gengæld, da vi tog en lille miniferie til Nordtyskland. Det blev en rigtig du-og-jeg-ferie, hvor vi fik et tiltrængt afbræk fra et travlt arbejdsliv og konstante tanker om ting vi gerne vil gøre i det nye hus. Vi sluttede også året af med en rigtig daseferie i sommerhuset omkring nytår.

 –

Som det fremgår har det været et heftigt, men også meget engagerende år. Hele projektet omkring at få et nyt hus var godt for handletrangen og følelsen af, at også vi fortjener at leve godt. Jeg kan også mærke, at det nye hus har en god effekt på min hverdag. Det er simpelthen muligt for mig at være helt mig selv, når jeg er hjemme. Det var det ikke der hvor vi boede før, fordi vi boede så tæt på vores naboer.

Mine ønsker for det nye år går på konsolidering. Der er stadig en del projekter vi gerne vil gennemføre med det nye hus, men det skal også handle om at komme helt på plads og få hverdagen til at køre endnu mere effektivt, så vi ikke bruger for mange mentale ressourcer på banaliteter. På jobsiden håber jeg også på konsolidering for vores begges vedkommende. Man kan ikke blive ved med at arbejde i en form for undtagelsestilstand.

2015 bliver også et år med mange runde fødselsdage. Både min mand og min veninde fylder 40, og der er også en 70 års fødselsdag i familien, så der bliver rigelig anledning til at socialisere. Mon ikke også vores Senseo kaffemaskine kommer frem i 2015, jeg har i hvert fald købt en frisk omgang kaffe-puder.

Hvis jeg skal kigge lidt udover min egen næsetip ser jeg frem til et valg i 2015 med fortvivlelse. Som det ser ud lige nu, er der stor tyngde på begge de yderste fløje af det politiske spektrum, og desværre ikke ret meget opbakning til midterpartierne. Det lyder lidt for spændende.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Feriemigræne

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie med min mand. Vi havde booket 3 overnatninger på et lækkert hotel i Nordtyskland, og havde således 2 hele dage til at slappe af og opleve den fine gamle by og nyde hotellets wellness-afdeling. Den ene dag gik med at have migræne.

Det er ikke første gang jeg oplever, at jeg får migræne den første dag på en rejse. For nogle år siden tog vi ret ofte på flyrejser, og da havde jeg næsten hver gang voldsom migræne på den første dag af ferien. Det var kraftigt medvirkende til beslutningen om at købe sommerhus.

Jeg har haft migræne siden jeg blev kærester med Mads, dvs. i ca. 10 år. Jeg har været i behandling hos en neurolog og forsøgt forskellig forebyggende medicin, og heldigvis virker anfaldsmedicin i de fleste tilfælde. For jeg har migræne 2-4 gange om måneden, og det giver mig en hverdag, hvor jeg ikke kan regne med mig selv. Hvis ikke pillerne tog de fleste af anfaldene, ville jeg have en meget ringe livskvalitet.

Anfaldet i torsdags kunne desværre ikke slås ned af piller. Jeg måtte igennem et migræneanfald for fuld skrue. Det kommer altid gradvist, og i starten er jeg i tvivl om det er almindelig hovedpine eller migræne. Når kvalmen starter, er jeg klar over at det er migræne. Så er det bare med at få taget en migrænepille, for de skal tages i starten af anfaldet for at virke. Pillerne virker først efter 2 timer, hvis de altså virker. Hvis de ikke virker efter 2 timer, kan jeg tage en pille mere og igen håbe på bedring. Der er altså en ret lang periode med usikkerhed, og i torsdags kunne jeg ikke fortælle min mand om jeg ville være i stand til at lave noget sammen senere. Det endte med at ingen af pillerne virkede, og at jeg lå i sengen resten af dagen og aftenen med stærke smerter.

Det er hårdt at have så stærke smerter, jeg bliver utrolig træt og passiv. Men den psykiske effekt er næsten mere ødelæggende. Jeg får altid en masse negative følelser, når jeg har migræne.

Det første der rammer mig er frustration og modstand – jeg VIL IKKE have migræne. Efter så mange år med migræne ved jeg jo godt, at der ikke er noget at gøre, når først den er der, men på grund af den lange periode hvor der stadig er håb om at pillerne virker, får jeg tanken alligevel.

Når jeg må indse, at denne migræne ikke er til at komme udenom, føler jeg mig magtesløs. Det er en rigtig ubehagelig følelse ikke at have kontrol over sit liv. I et moderne liv er der ikke plads til at tage en dag ud af kalenderen, og det bliver tydeligt illustreret, når man sidder på et hotelværelse og har lagt planer om alle mulige oplevelser. Men det er lige så slemt når man må melde sig syg fra arbejde, melde afbud til et socialt arrangement eller må opgive at nå de ting derhjemme man havde tænkt sig den lørdag.

Den frustration afleder andre negative følelser. Jeg føler skyldfølelse over at ødelægge hele den ene dag af vores miniferie, og jeg bliver utrolig ked af at sætte min mand i den situation, at han må gå alene ned i wellnessområdet, efter tålmodigt at have siddet i timevis og ventet på om jeg fik det bedre. Jeg kan jo ikke gøre for at det bliver sådan, men ikke desto mindre er jeg skyld i at hans dag bliver helt anderledes end han troede.

Alle disse negative følelser tilsammen gør mig i utroligt dårlig humør, og jeg skal virkelig passe på ikke at ende i depressive tendenser. Jeg har perioder, hvor jeg er meget opgivende og synes jeg har et dårligt liv. Vrede, frustration, skyld og alle de andre følelser kan ikke bruges til ret meget, og det bedste er hvis jeg kan nå til et punkt hvor jeg accepterer at miste en dag til migræne. Jeg er nødt til skyde det fra mig og prøve at se fremad. Dagen efter migrænen har jeg det som regel fint igen, selvom jeg kan være lidt træt.

Det er oplagt at lede efter årsager til migrænen, og tro mig – jeg har analyseret som en besat. Man kender til mange meget forskellige årsager til migræne, og de omfatter både indre og ydre påvirkninger, kost, miljø mv. For mig er migrænen formentlig startet pga. brug af p-piller, men der er ingen vej tilbage der – det hjælper desværre ikke at stoppe med dem igen. Derudover kan jeg tydeligt se et mønster omkring stress, hvor jeg enten får migræne når jeg er overbelastet, eller når jeg slapper af efter en hektisk periode. Desværre er det meget svært for mig at styre denne faktor i mit liv.

Jagten på årsager kan også blive for meget. Det ligger fuldstændigt i tråd med den hverdag jeg lever i, at analysere situationen og derefter iværksætte en indsats der kan forebygge at det uønskede sker. Men jeg oplever at migræne ikke er helt så rationel. Årsag og virkning er meget mere kompleks end hvad jeg kan analysere mig frem til, og jeg tror det er det mest sunde for mig at acceptere at den er der. På trods af ændringer i livsstil, køb af sommerhus, diverse medicin og kosttilskud og bevidsthed om en masse af de psykologiske mekanismer der giver mig migræne, har jeg stadig på 10. år migræne. Jeg vil simpelthen ikke lægge det pres på mig selv det er, fortsat at skulle gøre noget ved det.

At acceptere migrænen betyder også, at jeg er nødt til at bede mine omgivelser om at acceptere migrænen, og jeg er nødt til at bede om forståelse. Jeg må bide i det sure æble og sige til min mand, at jeg ikke kan garantere at en miniferie ikke bliver påvirket af et migræneanfald. Jeg må risikere min arbejdsgivers reaktion når jeg af og til må melde mig syg pga. migræne (det sker heldigvis ikke så tit, da migrænen tit kommer i fritiden). Og jeg må trække på min familie velvilje, når jeg enten melder afbud til et socialt arrangement eller gennemfører med smerter og dermed ikke er så nærværende. Når jeg gør det er der masser af forståelse, men jeg er alligevel ked af at måtte gøre det.

Man kan også bede om hjælp. Sidst jeg var ude at rejse med min mand og min veninde, bad jeg min veninde om at være den der stod for billetter og alt det praktisk ifm. rejsen, og det hjalp faktisk. Jeg havde for en gangs skyld IKKE migræne den første feriedag. Det er en psykologisk diciplin i sig selv at stole på, at ens nære gerne vil hjælpe, men det giver faktisk meget når det virker – også for dem der hjælper. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi dette var en forudsigelig situation – der er mange andre migræneanfald som jeg ikke kan forudse.

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

Jeg ved det ikke

Min far ved enormt meget. Hans hjerne er indrettet som en slags bibliotek, hvor oplevelser, erfaringer og viden over årene er blevet lagret. Han gik i skole i 1950’erne og har i lært alt fra kongerække til salmevers udenad. Og så er han nysgerrig af natur, hvilket yderligere har forstærket den informationsopsamling, som i dag giver ham familie-kælenavnet ’Det Levende Leksikon’. Når vi spiller Trivial Pursuit med min far, så er vi nødt til at give ham et handicap, så f.x. hvert andet svar han kommer med pr. definition er forkert, for ellers bliver det aldrig vores andres tur.

Jeg har arvet lidt fra min far i den retning. Jeg er også meget nysgerrig af natur, og samtidig er jeg meget detaljeorienteret. Jeg får tit lyst til at undersøge et emne, og så får jeg meget information ind i hovedet. Selvom min skolegang ikke i samme grad som min fars har fokuseret på viden, har jeg været flittig og lavet mine lektier. I forhold til mine jævnaldrende har jeg en relativt stor paratviden, og det er ofte at folk synes jeg ’ved meget’, selvom det slet ikke er på niveau med min far.

Min hjerne fungerer dog ikke som min fars. Egentlig husker jeg ret dårligt. Det er så galt, at jeg tit er bange for at såre venner og familie, fordi jeg ikke husker ret meget af de ferier og oplevelser vi har haft sammen. Det er ikke fordi jeg ikke har værdsat dem, minderne er bare gledet ud af mit hoved.

Men jeg har en ting med ord og associationer. Quiz’er og spil, hvor man får et par stikord og bare skal svare kort, er lige noget for mig – her kan jeg ofte svare lynhurtigt fra hoften uden at tænke ret meget over det. Jeg glemmer ikke de måbende blikke blandt en gruppe venner, da et spørgsmål i Bezzerwizzer handlede om hvem der havde skrevet Anna Karenina. ’Tolstoj’ svarede jeg – uden at vide hvorfor. Det var ren association uden noget at have det i. Jeg har ikke læst bogen, set skuespillet eller lært om det i skolen. Jeg har nok bare hørt titlen og forfatteren i nævnt samme sætning mange gange.

Med årene er der kommet rigtig, rigtig meget information ind i hovedet – sammen med en masse andet. Følelsesmæssig og arbejdsmæssig belastning sætter sig sine spor, og måske også alderen i sig selv. Jeg synes jeg bliver dårligere til det med viden og associationer. Da jeg blev syg med stress forrige vinter, mistede jeg evnen til de hurtige svar, men det er heldigvis kommet nogenlunde tilbage.

Når man kan svare på mange ting, så bliver man også nemt den man spørger. Jeg har fundet ud af, at jeg ubevidst har følt, at jeg skulle have svar på alle spørgsmål. Det er nok noget der er startet helt tilbage fra skoletiden, hvor jeg i de første skoleår hjalp mine kammerater meget. Og senere betyder den konstante bevidsthed om en forestående eksamen, at man hele tiden arbejder under en præmis om at man skulle kunne svare på alt. I voksenlivet er jeg i mange sammenhænge blevet den man spørger om alt muligt.

Efter min stressperiode er jeg blevet bedre til at sige fra. Også når det gælder om at have svar på alt. Før i tiden ville jeg bruge en masse kræfter på at undersøge en hel masse, hvis jeg blev spurgt om noget jeg ikke havde svar på. Jeg fik en lille succesoplevelse hver gang jeg kunne svare, og var tilsvarende ærgerlig når jeg ikke kunne.

Sådan er det ikke længere. Jeg er overrasket over, hvor utrolig befriende det føles bare at svare ”det ved jeg ikke” når nogen spørger mig om noget jeg ikke lige har svar på. Det er ikke mit ansvar at have svar på alting, der er ingen der forlanger det af mig, hverken på job eller privat. Hvis der skal laves research, så kan spørgeren jo gøre det selv. Og som med så mange andre situationer hvor man siger fra, så bliver det jo normalt uden videre accepteret af modparten.

Lignende indlæg:

Første indtryk fra det nye hus

Jeg har nu boet i det nye hus i en uge, og de første indtryk begynder at melde sig. Det er jo spændende, om huset lever op til de ønsker vi havde.

Først og fremmest er ophold i huset præget af, at huset er meget større end det vi har været vant til. I vores rækkehus på 75 kvm. med en fordelingsentre havde jeg hele tiden en følelse af, hvor de andre familiemedlemmer er henne, simpelthen fordi man kan høre det og mærke det på husets vibrationer. Sådan er det ikke i det nye hus. Jeg kan ikke høre hvor Mads er henne, og hvis jeg spørger ud i luften ‘hvor er du henne?’ så er det sjældent at han svarer, for han hører heller ikke mig. Og huset gungrer heller ikke, når han går fra den ene ende til den anden. Vi har også mere end 1 gang måttet lede efter Adina.

Haven er stor og dejlig. Der er træer, staudebede, frugtbuske og urtehave og så græsplæne ind i mellem. Jeg har ikke nået at bruge den så meget endnu, men den er skøn at se ud på, og Adina nyder den helt åbenlyst. Det er fuldkommen fantastisk at se hende lege fangeleg med Mads og bare SPÆNE rundt i fuldt firspring – det var der ikke plads til i haven i Virum.

En af de ting vi gerne ville ændre på med vores flytning var støj. Selvom vi boede på en lille blind vej var vi generet af trafik på den lille vej og af naboens smækken med dørene. Her i det nye hus bor vi også på en blind vej med kun 3 andre hus, men på hjørnet til en af Birkerøds mest befærdede veje. Og man kan sørme godt høre vejen, især på hverdage i myldretiden. En overvejelse om at bygge et støjhegn på den side af huset står stadig ved magt. Men det føles alligevel meget mere stille.

Trafikstøjen er maskinel, og det var primært menneske-støj der generede os. Følelsen af at der er mennesker lige udenfor soveværelsesvinduet og i forhaven og i baghaven og alle vegne er vi fuldstændig sluppet af med. Her er der meget længere hen til naboen, og alene det giver en meget større følelse af privathed. Vi har flere aftener talt om, at vi føler vi er ‘alene hjemme’ fordi vi ikke mærker naboerne på samme måde. I går havde den ene nabo tilsyneladende gæster til noget pinse-frokost/hygge, og de legede højlydt i haven. Men det generede slet ikke på samme måde, fordi der var meget større afstand. Og fordi vi bare kunne gå hen et andet sted i haven eller en anden ende af huset.

Nattero har vi tilsyneladende endelig fået. I Virum var der også om natten biltrafik, bildøre der smækkede, mennesker der snakkede og ting der blev flyttet. Det er der ikke noget af her. Godt nok har vi været godt brugte når vi er gået i seng, men det har i Virum ikke været nogen forhindring for at blive vækket af naboerne; her i Birkerød har vi samtlige nætter sovet helt uden at blive vækket – skønt!

Et af de helt store plusser, da vi valgte dette hus var nærheden til skoven. Det føles som en helt utrolig luksus at man kan gå ganske få skridt med Adina og så stå i en hundeskov, hvor hun kan løbe frit. Aha-oplevelsen kom allerede de første dage i huset, hvor vi gik og malede. At tage en pause fra malingen og gå en eftermiddagstur med Adina var så fredfyldt en oplevelse, at jeg tror det kan give en stor stress-formindskelse i hverdagen.

Her i starten har det selvfølgelig været en speciel situation – en undtagelsestilstand. Vi har jo haft ferie fra arbejde, og med det fine vejr har vi haft en følelse af at være på ferie. Da jeg tog bad første gang føltes det som at være på hotel – alting var stort og pænt og rent og hvidt. Nu banker hverdagen på, og vi skal til at leve et almindeligt liv i disse skønne rammer. Jeg kan virkelig godt se hvordan det kan fungere, for vi huset passer rigtig godt til vores livsstil. Nu skal vi til at bevæge os ud i verden med dette hus som base, og jeg er sikker på at det bliver godt. Og så er der kun 4 uger til vi har sommerferie.

Det eneste jeg er spændt på er, hvordan det skal gå med min transport til arbejde. Jeg får 6 km. på arbejde, og jeg har tænkt mig at el-cykle hele vejen som jeg plejer. Jeg er spændt på hvad benene siger til det, og hvor lang tid jeg kommer til at bruge på det.

Lignende indlæg:

Flyttet

Jeg skriver dette blogindlæg som så mange andre gange med benene oppe, med laptop i skødet, te på bordet, på weekendens sidste dag, med jazz i radioen og mens husbond er ude at cykle. Adina ligger ved min side og alt ånder fred og idyl. Eneste forskel er, at jeg ikke sidder i et rækkehus i Virum, men i en villa i Birkerød. Jeg er flyttet.

Det er rart at finde tilbage til denne velkendte og nærende situation, hvor jeg er indadvendt og laver noget jeg rigtig godt kan lide. For de sidste 2 uger har været den omvæltning, som en flytning altid er. Og i morgen starter hverdagen igen – jeg skal på arbejde for første gang siden flytningen.

Det hele startede fredag 23. maj, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde fyldt med glæde og forventning. Familien samledes i Virum til fejring af Adinas 5 års fødselsdag og udsigt til 15 dage fri. Jeg følte at vi stod overfor en stor opgave, en slags bjergbestigning. Det føltes både som en stor udfordring, men også noget jeg glædede mig til – og samtidig glædede jeg mit til at komme over på den anden side.

Søndagen efter mødte vi spændte op på vores kommende adresse i Birkerød og fik nøglerne til vores nye hus. Selve processen med at overdrage huset har for mig en symbolsk betydning for den forståelsesmæssige og følelsesmæssige proces man går i gennem når man flytter sin base, så det var godt at møde de venlige sælgere og sige pænt goddag og farvel.

Da vi havde aflæst diverse målere og sludret lidt, gik ejendomsmægleren og sælger, og vi stod alene tilbage i vores nye, store hus. Vi introducerede straks huset til Adina, og kort efter kom vores forældre og Mads’ søstre med familier. De næste par timer gik med at vise 4 familier rundt i huset, lege med Adina i haven og snakke og grine.

Når man ser et hus på en fremvisning med en ejendomsmægler er man jo i nogle andre menneskers hjem og har en naturlig respekt når man går rundt og ser lokalerne. Jeg havde været meget spændt på at se huset med ‘egne øjne’ og om der så ville vise sig nogle skuffelser eller fejl, som vi ikke havde lagt mærke til før. Det var der heldigvis ikke – mange steder overraskede huset endda positivt. Så det var en glad dag med solskin og familie.

Vi havde en stram tidsplan, for vi skulle være ude af vores gamle hus 7 dage efter. Planen var at bruge mandag, tirsdag og onsdag på at male i det nye hus, torsdag til at pakke det gamle hus ned, og så havde vi bestilt flyttefolk til om fredagen. Heldigvis har vi 2 sæt forældre som er pensionister og som gerne ville hjælpe.

Søndag aften brugte vi på at gøre huset klar som en arbejdsplads; dække af til maling, frokost og drikkevarer i køleskabet, stole og bord på terrassen, håndklæder/håndsæbe/toiletpapir på toiletterne osv. Og mandag morgen gik det løs med arbejde; maling af stuer og soveværelse samt nedvaskning af køkken. Det var enormt hyggeligt at have denne oplevelse med vores forældre, og noget jeg tror jeg vil mindes med glæde. Solen skinnede og vi var alle begejstrede for huset. Jeg tror jeg kommer til tænke tilbage på oplevelsen ved billedet af os alle 6, der sidder ved bordet på den overdækkede terrasse og spiser frokost og sludrer med malerpletter på tøjet og forkæler Adina med en stump rullepølse her og der. Resultatet blev godt – vi fik malet ikke kun den ene, men begge stuerne samt soveværelset, og det viste sig at de farver vi havde valgt blev super flotte i rummene.

Torsdag brugte vi i Virum med at pakke ned. Vi havde pakket næsten 100 kasser på forhånd, men vi manglede alt det man bruger til hverdag; køkkenting, tøj, stue osv. Jeg startede kl. 9 og vi var først færdige kl. 23, dog afbrudt af et besøg hos mine forældre, som bød på aftensmad nu hvor vi ikke havde et virksomt hjem længere. Det var en  hård dag, og et noget mere kedeligt arbejde end at gå og gøre i stand. Vi nåede også at få sagt farvel til de naboer vi har snakket mest med. En vemodig og lidt nervøs dag. Da vi endelig lå i vores seng kørte detaljerne så meget i mit hoved, at jeg ikke sov mere end 3 timer den nat. Pyh, nu nærmede vi os toppen af bjerget.

Fredag stod vi tidligt op, pakkede de sidste ting omkring seng og toiletsager, og satte os på trappestenen i morgensolen og spiste yoghurt med müsli og ventede spændte på flyttemændene. De kom kl. 8:30 og var effektive,  hurtige og venlige. Vi havde være meget omhyggelige med at pakke flyttekasserne så de ikke blev for tunge, men vi havde ikke ventet at se dem løbe afsted med 3 kasser ad gangen. Hele flytningen tog 4 timer.

Da vi stod alene i det nye hus med hele flyttelæsset var det en lettelse, men det var ikke sådan at det hele faldt magisk på plads. Trætheden dunkede i kroppen ovenpå nogle intense dage med fysisk arbejde og ikke så meget søvn, men det var ikke tid til at hvile.

Efter vi havde sagt farvel til flyttefolkene kom mine forældre kort forbi med en buket blomster. Derefter kom hundelufteren med Adina, som havde været hos hende siden dagen før for ikke at blive forvirret. Jeg havde glædet mig til at vise hende det nye hus. Senere inviterede naboen os ind til et glas. Som vi sad der i eftermiddagssol og drak rosévin med nogle fremmede mennesker og så over på et hus vi slet ikke var fortrolige med, blev vi næsten svimle af alle de nye indtryk, udmattelse – og nok også vinen, som vi slet ikke er vant til at drikke.

Det eneste vi nåede af praktiske ting den eftermiddag var at hente indholdet af køleskabet i det gamle hus, tage et bad, gøre sengene klar og spise et par færdig-lasagner.

Lørdag stod vi op til et kæmpe flyttelæs og en dag hvor vi kunne tage det i eget tempo. Tilbage var der stadig en del ting i Virum, som vi gerne selv ville transportere, ting som skulle køres på genbrugsplads, og så en større rengøringsopgave. Da vi skulle aflevere huset søndag formiddag valgte vi at få overstået de sidste ting i Virum i stedet for at gå i gang med flytterodet i Birkerød.

Søndag kom så den sidste deadline i denne omgang; afleveringen af rækkehuset i Virum. Også denne milepæl så jeg som en nødvendig del af processen, men jeg glædede mig knap så meget til denne del. Først og fremmest var det lidt mærkeligt at skulle møde køberne af huset, fordi forhandlingsforløbet med dem ikke havde været særlig behageligt. Det gjorde også at vi var usikre på, hvor kritiske de ville være overfor huset når de overtog det. Deres repræsentant mødte da også op til overdragelsen, noget jeg aldrig har oplevet før. Men vores mægler var der også, og vi fik aflæst målere og fortalt lidt om installationerne, og så var vi ellers ude af huset. Det hele tog 11 minutter – noget hurtigere end da vi overtog vores nye hus.

Så var ringen sluttet, vi var nu helt flyttet og rådede igen kun over 1 bolig. Nu stod den på etablering af infrastruktur og udpakning. Selvom huset her er mere end dobbelt stå stort som det gamle, er plads og opbevaringsplads fordelt meget anderledes, så det første vi skulle bruge kræfter på var at købe og samle møbler til opbevaring. Mandag morgen stod vi klar i IKEA og kørte hjem med en trailer fuld af gode sager. Hele den efterfølgende uge brugte vi på at komme på plads, og Mads har haft sin skruemaskine på intenst arbejde. Først senere på ugen kunne jeg rigtig komme i gang med at tømme flyttekasser, og i skrivende stund er vi kun lidt over halvvejs i flyttekasserne. Vi kløer os lidt i nakken over at vi virkelig har haft så mange ting i det lille rækkehus. Men vi har nu et virksomt køkken, badeværelse, bryggers, stue og soveværelse og kan finde alt vores køkkengrej, tøj og andre dagligdags ting. Klar til en ny hverdag i Birkerød.

Lignende indlæg: