Erfaring med gartner

Da jeg gjorde året 2017 op her på bloggen, spekulerede jeg på at få hjælp til at holde haven hos et gartnerfirma. Tanken var at mindske det arbejdspres der er i foråret og sommeren når man har hus og have og derudover et lille sommerhus med samme størrelse have.

Hvert forår synes jeg det er svært at få ordnet ukrudtet, græsset, pudse vinduer og alt det andet vedligeholdelse i ordentlig tid, samtidig med at reparationer og fornyelser skal igangsættes og alle de andre ting der sker i foråret skal passes. Jeg tænkte, at det at have gartner kunne være en nem måde at betale sig fra noget af det, fordi de kan bare komme og gå når det passer uafhængig af at jeg er på arbejde – i modsætning til f.eks. en vinduepudser.

I februar i år gjorde jeg alvor af det og bad et lokalt gartnerfirma komme med et forslag til en serviceaftale. De besøgte vores have og kom med et oplæg der var meget dyrt. Vi afgrænsede opgaven, så der kun var fokus på den del af haven der er indenfor havelågerne.

Vi endte med at lave en aftale der handlede om gartnerbesøg 2,5 timer 2 gange om måneden og derudover kantklipning, hækklipning 2 gange om året, beskæring 2 gange om året samt klipning af anden bevoksning mod vej. Prisen for et helt år var ca. 26.000 kr., altså gennemsnitligt mere end 2000 kr. om måneden. Jeg har aldrig prøvet at købe mig til hjælp i hverdagen på den måde, og jeg synes det var mange penge selvom der er lidt tilskud i form af skattefradrag. Husbond er ikke med på at betale sig fra den slags hjælp, så jeg skulle finde hele beløbet selv.

I april gik aftalen igang, og ved de første gartnerbesøg blev der gået i dybden med enkeltstående bede og områder. De var grundige, og gjorde det finere end jeg selv normalt gør. En opgave som lugning af 25 meter stensætning tog gartneren 2,5 time, det plejer at tage mig 1 time.

Efterhånden kom gartneren i bund med de forskellige områder. Jeg begyndte at se, at fortolkningen af aftalen var en lidt anden, end det jeg havde regnet med. Der er f.x. områder af haven, hvor vi har givet op overfor skvalderkål og besluttet at det er bunddække. Der stod derfor i aftalen, at skvalderkål kan efterlades bestemte steder. Dette så ud til at betyde, at der ikke blev gjort noget disse steder: døde stauder blev ikke fjernet og andet ukrudt (tidsler, brændenælder) blev ikke luget. Lugning i hortensia-bedet blev fortolket som lugning rundt om hver hortensia, og ikke hele jordstykket.

Resultatet blev, at visse områder af haven stod helt trimmet som i kongelige haver, og andre områder var helt uberørt. Det var et mærkeligt syn. I en lang periode holdt jeg mig tilbage med selv at gøre det, for jeg regnede med at gartneren gjorde det.

Da tørken virkelig slog igennem var der ikke meget ukrudt at komme efter. Jeg kunne ærlig talt ikke se 2,5 timers arbejde når gartneren havde været der. Alligevel var området ved stensætningen slet ikke taget. Det gjorde mig frustreret og jeg kontaktede min kontaktperson i gartnerfirmaet.

Jeg fik ikke noget svar på mine første 2 mails. Så skrev jeg til en anden mailadresse og fik hul igennem til en anden medarbejder, som gav besked til vores gartner. Da problemerne ikke blev løst af dette skrev jeg igen. Gartneren blev sendt ud og udbedre det samme dag, og vi fik tildelt en ny gartner. Stenbedet blev luget og tidsler blev taget – det samme gjorde en staude der lidt lignede en tidsel.

Meget effektivt, men jeg var efterhånden kommet til den konklusion at det passede dårligt til vores situation at have disse faste besøg med et fast timetal afsat.

I slutningen af juni besluttede jeg at opsige aftalen. Det gjorde jeg pr. e-mail. Da jeg intet svar fik, kørte jeg over med en skriftlig opsigelse og puttede den i firmaets postkasse så jeg var sikker på at opsigelsen var modtaget rettidigt. Jeg hørte stadig ikke noget. I dag har jeg skrevet igen for en god ordens skyld og oplyst at jeg betragter aftalen som opsagt. Endelig var der svar.

Nu har vi ikke gartner mere, og jeg har 2000 kr. mere til mig selv om måneden. Det er en ærgerlig følelse at det ikke gik, men jeg har lært meget af det. Hvis jeg skal have den slags hjælp igen på et tidspunkt, så skal jeg være meget mere præcis om hvad der skal ske. Lidt ligesom de IT-kontrakter jeg diskuterer med kolleger og leverandører hele tiden når jeg er på arbejde. Hjælp til haven skal nok være efter en anden model for os, måske noget med en større omgang forår og efterår, og så ikke de faste besøg.

Og så skal jeg prøve at finde et firma der har styr på kommunikationen, men det er jo altid svært at vurdere før man laver en aftale. Jeg synes tit jeg har oplevet kommunikation ifm. salg og aftale går lynhurtigt og effektivt, og når vi så kommer til leveranceprocessen er det en helt anden snak.

Lignende indlæg:

Et sigende mareridt

Jeg havde en skør drøm i nat – nok nærmest et mareridt.

Jeg drømte, at jeg skulle til en koncert i Nordjylland, og skulle med toget derop sammen med min bror og min far. Jeg satte mig bare ind i toget, og kom først i tanke om at betale for turen, da jeg sad i toget. På en station stod jeg af uden alle mine ejendele for at stemple klippekort (havde åbenbart også glemt at jeg har et Rejsekort), men det virkede ikke og jeg måtte hen og stå i kø til kundeservice. Da jeg endelig nåede frem, var det Helle Thorning-Schmidt der hjalp mig, og hun foreslog at jeg selv klippede klippene af klippekortet med en saks, og selv skrev datostempel på. I mellemtiden kørte toget med mine ejendele, min familie og uden mig. Med et andet tog kom jeg til destinationen i Nordjylland, men jeg kendte ikke vejen til koncertstedet.

Jeg har haft en ekstraordinært fortravlet uge, og denne drøm siger tankevækkende meget om de frustrationer jeg oplever.

At glemme billetten: Sådan som det er på job i øjeblikket, er det umuligt at være forberedt til opgaver og møder. Det hele kører som brandslukning og i sidste øjeblik, meget ofte må man ‘skyde fra hoften’. Det frustrerer mig rigtig meget at jeg ikke har mulighed for at forberede mig. I visse tilfælde, hvor det alligevel lykkes for mig, viser det sig ofte at være forgæves, fordi situationen har ændret sig i mellemtiden.

At stå i kø i kundeservice: Vi har en leverandør som er utrolig lang tid om at svare på vores henvendelser og løse de opgaver vi stiller. Og når der endelig kommer svar, så er det ofte en løsning der ikke har fokus på mit behov som kunde, men leverandørens behov for at få problemet til at gå væk.

At glemme at jeg har Rejsekort: Den ekstreme travlhed betyder, at mit perspektiv på opgaver og situationer er formindsket. Jeg ser ikke tingene så klart, som når jeg har mere overskud, selv indlysende ting som jeg udmærket godt ved.

At toget kører uden mig: Det er nok en underliggende frygt der præger mig hele tiden. Når jeg mangler perspektiv og overblik, bliver jeg bekymret for at tingene løber mig af hænde. Måske fortæller drømmen at det både gælder arbejdsmæssigt og privat.

Ikke at kunne finde vej til koncertstedet: Jeg oplever dagligt, at jeg ikke kan se hvordan jeg skal komme i mål med mange af mine opgaver. Det lykkes på en eller anden måde alligevel i de fleste situationer, men jeg kunne godt tænke mig at have en følelse af, at jeg har kontrol over situationen og kan se vejen foran mig.

Hvor er det facinerende, hvordan hjernen bearbejder den slags følelser og oversætter dem til en helt anden kontekst.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2016

Det er nytårsaftensdag og tid til at se tilbage på et år der er gået, og frem mod et nyt år der står klar lige om lidt. I år deler jeg blogindlægget ind efter kategorier jeg har set i en artikel i dagens B.T. om at forberede sig til 2017, og slutter af med lidt om årets øvrige begivenheder og oplevelser.

FYsisk tilstand

Helt grundlæggende har jeg det godt rent fysisk. I 2016 måtte jeg opgive at spise efter 5:2-diæten, og jeg har heller ikke kunnet spise alle de vitaminer og kosttilskud jeg gerne ville – kan simpelthen ikke sluge de store piller mere. Alligevel har jeg ikke fået mine mangeårige ledsmerter igen, og det er også lykkedes mig at holde vægten stabil trods ændringer i kost og motion. Min migræne har været mere stabil i år. Ifm. jobskift har jeg fået en kortere cykel-distance til arbejde, jeg cykler 28 km. på el-cykel hver dag. Det  føles rigtig godt i kroppen.

Psykisk tilstand

På det mentale område kæmper jeg imidlertid en del lige i øjeblikket. I skrivende stund har jeg for mange stress-symptomer og har det ærlig talt ret skidt. Problemerne skyldes heldigvis udelukkende forhold på mit nye job, men det betyder at der en dårlig balance mellem bekymring og glæde i mit liv. Der er ikke plads til idéer og perspektiv lige i øjeblikket, og det er jeg ked af.

Arbejde

Jeg fik nyt job i starten af 2016, og det har fyldt næsten alting i året der nu næsten er gået.

Rammerne om det nye job gav mig en del forbedringer i hverdagen. Den kortere transporttid og den øgede fleksibilitet gav først og fremmest en hverdag med meget mindre pres. Det er ikke længe siden at jeg på en af årets korteste dage kunne komme hjem til min hund og lege i haven inden mørket faldt på – det har jeg ikke kunnet før.

I løbet af foråret og sommeren viste det sig desværre, at jobindholdet var en del anderledes end forventet, hvilket har givet mig rigtig mange bekymringer. For første gang i mit liv har jeg oplevet søvnløshed. Det er et meget kompliceret forretningsområde jeg arbejder med nu, så jeg har også brugt meget energi på at kravle op ad en stejl indlæringskurve.

Efter sommerferien har jeg oplevet noget jeg aldrig i mine 25 år på arbejdsmarkedet har prøvet før. Til min store forbløffelse begyndte en kollega at udtrykke utilfredshed med kvaliteten og hastigheden af mit arbejde. Det skete i en meget hård tone. Sammen med min chef og hans chef har vi forsøgt at finde en løsning på problemet, men det er stadig ikke godt og det påvirker mig meget.

At få sådan en konflikt oveni en i forvejen meget krævende indkøring i nyt job har taget pippet fra mig, og jeg er ærlig talt fortvivlet over min jobsituation. Arbejdspladsen er egentlig god, kvaliteten af lederne er enestående og der er mange gode kolleger. Det må være fantastisk at arbejde der, hvis man er tryg og glad for sine opgaver. Sådan er det bare ikke for mig lige nu.

Familieliv

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har lige præcis det familieliv jeg ønsker mig. Jeg er gift med en helt fantastisk mand, og vores familie består også af en helt fantastisk hund. Vi er en harmonisk lille trio, som kompletterer og støtter hinanden på fineste vis. Jeg synes vi har fundet en måde at være sammen på, så vi alle 3 får dækket rigtig mange af vores både individuelle og fælles behov og ønsker.

I år har vi mistet husbonds faster, og min nærmeste onkel har været alvorligt syg. Onkel er heldigvis frisk igen, og vi har også i 2016 nydt at have et godt og nært forhold til vores familier. I 2016 har jeg endda oplevet at få nye venner, både mennesker og hunde, ind i mit liv.

Økonomi

Her er også et område som går rigtig godt i mit liv. Selvom jeg gik ned i løn og vilkår ved mit jobskifte, er vores økonomi god. Vores udgifter er faldende, og vi har mulighed for at spare op hver måned. Takket være lave renter høvler vi godt af på restgælden i huset. For et par uger siden fik vi brev fra banken med besked om renten på vores 1-årige rentetilpasningslån: 0,00%. Selvom renten stiger, er jeg tryg ved vores økonomi: der er luft i budgettet og gode nødplaner hvis vi skulle blive ramt af svigtende indtægter.

Bolig

Jeg er stadig lykkelig for mit hus, som på så mange måder støtter op om det liv jeg ønsker. Det er et godt hus at have hund i. Det er et godt hus at have gæster i. Og det er et godt hus at være alene hjemme i.

I 2016 har vi fortsat renovering og opdatering af huset. Den overdækkede terrasse fik nyt gulv, nye vinduer og en frisk omgang maling – lidt af et ansigtsløft. Vi etablerede også en helt ny terrasse der hvor solen skinner når vi kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, og i beruselse over den lange, varme sensommer købte vi ikke mindre end en udendørs hjørnesofa til den nye hyggeplads. Luksuriøst og ret skønt – nu er vi bare nødt til at gøre noget ved det alt for store træ, der laver skygge i store dele af haven. Specialister regner med en 5-cifret pris for at få træet fældet.

Oplevelser

I 2016 har der været knap så mange oplevelser og begivenheder som året før. Husbond har rejst en del i år, men kun 1 af turene var en fælles tur. Vi er kommet til at holde af at tage til Stralsund i Tyskland i slutningen af november for at starte julen op med julemarkeder og shopping. I år var vi afsted for 3. gang på det samme charmerende hotel.

Sommerferien var ret stille og rolig, men vi havde en festlig sommer-uge i slutningen af august, da Atlas boede hos os.

Årets weekender og fritid blev præget af Mads’ faster, som hele familien i forsommeren var engageret i at flytte fra hus i Nordjylland til ældrebolig i Søborg. Efter flytningen var hun desværre meget syg og endte med at afgå ved døden i efteråret. På aftenen hvor hun døde havde vi den glæde, at vores hus kom til at danne ramme om hyggelig fælles spisning for familien, en rar følelse af samhørighed på en sørgelig baggrund.

En sjov lille oplevelse i år var sagen om “Prøv og hør!“. I det nævnte blogindlæg brokker jeg mig over en tendens som irriterer mig meget når jeg hører radio og ser underholdningsudsendelser i fjernsynet: der er alt for mange der starter alle deres sætninger med “Prøv og hør!”. I indlægget nævner jeg et aktuelt program, hvor Peter Frödin deltager. Og tænk engang, ugen efter i det næste direkte program sagde han det ikke en eneste gang! Jeg tror ikke at han læser denne blog, men måske et pressebureau har opfanget mit indlæg via Google og gjort ham opmærksom på det? Det var i hvert fald påfaldende!

Med denne anekdote vil jeg afslutte min årsberetning. 2016 blev et år med både godt og ondt. Jeg mistede min ungdoms musik da David Bowie, Prince og George Michael døde, men vi gjorde det til at fest ved at høre deres musik igen.

Nu er året gjort op. I aften skyder husbond og jeg det nye år ind med en George Michael-battle, hvor vi fejrer hans kunst ved at kæmpe om at udvælge de bedste hits og skiftes til at sende videoerne over på Chromecast’en. Og så ser vi os ellers ikke tilbage.

Lignende indlæg:

Et liv i underskud

Mange af mine indlæg på denne blog handler om mangel på energi, tid og overskud. Jeg oplever at jeg mangler ressourcer til at klare det hele, og det ærgrer mig fordi jeg synes det forhindrer mig i at udfolde hele min personlighed, hele mit potentiale.

I dette blogindlæg vil jeg gerne skrive om, hvordan livet er, når ikke bare én selv men alle i ens omgivelser er i underskud.

På hjemmefronten kommer det til udtryk i lange lister over ting man burde gøre men ikke har tid til lige nu. Listerne bliver lavet i et forsøg på at huske det hele, for ellers glemmer vi det i samme sekund som vi tænker på noget andet.

Det er praktiske ting i hus og have, som er helt relevante og nødvendige, der ikke bliver gjort. Husbond kæmper sig op på en stige i regnvejr og renser tagrenden, der  løber over fordi den er stoppet til – selvom han egentlig var i gang med at skifte til vinterdæk på bilen, og selvom vi stadig mangler at udskifte de mursten som sprækkede sidste vinter. Vi er tvunget til at prioritere benhårdt, og prøver at takle bekymringen over det som ikke bliver gjort.

I det sociale liv kan man mærke det på lange svartider på SMS. Det tager lang tid at lave aftaler med venner og familie, fordi de ikke kan overskue hvornår de skal hvad. Det betyder at man vægrer sig ved at rykke for svar, for man ved godt hvordan den anden part har det. Men det betyder også at færre aftaler bliver til noget, og potentielle nye relationer kan dø ud, fordi det er for svært at få lavet en aftale.

På arbejdspladserne er der ikke mange som har overskud. Kun de nyansatte kommer med energi og kapacitet, og derfor bliver de lynhurtigt dænget til med opgaver. Inden længe er de også i knæ og får den samme adfærd som alle os andre: dukker sig når der uddeles nye opgaver, svarer ikke på mails og kommer ikke med det input som kolleger har brug for, for at gøre sit arbejde. Man må gå på kompromis med sine værdier og være en dårlig kollega, for at overleve. Opgaver bliver ikke løst optimalt men nødtørftigt, og det betyder man ikke oplever den samme tilfredsstillelse.

Lederne er ofte endnu mere overbelastet. Beslutninger præges af, at der ikke er ressourcer til at løse opgaverne optimalt, og man vil helst ikke høre om nye problemer og opgaver. Lederne begynder at være dårligt orienteret om hvad der foregår, fordi ikke læser deres mails og er dobbeltbooket til møder. Så sent som i fredags var der en leder på min arbejdsplads som gik hjem for at holde en uges ferie – med en stor stak arbejde under armen.

Kontakt med andre virksomheder og organisationer kan også være svær. I øjeblikket prøver vi at få kontakt med kommunen i forbindelse med et vejarbejde ud for vores hus. De svarer simpelthen bare ikke på vores mails. Og vi har ikke tid til at ringe i almindelig kontortid pga. et hektisk arbejdsliv. Hvad skal man dog gøre?

Vi kender alle den vrede man kan møde i trafikken på vej fra hjemmet til arbejdspladsen. Det bliver nemt et billede på hvad det egentlig gør ved vore liv og vores samfund, at vi i alle snitflader i tilværelsen møder mangel på overskud. Det bliver en ond cirkel, hvor vi stjæler energi fra hinanden i stedet for at få en synergi ud af at mødes.

I hele dette landskab er der enkelte personer der har overskud. F.eks. mine forældre, som er pensionister. Min mor spørger efter gaveønsker 3 uger før min fødselsdag, fordi hun allerede så lang tid i forvejen begynder at tænke over hvad hun skal give mig. Og nok også fordi hun ved, at jeg kan være lang tid om at svare.

Mine forældre svarer altid hurtigt på SMS’er, og kan tit stille op med kort varsel. Hvor må det dog være irriterende for dem, at hele samfundet omkring dem er distræt, forvirret og glemsom. Jeg længes efter på samme måde at være i stand til at svare med det samme, at huske de ting man har talt om og være ajour med de praktiske ting i hverdagen.

 

Lignende indlæg:

Efter sommeren

Det var ikke meget det blev til, da jeg en uge inde i sommeferien så på bloggen og alle de ufærdige ideer til nye indlæg og tænkte, at nu skulle jeg få skrevet en masse. Et enkelt indlæg om 5:2-diæten blev det til, og så var inspirationen væk igen.

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 3 uger, og det hjælper ikke meget på overskuddet. Som sædvanlig klumper møder, nye tiltag og initiativer sig sammen i ugerne lige efter ferien, hvilket harmonerer meget dårligt med en feriehjerne der skal op i omdrejninger.

Også privat er der blus på aktiviteterne igen. Normalt har jeg/vi højst 1 eller 2 aftaler om ugen. Det har været væsentligt mere her efter ferien; der har været noget næsten hver dag. Og så kom den dejlige hund Atlas også lige ind over. Selve sommerferien var faktisk også mere social end den plejer at være.

Jeg bruger de udadvendte kanaler meget mere end jeg plejer, og det tager på energien. Selvom jeg elsker at der sker noget nyt, at møde nye mennesker, se nye steder og at få besøg, så betyder omfanget at jeg ikke har så meget tid til at lade op igen.

En af de ting der skete på arbejde efter sommerferien var, at det blev lagt fast hvad min rolle på arbejde skal indeholde. Nu er der ikke længere tvivl om, at jeg udover at arbejde med IT-dokumentation også har ansvar for IT-drift og deltager i den forretningsmæssige drift af afdelingen jeg sidder i. Det stemmer ikke med de forventninger jeg havde, da jeg startede i jobbet.

Jeg har været ærlig og sagt til min chef, at hvis jeg havde vidst hvad jobbet indeholdt, havde jeg nok ikke søgt det. Jeg kan ikke lade være med at tænke “vil de virkelig bruge mig til det?” når nu meget af det ligger udenfor mit kompetenceområde. Det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at bruge mig selv til det som interesserer mig og som jeg synes jeg er god til, i samme grad som jeg havde forventet. Jeg står nu i en situation, hvor jeg føler mig delvist fejl-castet i jobbet, og det er en stor stressfaktor for mig.

Erfaringen siger mig, at når de første uger efter en sommerferie er gået, så falder tingene lidt mere til ro på arbejdspladsen. Så føler cheferne at de har indhentet det forsømte ved at holde sommerferie, og så er der et langt efterår til at afvikle alle de aktiviteter og tiltag der er på bedding. Jeg håber at det også bliver sådan på min nye arbejdsplads. Og jeg håber også at tingene finder et leje i privatlivet. Jeg synes at jeg har nået min grænse og føler mig overstimuleret. Lige nu er jeg udmattet og længes efter rutine, at være mig selv og restituere. Det har jeg brug for, for at finde ud af hvad jeg gør med min jobsituation.

 

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg: