Gennemse Tag

Stress

Hensyn eller ej

I denne sommer har støj fra fester fyldt så meget, at det har været i medierne, og politiet er begyndt at gøre mere end at sige ‘fy-fy’. I den weekend der lige er gået, meldte både Københavns og Nordsjællands Politi ud, at de nu ville begynde at give bøder og konfiskere musikanlæg ved musik til gene.

Jeg selv har ikke været mere ramt end normalt i år. I den forgangne weekend landede en 50 års fødselsdag uheldigt og kom til at genere. De bor 2 huse væk og varslede os 2 timer før festen skulle starte. På det tidspunkt gik vi og gjorde klar til selv at få gæster til grillning og udendørs spisning. Det lykkedes os at hygge os i haven alligevel, men ved midnat da vi skulle i seng, introducerede en DJ sig for selskabet i en mikrofon der gjorde mulig for mig at høre hvert et ord, og så var der ellers høj musik. Vi var nødt til at lukke alle vinduer på en dag, hvor det havde været 32 grader og soveværelset var godt varmt. Det blev en ubehagelig nat.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe der handler om at hjælpe hinanden i Birkerød, og her har der regelmæssigt været debat om støj fra fester. Dagen efter 50-årsfesten var der et opslag, der på en pæn måde forsøgte at appellere til hensyntagen fra festarrangørernes side.

Der var det sædvanlige for og imod, men jeg blev alligevel overrasket over, at flere argumenterede decideret imod at vise hensyn. 2 kvinder mente ikke, at man kunne bede andre om at vise hensyn, man kunne bare bruge ørepropper og gå tidligt i seng næste dag.

Det startede et tankeeksperiment i mit hoved. Tænk hvis der findes 2 typer af mennesker, som aldrig kan blive enige; dem der går ind for hensyn, og dem der ikke synes det er nødvendigt. På en måde kan jeg godt forestille mig, at dem der ikke viser hensyn aldrig vil kunne lære det, for jeg tror simpelthen ikke at tanken strejfer dem. Og jeg ved fra mig selv, at det holder hårdt med at lade være med at tage hensyn, og lade være med at irritere sig over at andre ikke gør det.

Så fik jeg den skøre idé, at måske den eneste vej til harmoni er, at de 2 grupper boede sammen hver især, så dem der ønsker hensyn bor i samme del af byen, og dem der ikke synes man skal tage hensyn boede i en anden del. Ligesom ikke-ryger-opgange i etagebyggeri. Mon alle så ville få det som de ville?

Og dog, jeg tror det ikke. Lur mig, om ikke dem, der ikke tager hensyn, også kan blive irriterede af larm. Måske skal de på arbejde dagen efter. Måske har de lige mistet et nært familiemedlem og har i forvejen svært ved at sove. Måske har de et lille barn der ikke kan sove.

Det slår mig, at de hensynsløse nok lever højt på, at der findes nogen med et andet livssyn. Sådan nogen som mig, der aldrig i livet kunne finde på at hive en højttaler ud i haven og spille høj musik, og da slet ikke hyre en DJ til at råbe hele kvarteret op ved midnat. Så de kan leve som de vil og forvente overbærenhed fra mig – og aldrig selv have problemet den anden vej, fordi folk som mig ikke selv opfører sig sådan.

Når jeg bliver irriteret over nabostøj, så er det først og fremmest fordi det handler om dominans og tab af frihed. Den som spiller høj musik bestemmer i det øjeblik, at jeg ikke skal have lov at høre min egen musik, sidde i min egen have eller sove den nat. De tager min frihed til selv at bestemme.

Det føles grådigt – de hensynsløse tager bare for sig af retterne i frihedens navn, men fratager samtidig andre mennesker deres frihed.

Senere på dagen kom der et andet opslag på Facebook, hvor en kvinde beklagede hvis nogen havde følt sig generet af den bryllupsfest hun havde holdt i lørdags. Hun skrev at den havde været planlagt i et år, og lod dermed forstå at hun havde en vis berettigelse til at feste. Jeg kom til at tænke på, hvad nu hvis hendes nabo havde planlagt en tekno-fest og havde et anlæg der kunne spille endnu højere end hendes? Hvem har så ret til at at feste?

Dette er nogle af grundene til, at tanken om ikke at vise hensyn bare ikke holder i længden. I en tid hvor antallet af fester tilsyneladende eskalerer, har det uanede perspektiver hvis vi opgiver kravet om at vise hensyn til hinanden. Mere vil have mere, højere vil have højere, og hvem har ret til at have det som man ønsker – den der kom først? Det kan hurtigt blive et kapløb i stil med håndklæderne på solstolene på charterdestinationerne.

Jeg skal være den første til at prædike tolerance og overbærenhed, det praktiserer jeg hver eneste dag. Men hvis det bliver en sovepude, en undskyldning for at opføre sig uden tanke for andre mennesker, så bliver jeg vred. Det synes jeg ikke er i orden.

Lignende indlæg:

Støjforurening

Jeg blev vækket af lyden af motorsav i dag. Denne mandag tager jeg hul på den tredje uge af min sommerferie. Jeg har været i mit sommerhus i halvanden uge og er ved at være godt nede i tempo og sjælefred. Det var noget af et chok at blive vækket på den måde.

Larmen skyldtes, at genboen på den anden side af vejen skulle have trimmet sin ligusterhæk. Da jeg trak gardinet fra, kunne jeg se en mand med høreværn gå med en stor benzindrevet hækkeklipper.

Mads og jeg har altid brugt eldrevne haveredskaber. De har kunnet klare enhver opgave – selv sommerhushaven, som havde fået lov at gro uforstyrret i 4 år da vi overtog den i sin tid. Fra vores synspunkt er det derfor helt ude af proportioner at klippe en spinkel hæk som en ligusterhæk med et så kraftigt instrument. Det larmer så meget mere end en eldrevet hækkeklipper, og så er det slet ikke nødvendigt.

Denne oplevelse giver yderligere næring til en tanke, som Mads og jeg har haft mange gange her på det sidste; om man kunne begrænse støjforurening ved at forbyde redskaber, udstyr og køretøjer der larmer mere end nødvendigt. Altså, når behovet kan dækkes af et mindre støjende alternativ, kunne man så i grunden ikke forbyde de mere larmende maskiner?

Vi hører jo jævnligt om hvordan støjforurening koster liv hvert år, og det må næsten dække over at det er en belastning for mennesker at være udsat for støj. Var det så ikke værd at fjerne den unødvendige støj?

Til daglig bor vi op ad en større vej, der er ret befærdet. Der er en betydelig trafikstøj, men der er stor forskel på en almindelig personbil og f.x. visse motorcykler. Vi bliver tit irriteret over motorcyklers larm, for vi ved at det ikke er nødvendigt, at de larmer så meget. Der findes motorcykler der larmer mindre, men kan det samme. Det samme gælder knallerter, hvor dem der kører på el larmer væsentligt mindre end dem der kører på benzin.

Helt grotesk bliver det, når bilproducenter indbygger mere lyd i bilerne. Af og til oplever vi at der kommer dyre biler forbi, som pludselig siger ‘bang’ som et skud – det lyder lidt ligesom den lille eksplosion en motorcykel kan have udstødningsrøret. Det er ikke fordi at det er en dårlig motor der er i bilen, det er fordi der er tilføjet en knap, hvor man kan tænde og slukke for den ekstra lyd.

I denne Corona-sommer har der også været mange historier om larm i bolig- og sommerhuskvarterer fra mennesker som fester udendørs. Angiveligt skulle det ske som kompensation for de aflyste musikfestivaller. Der nævnes tit en transportabel højttaler ved navn Soundbox, som kan spille med lige så mange decibel som en motorsav kan larme.

Jeg synes det har taget overhånd med larm i det offentlige rum, og jeg mener at der nemt kan lovgives om mange af støjkilderne. Jeg synes der bør være grænseværdier for hvor højt transportmidler, haveredskaber og højttalere må larme. Grænsen skal angive hvornår et produkt må sælges i Danmark, og skal også anvise hvornår udstyret kan konfiskeres. Musik udendørs er vist stadig ulovligt, men der er sket et skred i holdningen til udendørs musik. Jeg mener at man skal håndhæve forbuddet.

Jeg har hørt, at man i Barcelona har sat en mekanisme på gadelygterne, så de blinker hvis der bliver larmet for meget. Jeg er ikke sikker på at det vil virke i Danmark, det har nok også nogle utilsigtede bivirkninger. Men tanken om at slå konsekvent ned på støj kan jeg godt lide. Det er på tide at droppe den konfliktsky tilgang og stille krav til hinanden også på dette område.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2019

I år holder vi nytår hjemme i Birkerød. Jeg plejer at sidde i sommerhuset og skrive denne slags blogindlæg, men det kan sagtens lade sig gøre fra den gode stol i brændeovnsstuen, mens hundepigen gumler ben i haven, robotten støvsuger køkkengulvet og husbond cykler indendørs i den anden ende af huset. 

Psykisk tilstand

Jeg gik ind i 2019 med en behandlingskrævende depression. Jeg var sygemeldt. Det fyldte næsten det hele, og var en virkelig ubehagelig oplevelse. I løbet af foråret begyndte jeg langsomt at få det bedre, og ved sommerferiens start var jeg på toppen og tilbage på fuld tid på arbejde.

Resten af året har jeg haft det godt psykisk. Jeg fik igen lyst til livet. Sammen med husbond besluttede jeg at få hund igen. Jeg inviterede gæster og lavede masser af mad. Jeg begyndte at købe nyt tøj til mig selv, og for første gang i flere år holdt jeg min egen fødselsdag. Jeg føler mig som mig selv igen.

FYsisk tilstand

Det har kostet nogle kilo at være deprimeret og på piller. Det ærgrer mig selvfølgelig helt vildt, men hellere det end at være deprimeret. I skrivende stund vejer jeg mere end nogensinde. Jeg håber jeg kan gøre noget ved det, når jeg stopper med depri-pillerne.

Mine næseproblemer har jeg stadig. Både om natten og om dagen lukker næsen i perioder helt til, så jeg ikke kan trække vejret gennem næsen. Det er dog lykkedes at lære mit sovende selv at trække vejret gennem munden, når jeg sover, hvilket betyder at jeg har en væsentlig bedre nattesøvn.

Hele året har jeg dog været plaget af kraftig træthed. Hverken lægen eller jeg kan finde ud af om det er en bivirkning af depri-pillerne, om det er en rest af selve depressionen eller om det er noget tredje. Efter en blodprøve har jeg fået ordineret tilskud af Kalium, men det har ikke givet de store resultater. 

Arbejde

Igennem mit sygdomsforløb har mine kolleger været enestående til at støtte mig. Der har ingen berøringsangst været, og jeg har været helt åben om hvad der skete for mig. Da jeg først kom tilbage på arbejde var chefen også meget støttende og pressede mig ikke til at øge arbejdstiden mere end jeg var tryg ved. Jeg er overbevist om at det har været med til at jeg er kommet helt på toppen igen.

Der er fortsat ekstremt travlt og konfliktfyldt på arbejde. Sammen med chefen har jeg sorteret i mine opgaver og skåret de ting fra, hvor det ikke giver så meget værdi at jeg deltager. Det har givet mig en god balance i hverdagen, men også dårlig samvittighed over at overlade det til kollegerne. Jeg har vænnet mig mere til rytmen i afdelingen, og kan bedre skille de vigtige ting fra de lidt mindre vigtige.

Familieliv

Den helt store begivenhed i 2019 var selvfølgelig at vores nye hund Norma kom ind i vores familie i sommers. Det har været en helt unik oplevelse at have en hund fra lille 8-ugers hvalp. Det har selvfølgelig været hårdt arbejde, og der er gået nogle hjemmesko til. Men det har sørme også været en stor glæde, som vi nydt at dele med vores øvrige familie.

Sygdom blev vi ikke fri for i 2019. Lige som svigerfar blev erklæret kræftfri, fik svigermor konstateret kræft, og hun måtte igennem adskillige operationer. Hun har det godt idag og skal ikke have yderligere behandling lige nu.

Min faster har et mindre gunstigt kræftforløb, og har tilbragt julen på hospital i Sverige. Hun har lungekræft der kræver både operation, stråler og kemo, og har fået en række følgegener. Vi krydser fingre og håber det bedste.

Kræftpatienterne i familien har alle det tilfælles, at kræften er opdaget ved et tilfælde, og at de ikke har haft gener af det. Til gengæld gav det mørke tanker om fremtiden. I den anden ende af spektret måtte min mor desværre ‘i asfalten’ på sin cykel, som hun handler ind på næsten hver dag. Et lille bump på cykelstien kastede hende af cyklen og brækkede begge hendes kæbeled. Hun var meget forslået, og havde voldsomt mange smerter. Men hun kom sig fuldstændig, og var endda så heldig at tænderne ikke tog skade.

Økonomi

Vores økonomi har været uforandret i 2019 og er stadig god.

Jeg er ikke kommet videre i mine tanker om hvordan mit økonomiske overskud kan konverteres til mentalt overskud.

Min læge har anbefalet mig at overveje at gå ned i arbejdstid. Der kunne nok blive råd til en lille nedgang i arbejdstid, men jeg er i tvivl om det vil give den ønskede effekt. Opgaverne vælter ned over os på arbejde, og jeg er ikke sikker på at det kan lade sig gøre at skrue mængden ned i takt med en evt. nedgang i arbejdstid. Og hvad med fremtiden?

At spare mere op til pension for at kunne gå tidligere på pension er også en tanke jeg har bakset med. Umiddelbart viser beregninger at jeg skulle være meget godt stillet selv hvis jeg går på pension som 60-årig, men der er så mange ‘hvis’-er i de scenarier. 

Indtil videre har jeg valgt at bruge penge på nyt tøj, der passer til min ekstra store krop. Og så har jeg givet husbond store fødselsdags- og julegaver.

Bolig

I foråret 2019 blev det nye køkken endelig afsluttet af Invita. Vi har virkelig nydt det nye køkken i fulde drag. Det har faktisk ændret vores hverdag til det bedre, fordi vi nyder at hænge ud i køkkenet og selvfølgelig at lave spændende mad. Og så har vi haft mange gæster.

Hvad der ellers er sket på boligfronten har handlet om at beskytte huset mod hundehvalpens unoder. Gitre ved trapper, en rampe ud i haven, gemme ledninger væk. Vi kommer til at tapetsere om i entreen når Norma er så stor, at hun ikke længere ødelægger ting, men det tager vi til den tid. 

Status

2019 har været et godt år for mig, og jeg nyder mit liv. Jeg lever i nuet og bekymrer mig ikke så meget. Udfordringen for mig er nu at fastholde det gode psykiske helbred i en hvirvelvind af arbejdspres og mange begivenheder i livet generelt.

Jeg vil gerne stoppe med depri-pillerne, så jeg kan slippe for en række bivirkninger og være sikker på at jeg er helt mig selv. Og så vil jeg gerne ned i vægt, så det ikke er så besværligt at sætte sig på gulvet med hundehvalpen.

Ellers har jeg ikke de store planer for 2020. Vi ved at vi skal se Norma komme igennem lømmel-alderen, blive kønsmoden og rigtig voksen. Tiden må tiden vise hvad der sker. 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2018

Endnu et år er gået, og det er tid til at gøre status. Som sædvanlig ved denne tid sidder jeg i mit lille sommerhus, foran brændeovnen med tæppe over fødderne, og tænker tilbage på 2018.

FYsisk tilstand

Min læge tager mange blodprøver, og de er altid helt i orden. Blodsukker, kolesterol, stofskifte, nyrer – alt er som det skal være hver gang. I år har jeg dog haft en række banale gener, der alt i alt har betydet, at jeg ikke har følt mig rask.

Efter en kraftig luftvejsinfektion ved påske, har jeg haft problemer med luft gennem næsen. Det har generet mig både dag og nat, og gjort mig både udmattet og fortvivlet. Siden påske er det kun sket 4 gange, at jeg har sovet en hel nat uden at vågne af manglende luft. Jeg er blevet udredt for søvnapnø, men jeg har kun en smule, som ikke kræver behandling. I år har jeg haft 4 forkølelser, så min næseslimhinde har ikke fået mange chancer for at komme sig.

Jeg har også haft problemer med maven. Selvom jeg har droppet både lyst brød og müsli på morgenmaden, blev jeg henover sommerferien oppustet som en spærreballon hver gang jeg spiste. Jeg har heldigvis kunnet forbedre situationen med mælkesyrebakterier i pilleform.

Efter 1 år med ny kantine og ny cykel-afstand til arbejdspladsen, måtte jeg konstatere, at jeg ikke har formået at få min vægt ned til hvad den var før mine jobskift. Jeg startede til Zumba 2 gange om ugen og droppede slik, men lige meget hjalp det.

Jeg har tidligere kunnet holde min vægt nede ved at spise efter 5:2-diæten, men den måtte jeg droppe i sommers. Det har været en pragtfuld sommer, men jeg har desværre haft ekstra mange migræneanfald, også efter fastedage. Da jeg nærmede mig det månedlige maksimum for antal migrænepiller, valgte jeg at stoppe med 5:2-diæten.

Psykisk tilstand

I november fik jeg en depression. Jeg var uendelig træt og trist til mode, og til sidst kunne jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Jeg måtte melde mig syg. Hos lægen fik jeg udskrevet antidepressiv medicin. I skrivende stund er jeg begyndt at få det lidt bedre. Jeg håber at den gode udvikling fortsætter, så jeg kan komme tilbage til en normal hverdag.

Årsagen er jeg ikke helt klar over. Der har været nok af psykisk belastende situationer de seneste år, og så er det ikke just befordrende at der er håbløst travlt på arbejde.

Arbejde

På papiret er mit nuværende job et drømmejob. Gode løn- og ansættelsesvilkår, kort transporttid og ingen storrumskontorer. I praksis er det en blanding af himmel og helvede.

Himmel, fordi kollegerne er fantastiske: vi holder sammen og støtter hinanden. Og fordi jeg føler at der er plads til sådan en som mig.

Helvede, fordi hverdagen er fyldt med konflikter med leverandører og frustrationer hos interne kunder. Og fordi der er stor uoverensstemmelse mellem opgaver og ressourcer og ingen udsigt til forbedring.

Familieliv

Husbond og jeg fejrede 10 års bryllupsdag i februar. Vi har efterhånden vænnet os til en hverdag uden hund. Vi har igen fået årskort til Tivoli, været til flere koncerter, og gået meget ud at spise. Savnet af Adina er der stadig, men i dag tænker vi primært på hende med glæde.

Helt fri for hundehår har vores hjem dog ikke været, for vi har fået lov at passe flere af vores hundevenner adskillige gange. Vi ser os selv som reserve-familie for Adinas nevø Atlas. Efter at vi et par gange har hentet ham for at gå en lang tur med ham, springer han nu nærmest i armene på os når vi ses. Det er et rigtig fint venskab vi har fået, og det betyder at hans ejer uproblematisk kan få sin hund passet ifm. sine forretningsrejser.

Vores forældre har været syge i året der er gået. Min mor fik helvedesild, og det tog hårdt på hendes overskud at tilføje den slags smerter til de daglige smerter fra omfattende slidgigt i ryggen. Svigerfar fik konstateret lungekræft og måtte igennem en række ubehagelige undersøgelser, hvorefter han fik opereret 1/3 af den ene lunge væk. Heldigvis var det kræft på et tidligt stadie og uden spredning, så nu er han kræftfri og skal ikke have yderligere behandling, dog kvartalsvise scanninger. Husbond og jeg har forsøgt at støtte op omkring vores forældre så godt vi kunne.

Økonomi

I 2018 lykkedes det os at spare så meget op, at vi kunne begynde at tænke på nyt køkken. Selvom det blev dyrere end den opsparing vi havde, klarede vi det med skindet på næsen og føler os i dag ikke fuldstændig blanket af.

Det skulle vi heller ikke så gerne, for lige da vi var begyndt at spekulere på køkken, fik vi besked om at der ikke længere laves reservedele til vores naturgasfyr. Det betyder, at næste gang der er en defekt på fyret er vi afhængige af at servicefirmaet har den rigtige reservedel på lager, ellers skal vi pludselig have nyt fyr, en udgift på omkring 30.000 kr.

Jeg har fået indhentet et lønmæssigt efterslæb, og mit månedlige rådighedsbeløb er nu større end hvad jeg har behov for. I 2018 prøvede jeg at investere noget af det økonomiske overskud i gartner-hjælp til haven. Det gik desværre ikke så godt, så efter et par måneder opsagde jeg aftalen. Nu sparer jeg pengene op og spekulerer på hvordan overskuddet kan konverteres til mentalt overskud på en anden måde.

Bolig

Det altoverskyggende projekt i år har været køkkenprojektet. Det tog 3 måneder at få et tilbud, og resten af året at få det gjort til virkelighed. Helt færdige er vi dog ikke, da der skal udskiftes nogle dele med skader i malingen.

Det har været hårdt, spændende og interessant at være igennem et så gennemgribende projekt.

Vi har ikke de helt store erfaringer med at hyre håndværkere, da husbond kan lave mange ting selv. Det har været interessant at se hvordan sådan et stort projekt foregår, og nogle gange frustrerende at have håndværkere gående.

At leve uden køkken i 3 måneder gik bedre end forventet. Vi fik lavet et midlertidigt køkken og klarede os ved hjælp af en mikroovn og halvfærdige retter fra supermarkedet.

Det næsten færdige køkken er blevet flot, og vi nyder det hver dag. Jeg har aldrig prøvet at have et helt nyt køkken, så der er mange wow-oplevelser ved skuffer og låger med dæmpning, induktionskogeplader, emhætte indbygget i loftet og masser af bordplads.

Status

I min opgørelse af 2017 var jeg stolt af min evne til at håndtere krise, men bekymret over mit psykiske helbred. Jeg sidder nu og gør det efterfølgende år op. I næsten 2 måneder har jeg taget antidepressiv medicin, og aner ikke hvorfor jeg blev syg. Måske var jeg ikke så sej til at håndtere krise alligevel?

Det der fylder mest i mit liv lige nu er at få det bedre psykisk. Jeg ved at det er depressionen der taler, når mine tanker kredser om at lave fundamentale ændringer i mit liv. Samtidig ved jeg at det må være forkert at have det dårlig på daglig basis. Jeg må og skal finde en måde at leve på, hvor jeg er mere glad.

Lignende indlæg:

Erfaring med gartner

Da jeg gjorde året 2017 op her på bloggen, spekulerede jeg på at få hjælp til at holde haven hos et gartnerfirma. Tanken var at mindske det arbejdspres der er i foråret og sommeren når man har hus og have og derudover et lille sommerhus med samme størrelse have.

Hvert forår synes jeg det er svært at få ordnet ukrudtet, græsset, pudse vinduer og alt det andet vedligeholdelse i ordentlig tid, samtidig med at reparationer og fornyelser skal igangsættes og alle de andre ting der sker i foråret skal passes. Jeg tænkte, at det at have gartner kunne være en nem måde at betale sig fra noget af det, fordi de kan bare komme og gå når det passer uafhængig af at jeg er på arbejde – i modsætning til f.eks. en vinduepudser.

I februar i år gjorde jeg alvor af det og bad et lokalt gartnerfirma komme med et forslag til en serviceaftale. De besøgte vores have og kom med et oplæg der var meget dyrt. Vi afgrænsede opgaven, så der kun var fokus på den del af haven der er indenfor havelågerne.

Vi endte med at lave en aftale der handlede om gartnerbesøg 2,5 timer 2 gange om måneden og derudover kantklipning, hækklipning 2 gange om året, beskæring 2 gange om året samt klipning af anden bevoksning mod vej. Prisen for et helt år var ca. 26.000 kr., altså gennemsnitligt mere end 2000 kr. om måneden. Jeg har aldrig prøvet at købe mig til hjælp i hverdagen på den måde, og jeg synes det var mange penge selvom der er lidt tilskud i form af skattefradrag. Husbond er ikke med på at betale sig fra den slags hjælp, så jeg skulle finde hele beløbet selv.

I april gik aftalen igang, og ved de første gartnerbesøg blev der gået i dybden med enkeltstående bede og områder. De var grundige, og gjorde det finere end jeg selv normalt gør. En opgave som lugning af 25 meter stensætning tog gartneren 2,5 time, det plejer at tage mig 1 time.

Efterhånden kom gartneren i bund med de forskellige områder. Jeg begyndte at se, at fortolkningen af aftalen var en lidt anden, end det jeg havde regnet med. Der er f.x. områder af haven, hvor vi har givet op overfor skvalderkål og besluttet at det er bunddække. Der stod derfor i aftalen, at skvalderkål kan efterlades bestemte steder. Dette så ud til at betyde, at der ikke blev gjort noget disse steder: døde stauder blev ikke fjernet og andet ukrudt (tidsler, brændenælder) blev ikke luget. Lugning i hortensia-bedet blev fortolket som lugning rundt om hver hortensia, og ikke hele jordstykket.

Resultatet blev, at visse områder af haven stod helt trimmet som i kongelige haver, og andre områder var helt uberørt. Det var et mærkeligt syn. I en lang periode holdt jeg mig tilbage med selv at gøre det, for jeg regnede med at gartneren gjorde det.

Da tørken virkelig slog igennem var der ikke meget ukrudt at komme efter. Jeg kunne ærlig talt ikke se 2,5 timers arbejde når gartneren havde været der. Alligevel var området ved stensætningen slet ikke taget. Det gjorde mig frustreret og jeg kontaktede min kontaktperson i gartnerfirmaet.

Jeg fik ikke noget svar på mine første 2 mails. Så skrev jeg til en anden mailadresse og fik hul igennem til en anden medarbejder, som gav besked til vores gartner. Da problemerne ikke blev løst af dette skrev jeg igen. Gartneren blev sendt ud og udbedre det samme dag, og vi fik tildelt en ny gartner. Stenbedet blev luget og tidsler blev taget – det samme gjorde en staude der lidt lignede en tidsel.

Meget effektivt, men jeg var efterhånden kommet til den konklusion at det passede dårligt til vores situation at have disse faste besøg med et fast timetal afsat.

I slutningen af juni besluttede jeg at opsige aftalen. Det gjorde jeg pr. e-mail. Da jeg intet svar fik, kørte jeg over med en skriftlig opsigelse og puttede den i firmaets postkasse så jeg var sikker på at opsigelsen var modtaget rettidigt. Jeg hørte stadig ikke noget. I dag har jeg skrevet igen for en god ordens skyld og oplyst at jeg betragter aftalen som opsagt. Endelig var der svar.

Nu har vi ikke gartner mere, og jeg har 2000 kr. mere til mig selv om måneden. Det er en ærgerlig følelse at det ikke gik, men jeg har lært meget af det. Hvis jeg skal have den slags hjælp igen på et tidspunkt, så skal jeg være meget mere præcis om hvad der skal ske. Lidt ligesom de IT-kontrakter jeg diskuterer med kolleger og leverandører hele tiden når jeg er på arbejde. Hjælp til haven skal nok være efter en anden model for os, måske noget med en større omgang forår og efterår, og så ikke de faste besøg.

Og så skal jeg prøve at finde et firma der har styr på kommunikationen, men det er jo altid svært at vurdere før man laver en aftale. Jeg synes tit jeg har oplevet kommunikation ifm. salg og aftale går lynhurtigt og effektivt, og når vi så kommer til leveranceprocessen er det en helt anden snak.

Lignende indlæg:

Et sigende mareridt

Jeg havde en skør drøm i nat – nok nærmest et mareridt.

Jeg drømte, at jeg skulle til en koncert i Nordjylland, og skulle med toget derop sammen med min bror og min far. Jeg satte mig bare ind i toget, og kom først i tanke om at betale for turen, da jeg sad i toget. På en station stod jeg af uden alle mine ejendele for at stemple klippekort (havde åbenbart også glemt at jeg har et Rejsekort), men det virkede ikke og jeg måtte hen og stå i kø til kundeservice. Da jeg endelig nåede frem, var det Helle Thorning-Schmidt der hjalp mig, og hun foreslog at jeg selv klippede klippene af klippekortet med en saks, og selv skrev datostempel på. I mellemtiden kørte toget med mine ejendele, min familie og uden mig. Med et andet tog kom jeg til destinationen i Nordjylland, men jeg kendte ikke vejen til koncertstedet.

Jeg har haft en ekstraordinært fortravlet uge, og denne drøm siger tankevækkende meget om de frustrationer jeg oplever.

At glemme billetten: Sådan som det er på job i øjeblikket, er det umuligt at være forberedt til opgaver og møder. Det hele kører som brandslukning og i sidste øjeblik, meget ofte må man ‘skyde fra hoften’. Det frustrerer mig rigtig meget at jeg ikke har mulighed for at forberede mig. I visse tilfælde, hvor det alligevel lykkes for mig, viser det sig ofte at være forgæves, fordi situationen har ændret sig i mellemtiden.

At stå i kø i kundeservice: Vi har en leverandør som er utrolig lang tid om at svare på vores henvendelser og løse de opgaver vi stiller. Og når der endelig kommer svar, så er det ofte en løsning der ikke har fokus på mit behov som kunde, men leverandørens behov for at få problemet til at gå væk.

At glemme at jeg har Rejsekort: Den ekstreme travlhed betyder, at mit perspektiv på opgaver og situationer er formindsket. Jeg ser ikke tingene så klart, som når jeg har mere overskud, selv indlysende ting som jeg udmærket godt ved.

At toget kører uden mig: Det er nok en underliggende frygt der præger mig hele tiden. Når jeg mangler perspektiv og overblik, bliver jeg bekymret for at tingene løber mig af hænde. Måske fortæller drømmen at det både gælder arbejdsmæssigt og privat.

Ikke at kunne finde vej til koncertstedet: Jeg oplever dagligt, at jeg ikke kan se hvordan jeg skal komme i mål med mange af mine opgaver. Det lykkes på en eller anden måde alligevel i de fleste situationer, men jeg kunne godt tænke mig at have en følelse af, at jeg har kontrol over situationen og kan se vejen foran mig.

Hvor er det facinerende, hvordan hjernen bearbejder den slags følelser og oversætter dem til en helt anden kontekst.

Lignende indlæg:

Dansk model

De sidste mange uger har vi hørt begrebet “Den danske model” i medierne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. I dag er det 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg har fri fra arbejde og tid til at tænke lidt over det danske arbejdsmarked.

Pressedækning af overenskomstforhandlingerne har været massiv i dette forår, og for mig på grænsen til kvalme. At høre de forskellige udmeldinger og mellemregninger er jo i bund og grund blot forhandlingsteknik og for udenforstående dybt uinteressant. Men jeg får også kvalme, fordi man får det indtryk, at denne ‘danske model’ er noget som gennemsyrer samfundet og omfatter alle lønmodtagere i Danmark. Man kan godt få det indtryk, at alle har ordnede forhold og mulighed for at forhandle løn og arbejdsforhold.

Det meste af min karriere har jeg været ansat uden overenskomst. Min branche, IT-branchen, blev i 1990’erne ramt af outsourcing-trenden. Der opstod store IT-leverandørorganisationer, og det blev en konkurrenceparameter ikke at kunne blive ramt af konflikt. Der skulle også gerne være god økonomi for begge parter ved at outsource. Overdragelsen af virksomhedernes IT-medarbejdere til leverandørorganisationerne var en kærkommen lejlighed til at slippe ud af overenskomsternes begrænsninger.

Lige efter årtusindskiftet blev jeg blev oursourcet første gang. Jeg blev overført fra et pensionsselskab til en IT-driftvirksomhed, som ikke havde overenskomst, og min fagforening meldte mig simpelthen ud. Det var umiddelbart ikke det store afsavn, for fagforeningen gjorde ikke ret meget for medlemmerne i forbindelse med outsourcingen. De næste 5 ansættelser i både leverandør- og brugerorganisationer var uden overenskomst.

I ingen af disse jobs var der mulighed for at forhandle løn. Der blev som regel afsat en ramme for lønreguleringer, og så var det op til de enkelte chefer at fordele det ret beskedne beløb mellem sine medarbejdere. Reguleringer blev kommunikeret som et diktat. Man blev som regel kaldt ind til chefen uden varsel og dermed uden mulighed for at forberede sig. Dialogen var selvsagt beskeden. Øvrige vilkår var ikke til at ændre på, fordi de skulle gælde alle.

Det er sket flere gange at jeg har fået præsenteret lønstigninger på under 2% som en belønning for en flot indsats. Det er også sket at jeg slet ikke har fået nogen lønregulering. Hvis man bruger fagbevægelsens retorik må man konstatere, at dette udhuler ens realløn, da priserne som bekendt stiger hele tiden. Her er det værd at bemærke, at dette var den eneste mulighed for at stige i løn.

Jeg ved ikke hvor stor en del af lønmodtagerne i Danmark der arbejder under disse vilkår. I betragtning af udviklingen på arbejdsmarkedet med outsourcing og arbejdspladser der flyttes til udlandet, gætter jeg dog på, at det er en ikke uvæsentlig procentdel af danskerne der arbejder på denne måde.

For et år siden fik jeg et job som var omfattet af en overenskomst. Det er ret mærkeligt efter så mange år på individuelle vilkår. Min løn bliver automatisk reguleret en gang om året uden nogen individuel vurdering af min præstation, og jeg får den samme % som alle mine kolleger. Jeg føler mig meget privilegeret. Når jeg ser de demonstrerende masser i TV kan jeg ikke lade være at tænke, at de trods alt skal være glade for at have dette forhandlingsforum – det er ikke alle der har det.

På denne Arbejdernes Internationale Kampdag føler jeg mig mere udenfor end nogensinde. Jeg har aldrig identificeret mig som arbejder. Selvom jeg nu er omfattet af en overenskomst, er der mange aspekter af den som helt ignoreres i praksis. I nutidens arbejdsmarked synes jeg alle lønmodtagere har en fælles sag på tværs af brancher, faglige områder og overenskomster. Etablering af 1. maj som mærkedag udsprang bla. af en forhandlingssejr omkring 8 timers arbejdsdag. I min verden er arbejdstiden i den grad udfordret af det grænseløse arbejde, og det er kun et par uger siden at SF foreslog at man lavede lovgivning omkring det. Måske er tiden løbet fra fagforeningerne?

Lignende indlæg:

Dilemmaet om ny hund

Det er snart et halvt år siden at Adina gik bort, og jeg er ved at have det bedre med savnet og sorgen.

Spørgsmålet om ny hund rumsterer. Skal vi have hund igen? Husbond savner gåturene og er helt klar til at få hund igen, men jeg er i tvivl. Argumenterne for og imod farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal lægge vægt på. I bund og grund ser jeg det som et valg imellem forskellige stressfaktorer.

Jeg føler et stort ansvar for at en hund skal have et godt liv. Jeg synes at hunden skal være alene hjemme så lidt som muligt, og jeg synes det er vigtigt at lave ting sammen med hunden, som giver den nogle gode og spændende oplevelser. Når begge mennesker i husstanden har krævende fuldtidsjobs, synes jeg det er en konstant udfordring at leve op til dette, og jeg tøver med at sætte mig selv i den loyalitetskonflikt.

Mens vi havde Adina syntes jeg ikke, at jeg kunne gå i butikker, på café, til koncert, fordi jeg ikke ville lade hende være alene mere end højest nødvendigt. Det er en begrænsning jeg har lagt på mig selv, og jeg må indrømme at jeg har nydt at være fri for denne begrænsning. Det er også en lettelse at jeg kan blive lidt længere på arbejde, hvis der er behov for det – og det er der ofte.

På den anden side giver det at have hund jo en umådelig glæde i hverdagen. Det har en afstressende virkning, fordi det tvinger én til at tænke på noget andet end arbejde og pligter, og kommer helt automatisk til at røre sig og få frisk luft. Jeg har tydeligt kunnet mærke kontrasten, når jeg har været så heldig at få lov at passe andres hunde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundt for mennesker at have kæledyr.

Når jeg har fri og det er godt vejr, længes jeg meget efter at have hund. Men når jeg sidder på arbejde og det regner udenfor og jeg godt kunne bruge at blive lidt længere for at afslutte nogle opgaver, så er det en lettelse at der ikke venter en hund hjemme.

Hvordan balancerer jeg dog disse faktorer? Hvis jeg laver en helt rationel fordel/ulempe-analyse, hvor faktorer som økonomi, tid, rengøring og andre praktiske ting indgår, så vinder livet uden hund. Hvis jeg tænker på livskvalitet er det tvetydigt. Jeg elsker hunde uendeligt meget og har stor glæde ved at omgås dem. Men jeg må indse, at det også giver mig meget glæde at have mulighed for at lave andre ting og komme lidt ud.

Så tæller glæden ved shopping, cafébesøg og koncerter højere end glæden ved at have hund? Vægter stress pga. loyalitetskonflikt højere end stress over ikke at have et fritidsliv der indeholder alt det man ønsker sig? Lige nu må svaret være ja, for jeg har ikke taget initiativ til at ændre på noget.

Måske skal jeg bare lige have afløb for 6 år uden TIVOLI-ture og shopping. Måske skal jeg bare have lidt mere overskud. Jeg tror ikke jeg kan gå på kompromis med mine værdier omkring hundeliv og prøve at få plads til det hele.

I næste uge skal vi igen passe Adinas nevø Atlas. Det har vi gjort mange gange, og efter at vi har mistet Adina har vi også fået lov at låne ham til gåture på solskinssøndage nu og da. Vi har fået et meget nært forhold til Atlas, og både vi og han bliver super glade når vi ses. Lige nu er det en måde at få det bedste af begge verdener.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg: