Opgørelse af mit 2016

Det er nytårsaftensdag og tid til at se tilbage på et år der er gået, og frem mod et nyt år der står klar lige om lidt. I år deler jeg blogindlægget ind efter kategorier jeg har set i en artikel i dagens B.T. om at forberede sig til 2017, og slutter af med lidt om årets øvrige begivenheder og oplevelser.

FYsisk tilstand

Helt grundlæggende har jeg det godt rent fysisk. I 2016 måtte jeg opgive at spise efter 5:2-diæten, og jeg har heller ikke kunnet spise alle de vitaminer og kosttilskud jeg gerne ville – kan simpelthen ikke sluge de store piller mere. Alligevel har jeg ikke fået mine mangeårige ledsmerter igen, og det er også lykkedes mig at holde vægten stabil trods ændringer i kost og motion. Min migræne har været mere stabil i år. Ifm. jobskift har jeg fået en kortere cykel-distance til arbejde, jeg cykler 28 km. på el-cykel hver dag. Det  føles rigtig godt i kroppen.

Psykisk tilstand

På det mentale område kæmper jeg imidlertid en del lige i øjeblikket. I skrivende stund har jeg for mange stress-symptomer og har det ærlig talt ret skidt. Problemerne skyldes heldigvis udelukkende forhold på mit nye job, men det betyder at der en dårlig balance mellem bekymring og glæde i mit liv. Der er ikke plads til idéer og perspektiv lige i øjeblikket, og det er jeg ked af.

Arbejde

Jeg fik nyt job i starten af 2016, og det har fyldt næsten alting i året der nu næsten er gået.

Rammerne om det nye job gav mig en del forbedringer i hverdagen. Den kortere transporttid og den øgede fleksibilitet gav først og fremmest en hverdag med meget mindre pres. Det er ikke længe siden at jeg på en af årets korteste dage kunne komme hjem til min hund og lege i haven inden mørket faldt på – det har jeg ikke kunnet før.

I løbet af foråret og sommeren viste det sig desværre, at jobindholdet var en del anderledes end forventet, hvilket har givet mig rigtig mange bekymringer. For første gang i mit liv har jeg oplevet søvnløshed. Det er et meget kompliceret forretningsområde jeg arbejder med nu, så jeg har også brugt meget energi på at kravle op ad en stejl indlæringskurve.

Efter sommerferien har jeg oplevet noget jeg aldrig i mine 25 år på arbejdsmarkedet har prøvet før. Til min store forbløffelse begyndte en kollega at udtrykke utilfredshed med kvaliteten og hastigheden af mit arbejde. Det skete i en meget hård tone. Sammen med min chef og hans chef har vi forsøgt at finde en løsning på problemet, men det er stadig ikke godt og det påvirker mig meget.

At få sådan en konflikt oveni en i forvejen meget krævende indkøring i nyt job har taget pippet fra mig, og jeg er ærlig talt fortvivlet over min jobsituation. Arbejdspladsen er egentlig god, kvaliteten af lederne er enestående og der er mange gode kolleger. Det må være fantastisk at arbejde der, hvis man er tryg og glad for sine opgaver. Sådan er det bare ikke for mig lige nu.

Familieliv

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har lige præcis det familieliv jeg ønsker mig. Jeg er gift med en helt fantastisk mand, og vores familie består også af en helt fantastisk hund. Vi er en harmonisk lille trio, som kompletterer og støtter hinanden på fineste vis. Jeg synes vi har fundet en måde at være sammen på, så vi alle 3 får dækket rigtig mange af vores både individuelle og fælles behov og ønsker.

I år har vi mistet husbonds faster, og min nærmeste onkel har været alvorligt syg. Onkel er heldigvis frisk igen, og vi har også i 2016 nydt at have et godt og nært forhold til vores familier. I 2016 har jeg endda oplevet at få nye venner, både mennesker og hunde, ind i mit liv.

Økonomi

Her er også et område som går rigtig godt i mit liv. Selvom jeg gik ned i løn og vilkår ved mit jobskifte, er vores økonomi god. Vores udgifter er faldende, og vi har mulighed for at spare op hver måned. Takket være lave renter høvler vi godt af på restgælden i huset. For et par uger siden fik vi brev fra banken med besked om renten på vores 1-årige rentetilpasningslån: 0,00%. Selvom renten stiger, er jeg tryg ved vores økonomi: der er luft i budgettet og gode nødplaner hvis vi skulle blive ramt af svigtende indtægter.

Bolig

Jeg er stadig lykkelig for mit hus, som på så mange måder støtter op om det liv jeg ønsker. Det er et godt hus at have hund i. Det er et godt hus at have gæster i. Og det er et godt hus at være alene hjemme i.

I 2016 har vi fortsat renovering og opdatering af huset. Den overdækkede terrasse fik nyt gulv, nye vinduer og en frisk omgang maling – lidt af et ansigtsløft. Vi etablerede også en helt ny terrasse der hvor solen skinner når vi kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, og i beruselse over den lange, varme sensommer købte vi ikke mindre end en udendørs hjørnesofa til den nye hyggeplads. Luksuriøst og ret skønt – nu er vi bare nødt til at gøre noget ved det alt for store træ, der laver skygge i store dele af haven. Specialister regner med en 5-cifret pris for at få træet fældet.

Oplevelser

I 2016 har der været knap så mange oplevelser og begivenheder som året før. Husbond har rejst en del i år, men kun 1 af turene var en fælles tur. Vi er kommet til at holde af at tage til Stralsund i Tyskland i slutningen af november for at starte julen op med julemarkeder og shopping. I år var vi afsted for 3. gang på det samme charmerende hotel.

Sommerferien var ret stille og rolig, men vi havde en festlig sommer-uge i slutningen af august, da Atlas boede hos os.

Årets weekender og fritid blev præget af Mads’ faster, som hele familien i forsommeren var engageret i at flytte fra hus i Nordjylland til ældrebolig i Søborg. Efter flytningen var hun desværre meget syg og endte med at afgå ved døden i efteråret. På aftenen hvor hun døde havde vi den glæde, at vores hus kom til at danne ramme om hyggelig fælles spisning for familien, en rar følelse af samhørighed på en sørgelig baggrund.

En sjov lille oplevelse i år var sagen om “Prøv og hør!“. I det nævnte blogindlæg brokker jeg mig over en tendens som irriterer mig meget når jeg hører radio og ser underholdningsudsendelser i fjernsynet: der er alt for mange der starter alle deres sætninger med “Prøv og hør!”. I indlægget nævner jeg et aktuelt program, hvor Peter Frödin deltager. Og tænk engang, ugen efter i det næste direkte program sagde han det ikke en eneste gang! Jeg tror ikke at han læser denne blog, men måske et pressebureau har opfanget mit indlæg via Google og gjort ham opmærksom på det? Det var i hvert fald påfaldende!

Med denne anekdote vil jeg afslutte min årsberetning. 2016 blev et år med både godt og ondt. Jeg mistede min ungdoms musik da David Bowie, Prince og George Michael døde, men vi gjorde det til at fest ved at høre deres musik igen.

Nu er året gjort op. I aften skyder husbond og jeg det nye år ind med en George Michael-battle, hvor vi fejrer hans kunst ved at kæmpe om at udvælge de bedste hits og skiftes til at sende videoerne over på Chromecast’en. Og så ser vi os ellers ikke tilbage.

Lignende indlæg:

Et liv i underskud

Mange af mine indlæg på denne blog handler om mangel på energi, tid og overskud. Jeg oplever at jeg mangler ressourcer til at klare det hele, og det ærgrer mig fordi jeg synes det forhindrer mig i at udfolde hele min personlighed, hele mit potentiale.

I dette blogindlæg vil jeg gerne skrive om, hvordan livet er, når ikke bare én selv men alle i ens omgivelser er i underskud.

På hjemmefronten kommer det til udtryk i lange lister over ting man burde gøre men ikke har tid til lige nu. Listerne bliver lavet i et forsøg på at huske det hele, for ellers glemmer vi det i samme sekund som vi tænker på noget andet.

Det er praktiske ting i hus og have, som er helt relevante og nødvendige, der ikke bliver gjort. Husbond kæmper sig op på en stige i regnvejr og renser tagrenden, der  løber over fordi den er stoppet til – selvom han egentlig var i gang med at skifte til vinterdæk på bilen, og selvom vi stadig mangler at udskifte de mursten som sprækkede sidste vinter. Vi er tvunget til at prioritere benhårdt, og prøver at takle bekymringen over det som ikke bliver gjort.

I det sociale liv kan man mærke det på lange svartider på SMS. Det tager lang tid at lave aftaler med venner og familie, fordi de ikke kan overskue hvornår de skal hvad. Det betyder at man vægrer sig ved at rykke for svar, for man ved godt hvordan den anden part har det. Men det betyder også at færre aftaler bliver til noget, og potentielle nye relationer kan dø ud, fordi det er for svært at få lavet en aftale.

På arbejdspladserne er der ikke mange som har overskud. Kun de nyansatte kommer med energi og kapacitet, og derfor bliver de lynhurtigt dænget til med opgaver. Inden længe er de også i knæ og får den samme adfærd som alle os andre: dukker sig når der uddeles nye opgaver, svarer ikke på mails og kommer ikke med det input som kolleger har brug for, for at gøre sit arbejde. Man må gå på kompromis med sine værdier og være en dårlig kollega, for at overleve. Opgaver bliver ikke løst optimalt men nødtørftigt, og det betyder man ikke oplever den samme tilfredsstillelse.

Lederne er ofte endnu mere overbelastet. Beslutninger præges af, at der ikke er ressourcer til at løse opgaverne optimalt, og man vil helst ikke høre om nye problemer og opgaver. Lederne begynder at være dårligt orienteret om hvad der foregår, fordi ikke læser deres mails og er dobbeltbooket til møder. Så sent som i fredags var der en leder på min arbejdsplads som gik hjem for at holde en uges ferie – med en stor stak arbejde under armen.

Kontakt med andre virksomheder og organisationer kan også være svær. I øjeblikket prøver vi at få kontakt med kommunen i forbindelse med et vejarbejde ud for vores hus. De svarer simpelthen bare ikke på vores mails. Og vi har ikke tid til at ringe i almindelig kontortid pga. et hektisk arbejdsliv. Hvad skal man dog gøre?

Vi kender alle den vrede man kan møde i trafikken på vej fra hjemmet til arbejdspladsen. Det bliver nemt et billede på hvad det egentlig gør ved vore liv og vores samfund, at vi i alle snitflader i tilværelsen møder mangel på overskud. Det bliver en ond cirkel, hvor vi stjæler energi fra hinanden i stedet for at få en synergi ud af at mødes.

I hele dette landskab er der enkelte personer der har overskud. F.eks. mine forældre, som er pensionister. Min mor spørger efter gaveønsker 3 uger før min fødselsdag, fordi hun allerede så lang tid i forvejen begynder at tænke over hvad hun skal give mig. Og nok også fordi hun ved, at jeg kan være lang tid om at svare.

Mine forældre svarer altid hurtigt på SMS’er, og kan tit stille op med kort varsel. Hvor må det dog være irriterende for dem, at hele samfundet omkring dem er distræt, forvirret og glemsom. Jeg længes efter på samme måde at være i stand til at svare med det samme, at huske de ting man har talt om og være ajour med de praktiske ting i hverdagen.

 

Lignende indlæg:

Efter sommeren

Det var ikke meget det blev til, da jeg en uge inde i sommeferien så på bloggen og alle de ufærdige ideer til nye indlæg og tænkte, at nu skulle jeg få skrevet en masse. Et enkelt indlæg om 5:2-diæten blev det til, og så var inspirationen væk igen.

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 3 uger, og det hjælper ikke meget på overskuddet. Som sædvanlig klumper møder, nye tiltag og initiativer sig sammen i ugerne lige efter ferien, hvilket harmonerer meget dårligt med en feriehjerne der skal op i omdrejninger.

Også privat er der blus på aktiviteterne igen. Normalt har jeg/vi højst 1 eller 2 aftaler om ugen. Det har været væsentligt mere her efter ferien; der har været noget næsten hver dag. Og så kom den dejlige hund Atlas også lige ind over. Selve sommerferien var faktisk også mere social end den plejer at være.

Jeg bruger de udadvendte kanaler meget mere end jeg plejer, og det tager på energien. Selvom jeg elsker at der sker noget nyt, at møde nye mennesker, se nye steder og at få besøg, så betyder omfanget at jeg ikke har så meget tid til at lade op igen.

En af de ting der skete på arbejde efter sommerferien var, at det blev lagt fast hvad min rolle på arbejde skal indeholde. Nu er der ikke længere tvivl om, at jeg udover at arbejde med IT-dokumentation også har ansvar for IT-drift og deltager i den forretningsmæssige drift af afdelingen jeg sidder i. Det stemmer ikke med de forventninger jeg havde, da jeg startede i jobbet.

Jeg har været ærlig og sagt til min chef, at hvis jeg havde vidst hvad jobbet indeholdt, havde jeg nok ikke søgt det. Jeg kan ikke lade være med at tænke “vil de virkelig bruge mig til det?” når nu meget af det ligger udenfor mit kompetenceområde. Det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at bruge mig selv til det som interesserer mig og som jeg synes jeg er god til, i samme grad som jeg havde forventet. Jeg står nu i en situation, hvor jeg føler mig delvist fejl-castet i jobbet, og det er en stor stressfaktor for mig.

Erfaringen siger mig, at når de første uger efter en sommerferie er gået, så falder tingene lidt mere til ro på arbejdspladsen. Så føler cheferne at de har indhentet det forsømte ved at holde sommerferie, og så er der et langt efterår til at afvikle alle de aktiviteter og tiltag der er på bedding. Jeg håber at det også bliver sådan på min nye arbejdsplads. Og jeg håber også at tingene finder et leje i privatlivet. Jeg synes at jeg har nået min grænse og føler mig overstimuleret. Lige nu er jeg udmattet og længes efter rutine, at være mig selv og restituere. Det har jeg brug for, for at finde ud af hvad jeg gør med min jobsituation.

 

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Sorte fredag

Det er nu godt en uge siden at fænomenet Black Friday rullede henover Danmark. I år kom det til at fylde vældig meget. Både de fysiske butikker og online-butikker var i år på banen med heftige tilbud. Selv en tankstation satte benzin ned til næsten halv pris – med så stort trafikkaos til følge, at politiet måtte stoppe det.

I USA er Black Friday detailhandelens forsøg på at skyde julehandlen i gang ved at lancere en masse gode tilbud på en dag, hvor amerikanerne har fri fra arbejde: dagen efter den store helligdag Thanksgiving, som altid falder på en torsdag. Det er vist ikke en særlig gammel tradition. Det med det sorte henviser så vidt jeg kan google, til at gaderne er sorte af mennesker – eller også er det noget med at butikkernes regnskab på denne dag går fra røde til sorte tal.

Jeg er en af den slags danskere, som bliver irriteret når vi tager amerikanske traditioner til os, fordi jeg synes at vi har vores egne der fungerer udmærket. Jeg synes f.eks. det er noget pjat når vi tager en ting som Haloween til os, når nu vi har vores egen tradition for udklædning og børn der går fra dør til dør, nemlig Fastelavn. Lige så har jeg det med Black Friday. Vi har jo ikke fri den fredag til at gå ud og starte vores juleindkøb, så det giver bare kaos i en i forvejen travl hverdag.

Udsalg har vi masser af tradition for i Danmark. Der er det store januar-udsalg, og det meste af sommeren er også præget af tilbud og udsalg. Hvorfor skal vi nu tage sådan en tradition som Black Friday til os?

Som forbruger kan man jo ikke være utilfreds med at varerne koster mindre, og det ligger dybt i den danske folkesjæl at gøre en god handel. Jeg er imponeret over hvor meget de danske butikker bød ind med tilbud i år. Mange butikker havde 10, 20, 30 eller sågar 40 % rabat på alt i butikken eller på store kategorier af varer, og det kan jo godt mærkes hvis man som min kollega har 4 børn der alle skal have sko, eller som vi har brug for en ny emhætte til køkkenet – en type som ellers aldrig er på tilbud.

Der var dog også butikker der fedtspillede lidt. Mads og jeg går normalt ud og handler dagligvarer til en hel uge hver fredag. Forrige fredag gik vi forbi Imerco inden. Mads skulle bytte en gave, og så kunne vi jo se om vi kunne finde noget andet via Black Friday-tilbud. De tilbød 20% på alt i butikken, dog undtagen i forvejen nedsatte varer. Og mon ikke det meste i butikken i forvejen var nedsat? Der sad små røde skilte på næsten alle priserne i butikken. Jeg føler mig ikke overbevist om at det var reelle nedsættelser, uden dog at kende før-priserne. Vi gik derfra med en flad fornemmelse.

Alt i alt endte vi dog med at høste indtil flere Black Friday-tilbud.

Vi har som sagt længe ønsket os at udskifte den 20 år gamle emhætte, der hænger i vores køkken. Den er frithængende ned fra loftet, og lige præcis den type er temmelig dyre, væsentlig dyrere end andre typer. Vi har derfor holdt øje med tilbudsaviserne i en længere periode, men der er aldrig tilbud på den slags emhætte. Vi kendte derfor priserne og markedet, da det pludselig var muligt at opnå 30% rabat hos Powers online-butik, og så var det bare med at slå til. Den blev leveret med fragtmand i fredags, og i dag går Mads igang med at montere den.

På vores fredags-shoppetur opdagede jeg at boghandleren holdt længe åbent. Vi køber normalt ind efter kl. 18, så der er altid lukket i den ellers hyggelige boghandel, men denne fredag var der åbent. Vi forsømte ikke lejligheden til at kigge ind, og vi kom da også ud med et par små-gaver til børnene i Mads’ familie.

Søndagen efter opdagede jeg, at mit teleselskab havde tilbud på taletidspakker i hele weekenden. Jeg kunne derfor opgradere min taletidspakke til at indeholde hele 30 timers tale og 30 GB data til samme pris.

Da jeg søndag gik i gang med gavekalender til Mads opdagede jeg, at jeg havde talt forkert og ikke havde 24 gaver til ham. Jeg måtte skynde mig at bestille et par ting mere. Den ene webshop sendte varerne med det samme og jeg havde den et par dage efter. Men varerne fra den anden har jeg stadig ikke modtaget, og de har sendt mig en mail, hvor de meddeler, at de ikke kan leve op til deres løfter om leveringstider pga. Black Friday. Efterhånden har man temmelig høje forventninger til e-handel, og man behøver ikke længere at være bekymret for om varerne når frem til jul selv når man bestiller ugen inden. Så det stikker ud når en webbutik ikke kan holde til presset fra sådan en Black Friday.

Den sorte fredag har været en blandet oplevelse for mig i år. Det er fornuftigt kun at købe tilbudsvarer, som man i forvejen ville have købt, og det er da også konklusionen i denne sammenhæng. Emhætten var en klokkeklar gevinst, og når der pludselig er mulighed for at få mere for de samme penge, som med telepakken, er det en positiv overraskelse. Det er hyggeligt når butikker holder længere åbent, så vi der først kan handle sent kan se noget andet end supermarkeder. Men at gå i butikker og se på tilbud uden noget specielt formål skal man ikke gøre, heller ikke på Black Friday.

Lignende indlæg:

Rund fødselsdag

I sidste uge fyldte Mads 40 år. Nu er vi begge i fyrrerne. Det har været lidt svært for ham at acceptere – han føler sig stadig som en på 27.

Den runde dag blev anledning til for første gang at invitere hele hans familie hjem til vores nye hus. De fleste har været der mange gange, men vi har aldrig været samlet alle sammen hjemme hos os. Og hans onkel og tante kunne se huset for første gang.

Som detaljeorienteret og sensitiv person er det en krævende opgave at stable sådan et arrangement på benene. Jeg kommer nemt til at stresse over de mange forskellige ting der skal ordnes, så det gælder om at holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger.

Vi besluttede at få leveret mad udefra. Mads elsker indisk mad, så vi valgte at invitere til indisk buffet. Vi fik maden fra et indisk take-away sted i Hvidovre, som en kollegas hustru ejer. Jeg bestilte øl fra Nørrebros Bryghus og økologiske sodavand fra Ribe på Irma.dk og fik dem leveret til døren. Desserten lavede jeg selv – æbletrifli af æbler fra haven, også en af Mads’ favoritter.

Vi har et spisekøkken og 2 mindre stuer i vores hus. Et selskab på 16 personer er for stort til at sidde i spisekøkkenet, så vi måtte rykke lidt rundt. Lænestolene i pejsestuen kom ind i TV-stuen, og vores dejlige spisebord med 3 plader kom ind i pejsestuen. 2 mindre spiseborde blev hentet fra sommerhuset, og 4 stole lånt af mine forældre. På den måde kunne vi dække til 16 personer og lave en buffet i spisekøkkenet, hvor spisebordet normalt står.

Vi tog et par fridag op til festdagen, så vi kunne klare så meget som muligt i god tid. Rengøring og flytning af møbler foregik dagen før, og på selve dagen skulle der kun laves dessert og ordnes diverse småting som bordkort, børste hunden, flytte bilen osv. Pointen var, at vi ikke skulle være for stressede og trætte, når gæsterne endelig kom.

Jeg synes godt man kunne mærke vores gode forarbejde. Alt det praktisk fungerede fint, og jeg tror at alle havde en god aften. Jeg undgik dog ikke at blive lidt overvældet i perioder, og jeg følte ikke jeg var tilstrækkelig nærværende overfor gæsterne. Jeg ville gerne have været med til at vise huset til dem der ikke havde set det før, og været med da Mads pakkede gaver op. Men pludselig står man med 3 værtindegaver i favnen, en bakke med velkomstdrinks og en masse mennesker der myldrer rundt, samtidig med at maden bliver leveret og skal anrettes.

Mads’ søstre havde arrangeret et underholdende indslag efter hovedretten i form af en quiz om Mads, hvor gæsterne svarede via deres mobiltelefoner. Det var rigtig skægt og gjorde at man lige fik rejst sig fra bordet og grint en masse. Jeg valgte at være med til løjerne, og rydde af bordet bagefter. Bagefter serverede vi desserten, som var klar i portionsanrettede glas. Til sidste serverede vi kaffe fra vores nye Tassimo-maskine sammen med småkager og slik.

Jeg kunne se mig selv i vores hund Adina. Hun elsker at få gæster, og var ellevild denne aften, fordi det var alle de mennesker hun kender bedst der kom og besøgte hende. Hun skulle være med til det hele, og alle ville gerne have kontakt med hende. Når vi er ude sammen plejer hun at få nok på et tidspunkt, og ’sige’ til os at nu vil hun gerne hjem igen. Denne sammenkomst er den største vi har haft hos os selv i den tid vi har haft Adina, og jeg havde regnet med, at hvis hun fik for meget så ville hun fjerne sig – gå ovenpå i fred og ro eller lignende. Det gjorde hun ikke. Hun ville være med til det hele. Hun blev synligt træt, nærmest groggy og det gik ud over motorikken – hun stødte bla. ind i sofabordet på et tidspunkt – det gør hun ellers aldrig. Dagen efter var hun meget træt. Det var jeg også.

Det var dejligt at bruge sig hus og sine faciliteter til det de er beregnet til, og jeg er rigtig glad for arrangementet alt i alt. Huset rummede fint det store selskab, selvom vi sad lidt tæt i den lille pejsestue. Gæsterne hyggede sig og roste både mad og drikkevarer. Mads bryder sig egentlig ikke så meget om at være i centrum ved sådan en fejring, men jeg tror nu at han synes det var en hyggelig aften, nu hvor det er overstået.

 

Lignende indlæg:

Tykke drenge og frustrerede kvinder

Så fik vi igen en omgang debat om overvægt. Det er lykkedes Annette Heick at skabe debat på baggrund af en klumme i B.T. hvor hun fortæller om oplevelse der har rystet hende; hun har set en dreng spise pommes frites og drikke cola til. Annette Heicks vinkel er ikke en generel debat om overvægtige børn. Hendes ærinde er at udtrykke en frustration over, at hun ikke føler at hun kan gå hen og gøre forældrene til den pågældende dreng opmærksom på, at det er usundt. Hun mener at den danske kultur gør det umuligt for hende.

Det er ikke noget nyt, at Annette Heick er frustreret over overvægtige medborgere. Tilbage i 2011 skrev jeg et blogindlæg om samfundssind på baggrund af en udtalelse fra hende i Mads og Monopolet. I 2011 handlede det ikke om overvægtige børn, men bare overvægtige generelt. Dengang udtrykte hun også frustration over, at det var svært for et slankt menneske at tale om andre menneskers overvægt.

Her i 2015 bruger hun omsorg for et barn som alibi for sine udtalelser. Historien fra 2011, og hendes retorik i klummen fra i år, afslører noget andet. Når hun beskriver at drengen spiser, vælger hun ordene “hugger i sig”, og han drikker ikke cola til, men “skyller” maden ned med en hel “flaske cola”. Konsekvenserne beskrives lige så malende med at forældrene ”lader ham sidde og smøre endnu mere fedt på en krop…”. Ikke ligefrem et neutralt ordvalg.

For mig er det tydeligt, at Annette Heick har en generel aversion mod overvægtige. Der er bare nogle slanke mennesker som har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan blive overvægtig uden selv at ville det. Det har jeg oplevet igen og igen. Det er en fiks idé, der er svært at rokke ved. Den bunder i mangel på indsigt, unuanceret generalisering og en udtalt mangel på empati.

Det fremgår ikke af klummen eller debatten hvad Annette Heick forestiller sig at kunne opnå, ved at få mulighed for at konfrontere overvægtige børn, deres forældre eller overvægtige voksne med det faktum. Og hvad med alle de mange, mange andre former for fysisk og psykisk selvskade i vores samfund, f.x. træningsafhængige, 12-talspiger, ludomaner. Er det også for galt, at man ikke kan konfrontere disse mennesker med deres adfærd?

I de seneste par år har jeg lært en masse om stress. Et af de 3 behandlingstilbud jeg benyttede da jeg selv blev syg, kom med nogle virkelig gode råd til at komme videre og undgå stress, som jeg har tænkt meget over siden. Det ene af dem handler om at finde i balance i hvad man blander sig i. Folk der er stressede har en tendens til at have mange meninger om alt muligt udenom dem selv, som i virkeligheden ikke har noget med dem at gøre, og konsekvensen for dem selv er marginal. Det kan være svært at se hvad der er årsag og hvad der er virkning, men det er et helt typisk træk som jeg ser hele tiden hos mine nære når de er stressede. Ens personlige tolerance overfor modgang falder drastisk, når man er psykisk overbelastet, og så vender man tit tilbage til sine kæpheste og føler stor frustration over dem. Jeg kender det fra mig selv; jeg er også mere vred på trafikken eller mit arbejde, når jeg er overbelastet. Når man så får det bedre, kan man leve med de selv samme ting helt uden at blive vred og frustreret.

Jeg får afløb her på bloggen, Annette Heick bruger B.T. Jeg tror i virkeligheden at denne debat handler om, at kvinden er stresset. Hun har lige været igennem en svær periode, hvor hendes mand kom alvorligt til skade på en ferie i Thailand. Manden brækkede nakken og har været indlagt i 5 måneder, og der var frygt for om han var skadet for livet. Sådan noget vender op og ned på en familie, og det er helt naturligt at det belaster den anden forsørger i familien voldsomt.

Måske undervurderer Annette Heick den belastning hun har været udsat for. Jeg bliver bekymret, når jeg på hendes Facebook-profil læser et opslag fra juni, hvor hun fortæller om familiefaderens hjemkomst fra hospitalet. Der er stadig problemer med hans førlighed, men ikke noget de ikke kan klare skriver hun – og så bruger hun hashtagget #rålivsstil. Det er en voldsom begivenhed der er sket i familien, samtidig med at hun drøner derudad med sin karriere med 180 km/t; hun optræder, skriver, debatterer og præsterer. Hele tiden er hun udadvendt og giver af sig selv. Jeg tror at Annette Heick har brug for at stoppe op og komme sig lidt ovenpå den oplevelse.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg: