Hvordan det går med Adina – efterår 2017

Siden sommerferien synes både husbond og jeg at forværringen i Adinas sygdom er taget til, og hverdagen er blevet meget besværlig for Adina. Her i oktober har vi været til dyrlæge med Adina for at følge op på udviklingen i hendes sygdom. Vi ville gerne sikre os at Adina ikke har fået skader ifm. sin stadig dårligere førlighed, og sikre os at vi ikke havde ladet sygdommens forløb gå for langt.

Vi er også nået så langt, at vi har behov for at snakke med dyrlægen om hvilke kriterier man kan lægge til grund for beslutningen om at sige farvel med lige netop denne sygdom. Og vi havde også brug for at tale om hvordan selve dette farvel kunne foregå.

Dyrlægen var positiv. Hun så ingen skader hos Adina, og fandt at hendes muskelmasse i bagbenene var bevaret. På det gummiagtige gulv i klinikken bevægede Adina sig så fint – det mange måneder vi har set det hjemme. Måske var hun også mere ‘på’ i den uvante situation hos dyrlægen. Dyrlægen så ikke de problemer vi ser til hverdag.

Dyrlægen mente at det var tid til at give Adina sko på, for at forhindre at neglene på de slæbende bagben bliver slidt så langt ned at de begynder at bløde. Hun foreslog desuden fysioterapi for at opøve det hun kaldte autonomi, så hunden kan lære at bruge benene som en refleks. Adina skal fremover ikke gå lange ture.

Vi tog hjem med en mærkelig følelse i kroppen. Vi så situationen som mere alvorlig end dyrlægen gjorde, og havde nok forventet at få at vide at Adina ikke havde så langt igen. Det var nemlig vores egen vurdering. Med dyrlægens udtalelser blev vi endnu mere i tvivl om hvordan vi skulle se på Adinas problemer.

Adinas realitet i hverdagen er, at hun har det svært med alle former for bevægelse. Udendørs bliver hendes slæbende poter fanget i hårde overflader, så hun snubler over sine egne poter. Vi prøver at sørge for, at hun primært går på græs og blød skovbund. Vi hjælper hende op og ned fra bilen.

Indendørs glider hun nu på alle typer af gulve, også gulvtæppe. Det er ikke kun et spørgsmål om at stå fast, hendes motorik er simpelthen meget dårlig. At rejse sig og at lægge sig er en hård og svær opgave, og for et par uger siden mistede hun evnen til at gå baglæns. Hun kan ikke altid få bagbenet til at klø sig, og det er også svært at strække sig på den måde hun plejer. Hun er meget forsigtig og dygtig når hun går på de trapper der forbinder 3 forskellige dele af huset, men det er hårdt for hende, og hun tøver ofte.

Humøret er dog stadig intakt, og lysten til at slikke skeen med flødeskum og få en bid af kødet har hun ikke mistet. I perioder kan hun blive meget legesyg og komme med legetøj og spørge om vi vil lege med hende ude i haven – fuldstændig som det altid har været. Hun bliver også stadig rigtig glad for at se sine hunde-legekammerater, men det bliver ikke til så meget leg som før, for hun kan ikke følge med.

Efter en tænkepause ovenpå dyrlægebesøget, besluttede vi os for at give skoene en chance. Vi har en vis erfaring med sko til hunde, fordi Adina har haft et par potesår der skulle beskyttes ifm. gåtur. Efter lidt søgen på nettet fandt vi nogle sko der viste sig at passe rigtig godt og blive siddende på.

Desværre har det ikke været en succes. Adina har ikke noget imod at få skoene på, og går bare derudaf som hun plejer. Men hun er tilsyneladende ikke i stand til at tilpasse sine bevægelser til at skoene er der. Hun snubler over skosnuderne og enhver kvist og rod hun strejfer. Hendes usikre og slingrende gang betyder, at hun kommer til at spænde ben for sig selv med bagbenene. Efter en uges forsøg er vi nu tilbøjelige til at lægge skoene på hylden. Vi kan simpelthen ikke bære at se hende gå så dårligt og falde så meget.

Vi må indse, at vi er kommet ind i en periode af sygdommen, hvor de små praktiske løsninger ikke længere rækker. Lige nu er der mange etiske overvejelser. Jeg prøver at adskille hvad der er godt for Adina og hvad der er godt for mig. Det faktum at det er svært for mig at se på at hun falder er MIN oplevelse, og ikke nødvendigvis det samme som at det er et problem for Adina. Samtidig er det jo kun mig og husbond der kan tage ansvar for Adinas livskvalitet. Indtil nu går det, men hvor længe?

Hos dyrlægen snakkede vi om, at vi ikke kan bruge humør, energi, appetit og livsglæde som indikator for, om det er tid til at sige farvel. Det strider med alt jeg har forestillet mig om denne situation, men giver mening ud fra sygdommens karakter: en sygdom der går ud på følelsesløshed/lammelse og ikke giver smerter, vil ikke påvirke en hund psykisk, fordi hunde lever i nuet og hurtigt er videre efter hvert lille snuble-episode. Dyrlægen sagde til os at det vil være faktorer som at de daglige gåture skal foregå fornuftigt, hun skal kunne besørge anstændigt og kunne lege med sine hundevenner, der er bestemmende for om hun har et godt liv. Der skal være flere gode dage end dårlige dage.

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg: