Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemme rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg: