Indlæg med tag'et ‘Sommerhus’

Så er endnu en ferie i sommerhuset ovre. Selvom det er et sommerhus fra 1960′erne, som sikkert ikke er tiltænkt brug om vinteren, kan vi godt være der efter at vi har fået brændeovn. Det er kun et spørgsmål om at tænde godt op, tage ud og købe ind og så går der ikke ret lang tid før der er 20 grader. 35 kvm er hurtigt opvarmet.

En anden ting er vand-installationerne. Vi havde pumpet al vandet ud af systemet da vi forlod huset sidst. Alligevel var der lidt start-vanskeligheder. Vi havde åbenbart ikke fået tømt cisternen på WC’et helt, så der var tilsyneladende éen stor is-terning nede i – vi kunne i hvert fald ikke trække/trykke ud det første døgn. Bruser-armaturet havde vi med hjemmefra, efter at det forrige var gået i stykker af at opholde sig i sommerhuset i frost, så der var ingen problemer, men de to andre vandhaner skulle have varme klude om sig for at virke. Måske man skulle anskaffe sig en form for ‘frakke’ til vandhanerne? Nå, det kom hurtigt på plads, og man kan jo godt skylle i et WC med en spand vand i stedet.

Det blev en fantastisk ferie. Ikke mindst fordi vi fik mulighed for at tilbringe nogle af dagene sammen med min fætters fantastiske hund. Dejlige gåture og kæle-hygge foran brændeovnen – det er god rekreation for sådan nogen hundeelskere som os.

Vi sov rigtig godt i sommerhuset. Det er som om, at når der er HELT mørkt og stille så sover vi bedre. Så det blev til nogle lange, dybe nattesøvne, og vi er tilbage godt udhvilede og med opladede mentale batterier.

Ligesom i efterårsferien tog vi også lidt rundt i området. Vi var igen i Helsinge, hvor vi spiste frokost på et fantastisk cafeteria. Det er i forbindelse med den store Kvickly der er i Helsinge, og grunden til at vi opsøger det igen er at det giver dejlige minder fra barndommen: brun nålefilt på gulvet, træ-gitter i loftet og en skranke hvor man kunne bestille sin friture-ret. En rigtig retro-oplevelse. Ellers er der ikke så meget liv i Helsinge på sådan en hverdag, men boghandelen havde udsalg, så vi kom hjem med lidt læsestof til sommerhuset, både skønlitteratur og nogle skønne bøger om Nordsjælland.

Lidt besøg blev det også til. Dels kom min fætter med familie forbi for at hente sin hund, og så kunne de jo også lige se huset. Og dagen efter kom min ene svigerinde med sine børn til frokost og en gåtur i kraftigt snevejr.

I fredags tog vi forskud på vores bryllupsdag (som er på mandag) og gik igen ud at spise – denne gang fik vi frokost på Brasseriet Gilleleje Havn. Det var en skøn og stemningsfuld oplevelse at sidde med god musik og spise en rejemad med udsigt over havnen. 

Nu skal jeg så have sorteret i de lidt for mange billeder og video’er jeg har fået taget – det kommer nok til at tage resten af søndagen.

Tags : , ,

Jeg tror at man kan sige at prioritering er vigtigt i mange aspekter af tilværelsen – og ofte er det en svær øvelse. Således også for mig når det drejer sig om fordeling af feriedagene og feriebudgettet.

Som omtalt her på bloggen i sommers, har min mand og jeg købt sommerhus. Det har vi selvfølgelig gjort fordi vi vil tilbringe noget af vores fritid i det. Det koster os jo et vist beløb at have huset, så det har været med i sommerhus-købsbudgettet, at vi ville rejse tilsvarende mindre.

Ikke desto mindre er der en række andre fristelser at bruge ferien på.

Jeg arbejder f.eks. et sted hvor jeg har mulighed for at tage på charterrejse billigt. Det har jeg benyttet mig en del af i starten, jeg har været 2 gange 1 uge på Mallorca og 14 dage på Gran Canaria inden for det sidste 1½ år. Forleden sad et par kolleger til frokost og talte om ferie i Thailand, og jeg må medgive at det lyder dejligt, selvom det er en lang rejse. Som mine kolleger sagde, så er det jo fristende at prøve en tur til Thailand mens man har muligheden for at gøre det med rabat. I det hele taget kunne jeg godt have brugt 14 dage et varmt sted i denne vinter, ligesom sidste år.

En helt anden ting er, at jeg har en bror der bor i Californien, og det er over 3 år siden jeg har været der sidst. Jeg har lidt skyldfølelse over at jeg ikke har været der i så lang tid. Måske skulle man prøve at se at få planlagt en tur derover til? Det skal gøres i god tid, da rejsen er dyr og derfor kræver at vi sparer op til det. Det vil også beslaglægge en del feriedage, da det pga jetlag ikke kan betale sig at tage en kort tur. Og så skal jeg nok have lidt tid til at vænne mig til tanken om den lange rejse, jeg må indrømme at det på mine 3 tidligere ture har mindet mere om tortur end fornøjelse at rejse til USA.

Det påvirker også situationen, at min mand bruger en del feriedage på at dyrke sin passion: mountainbike. Hvert år tager han i Kr. Himmelfarts-ferien til Harzen med nogen venner og cykler, og igen i år har han tilmeldt sig verdens hårdeste mountainbike etapeløb. Heldigvis vil han på sit nye arbejde have flere feriedage end jeg har, så fremover påvirker det ikke i så høj grad vores mulighed for at tilbringe feriedagene sammen, men det påvirker naturligvis den økonomiske formåen.

Og så er der de spontane idéer, som turen til Tromsø, hvor min veninde kommer med tanken om at fejre fødselsdag med at se nordlys. Eller mini-cruise’t til Norge, som vi har gjort en del gange for nogle år siden. Eller smutturen til Berlin med mine forældre. Måske vi også en dag skulle besøge svigerforældrene når de camperer i Tyskland? Kunne det iøvrigt ikke også være sjovt at prøve selv at køre på bilferie, og hvad med Paris, Rom og London – de skal vel også besøges på et eller andet tidspunkt?

Egentlig er jeg ikke den type der synes at det er et MUST at rejse i sin ferie. Det har aldrig været en faktor i min budgetlægning at der skal være råd til ferierejser, det er noget der kommer hvis der er råd til det – så når jeg skriver ‘feriebudget’ i starten af dette indlæg, så skal det ikke forstås så bogstaveligt. Uden at der har været budgetteret og planlagt med det, er det alligevel blevet til adskillige rejser hvert år når jeg kigger tilbage på de sidste mange år, og i fremtiden er der jo altså også masser af idéer. Løsningen må være benhård prioritering, og så kan man jo også prøve at være tålmodig og lægge planerne længere ud i fremtiden. F.eks. kunne besøget i Californien være til min 40 års fødselsdag i november 2011.

Suk – og hvornår skal vi få tid til at få den hund vi drømmer om?

Tags : ,

Ovenpå afklaringen vedr. min mands arbejde har jeg lyst til at sende en lille statusrapport her fra Virum.

Vi har fået styr på vinterferien. 2 uger før det tidspunkt vi oprindeligt havde planlagt Tromsø-turen til var det for dyrt at købe flybilletter, og vi havde da også snakket lidt om at tage afsted i marts i stedet. Desværre betyder min mands jobskifte at det heller ikke kan lade sig gøre. Udover at det ikke er rart at skulle bede om fri allerede før man er startet et nyt sted, så har han simpelthen ikke feriedage nok. Den sidste bid ferie han har tilbage i dette ferieår er nemlig ikke ferielovs-feriedage, men såkaldte feriefridage, og dem kan man ikke tage med sig til et nyt job. Efter et feriemøde med vores veninde blev det derfor besluttet at lægge Tromsø-turen i oktober.

Mads og jeg holder så fri i den uge vi alligevel havde taget fri i her i februar. Hvis vejret tillader det, vil vi tilbringe noget af tiden i sommerhuset. Det er dejligt at vide præcis hvad der skal ske, og først nu kan jeg glæde mig rigtigt til næste ferie.

Nu hvor der er styr på den jobmæssige situation, er vi pludselig begyndt at tænke på nogen af de små ting vi har udskudt længe. Et par irriterende blandingsbatterier af ekstremt dårlig kvalitet, som fulgte med huset da vi købte det. har vi endelig fået udskiftet. Vi har købt en udendørslampe som har sensor, så den ikke behøver at stå og være tændt hele dagen for at vi kan finde ind med cyklerne om aftenen. Og jeg har fået taget mig sammen til at købe MBT-sko, som jeg tror kan være gode for mine fødder.

Nu ser vi så frem mod foråret. Vi skal til at få sået vores chilifrø, og forhåbentlig trapper vinteren lige så stille ned, så jeg kan få en mere normal hverdagstrafik med cykeltur til Hellerup Station.

Tags : , , ,

Så er året 2009 ved at være slut, og det er tid til at gøre status.

Rejser

Årets første begivenhed var vores tur til Gran Canaria. Vi har før været dernede og synes vældig godt om øen. Denne gang havde vi så booket os ind på Sunprime, som er et hotel indrettet på at der kun er voksne gæster. Det var en skøn tur, og dejligt at komme 14 dage væk fra den danske vinter og ned og få lidt sol.

Og sørme om ikke jeg tog endnu en chartertur senere på året. Da min mand tog på sin sædvanlige tur til Harzens bjerge i Kr. Himmelfarts-ferien, tog jeg med min veninde til Palma de Mallorca. En uge på luksus-hotel med super godt vejr og mange oplevelser – det var bare skønt!

Indretning

På hjemmefronten kom vi lidt videre med den gradvise udskiftning af de møbler som ikke passer helt til huset. Vi købte et reolsystem, så fjernsyn og musikanlæg kunne komme til at stå på noget andet end papkasser og aflagte sofaborde. Og da den sofa vi ønskede os pludselig kunne købes med 25% rabat, valgte vi også at købe den før vi egentlig havde fået sparet op til den. Det har forbedret stuen meget at møblerne er købt til stuen. Vi har ikke så mange kvm. at gøre godt med, så det kan virkelig mærkes at pladsen udnyttes bedre og at der er kommet mere opbevaringsplads. Vi fik også indrettet et kontor til mig i kælderen, skønt at have sit eget lille hjørne.

Sommerhus

Det blev en hektisk sommer. Næsten hver søndag blev nemlig brugt på sommerhusjagt. Det var lidt af en kamp at finde et sommerhus. På trods af stor krise på boligmarkedet, og især på sommerhusmarkedet, var det ikke helt ligetil at få lov at købe et hus. Efter mange ture til nordkysten for at se sommerhuse og adskillige afviste bud fra vores side lykkedes det dog til sidst, og faktisk købte vi det allerførste hus vi så på.

Samtidig skulle vi forberede os på min mands deltagelse i verdens hårdeste mountainbikeløb. Han var væk i 10 dage, lige midt i vanskelige forhandlinger omkring købet af sommerhus, men løbet gik godt og han havde en kæmpe oplevelse ud af det.

Hushandelen gik som nævnt også godt, og et par dage efter han kom hjem fik vi nøglerne til vores sommerhus, og så havde vi en uges ferie som vi kunne tilbringe i sommerhuset. Det blev dog ikke til så meget ferie, sommerhuset skulle nemlig både møbleres og gøres i stand, især haven var meget forsømt. Med de efterfølgende weekender lykkedes det os at skabe et lille fristed, som vi glæder os meget til at bruge fremover.

Det nye år

Hvad byder 2010 mon på? Vi har en enkelt plan, nemlig en tur til Tromsø i februar sammen med vores veninde, som ønsker sig at se nordlys på sin fødselsdag. Vi har dog ikke bestillt billetterne endnu, for min mand fik i september varsel om at der vil ske fyringer på hans arbejdsplads i 2010. Med den stadigt stigende ledighed er det jo ikke så sjovt at blive fyret, selvom min mand har 6 måneders opsigelse kan det godt blive en alvorlig situation. Vi kan ikke klare os særlig længe med min mand på dagpenge med vores nuværende udgifter.

Når man står med sådan nogen overvejelser kan man jo godt tænke, om det var smart at købe et sommerhus og dermed få endnu flere udgifter. Faktisk kunne denne opgørelse af året godt ligne at vi har festet og ‘fyret den for vildt af’ hele første halvdel af året, for så at vågne op til den dumme besked om fyringsrunde med tilhørende tømmermænd og fortrydelse. Men vi ser det faktisk i et andet lys. Nu hvor vi har et sommerhus, vil det ikke være så slemt at skulle flytte i lejlighed; så ville man jo stadig have en have og en terrasse osv. Faktisk ville det at måtte opgive rækkehuset indebære nogen hele nye perspektiver. Hele arbejdslivet kunne blive helt anderledes. På en måde får man flere muligheder af at have sådan et lille hus – i disse nedgangstider kan måske også ligge muligheder som man ellers ikke har overvejet?

Godt nytår!

Tags : , , , ,

Jeg er lige kommet hjem efter en uges ferie i sommerhuset sammen med min mand. Det er første gang vi har været der en hel uge med tid til at slappe af. Det har været skønt!

Ferien startede med at vi fik installeret brændeovn. Der var ellers installeret store moderne el-paneler i sommerhuset, men det er jo frygtelig dyrt og dermed også miljøbelastende at bruge el. Da huset kun er 35 kvm har vi haft mange overvejelser omkring at få brændeovn, dels fordi den vil optage noget plads, og dels fordi vi frygtede at få det FOR varmt med brændeovnen i så lille et hus. På den anden side er det en langt billigere og CO2-neutral måde at varme huset op på. Efter at have konsulteret diverse websites og forretninger fandt vi ud af at man kunne finde en ovn der var så tilpas lille at vores bekymringer ikke var relevante. Så vi fik leveret en lille rund og grå Morsø brændeovn – det tog lige omkring 1½ time for montøren at lave hul i taget og sætte en skorsten op og montere den på ovnen. Et lille besøg af skorstensfejeren, og så var der dejlig tør varme.

Ferien bød også på besøg af hele 2 hold familiemedlemmer, og vi fik også set lidt nærmere på vores lokalområde. Vi var heldige at få nogle dejlige solskinsdage, som gjorde gåture meget behagelige. Lidt shopping og frokost i de nærmeste større byer Helsinge og Hillerød blev det også til.

Det har været skønt at være i sommerhuset en hel uge. Jeg har virkelig fået dannet mig et billede af hvordan det er at være i sommerhus når alt er på plads og normalt. Jeg har fundet mig en sommerhus-rytme og jeg glæder mig helt vildt til at holde efterårsferie i sommerhuset fremover. Gåture i måneskin, putte sig foran brændeovnen, læse, hækle, ud og rive blade og få røde kinder - dejligt.

Normalt når en ferie er slut trøster jeg mig altid med at det trods alt er meget rart at komme hjem til sit hus. Men denne gang føler jeg ikke at jeg ikke har været hjemme – sommerhuset er blevet et nyt lille hjem nr. 2.

Tags : , ,

Idag er det en måned siden vi fik nøglerne til vores sommerhus. Det har været en sjov men travl måned. Vi har fået lavet rigtig meget ved huset og haven, nu mangler der ikke ret meget før vi har et fuldt funktionsdygtigt og næsten vedligeholdelsesfrit hus.

Ting vi kan gøre nu i sommerhuset efter en måneds arbejde:

  • sidde ned
  • overnatte
  • opbevare madvarer
  • tilberede måltider
  • se TV (også efter 1. november)
  • høre radio og musik
  • gå i bad
  • køre ind i indkørslen
  • gå rundt på græsplænen (uden at falde over højt græs, selvsåede træer og myretuer)
  • se fliserne på terrassen
  • gå rundt på terrassen (uden at snuble over knæhøj padderokke og selvsåede træer)
  • se ud af vinduerne
  • vide at det ikke skader huset at det regner (tagrende fixet)
  • sidde ned udendørs

Vi mangler nu at udbedre nogle få K2/K3′ere fra tilstandsrapporten, men alt i alt er huset til at holde ferie i. Så er det bare spørgsmålet hvornår vi kan komme til det.

Tags : , , ,

Det er mest normalt at sommerhuse sælges med inventar, men det sommerhus min mand og jeg købte denne sommer var stort set tomt. Det har givet alletiders mulighed for at definere sommerhuslivet helt forfra på vores egen måde.

Et primært formål med at købe sommerhus for os var at have et frirum, som adskilte sig fra hjemmelivet. Her skulle gælde andre regler, forpligtelser og måder at leve på, så vi kunne slippe hverdagens stress og jag.

Min kloge mand har givet mig frie hænder til at indrette huset. Jeg har taget en række valg der appelerer til i hvert fald 4 af de 5 sanser, fordi jeg er overbevist om at det kan støtte hjernen til at forstå af at det her er anderledes end derhjemme.

Synssansen

Til at starte med tænkte jeg meget i farver og stilarter. Jeg har valgt blå og grønne farver til alt fra dækkeservietter, viskestykker og plaid’en i sofaen og suppleret med livlige farver i køkkenet.

Stilmæssigt har jeg tænkt på hvad der er ’sommerhusagtigt’ – striber, tern og lidt landlig stil. I soveværelset er der sorte spær og en lidt mørkere farve i loftet, så der har vi sorte metalben på sengen, en sort træbænk til tøj og sorte jernkroge til at hænge tøj på.

Lugtesansen

Lige når man træder ind i vores lille sommerhus bliver man ramt af duften af træværk. Huset er beklædt med træ både indvendigt og udvendigt, noget vi sætter stor pris på.

Huset havde stået ubeboet i mindst 2 år da vi overtog det, så jeg tænkte at der nok kunne bruges lidt duft til at friske op på det hele da vi skulle til at gøre huset rent. Hjemme bruger vi primært uparfumerede produkter, så jeg fandt en serie miljøvenlige produkter hos Isabella Smith der dufte naturligt af timian, mynte og æble.

Vi kender nok alle til hvor kraftigt duftmæssige associationer fæstner sig – jeg håber ved at bruge disse dufte i sommerhuset at det kan være med til at understøtte følelsen af at der er anderledes i sommerhuset end derhjemme.

Høresansen

Musik er rigtig vigtigt for os begge, og selvom vi sætter stor pris på den stilhed der er på landet, kunne vi ikke forestille os ikke at have mulighed for at høre musik i sommerhuset. Også her synes vi at det skulle være noget andet musik end det vi hører hjemme.

For et års tid siden vandt jeg en ipod ved en konference jeg var til med arbejde, og har ikke rigtig vidst hvad jeg skulle bruge den til, da vi begge har vores mobile musik på walkman-telefoner. Men nu kan den pludselig bruges som mobilt stereoanlæg til sommerhuset. Vi har anskaffet os en lille docking station med OK højttalere om også kan spille radio, og så tager vi den noget dyrere og dermed indbrudstyv-attraktive ipod med hjem når vi ikke er i sommerhuset.

Og så fik jeg for en gangs skyld mulighed for relativt nemt at købe musik fra nettet og putte det direkte på ipod’en via iTunes (det er ikke så nemt med walkman’en). Musikken blev elektronisk rolig musik som Trentemøller, Kenneth Bager, Roisin Murphy og Royksopp, evergreen musik med Michael Bublé og Luis Miguel og noget decideret afslapningsmusik fra Phønix Music.

Følesansen

Det er rigtig vigtigt for mig at ting er rare at røre ved. Det var derfor skønt med udsalg alle vegne på håndklæder og sengetøj så vi kunne få en god kvalitet af den slags i sommerhuset.

Det er også vigtigt for os begge to at kunne sidde godt. Der var derfor ingen tvivl om at vi skulle have en behagelig lille sofa og nogle GODE havemøbler. IKEA og udsalg i Jysk hjalp os med at skaffe disse ting til en fornuftig pris.

Smagssansen

Ja man går jo ikke og smager så meget på sit sommerhus, så her har ikke været så meget design. Vi har dog synes det er hyggeligt og nostalgisk at have en kasse med 25 cl glasflaske-sodavand i sommerhuset, det smager af solskinssomre og lykkelig barndom hos vores for længst afdøde bedsteforældre .

Og så er det naturligt for os at lave lidt simplere mad i sommerhuset. Vi har ikke pinjekerne og olivenolie i skabene til lige at lave en hjemmelavet pesto, eller 3 slags asiatiske sovse til at lave wokmad. Derved adskiller smagsindtrykkene sig også fra hverdagen. Det bliver rugbrød og pålæg, evt. fra en fiskehandler nede i Gilleleje Havn, og stegt kød med enkle grøntsager til.

 

Alle disse valg af indretning i sommerhuset er alle sammen taget for at skabe en bestemt stemning omkring det at komme i sommerhus. Ligesom en teaterforestilling – det er ren iscenesættelse. I sidste ende har det til formål at vi ikke skal tage bekymringer, stress og pligtfølelse med i sommerhuset. Det tror jeg er sundt.

Tags : , , , , , ,

Dette indlæg skrives siddende på terrassen ved mit og min mands sommerhus. Det er sommerhedt, der er en let vind og jeg sidder i skyggen af en kæmpe nøddebusk. Her er helt stille. Genboen holder fødseldag, det kan jeg se fordi der er flag og flere biler end normalt. Alligevel er her helt stille.

Tidligere idag har vi været i Gilleleje by. Her var fyldt med mennesker, loppemarked og jazz i havnen. Vi spiste en fantastisk frokost på en fiskerestaurant og gik en tur i byen og langs stranden. En rigtig sommerdag, hvor vi for første  gang mærkede lidt af hvad det indebærer at have et sommerhus i Gilleleje.

Forrige fredag fik vi nøglerne til huset, og siden har vi knoklet. I første omgang med at få møbler, køkken og badeværelse klar, og senere med udenoms-arealerne.

Huset solgtes uden møbler, så i dagene op til overtagelsen har vi været flittige gæster i IKEA. Med hjælp fra mine forældre var huset lørdag aften klar til brug med både seng, spisebord, sofa og TV samt køkkenudstyr klar i skabene.

I mindst 2 år har sommerhuset stået ubeboet og fuldstændig uden vedligeholdelse. Selve huset lider ikke så meget deraf, da det var nyistandsat da det blev forladt, men haven bærer selvfølgelig voldsomt præg af det. I forhave og baghave har der oprindeligt været græsplæner, men der var ved vores overtagelse utæmmet eng med græs og ukrudt i en halv meters højde. Indkørslen med ærtesten var temmelig tilgroet med ukrudt, og alle buske og træer rundet om grunden har vokset sig langt større end hvad godt er. En bred terrasse rundt om huset kunne dårligt ses – som det nok fremgår af billederne i sidste sommerhus-indlæg.

En del dage er derfor blevet brugt med diverse haveredskaber, igen hjalp mine forældre til, og nu er det til at komme til rundt om huset.Det har været rigtig hårdt arbejde, og alligevel mangler er stadig meget.

Igår valgte vi at stoppe arbejdet kl 12, og idag har vi holdt helt fri for også at nå at nyde sommerhuset lidt, som beskrevet i starten. Vi har nemlig ikke mere ferie, imorgen pakker vi bilen og kører hjem mod Virum og så starter hverdagen igen mandag.

Tags : , ,

Jeg har lige været en tur i Gilleleje og se på det sommerhus vi har købt. Mine forældre var så nysgerrige for at se huset, at de ikke kunne vente til vi fik nøglerne med at se det. De foreslog derfor at vi kørte op og så på huset udefra og spiste frokost i Gilleleje Havn, og den var jeg med på.

Ovenfor er et par billeder, hvor det fremgår tydeligt at haven er noget forsømt. På den positive side identificerede vi både nøddebuske, 3 æbletræer, mirabel- og kirsebærtræer i haven. Det bliver spændende at få styr på den have.

Tags : , , ,

Pludselig lykkedes det alligevel. I torsdags fik vi besked om, at sælgeren af det sommerhus vi seneste har budt på, alligevel gerne ville acceptere vores købstilbud. I løbet af fredagen har vores advokat gennemgået handelen, godkendt den på visse betingelser som sælger efterfølgende har accepteret, og nu er det kun hvis der viser sig noget uventet i det kommunale oplysningsskema at handelen ikke bliver til noget. Vi får efter planen nøglerne til vores nye sommerhus på fredag!

Jeg gik på ferie igår, 2 ugers fri ligger forude. På mandag kommer min mand hjem fra cykelløbet Transalp – han har også ferie de næste 2 uger, og så går vi igang med at forberede overtagelsen af sommerhuset.

Der skal gøres lidt forskellige ting ved huset. Primært skal der gøres en del ved haven, som er MEGET forsømt. Man kan næsten ikke se fliserne på terrassen for bare ukrudt, og resten af haven er helt groet til. Der er også et par reparationsarbejder på huset der skal ordnes.

Derudover skal huset møbleres – lidt atypisk sælges det helt uden møbler. Det vil være praktisk for os at kunne overnatte deroppe mens vi gør hus og have i stand, så vi skal i første omgang have organiseret en seng, bord og stole samt en sofa, og så skal vi have et nyt køleskab, for det der er deroppe virker ikke. Vi kan forhåbentlig bruge dagene midt i næste uge til at se på disse ting. Køkkenudstyr har vi en del af, det var i overskud da vi slog vores husholdninger sammen i forbindelse med at vi flyttede sammen, men der mangler nok også et par ting.

Forhåbentlig bliver der også tid til at slappe lidt af og nyde at have fri.

Tags : , , , ,