Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Sodavandsmaskine – en god, dårlig idé

Som jeg tidligere har skrevet, holder jeg af søde drikke. Vi køber sodavand og danskvand på dåse i Tyskland hvis vi er i nærheden, og ellers slæber vi flasker hjem fra supermarkedet. Nogen gange drikker vi saftevand. Men ville det ikke være smart hvis man kunne lave sin sodavand selv ud af det glimrende postevand vi har i hanen?

Her i huset har vi været i overvejelser om at anskaffe en sodavandsmaskine. Det virker jo som en god idé når man har et jævnt forbrug af sodavand. Man sparer emballage, transport og industriel produktion, og der er masser af smagsvarianter. Det virker som et miljøvalg som ikke koster meget på komfort og kvalitet. Men det er det ikke.

Jeg har aldrig haft sodavandsmaskine i mit hjem. Mads havde det som barn, men der er jo sket meget siden dengang. Vi undersøgte derfor markedet, og fandt at der findes 2-3 forskellige producenter af sodavandsmaskiner, heriblandt den kendte SodaStream som blev udbredt blandt mine legekammerater i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne.

Det første problem vi stødte på var, at de fleste sodavandsmaskiner bruger plastikflasker. Fordi de udsættes for tryk i forbindelse med tilsætning af kulsyren, skal plastikken have nogle bestemte egenskaber, og det udelukker at de kan vaskes i opvaskemaskine. Man skal derfor stå og vaske flaskerne med i hånden med flaskerenser og kemikalier. Der findes enkelte maskiner der bruger glasflasker, men disse maskiner kan ikke fås i butikkerne og de er langt dyrere end de andre. Hvordan man skulle anskaffe sig ekstra flasker kan jeg ikke gennemskue.

Dernæst begyndte vi at se på de smagstilsætningsprodukter der findes. Der findes rigtig mange forskellige, men når man læser på etiketten viser det sig, at der er kunstige sødemidler i. Ikke kun i light-produkterne, men i næsten alle varianterne. Da jeg ikke kan tåle kunstige sødemidler, betyder det at jeg ikke kan bruge ret mange af varianterne. Det var lidt af en streg i regningen. En ting er at der findes light-produkter, men at selv de sukker-produkter der ikke er light indeholder kunstige sødemidler, det skuffer. Så har man jo ikke engang et valg.

Alt i alt har det, der først virkede til at være en god idé, vist sig at være en ret dårlig idé. Æv, det var ærgerligt.

Lignende indlæg:

Hykleri i kommunen

Jeg har brokket mig over min kommune før, og nu kommer jeg sørme til at gøre det igen. Det handler om snerydning – og så handler det om hykleri. For en ting er at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke rydder sne på cykelstierne i tilstrækkeligt omfang. En anden ting er at stå ved det.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lignende indlæg:

Om at kunne førstehjælp

Vi havde tema-møde på arbejde forleden – om førstehjælp. En introduktion til hvad man lærer på førstehjælps-kursus og en opfordring til at tilmelde sig kommende kursus i januar.

Vi blev spurgt om vi nogensinde selv havde haft brug for at kunne førstehjælp. Først tænkte jeg nej, for jeg har aldrig været vidne til en trafikulykke, givet mund til mund eller ringet efter en ambulance. Men så kom jeg til at tænke på dengang jeg som 23-årig sekretær stod tilbage efter et møde alene med en kvinde som var sunket sammen i stolen.

Det var et møde i en forskergruppe, og tilstede var bla. 2 dyrlæger og 1 menneske-læge. Og altså en kvinde, som repræsenterede IT. Undervejs i mødet begyndte hun at hænge med hovedet; det så ud som om hun var døset hen. Der blev fneset lidt, men det forstyrrede ikke forskningssnakken. Der var bare noget mærkeligt ved det – hun vågnede f.eks. ikke da en telefon ringede i møderummet. Menneske-lægen sad lige ved siden af, og jeg regnede med at han ville gøre noget hvis han vurderede der var noget galt. Jeg kunne mærke mit hjerte hamrede, jeg havde en klar følelse af at der var noget galt, men lægen gjorde ikke noget.

Da mødet var slut rejste alle sig og forlod snakkende lokalet – undtagen kvinden fra IT. Jeg var den eneste der lagde mærke til at hun ikke rejste sig fra stolen. Jeg førsøgte at få kontakt med hende, lagde en hånd på hendes knæ og talte til hende, kaldte på hende. Hun reagerede kun ganske lidt og kunne ikke tale, og da jeg rørte hende kunne jeg mærke at hun var våd af sved. Jeg fik den tanke at hun måske havde taget noget forkert medicin.

Jeg vidste at manden i kontoret ved siden af havde førstehjælpskursus, så jeg gik ind til ham og bad om hjælp. Men han sagde bare at det jo er svært at vide hvad der kan være galt – slog ud med armene og hjalp ikke. Jeg prøvede at ringe op til det kontor hvor lægen, der havde været med til mødet, måske var gået hen, men fik ikke fat på nogen (det var før mobiltelefoner blev udbredt). Jeg så ingen anden løsning end at forlade kvinden og løbe op på 2. sal, hvor han nok befandt sig, og bede ham gøre noget.

Det viste sig at kvinden var diabetiker og var gået i insulinchok. En livstruende tilstand, som man vist nok dør af hvis der ikke bliver gjort noget.

Denne episode har selvsagt åbnet mine øjne for vigtigheden af at kunne førstehjælp. Men den har også givet skår i min tillid til andre mennesker, og især til læger/akademikere/forskere. Det burde også have lært mig, at jeg godt kan stole på mine egne fornemmelser og at jeg bør råbe op når jeg ser noget alarmerende – jeg burde have afbrudt mødet og insisteret på at nogen gjorde noget. Det er jeg bare ikke særlig god til stadigvæk.

Jeg ser af og til den pågældende læge i TV, og hver gang jeg ser ham tænker jeg på den episode, hvor det gik fuldstændig henover hovedet på ham at et menneske lige ved siden af ham gik i insulinchok. Man må da håbe at han er en god forsker. Jeg overvejer stadig om jeg skal tilmelde mig førstehjælpskurset på arbejde.

Lignende indlæg:

Om at komme af med sine brugte ting II

I et tidligere indlæg har fortalt hvordan jeg har sat mit gamle dukkehus til salg på QXL og at det gik meget godt.

Nu er handelen ved at være afsluttet og jeg synes lige jeg vil følge op på succes-historien. Den har selvfølgelig en bagside.

Den handel jeg beskriver endte med at der i sidste øjeblik kom yderligere 3 bud, og prisen endte på 540 kr. for mit gamle dukkehus. Herefter begynder så handelens realiteter.

For det første kan jeg se at QXL ved afsluttet handel fakturerer mig for gebyrer langt over det jeg selv havde regnet mig frem til. Det er desværre ikke særlig gennemskueligt hvad det egentlig koster at bruge QXL, og jeg har tilsyneladende taget fejl. Prisen for at bruge QXL ligger for mit vedkommende på ca 10% af varens pris.

For det andet viser det sig at køberen med det højeste bud har overset mine leveringsbetingelser: kontant ved afhentning. Dukkehuset er stort og tungt og jeg synes ikke det egner sig til erhvervsmæssig transport, jeg ved ikke hvordan jeg skulle finde emballage osv. Køberen bor langt oppe i Sverige og har ikke tænkt sig at komme og hente dukkehuset her i Danmark. Da jeg endelig får kontakt med ham – QXL’s kontaktformular virker åbenbart ikke – følger en lang mail-korrespondance hvor køberen forsøger at få mig til alle mulige krumspring så han slipper for at hente varen hos mig og stille med kontanter.

Alt i alt en lidt mere ærgerlig oplevelse end det først så ud til. Jeg har tidligere forsøgt at sælge dukkehuset på loppemarked uden held. Jeg hader at smide gamle ting ud som godt kan bruges, jeg synes genbrug og handel med brugte ting er mere “bæredygtigt” set i samfunds-perspektiv. Men det er ærgerligt at det skal være så besværligt. Nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre med de andre ting jeg ikke har brug for mere – for der er ikke plads til dem i kælderen.

Lignende indlæg: