En sensitiv aften

Igår var jeg til FOF-foredrag om at være særligt sensitiv – et fænomen man også kalder HSP. Jeg hørte første gang om begrebet da en kommentator ved navn Marianne skrev om det i forbindelse med mit blogindlæg Introvert og extrovert. Siden har jeg kigget lidt på www.sensitiv.dk, været på deres mailingliste og tænkt lidt over om jeg mon havde træk der mindede om dette fænomen. Da der i FOF-kataloget for efteråret pludselig var mulighed for at høre lidt mere om det, sprang jeg til.

Det handler simpelthen om at ca. 20% af befolkningen har en øget sensitivitet på visse områder. Som jeg forstå det, så tager særligt sensitive mennesker flere impulser ind end de resterende 80%, hvilket kan være en stressfaktor og påvirke ens adfærd i sociale relationer. Pointen er, at hvis man er opmærksom på det, så kan man måske indrette sig efter det og på den måde undgå at få problemer af det.

Man inddeler sensitiviteten i 5 grupper. Der er det fysiske område, hvor man f.eks. kan være særligt følsom overfor støj eller lugte. Der er det sociale område, hvor man f.eks. kan blive mere end normalt påvirket af andre menneskers følelser og holdninger. Så er der et område man kalder det personlige, som handler om ens egne følelser og tanker, som kan fylde mere hos særligt sensitive personer. Endelig er der det ideologiske område, hvor en særligt sensitiv person kan blive stresset over uretfærdigheder og f.eks. dyrevelfærd, og til sidst er der den spirituelle sensitivitet hvor nogen bla. oplever at deres intuition er stærkere end hos andre. Man kan både opleve at have træk fra et enkelt eller flere af disse områder.

Vores foredragsholder Heidi Schønberg gennemgik disse 5 områder, og kom undervejs med en beskrivelse af nogle af de karaktertræk som særligt sensitive kan have. Rent fysisk nævnte hun, at de har en tynd hud som derfor ikke får så mange rynker og folder, hvilket gør at særligt sensitive ofte ser yngre ud end de egentlig er. De har også ofte en stor iris, således at det hvide i øjnene ikke fylder nær så meget som hos andre. I løbet af aftenen kom hun ind på, at særligt sensitive har tendens til at være indadvendte og trække sig lidt tilbage, men samtidig har stort behov for berøring, en stor nysgerrighed og stor ide-rigdom.

Hun sluttede af med at give nogle gode råd til dem som føler at de har disse sensitive træk. Hun opfordrede til at man så det som en gave, noget man skulle være glad for og udnytte fordelene af. Man skal stå ved at man har disse træk og finde ud af hvad ens værdier er i den sammenhæng og så respektere sine egne grænser. Det kan være vigtigt at finde ud af hvad der giver éen sindsro og prioritere det. Det er ligeledes vigtigt at acceptere, at andre ikke altid forstår en person der har disse træk.

Jeg vil ikke trætte mine eventuelle læsere af denne blog med en psykoanalyse af migselv, blot konstatere at jeg godt kan genkende mange af af de træk der ligger i begrebet HSP, og måske kan det forklare visse ting i mit liv. Samtidig kan jeg ikke lade være med tænke på astrologi når jeg hører disse beskrivelser – det er vel i virkeligheden almindeligheder som de fleste kan nikke genkendende til og som kan give éen en aha-oplevelse og måske et tilhørsforhold når man hører at man hører til en særlig gruppe som hedder noget bestemt. Vores underviser var selv inde på at man skal passe på med ikke at sygeliggøre sig selv og andre med at bruge sådan nogen ‘labels’, og hun opfordrede til at have selvironi og grine lidt af det hele. Det er jeg meget enig med hende i.

Uanset hvad, så var det rigtig spændende at tilbringe 2 timer i et undervisningslokale i FOF Lyngby sammen med en masse engagerede mennesker og en god foredragsholder. Dejligt med en masse input og stof til eftertanke.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg: