Ferie for en sensitiv

I nogle år arbejdede jeg i rejsebranchen og rejste flere gange om året. Jeg havde også 3 rejser til USA, hvor min bror bor. Det gik op for mig, at jeg havde migræne på 1. rejsedag hver eneste gang, og jeg fandt ud af at det faktisk stresser mig temmelig meget på et ubevidst niveau at rejse.

Efter nogle år med mange rejser valgte min mand og jeg at købe sommerhus og gøre det til vores primære ferieform. Det passede rigtig godt med, at vi ønskede os at blive hundeejere på et tidspunkt. I dag har vi haft sommerhus i 6 år og vi elsker at komme op til det lille blå hus, som vi kun forbinder med afslapning og gode oplevelser. Antallet af logistiske detaljer som jeg kan stresse over er langt mindre. Det hjælper også at man i sommerhusområdet kan gøre brug af lange åbningstider – også på helligdage – og en række lækre spisesteder, der kan kompensere for at man ikke lige havde fået købt ind.

Vi rejser stadig lidt. En gang om året tager vi en mindre tur med et par overnatninger på en kro eller hotel i Danmark eller Nordtyskland. Her får jeg tilfredsstillet min nyhedssøgende side, som rigtig gerne vil opleve noget nyt.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Rund fødselsdag

I sidste uge fyldte Mads 40 år. Nu er vi begge i fyrrerne. Det har været lidt svært for ham at acceptere – han føler sig stadig som en på 27.

Den runde dag blev anledning til for første gang at invitere hele hans familie hjem til vores nye hus. De fleste har været der mange gange, men vi har aldrig været samlet alle sammen hjemme hos os. Og hans onkel og tante kunne se huset for første gang.

Som detaljeorienteret og sensitiv person er det en krævende opgave at stable sådan et arrangement på benene. Jeg kommer nemt til at stresse over de mange forskellige ting der skal ordnes, så det gælder om at holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger.

Vi besluttede at få leveret mad udefra. Mads elsker indisk mad, så vi valgte at invitere til indisk buffet. Vi fik maden fra et indisk take-away sted i Hvidovre, som en kollegas hustru ejer. Jeg bestilte øl fra Nørrebros Bryghus og økologiske sodavand fra Ribe på Irma.dk og fik dem leveret til døren. Desserten lavede jeg selv – æbletrifli af æbler fra haven, også en af Mads’ favoritter.

Vi har et spisekøkken og 2 mindre stuer i vores hus. Et selskab på 16 personer er for stort til at sidde i spisekøkkenet, så vi måtte rykke lidt rundt. Lænestolene i pejsestuen kom ind i TV-stuen, og vores dejlige spisebord med 3 plader kom ind i pejsestuen. 2 mindre spiseborde blev hentet fra sommerhuset, og 4 stole lånt af mine forældre. På den måde kunne vi dække til 16 personer og lave en buffet i spisekøkkenet, hvor spisebordet normalt står.

Vi tog et par fridag op til festdagen, så vi kunne klare så meget som muligt i god tid. Rengøring og flytning af møbler foregik dagen før, og på selve dagen skulle der kun laves dessert og ordnes diverse småting som bordkort, børste hunden, flytte bilen osv. Pointen var, at vi ikke skulle være for stressede og trætte, når gæsterne endelig kom.

Jeg synes godt man kunne mærke vores gode forarbejde. Alt det praktisk fungerede fint, og jeg tror at alle havde en god aften. Jeg undgik dog ikke at blive lidt overvældet i perioder, og jeg følte ikke jeg var tilstrækkelig nærværende overfor gæsterne. Jeg ville gerne have været med til at vise huset til dem der ikke havde set det før, og været med da Mads pakkede gaver op. Men pludselig står man med 3 værtindegaver i favnen, en bakke med velkomstdrinks og en masse mennesker der myldrer rundt, samtidig med at maden bliver leveret og skal anrettes.

Mads’ søstre havde arrangeret et underholdende indslag efter hovedretten i form af en quiz om Mads, hvor gæsterne svarede via deres mobiltelefoner. Det var rigtig skægt og gjorde at man lige fik rejst sig fra bordet og grint en masse. Jeg valgte at være med til løjerne, og rydde af bordet bagefter. Bagefter serverede vi desserten, som var klar i portionsanrettede glas. Til sidste serverede vi kaffe fra vores nye Tassimo-maskine sammen med småkager og slik.

Jeg kunne se mig selv i vores hund Adina. Hun elsker at få gæster, og var ellevild denne aften, fordi det var alle de mennesker hun kender bedst der kom og besøgte hende. Hun skulle være med til det hele, og alle ville gerne have kontakt med hende. Når vi er ude sammen plejer hun at få nok på et tidspunkt, og ’sige’ til os at nu vil hun gerne hjem igen. Denne sammenkomst er den største vi har haft hos os selv i den tid vi har haft Adina, og jeg havde regnet med, at hvis hun fik for meget så ville hun fjerne sig – gå ovenpå i fred og ro eller lignende. Det gjorde hun ikke. Hun ville være med til det hele. Hun blev synligt træt, nærmest groggy og det gik ud over motorikken – hun stødte bla. ind i sofabordet på et tidspunkt – det gør hun ellers aldrig. Dagen efter var hun meget træt. Det var jeg også.

Det var dejligt at bruge sig hus og sine faciliteter til det de er beregnet til, og jeg er rigtig glad for arrangementet alt i alt. Huset rummede fint det store selskab, selvom vi sad lidt tæt i den lille pejsestue. Gæsterne hyggede sig og roste både mad og drikkevarer. Mads bryder sig egentlig ikke så meget om at være i centrum ved sådan en fejring, men jeg tror nu at han synes det var en hyggelig aften, nu hvor det er overstået.

 

Lignende indlæg:

Ligner min hund

Det er en gammel schlager, at mennesker ligner deres hunde eller omvendt. Der findes mange sjove billeder af hunde og mennesker der ligner hinanden i udseendet, og nogle gange taler man også om hvordan temperamenter ligner hinanden. Måske tiltrækkes man af nogen der ligner én når man vælger hund, eller måske kommer man til at ligne hinanden når man i årevis lever sammen så tæt som hund og menneske ofte gør.

Jeg ligner ikke Adina rent udseendemæssigt. Adina er udpræget smuk, men fuldstændig ligeglad med det. Hun graver sig gerne sort og brun ude i haven, men accepterer dog at blive tørret og børstet. Adina er slank og atletisk, og hun har et perfekt boldøje. På alle disse punkter er jeg stik modsat – der ligner hun nok Mads lidt mere.

Men når det kommer til psykologien har hun meget til fælles med både Mads og mig. Vi er alle 3 nogle lidt forsigtige typer, der har stor empati og tager meget hensyn. Det betyder at vi har et respektfuldt samliv, hvor der er plads til alles behov og stortrives i hinandens selskab.

Især på et område er Adina og jeg meget ens.  Vi er begge meget sensitive. Hvis der er nogen der skælder os ud, eller hvis vi selv laver en fejl, bliver vi meget kede af det.

Vi får hurtigt nok af indtryk, positive som negative. I sommers var vi på besøg på den kennel hvor Adina er født. Der var 17 hvide schæfere og deres familier, så det var et stort selskab. Det var en utrolig positiv oplevelse, der var en god stemning og alle var glade. Det er en af den slags ting som jeg får meget ud af, men også noget der gør mig utrolig træt bagefter. Sådan er det også for Adina. Selvom hun hyggede sig med de andre hunde og mennesker havde hun efter et par timer fået nok, og ’sagde’ faktisk meget direkte til os at hun gerne ville hjem nu.

Når Adina har været ude for noget der har påvirket hende følelsesmæssigt negativt, tager det noget tid før hun får det rystet af sig. For nylig blev hun bange for torden og stak af fra hundelufteren. Da hun kom hjem og der faldt ro på, var hun naturligvis træt. Men hun var stadig urolig og stresset. Det var hun også dagen efter. Og dagen efter igen. Hun var nogle dage om at falde rigtigt til ro, og først da kunne hun få hvilet rigtig ud.

Sådan har jeg det også. Mit liv er også præget at humør- og energimæssige nedture, hvor jeg kører i ring over følelsesmæssigt belastende situationer. Først efter nogle dage kan jeg slappe af, og så er jeg i mellemtiden blevet så træt at jeg har fået migræne eller på anden måde har været nødt til at kaste håndklædet i ringen og lægge mig passivt på sofaen.

Lignende indlæg:

Sårbar

Hele foråret har jeg været deltids-sygemeldt pga. stress. Det har fået min arbejdsgiver til at foreslå, at en del af min udviklingsplan handler om stressforebyggelse i form af personlig udvikling. Jeg tilmeldte mig derfor 4 kursusdage hos Sensitiv Balance, hvor fokus er på at få et godt arbejdsliv og en god hverdag, når man er særligt sensitiv.

For det må jeg indse at jeg er. Jeg hører til de 15-20% af befolkningen, som har et mere grovmasket filter når det kommer til indtryk; sanseindtryk, følelsesmæssige indtryk, intellektuelle indtryk. Der kommer simpelthen flere indtryk ind til bearbejdning. Det har helt sikkert en stor andel i, at jeg oplevede stress i vinters.

Helt konkret betyder det, at min hverdag er præget af nedture i energi, humør og evne til at klare hverdagen. Min mand tager et langt større slæb i hjemmet, og jeg bruger stadig en stor del af min fritid på at restituere og at have migræne.

Jeg oplever det som en sårbarhed. Sensitiviteten gør, at jeg ikke er så robust som de mennesker jeg omgiver mig med. Det er en bitter pille at sluge, at jeg har den sårbarhed. Jeg ville ønske at det var anderledes. Det giver mig skyldfølelse overfor min familie, og angst for at blive kasseret når det kommer til arbejdslivet.

Kurserne hjælper mig til at finde måder at indrette mig i forhold til min sensitivitet og undgå overstimulering. Men endnu vigtigere lige nu kan jeg bruge det til at prøve at acceptere, at dette er min virkelighed. Mit stress-nedbrud illustrerede tydeligt for mig, at der ikke er nogen anden vej end at prøve at indrette mig på at det er sådan jeg har det. Hvis jeg bliver ved med at stille krav til mig selv om at kunne yde det samme som alle andre på samme måde, vil jeg blive ved med at rende hovedet mod en mur med stress til følge, og det giver dårlig livskvalitet.

Det er en svær balance, for ikke kun jeg selv men også samfundet og arbejdsmarkedet har normer for hvordan man skal leve et liv. Jeg skal finde styrke og løsninger til at klare et normalt arbejdsliv på lige vilkår med de 75-80% almindeligt sensitive. Familielivet har jeg lidt større frihed til at indrette, men der er grænser for hvor meget jeg kan sortere fra og samtidig have et for mig indholdsrigt liv.

En af de trøstende pointer hos psykologerne hos Sensitiv Balance er, at der også er fordele ved at være særligt sensitiv. Det handler f.eks. om evner for detaljer og fordybelse samt intellektuel åbenhed og fleksibilitet, hvilket kan gøre oplevelser større. Det er kvaliteter jeg selv værdsætter, og jeg prøver også at være glad for min sensitivitet, men jeg synes bare også at det giver mig nogle udfordringer. Det er ikke alle steder i samfundet og på arbejdsmarkedet at disse evner værdsættes.

Meget symptomatisk fik jeg migræne, da jeg havde været på den første kursusdag i torsdags. På trods af at der i undervisningsformen var taget højde for sensitive menneskers behov for pauser, blev jeg nok det man kalder overstimuleret. Det er helt typisk for mig i situationer, hvor jeg egentlig nyder alle de nye indtryk, nye omgivelser og nye ansigter, og også er dybt involveret i substansen. Som dagen skrider frem begynder hovedpinen at trykke, og jeg begynder at få trang til at trække mig lidt tilbage. Og når det så er overstået og jeg kommer hjem, klapper jeg helt sammen med bankende migræne. Den dag måtte min mand tage gåturen med hunden alene, selvom det var planen at vi skulle afsted alle 3. Heldigvis var det fastedag, så min mand var forberedt på at lave mad og spise alene.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg bliver i komfort-zonen

Det er blevet moderne at argumentere for at bevæge sig udenfor sin komfort-zone. Første gang jeg hørte om det var fra Chris McDonald, hvor det handlede om at når man træner sin krop får man bedre resultater, hvis man ikke stopper når det begynder at gøre ondt. Siden mødte jeg en af dem Chris har arbejdet med i TV; Leif Carlsen, som er blevet en stor fortaler for og har holdt foredrag om det med komfortzonen i relation til hans store arbejde med at ændre sin egen livsstil og tabe en masse kilo. Leif er en rigtig flink mand og jeg har stor beundring for hvad han har gjort med sit liv og sin krop. Jeg er bare ikke sikker på at det er den samme løsning der skal til for alle.

Budskabet har spredt sig til ikke kun at handle om træning, motion, vægttab og madvaner. Det er hele livet der skal leves udenfor komfort-zonen.

Og nu har jeg fået nok. Som sædvanlig føler jeg mig forkert når jeg ikke følger anbefalinger fra folk, jeg ellers godt kan lide og respekterer. Men jeg er nødt til at gøre det på min måde. Og jeg føler trang til at fortælle om en anden side af sagen.

Det er muligt at de mennesker, som er bannerførere for at man skal bryde sine grænser, lever et liv til daglig hvor de er 100% trygge i alt hvad de gør. Det virker som om de føler de er nødt til at gøre noget de egentlig er bange for, for at udvikle sig og udvide deres horisont. Fint for dem, hvis det gør dem glade i deres liv.

Sådan er hverdagen ikke for mig. Jeg er bange hver dag. Når jeg cykler til arbejde er jeg bange for at blive kørt ned mindst 1 gang på hver tur. Når jeg er på arbejde bliver jeg konstant udfordret på min flexibilitet, overblik og præstationsevne. Og jeg er bange for at blive bedømt negativt og blive fyret. På privatfronten er jeg bange for at få økonomiske problemer, bekymret for at huset ramler ned om ørerne på mig og at kælderen skal blive oversvømmet. Og så er jeg konstant bange for at der sker noget med mine kære.

I denne uge har jeg netop afsluttet et forløb hos en neurolog. Jeg har gået hos hende i 4 år pga. migræne. Jeg har fået MR-scannet mit hoved, skiftet p-piller og taget beta-blokkere. Jeg har selv arbejdet med at reducere belastninger i mit liv ved at skifte flyrejser ud med sommerhusferie og ved at skifte job, og jeg har haft fokus på at motion skal være en konstant del af mit liv. Vi er nu nået frem til en behandling (læs: en kombination af piller og livsstil), hvor mine migræneanfald ikke er så kraftige, og ikke kommer nær så ofte. Jeg har næsten aldrig sygedage pga. migræne mere.

Men det er ikke lykkedes at fjerne hovedpinerne fuldstændig. Jeg har stadig et par gange om måneden migræneanfald, som kan slås ned med anfaldsmedicin. Dertil kommer en del ‘almindelige’ hovedpiner som kan klares med håndkøbsmedicin. I mit forløb hos neurologen blev det tydeligt, at der er en sammenhæng med hormonelle forhold. Da neurologen opsummerede min situation vurderede hun dog, at psykologi er en stærk faktor hos mig, og det kan medicin ikke gøre noget ved. Hun forklarede at det handler om den måde man lever sit liv på, takler andres og egne forventninger og håndterer belastning. Og det tror jeg er en  helt korrekt observation. Min hovedpinekalender taler sit tydelige sprog når det kommer til sammenhæng mellem migræne og stressede situationer.

Neurologen ville ikke henvise mig til psykolog, for det var ikke sikkert det lige var det der var løsningen for mig, men hun opfordrede mig til at finde en måde at lette presset lidt. Om det så handler om motion, mindfulness, meditation, tid alene eller coaching – hvad der nu kunne fungere godt for mig. Hun pointerede at det har en pris at leve videre uden at gøre noget ved disse psykologiske mekanismer, både fordi jeg er nødt til at tage medicin og fordi det påvirker mit liv. Og det har hun ret i.

Udover at købe sommerhus og skifte arbejde har jeg også gjort mig mange tanker om min egen psyke. Jeg har udforsket fænomenet HSP ved forskellige foredrag og tror, at meget kan forklares gennem disse personlighedstræk. Jeg har også været til foredrag om mindfuldness og meditation, men jeg er ikke kommet igang med at praktisere noget af det. Jeg har i det hele taget ikke fundet noget konkret der ændrer på tingene. Det føles utrolig svært at gøre noget ved de mønstre man har lært sig igennem hele livet.

Set i det lys føler jeg ikke, at løsningen for mig ligger i at overskride min komfort-zone markant. Faktisk fortalte Lise August på et foredrag om HSP, at folk med dette personlighedstræk kan risikere depression af konstant pres for at bryde grænser. For mig handler det om at finde en form for balance imellem psykisk belastning og livsglæde. Jeg ved at der er 3 konstanter i mit liv:

  1. jeg skal forsørge mig selv (dvs. gå på arbejde)
  2. jeg indgår i en familie
  3. der er kun 24 timer i døgnet

Herudover kan jeg ændre på alle faktorer, hvis jeg ved hvordan. Jeg tror at ‘balance’ er kodeordet for mig, ikke forskydning af balance, som teorierne om overskridelse af komfortzoner vel egentlig handler om. Jeg føler, at et stærk fundament af tryghed er det bedste udgangspunkt, når jeg skal takle mit liv. Og så vil mine interesser og min store trang til at opleve nyt automatisk skubbe mig ud på dybt vand i en række situationer. Men jeg vil ikke opsøge utrygge situationer, udelukkende fordi de er utrygge.

Måske vil man synes at jeg er et særtilfælde, og at anbefalingerne omkring at komme ud af komfort-zonen ikke er møntet på folk med den slags udfordringer som jeg skitserer her. Men tænk engang hvor mange mennesker der bliver syge af stress. Det er 15-20% af befolkningen der har HSP-træk, og OECD mener at Danmark er det land der er hårdest ramt af psykisk nedslidning. Ved HSP-foredrag er det flere gange blevet beskrevet, hvordan folk med HSP-træk kommer til at få en funktion som kanariefuglen i minen; den første der reagerer på farlige/belastende forhold, men i virkeligheden dækker det over noget der kan være farligt for mange andre. Jeg tror ikke jeg er alene.

Lignende indlæg:

Om at gå ud

Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede.

Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet.

Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks’n’sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen.

Sticks’n’Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer – den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad.

Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo – 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen.

Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.”

Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme – jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres.

Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse.

Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3:

  1. Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration.
  2. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid.
  3. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende.

Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

Om at være træt

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg:

Positiv tænkning

For noget tid siden så jeg Karen Thisted på Talkshowet Meyerheim (ja, jeg ser TV2 Charlie engang imellem selvom jeg ikke er fyldt 40 endnu). Karen Thisted fortalte om humørets op- og nedture, og nævnte et godt råd, som hun havde fået af Johannes Møllehave. Det handlede om at man hver dag inden man gik i seng skrev ned eller på anden måde noterede sig 3 ting som var sket den dag, og som havde gjort én glad. Hun oplevede at det hjalp på dårligt humør.

Det må vist høre ind under det man kalder positiv psykologi, hvor forskning peger på at hvis man fokuserer på de positive ting i ens liv, så bliver man sundere og gladere, også selvom der er dårlige og sørgelige ting i éns liv. Jeg hørte lidt om det på et mindfulness-kursus for et år siden. Teorien går bla. ud på at man kan øve hjernen og biokemien i at være glad ved at tænke på de gode ting i ens liv.

På den anden side fortalte Lise August fra Sensitiv Balance på et foredrag i starten af dette år, at man ved at særligt sensitive mennesker kan blive frustrerede og deprimerede af at ensidigt fokusere på den del af livet der er positivt, simpelthen fordi den særligt sensitive gerne vil have alle nuancer med.

Personligt er jeg træt af mig selv når jeg brokker mig og fokuserer på det negative. Jeg kan godt sympatisere med tanken om at skubbe alle de negative ting væk, for i virkeligheden nytter de tanker og brokkeriet ikke så meget, de gør ligesom ikke godt for noget. Men jeg tager det som et tegn på at jeg ikke er i mental balance, når mit fokus går i den retning, for grundlæggende er jeg en glad og positiv person. Og i den situation føler jeg ikke det er sundt ikke at bearbejde eller tage stilling til dem.

Ikke desto mindre har jeg besluttet mig for som et eksperiment at gøre som Karen Thisted og Johannes Møllehave. Jeg gør det på Twitter; hver aften skriver jeg ‘Dagens 3 gode’. Det betyder også at jeg i løbet af dagen går og tænker over når der sker noget godt, for at lave en mental note om at det skal med i aftenens tweet. Her er et par eksempler:

Dagens 3 gode: rolig morgen med god tid, forårsstund på bænk i Ørstedsparken, skøn tapas-middag med danskere+svenskere+nordmænd+englændere
24. marts

Dagens 3 gode: har set årets første vibe, aftensmad på 10 minutter takket være den lokale kineser, oplevede godt sammenhold i min familie.
29. marts

Dagens 3 gode: reklamer fra hele 3 forskellige sushisteder i lokalavisen, mor er vel hjemme fra hospitalet, opdaget Ubuntu for netbook
30. marts

Dagens 3 gode: mange hakker på to-do listen på job, hurtig frokostaftale med veninden på søndag, hyggeligt stop forbi hos mor og far
1. april

Dagens 3 gode: succesfuld shoppingtur, dejlig middelhavsbuffet til frokost, æbletræer befriet i sommerhushaven af far og mor
2. april

Det er jo ikke alle dage man synes alting har været godt, og i den periode hvor jeg har prøvet denne praksis af har der da også været dage hvor jeg har haft svært ved at finde 3 gode ting. Den aften hvor min mor måtte overnatte på hospital var jeg ikke specielt glad, men da jeg tænkte godt efter en gang til, var der selvfølgelig også sket små gode ting, selvom min mors sygdom overskyggede dem. Men de var ikke desto mindre små gode oplevelser.

Jeg vil bruge denne praksis til at huske på de gode ting. Jeg vil ikke fornægte de dårlige ting, dem tror jeg stadig at jeg har brug for at bearbejde og gøre noget ved. Men jeg vil ikke lade dem skubbe de gode ting af vejen, og med en lille note hver aften om 3 gode ting jeg har oplevet, prøver jeg om jeg kan lægge mere vægt på de positive ting og få en bedre balance mellem de to.

Lignende indlæg:

En sensitiv aften

Igår var jeg til FOF-foredrag om at være særligt sensitiv – et fænomen man også kalder HSP. Jeg hørte første gang om begrebet da en kommentator ved navn Marianne skrev om det i forbindelse med mit blogindlæg Introvert og extrovert. Siden har jeg kigget lidt på www.sensitiv.dk, været på deres mailingliste og tænkt lidt over om jeg mon havde træk der mindede om dette fænomen. Da der i FOF-kataloget for efteråret pludselig var mulighed for at høre lidt mere om det, sprang jeg til.

Det handler simpelthen om at ca. 20% af befolkningen har en øget sensitivitet på visse områder. Som jeg forstå det, så tager særligt sensitive mennesker flere impulser ind end de resterende 80%, hvilket kan være en stressfaktor og påvirke ens adfærd i sociale relationer. Pointen er, at hvis man er opmærksom på det, så kan man måske indrette sig efter det og på den måde undgå at få problemer af det.

Man inddeler sensitiviteten i 5 grupper. Der er det fysiske område, hvor man f.eks. kan være særligt følsom overfor støj eller lugte. Der er det sociale område, hvor man f.eks. kan blive mere end normalt påvirket af andre menneskers følelser og holdninger. Så er der et område man kalder det personlige, som handler om ens egne følelser og tanker, som kan fylde mere hos særligt sensitive personer. Endelig er der det ideologiske område, hvor en særligt sensitiv person kan blive stresset over uretfærdigheder og f.eks. dyrevelfærd, og til sidst er der den spirituelle sensitivitet hvor nogen bla. oplever at deres intuition er stærkere end hos andre. Man kan både opleve at have træk fra et enkelt eller flere af disse områder.

Vores foredragsholder Heidi Schønberg gennemgik disse 5 områder, og kom undervejs med en beskrivelse af nogle af de karaktertræk som særligt sensitive kan have. Rent fysisk nævnte hun, at de har en tynd hud som derfor ikke får så mange rynker og folder, hvilket gør at særligt sensitive ofte ser yngre ud end de egentlig er. De har også ofte en stor iris, således at det hvide i øjnene ikke fylder nær så meget som hos andre. I løbet af aftenen kom hun ind på, at særligt sensitive har tendens til at være indadvendte og trække sig lidt tilbage, men samtidig har stort behov for berøring, en stor nysgerrighed og stor ide-rigdom.

Hun sluttede af med at give nogle gode råd til dem som føler at de har disse sensitive træk. Hun opfordrede til at man så det som en gave, noget man skulle være glad for og udnytte fordelene af. Man skal stå ved at man har disse træk og finde ud af hvad ens værdier er i den sammenhæng og så respektere sine egne grænser. Det kan være vigtigt at finde ud af hvad der giver éen sindsro og prioritere det. Det er ligeledes vigtigt at acceptere, at andre ikke altid forstår en person der har disse træk.

Jeg vil ikke trætte mine eventuelle læsere af denne blog med en psykoanalyse af migselv, blot konstatere at jeg godt kan genkende mange af af de træk der ligger i begrebet HSP, og måske kan det forklare visse ting i mit liv. Samtidig kan jeg ikke lade være med tænke på astrologi når jeg hører disse beskrivelser – det er vel i virkeligheden almindeligheder som de fleste kan nikke genkendende til og som kan give éen en aha-oplevelse og måske et tilhørsforhold når man hører at man hører til en særlig gruppe som hedder noget bestemt. Vores underviser var selv inde på at man skal passe på med ikke at sygeliggøre sig selv og andre med at bruge sådan nogen ‘labels’, og hun opfordrede til at have selvironi og grine lidt af det hele. Det er jeg meget enig med hende i.

Uanset hvad, så var det rigtig spændende at tilbringe 2 timer i et undervisningslokale i FOF Lyngby sammen med en masse engagerede mennesker og en god foredragsholder. Dejligt med en masse input og stof til eftertanke.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg: