Lider i varmen

Danmark oplever i disse dage en helt unik periode med stabilt varmt og tørt vejr. Helt enestående har vi nu i mere end en måned har haft solskin, tørvejr og moderat vind. Så vidt jeg husker, har der været 3 byger siden starten af maj, kraftige men kortvarige.

Vi danskere er jo ikke så godt vant når det kommer til vejr. Vi plejer at have et meget mere omskifteligt vejr, og det føles som mange år siden, at det har været stabilt godt vejr. Sidste sommer var ærlig talt ganske kedelig. Jeg synes også at det er længe siden at jeg har set mit helt lette sommertøj, og pludselig skal jeg være lidt mere om mig mht. at få vasket – jeg er ikke vant til at have brug for shorts og ærmeløse toppe så mange dage i træk!

For mig er det en nydelse at hverdagen bliver lidt lettere med det gode vejr. Man kan bare lige hoppe på cyklen i det tøj man har på, jeg har ikke haft overtøj på i lang, lang tid. Haven bliver en forlængelse af husets opholdsrum, og man kan bare lade døre og vinduer stå åbne. Det er skønt at se hvordan de lidt mere eksotiske blomster trives i varmen.

Jeg har dog et problem når temperaturen når op over 25 grader. Det trives min krop utrolig dårligt med, og jeg har svært ved at holde det ud. Det trykker i mit hoved og føles som om hjernen er hævet. Jeg får hovedpine, og migræneanfald bliver værre. Derfor bliver jeg passiv og bruger mest energi på at finde det køligste sted at opholde mig. Det er også svært at sove godt i den varme, og det gør mig i dårligt humør.

Dette ubehag giver anledning til stor irritation, for der er så meget jeg gerne vil. Både gøremål i hjemmet og ude – nyde naturen eller byerne med cafebesøg og shopping. De høje temperaturer føles som en slags fængsel for mig, især når det bare bliver ved og ved.

Jeg oplever stadig at det er tabu at have nogen form for tilbageholdenhed overfor det, vi normalt opfatter som godt vejr. Husbond har det helt omvendt, og føler at hans krop fungerer allerbedst når det er varmt. Nu kender han mig efterhånden så godt, at han forstår – men det er bestemt ikke velset herhjemme at kalde temperaturer over 25 grader for dårligt vejr.

Situationen jeg beskrev tilbage i 2010 omkring at sidde ude og spise frokost på arbejdspladsen oplever jeg som uforandret – det er stadig udenfor diskussion at man skal sidde ude og spise. Jeg ønsker stadig ikke at sidde ude med min frokost, selvom min nuværende arbejdsgiver dog har sat parasoller op, så jeg sætter mig alene med en avis og spiser frokost.

På tidligere arbejdspladser har jeg tit fået selskab indenfor. Mange mandlige kolleger har i virkeligheden ikke lyst til at sidde i jakke og slips i middagssolen. På min nuværende arbejdsplads er der ikke så mange slips, og jeg sidder oftere alene. Men effekten er der stadig: når først jeg man har italesat, at det er for varmt at sidde derude, så er der altid nogen der følger trop og indrømmer at de også bliver øre i hovedet af at sidde lige i solen. Eller endda gerne undværer solen for at være i mit selskab.

Som sensitiv person er jeg nødt til at være konsekvent overfor disse ting der giver mig ubehag, simpelthen for at holde mig rask. Det betyder i flere sammenhænge at jeg må være modig og gå imod strømmen, gøre op med nogle af de konventioner og automatiske antagelser der er, og nogle gange dermed melde mig ud af det sociale fællesskab. Det er åbenbart mit lod. Det er heldigt at jeg trives godt med at være alene.

I går var en af de helt varme dage. Jeg tilbragte dagen under et træ i haven sammen med lånehund Atlas, og husbond gjorde mig også selskab. Jeg havde ikke overskud til mere end at online-shoppe. I dag er der en sky for solen og temperaturen er på et mere udholdeligt niveau. I dag får jeg skrevet dette blogindlæg, vasket tøj og lavet frikadeller.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Et nyt kapitel

Da jeg vendte hjem til Danmark fra Californien, var jeg klar til at se min nye virkelighed i øjnene. Nu skulle der søges job. Jeg greb det an med ydmyghed og systematik. Jeg skubbede den dårlige oplevelse på det seneste job i baggrunden og fokuserede på mine succesoplevelser på arbejdsmarkedet. Det rustede mig med selvtillid.

Det gik over al forventning. I løbet af et par uger søgte jeg en række jobs og oplevede god respons. Det andet sted jeg var til samtale tilbød de mig jobbet, og jeg måtte efterfølgende melde fra til 2 andre jobsamtaler.

Efter en periode som hjemmegående, er jeg nu startet i et nyt job, der indfrier en masse ønsker og endda et par drømme. Jobindholdet er en god fortsættelse af de emner jeg gerne vil beskæftige mig med. Branchen har jeg erfaring med og jeg føler mig godt tilpas på denne type arbejdsplads. Det føles som at ‘komme hjem’.

Med udgangspunkt i en opsagt stilling var jeg klar over at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg var nødt til at overveje et job med lang transporttid eller lavere løn. Sådan endte det heldigvis ikke.

Hele denne kolbøtte har resulteret i en situation, der er langt bedre end før. Mange stressfaktorer er fjernet fra min hverdag, og økonomien har ikke lidt under det. Hvor jeg i vinter måtte vælge mellem pest eller kolera, føler jeg nu at jeg har fået både i pose og sæk.

Jeg sidder med en stor taknemmelighed over den medvind og hjælp jeg har oplevet. Familie og venner har virkelig støttet mig så det kunne mærkes. Og jeg må sige, at jeg også føler en stolthed over min egen håndtering af hele forløbet.

Undervejs har både tidligere og nuværende arbejdsgiver omtalt mig som følsom, og her på bloggen har jeg skrevet en del om at være sensitiv. Når jeg opruller hele historien, ser jeg det egentlig som noget der har været mig til gavn.

Jeg oplever at mit detalje-orienterede sanseapparat har hjulpet mig til at håndtere denne krise. På ret kort tid har jeg overkommet svære følelser og tilpasset mig en ny virkelighed. Min familie og mit netværk har hjulpet og støttet mig helt enormt, bla. fordi jeg har været i stand til at sætte ord på hvad der skete og at bede om hjælp.

 

Lignende indlæg:

Efter sommeren

Det var ikke meget det blev til, da jeg en uge inde i sommeferien så på bloggen og alle de ufærdige ideer til nye indlæg og tænkte, at nu skulle jeg få skrevet en masse. Et enkelt indlæg om 5:2-diæten blev det til, og så var inspirationen væk igen.

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 3 uger, og det hjælper ikke meget på overskuddet. Som sædvanlig klumper møder, nye tiltag og initiativer sig sammen i ugerne lige efter ferien, hvilket harmonerer meget dårligt med en feriehjerne der skal op i omdrejninger.

Også privat er der blus på aktiviteterne igen. Normalt har jeg/vi højst 1 eller 2 aftaler om ugen. Det har været væsentligt mere her efter ferien; der har været noget næsten hver dag. Og så kom den dejlige hund Atlas også lige ind over. Selve sommerferien var faktisk også mere social end den plejer at være.

Jeg bruger de udadvendte kanaler meget mere end jeg plejer, og det tager på energien. Selvom jeg elsker at der sker noget nyt, at møde nye mennesker, se nye steder og at få besøg, så betyder omfanget at jeg ikke har så meget tid til at lade op igen.

En af de ting der skete på arbejde efter sommerferien var, at det blev lagt fast hvad min rolle på arbejde skal indeholde. Nu er der ikke længere tvivl om, at jeg udover at arbejde med IT-dokumentation også har ansvar for IT-drift og deltager i den forretningsmæssige drift af afdelingen jeg sidder i. Det stemmer ikke med de forventninger jeg havde, da jeg startede i jobbet.

Jeg har været ærlig og sagt til min chef, at hvis jeg havde vidst hvad jobbet indeholdt, havde jeg nok ikke søgt det. Jeg kan ikke lade være med at tænke “vil de virkelig bruge mig til det?” når nu meget af det ligger udenfor mit kompetenceområde. Det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at bruge mig selv til det som interesserer mig og som jeg synes jeg er god til, i samme grad som jeg havde forventet. Jeg står nu i en situation, hvor jeg føler mig delvist fejl-castet i jobbet, og det er en stor stressfaktor for mig.

Erfaringen siger mig, at når de første uger efter en sommerferie er gået, så falder tingene lidt mere til ro på arbejdspladsen. Så føler cheferne at de har indhentet det forsømte ved at holde sommerferie, og så er der et langt efterår til at afvikle alle de aktiviteter og tiltag der er på bedding. Jeg håber at det også bliver sådan på min nye arbejdsplads. Og jeg håber også at tingene finder et leje i privatlivet. Jeg synes at jeg har nået min grænse og føler mig overstimuleret. Lige nu er jeg udmattet og længes efter rutine, at være mig selv og restituere. Det har jeg brug for, for at finde ud af hvad jeg gør med min jobsituation.

 

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Et liv for en sensitiv

Der er de år hvor alle omkring én er under uddannelse og flytter i lejlighed. Nogle år hvor alle får faste kærester, børn, bliver gift, køber hus.  Nogle år senere bliver halvdelen af dem skilt.

For kvinder er der en bestemt alder, hvor de begynder at blive bevidste og realisere sig selv. Det er typisk omkring de 40 år. Nogen har brug for at gøre op med flinkeskolen, og mange opsøger forskellige terapeuter og lærer sig selv bedre at kende. Man kan se disse kvinder forandre sig ganske meget i adfærd, udseende – og nogen skifter måske navn ved hjælp af en numerolog.

Jeg er også kommet i den alder, hvor jeg finder ud af, hvem jeg er – og tager konsekvensen af det. Min årsag til at gå i gang med det arbejde var stress og migræne. Min konklusion er, at jeg er både særligt sensitiv og nyhedssøgende. Jeg er specielt følsom overfor lyd, stemninger og følelser hos andre mennesker, det at være tæt med mange mennesker, samt uretfærdighed. Og så har jeg en nysgerrighed og appetit på at opleve nye ting, der gør at jeg nemt kommer til at kede mig.

Allerede i 2009 blev jeg via en kommentar til et indlæg på min blog opmærksom på fænomenet særlig sensitivitet. Det var en øjenåbner for mig. Siden da har jeg været til adskillige foredrag, gået til psykolog og været på kurser for at lære om sensitivitet og mindfulness.

Det har været svært at arbejde med mig selv på den måde. Selvom forståelsen af de mekanismer der gør sig gældende har karakter af aha-oplevelser for mig, kommer det ikke som en åbenbaring for mig, hvordan jeg skal ændre mit liv så jeg får det bedre.

Over årene er det dog lykkedes mig – bevidst eller ubevidst – at lave nogle ændringer, som gør livet som sensitiv lettere for mig. I underliggende blogindlæg fortæller jeg om områderne Hverdag, Bolig,  Socialt liv og Ferie, hvor jeg har ændret mit liv en del.

Arbejdslivet halter det lidt mere med at tilpasse til et liv for en sensitiv person. Det er som om at de fleste tendenser på arbejdsmarkedet i øjeblikket er stik modsat det man har brug for som sensitiv: det grænseløse arbejde, storrumskontorer, krav om udadvendthed osv. Og da man stadig ikke kan vælge og vrage mellem jobs (jeg kan i hvert fald ikke) er det svært at gøre noget ved det. Her må jeg ty til strategier for at lære at leve med de uhensigtsmæssige omstændigheder. Jeg beskriver hvordan her.

Lignende indlæg:

Bolig for en sensitiv

Jeg bliver meget påvirket af aktivitet og stemninger omkring mig. Jeg har tidligere boet i et rækkehusområde, hvor vi boede meget tæt på hinanden. Jeg kunne hele tiden mærke hvad der skete på den lille vej. Døre åbnede og lukkede, biler kom og kørte, mennesker talte og råbte til hinanden. Min nysgerrighed gør, at jeg kigger ud af vinduet, når det lyder som om der kommer nogen. Jeg kunne ikke lade være med stille ind på alt dette liv, selvom det ikke havde noget med mig at gøre. Antennerne var hele tiden ude.

Denne stress var en stor årsag til at vi for omkring 2 år siden besluttede os for at prøve at finde en ny bolig. Det lykkedes os at finde et hus med længere til naboerne. Nu bor vi på en lille vej med kun 4 huse. Det har gjort en enorm forskel. Jeg mærker slet ikke naboernes liv på samme måde som før. Det betyder, at jeg stort set ingen ressourcer bruger på det der sker udenfor min matrikel. Jeg er meget mere nærværende om vores familieliv, og det er i det hele taget en kæmpe lettelse.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Job for en sensitiv

Arbejdslivet har i mange år været en udfordring for min sensitivitet, og er det stadig. Alene de fysiske forhold omkring arbejdet påvirker mig meget. Når jeg fortæller andre sensitive at jeg til hverdag sidder

  • i storrumskontor med omring 50 andre mennesker
  • med min chef siddende direkte til venstre for mig og hans chef lige bagved mig
  • skråt foran døren til et meget benyttet mødelokale
  • under et LED-spot, som lyser direkte ned i hovedet på mig
  • i 10 meter ubrudt linje til kaffemaskinen

så sukker de dybt og får medlidenhed med mig. Når jeg dertil fortæller, at det kun i meget begrænset omfang er muligt at arbejde hjemmefra, og at jeg ikke har flextid men ingen øverste arbejdstid forstår de godt, at jeg meget nemt bliver overstimuleret.

Disse forhold er nærmest som skabt til at trykke på mine sensitive punkter: stillen ind på andre mennesker, fysisk tæthed med mange mennesker og mange lyde. Det gør, at mit arbejdsmiljø er meget belastende for mig. Det er næsten umuligt for mig at koncentrere mig i det miljø. Men det skal jeg jo, for jeg skal udføre mit arbejde. Det skaber en konflikt i mig, som med tiden ophober stress.

Min udfordring er derfor at finde en måde at passe mit arbejde trods de langt fra optimale omstændigheder. Jeg har forskellige metoder. Min bedste ven er min smartphone, hvor jeg har et godt udbud af apps der kan spille musik og podcasts i mine hovedtelefoner. Det bruger jeg til at lukke uroen ude, når jeg skal arbejde koncentreret ved min plads.

En gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen rejser jeg mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg går ned i kantinen og tager noget at drikke, bladrer måske lidt i en avis. Eller jeg går rundt om bygningen, trækker vejret dybt og ruller lidt med skuldrene. Det giver mig en lille pause fra det intense miljø på min pind, og hjælper til at berolige nervesystemet.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Hverdag for en sensitiv

Der er mange ting i hverdagen, som kan påvirke en sensitiv person. Nogle ting er som de er, andre kan man vende og dreje så de bedre passer til ens præferencer.

El-cykel

Jeg har for mange år siden valgt el-cykel som mit transportmiddel til arbejde. Det handlede primært om at slå flere fluer med et smæk: at bruge transporttiden til at få motion og slippe for at skulle afsted til fitness-centret når jeg kom hjem fra arbejde.

Set i en sensitiv kontekst hjælper el-cyklen mig også til at slippe for de belastninger der ligger i bilkøer og overfyldte s-tog. Jeg kan ikke fordrage at sidde som sild i tønde i bus og tog, og jeg bliver tit provokeret og vred i trafikken af folk der opfører sig dårligt. Med el-cyklen har jeg frihed til at vælge at køre den vej hvor der er mindst road rage og trafikstøj.

5:2-diæt

Efter et stressnedbrud begyndte jeg at spise efter 5:2-diætens principper. Udover vægttab, færre smerter og mindre besvær med maven har det givet mig et frirum i hverdagen, hvor jeg 2 dage om ugen har mere tid til at gøre ting for mig selv fordi jeg ikke skal lave og spise aftensmad.

Det modvirker både overstimulering og giver mig mulighed for at nære min nyhedssøgende side, fordi jeg kan bruge tid på at fordybe mig i noget eller opleve noget. Det kan både være et godt TV-program, at skrive et blogindlæg eller lave grundig research før internet-shopping.

På mit seneste kursus lærte jeg, at selvkontrol er vigtig når man er både sensitiv og nyhedssøgende. 5:2-diæten er en konstant øvelse i selvkontrol, fordi man bekæmper en så instinktiv ting som sult. Jeg har erfaret, at det slet ikke føles så slemt at udsætte et impulsivt behov.

Perfektionisme og idealisme

Generelt arbejder jeg konstant med at sænke mit ambitionsniveau for hjemmelivet. Perfektionisme er en fjende for min sensitivitet, fordi jeg kommer til at gå i selvsving over det. Dels tænker jeg alt for meget over forskellige detaljer, og dels kommer det til at tage så lang tid at der ikke er plads til at lade batterier op.

Derfor er avanceret madlavning, gennemført boligindretning, højt hygiejnisk niveau og høj miljømæssig faneføring blevet afløst af noget mere pragmatisk. Jeg finder stor glæde ved at lave en god frikadelle eller en gammeldags dessert. Jeg laver ikke længere sushi selv og har opgivet at lære at lave bearnaisesauce. Den på glas fra Irma er i øvrigt også helt udmærket. Når vi fejrer fødselsdage o.l. med mange gæster, går vi enten ud eller får mad leveret udefra.

Det er min opfattelse, at det er usundt at undertrykke følelser og behov, selvom de er ’forkerte’. Jeg forsøger at tage hensyn til, at det virkelig går mig på, når der er beskidt og rodet i huset, men erkender også at energien ikke er til det omfang at rengøring der ville være helt perfekt. Her bruger jeg meget min mand til at sparre med, for han ser ikke skidtet nær så hurtigt som jeg gør. En god løsning er tit at planlægge: ”nu støvsuger vi bare i denne weekend, og så giver vi det den store tur i næste weekend, hvor vi får gæster”.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg: