Gennemse Tag

Sanser

Perfekt syn

Lige inden jeg startede i gymnasiet fik jeg undersøgt mit syn, fordi jeg havde problemer med hovedpine. Der var ikke noget at komme efter; jeg fik at vide at jeg havde ‘perfekt syn’. Efter gymnasiet var jeg blevet nærsynet. -0,5 på det ene øje og -0,75 på det andet. Jeg fik briller, som jeg brugte når jeg skulle se langt. Jeg tog briller på når jeg skulle se noget på en tavle, når jeg skulle se fjernsyn med undertekster, og jeg havde dem også på når jeg var ude i trafikken, fordi jeg synes det var rart at kunne se skilte på stationer mv skarpt. Jeg fik også solbriller med styrke.

Da jeg blev færdig med min sidste uddannelse i 2004 lagde jeg brillerne på hylden. Jeg var godt skoletræt efter at have gået i skole om aftenen efter arbejdstid i mange år, og forestillede mig ikke at jeg skulle befinde mig i et klasselokale i lang tid fremover. Samtidig var fjernsynene begyndt at blive så store, at jeg sagtens kunne læse undertekster uden briller. Jeg holdt dog fast i solbriller med styrke – det var som om, at når jeg tog briller på, så forventede jeg at se helt skarpt, også selvom det var solbriller.

I de seneste år er jeg begyndt at synes, at jeg ikke ser skarpere når jeg har briller på. I første omgang var det solbrillerne jeg ikke synes jeg havde bedre syn med. Jeg gik ned i brilleforretningen og fik målt mit syn, men de kunne ikke se nogen forskel i mine øjne. De fortalte teorien om at synet ændrer sig hos mange når man passerer de 40 år, og det handler om at øjet bliver mindre fleksibelt med alderen.

For en måneds tid siden var jeg til et ERFA-møde i et stort mødelokale. Jeg kom til at sidde ret langt fra lærredet, hvor en præsentation blev vist. Jeg havde taget mine briller med, men det hjalp sørme ikke noget. Der var ingen forskel om jeg havde brillerne på eller ej.

Det er jo almindeligt at blive langsynet med alderen, og jeg var nærsynet, så det er nærliggende at tænke at de 2 udligner hinanden når den tid kommer. Måske oplevelsen af, at nærsynsbriller ikke hjælper længere, nærer denne tanke. Det fik jeg dog at vide hos optikeren, at det er ikke tilfældet. Og jeg kunne da også godt mærke ved ERFA-mødet, at jeg ikke så skarpt uden brillerne – jeg havde stadig den oplevelse som tidligere med at det var uskarpt. Nu måtte jeg bare acceptere, at brillerne ikke gjorde præsentationen skarpere.

Man kan sige, at jeg bruger ikke briller mere! I bund og grund er der ikke nogen grund til at have de briller længere. Mit syn er ikke perfekt, men briller hjælper ikke i øjeblikket. Det er nu meget dejligt ikke at skulle gå og huske de briller når man ind i mellem skal se noget langt væk. Og det er noget billigere og mere fleksibelt at kunne bruge almindelige solbriller. Men samtidig må jeg acceptere, at jeg ikke kan komme til at se så skarpt, som jeg kunne med briller tidligere.

Sådan er der så mange ting, der bliver mindre perfekte som man bliver ældre. Tænk, hvor perfektionistisk der var plads til at være som ung; at anskaffe sig briller med så lille en synsnedsættelse for at kunne se HELT perfekt. I dag lever jeg fint med at være lidt nærsynet. Jeg gik også til lægen når det gjorde ondt i foden når jeg gik, når jeg var svimmel eller når jeg havde hovedpine. Det gør jeg ikke mere. Jeg har accepteret, at livet gør ondt og at man ikke kan forvente at fungere perfekt. Man er ikke patient, man er bare i live.

Lignende indlæg:

2 måneder med fastediæt

Som tiden dog flyver – det er allerede 2 måneder siden jeg startede på 5:2 fastediæten. Det går stadig rigtig godt. Mit humør har fået en tak opad. Jeg ved ikke om det skyldes et øget BDNF-niveau, som denne måde at spise på skulle udløse, eller om det simpelthen er fordi at det nu er lykkedes mig at smide 4 kg. og har fået mit BMI ned under 30.

Men glad er jeg, og jeg ser frem til hver fastedag med glæde. Fastedagene forløber ret udramatisk. Jeg har vænnet mig helt til følelsen af, at maven er tom og klarer stadig bølger af sult-fornemmelse med te og vand. Der bliver ikke lagt så meget puslespil mere – jeg behøver ikke at distrahere mig selv og kan sagtens håndtere at husbond laver og spiser aftensmad.

Bivirkninger kan man måske ikke kalde det, men jeg oplever stadig øget hovedpine og ledsmerter på fastedage og større træthed dagen efter. Jeg har valgt ikke at tænke for meget på det. Ledsmerterne klarer jeg med 2 Panodil, og trætheden forsvinder meget hurtigt når jeg får lidt morgenmad. Hovedpinen er et livsvilkår for mig, noget jeg har levet med i over 8 år. Jeg ved reelt ikke om jeg ville have haft hovedpine disse dage selvom jeg ikke fastede, og det er ikke alle fastedage jeg har hovedpine. Jeg har uden held forsøgt med vand og salt at forebygge væske- og saltmangel, så måske er det ikke relateret til mangel på mad.

Det er stadig strategien at spise helt normalt på ikke-fastedagene, så jeg siger ikke nej til kage på arbejde eller en cola til aftensmaden på de dage. I øjeblikket tænker jeg meget over, at det føles som om at den psykiske lyst til de usunde ting stadig er der, men at kroppen ikke beder om det. Husbond siger også at han synes jeg spiser mindre.

Måske er det derfor at vægttabet nu har et omfang, som ikke længere kan forklares med udsving i væskebalance og maveindhold. Jeg synes godt kan jeg konstatere, at jeg taber mig af at spise sådan her. Jeg begynder at se i øjnene, at jeg måske skal til at se mig selv anderledes i spejlet og have lidt nyt tøj.

Lignende indlæg:

Jeg faster stadig

Jeg har nu fulgt 5:2 faste-diæten i en måned, og jeg er klar til at tage en status på hvordan det er gået.

Min første oplevelse er, at det slet ikke er så svært som man skulle tro. Selve det at undvære mad morgen og aften har ikke været noget problem. Hvis maven har rumlet lidt, har jeg nemt kunnet fjerne det med et krus te eller et glas vand, og jeg har ikke på noget tidspunkt være fristet til at afvige fra fasten og tage noget mad.

Nogle af dagene har jeg haft hovedpine, og jeg har oplevet en øget træthed dagen efter faste. En par af fastedagene har jeg haft flere ledsmerter end normalt. Det er alt sammen gener som normalt er en del af min hverdag, men tankevækkende at de kommer oftere på fastedage.

Nu hvor jeg har prøvet at faste 8 gange, har jeg vænnet mig til fornemmelsen og tænker mindre og mindre over det, hvilket hjælper til at afdramatisere situationen og gøre fastedagen mere som en normal dag. Et par af dagene har min mand helt glemt at jeg har fastedag, fordi vi har lavet de samme ting som vi plejer og jeg ikke snakker om at faste. Nogle dage lægger jeg puslespil eller ser TV mens han spiser aftensmad, andre dage sidder jeg ved bordet sammen med ham og drikker en kop te.

På fastedagene har jeg observeret en række ting omkring mig og sult. Jeg har tydeligt oplevet det, som Mosley skriver i sin bog om, at lyst til at spise langt fra altid handler om sult. Det kan sagtens både være tørst, tørhed i mund og hals, kedsomhed, mangel på energi, dårligt humør, socialt betinget, ren vane eller simpelthen et spørgsmål om tidspunkt på dagen. Sidstnævnte mærker jeg omkring aftensmadstidspunktet, som er det tidspunkt hvor jeg mærker mest sultfornemmelse når jeg faster. Når min mand har spist og aftenen går over i en anden fase, forsvinder sulten faktisk.

Sultfornemmelsen er der altså ikke konstant, men kommer og går. Når den ind i mellem er der, er det en fin tanke at man kan spise igen i morgen. Det med at man bare lige udskyder spisningen lidt gør det meget nemt – man skal jo bare lige vente lidt. Det ligger i konceptet, at man må spise hvad som helst dagen efter, så nogle af de første dage lovede jeg mig selv at jeg måtte få kanelgifler eller burger dagen efter. Og jeg har da også spist som jeg plejer på ikke-fastedagene, både sundt og usundt. Men stik imod min forventning er jeg ikke markant mere sulten end normalt næste dag.

Da jeg startede med fastediæten, var jeg i tvivl om motion var godt eller skidt på fastedagene. Jeg tænkte at det måske kunne øge min appetit at forbrænde de flere kalorier, og dermed gøre fasten mere ubehagelig. Rent praktisk er det er dog langt det nemmeste for mig i hverdagen at gøre som jeg plejer og snuppe min el-cykel de 17 km til arbejde, så det startede jeg ud med. Det viser sig at fungere fint. Mange dage har jeg også gået en god lang tur med hunden når jeg er kommet hjem, bla. for at distrahere mig fra tanker om eftermiddagssnacks, og så er det jo altid dejligt at komme ud i naturen.

Når det kommer til de målbare resultater, er det ikke på nuværende tidspunkt helt klart om diæten virker som en slankekur for mig. Min vægt har svinget, naturligvis lavest på dagen efter en fastedag (ca. 2,5 kg under startvægt), og så lidt højere dagene efter. Det mest sammenlignelige er at veje mig her søndag morgen, et par dage efter en fastedag og 4 uger efter startvejning. I dag vejer jeg 1,2. kg. mindre end for 4 uger siden, og jeg er 3,5 cm. mindre i livet. 

Jeg ved at andre på denne diæt har oplevet mere overvældende resultater i starten. Jeg har ikke noget imod at vægten går langsomt nedad, det er sikkert også sundt nok. Men et vægttab i den størrelsesorden giver ikke et signifikant indtryk af at jeg taber mig. Denne livsstil skulle også give en række andre gevinster, som kan måles i hvor blodværdier og risiko for sygdomme – det har jeg ikke indblik i her og nu. Men jeg må sige, at jeg allerede er helt afhængig af den fri-aften det giver mig, at jeg ikke skal lave og spise aftensmad 2 hverdagsaftener. Jeg har IKKE lyst til at vende tilbage. Tanken med denne diæt er da også, at man skal spise sådan resten af livet, så jeg skal nok nå at komme ned på en bedre vægt med tiden, hvis den svage tendens med 1 kg. om måneden fortsætter.

Vigtigst er nok, at jeg har lært nogle ting om migselv og psykologien omkring at spise. Dels er der erfaringen omkring årsagerne til jeg får lyst til at spise. Og dels så føler jeg, at jeg træner mine ‘muskler’ indenfor disciplin og tilbageholdenhed. Jeg har lært at acceptere, udholde og abstrahere fra sult, og har lært at jeg ikke falder om hvis jeg springer et måltid over. Måske ligger fidusen på vægttabs-aspektet af denne diæt i, at man med tiden kan rykke på sine vaner på ikke-fastedage, selvom det ikke ligger i konceptet at have en bevidsthed om at holde sig selv tilbage på disse dage.

Jeg samler mine erfaringer vedr. denne diæt på en særskilt side på bloggen.

Lignende indlæg:

Test af julemenu

Jeg har aldrig prøvet at være den der holder jul, og jeg har derfor aldrig prøvet at lave en julemiddag, sådan for alvor. I en del år mødtes jeg med en ven lillejuleaften og lavede og spiste flæskesteg med sukkerbrunede kartofler. Denne menu kom fra min vens juletradition – jeg har aldrig selv spist flæskesteg til jul, men kom til at holde af det og synes det var sjovt at prøve.

Efter at jeg har fået min egen lille familie, har jeg fået lyst til en dag selv at prøve at holde jul, og har derfor tænkt og snakket med min mand om, hvordan julemiddagen skulle være. I mit barndomshjem fik og får vi lidt utraditionelt skinke, og min mand kommer fra en tradition med både flæskesteg og andesteg på bordet.

Vi har idag lavet prøvemiddag på en julemenu inspireret af Brdr. Price. Jeg tog et helt kalkunbryst på brystben med skind, skar benet af, lagde fars i midten og samlede det til en rund steg. Hertil lavede jeg ovnstegnte kartofler. Grøntsager blev idag bare dampede rosenkål fordi det er nemt. Til en evt. julemiddag tror jeg at det skulle være en frisk syrlig og bitter salat. Til dessert lavede jeg min gamle succes Dajm-islagkage, hvor jeg puttede kirsebær-is ovenpå.

Det var en god middag. Både stegen og isen blev ret vellykket, og det smagte rigtig godt. Vi har valgt denne menu fordi den passer godt med vores smag, samtidig med at der er lidt tradition over det. Kalkun ligger på tredjepladsen over danskernes foretrukne julemenu, selvom det dog er under 10% der spiser det til jul. Islagkagen er inspireret af ris a’lamande. Mandlerne kom i stedet i islagkagens bund i form af mandel-marengs, og kirsebærisen var simpelthen lavet med blendet kirsebærsovs.

Menuen er også valgt ud fra, at det ikke skal være et alt for stort knokle-arbejde at fremstille den. Det bliver vigtigere og vigtigere for mig at finde de gode enkle løsninger. For det første har jeg tendens til at stresse over alle detaljerne i et kompliceret måltid. Og for det andet er hverken mine ben eller min ryg glade for mange timer i køkkenet, og sådan en aften hvor det er meningen at man skal hygge sig, har jeg ikke lyst til at være overvældende fysisk træt når jeg endelig sidder om bordet. Det handler derfor om at lave så meget som muligt på forhånd (is og fars), bruge ovnen så vidt muligt (steg og kartofler) og ikke lave mere end der er behov for.

Jeg kunne godt forestille mig at servere denne menu, hvis jeg en dag skulle holde juleaften. Jeg ved ikke hvornår det kunne blive. I øjeblikket kører vi et system, hvor jeg er sammen med mine forældre til jul, og Mads er skiftevis hos sin familie hvert andet år, og samme med mig og mine forældre det andet år. Det skyldes, at vi på den ene side ikke ønsker at mine forældre er alene juleaften, men på den anden side vil Mads gerne se sin familie til jul. I takt med at mine forældre er blevet ældre og kræfterne er blevet mindre, tror jeg at sandsynligheden for at overtale mine forældre til at komme til juleaften hos os en gang er stigende.

Lignende indlæg:

Sodavandsmaskine – en god, dårlig idé

Som jeg tidligere har skrevet, holder jeg af søde drikke. Vi køber sodavand og danskvand på dåse i Tyskland hvis vi er i nærheden, og ellers slæber vi flasker hjem fra supermarkedet. Nogen gange drikker vi saftevand. Men ville det ikke være smart hvis man kunne lave sin sodavand selv ud af det glimrende postevand vi har i hanen?

Her i huset har vi været i overvejelser om at anskaffe en sodavandsmaskine. Det virker jo som en god idé når man har et jævnt forbrug af sodavand. Man sparer emballage, transport og industriel produktion, og der er masser af smagsvarianter. Det virker som et miljøvalg som ikke koster meget på komfort og kvalitet. Men det er det ikke.

Jeg har aldrig haft sodavandsmaskine i mit hjem. Mads havde det som barn, men der er jo sket meget siden dengang. Vi undersøgte derfor markedet, og fandt at der findes 2-3 forskellige producenter af sodavandsmaskiner, heriblandt den kendte SodaStream som blev udbredt blandt mine legekammerater i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne.

Det første problem vi stødte på var, at de fleste sodavandsmaskiner bruger plastikflasker. Fordi de udsættes for tryk i forbindelse med tilsætning af kulsyren, skal plastikken have nogle bestemte egenskaber, og det udelukker at de kan vaskes i opvaskemaskine. Man skal derfor stå og vaske flaskerne med i hånden med flaskerenser og kemikalier. Der findes enkelte maskiner der bruger glasflasker, men disse maskiner kan ikke fås i butikkerne og de er langt dyrere end de andre. Hvordan man skulle anskaffe sig ekstra flasker kan jeg ikke gennemskue.

Dernæst begyndte vi at se på de smagstilsætningsprodukter der findes. Der findes rigtig mange forskellige, men når man læser på etiketten viser det sig, at der er kunstige sødemidler i. Ikke kun i light-produkterne, men i næsten alle varianterne. Da jeg ikke kan tåle kunstige sødemidler, betyder det at jeg ikke kan bruge ret mange af varianterne. Det var lidt af en streg i regningen. En ting er at der findes light-produkter, men at selv de sukker-produkter der ikke er light indeholder kunstige sødemidler, det skuffer. Så har man jo ikke engang et valg.

Alt i alt har det, der først virkede til at være en god idé, vist sig at være en ret dårlig idé. Æv, det var ærgerligt.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

Til hvalpetræf

I lørdags var vi til hvalpetræf på Kennel BeDaBlanco. Det er den kennel, hvor Adina er født. De inviterer hver sommer alle de familier de har solgt hvalpe til, så de kan se hvordan hundene udvikler sig. I år var vi med – for første gang, da vi jo kun har haft Adina siden hun var 2½ år.

Kennelen ligger i Nordjylland, og da vi havde afgang fra sommerhuset i Nordsjælland, var det lidt af en køretur der lå foran os. Vi valgte derfor at køre derover dagen før og tage en overnatning på Gatten Bed & Breakfast. Det var første gang vi kørte så langt med Adina, så vi ville gerne tage os god tid så vi kunne tage hensyn til hendes behov. Vi holdt 3 pauser undervejs på turen, Adina havde sin skvulpefri vandskål med i bilen, og der var ingen problemer overhovedet.

Efter et godt hvil i Gatten, kørte vi næste dag til Aars Hundeskov. Her mødte vi først kennelejeren Betina, som havde Adinas forældre med, samt en dejlig ny lillebror der var kommet til verden i foråret. Det var rigtig fint at se Adina hilse på sine biologiske forældre. Det er svært at vide om hun er klar over at det er hendes far og mor hun står og snuser til, men hvis en hund kan afgøre alder, køn, kønsmodenhed og mange andre ting ved numse-snusning, så kan hun måske også fornemme at her er nogen hun er blodsbeslægtet med.

Under alle omstændigheder var der hvid hunde-fest, da en hel masse af Adinas søskende en for en dukkede op i hundeskoven den dag. Der var vist 15-16 hunde alt i alt, hvoraf en del var søskende fra Adinas kuld, og resten var hel- eller halvsøskende fra andre kuld. Det var helt fantastisk at opleve alle de glade hvide haler på begejstrede hunde, der myldrede ind og ud iblandt hinanden. (Man kan se billeder på Adinas Facebook-side.)

Først følte jeg at de alle var ens, og vi måtte se efter på halsbåndet for at finde vores egen hund. Men efterhånden som jeg gik rundt blandt alle disse hunde, begyndte jeg at kunne se forskellige træk. Det første jeg lagde mærke til var, at hannerne var væsentligt større end hunnerne. Det vejede vel 10-15 kg. mere, var højere og meget kraftigere. Hunnerne var også forskellige, der var en del som var noget spinklere end Adina. Og så begyndte jeg at lægge mærke til de små forskelle. Selvom alle hunde var helt hvide, var der alligevel lidt farveforskelle. Adina har f.eks. sorte øjenomgivelser under den hvide pels og de hvide øjenvipper – det var det ikke alle der havde. Nogen var i stedet brune, der hvor Adina er sort, og det gav et helt andet udtryk. Da dagen var omme kunne jeg nemt se forskel på de fleste af hundene.

Fælles var dog, at alle hundene var meget venlige, begejstrede over kontakt med deres søskende og nysgerrige – fuldstændig som vi kender vores Adina til hverdag. Hundene fulgtes ad i skoven, og da vi senere tog hjem til kennelen, legede og udforskede de også omgivelserne i fællesskab. Det skete at nogen af hanhundene kom lidt op at toppes med lidt knurren hist og pist, men det gik hurtigt over. Faderen til alle hundene holdt styr på tropperne og var en rigtig alfa-han.

Vi hundeejere bænkede os i et havetelt og fik serveret lækker grillmad, mens vi udvekslede historier og erfaringer. Jeg tror Mads og jeg var de eneste som ikke havde haft vores hund fra spæd, så det var godt at høre lidt mere om hvor hun kommer fra. Når man skal have hund første gang føler man at man skal kvalificere sig til at få en hund, hvad enten det foregår via internat eller kennel, og nogen gange virker det til at være lidt af et nåleøje at skulle igennem. Vi fik Adina på baggrund af en privatpersons vurdering, så det var dejligt at kunne give kennelejeren vished for at vi var gode ejere for Adina. Betina var rigtig glad for at se Adina og os og virkede til at synes det var et godt match.

Dagen sluttede lidt brat for os, da der kom nogle tordenbrag. I løbet af sommeren er det gået op for os, at Adina er bange for tordenvejr, og det hjalp ikke at være iblandt en kæmpe familie af hunde, som ikke tog sig specielt meget af bulderet. Da Mads gik ud efter trøjer til os i bilen, smuttede hun ud af havelågen og insisterede på at komme ind i bilen. Mads tog hende dog med tilbage, men siden kunne hun ikke tænke på andet end at komme ud til bilen, stod henne ved havelågen og peb og prøvede at klatre over hegnet. Vi måtte derfor sige farvel før arrangementet var slut.

Så snart Adina kom ind i bilen var hun glad igen, og som vi begyndte at køre sydpå forsvandt de sorte skyer. Hjemturen klarede vi med færre stop og det var tidlig aften da vi landede i Gilleleje igen. En god og interessant tur, hvor vi både fik forbindelse med spændende hundemennesker og fik prøvet Bed & Breakfast samt langtur med Adina for første gang.

Lignende indlæg:

Om at gå ud

Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede.

Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet.

Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks’n’sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen.

Sticks’n’Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer – den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad.

Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo – 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen.

Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.”

Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme – jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres.

Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse.

Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3:

  1. Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration.
  2. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid.
  3. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende.

Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Lignende indlæg:

Skat, der er en kat i sengen!

Det var bare et lille bump. Vi havde lige kysset godnat og slukket lyset. Det kunne sagtens bare være Mads der rumsterede med fødderne under dynen. Men jeg synes nu alligevel ikke det passede til hans bevægelser, så jeg kiggede op. Til min store overraskelse så jeg silhuetten af et kattehoved.

Først blev jeg lidt forskrækket, for det er en mærkelig følelse, at der er et 3. levende væsen i sengen når man ikke regner med det. Men da jeg tændte lyset så jeg straks, at det var en særdeles velkendt besøgsmis. Han kommer tit på besøg, og næsten lige så tit smutter han indenfor og snuser nysgerrigt rundt i vores rækkehus. I aftes må han være smuttet ind, da jeg luftede ud mens jeg børstede tænder, og så har jeg bare ikke set ham da jeg lukkede havedøren igen.

Det er noget af det fineste jeg kan opleve, når dyr viser mig tillid. Når en hjort i en dyrepark spiser af min hånd, når et egern leder efter nødder få meter fra mig på terrassen i sommerhuset eller når hunde og katte på vejen kommer hen for at hilse helt af sig selv, så bliver jeg dybt beæret og lykkelig. Tænk at sådan et væsen, helt uden menneskelige filtre og forståelse, frivilligt kommer hen til mig og åbenbart regner med at jeg ikke vil gøre den noget ondt – det er stort!

Jeg kunne da heller ikke lade være med at kæle lidt med den fine besøgsmis, da den gik rundt i vores dyner i går aftes. Udover at han er meget nysgerrig, så er han også utrolig kælen, og der er ingen kløer fremme når der kæles. En rigtig sød mis.

Men han kunne ikke blive der. For det første er jeg modstander af dyr i sengen, og for det andet kan man jo ikke lade andre folks dyr blive indenfor i længere tid, det er frihedsberøvelse grænsende til tyveri af husdyr. Jeg måtte derfor ud af sengen og prøve at overtale den søde kat til at gå ud i kulden igen. Han var ikke meget for det og smuttede lynhurtigt ind igen første gang jeg satte ham ud. Men ud kom han. Godnat, besøgsmis!

Lignende indlæg:

Om at være træt

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg: