En forretningsrejse

Igår var jeg i London for at deltage i et møde. For mange i min omgangskreds var første reaktion noget i retning af ‘Nej hvor dejligt med en tur til London’ når de hørte jeg skulle afsted. Men der er ikke ret meget rekreativ oplevelse ved sådan en tur, og jeg vil derfor gerne fortælle hvordan dagen forløb for mig.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

  • at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
  • afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
  • møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
  • stress over at nå hjem igen samme aften
  • ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.

Lignende indlæg:

Noget om dørsælgere

Her til aften ringede det på døren midt i aftensmaden. Udenfor stod en mand fra Din Fisk. Han sagde at nu var fiskebilen her, om vi spiste fisk og skaldyr. Umiddelbart var jeg ikke klar til at købe fisk lige der midt i roastbeef med broccolisalat, men på en eller anden måde fik han lokket med hen til bilen for at se på kammuslinger og gambas – indrømmet, nogle meget flotte eksemplarer. Faktisk kom han så langt som til at få mig til at sige at jeg måske gerne ville prøve nogle af disse gambas, men så siger manden at de kun sælger dem i kasser af 2 kg til 800 kr. Så står jeg af – jeg er ikke parat til at impuls-købe varer for 800 kr. ved gadedøren.

Nu bagefter føler jeg mig dårlig tilpas over oplevelsen. Jeg føler at sådan en dørsælger tager mig med paraderne nede, når han kommer og ringer på min dør; jeg er ikke parat til at tage stilling til et eller andet køb lige midt i mit hjemmeliv. Det er vel også derfor at det er ulovligt at lave dørsalg. Det er ubehageligt at skulle tage stilling til aggressivt salg i sit hjem, og det er ubehageligt at skulle afvise nogen. Samtidig føler jeg mig invaderet. Og så føler jeg mig dum over ikke at have afvist ham med det samme.

Det kunne jeg trods alt finde ud af da en beskidt engelsk-mumlende håndværker ringede på for nogle uger siden og ville sælge terrasser og indkørsler – her kunne jeg huske historier fra sidste sommer hvor det kom til en masse uoverensstemmelser mellem håndværker og kunde, når håndværkerne f.eks. bare havde hevet hele indkørslen op næste dag og var begyndt på det arbejde, som kunden ikke mente de havde aftalt. Så han nåede kun at sige 4 ord (“do you speak English”?) og så havde jeg lukket døren.

Jeg kan også sagtens sige fra når abonnements-sælgere fra diverse aviser ringer og vil sælge noget. Men når der står et menneske lige foran mig, så tænker jeg normalt ikke på at afvise, så tænker jeg på at finde ud af hvad det er vedkommende vil. Det falder mig simpelthen ikke ind at stoppe folk før de har talt færdig. Det er også derfor at den israelske kunstsælger kom så langt – hun startede med at lade som om hun bare gik rundt og viste folk kunst.

Det undrer mig iøvrigt at se så mange dørsælgere, det kommer bag på mig hver gang. Måske er det fordi jeg nu bor i rækkehus i modsætning til alle årene i lejlighed, men jeg har virkelig ikke tidligere oplevet så massivt besøg af dørsælgere. Der skal måske også lidt finanskrise og dårlige tider til at få handelsfolk til at bryde dørsalgsloven og gå ud og ringe på for at få solgt deres ting.

Jeg ved i hvert fald at jeg ikke bryder mig om det. Nu har jeg aftalt med min mand at han bare skal skære igennem og sende dem væk. Han HAR nemlig impulsen til at afvise dørsælgere, og eneste grund til at han ikke gør der er, at han tror at jeg er interesseret, fordi jeg ikke afviser straks.

handelbetleri

http://www.flickr.com/photos/jakecaptive/ / CC BY 2.0

Måske skulle man få sig et af de her gode gamle skilte?

Lignende indlæg:

Manden der passer planterne

Her sidder man så søndag aften. Weekenden er slut. Om lidt skal jeg i seng. I morgen kl 5:30 ringer vækkeuret, og kl 6:20 sidder jeg på min el-cykel pakket ind i varmt og vindtæt tøj lag på lag, på vej til Hellerup Station, på vej på arbejde. Jeg er nok ikke den eneste der sidder her søndag aften og drømmer sig lidt væk. Tænk hvis man ikke skulle på arbejde imorgen. Tænk hvis man ikke skulle så tidligt op, ud i mørket og kulden. Og tænk hvis man ikke skulle ind og tumle med de sædvanlige problemstillinger.

Jeg kommer til at tænke på ham manden, som kommer og vander planterne på kontoret. Kunne det ikke være skønt at have sådan et job? Man ville nok stadig skulle tidligt op og ud i kulden. Men det er så dejlig nært og ukompliceret. Sørge for at planterne har det godt.

Jeg har tænkt sådan her tusind gange. Jeg ved godt at når jeg er kommet derind og har fået lidt morgenmad, sludret med kollegerne, læst mails og fået taget hul på dagen, så er det ikke så slemt. Men lige nu ville jeg ønske at jeg skulle noget andet når dagen skifter til mandag.

Lignende indlæg:

Gavoholiker

I onsdags var der 2 dage til lønningsdag og penge tilbage på kontoen. Jeg valgte at forkæle migselv med sushi for ca. halvdelen af beløbet. Resten brugte jeg på en gave til min fætter som tak for at han endnu engang havde betroet mig at passe hans fantastiske hund, og som et tillykke med hans nye hus. Og så købte jeg også lige 2 bøger til min mand.

Det er ikke første gang i denne måned at jeg køber gaver til min mand. Det gik op for mig, at jeg faktisk køber gaver til ham og andre ret tit – også uden at der er en anledning. Jeg kan bare godt lide at give gaver?

Et minde fra barndommen popper op:

Lille Trine: “Far, er det ikke rigtigt, at hvis man godt kan lide at give gaver, så er man ikke egoistisk?”
Far: “Hm, det ved jeg ikke – det kan man måske godt sige. Men at give gaver kan også være egoistisk på en måde”

Jeg kommer til at tænke på om det helt sundt at jeg har den trang. Umiddelbart vil de fleste nok synes det er et positivt karaktertræk at være gavmild. Men kunne det tænkes at jeg mest gør det for min egen skyld, for at få anerkendelse for ikke at være egoistisk?

Jeg kommer til at tænke på Elvis Presley, som jeg læste og så en del om for nogle år siden. Elvis elskede også at give gaver. Han nåede at forære over 100 biler væk, og han købte også huse til flere i sin omgangskreds. De efterlevende har beskrevet hvordan han elskede at se folks oprigtige overraskelse og glæde ved at få en uventet gave. Det blev næsten en afhængighed for ham, og da han døde var der næsten ingen penge tilbage, på trods at han havde haft million-indtægter – han havde brugt og foræret det hele væk.

Jeg må afgjort indrømme at jeg har stor glæde ved at købe ting til folk jeg holder af. Følelsen ligner meget den jeg får ved shopping generelt. Jeg elsker følelsen af at finde en ting som passer rigtig godt til en bestemt person, og jeg kan også godt lide selve det at give gaven. Er jeg mon ligefrem afhængig af denne følelse?

Indtil videre har mit gave-giveri ikke ruineret mig – så det er ikke noget der er truende for min økonomi. Men jeg skal nok huske at tænke over det nogen gange. Jeg kan jo også risikere at bringe gavemodtagerne i forlegenhed og måske give dem en følelse af at stå i taknemmelighedsgæld. Og så er man jo pludselig ikke så flink mere.

Lignende indlæg:

Iscenesat fritid

Det er mest normalt at sommerhuse sælges med inventar, men det sommerhus min mand og jeg købte denne sommer var stort set tomt. Det har givet alletiders mulighed for at definere sommerhuslivet helt forfra på vores egen måde.

Et primært formål med at købe sommerhus for os var at have et frirum, som adskilte sig fra hjemmelivet. Her skulle gælde andre regler, forpligtelser og måder at leve på, så vi kunne slippe hverdagens stress og jag.

Min kloge mand har givet mig frie hænder til at indrette huset. Jeg har taget en række valg der appelerer til i hvert fald 4 af de 5 sanser, fordi jeg er overbevist om at det kan støtte hjernen til at forstå af at det her er anderledes end derhjemme.

Synssansen

Til at starte med tænkte jeg meget i farver og stilarter. Jeg har valgt blå og grønne farver til alt fra dækkeservietter, viskestykker og plaid’en i sofaen og suppleret med livlige farver i køkkenet.

Stilmæssigt har jeg tænkt på hvad der er ‘sommerhusagtigt’ – striber, tern og lidt landlig stil. I soveværelset er der sorte spær og en lidt mørkere farve i loftet, så der har vi sorte metalben på sengen, en sort træbænk til tøj og sorte jernkroge til at hænge tøj på.

Lugtesansen

Lige når man træder ind i vores lille sommerhus bliver man ramt af duften af træværk. Huset er beklædt med træ både indvendigt og udvendigt, noget vi sætter stor pris på.

Huset havde stået ubeboet i mindst 2 år da vi overtog det, så jeg tænkte at der nok kunne bruges lidt duft til at friske op på det hele da vi skulle til at gøre huset rent. Hjemme bruger vi primært uparfumerede produkter, så jeg fandt en serie miljøvenlige produkter hos Isabella Smith der dufte naturligt af timian, mynte og æble.

Vi kender nok alle til hvor kraftigt duftmæssige associationer fæstner sig – jeg håber ved at bruge disse dufte i sommerhuset at det kan være med til at understøtte følelsen af at der er anderledes i sommerhuset end derhjemme.

Høresansen

Musik er rigtig vigtigt for os begge, og selvom vi sætter stor pris på den stilhed der er på landet, kunne vi ikke forestille os ikke at have mulighed for at høre musik i sommerhuset. Også her synes vi at det skulle være noget andet musik end det vi hører hjemme.

For et års tid siden vandt jeg en ipod ved en konference jeg var til med arbejde, og har ikke rigtig vidst hvad jeg skulle bruge den til, da vi begge har vores mobile musik på walkman-telefoner. Men nu kan den pludselig bruges som mobilt stereoanlæg til sommerhuset. Vi har anskaffet os en lille docking station med OK højttalere om også kan spille radio, og så tager vi den noget dyrere og dermed indbrudstyv-attraktive ipod med hjem når vi ikke er i sommerhuset.

Og så fik jeg for en gangs skyld mulighed for relativt nemt at købe musik fra nettet og putte det direkte på ipod’en via iTunes (det er ikke så nemt med walkman’en). Musikken blev elektronisk rolig musik som Trentemøller, Kenneth Bager, Roisin Murphy og Royksopp, evergreen musik med Michael Bublé og Luis Miguel og noget decideret afslapningsmusik fra Phønix Music.

Følesansen

Det er rigtig vigtigt for mig at ting er rare at røre ved. Det var derfor skønt med udsalg alle vegne på håndklæder og sengetøj så vi kunne få en god kvalitet af den slags i sommerhuset.

Det er også vigtigt for os begge to at kunne sidde godt. Der var derfor ingen tvivl om at vi skulle have en behagelig lille sofa og nogle GODE havemøbler. IKEA og udsalg i Jysk hjalp os med at skaffe disse ting til en fornuftig pris.

Smagssansen

Ja man går jo ikke og smager så meget på sit sommerhus, så her har ikke været så meget design. Vi har dog synes det er hyggeligt og nostalgisk at have en kasse med 25 cl glasflaske-sodavand i sommerhuset, det smager af solskinssomre og lykkelig barndom hos vores for længst afdøde bedsteforældre .

Og så er det naturligt for os at lave lidt simplere mad i sommerhuset. Vi har ikke pinjekerne og olivenolie i skabene til lige at lave en hjemmelavet pesto, eller 3 slags asiatiske sovse til at lave wokmad. Derved adskiller smagsindtrykkene sig også fra hverdagen. Det bliver rugbrød og pålæg, evt. fra en fiskehandler nede i Gilleleje Havn, og stegt kød med enkle grøntsager til.

 

Alle disse valg af indretning i sommerhuset er alle sammen taget for at skabe en bestemt stemning omkring det at komme i sommerhus. Ligesom en teaterforestilling – det er ren iscenesættelse. I sidste ende har det til formål at vi ikke skal tage bekymringer, stress og pligtfølelse med i sommerhuset. Det tror jeg er sundt.

Lignende indlæg:

Om at blive forælder som single

En af de ting vi debatterer her i sommeren er det stigende antal enlige kvinder som vælger at få barn ved insemination. For et par år siden blev det, takket været bla. Jens Rohde, lovligt for læger at behandle enlig og lesbiske kvinder med kunstig befrugtning, og siden er der sket en udvikling som nu tages op til debat.

Emnet diskuteres også i blog-verdenen. På bloggen Ordet Rundt har der i denne uge både været et indlæg der fokuserer på kvindens situation, og et indlæg der adresserer den økonomiske side.

Jeg synes der er et aspekt af denne diskussion som burde stoppe alle andre spekulationer; hensynet til det barn, der kommer ud af det. Jeg synes det er indlysende at det er psykologisk usundt for et barn kun at have 1 forælder, og det underbygges da også af forskning. Hvordan kan vi dog tillade, at man på et ufødt barns vegne, fravælger en far?

Jeg er klar over at det sker hele tiden at børn mister en forælder på en eller anden vis – men ligefrem med vilje, på forhånd, at bestemme at det her menneske skal være uden en far hele sit liv, det synes jeg er grusomt og afspejler at ønsket om at få et barn i denne situation mest handler om moderens egne behov og dermed er ufattelig egoistisk.

Lignende indlæg:

Kom lad os brokke os

Igår var jeg sammen med min gode veninde, vi spiste sushi og snakkede som så mange gange før. Det var rigtig hyggeligt. Idag er jeg dog kommet til at tænke på, at jeg vist har brugt det meste af tiden vi var sammen på at brokke mig? I hvert fald handlede det meste af det som kom ud af min mund om de ting som IKKE fungerer optimalt i mit liv. Oplevelser fra arbejds- og fritidslivet blev luftet, og de indeholdt næsten alle noget jeg var utilfreds med.

Det irriterer mig at tænke tilbage på sådan en hyggelig aften og så alligevel konstatere at jeg ikke har sagt ret mange positive og glade ting. For jeg er i grunden rigtig glad for det meste – ja faktisk vil jeg betegne migselv som lykkelig. Og godt humør og glæde smitter jo, det ville vel være en god ting at udbrede glæde til sine venner.

Hvorfor brokker jeg mig til min veninde, selvom jeg er glad for mit liv? Hun må jo få et indtryk at jeg ikke er særlig glad, og det er jo helt forkert!

Jeg er kommet til at tænke på at det måske er fordi det virker lettere at brokke sig, end at fortælle om dejlige oplevelser. Det er nemmere at skildre en situation hvor man bliver behandlet dårligt og så blive enige om at det er for dårligt.

Men hvis jeg hele tiden fortæller hvor glad jeg er for min mand, eller hvor spændende jeg synes det er at tænke på at vi måske køber et sommerhus, så føler jeg pludselig at jeg overskrider nogle grænser. Som om jeg blærer mig med min lykke? Jeg føler nok det er lidt tabu.

Mon det er derfor at vi har sådan en brokke-kultur i Danmark? Man føler at man lettere kan blive enige om det man er utilfreds med, og det at have en fælles ‘fjende’ giver et fællesskab. Og måske er vi bange for at gøre hinanden kede af det ved at snakke om de ting som gør os lykkelige? I så fald bunder det jo faktisk i et ønske om tage hensyn til hinanden, og så har man jo gode hensigter. Men man spreder jo ikke glæder til hinanden på den måde.

Lignende indlæg:

Storkontor

Så rykkede jeg ind i et nyrenoveret kontor på arbejde. Storkontor. Igen.

Storkontorer kan være rigtig gode for medarbejdergrupper, der har løbende personlig kontakt med hinanden og har brug for at koordinere de opgaver der varetages i løbet af dagen. F.eks kan man ikke forestille sig at medarbejderne i en helpdesk sidder i individuelle kontorer. Her er et storkontor et tilvalg man gør for at dækker et behov.

Hvis der derimod ikke er et arbejdsmæssigt behov for at sidde i storkontor, er det min helt klare erfaring at man formindsker medarbejdernes effektivitet drastisk. Støj, trafik og en øget falden i snak tager tid væk fra arbejdet, og de gentagne brud på koncentration mindsker effektiviteten yderligere.

Min funktion hører til i sidste kategori. Min primære opgave er at skrive og tilrettelægge forskellige typer dokumentation, og jeg har ikke nogen arbejdsmæssig nytte af at sidde sammen med de andre grupper i afdelingen. De kolleger jeg har mest brug for at have kontakt med er afdelingens mellemledere og leder, men de kommer alle til at sidde i individuelle kontorer, så dér er ikke nogen synergieffekt for mig at hente.

På arbejdspladser hvor det er ens for alle at man sidder i storkontor må man bare affinde sig med det. Men på min arbejdsplads er der nogen der sidder i enmandskontorer og nogen der sidder i storkontor, og så må jeg indrømme at jeg ærgrer mig over at det ikke er faldet i mit lod at komme til at sidde alene. Jeg føler at jeg kunne arbejde mere effektivt på den måde. Men jeg er ikke blevet inddraget i beslutningen og jeg må bare konstatere at min ledelse ser anderledes på den sag. Øv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores teambuilding-aktiviteter i efteråret, hvor vi arbejdede med bevidstheden om vores forskellige personligheder. Især MBTI-profilens fokus på om man er introvert eller extrovert kunne man have brugt direkte, da man tog stilling til hvordan kontorlandskabet skulle fordeles – hvis man ellers havde ønsket at fokusere på effektivitet og jobtilfredshed. I stedet har man i min afdeling valgt at sætte samtlige introverte medarbejdere i storkontorer. Ironisk nok er de få, der får enkeltmandskontor, allesammen extroverte personligheder. Denne gruppe er ved et pudsigt sammentræf beslutningstagerne selv; cheferne 🙂

Lignende indlæg:

Interaktiv

Det kan godt være jeg er introvert, men det betyder ikke, at jeg ikke har kontakt med omverdenen.

F.eks. her i blog-land, hvor vi bloggere kommunikerer med hinanden ved at skrive indlæg på egne blogs og kommentarer til hinandens indlæg. Jeg føler mig tit kaldet til at dele oplevelser, erfaringer, holdninger og alternative perspektiver på forskellige emner.

Jeg kan også finde på at skrive til politikere, erhvervsdrivende og journalister, hvis der er noget jeg har en stærk holdning til. En sag om ejendomsskat i december førte til at jeg pludselig fik besøg af TV-Avisen.

Idag hørte jeg i P4 Eftermiddag et indslag om Christine Feldthaus, der har skrevet en bog om at gøre sin hverdag mere miljøvenlig. Studieværten Monica Krog-Meyer opfordrede lytterne til at indsende egne erfaringer med miljøtiltag man har gjort eller vil gøre i sin hverdag. Jeg synes som sædvanlig at jeg havde noget at bidrage med –  jeg ville sprede budskabet om el-cykler, som jeg synes er smarte fordi de i mange situationer kan erstatte biler eller måske bil nr. 2. Jeg sendte en SMS med min historie. Nu har Monica Krog-Meyer lige ringet til mig og fortalt at jeg hun synes mit bidrag var det bedste og at jeg har vundet den bog de snakkede om.

Der er nok nogen der opfatter mig som en stille éen der ikke får sagt sin mening. Det gør jeg heller ikke altid face-to-face. Men når jeg kan benytte mig af elektroniske medier, så får jeg faktisk blandet mig en del.

Lignende indlæg:

Introvert og extrovert

De sidste to dage har vi haft teambuilding-aktiviteter på arbejdet.

Alle i afdelingen havde på forhånd udfyldt et spørgeskema, der indplacerede os alle efter personlighedstyper i MBTI-præferencerne. Første dag handlede om værdier og mål, og hele eftermiddagen snakkede vi om vores personlighedstyper i  teori og øvelser. Anden dag var en dag i Hareskoven med praktiske øvelser, der også relaterede sig til vores typer, og som ellers handlede om samarbejde og feedback.

Min MBTI-indikator er ISTJ. I’et i denne profil betyder at jeg er Introvert, altså indadvendt. Det skal forstås sådan at jeg henter min energi fra min indre verden, jeg vil gerne lige tænke over tingene før jeg handler. Alternativet er ‘E’ for Extrovert, altså udadvendt. Denne indikator bruges om mennesker, der får deres energi fra samvær og interaktion med andre mennesker og handler straks. Der var cirka halvt af hvert i vores afdeling.

Det var ikke en overraskelse for mig at blive indplaceret som indadvendt. Det har været tydeligt gennem både barndom og voksenliv at jeg er indadvendt. Jeg har altid haft behov for at trække mig tilbage og være alene ind imellem, især efter meget intensive oplevelser. Og jeg har nydt at bo alene i 10 af mine voksen-år. Men det er ikke altid sjovt at være en indadvendt type.

Det praktiske teambuilding-program som Dolphin Group havde sammensat til os, tog også udgangspunkt i MBTI og lagde derfor op til at alle personlighedstyper og kompetencer er acceptable – vi alle er forskellige og at det er OK.

Øvelserne var forskellige praktiske opgaver der skulle løses på meget kort tid, og vi skulle forsøge at organisere os hensigtsmæssigt så vi nåede det. Tempoet var højt, og vi nåede ikke at løse ret mange af opgaverne. Pauser var der ingen af, ca 20 minutter til at lave og spise frokost i, og ellers var det bare fuld fart frem.

Det var en hektisk dag, hvor jeg allerede efter få timer havde en knaldende hovedpine. Da vi om aftenen var færdige og skulle afslutte forløbet med en middag på en nærliggende restaurant var jeg fuldstændig udmattet og kunne næsten ikke blinke for bare hovedpine.

Før dette forløb har min chef flere gange sagt at han forventede at det ville blive sjovt. Jeg tror ikke jeg vil kalde det sjovt. Selvom jeg synes det var interessante øvelser, og jeg godt kan se et vist udbytte, så var det meget tydeligt for mig at arrangementer af den art ikke er sjovt for en indadvendt person. Når der ikke er tid til at danne sig et overblik, når der ikke er mulighed for at trække sig tilbage indimellem, så tvinges en indadvendt person faktisk væk fra sin præference.

Det slår mig, at det er lidt ambivalent at starte ud med at anerkende vores forskellighed, og så lave et forløb der kun tillader halvdelen af gruppen at følge sin præference? Det understreger vel hvordan realiteterne på arbejdsmarkedet er; der er fart på og ikke tid til at tænke sig om. Men så kan man ikke forvente at alle synes det er sjovt.

Lignende indlæg: