Gennemse Tag

Psykologi

Om at søge job

Det har taget mig flere år at finde det her nye job. Som nævnt har udbudet af relevante jobs været væsentligt mindre end jeg kunne ønske mig. Jeg har specialiseret mig og dermed indsnævret mulighederne de seneste år, og når man har et job i forvejen søger man jo ikke hvad som helst. Men det til trods synes jeg det har været svært, også at komme til samtale når man så endelig har fundet en stilling man kan søge.

Det er første gang det har været så svært for mig at finde et nyt job. I min 20-årige karriere har det sværeste job at lande været mit allerførste fuldtidsjob som piccoline, hvor jeg kom direkte fra skolen uden erfaring. Her sendte jeg så vidt jeg husker 20-30 ansøgninger, og gik til samtale adskillige steder før det lykkedes. Siden har jeg haft det ret nemt. Jeg har tit fået bid efter ganske få ansøgninger, nogle gange har jeg endda kunnet vælge og takke nej. Efterhånden som jeg har fået opbygget et netværk har dette også hjulpet mig til at komme til samtale, ofte på jobs der ikke var opslået.

Tålmodighed er en dyd, og det skal jeg love for at jeg har måttet arbejde med. Samtidig med at jeg har ventet på at få svar, komme til samtale eller få afslag på den ene ansøgning efter den anden, har jeg selvfølgelig passet mit nuværende arbejde samvittighedsfuldt. Så udover tålmodighed med en lang jobsøgningsproces, har jeg også skullet mobilisere kampgejst i forhold til både transporttiden, men også til opgaver der ikke gav mig tilfredsstillelse, organisationsændringer og meget andet.

Til gengæld er glæden større når det endelig lykkes. Rekrutteringsforløbet til mit nye job har også krævet lidt tålmodighed; det har taget lang tid og jeg har været til mange samtaler og tests. Men jeg slap igennem ‘nåleøjet’ udelukkende på baggrund af min egen ansøgning, hvordan jeg præsenterede mig og testresultater. Mit netværk trak jeg kun på i form af referencer.

Jeg er stolt af at jeg klarede den. Både over at det lykkedes mig at holde gejsten oppe på det gamle arbejde og faktisk levere en engageret indsats, stolt over at jeg holdt modet oppe i jobsøgningsprocessen, og over at jeg fik det nye job. Følelse af mindreværd banker uungåeligt på, når man igen og igen får afslag på sine ansøgninger. Man fristes til at stille spørgsmålstegn ved egne evner, kvaliteten af ansøgningen og en masse andet. Men i virkeligheden ved man jo ikke hvorfor det ikke lykkes, og det er slet ikke sikkert at det er fordi der er noget galt med en selv. 

Der er i hvert fald ikke noget galt med mig. Jeg fik endda en god ‘fjer i hatten’ i form af stor ros for min ansøgning af både Mercuri Urval-konsulenten og den ansættende direktør i det nye firma. Jeg føler mig styrket af at have været denne periode igennem, og jeg går ud i verden med oprejst pande og høj selvtillid – klar til de nye udfordringer. Jeg er sikker på at jeg skal klare de fremtidige udfordringer fint.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2011

Ja, det var så den sommerferie. Det har været skønt. For første gang i nogle år har jeg haft 3 ugers ferie i træk, og det kunne jeg godt bruge – kunne sådan set sagtens være blevet oppe i sommerhuset en uge mere.

Foruden vores lille bilferie har vi nemlig været 1½ uge i vores sommerhus, hvor sommerferien kom til at handle om IKKE at skulle noget:

  • at tage sig tid til at vågne
  • at være langsom
  • at kunne se morgen-fjernsyn
  • at se på heste og køer på markerne
  • at nyde fugle og egern i haven
  • at få en is og gå tur ved vandet
  • at cykle ned og bade næsten hver dag
  • konstant at have sand mellem tæerne
  • at lave simpel mad på grillen
  • at lade dugen blive liggende på havebordet natten over
  • at gå aftentur på sommerhusvejene

Jeg føler virkelig det er sundt for sjælen at komme ned i tempo på den måde. Det tager lige nogle dage, fordi det er så indgroet at så på uret og planlægge alting, både i hverdag og sådan set også når man er på en bilferie.

Foruden ovenstående ting har vi også haft besøg et par gange, også af et egern som ikke lod sig forstyrre af at vi sad på terrassen, den puslede bare videre få meter fra os i sin jagt på nødder, nødder og flere nødder. Vi har også fået lavet lidt havearbejde, købt lidt flere havemøbler og været ude og se lidt på byer og landskab i området som vi plejer. Men frem for alt har vi taget den med ro.

Lignende indlæg:

Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

Påskeferie 2011 – del 1

Da påsken nærmede sig i år, havde jeg en hel uges ferie tilovers. Jeg kunne derfor holde fri både de 3 hverdage før påske og 2 dage efter. Jeg tog hjem fra arbejde fredag inden påske og kunne se frem til 12 hele fridage i træk. Fantastisk!

Weekenden forløb nogenlunde som en normal weekend. Min mand havde ikke fri i hverdagene op til påske, så der var ikke den helt store feriestemning. Jeg havde forsøgt at danne mig et overblik over alle de praktiske ting der trængte til at blive gjort i hjemmet og haven, og allerede i weekenden fik vi bla. gjort rent og ordnet en masse.

Da det blev mandag morgen oplevede jeg denne velsignede situation, at det er hverdag, men at jeg ikke skal på arbejde. Det giver mig altid en helt utrolig lykkefølelse. Normalt når man har fri i en weekend eller på en helligdag så er alting lukket og alle har fri. Eller også har man en eller flere ugers ferie sammen med sin familie, og så skal der ske noget helt andet. Men når man har fri alene på en hverdag, så kan man gøre en masse ting man ellers ikke kan gøre. Man kan gå i butikker, på posthuset, på planteskole – man kan ringe til virksomheder og organisationer som man har et eller andet ærinde med. Det er et af de store afsavn ved det sædvanlige 8-16-job, at man ikke kan administrere sit liv, fordi alting kun er åbent når man er på arbejde.

Lige til at starte med ramte jeg dog ind i en rastløshed. Jeg havde alle tingene på listen som skulle gøres i huset og haven, ting det ellers er svært at få tid til. På den anden side havde jeg 3 hverdags-fridage helt for mig selv, hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville.

Når min mand har fri uden at jeg har fri, så er det ikke for at passe have og vaske tøj, så er det for at dyrke sin fritidsinteresse sammen med sine venner. Og han havde også opfordret mig til at hygge mig og ikke lade det hele gå op i pligt. Men jeg kunne ikke mærke hvad jeg havde LYST til! Mine tanker pendulerede imellem pligt og lyst – og nogle af pligterne havde jeg jo også lyst til at udføre, om ikke andet så for at få dem ordnet.

Rastløsheden fik jeg dog skudt til side, så tiden trods alt ikke blev brugt til ingenting, og dermed hverken lyst eller pligt blev tilgodeset. Det blev til en god blanding. Af pligterne blev det til noget havearbejde (som nu også er meget sjovt når man først er igang), en række praktiske småting samt oliering af træterrasse. Af lyst-tingene blev det til madlavning (banankage & hummus), en cykeltur, shopping og sushi med hjem til frokost.

Det var tankevækkende for mig at opleve, at jeg faktisk havde svært ved administrere at have fri. Til hverdag navigerer jeg efter rammer der primært omhandler arbejde og måltider. Og jeg længes hele tiden efter at have nogle dage fri til at lave alt det, der ikke er plads til i hverdagen. Men når der så endelig kom et par hverdags-fridage, blev jeg helt rundt på gulvet.

Sådan har jeg ikke haft det før – måske er det fordi jeg har haft ekstra travlt på arbejde, og dermed havde sværere ved at slippe den disciplinerede tilgang til opgaver. Eller også er det fordi der bare er så utrolig meget at gøre OG at nyde her i foråret.

Lignende indlæg:

Positiv tænkning

For noget tid siden så jeg Karen Thisted på Talkshowet Meyerheim (ja, jeg ser TV2 Charlie engang imellem selvom jeg ikke er fyldt 40 endnu). Karen Thisted fortalte om humørets op- og nedture, og nævnte et godt råd, som hun havde fået af Johannes Møllehave. Det handlede om at man hver dag inden man gik i seng skrev ned eller på anden måde noterede sig 3 ting som var sket den dag, og som havde gjort én glad. Hun oplevede at det hjalp på dårligt humør.

Det må vist høre ind under det man kalder positiv psykologi, hvor forskning peger på at hvis man fokuserer på de positive ting i ens liv, så bliver man sundere og gladere, også selvom der er dårlige og sørgelige ting i éns liv. Jeg hørte lidt om det på et mindfulness-kursus for et år siden. Teorien går bla. ud på at man kan øve hjernen og biokemien i at være glad ved at tænke på de gode ting i ens liv.

På den anden side fortalte Lise August fra Sensitiv Balance på et foredrag i starten af dette år, at man ved at særligt sensitive mennesker kan blive frustrerede og deprimerede af at ensidigt fokusere på den del af livet der er positivt, simpelthen fordi den særligt sensitive gerne vil have alle nuancer med.

Personligt er jeg træt af mig selv når jeg brokker mig og fokuserer på det negative. Jeg kan godt sympatisere med tanken om at skubbe alle de negative ting væk, for i virkeligheden nytter de tanker og brokkeriet ikke så meget, de gør ligesom ikke godt for noget. Men jeg tager det som et tegn på at jeg ikke er i mental balance, når mit fokus går i den retning, for grundlæggende er jeg en glad og positiv person. Og i den situation føler jeg ikke det er sundt ikke at bearbejde eller tage stilling til dem.

Ikke desto mindre har jeg besluttet mig for som et eksperiment at gøre som Karen Thisted og Johannes Møllehave. Jeg gør det på Twitter; hver aften skriver jeg ‘Dagens 3 gode’. Det betyder også at jeg i løbet af dagen går og tænker over når der sker noget godt, for at lave en mental note om at det skal med i aftenens tweet. Her er et par eksempler:

Dagens 3 gode: rolig morgen med god tid, forårsstund på bænk i Ørstedsparken, skøn tapas-middag med danskere+svenskere+nordmænd+englændere
24. marts

Dagens 3 gode: har set årets første vibe, aftensmad på 10 minutter takket være den lokale kineser, oplevede godt sammenhold i min familie.
29. marts

Dagens 3 gode: reklamer fra hele 3 forskellige sushisteder i lokalavisen, mor er vel hjemme fra hospitalet, opdaget Ubuntu for netbook
30. marts

Dagens 3 gode: mange hakker på to-do listen på job, hurtig frokostaftale med veninden på søndag, hyggeligt stop forbi hos mor og far
1. april

Dagens 3 gode: succesfuld shoppingtur, dejlig middelhavsbuffet til frokost, æbletræer befriet i sommerhushaven af far og mor
2. april

Det er jo ikke alle dage man synes alting har været godt, og i den periode hvor jeg har prøvet denne praksis af har der da også været dage hvor jeg har haft svært ved at finde 3 gode ting. Den aften hvor min mor måtte overnatte på hospital var jeg ikke specielt glad, men da jeg tænkte godt efter en gang til, var der selvfølgelig også sket små gode ting, selvom min mors sygdom overskyggede dem. Men de var ikke desto mindre små gode oplevelser.

Jeg vil bruge denne praksis til at huske på de gode ting. Jeg vil ikke fornægte de dårlige ting, dem tror jeg stadig at jeg har brug for at bearbejde og gøre noget ved. Men jeg vil ikke lade dem skubbe de gode ting af vejen, og med en lille note hver aften om 3 gode ting jeg har oplevet, prøver jeg om jeg kan lægge mere vægt på de positive ting og få en bedre balance mellem de to.

Lignende indlæg:

Det er gratis

Her i februar har DSB en kampagne på deres kaffeautomater i Kystbanetoget, hvor kaffe og varm cacao er gratis. En dag i forrige uge sad jeg lige i nærheden af automaten, og der var en livlig trafik. Folk tumlede rundt i toget med de varme væsker for at få sig en tår kaffe, inden de skulle af igen. Selv folk, som sad på klapsæder i et rum med barnevogne og cykler og ikke havde et lille bord at stille koppen på, skulle have kaffe.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Lignende indlæg:

Om at være storesøster

I min familie har jeg altid følt at det var ilde set at være storesøster. Der huserer i både min mors og i min far familie en stemning af, at storesøstre er dominerende og hensynsløse, og det er synd for lillesøstrene og lillebrødrene. I den ene side af familien har vi ovenikøbet gjort os en dyrekøbt erfaring, der beviser at der er noget om sagen.

På den baggrund er det jo ikke særlig sjovt at være en storesøster. Og det er jeg. Jeg tror at jeg i mange år har haft en form for skyldfølelse over at være den jeg er, og idag kan jeg godt føle at jeg har svært ved at stå ved min egen personlighed og holdninger, fordi jeg frygter at blive lagt for had af min familie – og alle mulige andre.

Når jeg tænker over disse ting, vender jeg ofte tilbage til bogen “Forstå dit ophav og bliv fri” af Kirsten Sørrig, der præsenterer Oluf Martensen-Larsens forskningsresultater vedr. søskende-relationer. Bogen har baggrund i 40 års forskning blandt 15.000 mennesker, og fortæller, at man i de forskellige søskende-roller finder en række træk som konsekvent går igen.

Storesøstre beskrives rigtig nok som dronninger med martyr-tendenser, men også som meget givende, lyttende og omsorgsfulde. Det trøster mig, at der også beskrives positive sider ved storesøstre, og de andre søskende-roller har sørme også både positive og negative træk som følge af deres position i søskende-rækken. Man kan til en vis grad konkludere, at man ikke kan ‘gøre for det’, når man har nogen af de træk som er et resultat af at være storesøster – eller hvilken som helst anden søskende-position.

Ved at være bevidst om disse ting, har jeg et udgangspunkt for at kompensere for mine dårlige sider. Men med årene er det også blevet vigtigt for mig at være tro mod mig selv. Jeg oplever tit at have en holdning, som jeg ikke tør udtrykke, fordi jeg ikke har lyst til at vise den side af mig selv. Det giver indre konflikter og en masse vrede, og det tror jeg ikke er godt. Det er en skræmmende men forløsende tanke på give efter for de sider af sig selv. Måske er jeg et lidt andet menneske end det jeg går og har et billede af?

Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg:

Udseendet betyder noget

Her på det seneste har jeg oplevet flere situationer, hvor jeg har måttet stille spørgsmålstegn ved den gamle lærdom om at udseendet ikke betyder noget.

Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men jeg tror at det er noget der har ligget i tiden der i 1970’erne og 1980’erne, hvor jeg voksede op. Det handlede vel især om at menneskers udseende ikke betyder noget i forhold til om de er søde og rare – og at man ikke må dømme folk på deres udseende. Og det er jeg helt enig i.

Alligevel føler jeg at det har smittet af på andre facetter af mit liv. I mange sammenhænge er udseendet ikke er min første prioritet, jeg vægter praktiske hensyn først. Når jeg vælger bolig. Når jeg indretter min bolig. Når jeg vælger tøj. Men jeg har opdaget at det at ting eller omgivelser er smukke gør en kolossal forskel for mig.

I oktober opholdt jeg mig en hel arbejdsdag på Schæffergården i Gentofte. Min chef havde booket et arbejdsrum, for at en arbejdsgruppe som jeg indgik i kunne arbejde koncentreret med noget strategiarbejde. Schæffergården er et smukt sted. Bygningen er smuk, og omgivelserne er smukke. Indenfor er der også smukt. Og så var det ovenikøbet en smuk solskinsdag. Jeg opdagede, at jeg havde glædet mig til dagen, fordi jeg vidste der var smukt. Og jeg nød faktisk dagen, selvom det var en fortravlet dag uden pauser og med hårdt tænke-arbejde. Jeg havde en følelse af tilfredshed da jeg kom hjem.

Samme følelse fik jeg i den forgangne weekend, da jeg var i TIVOLI. Der var så smukt udsmykket med både lys, gran og glaskugler – i farver som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kunne slet ikke få nok af det og gik rundt og rundt, og kiggede og kiggede på det hele. Udsigten fra restauranten hvor vi spiste nød jeg også – jeg nærmest inhalerede det hele.

Glæden ved at befinde sig i smukke omgivelser eller at omgive sig med smukke genstande er stor. Større end jeg egentlig troede. Jeg kan mærke at jeg har undervurderet betydningen af smukhed. Det må jeg huske. Det kan blive et vigtigt nyt aspekt af at nyde livet!

Lignende indlæg:

Rolleunderskud

Jeg tror det er vigtigt for de fleste mennesker at udfylde en plads i livet. At gøre nytte, at varetage en opgave eller at have en funktion. Alt i alt at have en eller anden form for rolle i relation til andre mennesker – det er tæt knyttet til ens identitet. Man ser tydeligt hvor vigtige roller er når det er tid til at skifte dem, f.eks. afslutte en uddannelse, skifte job, eller ændringer i familie-situation. Det er meget ressourcekrævende og kan være stressende for den enkelte.

Når jeg tænker på mit liv på den måde, så giver det mening at jeg nogen gange føler mig lidt i et vadested. For jeg har sluppet en del af mine roller, og der er ikke kommet nær så mange nye til.

Ven

I løbet af de sidste mange år har min rolle overfor en lang række mennesker ændret sig meget. Over årene er ret mange mennesker gået fra at have mig som ven til at have mig som bekendt. Der er ikke så mange der er gået den anden vej. Rollen som ven har jeg idag kun overfor ganske få mennesker.

Søster

For 10 år siden flyttede min bror til USA. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig at det er en permanent situation, og min rolle som søster eksisterer derfor næsten ikke idag. Jeg er jo stadig hans søster sådan rent biologisk/familiært, men vi er ikke en del af hinandens liv til hverdag og kun sjældent til fest og andre særlige begivenheder. Så i praksis er min søster-rolle blevet meget lille.

Studerende

I mange år har jeg uddannet mig ved siden af mit fuldtidsjob. Da jeg blev færdig som Datanom var jeg egentlig glad for at lægge rollen, som en person der uddanner sig, på hylden. Det var svært at rumme sammen med alle de andre roller.

Medarbejder

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år. Min faglige rolle har udviklet sig. Jeg startede som piccoline og idag er jeg intern konsulent. Som mit nuværende job er skruet sammen, er det ikke helt klart hvad min rolle er. De forudsætninger, som var sat op for stillingen da jeg startede, er ret udviskede pga. organisationsændringer. Idag varetager jeg så vidt forskellige opgaver, at jeg nogengange har svært ved at finde ind i en rolle omkring mit job.

Datter

En rolle som jeg har haft hele mit liv og forhåbentlig har et godt stykke tid endnu, er rollen som datter. Jeg har et godt forhold til mine forældre, bor ret tæt på dem og vi er en stor del af hinandens liv. Rollen har naturligvis ændret fra at være et barn i en familien til at være en voksen person der har sit eget selvstændige liv og sin egen lille familie. Men det er en ny rolle som jeg befinder mig godt med.

Partner

I 2004 mødte jeg min mand, og efter 10 års singletilværelse fik jeg langsomt en ny rolle i mit liv; rollen som partner/kæreste/ægtefælle. Det er idag en rolle som fylder meget for mig. Det beriger mit liv uendelig meget. Og det stiller nogle krav til mig, som jeg gør mig meget umage for at leve op til.

Når jeg gør det op sådan her, så tror jeg at jeg er i noget man kunne kalde rolleunderskud. På trods af de nye roller som partner og voksen datter, så tror jeg at jeg har mistet mere ved ikke længere at være søster for min bror og en del af en vennekreds. Når jeg samtidig har svært ved identificere min rolle på arbejde, så er der meget at forholde sig til.

Det er ikke fordi det er et problem hele tiden, men jeg kan godt mærke at det er en frustration ind imellem. Jeg kan godt få en følelse af at det hele er ligegyldigt, af ikke at høre til og jeg kan savne at betyde noget for de mennesker som har valgt mig fra.

Kan man gøre noget ved det? Jeg må acceptere de forandringer som skyldes andre menneskers valg. Men man kan være opsøgende omkring nye roller. Jeg kan mærke at jeg søger henimod nye roller i forskellige sammenhænge, f.eks. blogger, FOF-kursist, sommerhusejer. Jeg tror egentlig at der i fremtiden skal komme masser af nye roller. Jeg har lyst til at få nye roller. Mulighederne er jo uendelige, det er bare om at få øjnene op for dem.

Lignende indlæg: