Gennemse Tag

Psykologi

Et liv efter stress

Nu varer det ikke mange uger før jeg er oppe på at arbejde fuld tid, efter at jeg i mere end et halvt år har været sygemeldt og deltidssygemeldt med stress. Som timerne trappes op, bliver jeg mere og mere bevidst om hvad jeg kan og ikke kan klare. Jeg bliver konfronteret med mine grænser, og nu skal jeg for alvor til at designe en ny hverdag, som ikke gør mig stresset. Jeg er nødt til at lave nogle fravalg.

Det handler ikke kun om at med at holde sig tilbage med hensyn til projekter i hjemmet, at lade være med at lave arrangementer og undlade at tilmelde sig forskellige ting. Det er også de mest basale ting, der er nødvendige for at hverdagen fungerer; gåture med hunden, tøjvask, madlavning, indkøb. Jeg skal prioritere benhårdt, hvad der er det vigtigste her og nu.

Jeg er oppe på 7 timers arbejde om dagen med onsdag fri. Hvis jeg ikke lægger mig og sover/slumrer når jeg kommer hjem fra arbejde, får jeg stresssymptomer igen. Så begynder hyletonen i hovedet at blive højere, så bliver mit overskud og overblik mærkbart mindre og dermed humøret lavere. Og jeg SKAL lægge mig og lukke øjnene. Før i tiden følte jeg at jeg hvilede mig, når jeg satte mig i sofaen med en kop te og checkede Facebook/Twitter/Instagram eller bladrede lokalavisen igennem. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hovedet snurrer – behandler inputtene fra avisen eller tabletten, og alle mulige andre tanker derudover.

I øjeblikket tænker jeg meget over, om det er fordi jeg stadig ikke er helt rask, eller om det er fordi jeg er blevet bedre til at mærke, når jeg er træt, at jeg har denne oplevelse af at kunne mindre. Hvis det er en permanent situation for mig, føles det som en sorg at skulle sige farvel til at kunne gøre de ting som jeg synes er normale, nødvendige og en del af et almindeligt liv. Men jeg tror godt, at jeg kan finde min egen måde at gøre det på.

Lignende indlæg:

Om at gå på arbejde og at være hjemme

Min mor sagde sit job op, da hun i 1971 skulle have sit første barn; mig. Hun kom først tilbage til arbejdsmarkedet 9 år senere. Hun valgte et job, hvor hun arbejdede om aftenen 7 dage i træk, og derefter havde en uge fri. Det betød at hun altid var hjemme når min bror og jeg kom hjem fra skole.

Måske er det derfor jeg har det svært med at være så lidt hjemme, som man er når man har fuldtidsjob med en mærkbar transporttid.

Det forbillede jeg har omkring hjemmeliv, er helt anderledes end det der er virkeligheden i dag. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der blev tørret støv af hver anden dag, viskestykkerne blev strøget efter vask, og man spiste hjemmesyltede rødbeder på sin leverpostejmad. Dagen var delt ind med hver ting til sin tid. Fast spisetid kl. 17:50,  og ingen indkøb i ulvetimen. Der blev aldrig vasket tøj eller malet vinduer om aftenen.

Det er klart at denne rengørings-standard for længst er droppet i min hverdag, her hjælper også et højere niveau af dovenskab hos mig end hos min mor. Men jeg har været nogle år om at indse, at jeg ikke kan have nystrøgne viskestykker, hjemmelavet ketchup, staudebede uden ukrudt og tid til afslapning på en og samme tid.

Jeg lever et andet liv i en anden tid, og jeg har en række andre ting som også er vigtige for mig. Mere udadvendte og sociale aktiviteter både IRL og på internet spiller en meget større rolle for mig end det har gjort for min mor. Samtidig har jeg dog de samme behov som min mor for indadvendthed, hvile og kreativitet. Og så begynder det for alvor at knibe med tiden.
De seneste måneder har jeg været deltidssygemeldt og dermed tilbragt langt mindre tid på arbejde og mere hjemme. I takt med at jeg er kommet mig mere og mere over min stresssygdom kan jeg mærke, hvordan jeg trives med at have bedre tid til de ting der betyder meget for mig. Alene det at tempoet kan være lavere føles utrolig godt. Det er langt nemmere at overbevise hjernen om at vi nok skal nå og ikke mindst huske det hele. Det er ikke længere irriterende at bruge tid på huslige gøremål, for det udelukker ikke tid til ting der giver energi.

Efter sommerferien er jeg tilbage på fuldtid, og så bliver udfordringen med at balancere hverdagen aktuel igen. “Hvad med at arbejde på deltid? ” er der en del der spørger mig, og jeg kan godt se det virker som en god løsning i teorien. Praksis er imidlertid sådan, at man ikke kan arbejde på deltid på min arbejdsplads. Og godt det samme, for det ville heller ikke kunne hænge sammen økonomisk. Hverken arbejds-, job- eller boligmarked gør det muligt at tage den slags hensyn lige nu.

Hvis vi udelukker lottogevinst, er der ingen anden mulighed end at indrette hverdagen på en måde, der tilgodeser så mange behov som muligt, og prøve at tænke nyt for ikke at ende i stress igen. Det prøver jeg så.

Lignende indlæg:

Hvordan jeg vil undgå stress

Jeg har tidligere beskrevet hvad der førte til, at jeg blev syg med stress i vinteren 2012/2013. Som jeg skriver i blogindlægget, handler det ikke om at udpege skurke eller pege fingre, heller ikke ad mig selv. Men jeg tror det er vigtigt at forstå årsagerne, for at kunne undgå at blive syg igen. En del af den professionelle hjælp jeg har modtaget har handlet om at finde frem til en måde at leve på, så jeg ikke havner i samme situation igen.

For det første har jeg fået sat i perspektiv hvor vigtigt det er, at jeg skal lære at tage mine egne behov og ønsker mere alvorligt. Stresseksperterne fra Lehmann & Partners mener faktisk, at man skal sætte sig selv på førstepladsen på samme måde, som når man i flyet instrueres i først selv at tage iltmasken på, før man hjælper barnet. Rationalet er, at hvis man ikke passer på sig selv, så kan man jo alligevel ikke passe på sine kære. Når jeg kigger tilbage på de situationer der stresser mig, så bunder mange af dem i, at jeg påtager mig andres agendaer og værdier og ikke mærker mine egne behov i situationen. Det er en stor udfordring for mig, og jeg tror det bliver noget jeg skal arbejde med i lang tid. Men lige nu ser jeg hvorfor det er vigtigt, og derfor er jeg motiveret til at få gjort noget ved det.

Et andet aspekt af dette er at blive i nu’et. I mange situationer nytter det ikke ret meget at spekulere på ting der ER sket, eller bekymre sig om ting der muligvis VIL ske. Jeg kan mærke at det betyder meget mindre for mig allerede nu. F.eks. glemte jeg for første gang i den tid vi har haft sommerhuset helt at flytte avisen derop, da vi var afsted i forrige weekend. Jeg tror ikke på det fuldstændige her-og-nu-liv, hvor man ikke sparer op til pension og drikker 2 flasker rødvin til aftensmaden hver aften. Men der er mange situationer hvor det giver mening at sige stop til mig selv, når jeg tænker for langt frem eller tilbage.

Det andet fokusområde er at sørge for at bevare det overskud, jeg nu har fået efter en lang sygdomsperiode med god behandling og indsigt. Personligt overskud giver en højere tolerance, så man bedre kan tåle hvad livet byder en. Det er klart at jeg kan gøre meget ved ikke at sætte for mange projekter i værk. Men alene pasning af fuldtidsjob og familiens hverdag kræver så meget, at det er vigtigt at tænke på at få tilført energi. Mange vil nok genkende tendensen til at tilsidesætte de sjove ting i livet, når man synes der er meget at passe. Men det er det samme som at skære benzinslangerne på en bil over.

For mig handler det om at sætte tid af til at lave de ting der giver mig energi. Ikke kun det at være hjemme og sammen med familien, men gøre noget aktivt som er godt for mig. Det handler bla. om plads til at være indadvendt og fordybet. Jeg har købt en meditationspude af samme slags som vi brugte på stressforløbet på Skodsborg, og hertil CD’er med meditation og mindfulness. Også mine tanker omkring 5:2 fastediæten spiller sammen med dette behov – at springe aftensmaden over 2 aftener om ugen giver et velkomment vindue til at dyrke mine egne behov.

I det foregående blogindlæg listede jeg mine stress-symptomer op. De skal tjene som nødbremse. Hvis jeg skulle begynde at se nogle af disse symptomer igen, må jeg reagere og prøve at sikre mig, at jeg ikke bliver syg af stress igen. Det jeg har oplevet denne vinter har været slemt nok, men det kan desværre gå endnu værre. Man kan få blodpropper, varige hjerneskader og miste både job og familie. Så det skal jeg ikke have noget af.

Lignende indlæg:

Normalisering

Jeg begynder at få det mere og mere normalt. I den forgangne uge har jeg haft flere dage i træk, hvor jeg har følt mig helt normal. Disse dage har jeg været på arbejde i 6 timer uden at opleve overvældende træthed, koncentrationsbesvær, svimmelhed eller generel omtumlethed. Hjemme er jeg begyndt at få ideer og grine igen. Det begynder at lugte af et normalt liv.

Der er også dage, hvor jeg er træt, træt, svimmel og mangler overskud. Disse dage kan humøret godt tage et dyk, og jeg kan få en følelse af at jeg aldrig bliver mig selv igen. Og jeg skal nok indstille mig på, at jeg ikke finder tilbage til den person jeg var for nogle år siden.

Alle 3 stress-behandlingsforløb er nu afsluttede. Psykologens afsluttende bemærkninger var instruktioner i hvordan jeg skulle indrette min hverdag med koncentreret arbejde, pauser og struktur, og sørge for at fylde godt på af familietid både morgen og aften. Jeg skal lære at acceptere at der er dage hvor jeg er træt og ked af det.

Stresscoachen var inde på, at den hyletone af skiftende styrke, jeg har haft i hovedet under hele forløbet, nok vil være der længe endnu. Jeg skal bruge den som et barometer for hvor frisk i hovedet jeg er, og hvornår jeg skal sige fra. Han mente i øvrigt også, at jeg ikke skulle være så bange for ikke at kunne huske ting. Så disse to stress-symptomer skal jeg altså lære at leve med.

Kommunens stressforløb rådgiver til at man skal lære sine stress-symptomer at kende, så man i fremtiden kan slå bremserne i før det går galt. Det lyder jo meget fornuftigt. De advokerer også for at man prioriterer sig selv først og fokuserer på handlemuligheder i en stresset situation. Der er ingen tvivl om at folk der bliver syge af stress overhører stress-symptomer og har gavn af at lytte mere til kroppens signaler.

En oplevelse jeg har haft flere gange igennem dette stress-forløb er, at jeg synes nogle af rådene bliver lidt modsigende. Som ovenfor, hvor jeg ikke skal blive alarmeret af træthed, ked-af-det-hed, mangel på hukommelse og hyletone, men alligevel skal jeg lære at mærke mig selv. Det efterlader mig med en forvirring omkring hvornår jeg skal være på vagt og passe på mig sig, og hvornår jeg bare skal rumme symptomerne og acceptere at sådan har jeg det i dag.

Jeg må være ærlig og sige, at det er ret svært for mig at acceptere ked-af-det-hed og massiv træthed. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det skulle være muligt at være lidt mere glad og energisk. Det er svært  ikke at tænke i baner af ‘hvad kan jeg gøre for at få det bedre’.

Hyletone og hukommelsesbesvær kan jeg bedre skyde fra mig og acceptere, hvis det virkelig er rigtigt at det ikke er noget man skal være bekymret for. I og med at rådene kommer fra 3 forskellige behandlere med 3 forskellige syn på stress, tror jeg at jeg vil prøve at danne mig min egen holdning til hvad der er rigtigt og forkert for mig. Og nu hvor jeg ikke længere går hos nogen af dem, er det tid til at stå på egne ben.

Jeg har nu sammen med min arbejdsgiver lagt en plan for den videre optrapning af arbejdstiden. Jeg har i øjeblikket 6 timers-arbejdsdage 3 gange om ugen, og om en uge går vi op på 4 dage om ugen. Frem mod sommerferien trappes langsomt op til fuld tid, og så skulle jeg gerne være raskmeldt efter sommerferien. Det er en meget skånsom plan, og jeg håber inderligt, at hovedet fortsætter den gode fremgang.

Lignende indlæg:

På rette kurs?

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen. Som jeg skrev 22. januar har jeg måttet indse, at jeg ikke blev rask af min stress-sygdom på 6 uger.

Sammen med den stress-coach som min arbejdsgiver har tilbudt mig, og i samråd med min læge, blev jeg i slutningen af januar fuldtids-sygemeldt igen. Denne gang med besked om at forholde mig fuldstændig i ro, hvile mig og sove eftermiddagslur. Det gjorde jeg så.

Jeg prøvede at minimere de input jeg fik. Ikke noget med at have fjernsynet tændt mens jeg lavede mad eller sidde med tabletten mens jeg så fjernsyn. Jeg mediterede, lyttede til afslappende musik og var opmærksom på mit åndedræt. Jeg cyklede ikke, og jeg lod husbond tage flere gåture med hunden. Efter 3 uger havde jeg det bedre. Jeg holdt derefter den planlagte uges vinterferie med familien, hvilket nok er noget af det mest velgørende for mig. Og for 2 uger siden startede jeg så igen på arbejde. Denne gang med kun 3 timer 3 gange om ugen; mandag, onsdag og fredag.

Jeg har det bedre. Jeg har taget 2 kg. på og er ude af form, men det går meget bedre med at tænke, koncentrere sig, have overblik. De fysiske symptomer er stort set væk – kun hyletonen er der stadig konstant med forskellig intensitet. Stresscoachen siger at den nok kommer til at være der længe endnu. Mentalt har jeg det også bedre, omend ikke helt stabil. Jeg svinger imellem at have meget energi og glæde til at være meget træt og ked af det. Jeg håber at det er en fase der leder henimod mere stabilitet.

Når man går til lægen i Danmark og får at vide at man har stress, så har lægen ikke noget behandlingstilbud. Han kan ikke henvise til en specialist, og han har ikke selv noget bud på hvad der skal til for at få det bedre. Det er der til gengæld mange andre der har.

Via den helbredsforsikring jeg har gennem mit arbejde har jeg fået kontakt med en psykolog. Min arbejdsgiver har som sagt stillet en stress-coach til rådighed. Og senest har min kommune tilbudt mig et stress-forløb som inddrager kroppen. I tirsdags mødte jeg derfor på Skodsborg Spa og Fitness. Først klædte jeg om og gik i deres varmtvandsbassin, hvor jeg sammen med 8 andre lavede nogle øvelser i en halv time. Derefter klædte vi om igen og gik hen til en sal, hvor vi i en time lavede afspænding på en yoga-måtte. Efter en spisepause gik vi til et mødelokale, hvor der var teoriundervisning om stress. Forløbet indeholder også 3 personlige samtaler med coaching efter behov.

Det kan godt være forvirrende at møde så mange forskellige behandlingstilbud, for de har alle forskellige indfaldsvinkler til stress. Jeg synes det er er ufatteligt, at sundhedssystemet i Danmark ikke har et officielt behandlingstilbud til stressramte, taget i betragtning hvor mange der rammes og hvor dyrt det er for samfundet. Men når nu det er som det er, så er jeg taknemmelig for alle de tilbud jeg har fået, og nu hvor jeg har det bedre synes jeg godt at jeg kan sortere i de forskellige input og tage det til mig som jeg kan bruge.

Jeg længes efter at få en normal hverdag igen. Jeg er ved at være lidt træt af den her patient-rolle, som indebærer en følelse af sårbarhed og en konstant selvransagelse. Man skal hele tiden passe på ikke at overbelaste, hvilket det svingende humør og energi nok er et tegn på at jeg ikke er så god til – jeg vil bare gerne være glad og leve livet. Og så er det hårdt at skulle erkende og arbejde med sine personlige fejl, det er også med til at gøre mig ked af det i perioder.

Det er ved at være 3½ måned siden at jeg blev sygemeldt – lang tid i forhold til de planer der lå i starten om at starte på job straks eller efter få uger. Og det føles som virkelig lang tid siden når jeg tænker på at det var mørk vinter og jul. Men der er mange der er syge i meget længere tid; lederen af det kommunale stresstilbud så det ikke som specielt længe at være syg i 3 måneder.

Fremtiden byder på optrapning af arbejdstiden. Først øges arbejdstiden de 3 dage jeg arbejder nu, og derefter kommer de 2 andre ugedage på skemaet. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage på fuld kraft, tempoet af optrapningen afgøres fra gang til gang ved møder med stresscoach. Jeg håber at jeg er på rette kurs mod fuldtidsarbejde (og dermed mindre risiko for at blive fyret) og personligt overskud, så jeg kan nyde foråret og lyset.

Idag har jeg lyst til at skrive, så her på bloggen vil følge indlæg om nye gadgets. I den forgangne uge har en kendt og meget populær blogger skrevet og tegnet rammende og vedkommende om hvordan hun oplevede det at få stress. Det indlæg kan jeg stærkt anbefale og linker til det her: Stinestregen. Selvom stress ytrer sig forskelligt, genkender jeg meget.

 

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

Om at gå ud

Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede.

Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet.

Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks’n’sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen.

Sticks’n’Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer – den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad.

Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo – 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen.

Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.”

Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme – jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres.

Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse.

Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3:

  1. Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration.
  2. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid.
  3. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende.

Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Lignende indlæg:

Om at fortryde

I øjeblikket går jeg i overvejelser om at anskaffe mig hund – en drøm jeg har haft siden jeg var helt lille. Der er forskellige bekymringer og omkostninger omkring det at have hund, som jeg skal tænke over. Man er f.eks. mere bundet til at være hjemme, og man skal overveje om hunden kan trives med at man er nødt til at forlade den for at gå på arbejde. Der er mange der har gode råd, og det er vigtigt at tænke det hele godt igennem, for tænk nu hvis man skulle fortryde. Så står man med ansvaret for et levende væsen i en ikke optimal situation, hvor man ikke bare kan gøre det gjorte u-gjort.

Men selve det med at fortryde….. Er der ikke altid en risiko for at fortryde? Man kan fortryde at man gjorde det – eller man kan fortryde at man IKKE gjorde det. Hvad er værst?

Jeg har tit hørt argumentet om at være bange for at fortryde at man IKKE gjorde det, i forbindelse med store livsvalg. Det kan være i forbindelse med rejse- eller jobmuligheder, hvor der er noget på spil, og hvor man i givet fald opgiver noget for at opnå noget andet, der ikke helt er garanteret. Disse mennesker kan finde på at bruge det som argument for at tage imod muligheden, at man er bange for at fortryde at man ikke sprang ud i det. Det bliver tit sagt som det ultimative argument, der ikke kan eller må modsiges. Det er som om det er en universel værdi at tage en chance.

Men det omvendte gælder vel også; at man kan fortryde at man GJORDE det? Hvem siger at det ikke kan ske, at man fortryder at man tog chancen? Hvis det f.eks. handler om at forfølge en jobmulighed i udlandet, kan det have konsekvenser både økonomisk og socialt, og det kan være svært at rulle sit valg tilbage uden omkostninger eller brændte broer.

Som frivilligt barnløs oplever jeg også tit argumentet, når man debatterer at vælge at få børn contra ikke at vælge børn. “Tænk hvis du fortryder at du ikke fik børn, når du er blevet ældre og ikke længere KAN få børn!”. Det er som om det er et fuldstændigt tabu at tænke den tanke, at man kunne komme til at fortryde at børn. Jeg ved godt at biokemi og meget andet gør, at selv en uønsket graviditet som oftest resulterer i stor forældrekærlighed, men alligevel – det er vel teoretisk muligt og dermed noget der bør tages med i betragtning?

Det er nok unødvendigt at skrive, at jeg ikke har tænkt mig at få børn alene for at sikre mig mod den eventuelle situation, at jeg skulle fortryde at jeg ikke fik dem. Men i det hele taget synes jeg at det er et skrøbeligt argumentet at hænge en beslutning op på, da det omvendte også gælder. For mig er det umuligt at afgøre, hvad der vejer tungest; fortrydelse ved at gør et eller andet, eller ved ikke at gøre det. At tage chancer rangerer ikke højere i værdi for mig end at undgå andre slemme konsekvenser.

Jeg er nu ret afklaret med at jeg gerne vil have hund. Jeg føler stærkt, at gevinsterne er større end omkostningerne. Og hvis vi skal være helt ærlige, så tror jeg at det er den følelse som ligger til grund for mange beslutninger. Det er og bliver en følelsesmæssig afvejning. Og jeg tror også at det er det bedste udgangspunkt, når man skal stå på mål for evt. konsekvenser. Rationelle argumenter omkring frygt for at fortryde sit valg eller ikke-valg kan man bruge til at retfærdiggøre sin beslutning. Men da argumentet kan bruges begge veje, tror jeg aldrig at det kan blive afgørende for en stor livsbeslutning. Og derfor er det også svært at bruge til noget for dem der lytter.

Lignende indlæg:

Om at være træt

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg: