Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

En inspirerende leder

I forsommeren 2013 begyndte DR1 at sende serien Store forretninger / (Mr. Selfridge) på lørdag aftener. Normalt ville jeg ikke få set den slags, for min husbond er ikke så vild med serier, og vi er sjældent så disciplinerede med spisetider og den slags, at vi kan se serier på samme tid en fast ugedag.

Men det faldt tilfældigvis sammen med at husbond var ude at rejse med sin cykel og sine venner, og det betød at jeg fik øjnene op for denne flotte, underholdende og interessante serie. Jeg blev helt vild med den, og da DR1 begyndte at sende 2. sæson her til sommer var jeg straks fyr og flamme. Jeg er vild med den serie og prøver så vidt muligt at komme til at se det ugentlige afsnit.

Serien har mange aspekter jeg sætter pris på. I første omgang er der et spændende plot omkring en amerikansk forretningsmands kamp for at drive et stormagasin i London. Dernæst er bliver man grebet af de gode karakterer spillet af fremragende skuespillere. Dertil kommer at serien er et interessant tidsbillede med flot scenografi og flotte kostumer. Den handler både om politik og kønspolitik, men jeg tror at det der fascinerer mig allermest, er portrættet af en inspirerende leder.

Mr. Selfridge beskrives som en leder, der skaber en arbejdsplads, som han ser som en familie. Arbejdspladsen støtter medarbejderne, også når de har udfordringer i privatlivet. Der stilles selvfølgelig også krav til gengæld, og der ses ikke igennem fingre med f.eks. tyveri. Men den stemning af tryghed og accept som beskrives i serien er meget fascinerende – jeg får helt lyst til at arbejde der.

Da 1. verdenskrig kommer, støtter man de unge mænd der melder sig til militærtjeneste med besked om, at deres jobs vil vente på dem når de kommer tilbage. Og ikke nok med det – lederen tager også hånd om de medarbejdere som føler skyldfølelse fordi de ikke kan tage med i krig. Hele den bevidsthed om at forsøge at imødekomme nogle basale følelsesmæssige behov for bla. tryghed hos medarbejderne ligger så langt væk fra danske arbejdspladser nu om dage.

Jeg startede på arbejdsmarkedet i 1990’erne. Der var økonomisk fremgang i samfundet, arbejdsløsheden var lav og arbejdspladserne havde svært ved at finde de rigtige kompetencer til de ledige stillinger. Personalepleje var noget man fokuserede på, men det handlede mest om fester, softicemaskiner og bordfodbold på kontoret. Det var overfladiske, materialistiske goder som det var sjovt at fortælle om i en tid med overskud. Trygheden kom jo af sig selv pga. de gode tider.

Da krisen væltede indover Danmark efter årtusindskiftet blev der mindre af den slags. Tilbage stod man med de samme eller højere krav om at performe, men ikke så meget vilje til at imødekomme medarbejderne. Man afskaffede julegaven til medarbejderne og benyttede lejligheden til at få fyret de besværlige og måske dyre medarbejdere.

Nogen vil måske nævne udviklingen indenfor sundhedsforsikringer som en måde, hvor arbejdsgiverne tager sig af medarbejderne når de er syge vha. privathospitaler. Men den udvikling ser jeg i mindst lige så høj grad handle om at få virksomhedens ressourcer hurtigt tilbage på arbejdspladsen – altså noget virksomhederne gør for sin egen skyld.

Det er min oplevelse, at krisen har fået virksomhederne til at drosle ned på kvaliteten af lederskabet. Man er gået lidt væk fra at se lederskab som et fag i sig selv, men besætter i højere grad chefstillingerne med fagligt dygtige mænd. I dagens Danmark uddelegerer chefer i høj grad opgaver til deres medarbejdere, også opgaver vedr. styring og opgavehåndtering, som reelt (efter min mening) er ledelsesopgaver.

Det tager rigtig meget væk fra lederrollen, at lederen faktisk ikke leder én som medarbejder, men blot udstikker krav og mål. Det er i virkeligheden ikke særlig inspirerende set med mine øjne.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ville være meget motiveret at af arbejde for en leder som Mr. Selfrigde, fordi jeg ville føle at min indsats var værdsat – jeg ville simpelthen have lyst til at gøre mit bedste for at stille ham tilfreds, fordi han har en klar holdning til hvordan virksomheden skal ledes, kan se når en medarbejder gør det godt og giver utvetydigt udtryk for det når han er tilfreds.

På nutidens arbejdsmarked har vi en opfølgning på præstationer, hvor man via en løn- eller PU-samtale bliver evalueret. Her er det i teorien muligt at få den samme form for feedback, men det er bare sjældent det der sker. Det er som om at der absolut skal findes både pro og contra – måske som alibi for en lønudvikling der i praksis er en udhuling af reallønnen. Jeg har i hvert fald de sidste mere end 10 år oplevet at få en tilbagemelding i stil med ‘det er da meget godt, men du er ikke så god til det og det’. Det bliver mere en generel tilbagemelding på ens personlighed og karaktertræk, end på de konkrete opgaver man har løst i årets løb. Og så kommer der nogle gange en lønstigning der præsenteres som en belønning, men som mere føles som en hån. Det er selvfølgelig meget godt at lønnen rykker sig en lille bitte smule i forhold til slet ikke. Men når jeg ser min TV-serie får jeg en følelse af, at jeg ville være gladere for et håndtryk og et smil af en karismatisk leder som Mr. Selfridge.

Lignende indlæg:

Jeg ved det ikke

Min far ved enormt meget. Hans hjerne er indrettet som en slags bibliotek, hvor oplevelser, erfaringer og viden over årene er blevet lagret. Han gik i skole i 1950’erne og har i lært alt fra kongerække til salmevers udenad. Og så er han nysgerrig af natur, hvilket yderligere har forstærket den informationsopsamling, som i dag giver ham familie-kælenavnet ’Det Levende Leksikon’. Når vi spiller Trivial Pursuit med min far, så er vi nødt til at give ham et handicap, så f.x. hvert andet svar han kommer med pr. definition er forkert, for ellers bliver det aldrig vores andres tur.

Jeg har arvet lidt fra min far i den retning. Jeg er også meget nysgerrig af natur, og samtidig er jeg meget detaljeorienteret. Jeg får tit lyst til at undersøge et emne, og så får jeg meget information ind i hovedet. Selvom min skolegang ikke i samme grad som min fars har fokuseret på viden, har jeg været flittig og lavet mine lektier. I forhold til mine jævnaldrende har jeg en relativt stor paratviden, og det er ofte at folk synes jeg ’ved meget’, selvom det slet ikke er på niveau med min far.

Min hjerne fungerer dog ikke som min fars. Egentlig husker jeg ret dårligt. Det er så galt, at jeg tit er bange for at såre venner og familie, fordi jeg ikke husker ret meget af de ferier og oplevelser vi har haft sammen. Det er ikke fordi jeg ikke har værdsat dem, minderne er bare gledet ud af mit hoved.

Men jeg har en ting med ord og associationer. Quiz’er og spil, hvor man får et par stikord og bare skal svare kort, er lige noget for mig – her kan jeg ofte svare lynhurtigt fra hoften uden at tænke ret meget over det. Jeg glemmer ikke de måbende blikke blandt en gruppe venner, da et spørgsmål i Bezzerwizzer handlede om hvem der havde skrevet Anna Karenina. ’Tolstoj’ svarede jeg – uden at vide hvorfor. Det var ren association uden noget at have det i. Jeg har ikke læst bogen, set skuespillet eller lært om det i skolen. Jeg har nok bare hørt titlen og forfatteren i nævnt samme sætning mange gange.

Med årene er der kommet rigtig, rigtig meget information ind i hovedet – sammen med en masse andet. Følelsesmæssig og arbejdsmæssig belastning sætter sig sine spor, og måske også alderen i sig selv. Jeg synes jeg bliver dårligere til det med viden og associationer. Da jeg blev syg med stress forrige vinter, mistede jeg evnen til de hurtige svar, men det er heldigvis kommet nogenlunde tilbage.

Når man kan svare på mange ting, så bliver man også nemt den man spørger. Jeg har fundet ud af, at jeg ubevidst har følt, at jeg skulle have svar på alle spørgsmål. Det er nok noget der er startet helt tilbage fra skoletiden, hvor jeg i de første skoleår hjalp mine kammerater meget. Og senere betyder den konstante bevidsthed om en forestående eksamen, at man hele tiden arbejder under en præmis om at man skulle kunne svare på alt. I voksenlivet er jeg i mange sammenhænge blevet den man spørger om alt muligt.

Efter min stressperiode er jeg blevet bedre til at sige fra. Også når det gælder om at have svar på alt. Før i tiden ville jeg bruge en masse kræfter på at undersøge en hel masse, hvis jeg blev spurgt om noget jeg ikke havde svar på. Jeg fik en lille succesoplevelse hver gang jeg kunne svare, og var tilsvarende ærgerlig når jeg ikke kunne.

Sådan er det ikke længere. Jeg er overrasket over, hvor utrolig befriende det føles bare at svare ”det ved jeg ikke” når nogen spørger mig om noget jeg ikke lige har svar på. Det er ikke mit ansvar at have svar på alting, der er ingen der forlanger det af mig, hverken på job eller privat. Hvis der skal laves research, så kan spørgeren jo gøre det selv. Og som med så mange andre situationer hvor man siger fra, så bliver det jo normalt uden videre accepteret af modparten.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Grådig eller god til at stille krav?

Tankerne om et større hus kaster mig ud i en klassisk for/imod-overvejelse, hvor jeg ikke helt kan finde ud af etikken i dilemmaet. Når jeg tænker over det for mig selv, får jeg en følelse af, at det er fuldt berettiget at have ønsker om noget større og bedre. Når jeg præsenterer ideen for andre, kommer jeg tit til at føle mig grådig og utaknemmelig.

Når jeg føler mig grådig og utaknemmelig går tankerne på, at vi har det godt der hvor vi er. At 75 kvm bolig + 75 kvm kælder er meget plads til 2 mennesker. At der er mange der har mindre plads, og at vi er priviligerede. Man må indstille sig på at livet er ikke perfekt og man skal kunne tåle visse gener. Man skal heller ikke være så materialistisk, og der er mange andre værdier i livet.

Den modsatte tanke kommer, når jeg tænker over de muligheder der findes. Jeg har lyst lidt at leve på mere plads, og jeg tror at jeg har mulighed for det. Jeg kan ikke komme i tanke om gode grunde til at jeg IKKE skulle have disse drømme. Livet indeholder mange muligheder, hvorfor ikke benytte sig af nogle af dem, når det ikke går ud over nogen?

Jeg er også præget af at være vokset op under nogle knap så beskedne forhold. Begge sæt af bedsteforældre boede i rummelige rammer på landet, og mine egne forældre skiftede et noget større rækkehus ud med parcelhus da de var i starten af 30’erne – i øvrigt med kun 1 indkomst og 2 små børn. Her står jeg så og er næsten 42 år gammel og bor stadig i et mindre rækkehus. Min husstand har 2 indtægter og vi tjener mere end vores forældre nogen sinde har gjort og så har vi endda ingen børn. Her kommer nok noget generationsbetinget misundelse ind, men det har altså også sat en standard og nogle forventninger.

Er det OK at have høje forventninger?

En af de ting jeg har lært under mit stressforløb i starten af året er, at jeg lægger for meget vægt på hvad andre synes og hele tiden stiller ind på andres agenda. Jeg kommer til at fortolke og danne mig en mening om hvad andre måtte mene og synes, og navigerer efter det. Og det er nok det jeg gør, når jeg føler mig grådig og utaknemmelig; jeg tror at andre synes sådan om mig.

Jeg skal huske at mærke mig selv og mine egne ønsker og behov – ’blive ovre i mig selv’ som psykologen sagde. Jeg har også lov til at have ønsker til min tilværelse og prøve at forme den, så den passer godt til mig. I mange tilfælde kan jeg have godt af at stille krav til mine omgivelser. På den måde er det en meget god øvelse for mig, at give mig selv lov til at følge dette ønske om at opgradere boligen, og ikke slå mig selv i hovedet med at jeg er forkert på den. Og jeg behøver i virkeligheden ikke at retfærdiggøre det med lange historier om hvad andre gør og må og tør. Jeg skal bare vurdere om det er realistisk og fornuftigt ud fra mine egne forudsætninger.

Lignende indlæg:

Sårbar

Hele foråret har jeg været deltids-sygemeldt pga. stress. Det har fået min arbejdsgiver til at foreslå, at en del af min udviklingsplan handler om stressforebyggelse i form af personlig udvikling. Jeg tilmeldte mig derfor 4 kursusdage hos Sensitiv Balance, hvor fokus er på at få et godt arbejdsliv og en god hverdag, når man er særligt sensitiv.

For det må jeg indse at jeg er. Jeg hører til de 15-20% af befolkningen, som har et mere grovmasket filter når det kommer til indtryk; sanseindtryk, følelsesmæssige indtryk, intellektuelle indtryk. Der kommer simpelthen flere indtryk ind til bearbejdning. Det har helt sikkert en stor andel i, at jeg oplevede stress i vinters.

Helt konkret betyder det, at min hverdag er præget af nedture i energi, humør og evne til at klare hverdagen. Min mand tager et langt større slæb i hjemmet, og jeg bruger stadig en stor del af min fritid på at restituere og at have migræne.

Jeg oplever det som en sårbarhed. Sensitiviteten gør, at jeg ikke er så robust som de mennesker jeg omgiver mig med. Det er en bitter pille at sluge, at jeg har den sårbarhed. Jeg ville ønske at det var anderledes. Det giver mig skyldfølelse overfor min familie, og angst for at blive kasseret når det kommer til arbejdslivet.

Kurserne hjælper mig til at finde måder at indrette mig i forhold til min sensitivitet og undgå overstimulering. Men endnu vigtigere lige nu kan jeg bruge det til at prøve at acceptere, at dette er min virkelighed. Mit stress-nedbrud illustrerede tydeligt for mig, at der ikke er nogen anden vej end at prøve at indrette mig på at det er sådan jeg har det. Hvis jeg bliver ved med at stille krav til mig selv om at kunne yde det samme som alle andre på samme måde, vil jeg blive ved med at rende hovedet mod en mur med stress til følge, og det giver dårlig livskvalitet.

Det er en svær balance, for ikke kun jeg selv men også samfundet og arbejdsmarkedet har normer for hvordan man skal leve et liv. Jeg skal finde styrke og løsninger til at klare et normalt arbejdsliv på lige vilkår med de 75-80% almindeligt sensitive. Familielivet har jeg lidt større frihed til at indrette, men der er grænser for hvor meget jeg kan sortere fra og samtidig have et for mig indholdsrigt liv.

En af de trøstende pointer hos psykologerne hos Sensitiv Balance er, at der også er fordele ved at være særligt sensitiv. Det handler f.eks. om evner for detaljer og fordybelse samt intellektuel åbenhed og fleksibilitet, hvilket kan gøre oplevelser større. Det er kvaliteter jeg selv værdsætter, og jeg prøver også at være glad for min sensitivitet, men jeg synes bare også at det giver mig nogle udfordringer. Det er ikke alle steder i samfundet og på arbejdsmarkedet at disse evner værdsættes.

Meget symptomatisk fik jeg migræne, da jeg havde været på den første kursusdag i torsdags. På trods af at der i undervisningsformen var taget højde for sensitive menneskers behov for pauser, blev jeg nok det man kalder overstimuleret. Det er helt typisk for mig i situationer, hvor jeg egentlig nyder alle de nye indtryk, nye omgivelser og nye ansigter, og også er dybt involveret i substansen. Som dagen skrider frem begynder hovedpinen at trykke, og jeg begynder at få trang til at trække mig lidt tilbage. Og når det så er overstået og jeg kommer hjem, klapper jeg helt sammen med bankende migræne. Den dag måtte min mand tage gåturen med hunden alene, selvom det var planen at vi skulle afsted alle 3. Heldigvis var det fastedag, så min mand var forberedt på at lave mad og spise alene.

Lignende indlæg:

Ny frisure

I ca. 15 år har jeg haft halv-langt hår med sideskilning. At få stress, være sygemeldt og få professionel hjælp har givet mig en masse nye input og jeg har lavet en del ændringer i tankesæt og hverdag. Det virkede derfor naturligt for mig at skifte frisure. Jeg har længe gerne villet være korthåret, og nu skulle det være.

Jeg bestilte en tid hos en ny frisør og 20. februar faldt lokkerne. Jeg var rigtig glad for det. Rent praktisk er det meget lettere at være korthåret; hårvask og hårtørring går meget hurtigere, og når man tager cykelhjelmen af når man ankommer på arbejdspladsen sidder håret fint. Jeg synes selv at det klæder mit ansigt med det korte hår, jeg føler mig skarp og frisk.

Reaktionerne har været blandede. Min mand har altid sagt, at han synes jeg skulle være langhåret, og har været nervøs hver gang jeg tog til frisør og sagde jeg ville have det hele klippet af. Men han tog godt imod mig, da han så mig med kort hår. Han vænnede sig hurtigt til det, og kan ikke forestille sig mig med langt hår i dag. Det er klart at man får reaktioner på en så stor forandring i udseendet, og kolleger, familie, svigerfamilie har naturligvis kommenteret mit hår. De fleste nøjes med at konstatere “Du er blevet korthåret!”. Enkelte siger at de synes det er pænt, jeg kan ikke rigtig finde ud af om det mest af høflighed. Måske er der nogen der ikke synes det er pænt til mig. Nogen har beundret mit mod. Kun min svigerfar har overbevisende sagt at han synes det er flot.

Men jeg kan mærke, at det ikke gør så meget, hvis der er nogen der ikke kan lide det. Det er noget jeg har gjort for mig selv. Det har givet mig ekstra energi at lave den forandring i mit udseende, og det har været med en brik i den udvikling jeg har været igennem i år. Jeg oplever at det giver mig selvværd at stå ved sådan et valg, fordi jeg oprigtigt synes at det er det pæneste til mig, og jeg nyder følelsen af at være ligeglad med hvad andre synes. På den måde bliver det en god psykologisk øvelse.

I fredags var det igen tid til at blive klippet, og den frisør der hidtil har vedligeholdt det korte hår havde ferie. Jeg snakkede om hvordan mit pandehår skulle være med den kollega der i stedet skulle klippe mig, og hun kom med den ide at flytte skilningen over i den anden side. Jeg sagde straks ja, og her i denne weekend går jeg og vænner mig til at håret vender den anden vej. Det er en mærkelig følelse. Jeg har altid haft skilningen i venstre side, og når håret vender den anden vej føles det pr. refleks som om der er noget der sidder forkert. Men jeg skal nok vænne mig til det. Og jeg synes det ser ret godt ud. Så godt, at jeg faktisk har fået min mand til at tage et billede af mig, og det har  jeg brugt som nyt profilbillede på diverse sociale tjenester, og jeg har også lagt det på min Om-side her på bloggen. Kig selv!

Lignende indlæg:

Hverdag på fuld tid

I mandags var jeg tilbage på arbejde efter en dejlig 3 ugers sommerferie. Det var samtidig starten på en hverdag med arbejde på fuldtid. For første gang siden jeg blev sygemeldt med stress i november, har jeg nu arbejdet en uge på fuld tid, og det er gået godt.

Jeg har det godt. Rigtig godt. De fleste dage har jeg det godt i krop, hoved og humør. Det gør mig glad.

Min stresscoach skældte mig ud for at bruge ordet ‘men’. Men – det ER altså vigtigt, at jeg husker på det jeg har lært. Det er vigtigt, at jeg ikke bare hopper tilbage til det mønster jeg havde før jeg blev syg med stress. Det er nu det er allermest vigtigt, at jeg holder fast i alle de gode principper jeg har brugt mens jeg har været deltidssygemeldt og trappede arbejdstiden gradvist op.

Derfor bliver jeg ved med at holde en pause når jeg er på arbejde – en om formiddag og en om eftermiddagen, hvor jeg rejser mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg mærker efter om jeg har brug for at hvile mig når jeg kommer hjem fra arbejde, og jeg holder fast i mit 5:2-spisemønster, hvor jeg 2 aftener om ugen ikke skal bekymre mig om at lave aftensmad, men bare kan gøre hvad jeg har lyst til. Og så prøver jeg at meditere ofte, gerne hver dag.

I denne uge har jeg været fysisk træt, fordi jeg er kommet lidt ud af form i forhold til at cykle 34 km om dagen, og hovedet har selvfølgelig også været træt pga tilbagevenden til arbejdet efter sommerferien. Og i onsdags, hvor vi skulle ud om aftenen, hylede hovedet. Men jeg føler mig rask og klædt på til at starte på en frisk med fuldtidsarbejde og hverdag i den lille familie.

 

Lignende indlæg:

Følsomt vægttab

I takt med at jeg må konstatere, at jeg rent faktisk taber mig af at spise efter 5:2-konceptet, tænker jeg også på hvad andre siger til det. Jeg må indrømme, at det er et lidt følsomt emne.

Da jeg overvejede at gå i gang, synes jeg det var meget blufærdigt at sige til nogen, at jeg gjorde mig de tanker. På en eller anden måde synes jeg det var enormt følsomt at starte den snak, for det åbner ligesom for at andre kan sige hvad de synes om min vægt. Til hverdag er der ikke nogen der siger til mig, at de synes jeg er for tyk, og det vedkommer jo i bund og grund heller ikke andre end mig selv. Men jeg kan høre på den måde folk taler om andre, at det lurer under overfladen hos mange normalvægtige; holdninger til, irritation – ja næsten vrede – over at andre er overvægtige. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at møde. Det er svært at forklare en slank person, hvorfor man bliver overvægtig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt ved at jeg er overvægtig og at jeg kunne have godt af at tabe mig. Men det er bare noget andet at høre andre sige det. Især hvis det er nogen tæt på man holder af. For i mine ører lyder det, som om de elsker mig mindre fordi jeg er tyk, og at de ville elske mig mere hvis jeg var tyndere. Det er ikke lige den slags input jeg har brug for, når jeg overvejer en større livsstilsændring.

Jeg besluttede mig for ikke at diskutere det med andre end min mand, som er ubetinget loyal, støttende og velmenende. For i bund og grund er det vigtigste jo, at jeg selv tænker det godt igennem og føler at det er det rigtige for mig. Jeg har indset forskellige ting ifm. mit stressforløb, og det var essentielt for mig at føle, at det var noget jeg gjorde for mig selv, og kun for mig selv. Ikke for at nogen skulle elske mig mere.

Da jeg gik i gang med 5:2 fastediæten, sagde jeg det ikke til ret mange. Jeg skrev om det her på bloggen, så dem der læser med her har vidst det fra starten. Men det var først efter et par uger at jeg fortalte mine forældre og veninder om det face-to-face. Jeg ville lige være sikker på, at det var noget for mig. For udover den følsomme konfrontation med andres holdning til min figur, så forventede jeg også at nogen kunne have ret kraftige meninger om selve konceptet. Sundhed og slankning er noget næsten alle har en mening om, og der findes mange ‘trosretninger’. Jeg støttede mig til min mand og Facebook-gruppen om emnet.

Nu kan jeg så se på min badevægt, at jeg faktisk er blevet noget der minder om 8 pakker margarine mindre. Måske kommer der en dag, hvor mine omgivelser kan se, at jeg har tabt mig – også dem jeg endnu ikke har fortalt om det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal takle evt. kommentarer. Der kan jo ligge en masse gode hensigter og venlighed i en kommentar om at ’det klæder dig’ eller lignende. Men samtidig kan det jo også høres som, at ’du var grim før’. Det er nok et udslag af et af mine personlighedstræk; at jeg tager udsagn ret bogstaveligt og fortolker også negative ting ind i dem. Og i og med at jeg faktisk ER glad for at have tabt lidt kilo, er der jo også noget i mig der gerne vil dele det med andre og glæde mig over det sammen med dem.

 

Lignende indlæg:

Et liv efter stress

Nu varer det ikke mange uger før jeg er oppe på at arbejde fuld tid, efter at jeg i mere end et halvt år har været sygemeldt og deltidssygemeldt med stress. Som timerne trappes op, bliver jeg mere og mere bevidst om hvad jeg kan og ikke kan klare. Jeg bliver konfronteret med mine grænser, og nu skal jeg for alvor til at designe en ny hverdag, som ikke gør mig stresset. Jeg er nødt til at lave nogle fravalg.

Det handler ikke kun om at med at holde sig tilbage med hensyn til projekter i hjemmet, at lade være med at lave arrangementer og undlade at tilmelde sig forskellige ting. Det er også de mest basale ting, der er nødvendige for at hverdagen fungerer; gåture med hunden, tøjvask, madlavning, indkøb. Jeg skal prioritere benhårdt, hvad der er det vigtigste her og nu.

Jeg er oppe på 7 timers arbejde om dagen med onsdag fri. Hvis jeg ikke lægger mig og sover/slumrer når jeg kommer hjem fra arbejde, får jeg stresssymptomer igen. Så begynder hyletonen i hovedet at blive højere, så bliver mit overskud og overblik mærkbart mindre og dermed humøret lavere. Og jeg SKAL lægge mig og lukke øjnene. Før i tiden følte jeg at jeg hvilede mig, når jeg satte mig i sofaen med en kop te og checkede Facebook/Twitter/Instagram eller bladrede lokalavisen igennem. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hovedet snurrer – behandler inputtene fra avisen eller tabletten, og alle mulige andre tanker derudover.

I øjeblikket tænker jeg meget over, om det er fordi jeg stadig ikke er helt rask, eller om det er fordi jeg er blevet bedre til at mærke, når jeg er træt, at jeg har denne oplevelse af at kunne mindre. Hvis det er en permanent situation for mig, føles det som en sorg at skulle sige farvel til at kunne gøre de ting som jeg synes er normale, nødvendige og en del af et almindeligt liv. Men jeg tror godt, at jeg kan finde min egen måde at gøre det på.

Lignende indlæg: