Socialt liv for en sensitiv

Venner og familie

Mit sociale liv har ændret sig rigtig meget siden jeg var ung. Mange af ændringerne skyldes det faktum, at jeg ikke har børn, og den udvikling der er sket i forbindelse med at mine venner har fået det.

Hvor jeg tidligere havde flere nære venner, har jeg i dag meget få. Til gengæld har jeg en række andre relationer via netværk og interesser. Det er ikke det hele der har været mit eget valg, og undervejs har det været en sorg for mig at miste mine nære venner. Men i dag kan jeg se, at mit sociale liv fungerer rigtig godt for min sensitive side.

At have ganske få nære i mit liv fungerer godt for mig. Det betyder at jeg har overskud til at være nærværende overfor alle, og gå i dybden med vores samvær. Det betyder også, at kalenderen ikke byder på aftaler hver eneste weekend, og det giver en rigtig god balance. Så har jeg både mulighed for at restituere og være migselv samt nærværende overfor min familie, hvilket giver mig meget overskud.

At være en del af netværk der er drevet af interesser, giver mig også meget. Som eksempel kan jeg nævne min interesse for hunde, hvor jeg har mulighed for at dele min glæde ved hunde med ligesindede. Det giver mig en dejlig følelse af samhørighed. Jeg har også i mange år deltaget i et netværk for folk uden børn. Her er det et fællesskab om et livsvalg, der giver nogle interessante samtaler og gode grin.

Udviklingen i de sociale medier har været en revolution i mit liv. Her kan jeg dyrke emner og mennesker der interesserer mig, men jeg kan nemt sætte grænser og stoppe når det passer mig. Sociale medier stimulerer også min nyhedssøgende side, men det skal styres nøje.

På arbejde

På arbejdspladsen er jeg begyndt at sortere meget i det sociale liv. De værste migræneanfald jeg har haft, har været i forbindelse med teambuilding-arrangementer på arbejde. Det er meget belastende for mig at være tvunget til at deltage i aktiviteter, oftest fysiske præstationer, der ikke har noget at gøre med det jeg er ansat til og som jeg absolut ikke er god til. Når man ikke har mulighed for at sige fra eller trække sig lidt tilbage, bliver det så belastende for mig, at jeg mange gange har fået meget voldsomme migræneanfald som har gjort mig syg i flere dage efter.  Sidst jeg blev inviteret til sådan et arrangement meldte jeg simpelthen afbud.

Også den årlige julefrokost er noget jeg melder fra til. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år og har været til min del af julefrokoster. Jeg har danset og drukket og er blevet klappet i røven. Det siger mig ikke noget mere, og det giver mig ikke en følelse af fælleskab med mine kolleger.  For nogle år siden holdt jeg op med at komme af social pligt. Jeg kan godt have stor glæde af samtaler med mine kolleger over frokostbordet til hverdag, men når det foregår i et støjende lokale med høje stemmer og fulde mennesker, bliver den mentale omkostning er højere end udbyttet for mig.

Til gengæld vil jeg meget gerne med til arrangementer der har en mere kulturel karakter. På min nuværende arbejdsplads har vi haft ture til både Christiansborg og Københavns Rådhus, og det har jeg været meget glad for at deltage i. Vi er også nogle kolleger der på helt privat basis er taget i biografen sammen, og været ude at spise inden. Jeg har sågar inviteret kolleger hjem til mig. Så det er ikke fordi jeg ikke vil være social med mine kolleger, det er bare fordi at visse typer at samvær er ubehageligt for mig.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ferie for en sensitiv

I nogle år arbejdede jeg i rejsebranchen og rejste flere gange om året. Jeg havde også 3 rejser til USA, hvor min bror bor. Det gik op for mig, at jeg havde migræne på 1. rejsedag hver eneste gang, og jeg fandt ud af at det faktisk stresser mig temmelig meget på et ubevidst niveau at rejse.

Efter nogle år med mange rejser valgte min mand og jeg at købe sommerhus og gøre det til vores primære ferieform. Det passede rigtig godt med, at vi ønskede os at blive hundeejere på et tidspunkt. I dag har vi haft sommerhus i 6 år og vi elsker at komme op til det lille blå hus, som vi kun forbinder med afslapning og gode oplevelser. Antallet af logistiske detaljer som jeg kan stresse over er langt mindre. Det hjælper også at man i sommerhusområdet kan gøre brug af lange åbningstider – også på helligdage – og en række lækre spisesteder, der kan kompensere for at man ikke lige havde fået købt ind.

Vi rejser stadig lidt. En gang om året tager vi en mindre tur med et par overnatninger på en kro eller hotel i Danmark eller Nordtyskland. Her får jeg tilfredsstillet min nyhedssøgende side, som rigtig gerne vil opleve noget nyt.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ligner min hund

Det er en gammel schlager, at mennesker ligner deres hunde eller omvendt. Der findes mange sjove billeder af hunde og mennesker der ligner hinanden i udseendet, og nogle gange taler man også om hvordan temperamenter ligner hinanden. Måske tiltrækkes man af nogen der ligner én når man vælger hund, eller måske kommer man til at ligne hinanden når man i årevis lever sammen så tæt som hund og menneske ofte gør.

Jeg ligner ikke Adina rent udseendemæssigt. Adina er udpræget smuk, men fuldstændig ligeglad med det. Hun graver sig gerne sort og brun ude i haven, men accepterer dog at blive tørret og børstet. Adina er slank og atletisk, og hun har et perfekt boldøje. På alle disse punkter er jeg stik modsat – der ligner hun nok Mads lidt mere.

Men når det kommer til psykologien har hun meget til fælles med både Mads og mig. Vi er alle 3 nogle lidt forsigtige typer, der har stor empati og tager meget hensyn. Det betyder at vi har et respektfuldt samliv, hvor der er plads til alles behov og stortrives i hinandens selskab.

Især på et område er Adina og jeg meget ens.  Vi er begge meget sensitive. Hvis der er nogen der skælder os ud, eller hvis vi selv laver en fejl, bliver vi meget kede af det.

Vi får hurtigt nok af indtryk, positive som negative. I sommers var vi på besøg på den kennel hvor Adina er født. Der var 17 hvide schæfere og deres familier, så det var et stort selskab. Det var en utrolig positiv oplevelse, der var en god stemning og alle var glade. Det er en af den slags ting som jeg får meget ud af, men også noget der gør mig utrolig træt bagefter. Sådan er det også for Adina. Selvom hun hyggede sig med de andre hunde og mennesker havde hun efter et par timer fået nok, og ’sagde’ faktisk meget direkte til os at hun gerne ville hjem nu.

Når Adina har været ude for noget der har påvirket hende følelsesmæssigt negativt, tager det noget tid før hun får det rystet af sig. For nylig blev hun bange for torden og stak af fra hundelufteren. Da hun kom hjem og der faldt ro på, var hun naturligvis træt. Men hun var stadig urolig og stresset. Det var hun også dagen efter. Og dagen efter igen. Hun var nogle dage om at falde rigtigt til ro, og først da kunne hun få hvilet rigtig ud.

Sådan har jeg det også. Mit liv er også præget at humør- og energimæssige nedture, hvor jeg kører i ring over følelsesmæssigt belastende situationer. Først efter nogle dage kan jeg slappe af, og så er jeg i mellemtiden blevet så træt at jeg har fået migræne eller på anden måde har været nødt til at kaste håndklædet i ringen og lægge mig passivt på sofaen.

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Fyrværkeriangst

Det er notorisk noget af det sværeste for et menneske at være vidne til, at nogen man holder af lider. Det gør det ikke bedre, at der er tale om et kæledyr. De seneste to år har jeg blogget om min hunds angst for fyrværkeri.

I år har lidelsen dog ikke haft samme omfang. Vi har nemlig fået en ny fyrværkerilov, som dikterer at man kun må fyre fyrværkeri af fra 27. december til 1. januar. Det har betydet, at der op til jul ikke har været fyret meget fyrværkeri af der hvor vi bor. Vi kunne tydeligt høre forskel, da det blev 27. december, hvor bragene tog til. Ikke at der slet ikke blev fyret fyrværkeri af inden, men vores medborgere i Birkerød overholdt faktisk i mærkbar grad den nye lov.

Vi tog de samme forholdsregler for Adinas angst, som vi har gjort de øvrige år. Adina har fået kosttilskuddet Zylkene siden midten af december, og vi tog som altid i sommerhus henover nytår. Hun er stadig urolig over fyrværkeri, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå tur, så vil hun gerne vende om og gå hjem med det samme.

Nytårsaften var Adina væsentlig mindre angst end de foregående år. Hun havde masser af appetit og lå roligt på sin plads hele aftenen. Hun faldt ikke i søvn på samme måde som hun normalt ville gøre ud på aftenen, men hun trak vejret roligt og det var helt synligt at hun ikke var så fortvivlet som hun plejer.

Jeg tror der var nogenlunde samme mængde fyrværkeri som normalt på selve nytårsaften. Det faktum at der har været mindre fyrværkeri i dagene op til nytår havde dog tilsyneladende en gavnelig effekt. Tidligere år har det været som om Adinas angst er blevet værre og værre henover december måned, så hun i starten bare lige tænker ‘hov, hvad var det?’ men senere tænker ‘nu eksploderer hele verden igen!!!’ når bare der kommer et enkelt brag. Denne eskalation har der ikke været på samme måde i år. Jeg forestiller mig, at der ikke er sket samme ophobning af angst- og/eller stresshormoner i hendes krop som øvrige år.

Det får mig til at blive dybt taknemmelig over at Folketinget har vedtaget en lov, der begrænser fyrværkeriet. Set i lyset af dyrenes angst, den omfattende forurening og i år hele 3 menneskers dødsfald som følge af fyrværkeri, giver det god mening at begrænse almindelige menneskers adgang til og brug af fyrværkeri.

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

En inspirerende leder

I forsommeren 2013 begyndte DR1 at sende serien Store forretninger / (Mr. Selfridge) på lørdag aftener. Normalt ville jeg ikke få set den slags, for min husbond er ikke så vild med serier, og vi er sjældent så disciplinerede med spisetider og den slags, at vi kan se serier på samme tid en fast ugedag.

Men det faldt tilfældigvis sammen med at husbond var ude at rejse med sin cykel og sine venner, og det betød at jeg fik øjnene op for denne flotte, underholdende og interessante serie. Jeg blev helt vild med den, og da DR1 begyndte at sende 2. sæson her til sommer var jeg straks fyr og flamme. Jeg er vild med den serie og prøver så vidt muligt at komme til at se det ugentlige afsnit.

Serien har mange aspekter jeg sætter pris på. I første omgang er der et spændende plot omkring en amerikansk forretningsmands kamp for at drive et stormagasin i London. Dernæst er bliver man grebet af de gode karakterer spillet af fremragende skuespillere. Dertil kommer at serien er et interessant tidsbillede med flot scenografi og flotte kostumer. Den handler både om politik og kønspolitik, men jeg tror at det der fascinerer mig allermest, er portrættet af en inspirerende leder.

Mr. Selfridge beskrives som en leder, der skaber en arbejdsplads, som han ser som en familie. Arbejdspladsen støtter medarbejderne, også når de har udfordringer i privatlivet. Der stilles selvfølgelig også krav til gengæld, og der ses ikke igennem fingre med f.eks. tyveri. Men den stemning af tryghed og accept som beskrives i serien er meget fascinerende – jeg får helt lyst til at arbejde der.

Da 1. verdenskrig kommer, støtter man de unge mænd der melder sig til militærtjeneste med besked om, at deres jobs vil vente på dem når de kommer tilbage. Og ikke nok med det – lederen tager også hånd om de medarbejdere som føler skyldfølelse fordi de ikke kan tage med i krig. Hele den bevidsthed om at forsøge at imødekomme nogle basale følelsesmæssige behov for bla. tryghed hos medarbejderne ligger så langt væk fra danske arbejdspladser nu om dage.

Jeg startede på arbejdsmarkedet i 1990’erne. Der var økonomisk fremgang i samfundet, arbejdsløsheden var lav og arbejdspladserne havde svært ved at finde de rigtige kompetencer til de ledige stillinger. Personalepleje var noget man fokuserede på, men det handlede mest om fester, softicemaskiner og bordfodbold på kontoret. Det var overfladiske, materialistiske goder som det var sjovt at fortælle om i en tid med overskud. Trygheden kom jo af sig selv pga. de gode tider.

Da krisen væltede indover Danmark efter årtusindskiftet blev der mindre af den slags. Tilbage stod man med de samme eller højere krav om at performe, men ikke så meget vilje til at imødekomme medarbejderne. Man afskaffede julegaven til medarbejderne og benyttede lejligheden til at få fyret de besværlige og måske dyre medarbejdere.

Nogen vil måske nævne udviklingen indenfor sundhedsforsikringer som en måde, hvor arbejdsgiverne tager sig af medarbejderne når de er syge vha. privathospitaler. Men den udvikling ser jeg i mindst lige så høj grad handle om at få virksomhedens ressourcer hurtigt tilbage på arbejdspladsen – altså noget virksomhederne gør for sin egen skyld.

Det er min oplevelse, at krisen har fået virksomhederne til at drosle ned på kvaliteten af lederskabet. Man er gået lidt væk fra at se lederskab som et fag i sig selv, men besætter i højere grad chefstillingerne med fagligt dygtige mænd. I dagens Danmark uddelegerer chefer i høj grad opgaver til deres medarbejdere, også opgaver vedr. styring og opgavehåndtering, som reelt (efter min mening) er ledelsesopgaver.

Det tager rigtig meget væk fra lederrollen, at lederen faktisk ikke leder én som medarbejder, men blot udstikker krav og mål. Det er i virkeligheden ikke særlig inspirerende set med mine øjne.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ville være meget motiveret at af arbejde for en leder som Mr. Selfrigde, fordi jeg ville føle at min indsats var værdsat – jeg ville simpelthen have lyst til at gøre mit bedste for at stille ham tilfreds, fordi han har en klar holdning til hvordan virksomheden skal ledes, kan se når en medarbejder gør det godt og giver utvetydigt udtryk for det når han er tilfreds.

På nutidens arbejdsmarked har vi en opfølgning på præstationer, hvor man via en løn- eller PU-samtale bliver evalueret. Her er det i teorien muligt at få den samme form for feedback, men det er bare sjældent det der sker. Det er som om at der absolut skal findes både pro og contra – måske som alibi for en lønudvikling der i praksis er en udhuling af reallønnen. Jeg har i hvert fald de sidste mere end 10 år oplevet at få en tilbagemelding i stil med ‘det er da meget godt, men du er ikke så god til det og det’. Det bliver mere en generel tilbagemelding på ens personlighed og karaktertræk, end på de konkrete opgaver man har løst i årets løb. Og så kommer der nogle gange en lønstigning der præsenteres som en belønning, men som mere føles som en hån. Det er selvfølgelig meget godt at lønnen rykker sig en lille bitte smule i forhold til slet ikke. Men når jeg ser min TV-serie får jeg en følelse af, at jeg ville være gladere for et håndtryk og et smil af en karismatisk leder som Mr. Selfridge.

Lignende indlæg:

Jeg ved det ikke

Min far ved enormt meget. Hans hjerne er indrettet som en slags bibliotek, hvor oplevelser, erfaringer og viden over årene er blevet lagret. Han gik i skole i 1950’erne og har i lært alt fra kongerække til salmevers udenad. Og så er han nysgerrig af natur, hvilket yderligere har forstærket den informationsopsamling, som i dag giver ham familie-kælenavnet ’Det Levende Leksikon’. Når vi spiller Trivial Pursuit med min far, så er vi nødt til at give ham et handicap, så f.x. hvert andet svar han kommer med pr. definition er forkert, for ellers bliver det aldrig vores andres tur.

Jeg har arvet lidt fra min far i den retning. Jeg er også meget nysgerrig af natur, og samtidig er jeg meget detaljeorienteret. Jeg får tit lyst til at undersøge et emne, og så får jeg meget information ind i hovedet. Selvom min skolegang ikke i samme grad som min fars har fokuseret på viden, har jeg været flittig og lavet mine lektier. I forhold til mine jævnaldrende har jeg en relativt stor paratviden, og det er ofte at folk synes jeg ’ved meget’, selvom det slet ikke er på niveau med min far.

Min hjerne fungerer dog ikke som min fars. Egentlig husker jeg ret dårligt. Det er så galt, at jeg tit er bange for at såre venner og familie, fordi jeg ikke husker ret meget af de ferier og oplevelser vi har haft sammen. Det er ikke fordi jeg ikke har værdsat dem, minderne er bare gledet ud af mit hoved.

Men jeg har en ting med ord og associationer. Quiz’er og spil, hvor man får et par stikord og bare skal svare kort, er lige noget for mig – her kan jeg ofte svare lynhurtigt fra hoften uden at tænke ret meget over det. Jeg glemmer ikke de måbende blikke blandt en gruppe venner, da et spørgsmål i Bezzerwizzer handlede om hvem der havde skrevet Anna Karenina. ’Tolstoj’ svarede jeg – uden at vide hvorfor. Det var ren association uden noget at have det i. Jeg har ikke læst bogen, set skuespillet eller lært om det i skolen. Jeg har nok bare hørt titlen og forfatteren i nævnt samme sætning mange gange.

Med årene er der kommet rigtig, rigtig meget information ind i hovedet – sammen med en masse andet. Følelsesmæssig og arbejdsmæssig belastning sætter sig sine spor, og måske også alderen i sig selv. Jeg synes jeg bliver dårligere til det med viden og associationer. Da jeg blev syg med stress forrige vinter, mistede jeg evnen til de hurtige svar, men det er heldigvis kommet nogenlunde tilbage.

Når man kan svare på mange ting, så bliver man også nemt den man spørger. Jeg har fundet ud af, at jeg ubevidst har følt, at jeg skulle have svar på alle spørgsmål. Det er nok noget der er startet helt tilbage fra skoletiden, hvor jeg i de første skoleår hjalp mine kammerater meget. Og senere betyder den konstante bevidsthed om en forestående eksamen, at man hele tiden arbejder under en præmis om at man skulle kunne svare på alt. I voksenlivet er jeg i mange sammenhænge blevet den man spørger om alt muligt.

Efter min stressperiode er jeg blevet bedre til at sige fra. Også når det gælder om at have svar på alt. Før i tiden ville jeg bruge en masse kræfter på at undersøge en hel masse, hvis jeg blev spurgt om noget jeg ikke havde svar på. Jeg fik en lille succesoplevelse hver gang jeg kunne svare, og var tilsvarende ærgerlig når jeg ikke kunne.

Sådan er det ikke længere. Jeg er overrasket over, hvor utrolig befriende det føles bare at svare ”det ved jeg ikke” når nogen spørger mig om noget jeg ikke lige har svar på. Det er ikke mit ansvar at have svar på alting, der er ingen der forlanger det af mig, hverken på job eller privat. Hvis der skal laves research, så kan spørgeren jo gøre det selv. Og som med så mange andre situationer hvor man siger fra, så bliver det jo normalt uden videre accepteret af modparten.

Lignende indlæg: